I need your help..

[Damien Nathanael Adams]

Denjarna Dark Dynithril - Damien Nathanael Adams

---

Det var ved at være aften, og godt og vel en uge siden Damien havde mødt Denjarna først gang. Ærligt måtte han erkende, at det havde været svært for ham at få hende ud af hovedet. Hun havde været god ved ham, havde snakket med ham og havde forsøgt at udvise den relevante forståelse for hans situation, i og med at han havde valgt at leve på toppen af det ensomme bjerg.
Endnu en gang havde han brug for hendes hjælp. Selvom han havde forsøgt at holde benet i ro, så var der gået en massiv betændelse i det, som nærmest sivede ud af såret, som ikke havde kunne lukke sig. Benet var så godt som ubrugeligt lige nu, og det gjorde ondt.. Det gjorde virkelig, virkelig ondt. De kraftige vingeslag førte ham over Manjarno.. Han vidste i øjeblikket, at han løb en gevaldig risiko ved at tage ind til midtbyen, men blev der ikke gjort noget, så vidste han jo godt, at det i værste tilfælde, ville ende med at tage hans liv, hvilket han ikke var interesseret i!
Neutranium kunne han skimte i det fjerne. Han var træt.. Det var virkelig så underligt træt man blev af det. Han brummede svagt, inden han fløj over Neutranium og den store have, som han forsøgte at lande i.. Det gik dog ikke nær så godt, som han gerne ville have det til, og han vidste skam godt, at dette kunne være det sidste han gjorde, men gjorde han ikke noget, ville betændelsen på et tidspunkt tage hans liv uanset hvad! Vagterne reagerede med det samme og trak våben og spyd, hvilket fik Damien til at se rødt. Han åbnede det massive gab og kom med advarende høje brøl. Han haltede voldsomt på benet, da han søgte i modsatte retning af dem. Han ville ikke stikkes med de våben igen! Han slog let med halen og trampede henover jorden, inden han kom med endnu et af de øredøvende brøl, da en gruppe vagter søgte tættere på, for at få ham væk. Han slog kraftigt ud efter dem med halen. Han var der for pokker ikke for at gøre nogen ondt!

[Deleted]

I tronsalen befandt Denjarna sig, som det mægtige brøl lød efterfulgt af en masse råb. Hvad foregik der? ..Var det Damien? Ej havde hun glemt den drage, som hun havde stødt på for en uge siden. Hvordan skulle hun også kunne det? Hun havde hjulpet ham, redet ham, og så var der det simple faktum, at han var en drage. En vaskeægte ildspydende drage, som man ellers kun hørte om i myterne. Bonden som hun talte med, farede øjeblikkeligt sammen, som brølet lød og slottet nærmest rystede. Denjarna selv greb fast om armlænene på sin trone, alt imens hun kastede blikket ud af vinduet. Der var han.. Hendes hjerte slog et par slag hurtigere. Hvad lavede han? Angreb han virkelig hendes slot? ”D-Dr… D-Drage,” stammede bonden forhutlet, alt imens han mest af alt lignede en der skulle til at bevise. Hendes personlige vagt og skriver havde ligeså stivnet. Ingen havde set en drage i umindelige tider! Eller det havde ingen anden end Denjarna. Efter at have brugt et par sekunder til at forstå hele scenariet, rejste hun med sig selv. ”Audienserne er stoppet for i dag,” sagde hun i en fast tone, inden hun med hastige skridt tog turen ud af tronsalen.
I slotshaven viste Denjarna sig dernæst. Hendes lange grønne kjole blafrede let i farten, ligesom hendes ravnsorte hår. Den smukke guldkrone havde hun endnu siddende på hovedet, som hun ej havde taget sig tiden til at få den af. Ikke i en situation som denne! ”P-Pas på, Deres Majestæt. Gå ikke tættere på!” advarede en af vagterne skræmt, mens de andre endnu forsøgte at jage dragen bort med spyd, ligeså vel som nogle forsøgte at spænde pile for buerne. Denjarna lavede en affejende bevægelse med hånden, hvorefter hun sendte dem et vredt blik. Damien var tydeligvis ikke kommet hertil for at angribe.. Han prøvede jo at flygte fra dem. ”Læg Jeres våben! Denne drage vil os intet ondt,” sagde hun i en fast tone. ”M..men Deres Majestæt?” lød det tvivlsomt fra vagten. ”Det er en ordre!” Og med de ord sænkede vagterne også tvivlsomt deres våben.

[Damien Nathanael Adams]

Damien vidste at det var risikabelt, og uden tvivl nok ville vække opsigt, men det var det eller at dø alene oppe på bjerget, hvilket han ikke havde tænkt sig. Denjarna havde vist sig at være den nærmeste som han turde sætte nogen lid til, og det var det som han gjorde nu. At vagterne reagerede ved hans blotte tilstedeværelse midt i den store slotshave kom nu heller ikke bag på ham, også selvom han slet ikke var ude på at gøre nogen ondt. Han brølede kraftigt op.. fik det til at løbe igennem marv og ben på de fleste, som hurtigt hævede deres håndvåben, da han bakkede væk fra dem.
Slaget med halen, var ganske enkelt for at få dem væk. Ilden brugte han endnu ikke, da han ikke havde nogen grund til at gøre brug af den. Ved synet af Denjarna, følte han en vis form for ro.. Var hun virkelig en som han kunne stole på? Det var jo hvad tiden ville vise ham om ikke andet. Han haltede på det skade bagben, da han nærmest var endt helt oppe ved slotsmuren som omringede den smukke have. Ganske vidst havde han trådt mange af bedende ned, men bestemt ikke med vilje. Han brummede svagt og sænkede hovedet.. Mest for at vise, at han ikke var der for at true nogen. Han prustede tungt. Betændelsen var gået i kroppen, og han kunne mærke det. De gule øjne hvilede på hende, også selvom han uden tvivl havde et godt øje for de vagter som stod med deres våben i hånden. Hvis de nu kunne finde på at gøre ham noget. 
Buerne blev sænket og pilene lige så, samt spyd.. men vagterne gav dog ikke slip på dem. I takt med at de blev sænket, sænkede Damien også den store krop. Han forsøgte ikke a støtte for meget på benet, men det var virkelig svært. #Denjarna.. Jeg.. har brug for din hjælp.# Normalt aldrig ord han ville sige, men han vidste ikke hvem han ellers skulle søge til, og at ligge deroppe til døden ville tage ham, kom da ikke på tale!

[Deleted]

Fuldstændigt ødelagt var den ellers så smukke slotshave. Ja, gartnerne ville bestemt ikke blive glade for dette syn, når de først så det. I dette øjeblik var Denjarna dog ragende ligeglad med alle sine blomsterbede og buskadser. Dragen Damien var her, og han måtte være her af en vigtig årsag. Det var nemlig ingen spøg til den sjove side, for en drage at flyve ind i Manjarnos mest befolkede by, for derefter at lande i Neutranium. Ganske vidst havde hun overvejet, om det var et angreb, da hun først havde hørt de rungende brøl, men som hun havde set den velkendte drage, kunne hun se, at Damien ”flygtede” og ej angreb.
Med hastige bevægelser bevægede Denjarna sig over til dragen, der nærmest var blevet trængt op i en krog, som han nu stod helt op ad slotsmuren. Skidt pyt var det med alle blomsterne, som gartnerne bare måtte udføre deres magi igen. Noget andet ville det være, hvis han begyndte at ødelægge mure, som det krævede en større renovation. ”Læg dig ned,” sagde hun i en fast og dog bekymret tone, som et tegn på, at han skulle adlyde. Det var jo benet.. Hun havde advaret ham og sagt, at det havde været bedst, hvis hun havde tilset såret med det samme og nu dette! Nervøs måtte hun være for, om hun nu kunne hjælpe ham, da hans skade havde udviklet sig. Der var dog ikke andet for end at se på det og prøve sig frem. ”Lad mig se på det,” endte hun med at sige i et mildere tonefald, som hun nåede helt hen til den mægtige drage. Selv måtte hun være den eneste person på slottet, som i øjeblikket ikke udviste frygt, men hun var også den eneste, som nogensinde havde mødt Damien. Vagterne havde modstridende sænket deres våben, men ej sluppet dem, som de endnu måtte se på dragen med påpasselighed og rædsel. Især nu hvor deres dronning var gået over til den! Alle slotsvinduerne var desuden optaget, som alle tjenestefolkene, vagterne ovs., nysgerrigt stirrede ud på det usædvanlige syn.

[Damien Nathanael Adams]

Om Damien havde tænkt sig at ødelægge, så havde han gjort det, frem for at trække sig væk fra deres våben. Lige umiddelbart var det også ganske begrænset hvad de kunne gøre mod det store bæst som han nu var, også selvom det nu heller ikke var noget som rørte ham som synderlig. Han havde ikke brugt ilden.. han havde kun ødelagt og trådt buske og bede ned for netop at søge væk fra de mennesker som havde haft i sinde at gøre ham ondt - netop som han havde forudsagt at de ville! Han brummede advarende, men stoppede med det omgående, da Denjarna brød menneskemængden for at komme ham i møde. Alle de mennesker som holdt øje med ham, tog han ikke særlig tungt. Vinduerne var fyldt med dem, som de kiggede ud, for at få et glimt af den store drage. Det var jo heller ikke ligefrem et væsen som man så noget til mere. Blot i bøger og på folkemunde som eventyr gik de trods alt
Damien lagde sig ned på Denjarnas ordre og løftede vingen og strakte benet en smule ud, så hun kunne komme til at se på det. Det var fyldt med betændelse, men igen.. Det var umuligt for ham at holde det rent, når han levede udendørs, og da særligt på den måde, som han havde levet til nu på toppen af sin ensomme bjergtop. De gule øjne vendte han mod folk og da særligt de soldater som stod med deres våben i hånden, da han vidste, at Denjarna ej ønskede at gøre ham noget ondt. Den mulighed havde hun allerede haft en række gange, og derfor valgte han endnu en gang at stole på at hun ville hjælpe ham, hvis hun kunne komme til det. Han lå ganske stille.. deres dronning havde skam ikke noget at frygte fra hans side. #De truer mig..# bemærkede han endeligt. Enkelte havde tildels allerede igen hævet deres våben. De synes deres dronning var alt for tæt på.

[Deleted]

Igen måtte det helt runge i jorden, som den mægtige dragekrop fandt sig til rette på jorden, som Damien adlød Denjarna. Selv passede det hende udmærket, da det for det første betød, at han ikke ødelagde mere i haven, og for det andet forårsagede han så heller ikke mere skade på sig selv. Det var lige præcis et resultat som dette, som hun havde frygtet, da hun havde trukket spyddet ud af hans ben. Ikke, at han ville søge hertil, men derimod at sygdom ville fæstne sig i hans ben. Hvor slem skaden var, vidste hun endnu ikke, men det var også det, at hun skulle til at undersøge. Hun så sig kort over skulderen, som Damien sagde, at vagterne truede ham. ”De er nervøse for mig.. Bange for, hvad du kan gøre ved mig, og derefter ved dem,” sagde hun direkte. Han var vel også allerede selv klar over, at det var således, at det hang sammen? Dum var han jo ikke, skønt han ikke var menneskelig. Roligt valgte hun at træde helt nært hans sårede ben, som han pænt strakte ud for hende. Ej behøvede hun at gå i knæ for at undersøge det, som hun sagtens kunne stå, grundet hans store størrelse. Bekymret, men undersøgende lod hun blikket falde på det punkt, hvor spyddet førhen havde siddet. Om han selv kunne se, hvorledes det så ud, vidste hun ikke, men godt så det ikke ud. Bestemt ikke! Forsigtigt lagde hun sin hånd på hans lår.. Ej for tæt på selve skaden. ”Det er dette, som jeg frygtede ville ske.. Jeg vil gøre, hvad jeg kan og håbe på, at betændelsen ikke har fæstnet sig for meget,” sagde hun, alt imens hun studerede såret. Blikket kastede hun tilbage på en af vagterne. ”Bring mig en balje vand og en krukke Trigonella blade,” endte hun med at sige i en fast tone. Skønt vagten endnu var tvivlsom omkring hele situationen, valgte han at nikke. ”Javel, Deres Majestæt,” sagde han adlydende, inden han hastede ind på slottet.

[Damien Nathanael Adams]

Damien var ikke dum, og han vidste skam godt hvordan alt dette hang sammen. De var bange på hendes vegne.. bange for hvad han ville gøre ved den kvinde, som faktisk havde ydet ham en hjælp, og som han så havde hjulpet hjem. Nu måtte han jo så bide den store stolthed i sig, og faktisk bede hende om hjælp endnu en gang, selvom han havde vidst, at det havde været risikabelt. Særligt fordi at han havde været tvunget til at vise sig. Hvad ville der ske efterfølgende? Skulle han finde et andet sted at være? Flygte til et andet land? Eller kunne han blive, eller hvad skulle han? Det måtte han jo finde ud af på et tidspunkt. Han brummede svagt, som han lagde det store hoved på jorden og lod Denjarna komme helt tæt på, så hun kunne undersøge det. Han vidste at det ikke var godt..ikke at han kunne se det, men han kunne mærke det. #De burde være mere bange på deres egne vegne, end for dine,# endte han blot. Han slap dog ikke soldaterne med blikket.. Men lod derimod bare Denjarna arbejde i hans blinde vinkel. Han stolede jo på hende. Hun havde ikke givet ham grund til andet.
Som vagten hastede afsted mod slottet for at hente hvad hun nu end havde bedt om - som han ikke vidste hvad var for noget, fik ham til at vende blikket mod hende. Da han vendte det store hoved mod deres dronning, reagerede de alle sammen ved at hæve deres våben og træde et skridt tættere på. "Deres Majestæt..!" endte den ene, som han trådte frem. Damien valgte for nu at ignorere det. Han havde bestemt ikke tænkt sig at gøre Denjarna det mindste, når hun nu ydede ham denne form for hjælp, som han nu havde brug for. #Hvad er Trigonella..?# spurgte han. Han følte sig bestemt ikke tryg på situationen med alle de begloede blikke mod sig.. Så han ville selvfølgelig vide hvad der skulle ske med ham.

[Deleted]

Bange var Denjarna ikke i denne situation, hvilket næsten var utroligt. Damien var nemlig en drage, og tilmed en drage, som hun ikke kendte synderligt godt.. Dog havde hun fornemmelsen af, at hun ikke burde frygte ham, men blot skulle gøre, hvad hun kunne, og derfor var det også det, som hun havde i sinde at gøre. Hånden holdt hun roligt på hans skadede lår, inden hun måtte sende selv Damien en fast mine. ”Du vil ikke gøre dem noget, ligesom de ikke vil gøre dig noget,” sagde hun i en skarp tone, som ingen skulle angribe hinanden. Det tillod hun ikke! Så måtte alle bide deres frygt eller stolthed i sig, og lade det være det. De var på hendes grund, og derfor måtte det også være hendes regler som gjaldt. Denjarna måtte helt himle med øjnene, som en af vagterne måtte kalde nervøst efter hende. Selvfølgelig ønskede de hende kun det bedste, men når hun sagde, at det var i orden, var det også i orden. ”Sagde jeg ikke, at det var i orden?! Dragen her er ikke kommet her for at dræbe mig eller ødelægge byen. Han er kommet efter min hjælp.. Jeg kender ham,” endte hun med at sige, hvor hun startede ud i en fast tone for at slutte lidt mildere, men stadig bestemt. Kunne de ikke bare forstå? Når al det så var sagt, lunede det dog også at vide, at alle disse mennesker bekymrede sig for hende. Hun fugtede let læberne ved Damiens spørgsmål. ”Trigonella er en plante med helbredende egenskaber.. Den er meget brugt blandt mit folk,” forklarede hun ham ærligt, inden hun vendte de sølvgrå øjne mod hans gule. ”Jeg vil bruge planten til at redde dig.” Efter nogle minutter kom vagten – som Denjarna havde sendt af sted – rendende tilbage med de anmodede ting. Hvad hun havde i sinde at gøre med al dette, vidste han dog ikke. Hurtige var hans skridt, mens han balancerede med vandbaljen og urtekrukken, indtil han kom tættere på dragen og sin dronning, hvor hans handlinger straks blev mere tøvende. ”Som De bad om, Deres Majestæt,” sagde han, inden han med rystende hænder satte tingene fra sig ved hende, inden han tog et par hastige skridt tilbage igen.

[Damien Nathanael Adams]

Damien brummede tydeligt irriteret. Han brød sig ikke om at sidde fanget i en situation som denne, også fordi at han vidste, at de ikke ville tøve med at slå ham ihjel, hvis de kunne komme til det, udelukkende på grund af hans væsen. De skulle bare vide det.. De skulle bare vide hvad han kunne, hvis det viste sig at blive nødvendigt. #Jeg har ikke i sinde, at gøre noget mod nogen før de giver mig en grund til det.# Det kunne godt være, at det bed ham lidt i halen at have den indstilling, men han angreb aldrig nogensinde først. Det havde han aldrig gjort. Med hendes hånd mod hans lår, faldt han mere til ro. Han vidste, at hun ville hjælpe ham. 
Vagterne var noget som uden tvivl irriterede ham, hvor hans kløer blev revet henover jorden under ham, hvilket hurtigt fik de andre til at trække sig mere væk fra ham. Han gjorde dog ikke noget ved Denjarna. Det havde han slet ikke nogen grund til at gøre. Han brummede irriteret, hvor hans blik omgående søgte til den soldat som kom gående med spanden og det andet som skule bruges. #Jeg har bare aldrig hørt om den plante før..# Han slap manden med blikket, da han lige som de andre, valgte at trække sig hastigt og hurtigt. Han lod kort de gule øjne glide i. Han stolede på Denjarna. Han havde til nu heller ikke haft nogen grund til at  reagere anderledes. #Jeg er glad for, at du vil gøre det her for mig.# Hans blik gled i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Han var dog på ingen måder truende over for hende. Det havde han slet ikke nogen grund til. Han slog let med halen, inden han selv lagde den ned med det som var et mindre brag. Folk gispede og trak sig længere væk. Han var jo temmelig stor.

[Deleted]

Skønt stemningen var klemt, måtte Denjarna se det positive i, at Damien ej var fjendtligt indstillet. Forhåbentligt ville hendes mænd ikke røre ham, fordi hun havde frabedt det, og hvis det forløb således, så var det vel en succes? Hvis al forløb vel, ville dette så også være starten på, at dragerne igen kunne begive sig frit på himlen? Eller blot Damien vel og mærke? Interessant var tanken.. Dog ønskede hun kun at fokusere på, at hun skulle hjælpe ham. ”Og I så fald vil intet ske.. Vis dig fra din bedre side og de vil indse, at din slags ikke behøver at være en trussel,” endte hun med at sige stille, så blot han ville høre det. Ganske vidst havde deres forhold indtil nu bygget på noget-for-noget, men stadig havde hun haft en god stund på ryggen af ham. Hvilken fantastisk tur det havde været.. Hun smilte svagt, som han sagde, at han ej kendte til planten. ”Det er højst sandsynligt fordi, at du ej er elvisk og fordi, at du aldrig har healet en,” sagde hun med et smil på læben, inden hun venligt nikkede til vagten, skønt han hurtigt bakkede skræmt væk igen. ”Tak.” Blikket vendte hun roligt tilbage mod Damien. ”Selvfølgelig gør jeg det,” sagde hun roligt, inden hun satte sig på hug ved baljen og urtekrukken. Let duppede hun sine fingre i vandet, inden hun tog en håndfuld af de blade, som hun havde kaldt Trigonella. Ufatteligt længe siden var det, siden hun sidst havde forsøgt sig med sit folks healende kræfter. Derfor måtte hun også være spændt på at se, om det ville virke.. Øjnene lukkede hun førte hænderne sammen og knuste bladende mod hinanden. ”Menno o nin na hon i eliad annen annin, hon leitho o ihîw,” begyndte hun stille at sige på sit smukke modersmål.

[Damien Nathanael Adams]

Damien brummede irriteret. Han brød sig slet ikke om den opmærksomhed som han fik på stedet her, og da slet ikke af de mange som nu også havde set ham. Han vidste, at han nu også havde bragt fokus på hans slags, men der var ikke noget som han kunne gøre ved det. #Jeg bryder mig ikke om at de står der..# endte han med en ganske sigende mine. løgn var det jo trods alt heller ikke for hans del. Tungen strøg han over det store gab, hvilket fik dem til at gispe, da de så de store tænder og hvordan den bare lod Denjarna arbejde ved den. Soldaterne stod klar hvis han forsøgte sig på noget.. Det var dog ikke noget som han var ude på i en stund som denne. Ikke når hun ville gøre det for at hjælpe ham. 
Hovedet lagde Damien ned. Han vidste, at dette uden tvivl ville komme til at gøre ondt. Det var typisk healing om ikke andet. Han lukkede øjnene ganske let. #Vil det komme til at gøre ondt?# spurgte han, også mest fordi at han gerne ville være forberedt, og da særligt, hvis han kom til at råbe op.. og soldaterne ville reagere, for det ønskede han heller ikke. Han skrapede lettere nervøst over jorden under ham, mens han virkelig forsøgte at ligge stille.. Dette havde han heller aldrig nogensinde været særlig god til.. og særligt når der stod så mange med våben i deres hænder og bare ventede på at slå ham ned igen. Han knurrede lettere uroligt, og med en brummen som fandt sted helt nede i maven. Planten kunne han lugte.. det stank nærmest af gift... men han stolede på, at hun intet ville gøre ham.. han håbede virkelig.

[Deleted]

Forståeligt fandt Denjarna det, at Damien ej brød sig om det publikum, som de havde fået sig, men havde han virkelig forventet andet? Ingen havde set en drage i umindelige tider, og nu var han der. Så selvfølgelig kiggede de alle. Selv valgte hun blot at ignorere dem, som ingen af dem kunne gavne hende i denne stund. Det eneste hun havde brug for var, at de ej blev forstyrret og at Damien forholdt sig i ro. Hvis ikke disse betingelser kunne finde sted, så ja.. Så var det tvivlsomt, hvorvidt hun kunne gøre det, som skulle til. ”Ignorer dem. De vil ej gøre dig noget, og jeg har brug for, at du konstant holder dig i ro,” sagde hun roligt, skønt det også var en besked om, at det var således, at det hele måtte foregå. At han dernæst spurgte ind til, hvorvidt det ville gøre ondt, fik hendes hoved til at falde en anelse på sned. Smertefuldt ville det ej blive, men det ville da kunne mærkes.. Dog var hendes forestilling, at han højst sandsynligt havde det værre nu, end hvad han ville få, når hun endelig begyndte. ”Det vil svie en anelse. Jeg vil forsøge at tvinge betændelsen ud af dig, hvilket vil svække dig. Du vil få brug for at hvile de første par dage efter,” fortalte hun ham ærligt, som der ikke var nogen grund til at lyve. ”Der er ingen anden mulighed.. Jeg vil begynde nu.” Og med de ord vendte hun sin opmærksomhed mod de materialer, som hun havde fået stillet foran sig. Fingrene og bladene blev gjort våde ved hjælp af vandet, inden hun let gnubbede bladene mod hinanden i hænderne. Dette gjorde, at dets safter kom frem, hvilket også skabte den duft, som Damien nu kunne lugte. Stille begyndte hun på sin remse. ”Menno o nin na hon i eliad annen annin, hon leitho o ihîw,” sagde hun. Hendes øjne søgte op igen, samtidig med, at hun roligt rejste sig. Fronten vendte hun nu mod den massive dragekrop. Blidt placerede hun sine hænder over hans åbne og betændte sår, så bladene lå som et beskyttende lag over det. Hun messede videre.. ” Menno o nin na hon i eliad annen annin, hon leitho o ihîw. Menno o nin na hon i eliad annen annin, hon leitho o ihîw. Menno o nin na hon i eliad annen annin, hon leitho o ihîw.”

[Damien Nathanael Adams]

Damien trak vejret dybt og nikkede med det store hoved. Publikum var ikke hans kop the, og det irriterede ham ganske enkelt at de kiggede sådan på ham. Han rev let nervøst i jorden under ham, selvom han virkelig forsøgte at lade være. Han prustede ganske let. #Jeg forsøger..# endte han med en kortfattet og sigende mine. Han lagde hovedet ned igen. Han vidste at det ville komme til at svide, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det, men ikke desto mindre, så var det bare en nødvendighed, hvis det sår skulle renses igennem. #Hvordan skal jeg komme tilbage på min bjergtop, hvis jeg er svækket og har brug for hvile?# endte han med en ganske sigende mine, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han forsøgte virkelig at forholde sig roligt, selvom det ikke helt ville som han gerne ville have det. #Bare få det overstået,# endte han med en kortfattet mine. Han klemte øjnene let sammen, som hun begyndte, også selvom det automatisk resulterede i, at han begyndte at rive i jorden under ham. Han brummede svagt, hvor han direkte endte med at knurre af hende, hvilket fik enkelte soldater til at reagere med det samme, hvor de igen trådte frem med spyd lettere hævet. Dette fangede hurtigt Damiens opmærksomhed og interesse. Han brød sig bestemt ikke om dem, og da særligt hvis han vidste, at han ville ligge svag der for flere dage! Han blottede tænderne i en klar advarsel. Han ville slet ikke have dem tæt på sig, hvis han da ellers kunne blive fri! Han stolede ikke på nogen! Foruden Denjarna! Som Denjarna alligevel fortsatte arbejdet, og det for alvor begyndte at svide i hans ben, brølede han dæmpet. Med det andet ben, trampede han let i jorden under sig, bare for at blive stående. Det gjorde ondt, og det var uden tvivl i vejen for ham! Kløerne rev i den løse grus under ham.. Men han blev stående. Han forsøgte om ikke andet.

[Deleted]

Bedst ville det være, hvis alle glemte hinanden for stunden og blot passede sig selv. Selvfølgelig vidste Denjarna også, at dette kun var ønsketænkning, da folk umuligt ville fjerne sig fra dette storslåede scenarie. Det almene folk havde glemt alt om drager, og derfor var det et forunderligt syn, at der nu lå en her i slotshaven. Endnu mere forunderligt måtte det være, at selveste dronningen kendte til væsnet og ønskede at hjælpe den. Det førte også til det næste forunderlige stadie, som publikummet nu fik lov til at bevidne elvisk magi. At Damien ønskede at vide, hvad der ville blive af ham efter al dette, forstod hun godt. Han ville nemlig næppe være i stand til at flyve efterfølgende, og som den der forhåbentligt helbredte ham, ønskede Denjarna ej heller, at han ødelagde healingsprocessen ved at blive for overmodig. Derfor var der kun én mulighed. ”Efterfølgende vil du ikke spendere dine dage på bjergtoppen.. Du vil spendere dem her,” endte hun med at sige. Risikofyldt ville det være at beholde ham her for et par dage, men selv så hun ingen anden løsning. Hendes hjælp krævede, at han forholdt sig i ro, og eftersom han selv havde valgt at lande i hendes slotshave, måtte det være der, at han skulle blive.
Håndfladerne holdt Denjarna ned mod det betændte sår, alt imens hun fortsatte sin remse. ”Menno o nin na hon i eliad annen annin.” Rytmisk begyndte hun nu at massere bladene mod såret, så der delvist kom pres på, og som hun delvist gav efter. Hendes øjne søgte i igen, som hun fokuserede på sin egen koncentration. ”Menno o nin na hon i eliad annen annin. Menno o nin na hon i eliad annen annin,” messede hun. Hendes øjne gled op igen, som hun så imod det store dragehoved, uden hun stoppede sin remse eller håndbevægelser. Langsomt måtte hun føle bladenes energi, som den lagde sig om det betændte område og forsøgte at suge giften til sig. ”Menno o nin na hon i eliad annen annin.” Publikums blikke hvilede ikke længere kun på dragen, men nu også Denjarna, som folk måtte lytte og se betaget til. Usædvanligt var det, at elvere viste deres sande kræfter i forums, og derfor måtte det ikke kun være dragen, men også dronningens magi, som måtte være en fryd for øjet.

[Damien Nathanael Adams]

Damien frygtede for Denjarnas svar, og igen måtte hun jo bare bekræfte, at han havde ret i sine bange anelser. Ikke fordi at han kunne gøre noget ved det, men tanken om at være så tæt på mennesker, som i værste tilfælde, kun ville komme for at slå ham ihjel, gjorde det ikke ligefrem bedre for ham. #Er det trygt for mig at blive her?# fortsatte han, hvor han virkelig forsøgte at holde sig liggende på plads, selvom det slet ikke var nemt for ham overhovedet. Han brølede næsten op, i takt med at hun forsøgte at trække giften ud af ham. Den havde jo allerede søgt godt ind i benet, så han kunne så sandelig godt mærke det! Og han kunne ikke lide det, og da særligt ikke når soldater hævede deres våben igen i takt med at han brølede op, hvilket han uden tvivl anså som et meget faretruende signal!
Selv var Damien ikke vant til at nogen i det hele taget gjorde ting for ham og da særligt ikke på denne måde. Selv på trods af det store dyr han nu måtte være, så havde han virkelig ikke en god smertetærskel. Han kom jo stort set aldrig til skade. I takt med at giften blev suget ud, måtte resten af den store krop give efter, hvor han direkte lagde sig ned på maven på jorden foran hende. Han prustede ganske let og med en dirren som gik igennem kroppen. Uanset hvad det var for en plante, så var det ikke en af slagsen som Damien nogensinde kom til at være gode venner med! Tvært imod! Han lukkede øjnene ganske let. Betændelsen samlede sig omkring planten som Denjarna havde lagt over det åbne sår. Det kørte ham træt... skræmmende træt. Soldaterne begyndte igen roligt at søge tættere på, også selvom Damiens knurren holdt dem på en afstand. De ville jo helst ikke for tæt på, men deres dronning var for tæt på, og hende ville de jo også beskytte!