I've got a little surprise for you..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde fået kæmpet Alexander ned i kælderen, hvor han havde fået hængt manden op i lænker i sine håndled. Disse ganske særlige lænker med indlagt sølv - med andre ord, så med et materiale, som end ikke en vampyr ville være i stand til at bryde.. Og det var også først der, at han overhovedet kunne tillade sig at tage fat i hans hals. Det gjorde faktisk forbandet ondt! Bag sig, kunne han høre Alexander hvæse, råbe og skrige, selvom han ikke tog sig af det. Han havde givet manden den oplagte mulighed for at søge ud af landet, men han havde valgt modsat, og så måtte man jo i det tilfælde også tage konsekvenserne af det.
Salvatore kneb øjnene let sammen og gned sin nakke. Han var lettere bleg og let rystende. Alexander havde alligevel formået at tage nok til at det havde trættet ham, og den tanke brød han sig faktisk ikke rigtigt om, hvis han skulle være helt ærlig! Han rystede let på hovedet. Han var nødt til at melde fra til Denjarna, om den fine gæst, som han netop havde budt velkommen i kælderen, også så hun vidste at manden faktisk var her. Bevidst søgte han i retningen af De Kongelige Gemakker, hvor han nu også var sikker på, at hun tilbragte tiden under disse nætter. Det var jo trods alt også sent, og hun sov sikkert, men hun skulle vide det. Vagterne fulgte ham med blikket, da han stoppede op foran de store dobbelte døre, som førte ind til hendes Gemakker. Han endte med at banke på. "Deres Højhed. Jeg må bringe Dem en vigtig besked," informerede han. Det kunne godt være, at det var fuldkommen ubelejligt i dette øjeblik, men det var om ikke andet, så en meget vigtig ting, som han måtte snakke om. Han sænkede hånden endnu en gang. Han vidste, at det måske var meget forhastet og hurtigt efter hans egen ansættelse, men Alexander havde han fundet, og helt klart på den forkerte side af grænsen.

[Deleted]

Tvært og søvndrukkent gravede Denjarna sit hoved ned i sin bløde pude. Hvad var det dog for en larm? Og på denne tid af natten? Selv ønskede hun blot at sove videre i sin himmelske seng. Fantastisk lokkende måtte den nemlig være, med sin utroligt bløde og magelige madras, samt den bløde pude der holdte hendes hoved, og det lune tæppe der dækkede hendes krop. Dog vidste hun, at hun næppe kunne slumre således i særlig lang tid endnu.. Hvis der var en, som ønskede at vække hende midt om natten måtte det i sandhed være af stor betydning. Søvnigt blinkede hun med øjnene, da hun genkendte Salvatores stemme, som måtte runge gennem døren. Træt tog hun håndryggen op til øjnene, hvor hun stille begyndte at tørre søvnen væk. Allermest ønskede hun at vende om og sove videre, men selv vidste hun, at det måtte være et pressende anliggende, som var på færde. Tæppet skubbede hun til side, inden hun svang benene ud over kanten, så hendes bare fødder rørte det kølige gulv. Mat følte hun sig helt over at være blevet vækket midt i sin søvn. Alligevel fik hun bevæget sig over til sit sminkebord, hvor hun iførte sin nøgne krop den silkekåbe, der lå henslængt over skamlen. Dernæst kørte hun sine fingre igennem de lange ravnsorte lokker, så hun var sikker på, at hun tog sig godt ud, inden hun bevægede sig over til døren. Roligt åbnede hun døren, hvilket betød, at hun helt måtte misse med øjnene, som flammerne fra faklerne i gangen var en stor kontrast fra hendes eget mørke rum. Hendes sølvgrå øjne faldt på Salvatores skikkelse. ”Salvatore? Hvad er der sket, som ikke kan vente til morgendagen?” spurgte hun med et spor af søvn i sin stemme, skønt hun prøvede at skjule det. Hendes blik blev fanget af noget rødt omkring hans hals.. Var det blod? Hendes hjerte sprang et slag over, som hendes fingrer automatisk strakte sig mod hans hals for at undersøge det, samt for at give ham en form for omsorg. ”Fortæl mig, hvad der er sket,” krævede hun straks.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore nøjes med at banke på døren en enkelt gang, da han ikke så nogen grund til at forhaste sig yderligere. Selv vidste han at Denjarna måtte ligge i den sødeste søvn, og selv måtte han erkende, at han faktisk havde dårlig samvittighed for at skulle rive hende ud af sengen, men det var vel bare nødvendigt? Så hun kunne informeres om at vampyrfyrsten faktisk var bragt til kælderen her i Neutranium. Han blev stående til hun selv trådte ud, hvor han trådte et enkelt skridt væk fra døren, også for at give hende luft. Selv på trods af det faktum, at hun netop var revet ud af den dejlige søvn, så hun nu godt ud som altid. Blodet strøg let nedover halsen. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at man kunne sige, at såret var lukket. Det havde været trættende og det sved faktisk. Han rystede let på hovedet. "Jeg beklager at jeg måtte vække Dem," endte han med en sandfærdig mine. At hun så til gengæld havde set blodet ved halsen og på hans krave, tog han sig ikke af. Han bed tænderne let sammen. Ja, hvad kunne man forvente af en vampyr? Og endda en som var så præget af sulten, som det Alexander havde været på daværende tidspunkt? "Blot var jeg ude for at sunde mig. Min nye tilværelse er tildels svær for mig," begyndte han. Det var skam ikke fordi at han fortrød eller noget lignende, for det gjorde han på ingen måde. Han havde bare ikke regnet med at han ville finde nogen i Dødens Dal og da slet ikke på denne måde. Man kunne i sandhed sige, at den dal måtte leve op til sit navn. "Jeg stødte på en gammel kending af Dem i Dødens Dal. Alexander, Vampyrkongen. Han er bragt til Deres Kælder forsvarligt lænket. Han vil ej være i stand til at gøre Dem ondt," forsikrede han med en rolig stemme. Han hævede hånden og tog omkring den som hun havde lagt ved hans hals, blot for at sende hende et træt smil. At blive drænet sådan for blod, tog uden tvivl voldsomt på energien.

[Deleted]

Efter forholdsvist kort tid stod Denjarna i døråbningen og betragtede Salvatore. Selv ville hun uden tvivl have ønsket, at det havde kunnet vente til solen havde stået op, men når nu det var Salvatore, betvivlede hun ikke, at det var vigtigt. Han var nemlig en rolig mand der hvilede i sig selv, og hvis først det brød, måtte emnet i sandhed være pressende. Først opdagede hun blodet fra hans hals, hvilket uden tvivl gav hende et stik i hjertet. Hun ønskede nemlig ikke at se ham have ondt. Dog følte hun ikke, at det var grund nok til at forstyrre hendes nattesøvn. Derfor havde hun også sine tvivl om, at det bare var det.. Hun blinkede let med øjnene. ”Svær? Hvordan svær? Fortryder De, at De tog imod mit stillingstilbud?” endte hun med at spørge, som hun antog, at det var det der var kernen i hans opdukken. Det var det dog ikke.. Al blod syntes at forlade hendes ansigt. Han var her? I hendes hjem? Uden at tænke over det, trak hun hånden til sig igen. At hun havde fået blod på fingrene og at Salvatore i det hele taget var blodig, havde hun pludselig svært ved at fokusere på. Langsomt sank hun, som hun mærkede, hvordan noget dybt inde i hende begyndte at ulme. ”Giv mig et øjeblik,” sagde hun kort for hovedet, inden hun søgte ind på sit værelse igen og lukkede døren i. Helt mekanisk følte hun sig, som hun pludselig var styret af noget der lå langt dybere inde i hende. Automatisk søgte hun over til sit store klædeskab, hvor hun smed sin kåbe, så hendes krop igen blev blotlagt. En smuk kvinde var hun, skønt hendes krop var spækket af den tortur, som hun havde ligget under. På rekordtid havde hun tøj på igen, som hun havde trukket en sort kjole over hovedet, og efter kort tid stod i døråbningen igen. Nej, dette kunne i sandhed ikke vente! ”Før mig ned til ham,” beordrede hun ham med en myndighed, som ej skulle betvivles.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore ville ikke vække Denjarna, om det ikke var fordi at det var en vigtig sag at nævne for hende, men selv han ville påstå at tanken om vampyrfyrstens tilfangetagelse var nævnværdig, selv for hende, uanset hvad tid på døgnet det måtte være. Han blødte og ja, selv han var til dels svimmel, men var det underligt igen? "Jeg fortryder ikke mit valg, Deres Højhed. Blot er det mange tanker at vænne sig til. For mig er det starten på et nyt liv et helt nyt sted," fortalte han med en rolig stemme. Om han havde fortrudt det, ville han ikke vække hende i løbet af natten, for at informere hende om dette, men derimod vente til i morgen, for det andet var da selv noget som han i det tilfælde, måtte anse som direkte umenneskeligt!
Hendes reaktion på at han havde fanget Alexander, var nok stærkere og tydeligere end hvad han umiddelbart kunne sige, at han havde regnet med. Blikket gled mod hendes skikkelse, som hun bad ham om at vente. Og naturligvis gjorde han det. Som døren gik i, lod han blikket flade ned mod gulvet. Han trak vejret dybt og foldede hænderne let over ryggen. Han burde sove og få sig noget hvile. Denne aften havde været mere drabelig end hvad han havde regnet med i udgangspunktet. Det var først da Denjarna endnu en gang viste sig for ham - denne gang i en beklædning som var hendes smukke væsen værdig, at han igen måtte smile. Han nikkede. "Naturligvis, Deres Højhed. Denne vej." Med disse ord, så vendte han om på hælen, blot for at søge i retningen af kældrene igen. Den lange stentrappe som fulgte derned og kun oplyst af faklerne på de kolde stenvægge. Endnu en gang antog Salvatore den mere stive maske i takt med at de kom tættere på, og nærmest kunne høre Alexander hvæse og råbe for at komme ned. "Lænkerne han er lagt i, er indlagt med sølv. En vampyr vil ikke kunne bryde dem." Han stoppede ved døren ind til fangekælderen. "Ønsker De at jeg skal blive?" spurgte han sandfærdigt. Han forstod godt, om hun ønskede at se denne mand, men selv Salvatore ønskede jo heller ikke, at hun skulle komme galt afsted.

[Deleted]

Det var skam en trøst at høre, at Salvatore ej havde fortrudt sin beslutning. Denjarna måtte nemlig ærligt indrømme, at hun ikke vidste, hvem ellers hun ville føle sig tilpas med i den position. Det var dog slet ikke hans position, som de skulle diskutere. Nej, tydeligvis ikke. Det var derimod hans tilfangetagen af en mand, som hun kun bar brændende had for! Hvornår hun sidst havde følt så meget had, og … magt, kunne hun end ikke sige, men beruset gjorde det hende helt, som det helt syntes at overtage hendes krop. Det var også af den årsag, at hun agerede så kort for hovedet med korte sætninger og en mindre forsvinding. Da hun stod overfor Salvatore igen – denne her gang fuldt påklædt – var det med fast og beslutsom mine. Skønt hendes hjerte bankede i fuld galop, vidste hun, at dette var noget hun måtte gøre! Kortfattet nikkede hun, inden hun fulgte med ham ned mod slottets kælder. Som Salvatores mine blev stivere i takt med, at de bevægede sig ned ad trapperne, mærkede Denjarna, hvordan hendes hjerte frøs til is.. eller var det brændende had og mørke? Denne mand havde så længe gjort hende ondt, og det var en chance, som hun ikke kunne forspilde! At høre Alexanders hvæsen og råben, stak i hendes sjæl, da det bragte forfærdelige minder frem i hende. Minder om den smerte, som hun selv havde lidt. Det bragte hende dog også en vis fryd, da det var hans utilfredshed, som hun kunne høre. Åh, hvilken sød ironi. Langsomt stoppede hun op med en rank holdning. ”Glimrende.. Jeg ønsker dog også, at De lænker hans ben med disse sølvbelagte lænker. I så fald vil han ikke kunne sparke ud, eller røre sig i det hele taget,” bad hun ham sikkert, som hun kunne se, hvordan Alexander kun hang i armene gennem det lille kighul, som var i selve døren. Blikket vendte hun mod Salvatore, som hun blidt greb om hans håndled. Den høflige tone fastholdt hun kun, fordi hun vidste, at Alexander måske smug lyttede, og han behøvede bestemt ikke at kende til deres forhold! Hun slap ham igen. ”Når De har gjort dette, ønsker jeg, at De lader os alene.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det kunne godt være, at Salvtore ikke havde tænkt meget over den stilling, som Denjarna havde ønsket at skænke ham, men ikke desto mindre, så var han da med på hvad det ville komme til at kræve af ham i længden, og det var jo også det som faktisk betød noget. Han fortrød det ikke, og om det havde været det, så havde han snildt kunne vente med at snakke med hende om det til morgenstunden, så hun netop kunne få sin søvn for natten.
Nu hvor de endnu en gang stod i kældrene omringet af fakler og de kolde sten, vendte han blikket mod Denjarna, da hun tog omkring hans håndled. Selvom han var træt, så ville han naturligvis gerne sikre sig at hun kom godt fra det, for selvom Alexander var forsvarligt fæstet i øjeblikket, så var det bestemt ikke ensbetydende med, at han ikke ville forsøge at gøre modstand.. For det vidste de jo godt, at han ville gøre, og det var selv ikke en tanke som han brød sig meget om. Han nikkede mod hende, inden han tog om hende hånd og trykkede den. "Skal ske, Deres Højhed. Giv mig et øjeblik," sagde han roligt, inden han søgte ind i det rum hvor Alexander blev holdt fanget. I det at døren gik op, begyndte manden endnu en gang at hvæse og råbe, selvom Salvatore nu gjorde hvad han kunne netop for at ignorere det. Ved hjælp af sin egen magi, fik han fæstet lænkerne om mandens ben, så han nærmest hang udstrakt midt i rummet, ude af stand til at slå, bide og sparke fra sig, og det var det vigtigste. Han søgte derefter tilbage til Denjarna. "Fyrsten er nu sikret og ude af stand til at forvolde megen modstand. Jeg vil dog bede Dem om at træde varsomt. God nat, Deres Højhed." Og med disse ord, så bukkede han for hende, blot for at søge op igen, for at komme i seng. Han havde virkelig brug for at hvile sig efterhånden!

//Out

[Deleted]

Der var ikke den følelse som Alexander ikke var i kontakt med for øjeblikket, og han havde uden tvivl hvæset, råbt og skreget igennem hele vejen til Neutranium og den fangekælder som han i øjeblikket måtte være blevet placeret i. I lænker som han uden tvivl ikke kunne bryde, og der var ikke det, som han ikke havde forsøgt efterhånden, og det pissede ham ganske enkelt af, og det kunne han ikke skjule. Der var ikke det som han ikke havde truet for at ramme Salvatore, for tanken om at Denjarna nu var her.. en dronning af landet, som han var fanget i, var noget som gjorde ham arrig, for den glæde og fornøjelse, var bestemt ikke noget, som han ønskede at hun skulle have!
Salvatore trak sig for at hente Denjarna.. Han vidste det.. Han havde uden tvivl set det komme. Hans blik gled bagover for at tage lænkerne i blik, bare for at se hvad han egentlig var oppe imod. Selv havde han heller ikke fået blod nok til at stille sulten.. Om han bare havde været hurtigere, så havde mande været tømt og tør som Saharas ørken! "Forbandede være den elendige procianer..!" Han rev i lænkerne i et forsøg på at tvinge dem fra hinanden, selvom det bare ikke ville som han ville. Selv nåede han ikke rigtigt at gøre andet end at hæve stemmen, før Salvatore var kommet tilbage, og hurtigt havde fået hans fødder lænket fast, så han nærmest hang udstrakt midt i rummet. Han knyttede næverne kraftigt, så de næsten blev mere blege end hvad de var nu. Denjarna kom.. Det var det som det hele lagde op til. Han fnøs let. "Jeg ved du står og gemmer dig på den anden side.. Hvad så? Bange for mig?" Tanken morede ham uden tvivl betragteligt. Han ville bestemt ikke lade den kvinde få ham ned med nakken, hvis han da ellers kunne blive fri for det!

[Deleted]

Imens Salvatore søgte ind i rummet, hvor Alexander hang, stirrede Denjarna paralyseret på døren. Uvirkeligt var det. Der var intet andet at sige til det.. og følelserne brusede rundt i hendes krop. Det summede helt i hendes fingerspidser. Hun ønskede at straffe denne mand for, hvad han havde gjort ved hende. Åh, hvor havde hun fantaseret om det længe. Derfor havde hun også allerede i tankerne, hvad hun kunne gøre ved ham. Det værste ville dog ikke indtræffe i dag, som hun ønskede, at han skulle lide og længe! Hendes sølvgrå øjne faldt på Salvatore, som han vendte tilbage til hende. ”Det vil jeg.. Se at få Dem noget hvile, godnat,” sagde hun. Tavst blev hun stående tilbage, mens hun lyttede til Salvatores fodtrin, der lød lavere og lavere som han kom længere væk fra hende. Tanken om at skulle gå ind til Alexander, pillede uden tvivl ved hendes psyke. Han var trods alt også en mand, som længe havde påført hende ugribelig smerte. Bange for ham var hun dog ikke denne her gang, da hun denne gang vidste, at det var hende som havde overhånden i spillet. På det punkt stolede hun i hvert fald nok på Salvatores magi. Hun blinkede med øjnene, som hun pludselig hørte Alexanders råben. Hans råben der var direkte indikeret til hende. Hun tog en dyb indånding og rankede sig op, inden hun med sikkerhed skubbede døren op og gik ind i rummet, hvor Alexander hang. Det var kun ganske kort, at hendes blik gled over Alexanders skikkelse, og som det skete, syntes hendes blik at formørkes. Hun lukkede roligt døren i efter sig. Dette behøvede ingen anden være en del af.. Som det var gjort, foldede hun roligt hænderne bag på ryggen, inden hun stillede sig overfor sin fange. Cirka to meters mellemrum, måtte der være mellem dem, alt imens hun vendte sit sølvgrå blik direkte mod hans. ”Kæreste Alexander..,” sagde hun med en faretruende silkeblød stemme. ”Hvis jeg var dig, ville jeg bekymre mig langt mindre om, hvorvidt jeg er bange eller ej.. Du burde i stedet fokusere på, hvad der skal til at ske med dig.”

[Deleted]

Alexander hang så fast, at det at bevæge sig, stort set var en umulighed. Han brød sig uden tvivl ikke om at hænge der, men hvad kunne han da gøre ved det? Det havde været ham en fejl, at gå efter Salvatore, men den sult - som selv stadig prægede ham, kunne han jo heller ikke ligefrem gøre det største ved, hvilket uden tvivl var ham en frustrerende tanke! Han havde trukket den for langt, og nu måtte han jo så bøde for det. Han knyttede næverne, hvilket fik det til at rasle lidt i lænkerne, som holdt ham fast, og det var bestemt ikke noget som han brød sig om. Det gjorde ondt.. Det brændt en anelse, men ikke noget som påvirkede ham yderligere, og bestemt ikke noget som gjorde sagen bedre. Synet af Denjarna vækkede dog kun en vrede i ham, som han ikke kunne styre eller kontrollere.. Det dirrede i ham efter at få sat tænderne i hende.. efter at få hende slået ihjel, for han ville ikke se hende på stedet som det her, og det var uden tvivl tydeligt, at det var ham en massiv torn i øjet. For nu sagde han ikke noget.. Han fulgte hende med blikket, også selvom hun holdt en afstand af to meter til ham. Hun var bange for ham.. Det var hvad han kunne konkludere. Han trak næsten kynisk på smilebåndet, mens han lod de rødlige rovdyrøjne hvile på hende. "Giv mig en god grund til at skulle frygte hvad du gør ved mig, Denjarna.. En simpel kvinde? En mørkelver? Du er bange for mig.. Du holder afstand til mig, udelukkende fordi at du ved at jeg vil gøre dig ondt.. og mere end hvad jeg formåede at gøre sidst...!" Igen rev han kraftigt i lænkerne i et forsøg på at komme fri, for han hadede at skulle hænge der, og specielt fordi at han vidste at der nu skulle ske noget.. men hvad.. Det var jo det, som faktisk var det store spørgsmål.

[Deleted]

Tilfredsstillende var det på alle måder at se selveste vampyrfyrsten hænge i al sin afmagt foran Denjarna. Åh ja, hun havde i sandhed i sine at nyde hans visit. Hun ville føre dette til et helt andet niveau, end hvad han havde gjort. Han havde gjort hende fortræd, skønt hun intet udstående havde haft med ham.. Nu ville hun vise en gang for alle, at handlinger som dem ikke gik hende uset forbi. I den tid hun havde været hans fange, havde han pillet ved en del af hendes psyke, som i forvejen havde været skrøbelig, samt en del, som bedst lod væres alene, og det var nu den del, som han ville få over sig. Overfor sit folk og overfor Salvatore, lignede hun måske en yderst afbalanceret kvinde, men indeni kæmpede hun med dæmoner, som de færreste kunne drømme om. De dæmoner var uden tvivl resultatet af gentagenes års tortur. Koldt trak hun på smilebåndet. ”Bange for, at du vil gøre mig ondt? Se det i øjnene, Alexander. Du er i Manjarno.. I Neutranium. Du er min fange. Hvad skulle du nogensinde kunne gøre mig her?” Og med de ord, trådte hun nu tættere på ham, blot for at bevise sine ord. Han kunne ikke gøre hende noget. Det havde hun allerede set. Hans hoved kunne ikke nå hende. Hans arme kunne ikke gribe om hende. Hans fødder kunne ikke sparke ud efter hende. Han var alt i alt hjælpeløs. Afstanden mellem dem kvalte hun, hvor hun placerede sin hånd på hans bryst, hvor hans hjerte burde være. Hun strøg ham let der, alt imens hun lod sin races magi strømme gennem sine fingrer. Den magi der slugte langsomt drænede ham for sin livsenergi. En egenskab hun sidst havde været for svag til at benytte sig af, men som hun nu kunne bruge til fulde. ”Du vil komme til at frygte mig..,” sagde hun i en stille og i en næsten helt blid tone, skønt hendes ord lovede ondskab. Hun fortsatte sine afkræftende strøg. ”Jeg vil kender til dine svagheder..,” fortsatte hun sin tale og sine strøg. ”Jeg vil tage alt fra dig, som du har kært.” Med de ord løsrev hun hånden fra ham, og med det brød hendes magi. Uden flere anmærkninger vendte hun om, hvor hun forlod rummet og derfor også Alexander.

//Out

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at Alexander var meget for at hænge der hvor han gjorde det i øjeblikket, for han havde jo allerede fundet ud af, at et var lænker som han ikke bare kunne bryde sig løs fra.. Ikke at det var noget som gjorde tingene meget bedre for hans vedkommende, for det gjorde ham tvært imod kun arrig.. virkelig, virkelig arrig! Han vendte blikket vredt direkte mod Denjarna. "Skulle det virkelig afholde mig fra at forsøge at slå dig ihjel? Jeg skulle have gjort det, da jeg havde chancen.." Næverne knyttede han kraftigt, som var det et forsøg på at slå... men uden at han faktisk var i stand til at gøre det. En tanke som uden tvivl gjorde ham vanvittig frustreret og direkte vred! At hun så valgte at komme så tæt på, at hun lagde hånden mod hans bryst, fik ham til at vende blikket direkte mod hende. Han krummede tæerne.. Den varme.. og alligevel så drænende for energi ved hendes strøg, kunne han mærke.. Næsten som om at alle hans depoter med energi blev drænet og tømt.. Det gjorde ham træt... og alligevel ikke.. Det var faktisk svært for ham overhovedet at finde ud af. Han krop sitrede.. han følte sig drænet for energi, og det hjalp bestemt ikke på den sult som han følte oveni, som pludselig kun blev mere og mere tydelig for ham. Han missede let med øjnene. "Jeg kommer aldrig nogensinde til at frygte dig.. kvindemenneske..!" endte han fast efter hende, da hun endelig gav slip på ham. Det gjorde ondt og det var tungt at hænge der. Som hun havde valgt at forlade ham, gjorde han absolut alt hvad han kunne for at komme fri, men det ville bare ikke som han ville. Han sukkede tungt. Det begyndte vel at gå op for ham, at han i øjeblikket faktisk befandt sig i en situation, som han ikke bare kunne komme ud af?

//Out