I need some time

[Deleted]

At blive kaldt for klog og vis, var Indira temmelig sikker på, at hun aldrig nogensinde var blevet kaldt før. Det var skam ikke fordi at det gjorde hende noget, for hun kunne virkelig godt lide det! Og da særligt, fordi at han lød til at mene det oprigtigt. Han virkede nemlig til at være en meget oprigtig person, og det var noget som hun uden tvivl virkelig godt kunne lide. Smilet forblev på hendes læber, som hun vendte sig mod hans skikkelse endnu en gang. "Det er første gang jeg nogensinde er blevet kaldt det," sagde hun med et grin. Glad for at han var kommet dumpende, selvom det uden tvivl havde forskrækket hende voldsomt i starten. Hun kunne lide at snakke med ham.. også fordi at han snakkede åbnet og ærligt med ham. Det var bare noget i hans stemme, som gjorde, at hun følte, at denne mand, var en som hun kunne stole på. "Jeg takker.. Det er ikke ofte, at jeg bliver skænket den form for komplimenter. Det betyder virkelig meget for mig," sagde hun taknemmeligt, og selv med det klare smil på læben. Hun kunne da ikke lade være.
Selv nu hvor Derek stod ved hende og hjalp med at holde hende oppe, kunne hun da godt mærke hvordan det rystede i hendes ben, og det var bestemt ikke på nogen god måde, hvis hun selv skulle sige det. Svagt bed hun sig i læben, og med armene som hun direkte slyngede om hans nakke, for at trække sig ordentlig op. Musklerne var vant til at svømme og ikke til at holde hende oppe på denne måde. Og hun kunne så sandelig godt mærke det i sine ben nu. Et sted føles det direkte ubehageligt. "Og unik det er du... det er noget som jeg virkelig godt kan lide," fortalte hun med en let rød farve i kinderne. Det var i sig selv, faktisk sjældent at den slags i det hele taget skete for hende, hvis hun skulle være helt ærlig. Hun så ned, inden hun forsøgte at placere fødderne rigtigt. Det var bare som om at hun ikke havde nogen styrke i anklerne til at holde hende oppe, og det var virkelig underligt. "O-okay.. jeg.. tror jeg er klar nu.." Selvom hendes greb omkring ham, stadig var tildels omklamrende, forsøgte hun at rejse sig op.

[Deleted]

Derek mente virkelig hans ord. I hans øjne var Indira virkelig klog og vis, det kunne han da høre på de ord som hun ytrede. Han kunne lide det. Det var mange år siden han troede at han havde mistet håbet, han havde ikke troet at det var med ham mere og alligevel så fik hende ord det til at komme frem i ham igen. Måske var der selv håb for en som ham og det var i sandhed en dejlig tanke. Han sendte hende et blidt smil, hun var utrolig dejlig at snakke med, det var som om hun vare var i stand til at sige alt det rigtige hvilket jo kun var positivt. "Det er skam sandheden, Indira. Også selvom det måske ikke er noget som du har hørt før" sagde han mildt. han kunne virkelig ikke andet end at blive glad når han snakkede med hende eller så hendes grin. Det var virkelig en dejlig ting. Han var lykkelig for at han var kommet dumpende, ellers så havde han aldrig mødt hende og det var i sandhed en trist tanke. "Det er da trist. Du er virkelig klog og vis, det viser du meget tydeligt i dine ord og den møde du føre dig på. Oven i det er du så sød og rar hvilket kun er en bonus i den anden ende skulle jeg mene." Han kunne godt lide hende. Hun var sød og rar hvilket virkelig var noget som han brød sig rigtig meget om.
Derek vidste at det måtte være svært for hende, det var også derfor han var tålmodig som han var det. Han ønskede virkelig ikke at hun skulle falde og slå sig eller gøre dette for hurtigt sådan så hun ville komme galt afsted. nej, dette ville tage noget tid og det var tid som han gerne ville bruge på hende. Det var ikke svært for ham at holde fast i hende på denne måde og for at være ærlig så kunne han vel egentlig godt lide det. Det at hun måtte rødme ved sine egne ord fik Derek til at smile stort. "Jeg takker. Det er længe siden jeg har fået sådanne et fint kompliment fra en sød kvinde" fortalte han blidt og sendte hende et varmt smil. Han kunne virkelig godt lide det her, det var da sikkert! Han betragtede hende som hun prøvede at placere sine fødder rigtigt og han ventede blot på at hun var klar. Han vidste at det måtte være svært men hun prøvede at og det var det vigtigste. Hun sagde at hun var klar selvom hun stadig omklamrede ham rigtig meget. Han smilede og hjalp hende op. Hendes muskler skulle styrkes før det ville blive helt let for hende. Det var da sikkert. "Forsigtig, et skridt af gangen" påpegede han roligt og smilende.

[Deleted]

Indira var glad for at Derek var kommet dumpende, for det gav hende noget at smile af.. Og samtidig viste han også at det ikke var alle væsner på land, som ønskede at påføre hende noget ondt, hvilket uden tvivl var noget af det bedste af det hele. Smilet bredte sig på hendes læber. Direkte det faktum at blive kaldt for klog og intelligent, var bestemt ikke det som hun var vant til at høre i det hele taget. "Jeg takker mange gange for de fine ord. Blot er jeg vant til at blive kaldt dumdristig og barn," fortalte hun. Hun havde jo altid været nysgerrig.. hun havde jo altid ønsket at finde ud af verden og bare.. stille den brændende nysgerrighed. Selv var hun virkelig glad for at han var dukket op. Han var uden tvivl behagelig at snakke med, og det fik hende samtidig også til at åbne op, hvilket var en fornemmelse, som hun virkelig godt kunne lide. "Det er rart at blive mødt med den form for venlighed.. Det betyder meget for mig, at der er lyse ting at spotte, selv i dette liv.. her på land. Det er nemlig ikke hvad jeg er opdraget med fra havet, forstår du.."
Selv knugede Indira sig direkte ind til Derek, som han hjalp med at holde hende oppe. Det var ikke fordi at hun ikke kunne stå selv, for det kunne hun sagtens. Hun bed tænderne let sammen og nikkede så. Hun kunne ikke holde op med at smile. Det føles virkelig.... utroligt et eller andet sted.. pinligt, at hun var nødt til at stå der, som hun gjorde i denne stund, men hvad skulle hun da kunne gøre? "Du fortjener det da," sagde hun med et let grin, inden hun forsøgte at sætte fødderne rigtigt. "Okay.. jeg.. tror jeg har den nu.. Det her er virkelig pinligt.. undskyld," sagde hun med et let grin. Hun rettede sig en smule op og vendte blikket mod ham. At stå stille, det kunne hun jo godt finde ud af.. men at gå, var jo en helt anden side af sagen! Hun tog et let skridt.. hun kunne godt mærke, at hun slet ikke var vant til det her!

[Deleted]

Indira var fantastisk. Han kunne virkelig godt lide hendes personlighed. Hun fik ham til at smile så let som ingen ting og de ord som kom ud af hendes mund gav mening og var ret kloge hvis han selv skulle sige det og det var da også derfor at han valgte at skænke hende disse ord. Han smilede stort til hende og lod hovedet søge let på sned. "Man skal altid sige sandheden, det har jeg altid lært. Desuden så skal du huske at man kun er så gammel som man selv føler sig" sagde han roligt og kørte hånden igennem håret. Hun var virkelig behagelig at snakke med og det var virkelig noget som Derek han nød godt af. Det var da sikkert. Han lyttede til hendes ord. Hvad de blev lært i havet vidste han virkelig ikke da han aldrig havde mødt en havfrue før men det var da spændende. At de så ligefrem ikke fik noget godt at vide om landjorden var da en trist ting. "Jeg er ked af at det skal være sådan. Der er mange gode mennesker og ting heroppe, Indira. Vi er ikke alle voldelige og hårde og kolde væsner. Vi ønsker også fred, ro og kærlighed. Dog er der nogle rådne æbler i blandt, det vil jeg ej benægte." Han sendte hende et roligt smil og betragtede hendes skikkelse.
Derek kunne ikke andet end at smile sådan som hun klamrede sig indtil ham. Det var virkelig sødt at se hende på denne måde og han kunne da se at hun kæmpede en brag kamp. At hun synes det var pinligt kunne han ikke forstå. Alle skulle lærer i denne tilværelse og man kunne det aldrig fra begyndelsen. Hun skulle bare lære at gå og det ville tage øvelse. "Du skal ikke føle dig pinlig berørt, Indira. Alle skal vi lærer og alle kræver det øvelse før vi lærer. Det er det samme nu. Bare tag dig god tid" sagde han blidt. Han endte med at træde et skridt tilbage fra hende sådan så hun kunne gå mod ham og hvis hun så skulle falde ville hun falde ind i hans favn. Han kunne virkelig ikke andet end at smile. Hun var bare så fantastisk.

[Deleted]

Indira kunne uden tvivl godt lide at føre disse samtaler med Derek. Det var uden tvivl en skam, at han var en mand, som hun ikke var stødt på tidligere, for hun kunne uden tvivl godt bruge sådan en mand at være omkring. En som virkede til at ville forstå og ville lytte til hende, og ikke bare havde de ture under lagnerne som en undskyldning for at snakke med hende. Det var lidt det indblik hun havde i Tom for tiden.. så for hende, var det dejligt befriende. De kunne snakke.. Hun forsøgte at forstå, som han gjorde det samme, da de jo kom fuldstændig fra hver deres verden. Hun smilede let for sig selv. "Det er muligt, men det er hvad jeg er vant til at blive kaldt. Jeg er nysgerrig, Derek.. Jeg ønsker at opleve ting. Det er meget unormalt for min slags," fortalte hun. Det var vel derfor at rygterne om havfruernes undergang var gået? Folk troede ikke rigtigt at der var flere. De skulle blot vide.. Der var langt flere end hvad man nok gav udtryk for i den anden ende. Tungen strøg hun let over sine læber. Rådne æbler kunne man finde over det hele. Hun nikkede. "Du er en god mand, Derek.. Dig stoler jeg på.. Jeg.. jeg føler ikke at jeg kan stole på så mange andre.. Det er grotesk måske, men med det som jeg har oplevet så.. er jeg bare bange for, at det er noget, som vil komme til at ske igen," undskyldte hun sig roligt med, for det gjorde hende faktisk trist, at det var den slags tanker som hun gjorde sig.
Selv for hende, var det pinligt, at hun i en voksen alder skulle til at lære at gå, men derimod rigtig glad for, at han hjalp hende, og tog tingene på den måde. Hun grinede let for sig selv, da hun endelig havde fundet balancen, kun for at vende sig mod ham. Det var virkelig svært! Hun forstod ikke hvordan børn kunne finde ud af at gøre det her! "Jeg forstår ikke at I kan.. i så lille en alder.." Forsigtigt tog hun et skridt mod ham. Hun var vaklende.. men hun ville lære det! "Kan du gå længere bagud? Jeg.. jeg tror godt jeg kan," sagde hun denne gang langt mere selvsikkert, end hvad hun havde gjort tidligere. Hun ville virkelig gerne vise ham, at hun kunne!