I need some time

[Deleted]

Derek betragtede hende rolig. Det havde været forfærdeligt, bevares. "Døden var for mig ikke det værste. Det værste var at når jeg blev genoplivet fandt jeg ud af hvor meget verdenen egentlig var nået videre uden mig. Den kvinde jeg elskede var blevet gift og havde fået børn efter anden gang jeg døde hen. Det var virkelig svært. Efter 3 gang fandt jeg ud af at hun var død og borte. Jeg havde lovet at hjælpe hende men jeg kunne ikke være der. Det var det værste ved at vågne op igen" sagde han roligt og måske en smule trist. Lisa var stadigvæk i hans tanker. Han havde virkelig elsket hende og mindet om hende levede videre i ham. Han savnede hende, manglede hende. Han havde det forfærdeligt med sig selv over at han ikke havde kunnet være der for hende som han havde lovet. At Indira så blev mere forvirret af hans forklaring fik en lille later frem. "Jeg ved at det er forvirrende. Og måske en som mig heller ikke er den bedste til at forklare det. Jeg holdt op med at tro på gud for mange år tilbage." Hans søgen efter gud var ovre. Han behøvede det ikke mere. Han behøvede blot livet. Han nikkede roligt til hende. "Gud er en myte. Gud eksistere ikke. Ikke hvad jeg ved af i hvert fald. Selv har jeg aldrig hørt hans ord men nogen siger at de har." Han håbede på at det kunne pirre hendes nysgerrighed en smule. Han sendte hende et stille smil.
Hun lignede et helt normalt menneske med ben. Han smilede roligt og lod hovedet søge let på sned. Det var virkelig forundrende at hendes hale kunne forvandle sig på den måde. Han så hvordan hun satte sig og der var noget som slog ham. "Så når du bliver tør så mister du halen men hvad med dine ben? Kan du finde ud af at gå?" spurgte han nysgerrigt og betragtede hende yderligere. Hun var ret køn når nu han kiggede lidt mere efter. Hendes historie var grum. Han rystede på hovedet i forargelse og sukkede opgivende. "Nogle mennesker burde prøve på egen krop hvad de udsætter andre for. Det er virkelig horribelt at noget har gjort dette ved dig."

[Deleted]

Indira følte sig kun trist til mode ved hans fortælling. Tabet af folk som man elskede og holdt af, var uden tvivl noget som gjorde ondt, men derimod også noget som hun kunne relatere til. Hun havde jo selv mistet Dominico, som selv havde været en mand som havde taget sig utrolig godt af hende, og var den som havde reddet hende, da hun var endt med at blive udstillet i Peula, fordi at han havde søgt efter hende.. Hvor han var henne nu, vidste hun ikke, og tanken gjorde hende trist at skulle tænke på det. "Det.. det gør mig ondt, at du har mistet en som stod dig så nært til hjerte, Derek. Det er aldrig sjovt at miste og det gør ondt.." Hun vendte blikket let væk. Det gjorde hende trist, og så præget af sine følelser som hun var, så kunne hun kun dele hans smerte. At han ikke troede på en Gud, men derimod prædikede om det, var noget som fik hende til at vende blikket mod hans skikkelse igen. "Jamen.. jeg.. jeg forstår det ikke.. Du siger, at der ikke eksistere nogen Gud, men prædiker alligevel om at der skule være en?" spurgte hun forvirret.
Det var ikke nogen hemmelighed at en havfrue ikke kunne tåle at blive tør, og derfor blev de menneskelige. Under normale omstændigheder, skete det i den forstand at de kunne leve på land i et døgn, inden de ville være tvunget til at søge til vandet igen. På grund af alkymi havde hun ganske andre muligheder, for hun kunne være her, som hun havde lyst til. Hun nikkede til hans ord endnu en gang. "Sandt.. Når vi bliver tørre, kan vi komme op på land og gå.. når vi har lært det.. Jeg synes det er svært at gå og.. nej.. jeg kan ikke.." Hun vendte blikket mod ham igen. Ville han gøre hende ondt nu hvor han vidste, at hun i princippet ikke kunne flygte fra ham? Tungen strøg hun let over sine læber. Det var ikke fordi at hun havde været heldig med sin tilstedeværelse på land, og derfor havde hun uden tvivl også svært ved at stole på folk generelt. Hun trak vejret dybt. "Fortid er fortid, og jeg har naturligvis lært.. Mennesker og landlevende skal man være påpasselig med.... De slår ihjel.. piner og torturere for deres egen skyld.. Holder andre som slaver og i bur.." Hun betragtede sig af ham. Mange var brutale.. og derfor stolede hun ikke på nogen.

[Deleted]

Det gjorde ondt at miste dem man elskede og alle endte med at prøve det en eller flere gange i deres liv. Det var aldrig rart men det var nu en gang en del af livet. Han vendte et trist blik mod hende men smilede dog stadig. "Tak. Hun betød meget for mig men hun levede med den mand hun elskede. Hun var lykkelig til slut. Det er et sted det som er vigtigst for mig. Det at hun havde det godt selvom jeg ikke kunne være med hende betyder en hel del" prøvede han en smule opmuntrende men et sted var det nok mest henvendt til ham selv. Han var stadig ked af det over hendes død. Ikke nok med det så havde han mødt Syrena igen og nu kunne han heller ikke finde hende! Han var virkelig ikke god til at passe på dem han holdt af. Måske han bare skulle holde op? Hendes forvirring omkring alt det han fortalte kunne han godt forstå. Han grinede mildt og vendte sig mod hende dog uden at komme det mindste tættere på. "Det er svært at forklare Indira. En gang i mellem er jeg heller ikke selv sikker på at jeg ved hvad der forgår." Han sendte hende et blidt smil.
At hun så ikke kunne gå kunne han da godt se var et problem. Hun kunne ende med at komme til skade hvis de forkerte mennesker fik fat i hende. Det var i sig selv en ubehagelig tanke. Hovedet søgte let på skrå. "Det må være svært for dig at lærer at gå. Vi her på landjorden lærer at gå når vi er helt lille. Der er heller ikke så langt til jorden når man falder fra den højde" sagde han mildt og lod et grin undslippe hans læber. "Hvis du har lyst og ønsker det vil jeg gerne hjælpe dig med at lærer at gå." Han blev dog siddende. Han ville ikke rykke sig ud af flækken før hun sagde god for det. Han ville bare gerne have at hun var tryg. Tanken om at hun var blevet holdt i et bur gjorde næsten helt ondt. Det måtte være forfærdeligt at være fanget på den måde. Selv havde Derek aldrig prøvet det men det var heller ikke noget han ønskede, ikke for nogen som helst. "Dog er det ikke alle som er sådan. Du må ikke skære os alle over en kam."

[Deleted]

Indira vidste hvordan det var at miste nogen som man.. elskede og holdt af, for den havde selv hun oplevet, og derfor fandt hun det naturligvis trist, at han havde oplevet det samme. Hun vendte blikket mod ham. Han virkede nu heller ikke til at være farlig, men det var jo trods alt aldrig til at vide, og det var jo det som selv hun vidste. "Det er da altid en trist tanke, at miste nogen.. om det er til en anden, eller om det er til livet efter døden, så er det lige grotesk hver eneste gang. Så lang tid hun havde det godt, så er det vel også til det bedre, ikke sandt?" spurgte hun. Hvorvidt om det var noget som gjorde ham trist, kunne hun godt forstå, men.. det var jo bare at forsøge at komme over de tab. Det var jo selv det, som hun gjorde efter tabet af Dominic, også selvom det på ingen måder var nemt for hende, så tog man det bare stille og roligt, for ellers gik det da galt for alvor, og man blev forvirret.. præcist som hun følte sig lige nu og da særligt med tanke på alt det med Gud og alt det der.. Det forstod hun da slet ikke noget af. "Så det du forsøger at fortælle mig, er at du ikke engang selv er sikker på at der er noget? Det lyder godt nok forvirrende.." Hun grinede let for sig selv. Det var uden tvivl underholdende.
Indira var endnu ikke i stand til at gå, og hun vidste, at det var noget som kun gjorde hende ekstra sårbar, og det kunne hun ikke lide. Hun vendte blikket mod ham.. Ville han hjælpe hende? Ikke at det ville gøre hende noget, for det ville tvært imod kun gøre hende glad. "Jeg ved godt, at I lærer det som små børn.. og jeg må virkelig være imponeret over, at det falder Jer så naturligt.. Det gør ondt.. og man slår sig faktisk meget hårdt," fortalte hun. Hun vred nemlig ofte rundt på anklen eller faldt over sine ben! "Men.. hvis du vi.. så må du da meget gerne hjælpe mig." endte hun med en dæmpet stemme. Hun sendte ham et lille smil. Han virkede nu reel nok, men hun var stadig meget påpasselig, og det var hun skam også af en grund. "Det andet er svært, når man har oplevet så frygtelige ting." Hun vendte blikket forsigtigt ned.

[Deleted]

Det var altid en trist tanke at miste nogen som man elskede. Det var der vidst ingen tvivl om men det at Lisa havde haft det godt til slut havde virkelig betydet noget for ham om ikke andet. Hendes ord fik ham til at smile stille. "Du har helt ret. Det er forfærdeligt at miste folk, ligemeget hvordan man mister dem. Men jo, det var dejligt at hun var lykkelig også selvom det ikke var mig som gjorde hende det. Jeg har haft svært ved at komme over hende, det indrømmer jeg gerne. Jeg har haft det svært fordi jeg har skammet mig. Jeg lovede hende at jeg altid ville være der for hende og hjælpe hende og ..... så endte jeg med at dø. Jeg svigtede hende og det brød jeg mig ikke om" sagde han stille. Han prøvede virkelig at komme over tabet af Lisa og hans egen uduelighed. Det var bare svært. Det var der ingen tvivl om men han prøvede og han prøvede ihærdigt. Måske det også bare ville være nemmere hvis han faktisk havde en anden som kunne hjælpe ham med at fylde det tomrum der var i hans hjerte. At hun ikke forstod sig på det hele med gud forstod han udemærket. Hendes grin varmede og han grinede selv lidt. "Det er forvirrende. Da jeg mistede min tro tror jeg at jeg mistede evnen til at forklare hvordan det hele hænger sammen. Det beklager jeg." Han kunne godt lide hendes grin. Det klædte hende. At hun ikke kunne gå var en skam. Det måtte virkelig hæmme hende på land jorden. Han lyttede roligt til hende og nikkede. "Det er langt at falde når man er voksen. Derfor gør det ondt. Men jeg vil med glæde hjælpe dig med at lære det" sagde han mildt og strakte sig lidt. Han kunne godt forstå at hun var påpasselig. Det var hun vel også nød til at være et sted. Han vendte et roligt blik mod hende og lod hovedet søge let på sned. Han vidste at det kunne være svært at stole på folk og ikke skære dem alle over en kam når man havde oplevet mange dårlige ting. "Jeg ved at det kan være svært. Men ... Du kan starte med at prøve at stole på mig? Hvis jeg skal hjælpe dig med at lærer at gå skal du lade mig komme tættere på dig" sagde han forsigtigt. Han ville heller ikke presse hende til noget hun ikke havde lyst til.

[Deleted]

Denne mand virkede venligsindet.. Og det var noget som Indira godt kunne lide. At tabe en som man elskede og holdt af, var dog en tanke og en følelse som hun kendte i forvejen, og det var bestemt heller ikke fordi at den var særlig behagelig af den grund. Nu hvor det var sagt, så var det vigtigt for hende at forklare ham hvordan hun så på det. Døden var en afslutning i det her liv, men starten på et andet.. et som an selv ikke kunne være en del af. "Hvis hun havde det godt, så trøst dig med den tanke. Du gjorde hvad du kunne, og man kan ikke forvente andet. Skæbnen ønskede anderledes for dig, end et liv med hende," forklarede hun. Skæbnen troede hun på. Ikke alt det andet med gud og alt muligt, for det var virelig bare alt for forvirrende for hende. Det var slet ikke noget som gav mening for hende. Ting skete af en grund, og det var den tanke hun trøstede sig med. Hun smilede let for sig selv. "Hvis du ikke tror på denne Gud... hvad tror du så på?" spurgte hun. Denne gang var det mere en nysgerrig stemme som meldte sig ved hende, og det var sandt, at hun virkelig var nysgerrig. Nysgerrig på at finde ud af hvad slags mand han egentlig var.
At hun ikke kunne gå, vidste hun jo godt, var en problematik på landjorden, men det var svært for Tom at lære hende det, når han ikke rigtigt kunne se. Hendes muskler var bygget til en hale, og ikke til at holde balancen, når hun skulle gå fra A til B. Tungen strøg hun let over sine læber, inden hun vendte blikket mod ham igen. "Du vil gerne lære mig det..?" spurgte hun med en dæmpet stemme, idet hun igen vendte blikket op mod ham. Det betød uden tvivl utrolig meget for hende, og det erkendte hun gerne.. men at lade ham komme tæt på? Det var jo så straks en anden sag for hende. Hun vendte blikket ned mod sig selv. Han var en engel.. et godt væsen.. men hun vidste, at skindet uden tvivl kunne bedrage, om det var det. Hun valgte dog at tage chancen og nikkede. "... Okay," afsluttede hun, idet hun igen så mod ham. Han ville jo gerne hjælpe hende.. Så hvor slem kunne han da være?

[Deleted]

Derek ønskede virkelig ikke nogen noget ondt og da slet ikke denne kvinde. Han var facineret af hende, bevares, fordi han ej kendte meget til hendes race men han ville aldrig gøre hende noget eller tvinge hende til noget. Det var sikkert. Han lyttede til hendes ord og kunne ikke andet end at smile. Han nikkede roligt anerkende til hendes ord. "Du har så evigt ret. Skæbnen ønskede det ikke, det må jeg jo leve med. Det har gjort det nemmere for mig at hun var lykkelig. Så var det i det mindste ikke helt skidt. Nu handler det bare om for mig at komme videre som hun gjorde det den gang" sagde han roligt og sendte hende et varmt smil. Det var som om hun åbnede sig en smule mere for ham og det var i sandhed en dejlig fornemmelse. Hendes spørgsmål kom bag på ham et sted. han kunne høre nysgerrighedden i hendes stemme og smilet bredte sig automatisk på hans læber. "Hvad jeg tror på? Det er svært at sige. Måske tror jeg ikke på noget længere. Jeg har faktisk ikke tænkt over det længe for at være ærlig." Han vidste ikke helt hvad han ellers skulle svare. Han vidste virkelig ikke hvad han selv troede på for tiden?
Han ønskede at hjælpe hende, om ikke andet så ville det at hun kunne gå sikkert også gøre hende mere tryk på land og det var i sig selv noget han ville fortrække. Han sendte hende et opmuntrende smil. "Jeg vil gerne hjælpe dig med at lære det, ja" sagde han roligt og strakte sig en gang. Han hørte hvordan hun gav ham lov til at komme tættere på og han betragtede hende lidt før han meget forsigtigt kom på benene. Vingerne var gemt væk, det ville være for besværligt at have dem fremme hvis han skulle hjælpe hende. Han gik med rolige skridt hen til hende og satte sig på hug et lille stykke fra hende. Han sendte hende et varmt smil. "Du er sikker på at det er okay at jeg er dig nær? Jeg ønsker ikke at gøre noget som du finder ubehageligt, Indira." han mente det virkelig. Han ville meget hellere tage det i hendes tempo. Et sted havde de vel ikke travlt?

[Deleted]

Skæbnen ville som regel aldrig det, som man selv gerne ville, hvilket selv Indira have lært på den hårde måde. Det var ikke fordi at der var det store at gøre ved det, og selv hun måtte jo erkende, at det betød meget for hende at se ham smile, selv på trods af det tab som han havde lidt. Hun trak let på smilebåndet. "Jeg tænkte nok, at var samvittigheden.. Den er vi også kendt med under vandet. Skæbnen vil ikke altid hvad vi selv gerne vil. Hun døde lykkelig.. Du skal nok komme over det.. Finde en anden sød pige at leve dit liv med," forklarede hun med en rolig stemme. Måske at det var svært at se nu, men det var der, og det var vel også det som faktisk var det vigtigste? Hun havde en fornemmelse af, at han var en god mand.. en som faktisk ønskede folk det bedste, også fordi at han var sådan overfor hende. Hun smilede let for sig selv. "Alle har de brug for noget at tro på," sagde hun. Havde han gået rundt i sine egne tanker i så lang tid, at han ikke havde noget? Det var næsten en grotesk tanke i hendes øjne.
At han gerne ville hjælpe hende med at lære at gå, var uden tvivl noget som hun var glad for. Tanken om at han derimod skulle tættere på, var nok det som gjorde, at hun reagerede på den måde som hun gjorde. Hun var ikke meget for det, men.. hun kunne vel godt forsøge at stole på ham? "Det vil jeg virkelig værdsætte, Derek," sagde hun med en rolig stemme og med et let smil på læben. Hun blev selv siddende, da han kom tættere på hende. Hendes hjerte begyndte at slå fast mod hendes bryst alene ved tanken om det.. Ville han komme til at gøre hende noget? Hun håbede det ikke.. og alligevel var der noget ved det hele, som gjorde, at hun faktisk stolede og troede på ham. "Jeg... jeg er okay med det hele, Derek.. Det er okay.." forsikrede hun ham, selv da han var gået i knæ. Farlig var hun ikke.. men hun havde heller ikke en fornemmelse af, at han var, og det gjorde hende langt mere rolig.

[Deleted]

Han havde virkelig dårlig samvittighed, han havde efterladt alle han havde kendt op til flere gange fordi han ikke sat sit eget liv i ligeså høj stand som alle andres. Han ville hellere opgive sig selv for at lade andre leve. Han lyttede let til hende og kunne ikke andet end at smile. "Du har så evigt ret Indira. Samvittighedden er den som er sværrest at leve med. Men jeg skal nok komme videre. Som du selv sagde det, måske jeg ender med at tildele mit hjerte til en anden sød pige" sagde han mildt. Hun gjorde et eller andet ved ham. Indira påvirkede ham på en måde. Selvom han havde været modløs før så var det som om han havde fået modet lidt tilbage nu. Det var i det mindste noget. Hun gav ham en følelse af at der nok var håb et sted selvom han ikke altid lige kunne se det. At han ikke troede på noget længere var en anden side af sagen. Han rodede let i sit hår og sendte hende et blidt smil. "I øjeblikket er det svært at finde et holdepunkt at tro på. En gang i mellem er det en process som kræver andres hjælp for at opnå." Det var vel ikke meget galt. En gang i mellem havde man brug for andre for at se ting som var lige foran ens egen næse.
At hun ønskede hans hjælp gjorde ham glad. Derek havde altid levet for at hjælpe andre, det var vel også derfor han endte i det problemer som han gjorde. Han var en mand som elskede at hjælpe men han blev også umådeligt let forelsket i søde piger. Dog faldt hans hjerte aldrig for mere end en af gangen. Aldrig nogensinde. Han nikkede roligt til hende og sendte hende endnu et smil. Hun virkede til at være rolig nok med at han var i hendes nærhed men han ville alligevel være en smule varsom omkring hende. Han ville virkelig ikke gøre hende noget som hun ikke ville have. "Jeg skal nok være forsigtig, Indira. Det lover jeg dig" sagde han blidt. Roligt rakte han begge sine hænder ud mod hende med håndfladerne op ad sådan så hun kunne tage fat. Hvis hun skulle lære at gå havde hun brug for støtte og det havde han tænkt sig at give hende.

[Deleted]

Derek var uden tvivl en spændende mand med meget at berette om, hvilket var noget som Indira faktisk godt kunne lide, hvis hun skulle være helt ærlig. Smilet bredte sig let på hendes læber. Selvom et tab kunne være svært, så var det nok samvittigheden som var værst. Sådan havde det været for hende, da hun selv havde mistet hendes mor. Alt det som hun aldrig havde nået at fortælle hende. "Samvittigheden er det som præger det menneskelige.. Det er også det som skiller os fra dyrene.. har du nogen, du kan snakke med det om? Det plejer at hjælpe," fortalte hun med en rolig stemme. At det var svært alene var ikke underligt. Sagen var vel bare at et menneskeligt væsen ikke kunne klare tingene på egen hånd? At de havde brug for andre? Hun vendte blikket mod ham. Selv kunne det være spændende for hende, at få mere at vide om hvad det vil sige at være menneskelig.. og bo på land, når hun selv var så vant til at bo i vandet og de vaner og traditioner som holdt til der, for dem kunne hun intet spotte af her på land. "Alle har vi brug for andre omkring os og i vores liv. Du må jo sige til, hvis jeg kan hjælpe.. Nu hvor du også gerne vil hjælpe mig," fortalte hun med en rolig stemme. Noget for noget.. det havde hun da lært.
At Derek kom hende tættere på, gjorde hende ikke noget. Der havde endnu ikke været det mindste, som havde indikeret, at han var ude på at gøre hende noget, og det var også derfor at hun reagerede på den måde, som hun nu gjorde. Blikket gled mod ham, som han rakte hende hans hænder. Tungen strøg hun let over sine læber og nikkede så. "Jeg stoler skam på dig.." sagde hun, inden hun tog omkring dem og forsøgte at tvinge sig op på benene. Det i sig selv, gik ikke helt som hun havde håbet på, for hun kunne slet ikke styre sine ben!

[Deleted]

Derek fandt ligeså Indira utrolig interessant. Det var rart endelig at have nogen at snakke med og selvom hun var påpasselig så følte han alligevel at hun gav noget af sig selv hvilket kun var positivt. det var rart at snakke med hende, han følte at hun havde en hel del spændende ting at fortælle. Et mildt grin meldte sig på hans læber. "Desværre har jeg ingen at snakke med. De fleste som jeg kendte er døde og de få som stadig er i live kan jeg ej finde. Så indtil videre er jeg alene" sagde han roligt og lod blikket glide roligt ud over floden. "Men du har helt ret. Det hjælper meget hvis man ikke sidder med det hele selv." Alle havde brug for en anden til at hjælpe sig gennem de svære tider. Dem som påstod at de kunne klare alt selv løj for dem selv et sted. Han ville ønske at han havde nogen men den eneste han kunne komme i tanke om var Syrena og ikke nok med at han ikke kunne finde hende så var det også en anelse akavet at snakke med hende omkring hendes mor. Han sukkede en gang og smilede lidt. "Jeg takker men du skylder mig virkelig intet for min hjælp. Jeg hjælper med glæde, det er derfor jeg er her" sagde han let og smilede til hende.
Han kom tættere på hende og satte sig. Han ville gerne gøre det i hendes tempo men hun virkede nu som om hun havde det meget fint med at han kom hende nær. Han rakte hende hænderne og mærkede hvordan hun tog fat og prøvede at komme op selvom det ikke gik så godt. Han smilede let og hev hende op med sig da han rejste sig. Forsigtigt bukkede han sig og bukkede ned under hendes ene arm og støttede hende på den måde. "Bare prøv at stå op. Du er nød til at styrke dine muskler i benene til at støtte din vægt. Før du har gjort det kan du ikke gå" forklarede han roligt og holdt forsigtigt fast i hende.

[Deleted]

Indira ville gerne hjælpe denne mand. Uanset hvad det var der faktisk fik hende til det, så ville hun virkelig gerne hjælpe ham. Hun var påpasselig med sin fulde ret, for hun var virkelig bange for, at noget ville ske hende. At han havde mistet.. absolut alle omkring sig, gjorde selv hende en smule trist, for den tanke kunne hun faktisk slet ikke lide. "Skæbnen har i sandhed været imod dig, Derek.." begyndte hun dæmpet. At han så kunne smile og grine over det, var svært for hende at kapere i det hele taget. Tungen strøg hun let over læberne. "Vil det hjælpe, at have mig at snakke med om tingene? Altså... at finde noget at tro på igen?" spurgte hun direkte denne gang. Hun forstod ikke, at han ikke havde noget at tro på.. Det var man jo nødt til! Og hun ville virkelig gerne hjælpe ham. Han føltes oprigtig.. og den tanke kunne hun uden tvivl rigtig godt lide.
At Derek kom hende i møde gjorde faktisk Indira en anelse spændt. Det var jo ikke ofte, at hun faktisk mødte nogen nye mennesker og da slet ikke på denne her måde. Hun tog om hans hænder, som han rakte hende dem. "Der er virkelig ikke mange som dig i verden, Derek..Flere som dig, så havde verden uden tvivl været et bedre sted," endte hun med en rolig stemme, inden hun direkte kæmpede sig op på benene, som omgående begyndte at ryste under hende. Det gjorde hende faktisk.. nervøs at være så højt oppe, for det var virkelig højt for hende! Hænderne knugede direkte omkring hans, hvor hun næsten endte med at stå helt ind i hans favn, bare for at holde sig på benene. "Jamen.. jeg.. jeg forstår bare ikke, at det skal være så svært.." Tanken irriterede hende faktisk!

[Deleted]

At Indira var så påpasselig gjorde ham faktisk intet. Hun var nervøs for sin sikkerhed og det var der vel ikke noget at sige til. Havfolket var en race som folk næsten troede var en myte så mange, hvis de stod foran en, kunne finde på at gøre grimme ting. Det var i sandhed en trist tanke men han kunne ikke gøre meget ved det. Det eneste han kunne gøre var at være anderledes. Han sendte hende et let smil. "Det er sandt og det er ikke vigtigt. Det vigtigste er hvordan vi ender med at rejse os når skæbnen vælger at være god ved en igen" sagde han roligt. Han kunne virkelig ikke andet end at grine lidt over hans situation. Han var alene og han var virkelig ikke god til at være alene, det var en forfærdelig ting. At hun så måtte tilbude at han kunne snakke med hende kom bag på ham men det gjorde ham absolut også glad. Hovedet søgte let på sned og han smilede blidt til hende. "Det vil jeg ikke takke nej til, Indira. Det ville absolut hjælpe at have en behagelig kvinde som dig at snakke med." Han sendte hende et blidt smil. Hun var virkelig rar, det var en dejlig tanke.
Derek ønskede blot at hjælpe, ikke bare hende men alle. Han var så god og kærlig og han ville bare rigtig gerne gøre hvad han kunne. Han rakte hende sine hænder for at hjælpe hende op. Det var da det mindste han kunne gøre. Hendes ord varmede ham og et smil bredte sig på hans læber. "Det var sødt sagt. Jeg takker. Dog bliver verdenen først bedre hvis man har en at dele den med" sagde han blidt og betragtede hende. Hun havde virkelig svært ved det. Hun knugede sig til ham og det gjorde ham virkelig intet. Han lod armene glide blidt om hende for at hjælpe hende med at holde sig oppe. Han smilede blidt. "Selvfølgelig er det svært. Alle nye ting er svære. Du må have tålmodighed. Jeg skal nok hjælpe dig." Han ville gerne hjælpe hende og det var ligegyldigt hvor lang tid det tog.

[Deleted]

Indira var nu glad for at snakke med en mand som Derek. Han virkede oprigtigt, og det var en fornemmelse, som hun uden tvivl rigtig godt kunne lide. Smilet bredte sig svagt på hendes læber, også selvom det stadig var ganske neutralt, det var jo heller ikke fordi at hun direkte ønskede at gøre noget.. forkert, eller sige noget forkert, for hvad der var sket ham, var uden tvivl direkte tragisk. "Det er aldrig så skidt, at det ikke er godt for noget andet.. uanset hvor negativt et synspunkt man kan have på tingene," fortalte hun med en rolig stemme, da hun igen vendte blikket i retningen af hans skikkelse. Det var måske nemmere sagt end gjort, og særligt, hvis man havde været udsat for hvad han havde oplevet. Selv ville hun gerne snakke mere med ham. Han virkede som en god mand, og det var det som hun godt kunne lide. Hun grinede mildt. "Du smigrer mig, Derek.. Jeg kan lide dig og din varme person, så jeg vil hellere end gerne snakke med dig, om disse ting," fortalte hun ærligt.
Selv nu hvor hun var tæt på ham, kunne hun mærke hvordan det sitrede under hendes fingre. Selv var det svært for hende i det hele taget at kæmpe sig op at stå, hvor hendes ben også tydeligt rystede under hende. "Jeg mener det, Derek.. Du har en varm person, og du ønske at hjælpe andre.. Hvis bare flere havde været som dig.." endte hun med en sigende mine. At han lagde armene omkring hende, havde hun skam heller ikke noget imod. Det føles faktisk.. utrolig rart, hvis hun selv skulle sige det. Hun trykkede sig tættere på ham, bare for at forsøge at holde sig oprejst. Det var.. underligt, og der var langt ned pludselig.. og hun vidste ikke om det var noget som hun helt kunne lide. "Der er langt ned.." bemærkede hun med et lille grin. Det var egentlig ganske utroligt hvor meget.. tæt hun følte at hun var kommet ham.. og han havde jo heller ikke gjort hende noget.

[Deleted]

Derek kunne rigtig godt lide Indira. Hun formåede at få ham til at smile selvom han ikke rigtig følte at der var en grund til det. Han kunne godt lide at snakke med hende, hun havde et syn på tingene som et sted var rigtig forfriskende. Det var vidst godt at han var endt med at dumpe i floden lige her ellers havde han aldrig mødt hende. Han vendte de grønne i hendes retning. Hun havde jo så evigt ret. "Du er utrolig vis, Indira. Det håber jeg du ved" sagde han mildt. Det var helt klart ment som et konpliment. Det var ikke ofte man mødte folk der var så vise som hun. Det var en dejlig tanke et sted. Han kunne ikke lade være med at smile omkring hende, der var ikke noget der var så skidt at det ikke var godt for noget? Det havde hun helt ret i. Hendes ord varmene hans hjerte. Han lod hovedet søge let på sned. Hun var utrolig sød og behagelig at snakke med. Han ønskede blot at blive siddende her og snakke med hende mere og mere. "Jeg er vidst ikke den eneste som smiger her. Jeg takker for de fine ord. Jeg kan også lide dig og din personlighed, den er så lys og godhjertet. Det er meget forfriskkende." Han kunne ikke andet end at være ærlig overfor hende.
Han holdt hende oppe, det var let for ham for hun var ikke så tung. Han sendte hende et roligt smil og holdt hende bare. Han kunne mærke hvordan hendes ben måtte ryste under hende men det handlede om tilvending, ikke andet end det. Hun skulle vænne musklerne til at blive brugt på noget andet end at svømme og det ville tage tid. "Måske har du ret, og dog så er jeg glad for at der ikke er så mange som mig. Jeg kan godt lide at være lidt unik" sagde han med et lille mildt smil. Hun havde ret at verdenen sikkert ville blive bedre og dog så kunne han virkelig godt lide at være lidt anderledes. Hendes lille grin smittede omgående og selv måtte han grine let. "Det er der men jeg skal nok holde fast i dig så du ikke falder nogen steder hen" forsikrede han hende mildt.