I need some time

[Deleted]

Det var ved at være hen på eftermiddagen og solen stod varmt og stærkt på den store himmel over dem. Indira havde i dagens anledning mens Tom var på jagt, taget turen ud bare for at sunde sig lidt. Efter hans frieri havde hun virkelig haft brug for at tænke. Det gik hurtigt, og hun var bestemt heller ikke helt sikker på, om det var noget som hun i det hele taget kunne lide. Var det virkelig så naturligt at være så afhængig af et andet væsen? Hun brød sig ærlig talt ikke meget om det.
Med rolige slag med den store hale, søgte hun mod strømmen i den smukke flod som forsynede stort set hele Procias med det friske og rene vand. Hun måtte i sandhed sige, at hun godt kunne lide det sted her.. Det var langt væk fra alt og alle, og med hende og Toms hjem, som man kunne ane i det fjerne, så levede de faktisk også ganske trygt sammen. En tilværelse, som hun uden tvivl godt kunne lide.
Indira førte hovedet op over vandoverfladen. For hende takket være Nathaniel, så kunne hun komme og gå på land som hun havde lyst til, uden at skulle være direkte afhængig af at søge til vandet en gang i døgnet, hvilket var noget som hun uden tvivl var rigtig glad for. Det var befriende.. ingen tvivl om det. Hun søgte hen til kanten hvor hun så sig om, blot for at sikre sig, at der ikke var nogen, inden hun tog fat om stenen og tvang sig op, hvor hun satte sig. Halen og hendes skæl glimtede i det smukke lys af solen som stod højt oppe over dem. Procias var i sandhed det smukkeste land i sommerens tid. Det havde hun i sandhed måtte erfare.

[Deleted]

Derek havde ledt højt og lavt i Procias for at finde Syrena. Han kunne bare ikke finde hende og den tanke måtte virkelig fustrere ham noget så grusomt. Han sukkede stille mens han gik langs Livets flod. Han nød at gå langs den, det gav ham en form for ro i tankerne. Han lukkede stille øjnene og strakte de hvide vinger en gang. Det var længe siden han havde brugt dem. Han gik for det meste for tiden. Hans venstre vinge var stadig ved at komme sig efter at have været brækket. Han sukkede endnu en gang og lod de grønne øjne fange vandet. Det så virkelig behageligt ud. Måske han skulle tage sig en dukkert? Et lille smil kom frem på hans læber mens han blot fortsatte med at gå. Han kom til et buk i floden hvor den fortsatte rundt om en bakken og han fulgte den rundt. Her måtte hans blik fange et noget usædvanligt syn, en havfrue, på land? Hans tanker fløj igennem hovedet. Det var virkelig usædvanligt at se dem og især så langt fra havet. De var sky væsner og han havde i sit lange liv kun set to andre. Hans fokus var udelukkende på kvinden og han fik ikke set hvor han gik. Med et højt plask endte han selv i floden med fuldstændig gennemblødt tøj og gennemblødte vinger. Han sukkede stille men rejste sig ikke. Vandet var nu egentlig ret behageligt.

[Deleted]

Indira havde virkelig brug for at tænke tingene igennem, og det var selvfølgelig svært for hende at det var på denne her måde. Hvorfor og hvordan skulle hun da kunne tro noget andet end det? Svagt bed hun tænderne sammen, inden hun vendte blikket omkring sig. Hun vidste, at hun skulle være påpasslig med at være tæt på land uden at Tom var der til at passe på hende. HUn sukkede tungt. Tom havde for pokker valgt at fri til hende, uden at hun havde været i stand til at skænke ham de store ord, og det i sig selv, var jo noget som gav hende en hel del at tænke på.
Hendes tanker blev hurtigt afbrudt, da en skikkelse faldt i vandet med et kæmpe plask. Hun skreg næsten af rent chok, for hun havde på ingen måder set det komme. Hun så hurtigt op og med helt opspillede øjne, da hun vendte sig mod skikkelsen i vandet.. Næsten desperat så hun sig om. Hun vidste at havfruer i grund nærmest var et ukendt væsen for folk i denne verden, og sådan skulle det meget gerne forblive. Nu hvor han var i vandet.. hvor pokker skulle hun så tage hen?! Hun så kun en udvej.. næsten desperat trak hun halen op af vandet og begyndte at rive sig henover land, for at komme længere ned af bredden. Der kunne hun vel komme i vandet? Uden at ville komme i nærheden af denne mand? For han skulle ikke tæt på hende! Landlevende væsner var jo farlige!

[Deleted]

Derek var virkelig ikke en farlig mand. Han ønskede ikke at skade nogen som helst. Han sukkede stille mens han blot flød lidt rundt i vandet. Vandet var behageligt men de gjorde bare hans vinger så tunge. Han endte stille med at rejse sig op og kigge rundt. Kvinden på breden så utrolig skræmt ud over at se ham, hvilket han ikke fandt specielt besynderligt. Havfruer var ikke noget man så ofte og mange ønskede at fange dem for at studere dem. Han blafrede let med vingerne for at få noget af vandet af. Hans blik faldt på kviden som nu var begyndt at stikke af fra ham. Han sukkede og bed sig i læben. Han var altså ikke så farlig! Han kom op af vandet og gik roligt hen imod hende men stoppede et stykke fra dem. "Jeg gør Dem ikke noget frøken" sagde han roligt og betragtede hende. Han ønskede virkelig ikke denne kvinde noget ondt. Han var klart facineret af hende, hun var et væsen han aldrig havde mødt før og det i sig selv var spændende. Han forstod dog godt hendes frygt og ville ikke presse hende. Hvis hun virkelig ville stikke af fra ham ville han ikke stoppe hende. Han endte stille med at sætte sig ned hvor han stod sådan så hun måske ikke ville være så bange for ham.

[Deleted]

Frygten havde uden tvivl meldt sig i Indira da denne mand pludselig var kommet dumpende ned fra himlen. At der fandtes væsner som engle, var slet ikke en tanke som slog hende på noget tidspunkt, for hun var virkelig ikke god til det med de landlevende væsner. Det var nemmere med dem fra havet.. Der var nemlig kun et enkelt! Selv nu hvor manden befandt sig i vandet, så var det jo lidt det som blokerede hendes flugtvej, hvor hun direkte trak halen op af det, og søgte henover land istedet for.
At manden søgte efter hende, gjorde hende direkte panikslagen, for den tanke kunne hun da slet ikke rumme lige nu! At han så påstod at han ikke gjorde hende noget, fik hende dog til at stoppe op for et øjeblik, hvor hun vendte sig mod ham. At rode rundt der på jorden, var måske heller ikke det mest interessante eller bedste tricks for at komme derfra, men noget var hun jo nødt til at gøre. "Jeres slags gør ondt.." påpegede hun denne gang mere bestemt end hvad hun ellers ville have gjort. Sagen var vel at hun var.. bange? Hun var bange for at tro på folk, og særligt når hun havde lært på den hårde måde, at det snildt kunne komme til at tage hendes liv.. Hvilket hun slet ikke var det mindste interesseret i.

[Deleted]

Derek kunne da tydeligt se den frygt som havde meldt sig i denne her kvinde da hun havde set ham. Det var i sig selv en trist tanke, han ønskede hende jo intet ondt. Han vidste ikke meget om havfruer for han havde ikke brugt meget tid ved havet. Han dumpede lidt hårdt ned på jorden et stykke fra hende og holdt sig på afstand af vandet. Han ønskede ikke at hun skulle føle sig fanget. Hendes ord fik ham til at vende de grønne øjne mod hendes skikkelse. Det lod ikke til at hun havde været den heldigste person. Måske havde hun rendt ind i folk der havde gjort hende ondt før? Han sendte hende til stille smil go kiggede så ud over vandet igen. "Du har ret. Nogle af os på landjorden gør onde ting. Er der ikke også onde havfolk?" spurgte han roligt og begyndte at pille let ved et langt græsstrå som var ved hans side. "Jeg ønsker dig intet ondt. Hvis du ikke tror mig er du fri til at stikke af. Jeg kan ikke jagte dig. Våde vinger kan man ikke flyve med." Han vendte blikket ned mod græsstrået og var tav lidt før han valgte at åbne munden igen. "På den anden side kunne du også blive og lade mig vise dig at det ikke er alle væsner på landjorden som er onde og som gør ondt." han vidste godt at sandsyneligheden for at hun ville stikke af var størst men han ønskede at snakke med hende. Han brød sig ikke om at se noget se ud som hun gjorde det. Panikken som lyste ud af hende kunne han slet ikke få ud af hovedet. Hun havde intet at frygte her, det skulle han nok sørge for.

[Deleted]

Det kunne godt være, at der var onde havmænd, men det var bestemt ikke fordi at der var mange af dem, og hun havde jo trods alt også set hvor groteske folk i denne her verden også kunne være, og det var slet ikke noget som hun havde i sinde at gennemgå en gang mere. Hun havde nemlig tidligere brændt nallerne, og det var så sandelig heller ikke noget, som hun ønskede ud i en gang mere, hvis hun ellers kunne blive fri for det. Hun vendte blikket mod ham, da han endelig var stoppet op.. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst som aldrig nogensinde før. Svagt bed hun sig i læben. "Ikke nær så mange og ikke nær så groteske som I kan være..!" endte hun med en bestemt tone. Det var bestemt heller ikke nogen løgn i hendes øjne, men det var nu heller ikke noget som hun kunne gøre det mindste ved i den anden ende. Han satte dog alligevel tvivl i hende.. Han forekom hende nu heller ikke som truende for hende, men selv hun vidste, at hun skulle være påpasselig med hvad hun gjorde og hvad hun foretog sig, for ellers endte det da kun for alvor med at gøre ondt. Hun så ned af sig. Hun trak vejret dybt og så mod ham. Engle havde hun heller aldrig set før. "Jeg.. ved ikke hvilket væsen du er.. men det er komplet unaturligt at have vinger.. Du er jo ikke nogen fugl.." Hendes blik hvilede på hans skikkelse. "Og du vil love mig, at du intet ondt vil mig..?" spurgte hun forsigtigt.

[Deleted]

Derek kunne godt forstå at hun var varsom. Det var en god ting for han vidste at det hun sagde var rigtigt. Der var så mange onde mennesker og selvom de var i Procias så fik det onde alligevel sneget sig ind en gang i mellem. Han lyttede til hendes ord og nikkede roligt. "Det er rigtigt. Men der er også flere af os på land end i vand. Vi har et helt land fyldt med racer som kun er ude på dårligdom for andre. Dog er du i Procias og de fleste her prøver at gøre det godt for alle andre end dem selv. De ønsker at hjælpe og beskytte. Vi er ikke alle Groteske" Sagde han roligt og vendte blikket ud mod vandet. Han kunne nu godt forstå hende. Var havfolket ikke oprindeligt nede fra Peula? Hun måtte være langt væk hjemmefra. Gad vide hvad hun lavede her?? Han vendte roligt blikket mod hende. Hendes ord om at han var unaturlig fordi han havde vinger og ikke var en fugl fik ham til at grine mildt. Han sendte hende et blidt smil. "For mig er det unaturligt at have hale. Du er jo ikke en fisk, vel? Vi frygter en gang i mellem det ukendte, vi anser det for værende farligt. Jeg vil hellere lærer om det ukendte i stedet for blot at frygte det. Mit navn er Derek og jeg er en Engel" sagde han roligt og vendte blikket ud mod vandet igen. Det var nu egentlig en smuk udsigt der var her. "Jeg lover dig at jeg intet ondt ønsker dig. Jeg er ikke en person som er voldelig eller skader nogen for egen skyld eller for sjov. Jeg kan love dig at jeg intet ondt ønsker dig overhovedet."

[Deleted]

Det var ikke nogen hemmelighed at Indira ikke stolede på nogen. Der var ganske få individer som alligevel havde formået at snige sig ind i hendes liv, men mange af dem havde også forladt det igen. At hun så måtte befinde sig på et sted som var betegnet som godt, gjorde hende da lidt mere rolig. Hun blinkede med øjnene. "Så det du siger, er at du kan forsikrer mig om at der intet ondt vil ske mig her?" spurgte hun. Selv vidste hun at Tom var hjemme, og hvis hun skreg højt nok ville han sikkert godt kunne høre hende og derfor komme stormende efter hende.. Og det håbede hun sevfølgelig! Hun vendte blikket ned mod sin hale.. For hende, var det jo ganske naturligt at have sådan en. Derek? Egentlig et fint navn.. og det kunne hun godt lide. "Jeg har aldrig set en engel før.. Hvad er I for nogle? Bor I her..? Kan I flyve ligesom fuglene?" spurgte hun denne gang mere nysgerrig, da han havde fået hende til at falde bare en smule til ro.. En smule i hvert fald, selvom det uden tvivl var svært for hende. Hun holdt nu alligevel sin afstand. "Mit navn er Indira," sagde hun. Hvad hun var, var nok ganske åbenlyst hvis han kendte til hendes væsen.. mange betegnede dem jo stadig som en myte havde hun hørt. Uanset hvad det så end måtte være.
Derek ønskede hende ikke ondt.. Hun vendte blikket ned af sig. Var det ord som hun nu kunne stole på? "Så du vil ikke putte mig i en tank med vand, så folk kan se mig..?" spurgte hun direkte. Det havde hun været udsat for før i Peula.. og aldrig var det noget som hun ville igennem igen! Aldrig, aldrig igen!

[Deleted]

Det var vidst tydeligt at hun havde brændt nallerne mere end en gang og det var en trist tanke synes Derek. han kunne godt lide at lære nye mennesker at kende. Det gav et helt nyt indblik i forskellige menneskers liv og det kunne han godt lide. hendes spørgsmål fik ham til at vende blikket mod hende. "Jeg kan love dig at jeg ikke vil gøre dig noget ondt og jeg vil love dig at jeg vil beskytte dig så godt jeg kan hvis der skulle komme noget ondt men jeg kan ikke love dig at der intet ondt vil ske. Jeg er hverken synsk eller en kriger. Alt jeg kan love er at jeg vil gøre hvad som helst for at det ikke sker" svarede han roligt. Ligesom det var naturligt for hende at have hale var det naturligt for ham at have vinger. Han grinede mildt og lagde hovedet let på skrå mens han betragtede hende. Det virkede som om hun var faldet en smule mere til ro. "Engle er væsner som er sendt ned på jorden af Gud for at gøre gode gerninger. Engle er healere, vi kan heale mange sår. Vi kan ikke bringe de døde tilbage til livet men vi kan holde folk i live hvis vi ønsker det og er gode nok. Og ja, jeg kan flyve som fuglen. Når mine vinger ikke er våde altså." Hans grønne øjne hvilede på hendes skikkelse. Han var sikker på at hun var af havfolket. Han havde kun støt på en havfrue en gang før og det havde været et meget kort møde. "Du er en havfrue hvis jeg ikke tager meget fejl?" Indira? Det var et smukt navn. "Mig en ære at møde dig, Frøken Indira" sagde han roligt og smilede blidt til hende.
Hendes spørgsmål kom bag på ham. Det var virkelig ikke noget som han havde forventet overhovedet! Var det virkelig noget hun havde oplevet. "Hvorfor skulle jeg dog ville gøre det? Du fortjener at være fri som så mange andre. Nej sådan noget ville jeg aldrig gøre" svarede han forfærdet men dog en smule fast. Sådan noget kunne han virkelig aldrig drømme om at gøre!

[Deleted]

Indira havde uden tvivl brændt sig på det før, og særligt fordi at folk havde lovet hende, at de ikke ville udsætte hende for noget ondt.. og det var nu alligevel sket. Det var ikke noget, som nogensinde ville få lov til at ske igen! Han ville beskytte hende? Et sted var det ikke en tanke som hun forstod, for han kendte hende jo ikke ligefrem. "Hvorfor vil du beskytte mig? Hvad er det der kan ramme mig her? Er det virkelig farligt at være her..?" Pludselig rigtig mange spørgsmål som poppede op i hovedet på hende, uden at hun kunne stoppe dem. Hun vendte blikket ned af sig.. hendes hale begyndte at tørre, og selv hun vidste hvad det betød.. Det betød at hun snart ville få sine ben. Svagt bed hun sig i læben og vendte blikket i retningen af hans skikkelse endnu en gang. "Så... Det du prøver at fortælle mig, er at det er englene, som faktisk er sendt til jorden af..Gud? Hvem er det?" spurgte hun videre, da navnet i sig selv, virkelig ikke sagde hende det mindste.
Indira begyndte stille og roligt, at falde en smule til ro igen, selvom det stadig var meget påpasseligt, og særligt omkring ham. Hun kendte ham jo ikke. Hun nikkede mod ham. "Var det halen der afslørede mig? Også en.. glæde at møde dig, Derek," sagde hun med en rolig stemme, da hun igen vendte blikket mod hans skikkelse. Hun var allerede faldt langt mere til ro, end hvad hun havde gjort tidligere. Hun betragtede ham sigende. Han kunne ikke flyve med våde vinger? I hendes verden, var det virkelig noget mærkeligt noget, men så lang tid, at han kunne love hende, at der intet ville ske hende, så var hun egentlig ganske godt tilfreds. Hun havde bare brug for en Tom-pause.. Han var virkelig meget over hende i den her tid. "Den sidste der fortalte mig det, placerede mig i et glasbur i sin forretning.." fortalte hun. Bare tanken om det, gav hende myrekryb.

[Deleted]

Derek havde et stort beskytter instinkt, især overfor dem som ikke kunne tage være på sig selv. Det var bare sådan som han altid havde været. Han smilede let til hende. "Hvorfor ikke? Hvis jeg ikke kan hjælpe andre så er det ikke værd at forblive på jorden. Jeg ønsker blot at hjælpe. Af alle landende er Procias nok det mest sikre du kan være i og dog så kan her stadig være farligt. Du må aldrig glemme at det kan være farligt" forklarede han roligt og vendte blikket mod vandet. Det var længe siden at han havde haft en lidt mere rolig samtale med et andet individ. Det var faktisk utrolig rart. Handes spørgsmål omkring gud fik ham til at grine en smule. "En forklaring omkring gud vil være lang og jeg ønsker ikke at kede dig. Men det korte af det lange er at Engle kommer fra himlen, specifikt fra noget der hedder Himmeriget. Det er et meget lyst og fredeligt sted."
Jo hendes hale havde givet ham et godt bud. Havfolket var en race han aldrig rigtig havde haft noget med at gøre. Hans viden omkring dem var enorm lille i forhold til så mange andre af racerne. Hovedet søgte let på sned mens de grønne øjne studerede hende lidt. "Jeg har mødt en havfrue en gang før. Det var i Peula og det var et meget kort møde. Hvordan er du endt så langt fra havet, Indira?" spurgte han roligt. Han blev siddende hvor han var selvom hun måske var blevet mere rolig. Han ønskede ikke at skræmme hende på nogen som helst måde. Hvis hun ville tættere på måtte hun flytte sig tættere på. Han ønskede ikke at skræmme hende. Hendes historie gav ham gåsehud. Han bed sig let i læben og kørte en hånd igennem det brune hård. "Jeg er ked af at det er hændt dig. Ingen burde blive faget og udstillet på den måde."

[Deleted]

Indira stolede stort set ikke på nogen, så det at hun overhovedet lod sig sidde her og tage en samtale med et andet individ, var uden tvivl en meget stor ting for hendes vedkommende, for hun var virkelig ikke meget for det i forvejen. Hun vendte blikket mod ham igen. "Verden er farlig, og det ved jeg godt.. Det er noget som jeg har lært på den hårde måde.." Men gav det hende en grund til at stole på ham? Det var det som hun måtte finde ud af. Selve betegnelsen 'Gud' var fuldkommen ukendt for hende, og derfor fandt hun det da bare ganske naturligt at spørge ham. Hendes blik gled mod ham. "Så.. det er denne.. Gud der sender Jer ned på jorden? Det forstår jeg ikke," var den eneste kommentar der i det hele taget kom fra hendes side af. Det gjorde hende dog alligevel nysgerrig. Hun havde ingen anelse om hvad det ville sige at leve på landjorden, kontra hvordan det var at leve i vandet.
Selv var Indira ikke rigtigt i tvivl om, at det var halen som havde afsløret hende, så var det ikke noget som gjorde hende noget.. hun vendte kort blikket i retningen af den, som den begyndte at forvandle sig... skællen lagde sig alligevel om hende, som et let stykke stof.. og hun sad nu der, som havde hun været en ganske normal kvinde fra land. "Jeg er ikke så langt hjemmefra, som folk tror.." mumlede hun forsigtigt. Hun boede jo faktisk her i nærheden, selvom det ikke var noget som hun ville have at han skulle have at vide.. hendes liv i et glasbur havde ikke just været noget at prale af, og da slet ikke noget som hun ønskede at tænke yderligere over. "Jeg forstod heller ikke, at han kunne gøre det.. Det gjorde ondt på mig.." Det havde virkelig kvalt hende.. hun var et frit individ!

[Deleted]

Verdenen var virkelig ond og brutal til tider. Det vidste han også godt selv. Det lød som om at hun, ligesom han, havde oplevet verdenen på den hårde måde. "Du er ikke den eneste som har følt verdenens vrede på egen krop. Indtil nu har jeg været død tre gange. Jeg er blevet slået ihjel alle gangene og genoplivet igen. Verdenen er meget farlig" gengav han roligt. Han smilede roligt til hende ved hendes spørgsmål omkring Gud. Der var ikek mange som ikke kendte til konceptet. Det var lidt sjovt. "Gud er essencielt en myte lavet af engle og mennesker. Gud bliver anset som et guddommeligt væsen, alvidende. Han styre os alle og bringer folk til himlen i evig fred og lykke, hvis de har været gode og bringer dem til helvede til evig tortur hvis de har været onde. Gud kan ikke selv kommunikere med menneskerne og derfor blev Englene skabt. Englene bære guds ord fra gud til menneskerne for at hjælpe dem på vej mod himlen. Englene bor et sted der hedder Himmeriget og ligger i skyerne." Forklaringen var mere en myte end noget andet. Selvom han var en engel så havde han selv mistet troen på gud for mange mange år siden. Han havde opgivet at prøve at give denne verden mening. Nu skulle han bare leve og prøve at se om han kunne komme helskindet igennem.
Han vendte roligt blikket mod hende som hun begyndte at forvandle sig. Hun mistede halen og fik ben i stedet for. Hun lignede næsten et normalt menneske. At hun ikke var så langt væk hjemmefra valgte han ikke at kommentere på. Hvis hun havde et hjem i nærheden havde hun vel et sted hun kunne søge til hvis hun blev bange. "Jeg forstår ikke hvorfor nogen kan finde på at spære andre levende væsner inde. Jeg forstår ikke hvad man får ud af det. Det er forfærdeligt at være fanget. sagde han roligt og rodede sig let i håret endnu en gang.

[Deleted]

Indira vendte blikket næsten forfærdet i retningen af Derek ved hans ord. Han havde selv lidt døden? 3 gange endda? "Det.. det lyder virkelig forfærdeligt.." endte hun med en tydeligt forfærdet stemme, for det kunne hun da slet ikke lide. Let vendte hun blikket væk fra ham. Det var skam ikke fordi at hun nogensinde havde været udsat for noget lignende, men det var da alligevel.. forfærdeligt. Ved hans forklaring omkring Gud, forstod hun endnu mindre hvad det egentlig handlede om. Det var skabt af engle og mennesker, og alligevel havde Gud skabt englene? Det forstod hun ikke! Det var virkelig komplekst og mere end hvad hun lige kunne følge ham i. Let rynkede hun på næsen og rystede så let på hovedet af sig selv. "Det lyder.. forvirrende.. Jamen.. bor englene så deroppe?" Hun vendte blikket op mod himlen. Det var jo så langt fra hendes egen virkelighed, som noget overhovedet kunne komme, og det var nok også derfor at det var svært for hende i det hele taget at finde ud af. "Gud lyder som et.. komplekst væsen.. Ser han aldrig noget? Kommer han aldrig herned?" Igen vendte hun blikket mod ham. Hun var jo faktisk utrolig nysgerrig af sig, hvilket hun faktisk ikke kunne gøre noget for.
Halen forvandlede sig til to ben. Typisk når hun blev varm og tør. Hun samlede dem op under sig. Selvom hun havde ben, havde hun stadig ikke lært at gå, så hun blev faktisk bare siddende hvor hun var. Det var grotesk hvad hun havde været udsat for, men det beviste vel også en grund til at skulle handle og være så påpasselig, som det hun følte, at hun var? "Mit væsen ses ikke ofte.. for mange er det en myte.. uanset hvad en myte nu er.. så jeg blev en udstilling i Peula.." Hun vendte blikket mod ham. Det havde gjort hende trist, men hun var blevet reddet.. og nu forsøgte hun bare at finde sig til rette i et liv.. som et væsen fanget mellem land og vand.