You will now receive your punishment

[Deleted]

Groteske var Denjarnas handlinger.. Ingen tvivl om det. Hun syntes blot at bryde med al fornuft, når hun stod overfor Alexander, og det var et tab, som hun ikke selv var i stand til at kontrollere. Det var hendes psyke for nedbrudt til.. Ødelagt var hun nemlig på visse punkter, men så var der også de punkter, hvor hun udviste en utrolig styrke, og det var de punkter der vægtede højest. Hans afskårede lem endte hun med at få kastet skødesløst fra sig, hvorefter hun tilbød ham sit eget blod. Ganske barbarisk i og med, at det stammede fra ham selv, og ikke kun hvor som helst fra kroppen.. Nej, det kom nemlig fra den manddom, som hun lige akkurat havde frataget ham. Hendes hoved gled en kende på sned, som han igen kom med en trussel. ”Shh,” tyssede hun blidt på ham, alt imens hun lagde sin pegefinger mod hans læber. Blidt strøg hun sin finger over hans læbe.. Helt paradoksalt i forhold til, hvad hun i øjeblikket sagde til ham. ”Du ved udmærket, at hvis du fortsætter med at gøre mig utilfreds, vil du fortsat miste flere dele, og til sidst vil der ikke være noget at tage af..” Hånden trak hun roligt til sig, inden hun gik en anelse ned i knæ, hvor hun greb om hans buksekant. ”Du tilsmudser jo helt mit gulv med al dit blod,”sagde hun sigende, inden hun valgte at trække bukserne op om livet på ham igen. Så.. nu kunne man ikke længere se, hvad der havde hændt.. Hvis blot man så bort fra det enlige lem på gulvet og den blodplet, som ganske snarligt ville vokse i hans bukser. Modbydeligt var det, men hun hægtede sig ved, at han ganske enkelt havde fortjent det. Desuden.. hvis ikke hun havde fået fingrene i ham først, tænk så, hvad han ville have kunnet gøre ved hende?

[Deleted]

Vreden boblede uden tvivl i Alexander, uden at han var i stand til at gøre noget ved det. Han var ophængt og fanget i en situation som gjorde, at han ikke bare sådan uden videre kunne komme ud af det igen. Det blødte og det sved.. og tanken om at det nu var taget fra ham, gjorde det ikke meget bedre. Ville han overhovedet overleve den torturkælder som han var havnet i? Hans blik faldt igen. Han truede hende på livet, udelukkende fordi at munden og tungen stort set var det sidste han havde, som han kunne virke truende med på den ene eller den anden måde. Hans hud var allerede på grund af manglende blod og energi, blevet langt mere askegrå end hvad han havde været til nu.
De røde øjne vendte hun direkte mod Denjarna da hun strøg fingeren henover hans læber. Han klemte øjnene let sammen, for ikke at ende med at bide sig fast i hendes finger istedet for. Han vendte blikket væk fra hende istedet for. Tabet af manddommen var uden tvivl større end tabet af hans tænder, og nu hvor det hele lå for øjnene af ham, uden at han kunne gøre noget ved det, irriterede ham groft! I takt med at hun alligevel gav ham bukserne på igen, måtte det svide som bare pokker hvor det afskårede lem skulle have været. Det var jo ikke healet eller noget, og det virkede heller ikke til at det ville.. han havde ikke energien til det. Det burde faktisk heale utrolig hurtigt ellers. "Lad mig gå.." Hans ord var knapt udtalende, så lave som de var.. men energien forsvandt jo ligesom, som varmen ud af et åbent vindue. Hans krop dirrede.. Hun havde gjort ham så vred, at han slet ikke kunne udtrykke det længere.. Og så var det altså virkelig slemt.

[Deleted]

Denjarna slap en glædesløs latter. ”Lade dig gå? Åh kæreste Alexander.. Du må have mistet fornuften, som jeg tog mandens kæreste eje fra dig. Jeg kan ikke lade dig gå, ligesom du ikke lod mig gå.. Husker du det? Jeg måtte selv slippe ud af min miserable tilstand. Du er selvfølgelig velkommen til at prøve at slippe fri, men helt ærligt.. Hvordan skulle du nogensinde komme ud på egen hånd, når du end ikke kan komme fri af lænkerne? Og at komme ud via hjælp kræver, at man er elsket af nogen, og så godt et selskab er du bestemt ikke,” sagde hun i en rolig tone, skønt hvert og et af hendes ord emmede af kulde. Nej, selv anså hun ideen om Alexanders frihed for at være ringe. Selv kendte hun ham ikke som en elsket person. Hun vidste kun, at han havde kvinden Cassie omkring sig, og end ikke hun syntes lykkelig omkring ham. Roligt greb hun om hans bluse, idet hun begyndte at tørre den blodige kniv af i stoffet. Ren skulle den trods alt være, inden hun lagde den tilbage i skabet, og i sin egen kjole ønskede hun bestemt ikke at tørre den. Hendes blik søgte hans. ”Men jeg kan se, at du er ved at være træt.. Jeg vil nu lade dig hvile indtil mit næste visit,” sagde hun, som om hun var venligt stemt mod ham. Det var dog ikke tilfældet, som det var hende der forårsagede hans afkræftelse. Desuden havde hun i sinde at fortsætte i den dur.. Hun ønskede at fortsætte til, at han til sidst ikke kunne mere. Væk fra ham gik hun, som gik tilbage til skabet, hvor hun hurtigt fik lagt dolken tilbage, inden hun låste skabet i igen. Hun nikkede mod ham. ”Til vi ses næste gang,” og med de ord greb hun om faklerne, inden hun igen lod den lidende Alexander tilbage i mørket.

[Deleted]

Alexander var nærmest knækket.. Tabet af hvad hun havde taget fra ham, den underholdning som hun tilsyneladende fandt i det at torturere ham på den måde, og det faktum, at han blev så drænet af energi, gjorde at han ikke kunne fortsætte med at kæmpe imod. Hun havde ingen intentioner om at lade ham gå.. Det kunne han da godt mærke på det hele, og det gjorde ikke ligefrem sagen bedre kunne man sige. Hans øjne gled let i, inden han igen tvang dem op og i retningen af hendes skikkelse. Hun havde da om ikke andet, så ikke været så fastlåst som det han var for øjeblikket. Han kunne da intet stille op! "Du slap ikke ud.. Salvatore ydede dig en nødvendig hjælp.." endte han med en kortfattet stemme. Stanken af magiker havde ligget i hele hans kælder, da han selv var kommet derned for at tilse hende, og lugten havde han så kunne genkende, da han selv var stødt på Salvatore.. man var vel ikke et dyr for ingenting.
Dolken som hun tørrede af i hans bluse, kunne han intet stille op med.. Han kunne faktisk ikke stille noget op med noget som helst. Hænderne knyttede han let igen. Træt var han uden tvivl ved at blive, men det var jo heller ikke fordi at han kunne gøre det største ved det af den grund. Ikke desto mindre, så ønskede han jo faktisk at komme ud.. komme hjem og så komme sig efter det her. Ledte de overhovedet efter ham? Savnede Cassie ham? Det lignede slet ikke ham at tænke den slags ting igennem, men i dette tilfælde, kunne han virkelig ikke lade være! Denjarna efterlod ham i mørket da hun tog faklen med, hvor han nærmest med det samme måtte give efter for en næsten søvnlignende tilstand. Han var virkelig, virkelig ved at blive afkræftet.

[Deleted]

..Døren til Alexanders celle baksede Denjarna op. Det var to dage siden, at hun sidst havde været her, og derfor var det også to dage siden, at hun havde frataget ham sin manddom. Et minde hun hurtigt blev mindet op, som hun trådte ind i rummet med de velkendte to fakler i hånden. Af ubehag rynkede hun på næsen, som det var stanken af hans rådende lem der mødte hende. En god udluftning kunne rummet i sandhed klare! Som hun trådte ind i rummet, ignorerede hun lige umiddelbart Alexander. Meget værd var han desuden ikke længere, som hun på relativt kort tid havde fået frataget ham mange kræfter. Underligt var det dog ikke i og med, at hun havde gået drastisk til værks. En strategi, som hun havde i sinde at fortsætte med, da hun bestemt ikke var færdig med ham endnu. Bestemt fortsatte hun videre over til den væg der var modsat Alexanders. Der strakte hun sig så godt, som hun kunne, alt imens hun stillede sig på tæer. Hvad hun rakte efter var låsen på nogle skodder, som sad øverst på væggen. ”Rummet her stinker jo..,” kommenterede hun sigende. Nærmest som om, at hun beskyldte Alexander for det. ”..Lad mig hjælpe med en smule udluftning.” Og med de ord fik hun puffet låsen op, og skubbet skodderne til siden. På et øjeblik bragede sollyset ind ad kælderrummet, hvor det landede direkte på Alexanders hængende skikkelse. Højlys dag var det. En konklusion som Alexander måtte nå frem til nu og lide over. Selv huskede Denjarna nemlig, hvordan hun selv var blevet udsat for sollys, dengang hun havde været fange blandt dæmonerne. Derfor vidste hun, hvordan sollyset kunne ætse en vampyrs hud og faktisk brænde den, hvis man blev udsat for det længe nok. Hendes kolde sølvgrå øjne søgte gennem rummet over på Alexander.

[Deleted]

Hvor lang tid der egentlig var gået, havde Alexander virkelig ikke nogen anelse om. Han havde mistet al fornemmelse af tid og sted. Det stank råddent, men end ikke det var noget som han kunne gøre noget med. Hans krop var nærmest askegrå da Denjarna kom ned igen, hvor det at hæve hovedet mod hende, end ikke var kræfter som han var i besiddelse af. Ikke så meget som en lyd kom der fra hans læber, selv da hun søgte om bag ham.. Han kunne jo ikke ligefrem følge hende med blikket uanset. Hans øjne gled i endnu en gang, også selvom det meget hurtigt var en handling som han fortrød idet at Denjarna fjernede skodderne for vinduet, og afslørede en højlys dag ude på den anden side. Lyset skar ham direkte i øjnene, samtidig med at han nærmest badede i solens kraftige stråler.. Igen med den brændende fornemmelse som lagde sig om ham, begyndte hans krop igen at ryste.. Det var som at blive kastet frygtelig mange tusinde år tilbage i tid til dengang han faktisk havde været et forsøgsdyr - for Nathaniel Diamaqima. Skriget brød hans læber voldsomt, idet at han ikke kunne komme væk fra solens stråler. Det her var slet ikke noget som han havde kræfter eller energien til!
I faste vrid, forsøgte Alexander at komme fri, så han kunne komme væk fra solens lys. "FÅ DET TIL AT STOPPE!" skreg han op med sine lungers fulde kraft, hvilket virkelig ikke var meget mere, for han havde ikke energien til at fortsætte. Store forbrændinger meldte sig på den hud som solen ramte, uden at han egentlig kunne gøre meget andet ved det, uanset hvor meget han forsøgte. Solens lys var han blevet udsat for selv dengang under Nathaniels hånd, og det var ar som han stadig den dag i dag måtte bære på bryst og mave.. så intenst som det havde været dengang. Han kunne virkelig ikke klare mere!

[Deleted]

Aldrig havde Denjarna forestillet sig, at hun nogensinde skulle torturere en, som hun selv var blevet tortureret. Foragtet det havde hun nemlig, som det havde ødelagt og tæret på hende. Alligevel syntes Alexander at leve helt om på hende. Hendes had til denne mand måtte nemlig betyde mere, end det hun var blevet udsat for. Ellers var det blot fordi, at hun nu havde fået samlet al sin had til sine tidligere tilfangetagere, og nu smidt det hele over på Alexander. Alligevel krøb det en smule inden i hende selv, som hun så til, men solens stråler brændte hans hud. Automatisk fik det hende til at køre sine fingrespidser over sine egne arme, da hun selv havde ar fra en sådan smerte. Hun løftede det ene øjenbryn. ”Gør det ondt? Det beklager jeg,” sagde hun med en falsk stemme, som det skam havde været med fuldt overlæg at åbne op for vinduerne ved højlys dag. Langsomt vendte hun sig mod vinduet igen, hvor hun uden hastværk lukkede skodderne til igen. Blot så han ligne nåede at få de sidste stråler med, inden hun lukkede det helt til. Hun tog en indånding, inden hun roligt vendte rundt. ”Jeg tænkte blot, at rummet kunne bruge en smule udluftning.. Det begynder efterhånden at lugte råddent herinde.” Med faste skridt bevægede hun sig over til den ene fakkel, som hun greb om. Selv vidste hun udmærket, at det havde været bedst at gøre dette med det samme, men tanken om at lade Alexander lide ved synet, havde været for fristende. Ilden førte hun over hans manddom, der lå tilbage på gulvet sammen med tandsættet, inden hun satte kødet i brand. Blikket lod hun glide over på den lidende Alexander. Hvor længe der ville være liv i ham, vidste hun ærlig talt ikke. Allerede nu kunne hun nemlig mærke, at der ikke var så meget tilbage i ham længere.. men hun manglede vel også kun at gøre en ting mere i det store og hele. ”Har du tænkt over, hvad jeg vil straffe dig for i dag? Det har jeg i hvert fald.”

[Deleted]

Den brændende fornemmelse var slet ikke til at stoppe igen, og det gjorde ondt! Skrigene brød fast og intenst Alexanders læber, så længe han badede i solens stråler. Store og åbne sår brændt sig ind i hans blottede ud og generelt over kroppen, hvor solens lys kom i kontakt med ham. Det var først derefter at hun så langsomt fik skodderne på plads igen, at han faldt nærmest slapt i hans lænker, som holdt ham oppe. Hans krop rystede af den intense smerte som han havde været udsat for, også fordi at det ikke var nyt at han blev udsat for det her. Det var ganske vidst mange år siden og helt tilbage til hans helt unge dage, at dette måtte være. Øjnene gled i.. Han var træt.. Han havde ikke energien, og han havde jo på den hårde måde fundet ud af, at det ikke hjalp at gøre modstand, for det gjorde kun ondt værre.
Alexander måtte blot se til, som hun satte ild til det, som hun havde taget fra ham. Den stank af råddent kød havde uden tvivl selv markeret for ham, at der ikke var noget at gøre for den del. Hans øjne var blodrøde af sult.. hans hud var grå og han rørte sig knapt.. Dvalen kom stadig tættere på, og specielt så lang tid, at hun fortsatte med at holde ham der, uden at give ham det mindste. Hvad hun ville straffe ham for nu, vidste han ikke, og han var ikke engang sikker på, at han overhovedet ville vide det.. Det eneste som han kunne konstatere, var at det her var langt værre end hvad han selv havde udsat hende for. Hun var hævngerrig..og det steg hende uden tvivl til hovedet nu. "Du har vel snart gjort op for hvad jeg har gjort..?" Hans stemme var dæmpet.. Han havde virkelig ikke energien til meget mere, og han kunne jo mærke det. Hun drænede ham virkelig for alt hvad han havde!

[Deleted]

Det var uden tvivl noget af et hævntogt, som Denjarna var endt på. Uheldigvis for Alexander, var det ham som det gik ud over. Hendes blik faldt på hans skikkelse, som hun havde fået lukket vinduet i igen, samt sat hans lem i brand. Skønt det kun havde været i sekunder, kunne hun allerede se, hvordan solen havde forårsaget skade på hans ansigt og arme. Utroligt var det helt, hvor hurtigt det virkede, og at man kunne være ”allergisk” overfor solen. Dog kendte hun alt til det, som hun desværre også havde haft en lang periode som vampyr. Roligt stillede hun sig hen foran ham, alt imens hun endnu holdt faklen i sin hånd. Han mente, at hun snart burde være færdig med ham? Det var vel nærmere ønsketænkning fra hans side, samtidig med, at det var et svaghedstegn. Et tegn på, at han ikke kunne holde til meget mere. Tanken om at skulle have nedbrudt selveste vampyrfyrsten, måtte hun helt anså for at være en sejr. ”Forkert.. så du ved det ikke? I så fald vil jeg gerne løfte sløret for dig.. Jeg er trods alt ikke et monster, som straffer dig hæmningsløst. Nej, der er skam en mening bag det hele,” sagde hun sigende. ”Lad mig fortælle det således.. Kvinder nyder ikke, når mænd begår overgreb på dem. Det vil sige, at jeg ikke nyder at blive raget på, når ikke jeg selv har ønsket det. Jeg mindes, at du befamlede min krop, dengang du havde mig i den kælder og derfor er mit spørgsmål.. Hvad foretrækker du? Højre eller venstre hånd?” Skiftevis søgte hendes blik til hans hænder. Højre eller venstre? Ja, det kunne vel næsten være irrelevant. Hun regnede trods alt ikke med, at han nogensinde ville komme til at bruge den tilbageblevne hånd alligevel.

[Deleted]

Alexander havde været tæt på dvalen før, men aldrig havde han været udsat for noget lignende! Aldrig nogensinde! Den brændende fornemmelse kunne han så sandelig godt mærke i stort set hele kroppen, som have han badet i det klare sollys, og den tanke kunne han da bestemt ikke have! Havde han haft energien, så havde modstanden uden tvivl også været det større, men det var ikke noget, som han kunne gøre noget ved lige nu. Hans krop dirrede.. hvad han dog ikke ville gøre for at komme ned og komme hjem efterhånden. Denjarna var da om ikke andet, så kommet derfra med sin krop indtakt! Hendes ord gjorde det ikke ligefrem bedre for ham.. Næsten automatisk måtte han knytte sine hænder, for han kunne da slet ikke have den tanke om at skulle miste flere dele, bare fordi at hun følte sig uretfærdigt behandlet dengang! Hovedet faldt igen. Han kunne knapt holde det oppe af den manglende energi. Selv personligt brugte han jo højre til stort set det hele, så skulle han endelig vælge en, så ville han da helst af med venstre.. men han ønskede selvfølgelig ikke at komme af med nogen af delene! Folk kaldte ham et bæst? Hun var da værre end hvad han var! "Du er et hævngerrigt bæst, Denjarna.. Lad mig komme ned.." Igen vendte han de helt blodrøde øjne mod hende, som blot understregede den brændende sult som han havde i krop og sind. Han kunne virkelig ikke styre det længere!
Alexander vendte blikket væk fra Denjarna ved tanken om hvad hun nu havde tænkt sig at gøre ved ham, for det var bestemt ikke noget som gjorde sagen meget bedre af den grund. Han tænkte på Cassie.. den krøbling hun ville få hjem, hvis han da overhovedet kom hjem igen. Han begyndte ærlig talt at tvivle på det. "Få det overstået.." bed han hende endelig af. Uanset hvad han gjorde, havde hun jo uanset ikke tænkt sig at stoppe, og det vidste han jo også godt. Han spændte igen i kroppen. Han vidste ikke hvor meget mere han kunne klare. Han havde ikke energien til at fortsætte!

[Deleted]

Om Denjarna var et hævngerrigt bæst? Givet vis var hun vel.. Hun var blevet til det, som folk havde gjort hende til. Højst sandsynligt fortrød han også nu, at han nogensinde havde tænkt på hende.. eller også bebrejdede han blot sig selv for ikke at have slået hende ihjel, dengang han havde haft chancen. Personligt var hun ganske tilfreds med dette, da det betød, at hun nu kunne stå som vinderen.. eller måske var vinder så meget sagt, når nu hun var blevet drevet så langt ud. Hvad hun blev ved med at fastholde var dog, at han fortjente det.. ”Jeg er måske, hvad du beskylder mig for at være, men hvis skyld er det ikke også? Du har selv puttet dig i denne situation.. Du havde højst sandsynligt ikke forestillet dig, at det kunne gå så vidt for dit vedkommende, men selv de ældste kan endnu blive overrasket,” sagde hun sigende. At han derfra vendte på en tallerken og sagde, at hun blot skulle få det overstået, fik hende til at trække kynisk på smilet. Han sagde måske ikke, hvilken hånd han ville undvære, men han havde derimod endelig forstået, at det hele foregik på hendes præmisser. Bedre sent end aldrig, men så kunne han også snart få fred.. ”God dreng,” svarede hun blot, inden hun vendte ryggen til ham, for at stille faklen ved væggen. Dernæst bevægede hun sig igen over til det efterhånden velkendte skab, der indeholdt alle de remedier, som hun brugte på ham. Igen åbnede hun skabet og denne her gang fremdrog hun en … økse. Tung var den i hendes hånd. Vant til at bære våben var hun ej heller, men alligevel måtte hendes mission give hende kræfter. Langsomt bevægede hun sig over til Alexander igen. Øksen var nok det mest ”barmhjertige” hun kunne bruge på ham, da klingen på den og dets vægt bedst ville kunne skære igennem en knogle. ”Bare rolig. Jeg skal nok vælge for dig,” og med de ord svingede hun øksen så godt, som hun kunne, hvor hun sigtede efter hans højre håndled.

[Deleted]

Ene og alene, kunne Denjarna bestemt ikke give Alexander skylden for at være endt hvor hun var nu. Han var bare den som det hele skulle gå udover. Det var vel efterhånden gået op for ham, at han havde set det sidste til Cassie, og at han aldrig nogensinde ville komme hjem igen? En tanke som faktisk gjorde ham trist.. men han kunne jo intet stille op, sådan som han hang der lige nu. Han knyttede næverne ganske let. Han havde efterhånden opgivet modstand.. Det gjorde kun sagerne meget værre. Øjnene gled i endnu en gang.. Han ønskede snarere bare at det hele skulle ophøre. "Det er ikke alene min skyld," afviste han med en mere fast tone. Meget kunne hun bilde ham ind, men bestemt ikke det! Han bed tænderne let sammen og lod blikket følge hende, frem til hun tog øksen i sin hånd. Han kunne jo intet stille op alligevel. God dreng? Han gjorde det bare nemmere for sig selv, og det var uden tvivl også det eneste, som hun var ude på i denne situation.
Alexanders krop begyndte igen at sitre. Smerten var virkelig ulidelig, og han kunne virkelig ikke rumme mere! Han kommenterede dog ikke hendes ord, inden hun alligevel gjorde hvad hun kunne og svang øksen direkte mod hans højre hånd. Den ramte. Smerten skød direkte igennem ham, hvor han kom med et halvkvalt skrig.. svinget og kraften som var lagt i det, var ikke nok til at fjerne hånden fra resten af hans krop, men derimod nok til at lave et blodigt indhug i hans håndled. Fingrene kunne han ikke knytte.. og den begyndte at ryste som resten af ham. Han klemte øjnene let sammen. "F-Få det overstået!" endte han endnu en gang. Højre hånd var endda den som han brugte normalt, og den tog hun lige så fra ham. Det blødte heller ikke meget.. så meget blod havde han heller ikke tilbage i systemet.. Hun havde virkelig drænet ham!

[Deleted]

Nej, det var ikke alene Alexanders skyld, at Denjarna var blevet drevet så langt ud. Dog havde hans straf nærmest været forventet, da hun også havde dræbt sine forhenværende tilfangetagere. Dem havde hun dog dræbt langt mere humant, da hun dengang havde været en udsultet vampyr. Dengang havde hun nemlig dræbt dem på et øjeblik, som hun blot havde drænet dem for deres blod. Med hensyn til Alexander havde hun dog haft langt mere tid, samt havde været under bedre omstændigheder til at planlægge, hvordan hun kunne straffe ham. Det var også den staf, som hun nu var i fuld gang med.. Som hun svingede øksen over hans håndled, endte det desværre ikke som ønsket. Øksen havde dog også været tungere, end hvad hun egentligt havde håbet på. Selv mærkede hun, hvordan det måtte syde i hendes arme, alt imens hun betragtede hans blodige indhug i håndledet.. Få det overstået? Han tiggede hende om at tage hele hans hånd. Det var vel også det mest venlige at gøre når nu hun var gået i gang.. En ny tanke slog hende, og hun slap pludselig øksen der faldt til jorden. Med bestemte skridt søgte hun tilbage til skabet, hvor hun greb hun greb om en spids pæl, der måtte have samme længde som fra hendes albue og til hendes hånd. Med hastige skridt bevægede hun sig tilbage til Alexander. Tænderne bed hun sammen, som hun i en bestemt bevægelse lod pælens spids åbne op for såret på sin håndflade, som ellers endelig havde lukket sig. Ved det første tegn på blodperler der dryppede frem, pressede hun sin håndflade mod hans læber, så han denne her gang var tvunget til at drikke, hvad hun tilbød ham. ”Her.. Drik mit blod. Styrk dig på det.”

[Deleted]

At hugget i hans håndled ikke gik som forventet, kunne Alexander så sandelig godt mærke. Smerten bredte sig endnu en gang i hele hans krop, hvor han direkte tiggede hende om bare at få den af, for det andet var da virkelig umenneskeligt, og det gjorde det bestemt heller ikke ligefrem bedre for ham! Det var ikke meget blod der kom frem fra det åbne brud og sår i hans håndled og hånden såvel som resten af ham, som kraftigt begyndte at ryste. Blod havde han stort ikke i kroppen mere, som selv bare ønskede at give efter for det hele. Han regnede slet ikke med at komme hjem.. Han regnede med at dø.. At det her faktisk skulle være hans endelige nu.
At Denjarna så derimod sænkede øksen, gjorde det kun værre.. Hvad pokker ville hun da nu?! Det våben som hun kom tilbage med, men ikke brugte på ham, men derimod.. på hende selv til at skære op i sin håndflade igen, så kunne han omgående mærke hvad den duft af hendes blod gjorde ved ham. Tænderne endte han med at blotte, også selvom de spidse var revet væk fra ham, så var dyret jo ikke ligefrem! At hun så direkte tvang det mod hans læber, var ham en fristelse, som han ikke kunne stå imod. Tungen stak han frem, kun for at fange de dråber som han kunne få fat i, i hendes håndflade. Selvom det bestemt ikke var meget, kunne han udmærket godt mærke hvilken virkning det havde, da det pludselig gav hans mave noget at arbejde med. Hans krop dirrede og sitrede alene ved følelsen af det, og det var uden tvivl noget af det bedste, som han længe havde oplevet. Hvorfor hun gjorde det, kunne han ikke gennemskue lige nu.. ikke før han vred let i håndleddet og smerten igen skød igennem ham. Han bed tænderne kraftigt sammen og forsøgte dertil at vende blikket væk. Hun skulle ikke have lov til at trække hans pine ud!

[Deleted]

Alle Denjarnas handlinger var en del af en større plan. Først og fremmest var der det at indespærre ham.. Det at være buret inde fik nemlig en til at føle sig som et dyr.. Man var alene, man var aflåst, og i Alexanders tilfælde også låst fast. Man havde ganske enkelt ikke nogen fri vilje. Det næste træk var at nedbryde hans psyke og hans fysik. Dette fandt både sted gennem ord og brud på kroppen.. Der var hendes lange taler, der beskrev, hvad han havde gjort galt, og hvad der nu skulle ske, samt trusler mod hans private liv. Dette gjorde, at kroppen til sidst måtte opgive. Det andet sidste træk var at give ham lidt igen.. Give ham nok til, at han igen fattede en smule mod, hvilket førte frem til det sidste træk.. At rive tæppet væk under ham.
Denjarna fornemmede, hvordan Alexanders tungespids kælede for hendes håndflade, som han slikkede hendes sår rent. Meget var det på ingen måde, men selv vidste hun hvor bærende lidt kunne være. Den smule blod, som hun gav ham, kunne nemlig være nok til at give ham en smule liv igen. ”Det var godt,” sagde hun stille, alt imens hun blidt lod sin hånd søge om til hans nakke, så hun både holdt og støttede hans hoved. Hun strøg ham stille over nakkehårene. ”Jeg gav dig mit blod, så du igen kunne føle livet summe i dig. Dette ønskede jeg fordi, at jeg ønsker, at du føler mest muligt, når jeg tager dit liv. Du vil dø her … af min hånd, Alexander. Ingen vil nogensinde vide, at du har været her. Folk vil blot langsomt indse, at du er borte. Du vil ej genopstå for dette, som jeg vil brænde din krop og sprede din aske i alskens retninger, når jeg er færdig med dig. Dette bliver dit farvel fra denne verden,” afsluttede hun med en dæmpet røst. Med de ord, knyttede hendes hånd sig hårdere om pælen i hendes hånd, og med al den styrke hun besad, kørte hun spidsen ind gennem hans brystkasse.. der hvor hjertet ville have siddet.