You are... what?

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som han sag at hans stædighed kom fra hans mor, hun lo lidt og sad og prøve at forstille sig denne ukendt kvinde for hende hvor stædig hun kunne være. for han var stædig men tit var børn kun halvt så stædig som deres forælder. så måtte den kvinde være super stædig! det var i vært fald det adeline forstille sig. hun så op på ham "så håber jeg ikke den lille arver den stædighed for så skal du se så bliver vi sat på prøve når den bliver ælder" hun smile blidt og lo svagt ved tanken for oliver kunne også være en stædig mand ind i mellem så hun hade prøve lidt der. at hans mor hade fået ham som ung og ikke ville bryd sig om at dafnir skulle være far var hun lidt ked af men hun kendt ikke kvinden eller deres fortid sammen hun hade jo aldrig mødt den kvinde i den tid hun hade være sammen med dafnir. "hvad ville hun da sige? " hun var lidt nysgerrig der. hun så bare op på ham, og nød virkelig og side der med ham. den måde han beskrev det at han skulle være far på og at hans barn vokse i hendes inder syntes hun lød lidt ubehagilet hun så på ham, "du bliver en god far dafnir det jeg sikker på" hun smile opmunderne og putte sig ind til ham "bare rolig der masser tid i nu til at finde på navne og den slags.. jeg vil heller nyde tiden jeg har tilbage med at have dig for mig selv inden vi skal gør plads til en i mellem os" hun lo lidt og så op på ham og smile blidt, hun så på ham og smile blidt mens hun så ham op i øjne med et kærligt, bagerst i hovedet tænkt adeline på fødslen for den skulle hun også forberede sig på for hun viste det i vært fald kunne vare flere timer så når tiden nærme sig skulle hun have gjort alting klart og aftale med en healer eller nogle fra tjenerstaben om at hjælpe hende når det var for hun kunne ikke klar en fødsel alene.

[Deleted]

Dafnir var stædig, og denne stædighed kom uden tvivl fra hans mor, som ovenikøbet, også var en af de mere stride af slagsen, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre alverdens ved. Naturligvis gjorde det ham trist, at vide, at hun ville arbejde imod ham hvad det her angik, og det var selvfølgelig noget som gjorde ham ked af det. "Nu fremstiller du det, som var jeg helt grotesk," påpegede han med en drillende stemme. Let lod han læberne møde hendes i et blidt kys. Han var virkelig glad for hende.. Og han var ligeglad med, at han ikke havde kendt hende længe, for det ændrede virkelig ikke på udfaldet for hans vedkommende. Som hun alligevel spurgte ind til hvad hans moder ville sige, fik ham til at bide tænderne en smule sammen. "Hvad hun ville sige? At jeg ligner min far for meget, at det er uforsvarligt, uansvarligt, og dumdristigt.. og sikkert også det som er værre," sagde han med et kort skuldertræk, for selvfølgelig var det noget som gjorde ham trist. Det var jo trods alt hans mor, og sådan noget, burde hun da kunne glæde sig ved på hans vegne.
Dafnir trykkede forsigtigt Adeline ind mod sig. Selvom han vidste på forhånd, at hans moder ville være mod dette, så gjorde det virkelig ingen forskel for hans vedkommende. "Jeg håber virkelig, at du har ret," sagde han sigende, inden hans blik gled mod hendes skikkelse igen. Han plantede et let kys mod hendes pande. Smilet bredte sig kun på hans læber. Selvom det uden tvivl havde været en skræmmende tanke, så ville han da påstå, at han var ved at vænne sig til den, og så slem, var den faktisk heller ikke, om han endelig skulle sige det. "Det har du ret i.. Vi skal finde på det mest fantastisne navn til vores kommende prins eller prinsesse.. Men først vil jeg også gerne nyde den tid sammen med dig," sagde han ærligt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og lo bare af det han sag, "jamen er du ikke også lidt grotesk ind i mellem" spurt hun drillenden og så op på ham og smile bare sødt til ham. hun nød virkelig hans kys som han skænke hende og nød det så længe det vare, og så bare op på ham, at hans mor ville sige den slags ting og værre ind det var hun ked af at høre. for det buret være noget hans mor skulle glæde sig til, hun skulle jo være bedstemor men igen hans mor hade nok aldrig hørt om hende eller hørt fra dafnir at han var sammen med en kvinde, alt var jo sket rimelig hurtig så hvornår skulle der også lig ha været tid til og komme forbi hende og sig pænt goddag. hun så op på ham og kunne fornemme at det var noget han var ked af, "mund ikke også hun bare lig skal vende sig til tanken når hun hør det? op med humøret kære" hun så på ham og lod en hånd stryg ham over kinden og smile bare blidt og opmunderne til ham. hun lo lidt og så på ham "sig mig hvor når har jeg ikke ret?" han smile drillenden og putte sig bare ind til ham og nusse hans hånd blidt. hun nød bare og side med ham der under træt i denne dejlig sole og blide vind. hun så på ham og smile bare og var da glad for han ville nyde tiden med hende inden den lille ville komme og være en del af deres liv og hverdag. hun sukke nydene og mumle svagt "ender med og fald i søvn vis jeg bliver siden sådan her" hun nusse kinden mod hans side og så bare på ham og nød at være helt ind til ham.

[Deleted]

Selvfølgelig gjorde det da Dafnir trist at vide, at hans egen moder end ikke ville kunne støtte ham i det her, for det vidste han da allerede på forhånd, at hun ikke ville. Han vendte blikket stille mod hende. Selv vidste han, at hans far havde forladt hans mor frygtelig tidligt.. Han selv kunne end ikke huske manden, så det havde jo altid været ham og hende.. Og det var vel derfor hun ville komme til at reagere sådan? Selvfølgelig kunne det være at han tog fejl? Man kunne jo altid håbe i hvert fald. Han trykkede hende forsigtigt ind mod sig. Han ville jo gerne finde ud af det hele.. Som han også gerne ville vise, at han kunne fremstå ansvarsfuld og tage sig af det barn, som de nu sammen skulle sætte til verden, og det var noget, som han faktisk stod fuldkommen fast på i den anden ende! "Det er desværre aldrig til at vide med min mor.. Lige der er hun følelsesmæssigt.. meget utilregnelig," sagde han. Hans endelige bud, ville uden tvivl blive, at hun ikke ville bifalde denne tanke.. Og det var selvfølgelig noget som selv gjorde ham trist, for han synes bestemt heller ikke at det var retfærdigt på nogen måde! Han trak mere muntert efterfølgende på smilebåndet. "Ønsker du virkelig, at jeg skal svare?" spurgte han med en tydeligt drillende stemme, inden han blinkede til hende. Nu hvor han selv var faldet mere til ro med omstændighederne... så var han selv træt.. Træt nok til at kunne sidde her og falde i søvn, om det var det han ville. Han nikkede forståeligt til hende. "Vil du med ind så?" spurgte han roligt. Han havde bestemt ikke tænkt sig at lade hende være alene, efter hun havde informeret ham om, at han skulle til at være far!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så ind i hans bryst som han snakke til hende, om at hans mor var lidt følelse messing utilregnelig hun nusse sig ind til ham og håbe virkelig at hans mor ville komme rundt og blive mere glad for nyheden når en gang han hade fortalt hende det. hun sad roligt og nød bare og side der med ham, nu hvor alting begyndt og fald mere til ro så begyndt denne nyhed omkring de skulle være forælder at flade mere på plads og hun følt sig mere tryg ved det og meget glader omkring det og mere tryg ved tanken om en lille baby snart ville ligge i hendes arme. hun så på ham som han spurt om han skulle svare på det "hey! hvad mener du med det? jeg har da altid ret " hun så på ham og nappe ham drillene i øret og så på ham før hun bare putte sig ind til ham igen ind til han spurt om hun ville med ind, hun ville enlig heller være uden for men igen vis hun faldt i søvn uden for risiker hun at blive solskolde og få hedeslag i værste fald, så hun nikke roligt til hans svar "jo vil godt med ind" hun så på ham og smile bare bildt og kysse ham på kinden før hun kom op og stå med lidt besvær og børste kjolen af på røven mens hun så på ham og tog hans hånd da han var komme op og stå "du har måske fået nok frisk luft?" spurt hun drillenden og så på ham og klemt hans hånd blidt inden hun begyndt og gå mod slotte og værelset.

[Deleted]

Skulle Dafnir være helt ærlig, så frygtede han virkelig at hans kære moder ikke ville lære at acceptere at hun nu skulle til at være bedstemor, også fordi at han ikke havde kendt Adeline længere end hvad han havde gjort. Han var virkelig blevet glad for hende på denne korte tid, og et sted.. kunne han jo være fuldkommen ligeglad med hvad hans moder sagde. Han var en voksen mand, og han burde da være i stand til at tage sine egne beslutninger på denne måde, hvad end om det var noget, som hun nu ville det eller ikke, så gjorde det jo heller ikke nogen forskel. Han trak let på skuldrene og slog de tanker ud af hovedet, inden han igen vendte sig mod hende. Igen var det hele forandret.. Han trak morende på smilebåndet, hvor han virkelig ikke kunne lade være med at grine for sig selv. "Er det nu jeg bare skal tie stille?" spurgte han drillende. Som hun nappede ham i øret, satte det et voldsomt gys hele vejen igennem ham.. Men han kunne virkelig godt lide det, når hun gjorde den slags.
Dafnir ønskede heller ikke at Adeline skulle få det dårligt, og derfor ville han selvfølgelig gerne tage hende med indenfor. Han rejste sig roligt ved siden af hende, kun for at tage hendes hånd efterfølgende. Han trykkede blidt omkring den. "Godt.. Så går vi ind," sagde han roligt. Han ville jo bare gerne passe på hende, og samtidig vise, at det var noget som han jo altså godt kunne finde ud af! Han grinede let for sig selv. "Al den friske luft blandet med de nyheder jeg er blevet fortalt i dag.. så er det lige til at blive svimmel af," påpegede han drillende, inden han førte hende tilbage til slottet og videre mod hans værelse.. Ja, det ville vel snart blive... deres værelse nu?

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og rynke på næsen som han spurt om det var der han skulle tie stille, "ja.. ja det er det.. ellers får du smæk" sag hun med en kæk stemme og så på ham og smile bare blidt, som hun kysse ham på kinden og nød og side der med hende. hvordan dafnir hade det med hans mor omkring dette emne kendt hun ikke til for hun kendt jo ikke hans mor, og hun var ikke sikker på om hun ville komme til det. at han rejste sig sig op, fik hende også bare til og rejse sig mens hun lod ham tage hendes hånd. "ja.. jeg overveje og vente med og sig det til i aften men jeg fik hele tiden kolde fødder så.." hun smile lidt undskyldene for hun hade virkelig ikke vist hvordan hun skulle have sagt det ellers til ham. hun fuldt stille og roligt med til slotte, mod hans værelse men nu hvor den lille var på vej skulle de så til og dele værelse? eller ville de stadig skulle bo i vært sit rum? hun gik og tænkt lidt ind til de kom til hans værelse. rummet var en smule lummert men det var ikke slemt, roligt gik adeline hen og satte sig i fod enden af sengen og så ellers på dafnir og smile bare blidt mens hun vippe lidt med fødderne. "nå? mere du vi snakke om eller er der andet vi skal lave ud over og snakke om det farlig emne kalde en baby?" spurt hun kækt og lo lidt mens hun så på ham. det var nu sødt af ham at han ville tage hende med ind, han var god til og passe på hende syntes hun i vært fald hvilke gjord hun følte sig mere sikker på det hele

[Deleted]

Danir slog ud i en let latter. Han kunne virkelig ikke lade være, og det erkendte han jo også gerne, for det var jo bare sandheden. Når alt nu endelig skulle komme til alt, så kunne han virkelig ikke gøre for det. "Så er det vidst på tide, at jeg bliver sød, kan jeg fornemme," sagde han med en tydeligt morende stemme, idet han blinkede til hende. Selvom det uden tvivl havde været en meget mærkelig dag, så var han helt klart glad for, at hun havde valgt at gøre det, så han netop kunne vænne sig til tanken i god tid inden det faktisk skulle vise sig, at han ville blive en far.. for han vidste jo stadig ikke om det var noget som han overhovedet kunne finde ud af, og den tanke gjorde ham faktisk en anelse usikker, og den tanke kunne han faktisk slet ikke lide. "Jeg er glad for at du fortalte mig det.. Det er slet ikke det. Det er bare meget man skal vænne sig til.. Vi gjorde det jo trods alt også bare en enkelt gang jo," endte han sigende. Det var virkelig sandt når man sagde, at der ikke skulle mere til, men hun blev derimod også lettere gravid end hvad han lige havde regnet med.
Dafnir fulgte hende roligt tilbage til værelset. Ja, de var vel nødt til at finde ud af det hele nu, og det gjorde han altså gerne. Han.. elskede hende jo. Det var måske tidligt, men han var ikke i tvivl om, at det faktisk var det som han måtte føle i dette øjeblik. "Jeg vil gerne snakke om det..Du må jo hjælpe mig lidt med det her," påpegede han med en sigende mine, inden han slog døren op ind til værelset, så de kunne komme derind istedet for.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline lo bare og så på ham "dig blive søde? kan det virkelig lade sig gøre?" spurt hun drillenden og kysse ham på kinden som hun var gået ind i værelset. hun sad roligt i fod enden af sengen med ben ud over kanten og så på ham mens hun lytte til det han sag, hun vist jo hun skulle fortælle ham det på et tidspunkt og hun var glad for hun hade tage sig sammen til og få sagt det til ham i det øjeblik som hun gjord for nu hade han tid til og vende sig til tanken, og til føle han fik styr på det hele for hun vist selv hvor svært hun hade været da hun vente oliver hun hade følt hun slet ikke hade styr på det hele og at hun bare mangle alt selv om hun stort set fik fat i det hele mere eller minder. hun lo lidt og så på ham, ja de hade jo kun gjort det en gang "åh du vil måske gerne mere ind en gang? hmm? nu er det jo sket så kan jeg vel nok give en tur til" hun smile blidt men dog med et letter drillen glans over det og med et lille glimt i øjet for hun ville da ikke sig nej til sådan en tur til. hun smile og så på ham, "bare rolig skal hjælpe dig så godt jeg nu kan.. vis du så hjælper mig også for der bliver en masse søvnløse nætter i fremtiden" hun smile og endt med og rejse sig igen og gik hen og blidt tog hans hænder og så ham op i øjnene "jeg elsker dig Dafnir" sag hun ganske blidt og smile sødt til ham som hun bare så ham op i øjnene og klemt blidt om hans hænder med sine og håbe virkelig det hele nok skulle gå og at de kunne blive en rigtig lille familie med arbejde, og babyen og tid til hinanden både med og uden baby når den blev så gammel for hun ville nødig blive single mor igen det hade været slemt nok med oliver så at blive det igen var ikke lig sagen.

[Deleted]

"Selvfølgelig kan jeg da være sød..!" endte Dafnir med en tydeligt morende stemme, inden han let himlede med øjnene af hende. Selvfølgelig var det ikke fordi at der var noget ondt i det fra hans side af. Han kunne især godt lide at de kunne drille hinanden lidt. Han var uden tvivl rigtig glad for, at hun alligevel havde valgt at fortælle ham det hele, istedet for at holde det hele skjult, for det gav ham for det første muligheden til at finde ud af, om det var noget som han faktisk kunne forholde sig til, og jo længere tid han faktisk tænkte over det.. Des mere sikker blev han faktisk også i sin sag. Han så pludselig.. frem til at skulle blive far, hvilket uden tvivl også var en tanke som han virkelig godt kunne lide. Smilet bredte sig på hans læber. "Jeg benægter det da ikke," pointerede han med en rolig stemme. Det havde uden tvivl været noget af det bedste, som han længe havde prøvet, og det erkendte han uden tvivl også, når det endelig skulle være.
Dafnir tog glædeligt omkring hendes hænder, som han trykkede i sit eget milde og blide greb. "Som jeg også elsker dig, min kære," sagde han med et smil. Selvom de måske ikke havde kendt hinanden for særlig lang tid, så var det virkelig ikke noget som gjorde nogen forskel for hans vedkommende, og det stod han mere end gerne fast ved når det nu endelig var. Han trak hende roligt med hen mod sengen, hvor de begge kunne sidde. Når barnet kom, ville der være søvnløse nætter.. Og han ville uden tvivl også gøre hvad han kunne gøre, for at hjælpe hende så meget som muligt. "Vi støtter hinanden igennem det her, Adeline.. Vi skal nok bevise for hele omverdenen, at vi godt kan," sagde han bestemt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline lo bare og så på ham som han understrege at han kunne være søde, "jamen så siger vi da bare det min kære" sag hun med en fræk under tone og lo bare mens hun så på ham og nød deres lille drillerig det løft stemning en smule syntes hun. hun så roligt på ham som hun kunne se hans smile brede sig på hans læber, hvilke bare fik hende til og smile mere selv, hvorfor han smile ja hun kunne jo nok gætte det men det var jo ikke sikkert det var det han smile af men det var også lige meget hun var bare glad for og se ham smile igen som han pleje. "jamen siden du ikke modsiger det så må du jo sige til når du har lyst ikke... bare rolig jeg kan stadig selv om jeg er gravid" sag hun drillenden og så på ham og sendt ham et lille blink og så op på ham og smile bare blidt, hun nød hans hænder der tog så blidt om hendes og klemt blidt igen som han gentog hendes ord mod hende, og smile bare og kysse ham ømt på munden. hun lod ham trække hende hen til sengen hvor hun roligt satte sig og så ellers bare på ham, hun smile bare og nikke hun var enig med ham "det skal nok gå.. jeg skal nok hjælpe med at lære dig op i disciplen baby pasning og pleje" hun lo lidt og så på ham og lag hovedet mod hans hals, "jeg sikker på det hele nok skal løse sig." hun så på ham før hun drillenden vælte ham bag over i sengen hvor hun satte sig let på hans mave og bare sad der og vifte lidt med hofterne mens hun smile drillene til ham "hovsa" sag hun sødt og lo bare hun hade brug for at de fjolle lidt og holdt en pause med baby snakken hun hade bare brug for at hygge sig sammen med ham.

[Deleted]

Danir sendte Adeline et let og stille smil. Han var virkelig blevet glad for hende på alt for kort tid. "Lige præcis! Det er lige hvad vi siger!" sagde han med et smil på læben. Han blev siddende ved siden af hende. At vide at hun jo stadig kunne, selv på trods af at hun nu ventede sig, glædede ham naturligvis, også selvom han måske var lidt mere påpasselig, for han ville jo heller ikke ende med at gøre barnet ondt. Det var i hvert fald hvad han havde hørt, om man begyndte med den slags, når man ventede sig, og det var han jo på ingen måder interesseret i. "Jamen.. kan man ikke gøre barnet ondt når man gør sådan noget?" spurgte han. Det var noget som han havde hørt. Han skulle ikke kunne sige sig, om det var sandt eller ikke, men han ville jo ikke skade det kommende lille barn som de ventede sig jo! Overhovedet ikke!
Dafnir satte sig ved siden af Adeline, og endte med at tage omkring hendes hånd. Det betød uden tvivl utrolig meget for ham at hun ville hjælpe ham, for han ville få brug for alt den hjælp som han kunne få, for han havde ingen anelse om hvad pokker han egentlig måtte gå ind til for øjeblikket. Hendes ord fik ham let til at himle med øjnene. Hun kunne da i hvert fald stadig drille ham, det kunne han da godt høre! "Du driller mig gør du! Men.. jeg værdsætter det. Du ved da om lidt mere end hvad vi går ind til," sagde han sandfærdigt. Han personligt havde jo virkelig ingen anelse! At hun så direkte fik ham ned at ligge og tog pladsen ovenpå hans mave, fik ham nu kun til at grine. Køn som hun så ud deroppe. "Drillepind," endte han med en morende stemme.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og lo bare som han sag at det var det de sag omkring det emne, hun smile bare og så på ham som han spurt om det kunne skade barnet og lave den slags. hun så roligt på ham "nææ der sket ikke noget med oliver.. så tror jeg ikke.. tror bare man skal tage sådan rolig og ikke bare være vild og voldsom" hun så på ham og nusse ham blidt i nakken mens hun nød og hold ham i hånden med den anden hånd, hun kunne godt forstå hans bekymring sådan hade hun også haft det første gang hun var gravide vis ikke meget være ind ham. hun så roligt på ham og kysse ham på kinden "vis du er bekymret for om det skader kan vi godt lade vær" hun så på ham og smile opmuntre mens hun bare nød og side der i sengen med ham og bare hygge sig og drille ham. hun lo lidt da han himle med øjnene og så bare på ham "det er rigtig! jeg ved en del mere om at passe børn ind dig og glæd sig for du får nok og se til" sag hun drillene og kysse ham på kinden og lo blidt mens hun nød at drille ham lidt. at hun hade haft nemt med at få ham ned og ligge og nu sad oven på ham more hende vældig og hun sad bare pænt der på ham og ind i mellem hoppe let på ham uden og lægge vægt på ham. "kan ikke gøre for dit drilleri smitter " sag hun sødt og så på ham og lod en finger glide ned af hans bryst og mave mens hun bare så på ham og sad der og smile triumferne "nå hvad vil du så gør for at få mig ned hm?" spurt hun drillenden og så ned på ham og drillene rykke sig så hendes ende rør ved hans skød og sad bare der ganske stille.

[Deleted]

Dafnir ønskede virkelig ikke at der skulle ske noget med hans kommende barn, og derfor ville han bare gerne have det på det rene nu i tilfælde af, at der faktisk skete noget, for det var slet ikke meningen, at den slags skulle forekomme, og da slet ikke på hans vagt! Hans første barn skulle bestemt ikke komme til skade fordi at de ville hygge sig for en enkelt aften. "Jeg.. jeg ved bare ikke.. Jeg vil jo ikke have at noget skal ske med barnet," forsøgte han med en rolig stemme, inden han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han håbede at hun forstod, også selvom det kunne indikere, at de skulle vente med at gøre det igen til barnet var kommet, og det var noget som han hellere ville, end at noget skulle ske med den lille.. Han ville jo gerne fremstå som en god far. Et sted var han jo bekymret, for de var jo heller ikke ligefrem noget.. fast endnu. Han sendte hende et let smil.
At Dafnir så derimod så pludseligt skulle ende under hende, var heller ikke lige noget som han havde set komme. Han grinte let. Hun var virkelig en fantastisk person, og det var noget som han uden tvivl rigtig godt kunne lide. Han lagde hænderne et mod hendes lår, nu hvor hun sad med et ben på hver sin side af ham. "Det glæder mig.. For jeg får brug for alle de gode råd som jeg kan få," fortalte han sandfærdigt, da han igen vendte blikket mod hende. Sagen var vel også, at han ikke ønskede at hun skulle trække sig væk fra ham? Han trak vejret dybt. Fingeren som gled over hans bryst og mave, efterlod ham med en kraftig sitren. "Tør du virkelig finde ud af det, min kære?" spurgte han med en drillende stemme. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som hun kunne se og fornemme at han ikke just tur gør det med hende så længe hun var gravid, hun så på ham og smile bare blidt. han var virkelig en omsorgsfuld mand og hun kunne godt lig han allered tænkt på barnet. hun så på ham og kysse ham på munden "det okay vis du ikke vil..så venter vi bar" hun smile og kysse ham på munden igen og så bare på ham mens hun sad der der oppe på ham. hun smile bare og så på ham "bare rolig er der noget så bare spøger jeg bider jo ikke" sag hun drillenden og så på ham og nusse hans bryst blidt mens hun bare så ned på ham, og lo bare "det kan du tror jeg tør min kære.. men det mere tør du" hun fnise og lage sig ned på ham og prikke drillenden til hans næse mens hun bare lå og så sødt på ham. hun så på ham og nød virkelig den tid med ham, og at de begge to nu var bare lidt mere rolig over den stor nyhed omkring de skulle vær forælder, hun så på ham og prikke bare til hans næse mens hun så ham ind i øjene.