You will now receive your punishment

[Deleted]

Jo længere tid Alexander hang i lænkerne, des mere afkræftet blev han, og han måtte jo faktisk erkende, at det virkelig ikke var behageligt. Hans hoved hvilede ned mod gulvet og med blikket hvilende på hans spidse tænder som lå på gulvet foran ham, istedet for at sidde i hans mund. Det gjorde ham vred, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre noget som helst ved det, og det vidste han jo udmærket godt. Han var vred.. alene det faktum at Denjarna lige så også havde truet Cassie, var da slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre, overhovedet!
Lyden af hendes hjerteslag lød endnu en gang, hvilket næsten automatisk tvang Alexander ud af den næsten dvælende tilstand. Han hævede blikket kun lige tidsnok til at se Denjarna træde ind i lokalet endnu en gang.. Endnu en gang til en omgang tortur kunne han forestille sig, men hvad mon tøsen planlagde at gøre mod ham nu? Han sank en klump, også selvom det bestemt heller ikke var fordi at han var bange for hende, for det var han da på ingen måde. Han havde bestemt ikke nogen grund til at skulle være bange for hende, og det var noget som han uden tvivl stod fuldkommen fast på, når det nu endelig skulle komme til stykket. Han knyttede næverne. "Du kan da virkelig ikke undvære mig, kan du?" endte han næsten kynisk. Han var ikke i kontakt med frygten.. nok snarere vreden. For nu kunne han da heldigvis ikke se nogen Cassie, så han gik da ud fra at hun havde formået at undslippe til nu, hvilket skam også var noget som betød ekstremt meget for ham, for han ville bestemt ikke have at hun skulle fanges i dette på grund af ham. Det var da noget af det sidste som han ønskede for hende i det hele taget! Hans krop sitrede.. han var uden tvivl præget af en voldsom sult, som han jo allerede på forkant vidste, at hun ikke ville stille.. og tanken gjorde ham arrig. Det her var virkelig en umenneskelig behandling!

[Deleted]

Synet af Alexanders hængende krop i fangekælderen var uden tvivl et syn, som frydede Denjarna. Det behagede den mørke del af hende, og hun måtte ærligt indrømme, at det var længe siden, at hun havde været i kontakt med den. Mørk var den dog ikke kun, som den var direkte psykotisk. En side, som hun havde tilegnet sig gennem mange års tortur. En psykose hun nu kunne lade gå ud over ham.. Hun smilte koldt til ham. ”Jeg morer mig skam over mine små besøg.. Jeg har så mange planer med dem, og fra dag til dag glæder jeg mig til at indvie dig i dem,” sagde hun ærligt. Endnu engang stillede hun sig op foran ham – lige bag hans tandsæt, som nu dekorerede gulvet så fint. Selv var hun yderst tilfreds med, at han aldrig ville kunne bide en igen. ”Fortæl mig noget.. Hvordan er det at være en vampyr, uden at være det alligevel? Jeres kendetegn er trods alt jeres tænder, og det er synd at sige, at du har dem længere.” Hun smilte ondt, inden hun sukkede teatralsk. ”Hvis blot du havde tænkt dig om, inden du havde gjort den fejltagelse..” En stolt vampyr var han. Derfor vidste hun, at dette var en pine for ham, og det var en tanke som hun nærede sig af. Miserabelt havde hun i sinde at gøre hans liv. Godt på vej følte hun også, at hun var, og især med de planer, som hun havde for ham. Han kunne også være tryg ved, at det ville blive værre og værre, og hvem vidste? Måske fandt han det ikke det værd til sidst? Hans lidelser påvirkede hende dog ikke spor.. Hendes blik søgte hans. ”Din opførsel med dine tænder er dog ikke din eneste fejltagelse.. Jeg vil indvie dig i en ny fejltagelse, som du har gjort, igen i dag og derefter straffe dig for den.”

[Deleted]

Alexander var slet ikke i tvivl om at Denjarna frydede sig over hendes besøg her på stedet, også fordi at hun vidste, at det var noget som gjorde ham arrig, for det gjorde det uden tvivl. Hans krop dirrede af den rene vrede alene bare ved synet af hende, men uden at han faktisk var i stand til at gøre noget som helst ved det. Han hadede det.. Han hadede det virkelig, og det lagde han så sandelig heller ikke skjul på. "Det er jo lige før jeg glæder mig til at se hvad du vil gøre ved mig i dag.." hvislede han med en fast og iskold tone, for det var jo sådan at han havde det. Hun skulle bestemt ikke have lov til at få ham ned med nakken! Ikke på tale!
Som Denjarna stillede sig ved hans tænder, kunne han vende blikket mod hendes ansigt istedet for. Det var efterhånden hårdt for ham at holde hovedet hævet, også fordi at han nu ikke havde rørt sig synderlig de sidste dage, uden at han egentlig kunne gøre alverdens ved det, hvilket nu heller ikke gjorde det helt bedre. Som hun henvendte sig til tænderne, gjorde ham direkte arrig. "Vampyren vil du aldrig kunne tage fra mig, selv på trods af at tænderne er en del af vores identitet.. Jeg har langt mere i ærmerne som gør mig til en værdig vampyr end hvad der ligger for dine fødder.." Han kneb øjnene fast sammen og vendte blikket vredt i retningen af hende.
Denjarna have planer, og det var slet ikke fordi at det var noget som Alexander faktisk brød sig særlig meget om, for han havde jo slet ikke nogen anelse om hvad pokker han havde i vente. "Fejltagelse?" endte han med en fast tone. Han kneb øjnene let sammen og knyttede igen næverne, da han forsøgte at vride dem fri også selvom han opgav stort set allerede inden han kom så langt, for han fik dem slet ikke fri... uanset hvor meget han så end forsøgte med det. "Og hvilken ny fejltagelse skulle det så være?" endte han med en ganske kortfattet stemme.

[Deleted]

Denjarnas hoved gled en anelse på sned, alt imens hun smilede sukkersødt til ham. Det var lige før, at han glædede sig til at se, hvad hun ville gøre ved ham? Se det var ord, som han hurtigt ville fortryde. Han havde nemlig tydeligvis ikke en ide om, hvad hun kunne finde på. Det i sig selv gjorde det kun endnu mere underholdende for hende. Han havde nemlig ingen ide om, hvor langt hun ville gå. ”Jamen så lad os nyde det sammen.. Bare rolig, det vil ske her inden længe,” sagde hun i en rolig tone. Hvor hun dog glædede sig til at løfte sløret for ham. Aldrig havde hun gjort noget lignende, men Alexander.. han fortjente det. Han og alle andre skulle vide, hvad der skete, hvis man lagde sig ud med hende. Det var nemlig ikke en kamp, som hun var bange for at deltage i. Morende trak hun på smilebåndet, som han helt mistede besindelsen. Det at være vampyr var måske mere, end at have to spidse tænder, men end ikke han kunne komme bort fra, at det betød meget. Hvis ikke han havde haft et stort problem med det, havde han ej reageret således. Hun tyssede på ham. ”Der er ingen grund til at hæve stemmen.. Jeg kan måske ikke tage vampyren ud af dig, men jeg kan fjerne så meget andet fra dig,” sagde hun hemmelighedsfuldt. Det var dog en hemmelighed som ville blive offentliggjort, inden for ikke så lang tid. Tænksomt tog hendes fingrer sig til hagen, mens hun betragtede ham. Han ønskede at få sin fejltagelse af vide? I så fald skulle han da også høre den. ”Jeg vil nu fortælle dig om et lille minde, som jeg har om dig,” sagde hun i en rolig tone. ”Det er mindst et år tilbage, men du burde huske det, selvom det ikke var mig du mødte dengang.. Som du meget vel ved hændte det, at jeg blev gravid med min forhenværende mand. Han var vampyr, og jeg var mørkelver.. Han valgte at fortælle dig det, og der valgte du at spille gud. Dette var en meget dum beslutning,” fortalte hun sigende, alt imens hendes sølvgrå øjne blev mere dystre at se på. ”Jeg ønskede måske ikke selv barnet, men det var ikke op til dig at beslutte, hvorvidt vi skulle beholde det eller ej. Du forsøgte dig dog alligevel og sagde, at dette barn ikke måtte blive en realitet.” Hendes blik søgte roligt fra hans ansigt til ned over hans bryst, hvor det til sidst fæstnede sig på hans underliv. ”Jeg har tænkt mig at sikre, at du ligeså ikke vil være i stand til at få et afkom nogensinde.”

[Deleted]

Alexander vidste jo at der var meget i vente, så han kunne jo lige så godt få det overstået. Selv på trods af at tænderne var taget fra ham.. hvilket faktisk føles ektremt underligt i munden, så var det bestemt ikke nok til at tage hele glæden ved det liv fra ham, for han var stadig et yderst stolt og stædigt væsen! Han kneb øjnene let sammen. "Jeg er slet ikke overrasket.. Du nyder det der en kende for meget," endte han kortfattet. Og hun regnede med at kunne agere som en retfærdig dronning? Der var på ingen måder noget retfærdigt i at behandle ham på den måde, som hun havde valgt at behandle ham på!
Ved hendes ord, blev Alexander om ikke andet, så mere bleg i blikket, end hvad han havde været til nu. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse, idet han faktisk endte med at hænge fuldstændig stille. Han vidste ganske vidst, at han havde ødelagt hendes glæde ved at blive mor, men hvad pokker havde hun regnet med, når hun var sammen med en vampyr af en mand? Han var underlagt regler! "Jeg gav Derick valget om at få barnet bragt bort, eller at omdøbe i ren respekt for at han netop valgte at fortælle mig det. Regler er regler!" Han knyttede næverne let. Selv havde han endnu ikke været så tæt på Cassie, fordi at hun var bange for det.. Uanset hvad, ville de aldrig kunne sætte børn til verden, men at nyde det intime og det sensuelle... det skulle hun under ingen omstændigheder få lov til at tage fra ham, og da let ikke på denne her måde! Han endte med at hvæse af hende.. fast og uden tvivl meget kraftigt. "Du kan lige vove på at komme så tæt på mig til at fjerne det! Hører du!" Han prøvede fast at rive sine ben til sig.. selvom han ærlig talt ikke havde styrken til det mere. Jo længere han hang der, jo svagere blev han.. og det at bevæge sig, var tungt.. Hans krop føles som var den tung som bly, og det gjorde ondt.. Det gjorde decideret ondt at bevæge sig!

[Deleted]

Om Denjarna nød at torturer Alexander en kende for meget? Selv mente hun at alt, hvad hun gjorde ved ham var passende. Hvis en udefrakommende derimod så på scenariet, ville vedkommende højst sandsynligt finde det sygt. ”Jeg vil tillade mig at tro, at du ville nyde det i samme dur, og hvis ikke mere, hvis vores roller var byttet. Derfor nyder jeg din pinsel på et helt passende niveau,” sagde hun med et køligt smil på læben. Selv huskede hun kun for godt, hvordan han selv havde ageret overfor hende, da det havde været hende, som havde været buret inde. Derfor tænkte hun ikke videre over hans ord.
Tilfredst blev Denjarnas blik, som Alexander endte med at hænge helt stille. Han var vel ved at finde ud af, hvordan det hele hang sammen? ..Og hvordan fremtiden ville komme til at se ud for ham. Hvis han nogensinde slap fri ville det højst sandsynligt være som krøbling. En tilstand, som hun vidste, at han ville hade.. og det motiverede hende kun endnu mere. Hun ønskede at ødelægge ham, som han havde forsøgt at ødelægge hende, og et sted havde det jo også lykkedes ham. På denne front havde han nemlig sprængt hendes fornuft og drevet det psykotiske frem, og derfor var det også hans egen skyld, at han befandt sig i denne position nu. ”Jeg er og har aldrig været underlagt dine regler. Jeg ville aldrig ødelægge mit barns liv ved at omdøbe det. Selv ved jeg, hvordan det er at gå ned ad den vej, og derfor ville jeg aldrig tvinge nogen ud i et sådant liv. Selvfølgelig er dette ikke noget, som du kan forstå dig på, da du er et simpelt bæst,” sagde hun i en afvisende tone. Hans regler kunne rende og hoppe.. Han kunne rende og hoppe. Forhåbentligt ville alt dette også munde ud i, at han ikke længere kunne besidde sin stilling. Som han begyndte at hvæse ad hende, mindede han hende helt om en arrig kat. Mindre farlig end en arrig kat var han dog, som han intet kunne gøre. Hun kunne gøre ting ved ham, uden han kunne gøre noget igen. En ganske berusende tanke, som hun i særdeleshed også udnyttede. Hun ignorerede hans ord, og helt ærligt.. troede han virkelig selv på, at hun ville lytte? ”Spørgsmålet er blot, hvor meget jeg skal tage..,” sagde hun tænksomt. ”Teknisk set behøver jeg kun at tage kuglerne for at forhindre, at du nogensinde kan formere dig.. På den anden side kan du stadig opleve nydelse, hvis ikke jeg tager det hele, og hvis jeg skal se ærligt på det, ønsker jeg ikke, at du nogensinde skal kunne opnå en form for nydelse.”

[Deleted]

Modstanden opgav Alexander allerede med det samme, for det var efterhånden gået op for ham, at det ikke rigtigt ville hjælpe ham noget som helst. Det var med en voldsom sitren i kroppen, og det var bestemt ikke fordi at han kunne gøre noget som helst ved det lige nu. Han brød sig bestemt ikke om at hænge der, og med den manglende energi, som han uden tvivl også godt kunne mærke, for det at bevæge sig blev faktisk ekstremt hårdt for ham efterhånden. Han kunne ikke sulte ihjel, hvilket nok var noget af det værste.. men derimod kunne han gå i dvale. På ingen måder det samme som at lade livet med værdighed! At svare hende blev selv en tungere og tungere opgave. Det krævede energi, som han selv var på kanten til at sige, at han slet ikke havde mere. "Du er rablende vanvittig.." Var hans eneste kommentar til hendes ord. Det var virkelig vanvittigt hvad hun havde gang i.
Reglerne gjaldt for alle vampyrer, og Alexander havde da om ikke andet, så haft den respekt for Derick til at give manden det valg, ganske enkelt fordi at han havde meldt det. De regler gjaldt sågar også for ham! At hun så derimod ville fjerne den manddom som gjorde ham til en mand, og samtidig fjerne det, som gjorde at han for alvor kunne komme tæt på en kvinde, var slet ikke noget som han ville have. De små vrid i protest, opgav han hurtigt.. Han kunne virkelig ikke komme nogen steder. Han vendte blikket direkte vredt i retningen af hende. "Det får du ikke lov til..!" endte han med en hvæsen. Hun tænkte højt.. og hun gjorde det med vilje! Han skulle nok få sin hævn, hvis han nogensinde kom fri fra det her sted! Alt andet kom da slet ikke på tale! Blikket gled ned langs hans egen krop. Han rystede.. manglede næring og havde ingen energi, samt at hun uden tvivl nød at torturere ham.. Han hadede det! "Jeg slår dig ihjel, Denjarna.. dig og alle du har kær..!"

[Deleted]

Om Denjarna havde overtrådt grænsen til det vanvittige, havde hun vel et sted. En hård tilværelse havde hun dog også haft, og derfor havde det vel også kun været et spørgsmål om tid, hvornår hun ville bryde sammen. Altid havde hendes liv været fuld af prøvelser, men det første hårde slag havde kommet, da hun havde været indespærret i adskillige år hos nogle dæmoner. Der var hun blevet tortureret på alskens måder, hvor hun også var blevet lagt i dvale, og dernæst var blevet vækket igen for endnu mere tortur. Det havde betydet, at det vampyriske havde taget over, som hun havde sluppet fri. ”Kommet” sig havde hun dog, men brudt sammen igen havde hun, da Alexander havde fået fat i hende. Derfor var det intet under, at hendes psyke nu var blevet revet i småstykker. Hans ord ignorerede hun dog.. Hun var ikke rablende vanvittig. Hun gav ham blot, hvad han fortjente, samt hun gav et signal om, hvad der skete, hvis man gik efter hende. Noget han højst sandsynligt ikke ville være i stand til at gøre igen. Hans næste ord var derimod ord, som hun kun kunne le af. ”Det får jeg ikke lov til? Og hvordan vil du helt præcis stoppe med?” spurgte hun ham i en hoverende tone, mens hun trådte tættere på. Hånden lagde hun på hans brystkasse. ”Jeg kan gøre med dig, som jeg vil.. Hvornår vil du forstå det?” Roligt trådte hun væk fra ham, hvor hun begyndte at gå over til det aflåste skab. Det skab der indeholdt alle remedierne, som hun havde i sinde at bruge på ham. At han igen truede hende på livet, fik hende blot til at se tilbage på ham med et ondt smil på læben. ”Jeg tror, at du har brug for en overraskelse.. Når jeg er færdig, finder du ud af, hvor meget jeg har taget af,” svarede hun ham blot, inden hun låste skabet op. Selv kunne hun ikke just sige, at hun nogensinde havde gjort noget i den dur før, og derfor måtte det blive interessant og se, hvordan det ville komme til at gå. Skabet fik hun langsomt bakset op, og som hun hurtigt fik set sig om i det, trak hun en dolk ud af skabet, inden hun vendte sig mod Alexander.

[Deleted]

Alexander blev kun mere og mere drænet for energi, jo længere tid han hang der. Han var en gammel en af slagsen, og dette gjorde det ikke just bedre for hans vedkommende. Hans krop dirrede af den rene vrede og rene raseri, uden at han egentlig kunne gøre det helt store ved det af den grund. At hun så igen kom ham i møde og vovede at komme i kontakt af ham, fik hans øjne direkte til at lyne.. Hvor vovede hun at lægge en finger på ham! Det kunne han da slet ikke have på nogen måde! "Du skal slet ikke lægge så meget som en finger på mig..!" endte han med en fast tone, også selvom han var klar over, at det nok var som snak for døve ører, for han kunne jo ikke ligefrem gøre alverdens ved det af den grund. Først da hun trak sig igen, slappede han en smule af, også selvom han var klar over hvad han havde i vente. Hans blik fulgte hende tilbage til skabet som hun låste op. Hendes ord gjorde det ikke ligefrem trygt for ham, for hun vidste end ikke hvor meget hun ville fjerne? Alene tanken om at skulle mangle det som gjorde en mand til en mand, var bestemt heller ikke en tanke som hun bifaldt noget synderligt, hvis hun skulle være helt ærlig. Hans krop dirrede.. Ja, et sted, så var det vel fordi at han faktisk var bange for hvad der skulle ske. Han kunne i hvert fald trygt love hende for, at når han engang kom ned herfra, at han ville slå alle ihjel som var omkring hende, for så at afslutte med hende til sidst! Han sænkede hovedet igen mod den dolk som hun fandt frem. Overraskelse? Han skulle bestemt ikke overraskes hvad angik det her! "Jeg slår dig ihjel når du mindst venter det, Denjarna.. Du vil aldrig se det komme.." Hans stemme var en klar advarsel i sig selv. Han havde virkelig ikke lyst.. Bare alene tanken om alt det som hun kunne tage fra ham, satte faktisk en frygt i ham.. Og han hadede det virkelig!

[Deleted]

Kolde blev Denjarnas øjne. ”Jeg skal ikke lægge hånd på dig? Det skulle du have tænkt over, dengang du burede mig inde!” svarede hun hadefuldt igen. Ja, dette var alt sammen resultatet af, at han havde indespærret hende. Intet havde hun gjort ham, men alligevel havde han gået efter hende. Uskyldig havde hun derfor været, hvilket man ikke just kunne sige om Alexander. Derfor havde hun det også fint med, hvad hun gjorde ved ham, for ellers kunne man ikke just sige, at dette var en normal opførsel fra hendes side. ”Du vil tage imod de straffe, som jeg pålægger dig, og du vil vide, at du gjorde en fejl ved at gå efter mig. Der findes ikke længere en udvej for dig.” Over til skabet gik hun, hvor hun fandt dolken frem. Den dolk, som hun ville kastrere ham med. Det var uden tvivl et drastisk indgreb, men han fortjente det.. Han havde ønsket at spille gud over for hende, som han havde ønsket at bestemme over hendes ufødte barn, og for det ville hun tage hans manddom. Hun gjorde, hvad hun havde sagt, hun ville gøre ved ham.. Hun ville tage alt fra ham. Hun havde allerede frataget ham, hvad der gjorde en vampyr til en vampyr. Nu ville hun fratage ham, hvad der gjorde en mand til en mand. Dolken holdt hun roligt i sin hånd, som hun sikkert bevægede sig over til ham. ”Hvem siger ikke, at jeg har drabt dig, inden du overhovedet kan nå at gå efter mig? Hvem siger, at du overhovedet kommer fri?” Roligt stoppede hun op, som hun kom helt over til ham. ”Du vil alligevel ikke ønske at leve, efter at jeg har haft fat i dig..” Hendes blik gled ned til hans underliv, hvor hun ligeså stille begyndte at knappe hans bukser op. Blot for at trække pinen ud.. ”Lad os så se, hvad en mand af dit ego har dernede.. Hvem ved? Måske vil det end ikke gøre en forskel, om du har noget dernede eller ej,” sagde hun med et kynisk smil, inden hun trak hans bukser ned, så de hang ham om knæene.

[Deleted]

Alexander stod fast på, at det som han havde gjort, var ting som han havde gjort af en grund, for så uskyldsren som hun ønskede at fremhæve sig selv som, var da slet ikke noget som kom på tale på nogen måde! Han krop dirrede af vrede, men også af den manglende energi, for den var der i allerhøjeste grad også! Han lod kort blikket glide i. "Du tror måske at du har overtaget.. Du vil hurtigt finde ud af, at verdenen forholder sig meget anderledes.." endte han med en fast hvislende tone. Han havde nemlig garderet sig. Han havde betalt en anden for at slå kvinden overfor ham ihjel, men det var trods alt heller ikke noget som hun havde brug for at vide lige nu.
Dolken som hun kom hen mod ham med, var det eneste som han havde for øje lige nu. Vampyren i ham havde hun været igang med at fjerne, og nu også manden? Hans krop dirrede virkelig. Han ville ikke være med til det! "For hver en ting du gør mod mig, des nærmere kommer du din egen undergang, såvel som dine nærmeste," advarede han fast. Han vidste nu at Salvatore måtte være iblandt dem, selvom det nu heller ikke gjorde ham noget. Han knækkede nakken på den mand næste gang!

I takt med at bukserne blev løsnet og sank ned til hans knæ, måtte det alligevel afsløre en veludrustet mand som da bestemt ikke havde noget at skamme sig over. Dog ikke noget som havde set en kvinde i frygtelig lang tid, ganske enkelt fordi at han havde ventet.. ventet på at Cassie ville gøre det med ham. Han vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. Han spændte allerede nu i hele kroppen. Han ønskede jo heller ikke ligefrem at det skulle ske. "Hvis du tror, at du er fredet som dronning af et land, så tager du fejl.. Hvad du gør mod mig.. kan jeg trygt love dig for også kommer til at ske med dig..!" Han vred i sine håndled. Han ville ned, og det kunne ikke gå hurtigt nok! Hun skulle bare ikke have lov til at gøre det!

[Deleted]

”Eller også vil du snart indse, at du langt om længe har mistet magten,” svarede Denjarna ham blot, som hun var træt af at høre på alle hans trusler. Denne tanke fik hende dog til at udvikle en ny ide.. Ja, der fandtes jo én måde, hvorpå man kunne fratage en mand talen. Berigende ville det desuden være, hvis hun aldrig skulle høre på hans stemme igen. Han lukkede trods alt aldrig noget godt ud alligevel. ”Desuden.. Hvis du ikke snart lukker noget fornuftigt ud, vil flere dele snart ryge,” sagde hun sigende, hvor hentydningen måtte være kraftig. At høre igen, hvordan han ville dræbe hende og hendes nærmeste, hjalp derfor heller ikke. Det kunne desuden ikke komme på tale, at han dræbte nogen som helst. Bukserne trak hun ned på ham, hvilket viste hende den del af hans krop, som hun skulle til at tage. Intet seksuelt følte hun ved synet. Han kunne desuden ikke vække nogen former for begær i hende, og snart ville han ikke kunne bruge sit begær på nogen. Det var uden tvivl en ekstrem ting, som hun skulle til at gøre, men fortjent det havde han også. Pludselig greb hun om skaftet på hans manddom og trak ud i den, ligeglad med, om det smertede ham eller ej. Ligegyldigt var det dog også at tænke på smerte nu, da den der ville komme om lidt var med garanti værre. Blikket lod hun kort strejfe hans ansigt, inden det gled ned igen, som hun pressede stålet mod kødet. Al menneskelighed tabte hun i disse sekunder, som hun mildest talt hverken følte eller tænkte i øjeblikket. Med fast hånd begyndte hun at føre sin hånd frem og tilbage. Sejt var det faktisk, og derfor måtte hun lægge pres på, som stålet skar gennem skaftet på hans manddom. Blod begyndte desuden at male hendes hånd og gøre det fugtig. Som hun blev ved, begyndte det ligeså stille også at plette det kolde stengulv. Stoppede gjorde hun dog ikke, som hun derimod fortsatte.. Hun fortsatte til kødet til sidst gav slip, og hun stod med det slapt hængende skaft af hans manddom, mens kun kuglerne var tilbage på ham.

[Deleted]

For frygtelig mange år siden havde Alexander stået i en situation, hvor folk faktisk havde været i stand til at fratage ham sin kontrol over tingene, og det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre på nogen som helst måde overhovedet. Når det nu endelig var sagt, var det faktisk bare vigtigt for ham at understrege, at han slet ikke fandt sig i denne groteske behandling! For det gjorde han da godt nok heller ikke! Han vendte blikket fast væk fra hende, idet han bare.. opgav modstand. Han vidste jo godt, at han ikke kunne fortsætte med det. "Du kan tage fra mig det som du har lyst til.. Det vil ikke frarøve mig lysten til at ende dit liv..!" endte han med en fast tone.
I takt med at hun kom ham i møde og bare.. trak hans bukser ned, så det hele kom til syne, brød han sig slet ikke om. Bare alene den følelse af at være så fastlåst, som det han var for øjeblikket, gjorde det bestemt ikke bedre. Han kunne ikke lide at være fastlåst i forvejen! I takt med at hun tog fat om hans manddom og nærmest strakte den ud, fik ham til at forsøge at vende sig væk. Hans ene ben trak han til sig, som var det et forsøg på at skulle sparke ud efter hende, selvom han slet ikke kunne. Han svarede hende ikke, også selvom han virkelig var fristet. Det kolde blad mærkede han, og det fik kun det hele til at stivne.. specielt da hun begyndte bare at skære igennem. Hans pupiller trak sig voldsomt sammen ved smerten som omgående meldte sig, for den kunne han så sandelig godt mærke, hvilket der ikke rigtigt var nogen tvivl om overhovedet! Skriget brød hans læber så fast og kraftigt, som han overhovedet kunne.. Blodet begyndte at løbe, hvor han gjorde hvad han kunne for at vende sig væk, dog selvom det var for sent. Hans hænder var så knyttede, at det kunne synes halvvejs ned af armene og tæerne så krummet, da hans manddom pludselig blev adskilt fra hans krop. "JEG SLÅR DIG IHJEL! JEG SLÅR DIG IHJEL!" hvæsede han med en fast og kraftig stemme, inden han igen begyndte at vride sig. Blodet løb ned af hans ben og ned på gulvet under ham.. blod som han havde brug for, for ikke at ende med at glide i dvalen hurtigere end hvad han ellers ville. Han skulle nok få taget hendes liv! Det blev hans livsmission fra nu af!

[Deleted]

Denjarna vidste udmærket godt, at hende og Alexander aldrig ville blive i stand til at komme overens med hinanden. Derfor fandt hun det komplet irrelevant at høre, at han for evigt ville ønske hende død. Det vidste hun nemlig allerede, ligesom hun meget lig helst så ham i graven. Dette var dog også gået hen og blevet en mulighed for hende i og med, at hun havde ham som sit gidsel. En tanke der kun kunne lune hende. ”Jeg kan tage alt fra dig, ligesom jeg kan tage dit liv,” sagde hun kortfattet. Hvorfor han ikke selv havde taget hendes liv, dengang han havde haft fingrene i hende, forstod hun vitterligt ikke. Hvis hun virkelig havde været ham en så stor en plage, hvorfor havde han så ikke fjernet hende fra denne verden med det samme? Det var et spørgsmål, som kun guderne måtte kende til..
At han ej brød sig om at blive udstillet på denne måde, var Denjarna ærlig talt ligeglad med. Desuden.. snart behøvede han ikke at føle nogen kvaler, da han snart ikke længere ville have noget at kunne fremvise. Det var også med den tanke, at hun fast begyndte at føre klingen over hans manddom for til sidst at … skære den af. Utroligt var det vel helt, at det kunne gøres så simpelt. Skriget der fyldte rummet prallede nærmest af på Denjarna, som hun til sidst endte med at stå med blodige hænder, et afskåret lem og en blodig dolk i hver sin hånd. Hun blinkede let med øjnene, som det måtte gå op for hende, at hun rent faktisk havde gjort det. Det var også med det, at hun endte med at smide lemmet fra sig, så det slapt endte ved siden af hans udrevne tandsæt. Det var også som det skete, at hun hørte hans råben: Jeg slår dig ihjel, jeg slår dig ihjel. De sølvgrå øjne, der næsten havde vundet et tomt skær, vendte hun mod Alexander. Sin ene blodige hånd løftede op foran hans ansigt. Rent faktisk så hans tungespids ville kunne nå den. ”Vil du smage?” endte hun med at tilbyde.. Kun fordi, at det kom fra det barbariske af, at det var blodet fra hans egen manddom.

[Deleted]

Alexander rystede af ren og skær vrede, for han kunne ikke styre eller kontrollere det. En ting var hans tænder, men hans manddom? Han brød sig slet ikke om at være så fastlåst at han ikke kunne røre ved sig. Synet af hans manddom som lå i hendes hånd, samt følelsen af at det løb ned af hans ben med blod, gjorde det ikke ligefrem bedre for hans vedkommende, og det gjorde ham vred.. Det gjorde ham virkelig vred og det kunne han så sandelig godt mærke. Ikke græd han, selvom han virkelig havde lyst til det.. Al den smerte som dette efterlod ham med, var ikke noget som han kunne gøre det største ved af den grund. Han vendte blikket mod hende, da hun holdt hans eget blot op foran ham. Det rev i ham, for det var næsten som om at få den næring og den energi, også selvom han vidste hvad blodet kom af.. og det var næsten det som var ham det værste.
Det var en kamp, men Alexander formåede at vende blikket fast væk fra ham, så han netop ikke ville lade sig påvirke af dette. Han forsøgte om ikke andet. Han holdt op med at gøre modstand.. Han hang kun mere slapt i lænkerne i takt med at smerten lige så stille måtte ophøre. "Jeg slår dig ihjel..!" endte han denne gang hårdt. Han knyttede næverne det som det var ham muligt. Hans blik gled ned i gulvet. Manddommen var næsten værre end hans tænder, men sammen var begge dele da direkte grotesk, for sådan noget havde han da heller ikke taget fra hende, og ej heller havde han haft nogen intentioner om at gøre lige så! Før nu om ikke andet. Det øjeblik han kom ned, det øjeblik, kunne han trygt love hende for, at verdenen ville se sort ud for hende! Ingen tvivl om det!