Just a moment in the free

[Deleted]

Jessabelle vidste at nogle af hendes problemer virkelig stammede fra hende selv. Hun havde det med at skubbe folk væk som kom hende for tæt og derfor var hun også altid alene. Den eneste person hun havde holdt tæt ved livet fra den kære krofatter og han kendte hende ikke en gang rigtigt. Det var ikke fordi at Jessabelle kunne lide at være så meget alene men hendes mangel på tillid til andre gjorde det virkelig svært for hende. "Livet ville da være umådelig kedeligt hvis vi alle var ens. De har ret, livet tilbyder os forskellige ting og alt kommer ned til om vi kan lide de ting vi bliver budt. Ellers må vi ændre dem hvis det er os muligt" sagde hun roligt og strakte sig igen. Et sted var det egentlig meget hyggeligt at stå her og snakke med et andet menneske. Hun havde ikke ligefrem haft mange at snakke med mens hun havde været syg og eftersom hun var vant til at arbejde på kroen hvor alle snakkede med hende så havde det været noget så forfærdeligt at ligge for sig selv. Lidt selskab var altid kærkommen i Jessabelles øjne. Jessabelle havde ikke noget imod at komme med rosende ord hvis hun vidste at de var berettiget. Slet ikke. Normalt så holdt hun sig fra kongelige, de var som regel utrolig højrøvede i hendes øjne men Denjarna var anderledes. Om det var fordi hun ikke havde siddet på tronen længe nok eller fordi hendes mentalitet til den var anderledes vidste Jessabelle ikke endnu men det ville tiden vel vise. Hun nikkede roligt. "Rosende ord er normalt ikke noget jeg slynger om mig med men jeg må indrømme at De gør det godt. Landet her har brug for en regent som kan gøre det godt for dem og som vil hjælpe dem videre. Jeg tror ikke at nogen i landet her ønsker at være slagmark for anliggender mellem Procias og Dvasias længere. Måske De kan sætte en stopper for det hvis det skulle ske igen. De har styrken til det i hvert fald. Det er jeg sikker på." Hun mente det virkelig. Denjarna virkede stærk hvilket kun var en positiv ting i hendes øjne. Manjarno skulle nok blive til noget stort under Denjarna hvis hun kunne holde hovedet koldt nok på tronen.

[Deleted]

Verdenen ville vitterligt være et kedeligt sted, hvis alle var ens! Svært, såvel som let, kunne det gøre tilværelsen, hvis alle ønskede det samme. Dog ville det give en trist hverdag, hvis alle man mødte mindede om en selv. Personligt ville Denjarna også svært ved at begribe det, hvis alle var en tro kopi af hende selv. Nej, forskellighed var godt, skønt forskellighed også kunne gøre ondt. Smerte var desuden en del af livet, og derfor kunne man ikke se bort fra det. Selv havde hun også et læs af alt livets indhold, som hun selv havde været igennem lidt af hvert, men foruden ønskede hun et sted heller ikke at være. Alt hvad hun havde været igennem, havde nemlig været med til at skabe den person, som hun var i dag. Manjarnos dronning. En person hun følte, som hun kunne være stolt af. ”Lige mine ord. Ganske vidst er det umuligt at prise alle livets forskelligheder, men tænk engang, hvis man skulle have været foruden dem? Ligeså er det rigtigt, at det kun er os selv, som kan forme vores egen skæbne. Ganske vidst påvirker folk os, men i den sidste ende er det op til os selv at træffe alle valgene,” sagde hun roligt, som hun måtte se sig ganske enig med Jessabelle på disse punkter. Om hun ville være ligeså enig i hendes hemmelige færd, vidste hun ikke, men nysgerrig var hun endnu omkring det emne. Dog var det sjældent passende at presse folk ud i sådanne samtaleemner. Nej, bedst var det altid, hvis det kom fra en selv. Svagt trak hun på smilebåndet, som hun da måtte synes om hendes ord. ”I så fald vil jeg se mig beæret over at modtage dem,” sagde hun. ”Det jeg kæmper for, er Manjarno og dets befolkning. Hvis en snigende kamp skulle tage plads i landet her mellem Procias og Dvasias, vil der ej findes nogen tolerance. Landet her er ej en slagmark, men et land med byer og en befolkning. Det er al det, som jeg agter at værne om. Anliggendet Dvasias og Procias, vil der dog først blive taget hånd om, hvis det skulle vise sig at blive en realitet, ” sagde hun stilfærdigt, som hun ej sagde for meget eller for lidt, men derimod holdt sig til det passende, og hvad hun oprigtigt mente.

[Deleted]

På dette punkt var Jessabelle og Denjarna utrolig ens hvilket kun var en positiv ting. Jessabelle kunne ikke andet end bare at smile og nikke anerkendende til hendes ord. Alle var sin egen lykkes smed, det var der ingen tvivl om og dog så var der ting og sager i denne verden som man ej selv kunne ændre. Der var også ting som man skulle bruge andres hjælp for at ændre. Hun smilede roligt. "Det lyder som om vi tænker umådelig ens på det punkt. I sidste ende er det vores egne valg som former vores veje og føre os mod de valg vi træffer. Ligesom mine valg føre mig mod Dvasias i denne stund" sagde hun roligt. Hun havde luret at Denjarna måtte være nysgerrig efter hvad hun var i gang men, det var jo meget menneskeligt at være nysgerrig. Selv vidste Jessabelle endnu ikke helt om hun kunne stole på nogen med hvad hun skulle men Denjarnas holdninger omkring Dvasias virkede oprigtige? Hun tænkte lidt. Det ville virkelig bringe hende i vanskeligheder hvis hun blev opdaget før hun gik i gang, så ville alt andet være fuldstændig ligemeget! Nej, hun kunne ikke tillade sig at være for uforsigtig. Heller ikke selvom det var Dronningen hun stod overfor. Jessabelle kunne virkelig ikke lade være med at smile. Landet havde det bedre hvilket var Denjarnas skyld og noget som hun kunne lide at se. Selv havde Jessabelle tænkt på at nogen skulle overtage tronen og hjælpe landet, selv var hun absolut ikke i stand til sådan noget. Hun hverken kunne eller ville lede et helt land. Hun hadede at være i det offentlige søgelys, hun havde det fint med at lave ravage i skyggerne, det var det hun gjorde bedst. "Det glæder mig at høre at De ønsker det bedste for folket og landet her. De lader ikke til at ville lade dem fælde af hverken Dvasias eller Procias hvilket kun er en fordel må jeg sige. Selv har jeg aldrig brudt mig om Dvasias, jeg har kun foragt for det land og dets kongehus. Hvis De får problemer med mørket så vær ej bleg for at kalde på mig. Jeg vil gøre alt for at ligge det sted i grus" sagde hun ærligt. Hun kunne vel ligeså godt tilbyde Denjarna sin hjælp hvis det kom til det? Det gjorde vel intet, det slog i hvert fald ingen skår af hende selv.