A new beginning..?

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Til: Brayden Jaxson

Det var ved at være sent. Selv i Dvasias var sommeren kommet, og det gjorde tilværelsen for selv Matthiel meget nemmere, end hvad den havde været til nu og det glædede ham naturligvis. Selvom det stadig var hårde dage.. og hårde tider, og da særligt efter at det liv på havet som han havde haft, var mistet, så gik han egentlig rundt i sin egen lille verden efterhånden.. Selv nu hvor han gik ned af gaderne hvor boderne og butikkerne var ved at lukke.. Endnu en aften vel? Han skulle måske til at finde sig et sted, hvor han kunne sove for natten?
Matthiel så sig omkring. Det var uden tvivl svært for ham, at det skulle være på denne her måde, men ikke desto mindre, så gjorde han det nu så godt som han kunne på trods af de omstændigheder som han nu havde her i sit liv. Han trak den virkelig lasede kappe omkring sin egen krop inden han nåede en sidegade, som selv så ganske øde ud. Det passede ham fint.. Det var der han ganske enkelt valgte at bare.. sætte sig ned. Han trak kappen tæt om sig og trak så benene op til sig. Livet som hjemløs og uden noget at tage sig af, var uden tvivl hårdt, men efterhånden var det bare noget som man kunne sige, at han var vant til. Det havde været igang igennem så mange år nu, at.. han næsten havde glemt hvordan det var ellers.

[Brayden Jaxson]

Endnu engang havde handelslivet bragt Brayden til Rimshia. Han havde groet sine finde ædelstene i sit hemmelige kælderrum, da folk ikke ligefrem skulle vide og finde ud af, at han faktisk selv groede dem. Folk skulle tro, at han ejede meget værdifuld jord. Det gjorde han også, men han havde jo bare selv sået de planter, han kunne fremvinde sine specielle værdier fra. Han trådte ud af den forretning han netop havde været i for at sælge sine ædelstene. Det havde kostet guldsmeden mange mange penge at købe ædelstenene, som han ville bruge til de smykker han lavede. Men guldsmeden var optimistisk og håbede på at kunne smede noget smukt til kongehuset, så han var da uden tvivl tilfreds. Han vendte blikket ned ad gaden og overvejede hvor han skulle hen. Han burde slutte aftenen med en drink, eftersom han havde lejet et værelse samt opstaldet sin hest her i byen. Han ville ikke ride hjem så sent som det var blevet. Han vædede sine læber og lod armene folde sig over ryggen, som han begav sig ned langs boderne, hvor det hele var ved at lukke. Når butikkerne lukkede så åbnede drinks stederne dog for alvor, så det ville han uden tvivl nyde. Måske han skulle et smut forbi Den Dansende Flamme? Der kom han tit på sine ture til Rimshia.
I aften var han klædt rigtig pænt... Som en baron skulle det. Det hele var skræddersyet og i mørke nuancer, med en hvid skjorte under. Sættet bestod af bukser og en vest samt pæn frakke/kappe udover. Skoene var et par læderstøvler, der nåede til anklerne, men det så man ikke, da buksebenene hang ned til anklerne. Håret sad slikket tilbage i dagens anledning og alt i alt så han ud til at være noget, men det mente han jo også, at han var. Han trak vejret roligt og fortsatte sin vej.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiels hår var uden tvivl blevet langt og uldet, så han virkelig gik med udseendet efter en hjemløs. Det at leve uden noget var han efterhånden bare vant til, så han kunne slet ikke huske eller mindes hvordan det var at have noget i det hele taget. Han satte sig ned med et tungt suk. Det var aldrig det samme sted to gange, men derimod utrolig mange forskellige, også fordi at han ikke ønskede at komme andre på tværs. Han ønskede jo egentlig bare at passe sig selv og så se hvor lang tid han faktisk var i stand til at holde.. Igen ville det jo blive vinter på et tidspunkt, og det var jo det, som han vidste.. Det var jo bare, om det var noget som han ville kunne klare endnu en gang, eller hvad det var.
Folk stoppede op på gaden i takt med at baronen søgte igennem den, også selvom dette ikke var noget som Matthiel gengældte. Hvem der i det hele taget havde de populære og så fine titler, var ganske enkelt noget som ragede ham, for han var ligeglad.. Bare han fik lov til at passe sig selv, så var han egentlig ganske ligeglad med hvordan det var. Han drejede hovedet.. blot lige til at se at folk nærmest sænkede hovedet for denne mand.. uanset hvem han var,eller hvad han var, så var det virkelig ikke noget som havde nogen særlig værdi for Matthiel. Hvorfor skulle han da blande sig i den slags, når det heller aldrig nogensinde var kommet ham til gode? Han sukkede tungt og endte alligevel med at rejse sig. Han var nødt til at se hvem denne mand var.. eller hvem han faktisk troede at han var, var nok mere svaret på det. Han selv sænkede dog ikke hovedet.. Han havde aldrig haft nogen respekt for adelen.

[Brayden Jaxson]

Brayden så roligt frem for sig. Han var en ganske social mand og flere kendte ham godt af navn af og udseende, så de faktisk kendte ham som baronen på gaden. Hun hilste på alle han kunne nå at hilse på, men det var jo svært at nå at få øjenkontakt med alle, der gerne ville hilse på ham. I morgen skulle han have et møde om at få solgt sine kartofler, der ville være klar til høst i efteråret. Lige nu stod de flot med blomster på ude på marken, hvilket var et flot syn når man red ind til Atterlin. Han rettede kort på sin kappefrakke og smilede sit almindelige venlige og dog meget charmerende smil, som altid fik folk til at være på hans side.
Ud af øjenkrogen fornemmede han en skikkelse bevæge sig, men han foldede blot hænderne over ryggen. Han mærkede en alkymists tilstedeværelse og måtte korte skæve ud af øjenkrogen for at se, at det var den skikkelse, der havde rejst sig før. Det var ikke ofte man mødte en anden alkymist, for som regel kendte han faktisk alle alkymister, der var at kende. Han vædede flygtigt sine læber og fortsatte ned ad gaden og håbede næsten at alkymisten ville følge med, for han måtte uden tvivl snakke med den mand, for han kendte ham nok ikke og det var næsten utroligt. Men en alkymist mere i hans omkreds ville bestemt ikke gøre noget. Han fortsatte ned ad gaden, men var klar til at vende om og snakke med alkymisten.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel blev stående, også selvom hele hans krop havde reageret.. Manden var alkymist. I sig selv, var de faktisk ikke særlig mange af den slags tilbage, og naturligvis var det også noget som fik selv ham til at reagere på det. Hans blik fulgte ham, også selvom han ikke udviste den samme form for respekt som så mange andre gjorde det. Manden havde et liv, hus og have, samt penge.. og han levede på gaden.. kæmpede hver eneste dag, bare for at få noget i maven, og for sin egen overlevelse, og nemt var det særligt ikke i vinterhalvåret, selvom han havde klaret det til nu. Det var jo ikke mange år det havde været sådan.. men at komme igang, når man stod uden noget som helst at tilbyde nogen, var bestemt ikke noget som gjorde sagen meget nemmere for nogen som helst, og da særligt ikke ham. Han knyttede næverne ganske let, og så til som manden bare fortsatte med at gå ned af gaden.. Magen til overlegenhed.. Det var han slet ikke god til.
Som menneskemængden alligevel begyndte at gå hvert til sit, blev Matthiel stående. Selv var han ikke videre interesseret at blive sammenlignet med en adelig som denne mand, men.. han var alligevel nysgerrig. Der var ikke fordi at han var misundelig på hvad han var, for det arbejde og det ansvar som fulgte med, kunne han meget godt hoppe over, men bare tanken om et tag over hovedet og noget tøj på kroppen, som faktisk kunne holde varmt om vinteren, ville han bestemt ikke sige nej til. Han sagde ikke så meget som et ord, som han fortsatte frem.. han så sig omkring, inden han søgte efter manden, i den retning som han selv havde vandret.. Han måtte være her et sted.. Han begyndte at se sig om efter ham istedet for.. Han måtte da være i nærheden, for så langt, kunne han da næppe ej være kommet.

[Brayden Jaxson]

Brayden var tæt på at vende om allerede med det samme, men ville alligevel se om han ikke kunne lokke alkymisten lidt med sig og komme væk fra menneskemængden, så de ikke behøvede at stå midt i det åbne og tale sammen. Han så frem for sig som han gik. Han håbede, at Rimshia ville købe en stor del af hans kartofler, for det så ud til, at der kom flere i år, end der havde været sidste år og så mange var de jo heller ikke i Atterlin. Heldigvis stod han for det meste af dyrkningen af kartofler i Atterlin, fordi de i byen havde fordelt tingene mellem sig, så der ville være mange forskellige ting til dem alle sammen, så de kunne bytte og handle på kryds og tværs i byen. Overskuddet skulle så sælges til Rimshia, så han blev nødt til at have en køber på hånden. Det blev spændende i morgen.
Menneskemængden vendte hurtigt tilbage til det de havde været i gang med og det passede ham fint. Han nåede en lidt mere stille del af gaden, da han var væk fra boderne, der var på vej til at lukke. Roligt trådte han ind til siden og ind i skyggerne, hvor han vendte blikket op ad gaden. Da alkymisten fra før var kommet igennem mængden fik han et godt øje på ham. Han så noget fattig ud, hvilket han slet ikke brød sig om, for alkymisterne skulle ikke tilhøre bunden! Han trådte ud fra sidegaden og lige ud foran manden. "Hej," endte han kortfattet og med et skævt og charmerende smil på læben, der bare tilhørte hele hans personlighed.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel havde nu altid været en del af bunden, så dette var virkelig ikke noget undtag.. Han havde kæmpet for overlevelse, selvom han ganske vidst førhen havde haft hus og et arbejde, så var det noget som alt sammen var mistet på de mest groteske måder, uden at han egentlig kunne gøre alverdens ved det alligevel. Han bed tænderne let sammen, inden han vendte blikket omkring.. Manden måtte være her. Han var alkymist.. det havde han jo kunne mærke, og naturligvis, var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, når det nu endelig var i den anden ende.
At manden så pludselig trådte ud foran ham, var da slet ikke noget som han have regnet med. Han stoppede op med det samme, for ikke at ende med at gå ind i ham, hvor han fast vendte blikket i retningen af mandens ansigt. En høj mand.. bred over skuldrene og alligevel så fin i tøjet.. og så valgte han at snakke til ham? Et sted følte han det direkte nedladende, men hvad pokker.. han kunne jo ikke ligefrem gøre alverdens ved det af den grund. "Hej.." svarede han blot, som han igen vendte blikket i retningen af ham, inden han så alligevel valgte at se væk igen. Et sted fordi at han vel ikke følte, at han var manden værdig? Ikke værdig nok til at se ham i hans ansigt? Det var ikke ofte, at han havde det på den måde overfor nogen som helst.. Roligt trak han sig et enkelt skridt, så han netop kunne se manden i øjnene istedet for.. og alligevel også for at holde en vis afstand til ham, for han vidste ikke om han faktisk ønskede at komme for tæt på ham. "Jeg mente ikke at gå i vejen.." Et sted i en søgen for en undskyldning for at komme udenom og komme videre. Han havde allerede nu fortrudt, at han havde søgt efter ham.

[Brayden Jaxson]

Idet at Brayden var trådt ud foran manden, så så han straks hvor fattig manden så ud. Faktisk var han nok hjemløs, hvilket han et sted slet ikke kunne have, for alkymister skulle ikke kravle rundt på bunden af en sø, de skulle gå på vandet! Mandens hår var uldet og tøjet var slidt og ødelagt, hvilket var en direkte kontrast til ham selv. Han var en meget forfængelig mand og en meget veltrimmet mand. Han duftede altid godt, da der ikke var noget direkte hårdt arbejde over ham, det var for bønderne. Hans hud var pæn, håret pænt sat, skægget veltrimmet og tøjet sad pænt på hans krop. Han havde dog ingen kvaler med at tale med andre folk og da slet ikke en alkymist, for det vækkede uden tvivl hans interesse meget mere end nogen andre racer. Han trak på smilebåndet ved mandens tamme svar på hans ellers varme og charmerende hej og smil. Han trak sig lidt væk... vel lidt skræmt af hans fremtrædende person? Det kunne han dog godt lide, for han elskede at være lederen og stå på toppen af det hele. Han mødte mandens blik med sine ret unaturligt lyse øjne, der nærmest var så lyseblå, at de var som at kigge gennem glas. Han løftede et bryn og søgte ind i mandens tanker, hvor han hurtigt hørte hans tanker om, at han gerne ville videre og havde fortrudt at søge efter ham; men han havde søgt efter ham. "Det nytter ikke noget at vende om nu..." svarede han roligt og løftede et bryn. Han trak vejret roligt og endte så med at række sin hånd frem mellem dem. "Mit navn er Brayden Jaxson. Jeg er i byen for at handle, men kommer oprindeligt fra Atterlin," startede han ud med at præsentere sig.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Man kunne bestemt ikke påstå at Brayden og Matthiel kom fra det samme, for det gjorde de da godt nok heller ikke. Nu hvor det var sagt, så var han faktisk slet ikke sikker på, at det var en god idé at søge efter denne mand, nu hvor han stod der.. Med slikhår, pænt i tøjet og med en rang og et arbejde, som man kun måtte være stolt er.. og her stod han så.. Midt på åben gade.. Havde intet som kunne minde om et hus eller hjem, og han kunne intet gøre ved det, da han virkelig ikke havde noget som helst tilbage.. Han havde intet som kunne give ham det som man kunne kalde for et fast sted at bo. Selv trådte han blot et skridt tilbage og med blikket hvilende i retningen af hans skikkelse. Jalousi? Ja, et eller andet sted var det vel? Han brød sig faktisk ikke om det.. Hvad ville man da ikke give for et eget sted? Tag over hovedet og en varm seng at sove i? Det var da uden tvivl noget af det som han selv gerne ville have, og gerne så hurtigt som det var ham overhovedet muligt. "Lad som du aldrig har set mig.. Det burde ikke forvolde nogen problemer," begyndte han med en ganske sigende mine, idet han igen vendte blikket i retningen af hans skikkelse. Tungen strøg han let over sine læber, inden han rettede sig op. Han var ganske vidst intet i forhold til manden som han stod overfor.. At han holdt hånden frem, fik ham dog kun til at kigge på den. Hvad pokker var han ude på? Selv stolede han ikke på nogen, for det havde han ikke haft nogen grund til.. end ikke i den tid han havde været på skibet, selvom han virkelig havde været glad for det. Han tog dog ikke i hånden.. Flabet nok til at lade være, nu hvor det alligevel blev ham tilbudt. "Matthiel Maheniya," præsenterede han sig roligt. Han tvivlede dog stærkt på, at det var et navn der sagde ham noget.

[Brayden Jaxson]

Brayden vidste godt, han var fra overklassen. Hans hygiejne var også over toppen, for han ville faktisk påstå, at han badede oftere end kongen selv gjorde det og gjorde mere ud af sig selv, selvom kongen jo havde endnu flere midler end han selv havde det. Han var meget velplejet og det afspejlede sig tydeligt i hans holdning og attitude, for han vidste, at han så godt ud og han spillede også på det. Han trak på smilebåndet og fandt det lidt sjovt at stå her overfor denne alkymist, der var så fattig, at det næsten kunne være løgn. Manden trådte tilbage... lidt skræmt af ham, men det sagde han nu ikke noget til. Jalousien kunne han se på mandens aura, hvilket ikke var direkte sundt, men det kunne han jo trods alt ikke gøre noget ved. Manden manglede uden tvivl noget at bruge sit liv på andet end at prøve på at overleve. "Jeg ville ikke kunne sove i nat, hvis jeg vendte dig ryggen nu... Du er alkymist, endda renblodet. En mand som dig skal da ikke være i rendestenen," endte han bestemt. Han tænkte højt om alkymister, det var der ingen tvivl om. Han fornemmede hurtigt, at alkymisten dog ikke ville tage hans hånd og det gjorde ham på en måde lidt fornærmet, men dog ikke noget han gjorde udtryk for. Han sænkede blot hånden igen. Matthiel? Interessant navn, det måtte han uden tvivl sige. Navnet sagde ham ikke noget, men han kunne lynhurtigt finde ud af det ved at søge ind i mandens tanker, for han var nemlig rigtig dygtig til at tage viden hist og her, uden folk lagde mærke til det. "Hvis du tror det gør dig i så stor og stærk ikke at tage min hånd, så tager du fejl, Matthiel. Kom... gå med, hvis du da vil ud af fattigdom." Med de ord vendte han blot om og begyndte at gå videre ned ad gaden.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel stirrede på Brayden med en direkte intens mine. Et sted så antog han næsten denne frembrusethed for at være.. truende et eller andet sted, og særligt i forhold til hvad han selv var vant til. Han var vant til at leve livet og bare passe sig selv, så dette var vel ikke noget som gjorde det meget bedre? Han kneb øjnene let sammen. Javist var han en renracet alkymist, selvom det dog ikke var noget som han havde gjort noget stort ved. Han kunne ganske vidst småting med det, men det var ikke meget.. Men lidt var vel bedre end ingenting? "Hvis alle andre kan vende mig ryggen og forlade stedet, hvorfor skal De så ikke kunne gøre det samme?" spurgte han med en direkte stemme. Han selv ville ikke tage manden i hånden, for han så ærlig talt ikke nogen grund til det.. Hvorfor skulle han? Han fandt det direkte ubehageligt at stå i selskab med en mand, som bare var det stik modsatte af en selv, og selv han måtte jo i sandhed erkende, at han ville gøre meget for bare at få et bad og få styr på håret igen!
Som Brayden tog hånden til sig, blev selv Matthiel stående på sin plads og med blikket i retningen af ham igen. Han tog ikke nogen chancer.. Det var nok livet på gaden som gjorde det, men han tog virkelig ikke nogen chancer, om han kunne blive fri. "Det gør mig måske ikke stor og stærk at tage hånden, men jeg er min egen.. med min frie vilje, som jeg står ved, samt acceptere. Det er hvad der gør mig stor og stærk," endte han med en kortfattet tone. Når alt det nu var sagt, så tog han det nu ganske roligt.. at han så bare begyndte at gå igen.. forundrede ham dog. Hvad bildte han sig ind? Et sted var det en tanke som faktisk irriterede ham et eller andet sted, og det tvang ham nærmest til at søge efter.. Og det gjorde han så. "Og De vælger blot at.. gå?" spurgte han sigende.

[Brayden Jaxson]

Brayden mødte bare Matthiels blik. I den stand som Matthiel så ud, der var han faktisk mere ilde tilredt end hans bønder var det efter en dag i marken og de kunne ellers også se beskidte og slidte ud. Han havde nok en truende adfærd, men faktisk var han meget imødekommende og snaksalig, hvilket nok var det, som Matthiel ikke vidste hvordan han skulle tage. Han løftede et bryn og rystede på hovedet. "Fordi jeg ikke er 'alle andre'," påpegede han sigende og prøvede lidt at bryde isen mellem dem. Han havde nok trådt ind i mandens atmosfære med et hurtigere tempo end han kunne klare, men nu stod de her altså og han vidste allerede hvad han ville have. Denne alkymist, Matthiel, skulle helt klart med ind i omgangskredsen af alkymister, trænes i noget, der ikke blev udøvet meget af længere, for de skulle brede sig. Han rullede øjne af Matthiels lange tale om, at han var stor og stærk; han var en ingenting lige nu. Ingen titel, ingen penge og ja ikke engang et sted at gå hen. "Det gør dig flabet og uelskelig... Læg det på hylden hvis du vil have en chance for at komme ud af din fattigdomscirkel," svarede han skarpt. Han vendte om og begyndte at gå. Han sukkede. Forstod den mand da intet? Han havde da budt ham til at gå med, før han endda var vendt om! "Undskyld mig, men sagde jeg ikke lige 'kom, gå med?'" svarede han og stoppede op. Han løftede et bryn til manden og begyndte så at gå igen, da Matthiel var ved siden af ham. Han foldede hænderne over lænden og stilede mod et bestemt sted; der hvor hans hest stod opstaldet og hvor han havde betalt for et værelse for natten. "Jeg vil tilbyde dig at komme under mine vinger..." startede han.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel havde faktisk svært ved hele situationen, for han vidste ikke hvordan han skulle tage det.. hvordan han skulle komme igennem det, og det kunne han virkelig ikke gøre for. Han var ikke vant til adelige og fine folk, og nu stod han her.. Overfor baronen i landet, så det var svært at finde ud af hvordan han skulle reagere uden at virke komplet dum og tåbelig ikke mindst. Han knyttede næverne ganske let. "Muligvis ikke.. men dog stadig et individ som alle andre," endte han med en ganske kortfattet tone. Et sted fordi at tanken faktisk måtte gøre ham til dels arrig. Det gjorde ham jo ikke nødvendigvis bedre end alle andre, gjorde det? Han var stædig, han havde sine meninger, og han var bestemt heller ikke bange for at give udtryk for disse, om han kunne komme til det. At manden så tog den hårde tone i brug, gjorde det ikke just bedre. "Enhver mand er sin egen, og jeg er ganske vidst fattig, men dog stadig i live..!" endte han hårdt i retur.
Selv valgte Matthiel at følge med. Lige hvorfor han gjorde det, vidste han ærlig talt ikke, men der var bare noget ved ham, som gjorde, at det var denne vej som han ønskede at søge. Han vidste ikke hvorfor.. Denne mand var vel bare ekstremt overbevisende? For ikke at glemme, at det ikke var særlig ofte, at man stødte på en anden alkymist nu om dage. De var ikke mange tilbage, og derfor.. skulle man vel holde sammen et eller andet sted? Og han ville tage ham under hans vinger..? "Hvorfor? En fremmed mand for dig?" spurgte han. Noget måtte der stikke under, og den tanke kunne han da slet ikke lide!

[Brayden Jaxson]

Brayden skulle nok få denne Matthiel over på sit spor før eller siden, hvis det stod til ham... og han fik faktisk altid hans vilje. Han ville have Matthiel med ind i inderkredsen, så han kunne udøve de ting, han nok selv fandt beskidte, men det var ikke noget, han ville fortælle ham. Nathaniel ville nok også være glad for en alkymist mere. Hans gamle lærling, som han havde sluppet for år tilbage, så i dag delte de stadig erfaringer. "Det er sandt," svarede han roligt. Han var en individ, men han var ikke 'alle andre' - den mængdebetegnelse ville han slet ikke finde sig i at blive sat ind under, for han sin egen. Ligesom Matthiel også påstod det, at han var sin egen. Det var han også, men det var sværere at skille sig ud, når man var fattig. "Det kan hurtigt ændre sig," endte han. Hvis han blev ved med at være så irriterende, så kunne han jo komme til at smutte noget i hans drink eller kaste en forbandelse over ham. Det var hvad der var sket med Yewande, da han ikke havde fået sin vilje i fortiden og nu var hun muteret. Han smilede skævt, som han dog fulgte med. Han ønskede at komme videre i sit liv og komme ud af fattigdommen, hvilket han godt kunne lide. Han kiggede frem for sig som de gik. "Der er ikke mange alkymister tilbage, Matthiel... Så at møde dig her, mærke din tilstedeværelse. Hele min krop fornemmede det. Der er brug for dig, det kan jeg mærke," endte han sigende. Det sidste sagt noget helligt, men sådan mente han det også. Det kunne vel ikke være et tilfælde han mødte en anden alkymist nu og her?

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel vidste slet ikke om denne mand, var af typen som han faktisk kunne stole på, og efter hans liv på gaden, så var det vel heller ikke så underligt igen, var det? Han bed tænderne let sammen og vendte blikke væk. Det kunne godt være, at han ikke var som alle andre, men gjorde det nogen forskel? Han var jo stadig et individ, som kunne vende ham ryggen, hvis det var det som han gerne ville, og det var den tanke som gjorde, at han tog sorgerne lidt på forskud, som han gjorde i denne stund. "Men dog stadig med muligheden," afsluttede han ganske kortfattet. Selv hans ord måtte han næsten antage som en trussel, og den tanke brød han sig ikke om. Længe og igennem mange år var han blevet truet udelukkende på den måde, han selv havde sit liv, og det var bestemt ikke noget som han havde tænkt sig at undskylde for, hvis han ellers kunne blive fri for det i det henseende. Han knyttede næverne ganske let. "Er det en trussel, Brayden?" spurgte han direkte.
Der var ikke mange alkymister tilbage, hvilket selv var noget som Matthiel måtte anse som en skam, men det var jo heller ikke rigtigt noget som han kunne gøre alverdens med, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Af den grund, så gjorde manden ham nu alligevel ganske nysgerrig. Ville han virkelig gerne tilbyde ham alt det her? Og hvad var lige hagen ved det? Han tvivlede da på, at det var noget som man bare delte ud af, af sit gode hjerte. Det gode hjerte, var nemlig ikke noget som han nogensinde havde haft troen på. Overhovedet ikke. "Der er brug for mig, siger du? Det er godt nok ikke den første gang jeg har hørt den. Sidst blev jeg kastet på alle fire foran en kaptajn på et skib.. Så hvad er hagen? Eller er det virkelig bare ud af dit gode hjerte?" Han passede jo bare på sig selv. Det var der jo heller ikke nogen skam i.