You will now receive your punishment

[Deleted]

3 dage var gået siden natten, hvor Salvatore havde vækket Denjarna midt om dagen. 3 dage var der gået, siden Denjarna havde sandet, at vampyrfyrsten – Alexander – nu var hendes fange. 3 dage var der gået, siden hun sidst havde været nede i fangekælderen. 3 dage var gået, siden Alexander havde haft besøg.. Ja, tidsrummet var i sandhed en del af hendes plan. Selv vidste hun nemlig, hvad det gjorde ved folk at være helt alene i flere dage i træk. Alene var han ikke kun, som han havde været ophængt i alle 3 dage. Det ville sige 3 dage, hvor han ikke havde været i stand til at rykke sig en tomme. Derudover var det også i 3 dage, at hun havde sultet ham i..
Det var med sikre skridt, at Denjarna bevægede sig ned ad trapperne til kælderen. Sit ravnsorte hår havde hun sat op i en nydelig knold, så lokkerne ej ville kunne genere hende i sin gøren. Derudover bar hun en simpel, men pæn sort blondekjole, der var tæt omkring armene og overkroppen. Fakler belyste hendes gang ned ad trapperne, som førte hende direkte ned til den aflukkede dør, der gemte på Alexander. Gemt mellem brysterne fremdrog hun en nøgle, som hun hurtigt fik låst døren op med. På hver sin side af døren hang der en brændende fakkel, som hun behændigt greb om, inden hun bevægede sig inden døre. Ingen ord faldt over hendes læber, som hun bevægede sig ind i det kolde rum og oplyste det. Selvsikkert bevægede hun sig fra side til side i rummet, hvor hun hver især placerede en fakkel, så det blev til at se for hendes vedkommende. Sikkert gik hun tilbage til døren, som hun lukkede i igen, så de var helt alene. Alene var også planen af, hvad de skulle være. Af den årsag var hun også kommet herned om natten, da hun i så fald vidste, at ingen havde brug for hende. Dog havde hun leget med tanken om at komme ned til ham om dagen, blot så hun kunne forstyrre hans døgnrytme.. Uden tøven vendte hun sig om mod ham. En mørk skønhed måtte hun være i dette øjeblik med sin flotte fremtoning, og det mørke glimt i øjnene og med det mørke smil på læben. Dronning af Manjarno var hun måske, men ej skulle man tage fejl af, at hun var født dvasianer, og selv havde været underlagt tortur. ”Jeg tænkte, at vi skulle have os en smule sjov i dag.”

[Deleted]

3 dage var gået, siden Alexander havde set så meget som en dråbe blod, og det var noget som han uden tvivl kunne mærke efterhånden. Det vred sig i hans krop.. Sulten prægede ham som aldrig nogensinde før, og selv de små sitringer som det efterlod ham med, kunne han knapt kontrollere. Øjnene lukkede han. Modstanden blev sværere og sværere i takt med at han bare.. hang der, og næsten ude af stand til at bevæge sig. 3 dage uden selskab, uden synet af en anden medfange.. ingenting. Det var uden tvivl en trist og ensom tilværelse, også selvom Alexander ikke havde ladet sig knække af dette, for det ville han bestemt heller ikke.
I takt med at døren gik op, tvang han de nu blodrøde øjne op. De stod tydeligt i hans sult.. Lyden af et bankende hjerte. Alene det fik hans tænder til at løbe i vand, hvor hans tarme nærmest skreg efter næring. Næring som han allerede nu var klar over, at han aldrig nogensinde ville få. Det her var i sandhed umenneskeligt! Næverne knyttede han let, ved synet af Denjarnas skikkelse. Søvnen fik han ikke så lang tid, at sulten prægede ham på den måde. Selv hans egen krop kunne ikke finde den endelige hvile, som det krævede at give sig hen til det som i mange henseender, faktisk var en kold og evig søvn. Han kneb øjnene let sammen. "En smule sjov? Så sæt mig fri.. Så skal jeg vise dig noget som er sjovt..!" Hans stemme bar lige så præg på den sult som han måtte føle i det indre, og det var bestemt heller ikke fordi at han brød sig om tanken altid, for det gjorde han da godt nok heller ikke. At rive hænderne fri, havde han opgivet. Det var ved at løbe op i en uge nu uden næring, for han havde jo allerede trukket den langt inden han havde mødt Salvatore, og det havde jo kun resulteret i en mundfuld eller to.. Han sultede.. og hun nød det.. Og det var noget som pissede ham af.

[Deleted]

At se Alexander hænge der.. helt magtesløs, afkræftet og sulten.. Det var uden tvivl en fryd for øjet. Det var vel som at få en tidlig gave. En ganske morbid gave om end. Om man kunne lide det eller ej, følte Denjarna blot, hvordan det varmede hendes indre at stå med den magt. Et farligt spil var det dog, som det uden tvivl nærede hendes mørke. Helt normalt havde hun dog ageret overfor folket de seneste par dage, skønt hun i tide og utide havde fantaseret om, hvad hun ville gøre ved sin fange. Åh, hvilke planer hun dog havde for ham! Hendes hoved faldt på sned. ”Jeg må desværre skuffe dig med et nej. Jeg er kommet frem til den konklusion, at du gør dig som en fortrinlig dekoration på væggen i dette rum. Det er et syn, som jeg ikke kan spolere,” afslog hun næsten helt venligt, skønt der intet venligt hvilede over hende i denne situation. Igen bevægede hun sig i rummet, som hun nu bevægede sig over i det fjerneste hjørne, hvor der stod et gammelt skab. På ny fremdrog hun nøglen, hvor hun åbnede lågen, så han ej kunne se, hvad der var inde i skabet. Alt sammen for at lege med hans psyke. Opmærksomt så hun sig omkring i skabet, inden hun valgte at tage om en dolk og et afrevet stykke stof. Blikket kastede hun tilbage på ham. ”Er du sulten?” spurgte hun ham roligt, skønt hun udmærket kendte svaret. Hun kunne se det på ham.. Derudover havde hun selv været vampyr engang, så hun kendte til det at mærke sulten, og især efter dage! Roligt bevægede hun sig tilbage til ham, hvor hun gjorde holdt en meter fra ham. ”Jeg tænkte, at mit blod ville gøre godt,” og med de ord lavede hun et snit i sin egen håndflade. En blodrød boble lagde sig over snittet, som blodet ønskede at komme ud. Blikket hævede hun mod hans, alt imens hun løftede sin blødende hånd. Han ville ej kunne nå den, men hun vidste, at det ville rive i hans næsebor.

[Deleted]

Alexanders blik hvilede intenst på Denjarna, da hun havde valgt at træde ind i lokalet. Det rev i ham bare alene det, at han kunne høre hendes hamrende og bankende hjerte gjorde det ikke bedre efter en uge næsten uden noget indtag af føde. Hans krop sitrede.. hans tarme skreg, og hele hans system arbejdede på højtryk for at komme hende i møde, så han kunne få fat. Selvfølgelig havde hun ikke tænkt sig at give slip på ham.. Hvad havde han egentlig også forventet af det hele? Han kneb øjnene dræbende sammen. "Det kunne ellers være sjovt... se hvor langt du kom før jeg fik fat i dig. Bare rolig.. Jeg skal nok give dig et forspring," endte han kortfattet, da han så hun søgte hen til skabet.. Hvad var der i det? Selv fuldstændig spændt i de lænker som han var blevet kastet i, så kunne han jo ikke gøre meget andet end bare at blive hængende, uanset hvor meget han så end måtte hade det, så gjorde det virkelig ikke nogen forskel. Som hun spurgte om han var sulten, skulede han blot efter hende.. Hun burde da kunne sige sig svaret selv, når han nu havde hængt der i de dage, som han nu havde gjort det. Kniven som hun fandt frem og klædet med, fulgte han meget nære med blikket, også selvom han stadig intet kunne gøre.. Den flænge som hun dog lavede, fik hans pupiller til at trække sig sammen. Munden løb i vand ved lugten af blod.. næsten som han kunne smage det jern på tungen, og fordi at man heller ikke kunne sige, at hendes blod var ukendt for ham, efter hendes eget ophold i hans kælder. Blikket gled næsten helt hypotiseret i retningen af flængen, som alligevel blev holdt i en afstand, hvor han ikke kunne nå.. Det forhindrede ham dog ikke i at prøve. Selvom han knapt kunne røre sig i den afstand og den måde han blev holdt på, forsøgte han virkelig at strække sig nok til at han kunne nå. Tænderne blottede han.. Hvad han dog ikke ville give for at sætte de tænder i hendes håndled og bare få noget næring!

[Deleted]

Det undrede på ingen måde Denjarna, at han ønskede at blive sat fri. Det ønskede alle tilfangetagende. Dum nok til at give efter for hans ønske, var hun dog bestemt ikke! Hun vidste udmærket, hvordan landet så ud, hvis hun slap ham fri. Han var stærk – meget stærkt – og det ville være dumt at overbevise sig selv om andet. Hun havde bestemt ikke i sinde at undervurdere ham! Aldrig skulle hun under hans klør igen. Hun hævede det ene øjenbryn ved hans ord. ”Du vil meget hurtigt sande, at jeg laver reglerne og ikke dig,” sagde hun kortfattet, inden hun fik hentet kniv og klæde. Snittet hun lavede i sin håndflade var med fuldt overlæg. Blikket holdt hun på hans ansigt, som synet og lugten af hendes blod helt fordærvede hans mimik. Personligt fik det hendes indre til at hoppe og danse af fryd. Hun havde ham præcist, hvor hun ville have ham, og magten var som sød musik. ”Nej..,” endte hun med at sige, inden hun sænkede sit blik og sin hånd, som hun fornemmede, at han var blevet hypnotiseret nok. ”Jeg har fortrudt alligevel.” Ganske omhyggeligt begyndte hun at indbinde sin sårede hånd med det afrevede klæde, som hun havde hentet inde fra skabet. Smerten havde uden tvivl været det værd! Selv havde hun engang været den, som havde sultet, men nu var det hans tur. Det ville afkræfte ham, og til sidst ville han kunne gå i dvale grundet blodmangel. Blikket hævede hun igen mod ham, hvor det denne her gang var misbilligende. Hun rynkede på næsen af synet af de to hugtænder, som han så ivrigt blottede for hende. Selv huskede hun endnu, hvordan de to selvsamme tænder havde været begravet i hendes hals. Åh, hvor ville han fortryde, at han nogensinde havde lagt hånd på hende! Eller endnu bedre.. tænder på hende. ”De tænder.. Jeg har aldrig brudt mig om dem,” sagde hun tænksomt, inden hun igen gik over mod skabet, hvor hun smed kniven og ledte efter en ny genstand. Blikket kastede hun over skulderen tilbage på ham. ”Fortæl mig venligst.. Kan man stadig agere som vampyrernes leder, når man mangler det obligatoriske tandsæt? Du ved.. De to tænder der gør, at du kan drikke fra dine ofre.”

[Deleted]

Fuldstændig draget af det blod som hvilede i hendes håndflade, så var det næsten også det eneste som Alexander kunne fokusere på. End ikke hendes ord. Han ville fri... Og han skulle så sandelig nok også komme fri, om det var det som han ville! At hun så.. fortrød og fjernede hånden, var uden tvivl noget som virkelig måtte irritere ham, hvor han fast vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen. Han bed tænderne fast sammen. "Det der var ikke pænt gjort.." hvæsede han svagt. At rive sådan i hans dyr og indre bæst, gjorde bestemt ikke tingene meget bedre, og det stod han gerne helt og holdent fast på, når det nu endelig skulle komme til stykket. Han vendte blikket væk - forsøgte på det om ikke andet, selvom det ikke ville helt som han gerne ville have det til.
Da Denjarna så derimod valgte at kommentere hans tandsæt, trak hans pupiller sig helt sammen, hvorefter han fast vendte blikket mod hende igen. Hans næver var så knyttet, at det næsten var gennemsigtigt, og hans krop dirrede. Hvis der var noget som hun ikke skulle have lov til at tage fra ham, så var det uden tvivl hans tænder! Han kunne godt agere som en fyrste uden dem, for det gik jo ikke udover hans styrke og alder, samt hans sanser, men det ville besværliggøre utrolig meget for ham, og det fandt han sig bestemt ikke i! Han kneb øjnene let sammen. "Tror du virkelig, at du kan komme tæt nok på mig til at tage dem fra mig?" hvæsede han dæmpet. Hvorvidt om han kunne agere som den leder og fyrste for vampyrerne, var han ikke i tvivl om, at han sagtens ville være i stand til, men det ville gøre det problematisk.. en hel del faktisk, og den tanke brød han sig endnu mindre om, om han skulle være helt ærlig! Han knyttede næverne fast. "Kom tæt på mig, og jeg kan love dig, at det bliver det sidste du gør!" Udbrød han kraftigt, idet han igen forsøgte ihærdigt at komme fri - uden held.

[Deleted]

”Måske er jeg ikke en særlig pæn pige igen,” svarede Denjarna blot igen. Ja, hendes person havde i hvert fald luner, som ikke mange kendte til. Derick måtte være den mand og person, som kendte hende bedst, som han mere eller mindre måtte kende til alle hendes sider. Han var her dog ikke længere, og det måtte gøre hende ganske uforudsigelig. Hans blodtrang ignorerede hun dog komplet nu, som hun i stedet gik tilbage til skabet, som hun igen måtte rode igennem. Den lå der et eller andet sted.. Dæmpet sukkede hun af ham. ”Måske er det mere dine ører, som jeg burde tage.. Du bruger dem tydeligvis ikke alligevel,” sagde hun sigende, som han havde vendt hendes ord til noget andet. Ord som hun helt igennem valgte at ignorere.. Hun skulle nok få det, som hun ønskede det. At han var imod det, gjorde desuden kun, at hun blev endnu mere for det. ”Arh,” sagde hun roligt, som hendes fingre lukkede sig om jerntangen. Den skulle meget vel kunne gøre det. Han havde også allerede selv gættet, hvad den skulle bruges til. Hendes tanker svævede omkring det.. Den mægtige vampyrfyrste, Alexander, uden sine vampyrtænder. Det ville uden tvivl være et knæk i hans stolthed, og den tanke elskede hun! Desuden, hun gjorde blot, hvad hun havde lovet ham at gøre. At tage alt fra ham, som han havde kært. Overlegent bevægede hun sig tilbage til ham. Synligt holdt hun tangen i sin hånd, som hun ønskede, at han vidste, hvad der var på vej til ham. ”Hvornår lærer du at forstå? Det er ikke længere dig der har magten. Men bare rolig.. Det vil ikke gøre særligt ondt,” sagde hun i en sukkersød tone, inden hun måtte slippe en kold latter. ”.. og dog. Jeg har aldrig prøvet det før, så jeg kan ærlig talt ikke vide det. Lad os se på det som et eksperiment.” Hurtigt greb hun om hans kæbe, som hun fandt over til ham. Som det skete begyndte hendes kræfter igen at flyde, som hun ligesom hans første nat her, begyndte at dræne ham. Blot for en sikkerheds skyld.. Om han kendte til mørkelvernes evner, vidste hun ærlig talt ikke. Det var nemlig de færreste som gjorde det, da det var en race fuld af hemmeligheder. ”Vær nu helt stille,” lød det fra hende, inden hun lukkede tangen om hans ene spidse tand og blot ... hev til.

[Deleted]

Det sitrede helt i Alexanders krop. Tanken om modstand var dræbende, for han vidst jo godt, at han ikke kunne. Der var sølv i de lænker han var lagt i, så han kunne jo heller ikke ligefrem bryde dem, hvilket heller ikke gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han kneb øjnene fast sammen og vendte blikket mod hende. Det var tortur.. bare det at være omkring hende for øjeblikket, var på ingen måder behageligt. Hendes hjerte bankede og luften omkring dem var fyldt af den jernagtige duft af blod.. Det gjorde ham direkte vanvittig. "Du tror du har et overtag.. bare vent.. Jeg skal nok få dig lagt i graven, Denjarna!" endte han med en fast tone.
Den tang som hun fandt frem, fik Alexander til at stirre på hende med vantro. Hun gjorde det med vilje.. hun ville virkelig fjerne hans tænder, og det var slet ikke noget som hun ville få lov til. Han hvæsede nærmest af hende, da hun kom tæt nok på.. Hånden mod hans bryst, fik det igen til at sitre. Det at hun drænede ham for energi, kunne han nærmest mærke. Munden åbnede han næsten automatisk som var det et gisp efter luft, idet hun lukkede tangen omkring den ene tand. Det sitrede i hans krop, hvor han heller ikke nåede at reagere, før hun bare.. rev til. Tanden røg med ud stort set med det samme. Et mindre skrig af smerte brød den ellers tomme stilhed som lå i kælderen. Blodet samlede sig i munden.. som han slugte glædeligt. Han vendte blikket direkte mod hende.. Lynene i blikket. "Du holder dig bare langt væk fra mig, Denjarna Dynithril!" endte han med en fast tone. Han knyttede næverne fast, hvor han med den lille energi han havde, forsøgte at komme fri. Han ville bestemt ikke hænge der til hendes egen morskab, og da slet ikke når det var sådan at det gik for sig! Det var da slet ikke noget som han fandt sig i på nogen måde!

[Deleted]

Han skulle nok få lagt hende i graven.. Ordene fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Denjarna. Hun brød sig på ingen måde om hans ord, og derfor var det også blot at forhindre hans ord i at blive sande. Al det ville hun formentligt kunne forhindre her i rummet. Hvis blot hun fik ham ødelagt, kunne han ej gøre så meget igen. Derfor valgte hun også blot at ignorere hans ord, for i stedet at fortsætte sine egne handlinger.. Fjernelsen af hans vampyrtænder! Om Salvatore havde forestillet sig, at al dette ville ske, vidste hun ikke. Ej heller vidste hun, om han stod inde for hendes handlinger. Han havde dog selv valgt at bringe Alexander hertil, og derfor var ingen konsekvenser en umulighed. Derudover var det også svært at benægte Denjarna hævn, når nu Alexander havde forsøgt at ødelægge hende. Et ondt smil udformerede sig på hendes læber, som hans tand hurtigt gav efter og faldt ud. Roligt tog hun den ud af tangen og i hånden, så hun kunne vise den for Alexander. Hun ignorerede hans ord. ”Dette er fordi, at du bed mig. Dette vil du aldrig gøre igen,” sagde hun belærende, inden hun kiggede over på hans anden side. Tangen placerede hun om hans tilbageværende vampyrtand. Åh, hvor så hun frem til at høre hans skrig igen. ”Din sidste tand er fordi, at du bed min rådgiver. Dette vil du heller ikke gøre igen,” og med de ord rev hun igen til. Som den tand gav efter ligeså fint som den anden, mærkede hun en lettelse inden i sig. Smilet brød igen frem på hendes læber, og hun trådte roligt et skridt væk fra ham. ”Det gik da ganske glimrende,” sagde hun i en positiv vending, skønt hun tvivlede på, at han var spor enig. Hun nød dog også ikke at gøre ham glad. Tænderne placerede hun i den ene hånd, mens hun holdt tangen i den anden. Blikket løftede hun med et kynisk udtryk. ”Bare rolig.. Jeg skal nok lade dem ligge til dig. I så fald kan du spekulere over dine egne fejltagelser.”

[Deleted]

Alexander var slet ikke i tvivl om, at han nok skulle få lagt den kvinde i graven, så snart han kom fri herfra! Han havde bestemt ikke tænkt sig at blive hængende meget længere! Tanden røg ud.. en smerte, og samtidig også fordi at han vidste, at det kun gjorde det mere besværligt for ham overhovedet at klare sig som en fyrste og som en vampyr. Han skulle bruge remedier.. han skulle faktisk til at bruge våben for at kunne jage, hvilket han bestemt ikke brød sig om! Han vendte blikket direkte dræbende mod hende. Det var slet ikke noget som han fandt sig i! For at bide hende? Og for at bide hendes rådgiver? Den anden tand røg ud på samme brutale grundlag som den første og endnu en gang meldte den massive blodsmag sig i hans mund. Hans krop dirrede.. Han skreg dog ikke nær så meget anden gang, som han havde gjort første. Hans blik gled mere mod gulvet. Det var uden tvivl mere hans egen stolthed som var ramt end noget andet, og det var uden tvivl også noget som han havde tænkt sig at hævne! "Du har den mand kær... har du ikke? Åh bare vent.. Jeg skal selv personligt sørge for, at ramme alle du har ind på livet, Denjarna!" hvæsede han med en fast og kraftig stemme.
Synet af hans egne tænder liggende i hendes hånd, gjorde ham vred. Det gjorde hans liv mere problematisk, for han vidste, at han knapt ville kunne klare sig uden dem. Det var hans våben.. Det var hvad han skulle bruge for at jage, og det var noget som hun så brutalt havde taget fra ham! Hans hænder dirrede af ren vrede, men også af mangel på energi, for.. uanset hvad hun havde gjort, så havde hun taget meget fra ham. Han spændte i absolut hele kroppen. "Jeg slår dig ihjel, Denjarna.." hvislede han med en dræbende stemme. Så snart han kom fri og ud herfra, slog han hende ihjel!

[Deleted]

Skriget der igen fyldte hans læber og rummet, fik smilet til at brede sig på Denjarnas læber. Hun nød at høre hans smerte, ligesom han havde nydt at høre på hendes. Derudover morerede hun sig over tanken om en tandløs vampyr.. En tandløs vampyr. Kunne man overhovedet definere sig selv som en vampyr, hvis ikke man havde det spidse tandsæt? Åh, endnu en tanke, som hun ville nyde at tvære i hovedet på ham. Hendes tanker blev dog revet en anelse bort, som han nævnte Salvatore. Den mand ønskede hun bestemt ikke, at han lagde hånd på! Hans trussel gjorde dog kun hendes blik koldere, og i den sidste ende gik det alligevel kun ud over ham selv.. Åh ja, Alexander var ikke nær så følelsesløs, som han udgav sig for at være. Hun havde set, hvordan han havde ageret omkring kvinden i hans hjem. Var det Cassie hun hed? ”Er det virkelig sådan du ønsker at lege, Alexander? Nuvel, du giver mig intet valg, ” sagde hun og rullede let på skulderne. Cassie havde måske været venlig overfor hende, men selv kunne hun ikke se bort fra, at den kvinde måske var Alexanders største svaghed, og det var en svaghed, som hun ikke kunne se bort fra. Teatralsk lagde hun en finger på læben, så hun så helt tænksom ud. ”Hvis jeg husker meget ret, boede der en kvinde hos dig, sidst jeg var der.. Jeg ved ikke, om du husker hende.. Nydelig af udseende. Mørkt hår. Jeg mener, at hendes navn var Cassie.. Husker du hende?” Hendes hoved faldt en kende på sned, alt imens et koldt skær hvilede over hendes sølvgrå øjne. ”Måske er hun interesseret i at se mit nye hjem.” Hvis de havde det, som hun antog, at de havde sammen, vidste hun, at han ville miste besindelsen. Hun havde alligevel allerede drevet ham så langt ud.. At han igen sagde, at han ville slå hende ihjel, fik hende til at rynke på benene, inden hun rystede med pegefingeren af ham. ”Så så.. Der er ingen grund til at smide med store skyts, når man hænger ophængt som dig.”

[Deleted]

Blodet samlede sig i munden, da Denjarna frarøvede Alexander hans spidse tænder. Ikke fordi at det var en tanke som han brød sig videre om, for det var det så sandelig heller ikke. Tanken gjorde ham arrig.. Vred.. Følelser som han ikke havde været i kontakt i, igennem frygtelig mange år. Hans blik gled direkte mod hende og med den samme dræbende mine. Salvatore var en mand som stod hende nær.. End ikke det var han i tvivl om på nuværende tidspunkt og ja.. tanken fandt han uden tvivl morende! At hun så derimod måtte vende den og henvendte sig til Cassie, gjorde at han så rødt for alvor. Det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre - overhovedet! "Jeg sværger, Denjarna.. Hvis du lægger så meget som en finger på hende, så slår jeg dig ihjel for alvor! Og jeg skal nok sørge for, at du aldrig nogensinde kan hæve dig fra graven igen!" hvæsede han med en fast tone. Selv var det uden tvivl underligt at være i sådan en kontkat med sine følelser, men han kunne virkelig ikke gøre for det. Han ville bare ikke have at Cassie skulle rammes. Slet ikke! Cassie var det som holdt ham tildels menneskelig.. og det var det som han havde brug for lige nu, og det stod han meget gerne fast på i den anden ende.
Alexander hævede og sænkede brystet og forsøgte igen at rive hænderne til sig. En kamp som han meget hurtigt måtte opgive, for han kunne da godt se, at det ikke var noget som han fik noget so helst ud af i den anden ende. Hans øjne lyste rødt af ren vrede og raseri.. Han kunne virkelig ikke have det, og det var vel også tydeligt? Hvad end hun ville gøre ved ham.. fair nok, bare det ikke gik udover Cassie! "Du rører hende ikke..!" Han rev igen i sine hænder, selvom han jo vidste, at han ikke kom nogen steder.. Men det var vel snarere tanken om at han i det mindste forsøgte?

[Deleted]

Ramt plet! Det var hvad Denjarna havde gjort, som hun kom med sin seneste kommentar. Selv kunne hun ikke lade være med at smile, som hun så, hvordan følelserne vældede op i ham. På den ene side frydede hun sig over, at hun havde fundet hans svaghed, og nok hans største.. Og på den anden side følte hun misundelse over, at han have en, som han så brændende elskede. Det var jo tydeligvis, hvad han gjorde. ”Jamen dog.. Bæstet har alligevel et hjerte. Hvem skulle dog have troet det?” sagde hun i en hoverende tone. At han endnu engang truede hende på livet gik hende næsten forbi.. Han havde nemlig kommet med mange dødstrusler og på ganske kort tid, og desuden … hvordan skulle han helt ærligt indfri dem? Han var her. Godt lænket. Og nej … hun så ham ikke gå fri igen. Hun tyssede på ham. ”Sikke mange følelser i så kold en mand.. Du burde have ladt hende gå for længst, Alexander. Du kommer til at blive hendes undergang,” svarede hun blot. At han rev i lænkerne, rørte hende end ikke. Hun kunne trods alt tydeligt se, at han ingen veje kom. Hvilken velsignelse at have så stærk en magiker under sig.. Roligt bøjede hun sig ned, hvor hun lagde hans tandsæt på det kolde stengulv. Hun vidste, at dette ville være ham en torn i øjet, som de lå indenfor hans synsfelt og ærlig talt … han kunne hverken stikke af eller gøre noget ved det. Det ville ren og skær være pine for hans stolthed, samt være et konstant minde for, hvad han havde mistet. Hun skævede til ham, inden hun igen rankede sig op. ”Jeg har tænkt mig at straffe dig for al den ulykke, som du har forårsaget mig. Til forskel for hvad du gjorde, vil jeg blot tidoble din smerte,” fortalte hun ham helt afklaret, inden hun gik tilbage til skabet, hvor hun lagde tangen tilbage. Igen låste hun for skabet og dets indhold. ”Tænk over, hvad det næste vil blive, som jeg vil gøre ved dig,” og med den foruroligende nyhed, hentede hun begge fakler, som hun tog dem med sig ud af rummet. Låsen drejede hun endnu engang i, som hun lukkede døren efter sig. En ting var sikkert.. Hun ville gøre hans pine lang, som hun ville bringe ham en ny smerte fra dag til dag...

[Deleted]

Alexander var præget af en vrede uden lige, for han ville bestemt ikke have at Cassie skulle blandes ind i det. Selv vidste han jo i forvejen, at han ville blive hendes undergang.. Han havde været så tæt på at gøre det flere gange, uden egentlig at have ment at gøre det, hvilket næsten var det værste af det hele. Han vendte blikket vredt i retningen af Denjarna, som hun stod der. Bare tanken om hende, gjorde ham direkte arrig, og det var det som han havde svært ved.. Virkelig, virkelig svært ved! Bare alene tankern om at hun skulle komme noget til på grund af ham havde han virkelig svært ved.. For selvom han havde en kvinde som han elskede og holdt af, så var det faktisk svært at vise det i det hele taget, og det havde han jo for længst fundet ud af.
Blikket vendte han vredt mod Denjarna, da hun havde lagt tænderne foran ham, hvor de fik lov til at blive, hvor han kunne se dem, men uden at mærke dem eller noget lignende.. De var taget fra ham.. Noget af det som gjorde en vampyr til en vampyr var blevet taget fra ham, og den tanke pissede ham ganske enkelt af, og det var han bestemt heller ikke bange for at skjule for hendes vedkommende. Hans krop dirrede virkelig. "Du vil tidoble den?" Han vendte blikket mod tænderne som lå foran ham. Det var uden tvivl et slag på stoltheden, men det var bestemt ikke det som skulle til for at knække ham. Nej, der skulle langt mere til, og det var da helt sikkert! Han vendte blikket mod hende igen. "Hvis du tror, at det vil tage knækken på mig at frarøve mig mine tænder, så kan du lige så godt tro om igen! Der skal langt mere til for at knække mig.!" Han stirrede olmt efter hende, som hun bare gik og efterlod ham selv.. Hans blik gled ned mod tænderne igen.. Han kunne jo lige så godt vente.. vente på at hun ville komme ned igen og fortsætte hvad hun nu ellers havde gang i..

[Deleted]

..En masse barrierer var blevet brudt, og en masse barrierer ville fortsat blive brudt. Aldrig havde Denjarna tortureret en mand, som hun havde tortureret Alexander. Aldrig havde hun gjort al det, som hun havde planer om for ham. Det var uden tvivl en skræmmende udvikling, men i det sekund, at hun tænkte på Alexander syntes en følelsesmæssig barriere at gå ned. Hun følte ingen moral omkring den mand. Det eneste han fik hende til at føle, var al den tortur hun selv havde lidt. Både fra hans hånd og fra andres.
Endnu engang gjorde Denjarna turen ned ad trappetrinene. Endnu engang var hendes hår opsat, så det ej ville genere, og endnu engang bar hun den sorte kjole, så blodpletter ikke var synlige, hvis de kom. Bandaget havde hun dog ikke længere om sin hånd, som hendes sår allerede havde healet sig. Der var dem som bekymret havde spurgt ind til det, men det havde hun hurtigt fået afværget ved at sige, at hun havde tabt et glas og derefter skåret sig på det. Ingen kendte derfor til hendes planer med Alexander.. end ikke Salvatore. Låsen til døren drejede hun roligt rundt, som hun igen åbnede døren ind til Alexander. Cassie havde hun endnu ikke fundet, men en mand havde hun skam sat på sagen. ”Har du fået tænkt over, hvad du har gjort?” spurgte hun ham sigende, som hun trådte ind i rummet med de to fakler i hånden. Alexander var som forventet endnu ophængt, og overfor ham lå hans vampyrtænder endnu. Snart ville der dog ligge flere ting der.. Faklerne placerede hun igen på væggen, inden hun vendte de sølvgrå øjne over mod sin fange. ”Jeg har i hvert fald fundet en ny straf, hvorpå du kan lære af de fejl, som du har gjort.” Et nyt mørkt løfte var det, og igen var det et løfte, som han burde frygte. Forhåbentligt ville der også komme en dag, hvor han helt og holdent ville frygte hendes visitter. Frygte hendes besøg, ligesom hun havde frygtet hans.