Running from the past

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde skam også forståelsen for, at det var en svær situation for Cassie, og særligt fordi at hun havde boet sammen med den mand igennem frygtelig mange år. Han kunne slet ikke forestille sig, hvor meget hun faktisk havde måtte stå model til, igennem de år, som nu havde passeret. Var det underligt, at hun havde det som hun havde det? Bestemt ikke. Selv var han ikke i tvivl om, at hun havde været meget glad for ham, uanset hvor ond og grotesk han faktisk havde formået at skulle være. "Jeg tør ikke tænke på, hvad du har måtte stå model til igennem alle disse år, min kære. Jeg ære hans minde for hvad han har udført for Dvasias. Han skal have den respekt, for det er fortjent," fortalte han ærligt. Selv han havde været direkte overrasket over at høre at manden var gået bort. Alexander havde nemlig altid haft en følelse af.. uovervindelighed over sig. Måske at det lige så, var det som havde skænket ham alle de fjender, som han havde fået i årenes løb?
Det sidste som Marius ønskede sig, var at se hende rende rundt på gaden, når han vidste, at hun fortjente bedre, for det gjorde hun uden tvivl! Hånden holdt endnu i hendes, hvor han selv valgte at ignorere de mange blikke, som blev sendt i deres retning. Han var efterhånden også blevet vant til dem. Selv ville det ikke forværre hans situation. Den kunne næppe blive meget værre end hvad den var i forvejen uanset. "Tænk ikke på det," bad han som det første, inden han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han sendte hende et smil. "Skal jeg være helt ærlig, vil jeg påstå, at jeg står i en situation, som ikke kan blive værre end hvad den er. Tag med mig.. Du fortjener trods alt et bedre sted end at sove i gyderne herude," endte han. Den beskyttelse ville han virkelig gerne bare.. yde hende.. Han ville gerne passe på hende.

[Cassie Imirachi]

De færreste vidste ikke hvorfor hun var blevet ved alex, men der havde aldrig som sådan været vold i billedet, tværtimod havde han altid beskyttet og taget hånd om hende, han havde været fascineret fra første øjeblik, forført af hendes evner og skønhed, hvilken kvinde nød ikke det? "De færreste nægter at tro det, men Alex gjorde mig aldrig ondt. Jeg følte mig ikke tvunget på noget tidspunkt, men jo, jeg har desværre måttet se andre blive gjort ondt for hans hånd, i Dvasias' tjeneste eller ej, det var ikke okay," fastholdt hun med et yderst skamfuldt blik mens hun fulgte ham gennem Manjarnos gader og stræder. Hun var spændt på at se hvad Procias var blevet til. Cassie nærmest knugede om hans hånd og forsøgte at abstrahere fra de bebrejdende blikke, hun var ikke ude på at gøre ham ondt, tværtimod var hun rædselsslagen for at tage med ham. "Det er svært at lade være," indrømmede hun lidt sammenbidt og kunne ikke lade være med at sætte farten lidt op for at de kunne komme hurtigere derfra, hun hadede at folk gloede på den måde. "Det er sødt af dig, men det kan altid blive værre, og jeg vil ikke gøre det svært for dig," hun så sig omkring og bed sig lidt i læben. Han fortjente ligeså bedre end at have hende på slæb.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde aldrig betvivlet at Cassie faktisk havde haft det godt ved Alexander. Hvorfor skulle hun ellers have taget den beslutning at blive? Han vidste hvor standhaftig hun kunne være, og hvor meget hun kunne lægge i det arbejde, når det kom så vidt, så hvorfor lægge andet i det? Hans røde øjne vendte han mod hende igen. Han bebrejdede hende ikke, også selvom han havde lidt for vampyrfyrstens hånd. Uanset hvem der havde taget mandens liv, var han glad for det.. også selvom det selvfølgelig var tragisk i den anden retning. "Jeg tvivler ikke på, at han gjorde hvad han kunne for at beskytte dig.. Det er også de historier som går om ham.. At selv vampyrfyrsten faktisk var en mand med et hjerte," sagde han. Det var ikke fordi at han ønskede at gøre det værre for hende, end hvad det var i forvejen, men til tider, så var det vel bare rart at have nogen at snakke med, så man kunne få det ud? Og den mand ønskede han faktisk at være for hende.
Marius vendte kort blikket i retningen af himlen over dem. Det var ved at være tid.. Nåede de til Procias? Han tvivlede stærkt, men han var nu alligevel af den tanke, at han rigtig gerne ville have hende med dertil. Han trykkede om hendes hånd. "Det skal nok gå," endte han roligt. Mange stirrede efter hende, såvel som ham.. Han selv var jo ikke just en mand med det mest tydelige rygte nu om dage, og han vidste det jo. "Mit kan ikke blive værre end hvad det er i forvejen, Cassie.." Fastholdt han sigende, da han igen vendte blikket mod hende. "Jeg er dog mest bange for, at vi er nødt til at søge ly for natten her. Vi må ind på den nærmeste kro," fortalte han med en sigende mine. For ham var det bare vigtigt at understrege.