A new beginning..?

[Brayden Jaxson]

Brayden var faktisk en meget loyal mand og det ville Matthiel nok hurtigt finde ud af. Spørgsmålet var jo faktisk bare, om Matthiel overhovedet var interesseret i at blive trænet og plejet af ham, så han kunne få en bedre tilværelse. Han var ganske vist et individ, som Matthiel var det og selv hans bønder, men derfor brød han sig stadigvæk ikke om mængdebetegnelser, fordi han netop var sin egen. Han trak bare på skuldrene og fortsatte med at gå, hvor han skævede til Matthiel og smilede helt uskyldigt og engleagtigt. "Bestemt ikke, Matthiel," svarede han med et charmerende tandpastasmil. Hans tænder var også hvidere end normalt, for han forstod bare at pleje sig selv på alle måder og gjorde det nok oftere end alle andre. Netop derfor gik han ikke under den betegnelse! Han trak vejret dybt og holdt hænderne foldet over ryggen, da det gav ham en pæn rank holdning. Han vædede sine læber. Han ville gerne give Matthiel muligheden og faktisk uden at bede ham om andet end loyalitet. "Jeg ejer ikke et skib og kunne aldrig se mig selv på havet," svarede han med et skævt smil og lidt drilsk, for han ønskede ikke, at de skulle gå og bide efter hinanden. Han endte med at stoppe op for at vende sig direkte mod Matthiel og se noget alvorligt på ham. "Hagen er, at du bliver nødt til at give mig din loyalitet og så ellers gøre hvad jeg siger," svarede han roligt.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel vidste ikke om denne mand var en af typen som han kunne stole på, og det var vel også derfor at han var så påpasselig som det han var lige i øjeblikket? Det var ikke fordi at det var noget som han i det store og hele kunne gøre noget ved bare sådan uden lige. Han holdt nu meget godt øje med ham. Han vidste og kunne fornemmel at denne mand var langt stærkere med alkymien end det som han selv var, og han vidste ikke om det var noget som han brød sig helt om.. Det var ikke fordi at han kunne gøre meget ved det. "Du behøver ikke nødvendigvis at være ejer af et skib for at få præcist de ting.. for at gøre præcist de ting." Han havde været kastet på alle fire for andre før, og det var bestemt ikke noget som han havde tænkt sig at gøre igen, om han da ellers kunne blive fri for det i den anden ende. Det frustrerede ham naturligvis at han havde det liv som han havde, men hvad var der at gøre ved det?
Han stoppede op i takt med at selv Matthiel måtte gøre det, hvor han vendte sig mod ham. Selv den mand var en kende større end hvad han selv var, så var det ikke kræfter som han var bange for gå i konflikt med, om det skulle være det. Han knyttede næverne ganske let.. At give denne mand sin evige loyalitet, var virkelig et sats, som han på ingen måder brød sig om, og det erkendte han godt nok også. Han trak vejret dybt. For en på gaden, var det meget at give af sig selv.. Virkelig meget. "Og hvad helt præcist, er det jeg får ud af det?" spurgte han direkte.

[Brayden Jaxson]

Brayden var en meget loyal mand, men det kunne selvfølgelig være svært for en fremmed mand. Han kunne fornemme på mandens aura, at han faktisk gjorde sit arbejde, uanset hvordan han var kommet ind i det. Han trak vejret dybt og roligt, pustede ud og smilede skævt til ham. Der var ikke meget sjov i ham, var? Det måtte han da rette op på hvis han fik chancen for det! "Forstår du ikke en joke? Lad vær med at se så sort på tingene, lyset er for enden, Matthiel," svarede han med et roligt smil. Han klappede ham lidt på skulderen, før han sænkede armen igen og stod stille og kiggede på ham, nu hvor de var stoppet op. Han ville gerne understrege den chance han faktisk stod og tilbød denne mand, så han blev jo faktisk nødt til at lytte til, hvad han havde at sige. Han vædede sine læber og så på Matthiel. Manden var stærk, det kunne han mærke og derfor havde han også ekstra meget brug for ham. Tænk hvad han, Nathaniel og Matthiel kunne gøre i fællesskab? Det ville jo virkelig være fantastiske ting, og han ville elske det. Selvfølgelig skulle han være lederen, fordi han var præcis den type, men om ikke andet, så ville de være et hold. "Magisk kunnen... Et liv... En måde at forsørge dig selv på, når jeg giver slip på dig, fordi jeg vil lære dig hvordan," svarede han. Han så tænksomt på ham. "Giv det en chance... I en uge. Og så bestem dig for om du vil det eller ikke," endte han så. Men mere gav han sig heller ikke!

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Med et liv på gaden, havde Brayden så nogensinde regnet med at Matthiel var en mand med humor? Det havde han aldrig rigtigt haft, for det havde han aldrig rigtigt forstået sig på, og det var også det som gjorde sit for hans vedkommende. Hans blik gled i retningen af hans skikkelse og med den intense og faste mine, da hånden igen gled mod hans skulder. Han knyttede næverne let ved tanken om det. Han trak vejret dybt og prustede tungt ud, for ikke at ende med at hamre efter ham, for han brød sig slet ikke om at manden skulle røre ved ham. "Prøv du et liv på gaden, og se om du har humor, Brayden," påpegede han med en ganske kortfattet mine. Det var skam slet ikke fordi at han var ude på at være hård mod ham eller sådan noget, men det var lidt som om at det faktisk kom lidt af sig selv.. Sådan var det vel bare når man levede på gaden? At man var nødt til at kæmpe for sin sag? Det var det som han havde gjort i mange år nu, og det var det som han var præget af. Han var en stærk mand, som ikke tøvede med at gøre hvad han kunne for at få tingene som han gerne ville have dem... men nu? Nu stod han jo så i en situation som denne, hvor han jo faktisk fik det hele foræret igen, og det var det som han faktisk havde svært ved.. Det var virkelig, virkelig svært igen. "Det lyder næsten for godt til at være sandt... men meget vel. Jeg giver det en enkelt uge, og så må vi jo se derfra," afsluttede han. Han var jo nysgerrig nok til at ville undersøge det.. nysgerrig nok til at finde ud af hvad Brayden egentlig kunne tilbyde ham, og så var det nok den fristelse for et bad, rent tøj og et måltid som også gjorde, at han alligevel valgte at gå med til dette, også selvom det lød virkelig langt ude.

[Brayden Jaxson]

Brayden syntes bestemt ikke, at der var meget sjov over Matthiel, hvilket han mente var ærgerligt. Livet på gaden var åbenbart for hårdt til det, eller også var Matthiel bare ikke af den støbning i det hele taget. Det skulle nok blive interessant at have ham under sit tag, men manden skulle lære grænser at kende, samt vide hvad han måtte og ikke måtte. Ligeså skulle han lære at makke ret og gøre, som der blev sagt. Dog glædede han sig til at komme i gang, for når han fik sin vilje med ham, så ville Matthiel forhåbentligt blive en stærk alkymist! Han sænkede hånden fra hans skulder og lagde armene over kors. "Hvis jeg mistede min formue, ville jeg nok slå mig selv ihjel først," endte han. Han var ikke værdig af sig selv, hvis han ikke havde en god tilværelse og da slet ikke så forfængelig som han var. Et liv på gaden ville ødelægge ham helt og holdent, det var jo derfor han faktisk ville hive Matthiel ud af støvet. Let lod han hovedet søge på sned, afventede hvad Matthiel ville svare. Han så ud til at kæmpe med sig selv, men han håbede virkelig, at han bed på! Hans ord fik ham til at smile stort, så han slog ud med armene. "Fantastisk! Vi tager afsted i morgen, jeg har lige en handelssag jeg skal have klaret i morgen tidlig. Kom, jeg byder dig lidt mad og en seng at sove i til da," endte han og begyndte igen at gå. Nu skulle han finde tilbage til kroen hvis hans hest stod opstaldet og han selv havde et værelse... så måtte han jo se hvad der skete, den næste uges tid.

//Out.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Den munterhed som var over Brayden, var på ingen måder en som Matthiel delte med ham. Han havde sin formue, og det var tydeligt også noget af det som han værdsatte mest. Ikke at det var noget som kom særlig meget bag på ham selv.. Når man havde været vant til det andet, så var penge og en velstand uden tvivl noget som man meget gerne ville opnå og have ved sig, hvilket der bestemt heller ikke var nogen tvivl om når det nu endelig skulle være. Hans blik hvilede fast på hans skikkelse, og uden at han så det mindste bort.. Han så ikke nogen grund til det, og nej, det var bestemt ikke fordi at han stolede på denne mand, for det gjorde han da godt nok ikke. Han trak koldt på smilebåndet. "Du værdsætter den velstand, gør du ikke..? Prøv du at lev som mig.. så tror jeg hurtigt, at selv du vil sætte pris på livets små goder.. såsom en varm kappe.. muligheden for at trække vejret.. muligheden for at se omkring sig.." Livet på gaden var på ingen måder det værd, men selv Matthiel havde fået utrolig meget ud af det, og det var vel også det som var det vigtigste?
Selv vidste Matthiel endnu ikke, om han ville komme til at blive på stedet her, for det så han faktisk.. ikke rigtigt nogen grund til. Han kneb øjnene let sammen. Det var en hård udmelding, men han kunne jo altid prøve, og så se om det ikke var noget som han kunne få noget ud af i den anden ende.. For det kunne jo være, at man var heldig for en gangs skyld i livet. Det ville i hvert fald ikke gøre ham det mindste. At manden allerede nu tilbød ham tag over hovedet og et måltid mad, forundrede ham.. De kendte jo slet ikke hinanden! "Den glæde er vel på min side," sagde han endeligt, inden han fulgte med. Den næste uge, skulle nok vise sig at blive umådelig interessant.

//Out