Running from the past

[Cassie Imirachi]

Himlen var malet i solnedgangens smukke farver, som dagen langsomt svandt bort. Gaderne havde for blot minutter siden været fulde af liv, men de summende stemmer og lidt for lystige fodtrin var langsomt ved at dø hen. Cassie sneg sig lidt frem fra sit skjul bag en gyde og spejdede ned af det lange stræde hvor handelsmændene var ved at pakke deres vare sammen efter en forhåbentligt indbringende dag. Det var måneder siden hun havde forladt Convento, først for at bo på gaden i Rimshia, men vinteren havde tvunget hende til at flygte derfra, ligesom Valarie havde advaret hende om.
For måneder havde hun været tvunget til at søge ly i Manjarnos gyder, uden så meget som en kobbermønt på hånden, hvilket hendes udseende efterhånden også bar præg af. Hendes mørke lokker var mere en høstak end det var noget andet, og den engang fine kjole, var nu bare nogle lasede, beskidte pjalter som ikke bragte hende synderligt langt. Det eneste hun havde på sig af værdi var sin vielsesring, og den kunne hun ikke få sig selv til at slippe nu hvor hun havde mistet den eneste som nogensinde havde elsket hende således.
Hun missede med øjnene og trådte ud bag den kolde stenvæg. Det var nu varene stod uden opsyn, med andre ord, det mest oplagte tidspunkt at stjæle på. Hun hadede sig selv for at gøre det, men hun havde intet andet valg for overlevelse. Med lidt dvælende skridt bevægede hun sig ned af gaden med et opmærksomt blik for at se hvor muligheden var bedst. Hun passerede en lille frugtbod hvor handelsmanden stod med ryggen til for at pakke nogle af varerne, og med ét gik hun i knæ for at snuppe et æble på vejen - ubemærket for denne gang.

[Marius Amalani Darcy]

I takt med at solen havde været på vej ned, havde det været muligt for Marius at søge ud og over de procianske grænser, for at komme til Manjarno. Selv søgte han ikke ud i hans eget land i frygten for hvordan folk ville tage at se ham. Igen var han overbevist om, at han kunne redde den procianske økonomi, selvom det var hårdt nok at få vinmarkerne op efter alle de år i ruiner. Meget var der jo trods alt sket for ham selv siden dengang han havde nedlagt det første gang - også selvom det ikke havde været med hans gode hensigt og intention.

Selve markedet i Manjarno havde han ikke set i frygtelig mange år. Man kunne jo kun sige, at han faktisk savnede det. Tungen strøg han let over sine læber, som han gik med stokken ved sin side. For alt i verden, forsøgte han at lade som intet andet var sket i hans liv.. også selvom Melody var væk, han havde mistet sin datter og for øjeblikket levede et liv med sit barnebarn som eneste selskab fanget i sit eget mørke.. så kunne han endnu en gang smile. Han forsøgte i hvert fald at holde sig optimistisk, selvom det virkelig ikke var nemt for ham.
Det var der at han fik øje på en ellers velkendt skikkelse, som for alvor fik ham til at stoppe op. Ud fra gyden? Han stoppede op og med stokken foran sig, som han lod begge hænderne hvile mod. Stjal hun? Uden tvivl noget som ejeren af frugtboden ikke lagde mærke til, hvilket vel var en god nok ting i det henseende? Han trak vejret dybt, inden han søgte i retningen af hendes skikkelse. Ville hun kunne genkende ham efter alle disse år? Et sted håbede han naturligvis. Selv han havde hørt om Alexanders bortgang.. Var det mon derfor hun var der? Tiden ville vise ham det.. hvis hun dog ikke blev taget for tyveri inden da!

[Cassie Imirachi]

Cassie var hurtig til at stikke æblet ind bag de pjaltede klæder for at skjule sit tyveri en smule. Ironisk nok, var hun gået fra at være en del af adlen, uden bekymringer om penge eller mad på bordet, og nu levede hun for anden gang som hjemløs. Lysten og modet til dans var forsvundet sammen med Alex, hun følte sig.. død på indsiden som en omvandrende skal uden mål eller mening. Hvert eneste sekund blev hun plaget med tanken om at hun aldrig havde fortalt ham hvordan hun i virkeligheden følte, hun havde spildt tiden med at være sur, og spille reserveret i naiv tro om at det ville fastholde hans interesse, og nu var det for sent.

Da handelsmanden stadig ikke lod til at bide sig fast i noget, besluttede hun sig for at lege med ilden endnu engang, Hun vendte om for at gå tilbage forbi den samme bod, denne gang for at stjæle en banan og endnu et æble. I sin hast så hun ikke at en skikkelse var kommet samme vej, men da hun så op, var hun ganske få millimeter fra at løbe direkte ind i ham. Hun gispede af forskrækkelse og tabte frugterne. Forskrækket så hun op på ham med et lidt panisk blik. "M- Marius?" spurgte hun med en mindre panderynken. Hun havde ikke set ham i mange år, og om det var årerne der havde ændret ham, kunne hun ikke rigtigt sige, i hvert fald var noget.. anderledes. Hendes hjerte bankede.. hun var flov over at han skulle se hende på den måde, det var bare ikke rigtigt gået op for hende at frugterne nu også lå omkring hende til stor afsløring.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde ikke set skyggen til Cassie igennem frygtelig mange år, også selvom han havde været fange i hendes mands kælder.. Hvilket hun vel havde været klar over? Omgjort til en vampyr udelukkende for at redde sit eget liv, og nemt havde det ikke været.. og det havde uden tvivl også ført til adskillige problematikker efterfølgende, og nu stod de så i denne situation i forhold til Dvasias.. Alexander var væk, så meget vidste han. Det rygte havde uden tvivl bredt sig langt, også selvom der ikke rigtigt var nogen som vidste hvorfor eller hvordan.. bare at han var død og borte.
At se Cassie stjæle, var slet ikke noget som Marius kunne forholde sig til. Selv vant til at se hende som en del af den mørke adel og nu.. som en hjemløs kvinde på gaden? Havde det virkelig påvirket hende så meget, at Alexander var væk? Som hun fik øje på ham og al frugt og grønt faldt til jorden, fangede hurtigt også bodens ejers opmærksomhed. Marius ønskede ikke at hun skulle komme galt afsted, og derfor valgte han selv at handle og reagere på det. Han nikkede roligt til hende, inden han søgte hen mod hende. Han betalte gerne.. Hellere det, end at hun skulle miste hånden for at være fanget for tyveri eller lignende, for det var jo den typiske straf, hvis man blev fanget med hånden i kagedåsen. "Jeg formoder du har fundet den frugt, du gerne vil have?" spurgte han roligt, inden han fiskede en guldmønt op af lommen. Med denne, så var det rigeligt betalt, og det var bedre end alt det andet, for det kunne han da slet ikke overskue lige nu. Han sendte hende et smil, inden han tog om hendes ene hånd.. Varm i forhold til ham, men det var noget som han efterhånden var vant til. "Betal for det, kære, så snakker vi siden," sagde han roligt. Ejeren af boden vendte sig stift mod dem, da han så sin frugt ligge rundt på jorden omkring Cassie. Han skævede mistroisk mod dem. Havde hun forsøgt at stjæle fra ham. Han tog roligt sin kniv og lagde den på kanten af boden.. også ment som en klar og tydelig advarsel, i tilfælde hun havde tænkt sig bare at stikke af.

[Cassie Imirachi]

Det var år siden Cassie sidst havde set Marius. Da han havde været fange i deres kælder i Dvasias, var hun blevet fornægtet adgang af Alex, og selvom hun havde forsøgt at bryde det op til flere gange, så var hun blevet stoppet hver gang. Hans blege hud og de glatte øjne var på sit vis både smukke og skræmmende, ikke at hun var bange for hans indre dyr, men det var bare.. underligt at se ham på den måde. I lange sekunder stirrede hun bare skræmt op på ham, som naglet fast til stedet og uden at vide hvor hun skulle gøre af sig selv, det var forfærdeligt pinligt.
Hun sank en klump og nikkede lidt tøvende. Den sidste rest af stolthed var hvisket bort, hun havde ingen værdighed mere, ikke efter livet på gaden. Hun så ned på den lille guldmønt som om hun nægtede at tage imod den, det var i hvert fald hvad hun bildte sig selv ind, alligevel rakte hun dog ud og tog den i sin hånd. "T-tak," fremstammede hun og vendte sig mod handelsmanden der lagde kniven lidt advarende foran. "T-tre frugter ta-tak," hun rakte ham guldmønten før hun bukkede sig ned for at samle æblerne og banen op fra jorden og i stedet holde det i sin favn i stedet før. Skyldbetynget turde hun end ikke at se op på den mand som mere end en gang, havde hjulpet hende igennem livet.

[Marius Amalani Darcy]

At stå ansigt til ansigt med Cassie, var noget af det sidste Marius havde regnet med. Efter han selv havde hørt rygterne om Alexanders død, havde han også lidt regnet med, at hun ville være faldet samme vej. Det havde jo så ikke været tilfældet. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan.. En smuk kvinde og med et varmt hjerte.. Dem manglede der uden tvivl mange af i denne verden. Han betragtede hende med en alvorlig mine, inden han tog om hendes hånd og lagde guldmønten i den. Insisterende.. Hellere det end at hun skulle miste sin hånd og tages i tyveri. Han holdt afstand til hun fik betalt for sin frugt. Sælgeren holdt uden tvivl meget øje med hende, men tog imod guldmønten og fiskede nogle af kobber op af lommen som han rakte hende tilbage. "Forsvind så herfra," sagde han med en kortfattet stemme og med en advarende mine.
Marius holdt sig lidt i baggrunden og med begge hænder hvilende på stokken. Han havde ganske vidst lært at leve med hvad han var, også selvom det uden tvivl begrænsede ham meget, kun at kunne færdes ude, når mørket var faldet på. Han betragtede sig af hende. Hvis han ikke havde været der.. så turde han da ikke tænke på hvad der var sket med hende. Han havde ondt af hende.. Dette var på ingen måder den Cassie som han kendte, og selv for ham, vækkede det jo faktisk en bekymring. "Cassie...?" Han trådte roligt mod hende. Mad og den slags skulle hun da naturligvis have.. Og ud fra hvad han kunne se, så havde hun intet.. Påvirkede det tab hende virkelig så meget?

[Cassie Imirachi]

Cassie sank en klump og så på sin hånd der var lukket om den lille guldmønt. Hun gik tøvende hent il manden og rakte ham dem. Det var flere penge end hun nogensinde havde haft i hænderne, Alex havde som regel forsynet hende med alt der havde været behov for. Hun tog imod de små kobbermønter og nikkede stilfærdigt som om hun havde opfattet hans advarsel. Lysten til at miste hånden var ikke særlig stor. Hun vendte sig mod Marius igen med frugterne i sine arme. "Æble..?" spurgte hun lidt dumt og rakte det frem mod ham med en skælvende hånd. Han var vampyr og kunne slet ikke tåle den slags, men lige nu var hun nærmest halvt panisk og halvt lettet over at se et velkendt ansigt, som hun oven i købet vidste var en af de gode. Egentlig rumlede hendes mave af sult, men det var uhøfligt bare at spise når han stod der, han havde allerede gjort for meget for hende. "Jeg beklager.. alt dette," sagde hun usikkert og så ned. Det lignede hende heller ikke. Trods hu var varm, havde hun altid været lidt tilbageholdende, men aldrig usikker, for hun kendte sig selv og sine grænser. Hun bakkede lidt væk fra boden eftersom det var ret pinligt og handelsmanden holdt temmelig meget øje med dem, det gjorde hende ukomfortabel. "D-du ser godt ud," konstaterede hun uden at tænke sig om, det var som om hun bare ikke fandt bedre ord.

[Marius Amalani Darcy]

Handelsmanden holdt meget godt øje med Cassie, hvilket Marius havde fået øje på, og han vidste ærlig talt ikke om han kunne lide det. Cassie stjal... Det lignede hende på ingen måde. Selv var han jo vant til at se hende som en ædel og smuk kvinde, som gik ind for værdier og fornuft. Dette var på ingen måde værdi eller fornuft! Som hun kom ham i møde og tilbød ham et æble, måtte han alligevel trække på smilebåndet. "Tak som byder, min kære, men jeg hverken kan eller burde spise frugt.. Spis du det bare.. Du virker også til en som virkelig har brug for det," sagde han med en rolig stemme. Hun virkede rundt på gulvet.. forvirret på en eller anden mærkelig måde.
Marius sendte blot Cassie et smil. Det måtte være tabet af Alexander der gjorde, at hun handlede på denne måde. Ikke at han klandrede hende.. Der var jo konsekvenser af alle ting i deres liv - selv for dem. Men at det var sådan her.. Var nok ikke lige hvad han havde regnet med. "Tænk ikke på det. Jeg ofrer gerne en guldmønt, hvis det resulterer i, at du får lov til at beholde begge hænder," sagde han med en rolig stemme, da han igen vendte blikket mod hende. Selvfølgelig var han ked af det på hendes vegne, også selvom han i sandhed måtte erkende, at han var glad for at se hende igen, som han også var glad for at Alexander var død. For længe havde den mand truet ham og hans familie.. og nu var det slut. For ham, var det uden tvivl en direkte lettelse, at vide, at denne mand nu ikke kunne true ham eller hans familie længere. Han grinede let. Han tog nu nok langt nemmere på det, end det som Cassie selv gjorde. "Du virker næsten nervøs for at stå overfor mig, Cassie.. Kom.. lad os komme væk herfra, inden det vækker for megen opsigt," opfordrede han og gjorde så et let kast med hovedet i den modsatte retning inden han begyndte at gå. Blikkene fra forhandleren brød han sig heller ikke ligefrem om.

[Cassie Imirachi]

De mange værdier og og hendes værdighed var blevet hende frataget efter Alex' død. Valarie havde advaret hende om at vampyrerne ville komme efter hende for at tage hende som et symbol, og ingen kunne beskytte hende. Hun havde intet hjem, ikke en mønt på lommen, med andre ord havde hun været tvunget til et sølle liv på gaden med tyveri og konstant risiko for alt for mange uheld. Cassie holdt fortsat æblet frem for ham, frem til han takkede nej og hun i stedet kastede et lidt tøvende blik på det og førte det til læberne for selv at tage en bid. "Åh.. ja selvfølgelig kan du ikke det," konstaterede hun og tog en stor bid. Den søde saft føltes næsten for sød eftersom hun ikke havde fået noget lignende længe.
Hendes hjerte slog ekstremt hurtigt, afslørede nervøsiteten der var så stor at hun end ikke var i stand til at se ham i øjnene. Alex havde gjort det ved ham, holdt ham i kælderen og hun havde været gift med ham, elsket ham.. "Tak Marius, det er virkelig pænt af dig," hviskede hun taknemmeligt og gik efter ham med hovedet mere eller mindre begravet i den søde frugt. Marius havde altid været en munter mand, Cassie havde nydt hans selskab de år hvor hun havde arbejdet for ham, men det var akavet nu. Hun så op med et undskyldende blik. "Jeg beklager Marius, det er bare... jeg ønskede ikke at du skulle se mig med fingrene i kagedåsen efter alt hvad du har gjort for mig, desuden ved jeg hvordan du blev et væsen af natten, og jeg var gift med den skyldige," påpegede hun lidt skamfuldt.

[Marius Amalani Darcy]

Det var mange år siden Marius efterhånden havde stået med et æble i hånden. Ej gjorde det ham noget.. nu hvor han så endnu en gang var det væsen han var, så måtte han jo bare vænne sig til at leve med de omstændigheder som var hvad det angik. Han sendte hende et af sine venlige smil. Han tog det ikke nær så tungt, som hun tilsyneladende gjorde. "Spis du endelig," sagde han roligt, og nikkede i retningen af hendes skikkelse. Det i sig selv, var nok noget af det vigtigste lige nu - at hun fik noget næring, så hun kunne klare sig fortsat. Selv var han en velhavende mand, så ofringen af en enkelt mønt, gjorde ærlig talt ikke den store forskel for ham lige nu. "Alt forladt, Cassie.. Det klæder dig desuden bedre med to hænder, end at blive taget for tyveri," endte han med en sandfærdig stemme. Han var ikke kendt for at lægge fingrene mellem, når han havde set det, og nu særligt hvor han så - som hun så pænt havde påpeget, fanget hende med hånden i kagedåsen. Han vendte de røde øjne direkte imod hende istedet for. Det var bestemt ikke hendes skyld, og hun var så sandelig heller ikke skyldig i noget i dette henseende, og det ønskede han da meget gerne at understrege for hende. Han trak vejret dybt. "Du har været gift med manden, som er skyld i, at jeg er endt som jeg er.. men ikke med den som måtte tage valget for at redde mit liv, min kære. Jeg klandrer ikke dig for noget af dette.. Jeg vidste, at du forsøgte at nå mig, da jeg blev holdt i den mørke kælder.. Og nu.." Han endte med at gribe ud efter hendes ene hånd. Han ønskede ikke hun skulle have det skidt med det.. Skæbnen havde ønsket, at han skulle være en del af mørket, så det havde han tænkt sig at acceptere, og da særligt så længe han havde den mulighed i Procias, som han nu havde, så var der ingen grund til at handle overilet det andet. "Jeg har det fint.. Jeg har mit liv i Procias, og kongehuset støtter op om hvad jeg er, og hvad jeg laver. Du derimod.. Det er hvad jeg er bekymret for," fortsatte han, inden han igen slap hende.

[Cassie Imirachi]

Det venlige smil mindede hende om hjem. Faktisk var Marius den eneste der mindede hende om hjem. Hans herregård g arbejdet i vinmarkerne var det eneste hun huskede som godt i Procias, han havde altid været varm overfor hende, forstående overfor de drømme hun havde haft om at se verden på trods af at grænserne havde været meget markeret. Hun gjorde som sagt og bed lystigt i æblet. På meget få minutter var det fortærret og hun stod med kun skroget tilbage. Hendes mave var tom og øm som følge af den manglende næring. De røde øjne var... fremmede. Det var en anden form for dyr end hun var vant til, men det skræmte hende stadig ikke. Trods det mørke der havde ramt ham, så, så ham godt ud og han lod til at leve med konsekvenserne. Ret nøje studerede hun ham med nysgerrige blå øjne og kastede skroget fra sig. Det ville blot give næring til jorden. "Jeg forsøgte hver dag at snige mig ned med mad. Alex gjorde mange grumme ting, jeg forstår at ingen nogensinde ville forstå hvorfor jeg blev ved en så grusom mand. Jeg ønskede ingen af jer ondt Marius," hun så på ham med et bedende blik i håb om lidt forståelse. Alex havde været god nok på bunden.. overfor hende vel og mærke, hun havde elsket ham men aldrig fået chancen for at fortælle ham det. Lidt overrasket så hun ned på deres hænder, og lukkede forsigtigt sin varme om hans blege, kølige. Den velkendte følelse fyldte hende med tryghed. "Alex' død satte mit liv i Dvasias i farer. Jeg kunne ikke vende tilbage dertil. Jeg lever på gaden her, men jeg overlever," han skulle ikke have ondt af hende, hun klarede sig trods alt med hvad der var selvom det ikke var meget.

[Marius Amalani Darcy]

Det lignede slet ikke Cassie at være så urolig og nervøs omkring Marius, og det vidste han. Selv klandrede han hende på ingen måder for hvad der var sket.. Sket var sket, og man kunne ikke gøre det om. Selv vidste han at hun havde forsøgt. Alexander havde vel bare været for stålfast i det her tilfælde? Han greb ud efter hendes hånd, hvor han derefter valgte at stoppe op. "Lad mig forklare dig en ting, Cassie: Du skal ikke undskylde for hvad den mand gjorde mod mig, såvel som mod min familie. Du havde dine grunde til at blive, som jeg havde mine grunde til at kæmpe," sagde han roligt. Selv var han ikke i tvivl om at Cassie havde elsket manden. Det kunne godt være, at vampyrere ikke var god til følelser - da særligt ikke Alexander, men det var vel den mest oplagte grund, til at hun skulle have valgt at blive på stedet?
Marius trykkede let omkring Cassies hånd. Han ville gerne vise at han ikke var sur eller klandrede hende for noget, for det gjorde han da virkelig ikke. Selv på trods af det som var sket, levede han da endnu, selvom det havde resulteret i en del komplikationer, som han nu bare måtte forsøge at leve med, så godt, som det nu var ham muligt at gøre det. Han sendte hende et smil. Selv på trods af det nu døde og kolde hjerte, så var han stadig den samme mand, som han altid havde været - den som så det gode i stort set alle. Cassie deriblandt. Hun havde altid været så god af sig. Han nikkede forståelsesfuldt. "Du burde slet ikke befinde dig på gaden, Cassie.. Det i sig selv, er næsten på kanten til at være mere farligt end Dvasias.. Tag med mig til Procias.. Du kan bo på Herregården.. som i gammel tid," endte han med en fortsat rolig stemme. Han mente det dog. Han havde bestemt ikke tænkt sig at efterlade hende herude på gaden! Det var livsfarligt!

[Cassie Imirachi]

Alexander var ikke en mand man uden videre kunne bekæmpe. Cassie havde virkelig forsøgt alt for at komme ned i den kælder og får Marius og hans barnebarn ud, men det var jo ikke første gang hun valgt at gøre den slags og denne gang havde Alex altså bare været forberedt, og stadig hadede hun sig selv for at det ikke var lykkes hende, man kunne jo se på ham nu. "Jeg forsøgte at befrie jer, jeg var.. aldrig glad for Alex' udskejelser i kælderen, og min samvittighed er plaget af at det aldrig lykkedes mig at komme så langt som at få jer væk fra det forfærdelige sted," hun rystede på hovedet og slog blikket i jorden da han tvang hende til at stoppe op med hendes hånd i sin.
Marisu havde aldrig været en mand af bebrejdelser, og det var lettende at høre ham sine at han ej klandrede hende. Hun holdt hans hånd på sit vis knugende i sin, det var ubeskriveligt rart at se et kendt ansigt, oven i købet et som altid havde bragt hende en fantastisk tryghed. Hans ord kom direkte bag på hende, selvom de ikke burde. Det var trods alt ham. Hendes forvirrede blik faldt til hans. "Bo på herregården? Jeg vil ikke til besvær Marius, men jeg vil meget gerne hjælpe dig på vinmarkerne," tilføjede hun. Det havde været en god tid, og han var en varm mand og herregården var et sted som meget få havde set lige. Hun havde savnet det mere end en gang, desuden ville dansen aldrig blive det samme.. hun havde udlevet sin drøm og nu måtte hun tilbage til den hårde virkelighed.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var ikke typen som bar nag.. tvært imod, så tilgav han folk med det samme de bad om det. Cassie havde intet haft at gøre med hvad Alexander havde gjort. Selvom det ganske enkelt havde været en grotesk behandling, så var han kommet over det. Han havde et liv, også selvom det som vampyr ganske enkelt gjorde hans arbejde svært, men han kunne, og det var jo det, som var det vigtigste. "Alexander har altid været en mand som gik sine egne veje. Tilgiv mig, Cassie, men han var en ond og grotesk mand.. dog dygtig til hvad han foretog sig som fyrste. Ære være med hans minde," endte han med en rolig stemme. Det i sig selv, var jo faktisk ord, som han mente. Det var uden tvivl vigtig for ham at understrege for hende, at selvom manden havde været direkte grotesk.. så havde han jo været dygtig til hans arbejde, og at det ville blive svært for Dvasias at finde en til at springe ind i det arbejde igen.
Selvom Marius i øjeblikket direkte tilbød Cassie kost og logi, så var det kun fordi at han vidste at der intet ondt var i hende, selv på trods af det lange ophold hun har haft i Dvasias. Han sendte hende et smil. Det overrumplede hende måske en hel del.. men hvad så? Han fulgte reglerne.. og han vidste, at det nok blev svært, men han var klar på at gøre det. Hellere det end at tage hjem i varmen og vide, at hun skulle kæmpe for overlevelsen.. Det ville hans nu så kolde og døde hjerte, slet ikke kunne bære at vide. De røde øjne gled til hendes skikkelse. "Naturligvis.. Bo på Herregården," begyndte han med en rolig stemme, som han igen let trykkede omkring hendes hånd. Han holdt jo stadig ved den. [colro=red]"I så fald, synes jeg vi skal begive os mod Procias. Kom med.."[/color] Igen begyndte han roligt at gå. Han så intet forkert i dette. Hun var en kvinde af lyst hjerte og sind. Naturligvis skulle hun da tilbage til Procias igen.

[Cassie Imirachi]

Alex var ikke en mand der kunne styres.. eller var ikke en mand som man havde kunnet kontrollere. Det var stadig ikke helt vant for hende at han var død, at hun ikke skulle se ham igen. Hun slog blikket ned og følte et lille stik af sorg og afsavn. Uanset hvad mange mente om ham, så på bunden.. dybt nede havde der været en god mand. "Du behøver ikke at fortælle mig at han var en grusom og bizar mand, jeg stod model til hans tanker hver dag og det er ikke alt jeg er lige stolt af," hun fugtede læberne med tungespidsen og spejdede lidt længselsfuldt mod grænsen. Det var mange år siden hun sidst havde været i Procias, der var intet for hende.. ikke med mindre han kunne give hende en plads på herregården igen.
Uden helt at kommentere lod hun sig varme hånd lukkes om hans kolde og fulgte ham gennem byen. De få sjæle der var omkring kiggede mistænksomt og forundret efter dem, så beskidt og sølle hun så ud og fulgtes med en adelsmand, så var det ikke underligt. "Er du sikker på at du vil hænge på mig, Marius? Mit ry er ikke ligefrem blandt det bedste," påpegede hun stilfærdigt, mest bare for at være sikker. Han fortjente ikke flere problemer, det havde hun allerede givet ham mere end nok af, eller.. det havde Alex men det var godt og vel det samme, alligevel fulgte hun ham lydigt.