Just a moment in the free

[Deleted]

Denjarna lod let sin hånd stryge over hingstens bløde mule, inden hun valgte at binde dets tøjler fast til et træ. Sikkert ville den stå der, mens hun selv spenderede sin fritid ved landsbyens smukke sø. Langt og længe havde hun fundet det behøvede tid til sig selv. Det havde også betydet, at hun havde søgt bort fra selve hovedstaden og ud mod en af de mindre byer. Natymia for at være helt præcis. Kendt for at være landets smukkeste by var den, og det var også en titel, som stedet i sandhed havde fortjent! Hun løftede let op i skørtet til sin grønne kjole, som hun roligt bevægede sig igennem græsset og ned mod søbredden. Opmærksomt så hingsten efter sin rytter, som hun syntes at forlade ham. Hurtigt fordrev dets mule dog til det lange græs, som dets rytter kun syntes at søge et par meter bort.
Roligt gjorde Denjarna holdt, som hun stod ved søbredden. Skønt glinsede solen i det klare vand der kun brudte, når en fisk søgte op til overfladen for at kræve ilt. Armene lagde hun let om sin krop. Fredeligt var der her, og freden var også den, som hun havde brug for.. Meget fritid havde hun ikke just vundet, som hun havde taget den manjanske trone, men det var om end blot det som fulgte med. Med sin rådgiver ude af landet, havde hun dog valgt at tage sig en dag fri og lukke slottet. Dette ville højst sandsynlig ikke skade nogen alligevel, da hun havde været tilgængelig alle andre dage, og selv folket måtte også vide, at deres dronning havde brug for en smule pusterum.

[Deleted]

Med faste skridt søgte Jessabelle gennem Manjarno. hendes mål var Dvasias og det kunne absolut kun gå for langsomt men hun havde ingen hest til rådighed lige for tiden. Pengene havde været trængte da hun ikke havde kunnet arbejde på kroen den seneste tid grundet sygdom. Hun havde været ude af spillet alt for længe og nu skulle Dvasias bøde for det. Hun smilede roligt som hun nærmede sig den smukke sø nær Natymia. Der plejede ikke at være så mange mennesker dernede så hun planlagde at gøre et holdt her. Hun havde absolut ikke travlt med at komme til Rimshia City. Castle of Darkness kunne godt vente lidt på hende, Mattheus Angelerax skulle nok få hvad der ventede ham. Med rolige skridt trådte hun ud på den anden side af nogle træer og hun så søens pragt sig. Den var smuk og fredfyldt som den plejede, det var en dejlig tanke. Ved første øjekast bemærkede hun ikke andre end hende selv ved søen. Opmærksom på hendes omgivelser var ikke noget der betød meget for hende når hun var i sådanne et destruktivt humør. Hun elskede at slås og elskede at ødelægge ting, i hvert fald når det kom til Dvasias og hun kunne blive helt opslugt af sin færd når hun sådan rejste igennem landende. Endelig, langt om længede faldt hendes blik på en kvinde skikkelse ved søens bred. Hovedet søgte let på sned og Jessabelle blev roligt stående. Man kunne ikke stole på fremmede, heller ikke selvom det var en kvinde som stod der. Kvinder kunne være så stærke som mænd. Det havde hun da erfaret og dog var der noget ved denne kvinde som var hende ... bekendt? Hun vidste ikke hvorfra men der var noget. Tænkende lagde hun en finger for de rosa læber. Måske havde hun være ganger på kroen? Nej det var ikke det. Det meste af Jessabelles ansigt var dækket af hendes hætte og man kunne kun se hendes mund. Kappen hun havde om sig sad tæt og var ikke ret lang. Den var slisset op i siderne for at give hende ekstra mobilitet. På hendes hænder havde hun et par hansker uden fingre. Hun kunne godt lide at hun kunne mærke de materialer som hun kun i kontakt med.

[Deleted]

Ud over den klare sø så Denjarna. Selv spekulerede hun over, hvorvidt den var til at svømme over, men selv tvivlede hun nu, skønt hun aldrig havde prøvet det. Let førte hun en løssluppen hårlok om bag øret, der ellers var blevet sat op i en nydelig knold. Ak ja, behageligt var det nu engang at være ude i det fri igen. Skønt hendes rådgiver sagde, at hun skulle huske tiden til sig selv, vidste hun, at den var hende sparsom. Som dronning af et land, var der nemlig ikke en fast arbejdsplan, som man skule følge. Man tog blot, hvad der kom og stoppede, når det lå færdigt. Opmærksomt kastede hun blikket over skulderen, som hun hørte sin hingst vrinske. Hun var ikke længere alene.. En temmelig karakteristisk kvinde var hun selv, som hun havde sine elviske træk, det lange ravnsorte hår, og de stærke sølvgrå øjne. Alle tre karaktertræk, som måtte være hendes kende. Øjnene kneb hun en anelse sammen. Hvem var denne person? Ven eller fjende? Hun kunne ej se det, som vedkommende var skjult i sin kappe. En tilstand der ofte blev associeret med problemer, og det fik hende til at vurdere, hvor klogt det havde været af hende som landets dronning at søge ud fra slottet uden følgeskab. Dog havde hun gjort dette af princip.. Skønt hun var dronning af landet, ønskede hun endnu at blive betegnet som en fri person. Det gjorde, at hun endnu skulle kunne gøre de ting, som hun lystede, uden hun havde et hoved oppe i enden konstant. ”Hvad vil De?” endte hun med at spørge i en lettere skarp tone, men hvad var det også for noget at snige sig op på folk i den mundering? Ja, i dette henseende gavnede det bestemt ikke vedkommende, at hun var påpasselig overfor fremmed. Kunne man dog bebrejde hende for det med det, som hun havde været igennem? Født dvasianer.. Levet et liv med megen fysisk og psykisk smerte.. og nu dronning af Manjarno.

[Deleted]

At Jessabelle blev opdaget lagde hun hurtigt mærke til. Hesten vrinskede og lod sin rytter vide at hun ikke længere var alene. Hvem var denne kvinde? Hendes karakteriske træk virkede kendte men Jessabelle kunne alligevel ikke sætte en finger på hvorfra hun genkendte dem. Hovedet søgte let på sned. Kroen hvor hun havde haft arbejde ville da være en oplagt mulighed og dog så virkede denne kvinde virkelig ikke som en person der ville komme på sådan et sted. Jessi's sygdom havde gjort at hun havde været sengeliggende mens Denjarna havde overtaget den Manjarnske trone så hun havde kun hørt rygterne. Den skarpe tone nåede hendes øre og et let smil bredte sig på hendes læber. "Om forladelse. Jeg er blot på gennemrejse. jeg ønsker ikke at forstyrre Dem, Frøken" sagde hun roligt og strakte sig en gang. Hun holdt sig næsten altid skjult når hun skulle til Dvasias. Hun ville helst ikke genkendes, derfor havde hun altid en eller anden form for maske på. Det var vigtigt at hun ikke blev genkendt af folk. Det ville ende med at være for farligt for dem som hun havde kær. Dog kunne hun ikke lade være med at undre sig. Denne kvinde .... Der var noget over hende som hun ikke lige kunne sætte fingeren på. "Undskyld jeg spørger men De virker bekendt for mig og dog alligevel ikke. De har tilfældigvis ikke være kunde på kroen i Ityrial, vel?" Hun kunne vel ikke tabe noget på at spørge. Det værste hun kunne få var et nej, var det ikke?

[Deleted]

Ej brød Denjarna sig om at blive sneget op på, men hvem gjorde også det? Vedkommende var komplet indhyllet i sin kappe, hvilket betød, at hun end ikke kunne spotte om vedkommende var mand eller kvinde. Ja, mest af alt kunne man vel være tilbøjelig til at tænke, at vedkommende måtte være en form for snigmorder? Sjældent dækkede man sig nemlig til, hvis ikke man havde noget at skjule. Derfor kunne hun også føle sig til dels sårbar i dette øjeblik, som hun stod uden beskyttelse og med sit ydre helt i blik. Det var vel også på tidspunkter som dette, at folk ville pointere for hende, at hun burde bevæge sig med beskyttelse. Dog ønskede hun som sagt at være fri, og især i sit eget land! ”På gennemrejse hvortil? Jeg beklager, men folk der kommer bagfra, og som maskerer sig fra top til tå, har en tendens til at forekomme mistænkelige,” sagde hun direkte, og som en hentydning til, at hun ønskede at se kvindens ansigt. Det var trods alt det eneste, som hun vidste nu, som hun havde opsnappet vedkommendes stemme som kvindelig. I sandhed var det ikke meget, og var det derfor så mærkværdigt, at hun ønskede mere? Hendes blik fjernede sig ikke fra den kutteklædte kvinde. Om hun havde besøgt kroen i Ityrial? Hun kunne vel ikke benægte, at hun havde været på visit der en del gange. Dog havde disse besøg været på retræte, siden hun havde vundet tronen. At hun derimod forekom bekendt for kvinden, kunne hun bestemt ikke sige noget til. Alle kendte til hende af den ene eller anden årsag, og sådan havde det blot altid været. Nu om dage plejede folk dog hurtigt at genkende hende som landets dronning. ”Jeg kan ikke benægte, at jeg har været forbi kroen en gang eller to. Det er dog måneder siden, at jeg sidst har været forbi,” sagde hun ærligt, for hvorfor skulle hun også skjule det? ”Hvem er De?”

[Deleted]

Det havde ikke været Jessabelles hensigt at snige sig ind på denne kvinde. Det var ikke hende som var målet og hun ønskede hende ikke ondt. Jessabelle ønskede kun at skade Dvasias som land og tog selvfølgelig de væsner ud som gik hende imod men hvis hun fandt allierede så var hun dog ligeglad med om de var af mørket eller lyset. Bare de havde samme sag i hjertet. Hun var dækket fra top til tå, det var hun jo nød til. Hvordan skulle hun ellers undgå at blive genkendt? Hun havde haft meget omgang med folkene på kroen og mange kendte hende derfra. Hvad ville de dog ikke sige hvis de så hende i færd med det som hun planlagde? "Om forladelse. Jeg ønskede skam ikke at snige mig op på Dem. Jeg ønsker dem intet ondt. Mit mål er .... langt større og mere en bygning. Min rejse vil føre mig væk fra dette lands grænser" sagde hun roligt. Selv var hun en smule påpasselig. Var det så underligt? Hun var efterhånden eftersøgt i Dvasias fordi hun ofte havde været der og lave ballade og Dvasianerene kom jo også til Manjarno. Det vidste hun jo så hun var nød til at passe på hvem der vidste hvem hun var og hvor hun var på vej hen. At det var dronningen af Manjarno hun stod overfor havde hun virkelig ingen ide om. Hun havde aldrig set dronningen, kun hørt navnet og en vag beskrivelse. Havde hun vidst at dette var dronningen havde hendes opførsel nok været anderledes. At hun havde været forbi kroen en gang eller to kunne være det men det var måneder siden? Hvis hun ikke var genganger så var sandsyneligheden for at det var derfra Jessabelle kendte hende ikke så stor. Hovedet søgte let på sned som hun tænkte videre. "Jeg tvivler på at det er derfra jeg er Dem bekendt. Dog er jeg ikke sikker. En lang sygdom har hærget min krop og jeg har været sengeliggende i flere måneder. Havde jeg kendt Dem fra kroen havde det været fordi De havde været genganger der." Jessabelle var rolig. Hun følte sig ikke truet af denne kvinde så derfor var hun ikke bange. Desuden så kunne hun sagtens tage vare på sig selv i en kamp hvis det skulle komme der til. Spørgsmålet om hvem hun var fik hende til at smile roligt. "Er det ikke skik at give sit egen navn før man beder om andres?" Spurgte hun roligt og stilte sig lidt bedre til rette. Hvem var denne kvinde? Nu begyndte blive nysgerrig.

[Deleted]

Ballade lugtede det hele endnu af. Dog kunne Denjarne vel se sig lettet over, at hverken hun eller Manjarno var målskiven? Hvem denne kvinde var, og hvad hendes plan helt præcist var, havde hun dog endnu ikke nogen ide om. Nysgerrig var hun dog, men hvem følte sig heller ikke draget af hemmelighedskræmmeri? Det der gjorde en person mest nysgerrig var nemlig det, som man ikke måtte få af vide. Det var blot således, at manden og kvinden fungerede. ”Jeg kan næsten forstå, at denne opgave er hemmelig?” spurgte hun sigende. Ja, nysgerrig var hun, og især som dronning af landet her! Hvis kvinden var ude på noget stort, ville det uden tvivl være rart at vide på forhånd. Selv hvis det ikke skulle foregå i Manjarno. Derudover spekulerede hun også, hvem der havde sendt hende.. hvis der i givet fald var sådan en. Derudover var der den oplagte; hvad var kvindens mål? Opmærksomt hvilede hendes sølvgrå øjne på kvinden. Desværre kunne hun endnu ikke se hende rigtigt.. ”Jeg beklager, at De har haft en slem sygdom helt tæt ind på livet. Dog tvivler jeg på, at De kender mig fra kroen. Hvis De kendte mig, ville jeg endda vove at påstå, at De ville vide det med det samme.. Dog er det længe siden, at jeg sidst har befundet mig på kroen, og genganger har jeg aldrig været,” svarede hun ærligt. Det var ikke just for at være kæphøj, at hun sagde, at kvinden ikke ville tvivle, hvis de kendte hinanden. Det var blot sådan landet lå. Hun var nemlig en karakteristisk person, ligesom alle mere eller mindre kendte hende, så snart de hørte hendes navn. Hun fugtede let sine læber. ”Det er meget muligt, men er det ikke også skik at vise sit ansigt til den person, som man taler med?” svarede hun roligt igen. Skønt kvinden ikke videre havde givet sig til kende endnu, kunne Denjarna ikke just sige, at hun følte sig videre skræmt. Derfor måtte hun også svare selvsikkert tilbage.

[Deleted]

Nysgerrighed slog katten ihjel. Sådan var det også med mennesker. Nysgerrighed var næsten deres værste fjende. Jessabelle's opgave var hemmelig. Hun ønskede ikke at Dvasianerne fik noget af vide før det hele skete og hun havde store planer. Hun ville ødelægge noget af slottet, ikke meget men blot nok til de ville få problemer. Hun skulle vel et sted heller ikke anstrenge sig? "De er vidst ikke nem at narre. Jo, min opgave er hemmelig men kun fordi jeg ønsker at se den gennemført. Men ved aldrig hvem man kan stole på i denne verden" sagde hun roligt og lagde armene over kors. Hun havde et lille smil på læben. Hun var nød til at holde sig skjult. Hele hendes orden var gået i smulder næsten. Hun havde været formodet dø på grund af hendes lange sygdom. Hun var nød til at vise at hun stadig var i live og stadig var ligeså kamplysten som før. "De skal ej beklage medmindre at det var Dem der påførte mig den sygdom. Sygdom er en del af livet. Jeg er blot glad for at jeg stadig er i live. Hvis jeg ikke kender Dem fra kroen så ved jeg virkelig ikke hvorfor de virker så velkendt. De har et meget mindeværdigt udseende, Frøken." Hun var selv nysgerrig. Hvem var denne kvinde. Ligeså hemmelighedsfuld som Jessabelle var så var hun det da også. Hun ville ikke give sig selv til kende før hun vidste hvem hun stod overfor. Hun var udsat, hun havde ingen til at beskytte sig. Blev hendes identitet for kendt så ville hendes liv ende meget hurtigt og det var i sand ikke noget hun ønskede sig. Denne kvindes snappy comeback fik et lille grin til at komme over Jessabelles læber. Den var god, det måtte hun give hende. "De har ret. Og dog er jeg nød til at skjule mig indtil jeg har fundet ud af om De er ven eller fjende. Jeg ønsker ikke at min identitet skal falde i de forkerte hænder" endte hun roligt og hev en smule mere ned i hætten. Hun kunne virkelig ikke tillade at lade nogen vide hvem hun var. Og da slet ikke hvis hun ikke vidste hvem hun stod overfor.

[Deleted]

Hemmelighedsfuld var denne kvinde, og det var noget der pirrede Denjarnas nysgerrighed. Ja, der var hun vel bare ligesom alle andre? ”Nej, alle kan langt fra stoles på i samme grad, og derfor gælder det også om at vælge sine allierede med omhu. Jeg forstår derfor udmærket Deres diskretion.. men når det så er sagt, kan jeg ej benægte, at jeg er nysgerrig efter at høre, hvad De har i sinde,” sagde hun ærligt i en rolig tone. Hvorfor lægge skjul på denne sandhed? De fleste ville højst sandsynligt have følt det samme som hende alligevel. Dog kendte hun til en simpel måde, hvorpå hun kunne lære kvindens hemmelighed at kende, og det var ved at trække dronningekortet. Dog kunne hun ikke sige, at hun havde lyst til at tvinge sit folk, hvis der fandtes en fredelig måde at tale om tingene på. Hvis først hun begyndte på sådanne handlinger, kunne det nemlig betyde, at hun mistede sit folks tillid, og det havde hun bestemt ikke i sinde at gøre! ”Jeg kan ikke just påtage mig skylden for Deres sygdom, men alligevel er det mig beklageligt, at De har lidt.. selvom det blot er en del af livet,” sagde hun roligt. ”Hvor De skulle kende mig fra, vil jeg give Dem lov til selv at fundere over.” Hun rankede sig en anelse. Selv kunne man godt se, hvilket stolt og flot kvinde hun var. De stærke sølvgrå øjne tog hun ej fra kvinden, og bestemt ikke, som hun afslørede lidt mere af sig. Meget kunne hun dog ikke se endnu.. End ikke hele hendes ansigt. Tanken pirrede hendes nysgerrighed, skønt hun forholdt sig rolig. Det ville næppe gavne hende at udvise ivrighed. ”Nuvel.. Jeg vil give Dem mit navn, og til gengæld skal De også give mig Deres,” endte hun sikkert med at sige. ”Jeg er Denjarna Dark Dynithril, dronning af landet her, og hvis De er borger i Manjarno, vil jeg bestemt ikke mene, at vi er fjender.”

[Deleted]

Denne kvinde var ærlig og det var noget som Jessabelle satte pris på. Alle forstod sig vel på det at være nysgerrig? Mennesker higede efter at få ting afvide som var hemmelige. Det vidste hun fra sig selv og dog så var hele hendes organisation bygget op omkring hemmelighedskræmmeri og falske navne. Ikke at det længere betød meget, hun var alene tilbage i ordenen så der var ikke mange hemmeligheder tilbage. "De har så ganske ret. Man skal vælge sine allierede med omhu. Det har jeg erfaret. De allierede jeg havde er forsvundet. Det at skulle stole på en fremmed er ikke i min bedste interesse, ikke for nu i hvert fald" endte hun roligt og betragtede kvinden fra under hætten. Hun havde selv næsten frit udsyn selvom hun var dækket så meget. Det var det mest sikre. hun ville ikke fanges, hun ville ikke tages ned i en kælder og pines indtil døden satte ind. Hun ville bare gerne leve og gøre det hun var bedst til, det som altid havde været hendes mål. Hun ville destruere Dvasias så godt som det var hende muligt. Kvindens ord fik hende til at smile stille under hætten. "Så vil jeg takke for Deres omsorg. Det kan være hårdt at være sengeliggende, især for en som jeg der nyder at være .... aktiv." Aktiv var lige det bedste ord hun kunne komme med. Hun havde altid været vant til enten at arbejde eller være i Dvasias på missioner. Hun var ikke god til at sidde stille og da slet ikke til at være syg. At hun så måtte forundre sig over hvor hun genkendte kvinden fra var der jo intet at gøre ved. Hun kunne virkelig ikke lige kom på hvor det var hende og hun overhovedet havde set hende før. At Kvinden så måtte præsentere sig som dronning af Manjarno og give sit navn fik Jessabelle til at stive. Hun havde hørt rygter om dronningen og at hun ønskede noget bedre for landet. Først havde Jessabelle ikke troet på hverken rygterne eller at nogen ønskede Manjarno godt men hun var kun blevet positivt overrasket på sin gennemrejse indtil nu. Det var små ændringer men ændringerne var på vej. Hun stod lidt og tyggede på informationen hvorefter hun løftede den ene hånd og puffede hætten væk fra hendes ansigt. Det lange blonde hår sad oppe i en knold sådan så det ikke ville komme i vejen for hende, de grønne øjne var venlige og lå plantet på Denjarna. "Mit navn er Jessabelle Helena Anderson. Jeg beklager at jeg ikke genkendte Dem, min Dronning, men min sygdom gjorde mig som sagt sengeliggende under Deres overtagelse" sagde hun roligt. Havde hun været på dupperne kunne hun godt have set sig selv slutte sig til Denjarna's sag. Den virkede god og ret og det var noget som Jessabelle gik utrolig meget op i.

[Deleted]

Genkendende kunne Denjarna nikke til kvindens ord, som hun ligeså havde prøvet at blive forrådt af sine allierede. Allierede havde de dog ikke blot været, som det nærmere havde været venner. Dette gjorde det vel også kun værre? Det betød, at hun havde svært ved at tage folk tæt, og dog befandt hun sig i en position, hvor hun ikke kunne tillade sig at afvise folk. ”Det er muligvis ikke i Deres bedste interesse, men til tider ender man i situationer, hvor man intet valg har. Dog skal De vide, at jeg forstår. Jeg har ligeså prøvet at miste det, som jeg troede, at jeg havde,” sagde hun ærligt. Ej kom hun ind på noget specifikt, men til tider var det vel også nok, at man vidste, at man ej var alene? Dog kunne hun ikke just sige, at hendes liv var nogen hemmelighed. Nej, i øjeblikket var hun landets mest offentlige person, og ellers stod hendes navn og handlinger i forvejen i historiebøgerne, samt rygterne fra mund til mund altid havde floreret om hende. Hun smilte let ved kvindens ord. Ak ja, selv kendte hun udmærket til problematikken ved at være sidestillende. Hårdt havde det for eksempel været for hende at slippe ud af vampyrfyrstens kælder, da det havde efterladt hende med ingenting. Hendes helbred havde været knust, og alt hvad hun havde kendt, havde hun mistet. Dog havde hun endnu engang rejst sig fra asken, hvor hun nu stod prægtig som aldrig før. Ganske vidst med nogle alvorlige psykiske kvaler på visse punkter.. ”For folks vedkommende håber jeg, at det er en generalitet, at de ej ønsker at være sengeliggende,” sagde hun ærligt, som hun ligesom kvinden her måtte finde det forfærdeligt. At alt syntes at komme på plads, som Denjarna afslørede, hvem hun var, fik et lille og til dels tilfredst smil til at glide over hendes læber. Selv passede det hende udmærket, at hun nu blev mødt med denne respekt, samt det, at hun nu fik lov til at vide, hvem kvinden var. Både ved navn og ansigt. At Jessebelle ej havde genkendt hende som sin dronning, kunne hun ikke just bebrejde hende for, for som sagt havde hun været sengeliggende. Dog måtte hun tilsyneladende have kommet sig stærkt, som hun nu havde begivet sig ud på en hemmelig færd. ”En glæde at møde Dem, frk. Anderson. Som sagt behøver De ej at undskylde overfor mig, da de som fortalt var sengeliggende. En tilstand, som De ikke selv har kunnet gøre for.”

[Deleted]

At tro at nogen man stolede på kunne finde på at forråde en var ikke just en behagelig tanke. Jessabelle havde prøvet det før og en del gange efterhånden. Hun var blevet meget påpasselig og hun havde det med ikke at stole ret meget på folk. Hun kunne slet ikke få sig selv til at stole på en mand, de var for flygtige og man kunne aldrig vide hvor man havde dem. Og kvinder kom Jessabelle som regel op og skændes med i længden og så forsvandt de. Det var det der var sket med Aidaya. Jo hun holdt sig bare mest for sig selv. "Man har næsten altid et valg. Med den position som jeg har er der altid et valg. Om ikke andet er jeg næsten altid i stand til at flygte. Jeg ønsker ikke at stole på folk længere. Jeg er blevet brændt for ofte" sagde hun blot roligt. At hun så godt kunne forstå Jessi var i det mindste en positiv ting? Så ville der heller ikke blive alt for meget ballade. Jessi hadede at ligge i sengen, hun ville have noget at rive i og arbejde med og helst hver eneste dag. Hun hadede ikke at have noget at lave, det var også derfor hun arbejdede på kroen når hun ikke var i Dvasias. Hun skulle lave et eller andet for ellers ville hun gå ud af sit gode skin! Et mildt grin kom over hendes læber ved Denjarnas ord. "Foket her i Manjarno har altid været hårdt arbejdene. Jeg er sikker på at der ikke er mange af dem er ønsker at være sengeliggende." Det var selvfølgelig ikke noget hun vidste men det var helt klart den følelse hun fik fra folket. At det så var Dronningen som hun måtte stå overfor var virkelig ikke noget hun havde regnet med. Hvorfor havde hun ingen vagter med? Det foundrede Jessi en smule men på den anden side så havde alle vel brug for en pause en gang i mellem?? Hun sendte Denjarna et undskyldende smil og nikkede. "Det værste ved at være sengeliggende er at man ikke kan være med til de store begivenheder i ens land. Manjarno er et land som står mig meget kært selvom jeg er født og opvokset i Dvasias. Jeg er glad for at vi endelig har fået en Regent som lader til at ønske det bedste for folket og ikke blot ønske sig magt" endte hun ærligt og endte med at strække sig lidt og rode let i det lyse hår som hun havde sat op. Et sted var det hende lidt underligt at stå sådan her og snakke med en kongelig. Hun havde aldrig rigtig brudt sig om tanken om at have konger og dronninger. Hun kunne faktisk ikke lide tanken om at få alting bestemt uden at have noget at skulle have sagt.

[Deleted]

Denjarnas hoved søgte let på sned. Kvinden havde uden tvivl været ude for sine ubehageligheder, og det var selvfølgelig en skam. Selv kendte hun nemlig ligeså til det at brænde sig på personer, som man ellers troede, at man havde. For hendes eget vedkommende, havde hun mest af alt brændt sig på de mænd, som hun havde valgt at tage ind i sit liv. Senest måtte det vel bestå af samlingen: Derick, Vladimir og Mattheus.. Alle havde de løjet for hende, og for det kunne hun ej bruge dem. Den eneste hun lige pt. havde måtte utroligt nok være Salvatore, og end ikke ham følte hun, at hun hundred procent kunne give sig hen til. Hun var vel kommet galt af sted for mange gange? Derfor kunne hun også kun sige, at hun kendte til kvindens situation.. ”At flygte er nu også en sørgelig handling at stå overfor. Jeg vil ikke sige, at det er unødvendigt, for det kan det bestemt være.. Det ville dog være langt bedre, hvis man altid ville kunne stå med rank ryg og løftet pande,” sagde hun roligt. Selv måtte hun dog kende alt til at flygte.. Senest havde hun flygtet fra Dvasias til Procias, og dernæst flygtet fra Procias til Manjarno. Ja, hendes tilværelse var til dels hektisk til tider! At folk i Manjarno ej var dovent anlagt, håbede hun skam ej heller. Det var nemlig en opførsel, som hun som regent på ingen måde kunne bruge! At det i så fald ej heller var tilfældet, passede hende ganske udmærket. Manjanerne måtte nemlig i sandhed være et fornuftigt folk, der ligeså var i stand til at udføre et reelt arbejde. Hun smilte let ved tanken. ”Det har De I sandhed ret i. Det må være det finurlige og fantastiske ved folket her,” sagde hun ærligt. Det var vel ingen hemmelighed, at hun tænkte højt om sit folk? Ganske passende var det ganske enkelt, da hun også kort tid efter præsenterede sig som landets dronning. En stilling som hun bestemt ikke var bleg for at stå ved, og bestemt ikke når det gjaldt en kvinde, som ligeså havde valgt at bosætte sig i landet. Morsomt måtte det dog være et sted, da de begge stammede fra Dvasias, og begge havde dannet en forkærlighed for Manjarno. ”De gik muligvis glip af en stor begivenhed i landet i og med, at jeg indtog tronen i Neutranium. Helt for sent er det dog ikke, som meget endnu hænder i landet her. Siden jeg indtog tronen, har jeg trods alt forsøgt at føre mine ideologier til dørs. En handling, som jeg endnu er i gang med,” lød det fra hende.

[Deleted]

Jessabelles liv havde i sandhed ikke været helt let men for at være ærlig så vidste hun også at hun selv var skyld i noget af sin ulykke. Hun havde altid haft det svært ved at stole fuldt og fast på et andet menneske og det efterlod hende i noget situationer som hun helst så sig for uden. "De har ret. Kan man stå med rank er det skam at fortrække men er dette ej en mulighed så er det at flygte hvis man ikke ønsker at afsløre sine hensigter også en mulighed. Det er en mulighed som jeg selv har været nød til at gøre brug af mere end en gang" sagde hun ærligt. Hun vidste ikke hvorfor hun følte det sådan men hun kunne snakke meget normalt med denne kvinde. Det var absolut ikke ofte at dette skete. Folket i Manjarno havde altid været hårdt arbejdende i helhed. Der var selvfølgelig enkelte som ikke gjorde dagens gode gerning men sådan var det vel i alle landende. Jessabelle nikkede bare roligt til Denjarnas ord. Hun kunne jo ikke andet end at give hende ret. Jessabelle smilede roligt ved Denjarnas ord. Hun havde allerede kunne se en lille ændring i folket, om ikke andet så havde de en lidt anden mentalitet. De var glade for at få en regent. "Jeg er overbevist om at De vil gøre det godt her i landet. Selvom ændringerne vil være små til at starte med og over tid så bare det at de er her betyder noget for folket." Jessabelle strakte sig en gang og vendte blikket mod himlen. Hun vidste at hun ikke kunne blive for længe. Hun havde nået hun skulle nå, hun var nød til at nå Rimshia City i løbet af natten sådan så hun kunne restituere sig selv før angrebet på slottet. De grønne øjne gled stille tilbage til Denjarna. Skulle hun mon dele sine planer med dronning. Tanken forkom hende ikke ligefrem smart. Jo færre der vidste noget, jo bedre.

[Deleted]

At Jessebelle her ej havde et let liv, havde Denjarna skam allerede opdaget. Kvinden havde måske ikke fortalt hende meget, men ud fra hendes fremtoning og få ord, var det ikke så svært at gætte sig til. Ondt kunne hun til dels have af hende, da hun selv kendte til det at have en hård tilværelse. Det kunne dog også være, at dette var kvindens selvvalgte livsstil, og at hun derfor kunne lide at have det således. Ja, mulighederne var der. Selv ville hun dog kunne forstå begge dele, da hun personligt ikke selv altid havde valgt et svært liv, men på den anden side kunne hun godt lide, at hendes liv var fuld af udfordringer. ”Livet byder på mange forskelligheder for folk. Nogle har det nemt, hvor livet for andre er en daglig kamp. Det vigtigste er dog, om De kan lide den livsstil, som De fører?” lød det roligt fra hende. Det var trods alt alfa omega, om man kunne lide det liv, som man havde. Hvis ikke, måtte man kæmpe for at ændre det. Og hvis der ej var et problem, var der selvfølgelig intet galt. Det var meget muligt, at andre ikke brød sig om det liv man førte, men det var stort set også ligegyldigt, da det gjaldt om at være sig selv tro. Hvis man skulle behage alle andre, ville man bestemt ikke komme langt.. Hun smilte let ved hendes ord. Ganske vidst sad hun i en høj position, men ros var nu stadig altid velkomment. Ligeså, hvis hun ønskede at kritisere landet, så ønskede hun også at vide, hvad hun mente, så hun kunne tage problematikken til overvejelse. ”Velkommende er Deres ord. Det er altid ønsket af en regent at høre, at deres arbejde er velset. Vi gør det trods alt ikke kun for os selv, men derimod for hele landet,” sagde hun ærligt.