You are... what?

[Adeline Magarita Jakson]

adeline stod blot op af muren, følelserne styrte rundt i kroppen på hende, hun var ked af han hade reager på den måde han hade. et sted han hun håbe på han ville blive gladere for nyheden om han skulle vær far for han hade jo fortalt hende han gerne ville have børn en dag når han fandt den rigtig.. måske var det fordi hun ikke var den han hade tænkt sig at få børn med? den tanke ramt hende som en lussing. hun så blot ned i jorden og fik bare lyst til og tude stort ind til hun hørt dafnir snakke til hende, hun blev faktisk lidt forskrækket. han var komme efter hende? det hade hun ikke regn med. hun så stadig ned med ansigt skjult bag håret som han sag de skulle snakke ud om det. hun brugt lidt tid på at samle sig inde i og sikker sig øjne ikke var fyldt med tåre. før hun enligt så op på ham, hun lag armen en smule om sig selv, hvordan skulle de lige begyndt på sådan en samtale, normalt ville hun nemt kunne starte en med ham og bare snakke løs og more sig men det her var jo temmelig alvorligt og det hade tydelig vis påvirke ham rigtig meget, hun var selv mere roligt da hun vist der ville vente hende de næste par måneder det eneste hun ikke vist var om han ville være en del af det eller om hun ville stå alene med det som hun stort set hade gjort med oliver den gang han kom til verden hun vist hvordan det var som enlig mor så det ville ikke blive så svært for hende, hun tur næsten ikke forstille sig olivers ansigt når han hørt han skulle vær storbror nu som en voksen mand, det her blev da bare værre og værre. hun bed sig svagt i læben som hun så på dafnir håbe lidt han kunne starte denne snak om babyen for hun vist ikke rigtig hvor hun skulle begynde, hun vist jo ikke at det her ikke passe så godt ind i hans planer og hun kendt jo ikke så meget til hans fortid han hade ikke just snakke meget om den og hun hade ikke ville spøger da han ikke virke som typen der ville snakke om ting fra fortiden som hun selv ville.

[Deleted]

Dafnir ønskede sig børn en dag, men han havde da slet ikke regnet med, at det skulle være lige nu! Nyheden om det, var uden tvivl kommet ham selv som et chok, og han vidste bestemt heller ikke om det var en god eller en skidt ting. Det var bestemt heller ikke hans mening at gøre det værre for hende, end hvad hvad det var i forvejen. Han havde alligevel valgt at søge efter hende.. Han kunne ikke lade hende være, når hun var så ked af det. Det var mere frygten for, at han ikke ville være god nok... blive som sin egne far, som havde ramt ham som noget af det første.. Han kunne ikke rigtigt finde ud af det, men det var noget som han agtet at finde ud af, når muligheden for det, endelig ville byde sig for ham.
Hånden gled mod hendes skulder, da han bad hende om at stoppe. Det syn som mødte ham.. gav ham en direkte knude i maven. Han bed tænderne svagt sammen. Han havde virkelig ikke ment at reagere på den måde, men han kunne virkelig heller ikke gøre for det! "Hør.. jeg..." begyndte han, inden han igen stoppede op. Han vidste slet ikke hvordan han skulle tolke det hele. Han trak vejret dybt. Han ville selvfølgelig gerne stå ved ansvaret, for han havde været med til det.. Han ville bare ikke vise sig, at blive som sin egen far, for den mand havde virkelig ikke været det værd, kunne man sige, og det stod han fuldkommen fast på i den anden ende. Han rystede på hovedet af sig selv. "Du får ikke lov til at stå med det ansvar selv, Adeline.. Jeg.. jeg vil gerne stå der," sagde han endeligt. Han var bange.. Bange for ikke at kunne gøre det godt nok. Og han var endnu mere bange for hvad hans mor ville sige.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham som han lag hånden på hendes skulder, det var tydelig han virkelig ikke ane sin levenden råd. selv vist adeline nok mere ind ham hvad det ville sig og være en forælder, for hun hade jo oliver og ham hade det da lykkes og opdrage sådan nogle lunde selv om den dreng stadig hade sin evner til at rode sig ud i ballade og ikke høre efter til tider. at han så fik sag han godt ville være der, tog hun det som han mente han ville tage ansvar et sted følt hun hjerte kryb lidt op af maven igen, men hun kunne jo tydelig fornemme han slet ikke var tryg ved det og det gjord bare hun stadig var ked af det for han virke ikke til at det her over hovedet ville vær noget der gjord ham glad på noget tidspunkt. "jeg kan jo se på dig du ikke føler dig tryg ved det her dafnir... du skal ikke presse dig til at være der vis du ikke føler du kan magt den opgave og vær forælder.. men vis du virkelig mener det.. skal jeg nok hjælp dig så godt jeg kan men at vis dig hvordan det er at være forælder.." hun så på ham, hun bed sig i læben et stød lød hendes ord slet ikke overbevisende og hun ane ikke hvordan hun skulle vis ham hvordan man var en forælder, hun vist kun hvordan man var en mor og ikke en far! hun så ned ganske roligt det her var virkelig bare ikke nogle lykkelig situation for nogle af dem, selv om adeline prøve at vær glad for hun nød jo børn og det hun skulle have en lille en mere var nærmest for godt til og være sandt i vært fald i hendes øjne. hun så på dafnir hun hade mest lyst til at undskylde til ham for at sætte ham i denne situation, hade hun vist hun hade så nemt ved at blive gravid hade hun nok ikke haft den intime nat med ham, men sket var sket og hun kunne ikke stoppe det nu for babyen ville komme og hun ville elske det og beskytte det som en mor skulle. men lig nu var det mest forholdet til dafnir hun var bekymret for, for lige nu virke det hele akavet og trist og hun savne at se ham smile og vær som han pleje. hun så på ham som hun stadig hade armen let om sig, og prøve at samle tankerne og prøve at tænke positivt "jeg ked af putte dig i denne her situation.. hade jeg vist du ville reager sådan.." hun stoppe igen for hun fortrød jo ikke det de hade lavet sammen men så igen hade hun ikke gjort det så stod han ikke der i tydelig vis var i panik og ikke så spor glad ud for at hun bar hans barn, hun var vist bare ikke den han ville have børn med, den tanke i sig selv fik hendes øjne til go blive blank for hun holdt jo meget af dafnir hun ville faktisk til og sig hun direkte elske den mand, og nu så det bare ud til hun hade ødelagt det hele.

[Deleted]

Dafnir var direkte panisk, men han havde uden tvivl også sine gode grunde. Han var kun vokset op med en mor, vidste ikke særlig meget omkring sin far, andet end at han havde været meget sammen med en anden kvinde, og hans mor havde opfostret ham alene.. I det tilfælde, kunne man jo heller ikke sige, at han havde det bedste forbillede, og han var virkelig bange for at fejle.. At gøre eller sige noget forkert, kunne alle jo gøre, men når det kom til en opdragelse af et barn... hans eget barn, så følte han virkelig at han fik kolde fødder, og det lignede ham slet ikke. Han var på ingen måder tryg ved det, men agtet at stå der, og yde det som han nu kunne tilføje det her. Han tog ansvar.. Han havde været med til det, og han havde nydt den aften med hende, men resultatet, havde han ærlig talt slet ikke skænket en tanke på noget tidspunkt. Han trak vejret dybt. "Du har fuldkommen ret i, at jeg slet ikke føler mig tryg ved det her, Adeline.. For det gør jeg ikke. Jeg vil værdsætte din hjælp... Jeg har virkelig ingen anelse om hvad det vil sige, at være en forælder.." Han vendte blikket mod hende. Han havde jo set hvor meget hans moder havde kæmpet for at få det hele til at fungere, og han vidste, at hun til tider var gået grædende i seng, fordi at det havde været hårdt.. Derfor ville han heller ikke lade hende stå med det hele alene.. Slet ikke! Han stillede sig roligt foran hende. Begge hans næver lagde han på hendes skulder. Det var ikke hendes fejl. Han værdsatte faktisk, at hun havde fortalt ham det. "Hvorfor undskylde for noget, som jeg selv var med til? Jeg.. erkender gerne, at jeg slet ikke har tænkt på, at vi kunne ende med at stå i denne situation, men.. Adeline.. Jeg vil virkelig gerne være der.. for dig og for.. vores barn.. Og jeg mener det," endte han denne gang en kende mere beslutsomt. Tanken gav ham koldsved i hænderne. Han brød sig ikke om det, men han ville tage ansvaret for det, som han havde været med til. Han ville ikke være som sin egen far!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham, som han lag begge hans næver på hendes skulder og ellers snakke. hun prøve virkelig ikke og tude og hun prøve virkelig at se positivt på det hele, men det var svært for han virke helt forkert og det var så tydelig at han ikke var tryg ved det her, hun så på ham og holdt tåren inde mens hun bare så på ham som han forsikker hende om han ville være der. et sted hade hun svært ved at tro ham, hun frygt virkelig at når maven begyndt og vokse og tiden nærme sig at han så ville holde sig væk eller stikke helt af. hun så dog bare på ham og sag så "lover du det?" spurt hun stille som hun så på ham med de grå øjne, som hun knuge sin arme en smule ind til sig selv. hvor hun dog mest hade lyst til at kramme ham og bare have det sjovt som før hen, hun følt virkelig alt var ødelagt og hun regne med hun nok skulle begyndt og sov alene igen som før hen nu hvor det her var sket for hun var så sikker på han slet ikke ville have hende tæt på mere. alt hade virke så rigtig mellem de to ind til nu, men nu hvor der var en baby på vej så føltes det bare forkert.. mund det var fordi han ikke vist nogle form for glæd? eller var det bare hende der var overfølsom lig nu, hun så ned igen før hun lod armen glid ned langs siden og i steden for søg omkring dafnir hvor hun trykke sig ind til ham og gemt hovedet mod hans skylder, hun ville virkelig ønske alt bare var som før hvor hun var lykkelig og hvor de begge smile og nød hinandens selskab, for lig nu virke det hele som et stort kaos. hun trykke sig ind til ham, et sted håbe hun vel på at det hele bare ville forsvinde og hun igen var normal ingen baby bare hende og ham som det hade været de sidste par uger.

[Deleted]

Dafnir havde ganske vidst ikke de bedste forudsætninger for at blive en god far, men han ønskede det jo, som han også ønskede at være en del af det, nu hvor han også stod med delvist ansvaret for det skete. Hormonerne og følelserne var vidst lige løbet afsted med ham, end det var jo heller ikke fordi at han ville sige, at han havde fortrudt, for det havde han ikke! Det var noget af det bedste, som han nogensinde havde oplevet i sit liv. Han skulle bare lige finde ud af, hvordan han skulle tage tingene, for det var jo ikke hver dag, at man fik den nyhed smidt i ansigtet. Hans blik hvilede på hendes skikkelse, mens han endnu havde begge hænder på hendes skuldre. Hans hænder rystede en smule. Selvom han ikke rigtigt nåede at svare, før hun var kommet tæt nok på, til at lægge armene om ham. Forsigtigt lagde han armene omkring hende lige så. Det var virkelig.. uvirkeligt for ham, at vide, at hun havde et lille liv til at vokse i sit indre, og at han havde været med til at skabe det. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik, inden han nikkede. Han ville stå der. Han ville ikke stikke af med halen mellem benene, som hans far havde gjort! "Det lover jeg, Adeline.. Du skal ikke stå selv med det.. Vi.. vi finder en løsning på det hele.. sammen," sagde han denne gang mere selvsikkert. Han skulle vel bare vænne sig til tanken om det? Så kunne det være, at det hele faktisk ville gå hen og blive bedre igen? Ikke fordi at den tanke ville gøre ham noget, for det ville den bestemt heller ikke! Han vendte blikket stille ned mod hende, også selvom han hellere end gerne lod hende blive stående der. Hans krop rystede stadig.. Han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre af sig selv, og den tanke var direkte.. uhyggelig et eller andet sted. Han trak vejret dybt igen. "Jeg skal bare lige finde ud af det hele. Jeg.. har aldrig haft en far selv, så ved ikke hvordan man er en god far," sagde han ærligt. Lige den familiehistorie havde han jo heller ikke delt med hende.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham eller retter på hans hals da hun jo stod og holdt om ham lidt nu, at han love at være der og ikke løbe væk gav hende en vis ro i kroppen men så heller ikke ret meget for han kunne jo stadig bryde det løfte og så stod hun jo igen med det her alene. hun stod bare og trykke sig ind til ham, bange for han ville løbe sin vej eller skubbe hende væk og ikke ville se hende mere. at han fortalt han aldrig hade haft en far selv fik hende til at holde vejre en smule, så det var måske der for han ikke tog det særlig pænt, det hade hun aldrig tænkt over det kunne være en årsag. hun så ned i skulderne, alt aldrig have en far.. ja det var vel det hendes egen søn oliver mente han hade været i gennem da damon jo aldrig rigtig hade tid til at være hjemme hos dem mere ind en halv dag vis ikke en hel vis man var heldig. hun så på ham som hun kort holdt sig selv lidt ud for and ham, hvordan han skulle vær far ja det var jo kun ham der kunne vælge hvilken type far han ville være, men hun syntes nu der var en bestemt type han ville passe bedst som "du skal bare vær dig.. den bedste far er den som tør være den han er.. og ikke ænder sig bare fordi der kommer en baby.. nok skal man ind i mellem ænder sig fordi der sker ting man normalt ikke skulle tage stilling til.. men for alt i verden.. skal du bare vær som du er dafnir.. en beder far kunne ingen baby få vis du bare gør det" hun så på ham, og gav ham forsigtig et lille trøst kys, inden hun igen trykke sig ind mod ham og lag hovedet over hans skulder, ganske sag hun så ind mod hans skulder "jeg elsker dig dafnir.." hun gemt ansigt i hans skulder og trykke sig bare ind til ham, mens hun trak vejre så roligt hun kunne og kunne mærke hun ryste lidt i hele kroppen lige som ham, for når han reager så nervøst så gjord hun det faktisk også. hun håbe virkeligt at det hele nok skulle gå godt, og at de kunne finde ud af det her sammen og skulle det hele briste ville hun ikke giv ham skylden, men hende selv for at putte ham ud i denne her situation for det tog hun på sin skulder og kun sin egne, selv om han hade give den ene del af problemet så var det hende som bar rundt på det og lod det vokse sig stort og stærk.

[Deleted]

Dafnir var virkelig bange for, at han ikke ville være i stand til at håndhæve rollen som far som han egentlig burde, for han havde virkelig ikke de bedste forudsætninger for det.. Han havde virkelig ikke nogen anelse om, hvad det ville sige, at blive en god far.. hvad det ville sige, at være en god en for den sags skyld, for han havde jo aldrig oplevet en selv. Et sted, var det selvfølgelig en tanke, som selv måtte gøre ham trist, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund. Som det nu var sagt, så var han bange for, at han ville skuffe hende.. og den lille som de nu ventede sig, selvom den tanke alene var helt uvirkelig for ham. Han lyttede til hendes ord. Bare være ham selv? "Og hvad så hvis det viser sig, slet ikke at være nok, Adeline? Min egen far forlod mig og min mor, fandt en anden at være sammen med, som var ung, smuk og havde to andre børn.. Jeg har aldrig lært ham at kende.. jeg.. jeg ved virkelig ikke hvad det betyder at være en god far." Igen var det vel bare hans personlige frygt for at dumme sig, som kom ham i vejen for øjeblikket? Og det var bestemt heller ikke fordi, at han ville sige, at det var behageligt, for det var det da godt nok heller ikke, hvis han skulle være helt ærlig. Han lukkede øjnene og rystede på hovedet af sig selv. Det lignede ham ikke at være så usikker, og han hadede det jo også! Hendes sidste ord, var næsten som om at de igen slog pusten ud af ham. Han åbnede øjnene.. hans hjerte hamrede mod hans bryst. Han havde da aldrig nogensinde hørt hende udtale de ord overfor ham! "Du... du elsker mig?" spurgte han, lige mest for at sikre sig, at han havde hørt rigtigt.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline holdt forsat om ham som han begyndt og snakke til hende, det var temmelig tydelig for hende han virkelig var skræmt af det hele og at han ikke var tryg ved at skulle være en far, hun forstod godt at han ikke vist meget om at være en far fordi han ikke selv hade haft en men hun var sikker på han nok skulle flad naturlig i rollen. "vis den lille vokser på med at se den personlighed jeg slev har set vil den ikke kendt til andet.. den lille vil altid syntes du alletiders bare du bruger tid på den.. jeg har set hvad der sker når en far mangler.. oliver vil ikke en gang kalde sin far for far.." hun så på ham da hun hade holdt sig lidt ud for ham, hun lod en hånd nusse ham over kinden, "jeg sikker på du bliver en god far dafnir... jeg kender ikke din far men jeg kan fornemme du nok skal blive langt beder.. vi hjælpes ad og så skal det nok gå" hun så på ham, og prøve at smile opmunderne til ham, at han så spurt om hun elske ham efter hun hade sagt det fik hende til og rødme en smule for hun hade aldrig sagt det højt til ham hun hade mest altid tænkt det for sig selv fordi hun var bange for det var for tideligt og sige det, men nu hvor han hade fået smidt nyheden om babyen i hovedet på ham, kunne hun lige så godt få sagt det hele så han ikke fik flere stor nyheder forløbe. hun rødme bare og nikke så lige så stille, "jeg elsker dig " sag hun igen lidt højre og lidt mere tydelig så hun var sikker på han forstod de ord hun sag, hun rødme bare og kigge en smule ned, og var lidt flov over at sig det, men hun elske ham altså og hade hun ikke haft den intimt nat med ham, allered der hade hun opdage hun var begyndt og forelske sig i ham, men hun hade først troede det bare var fordi hun savne nærhed fra en mand men da de så hade brugt tiden sammen bag efter uden han hade ænder sig over for hende, var 10 øren virkelig fald for hende og hun var nu sikker hun elske manden der stod der forand hende og som hun nu skulle have en baby med, og hun ville gør hvad hun kunne for at søger for han var glad og munter selv om hun lige nu følt hun hade fejlet temmelig stort. hun så på ham, og lod et par finger stryg noget af hans hår tilbage inden hun forsigtig lag læberne mod hans og gav ham et ømt men kærligt kys for at understrege det hun hade sagt til ham, hun elske ham.

[Deleted]

Ved hendes ord angående hendes søn, blev Dafnir om ikke andet, så mere stiv i ansigtet, end det som han havde været til nu. Han brød sig bestemt ikke om det faktum, at han kunne risikere at stå i samme situation, for i hans øjne, var det uden tvivl direkte dræbende, at det var sådan det skulle være. Han vendte blikket en anelse mere væk. Han håbede virkelig ikke, at det blev tilfældet for hans vedkommende. Hvad nu hvis hans eget barn slet ikke kunne lide ham? Og slet ikke ønskede at kendes ved ham? Det håbede han da godt nok ikke ville blive resultatet! "Jamen... hvad så hvis vores barn ikke kan lide mig? Eller det jeg gør? Hvad hvis... det bedste jeg kan gøre, slet ikke er godt nok?" spurgte han. Selv havde han ikke nogen anelse om hvad det ville sige, at skulle opfostre et barn. Selv havde han jo bare sin mor, også selvom det ikke var meget som han så til hende mere, og han havde jo set hvor hårdt det havde været for hende at klare sig igennem det.
At høre hende skænke ham de ord i det åbne og offentlige, var bestemt heller ikke noget, som han havde regnet med at skulle lytte til. Hans hjerte hamrede så kraftigt mod hans bryst, at han var bange for, at han ville skvatte om. Han blinkede let med øjnene. Hun... elskede ham virkelig? Han lod tungen kort stryge over hans læber, inden han vendte blikket mod hende. Han havde altså hørt rigtigt. "Jamen jeg.. det er virkelig mange overraskelser på en dag.. bær over med mig, Adeline.." undskyldte han. Han kunne virkelig ikke finde ud af det hele! Det var faktisk svært for ham! Han trak vejret dybt. Ja, et sted vidste han jo godt hvad han følte også? "Jeg er.. virkelig også blevet glad for dig, min kære.. Det er jeg virkelig.. jeg.. elsker også dig," afsluttede han. Denne gang mere selvsikkert end hvad han havde gjort før.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham, hun blev en smule skræmt over hans ansigt pluslig stivne mere ind før. måske hun ikke lig skulle have nævnt at hun hade vært igennem det at være alene mor? hun så på ham og smile bare blidt til ham. "søde dafnir.. hvorfor skulle den ikke kunne lig dig? du jo venlig og sjov også har du den dejlig barnlig side som et vært barn ville elske.. selv om du ikke kan se det selv så kan jeg godt se at du nok skal klar det.. og jeg er helt sikker på den lille vil elske dig.. lig så meget som mig" hun smile og nusse dafnir over kinden og smile bare blidt. hun så på ham som han undskyldt for hende, ja det var vel nok en hel del og skulle tykke på og det forstod hun godt, så hun forvente slet ikke han ville gengæld hendes svar. så han elske hende igen! hun rødme og så på ham, hun bed sig lidt i læben "du elsker mig?" sag hun stille lig som han hade gjort for hun ville godt lig hør de ord igen, det lød godt i hendes øre og hun følt hun fik det meget beder, hjerte kravle op af maven og op i halsen på hende og banke som en gal, hun så på ham og holdt forsat om ham mens hun bare så på ham, hun håbe virkelig det hele nok skulle gå og hun ville i vært fald gør alt hvad hun kunne for at forberede dafnir på den lille som ville komme om nogle månender, men hun vist hun ikke skulle presse på for hun ville ikke risiker han så banke ud af det og hun så blev alene mor på ny, så alt hvad der handle om babyen ville hold på et minimum så han lig kunne tykke på det hele, og fald til ro og forhåbenlig kunne vende sig til tanken og måske begynde og glæd sig? for hun kunne da mærke at hun selv hade en lille boble af glæd der lå og lure i bunden af maven, og gerne ville komme frem og vokse sig meget større sammen med babyen, hun så på ham og kysse ham på kinden og hade enlig bare brug for lidt kærlighed lig nu efter alt det her, for det hade ikke være en god oplevelse at skulle fortælle ham det som hun ellers hade håbet en smule på, men sket var sket og hun måtte bare håbe på han snart blev sit god gamle jeg igen for hun savne hans smile.

[Deleted]

I det store og hele, så vidste Dafnir slet ikke hvordan han skulle handle og reagere på tingene, så det var vel heller ikke underligt, at han tog det som han gjorde? Han havde pludselig mange ting, som han skulle have på plads, og frygten for at fejle var virkelig stor. Nu hvor hendes søn havde reageret sådan på sin egen fader, hvad så med ham og deres kommende? Han var virkelig bange for selv at skulle gøre de fejl om igen. Han bed sig svagt i læben og vendte blikket en anelse ned mod jorden under ham. "Jeg ved det ikke, jeg... jeg har bare ikke lyst til at begå de fejl, Adeline. Det med børn og opdragelse.. Det ved jeg da er en stor ting, men jeg.." Igen rystede han på hovedet. Ja, hvad var det egentlig han forsøgte at forklare?
Selvom det måske var mange ting som skete på en dag, så mente Dafnir nu alligevel sine ord. Han havde kendt hende længe nok til at vide hvad den følelse betød, og selv måtte han jo erkende, at han slet ikke var i tvivl om, hvad det var for en. Han sendte hende et mere selvsikkert smil, selv da hun begyndte at nusse hans kinder. Hun havde virkelig en fantastisk beroligende effekt på ham, og selvom han måske stadig var meget usikker på det med børn, så var han da langt mere sikker i det andet, og det ønskede han da at fortælle hende og lade hende vide. "Sig mig.. Er de engleøre ved at falde af?" spurgte han let drillende, da han jo godt vidste, at hun havde hørt ham første gang. I hans stille sind, havde han sagt dem for sig selv fra tid til anden.. Og nu ønskede han jo for alvor at lade hende vide det. Han hævede hånden og strøg den mod hendes kind, inden et smil bredte sig på hans læber. "Jeg elsker dig, Adeline," sagde han med en dæmpet, dog ganske ærlig stemme.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham og strøg ham blidt over kinden, at han forsat prøve at forklar noget hun ikke var sikker på hvad var fik hende blot til og smile ømt til ham, "hey.. du begår ikke de fejl.. vi tager det stille og roligt, et skridt af gangen en dag af gangen.. du skal se.. det kommer helt naturlig.. og jeg er her til og hjælpe dig ikke?" hun så på ham og prøve at sende ham et opmunderne smile, hun så på ham som han så drille hende med om hendes øre er falde af, hun lo lidt og så på ham, "ja du simpel hen nød til og gentage det" sag hun drillenden og nød han igen drille hende for hun var virkelig bekymret for han ikke ville blive sit gode gamle jeg igen men det her tydet da meget godt, hun rødme som han gentog hendes ord. og nød lyden i hendes øre uh hvor hun nød det! hun så på ham og smile blidt "jeg elsker også dig dafnir" sag hun stille men selv sikker og så på ham og lod hånden stryg ham over kinden, og så ham roligt i øjene. hun stod bare roligt der, mens tankerne stadig kørt rundt i det lille hoved, hun hade nok og skulle se til hun skulle jo stadig arbejde og hun skulle enten få fat i en ny vugge eller hente olivers gamle hjemme i det gamle hus, og baby tøj skulle også skaffes ja der var nok og se til, men en ting var sikkert hun glædet sig som et lille barn til sin fødselsdag til den kom nu mangle hun bar og sig det til oliver, og hun tur ikke tænk på hvordan han ville reager. hun ryste tanken af sig det måtte vente lig nu måtte hun vær der for dafnir til han hade det beder med det hele, hun så på ham og tænkt lidt for urtehaven var fin lige nu så hun kunne jo hjælpe ham vis han hade lyst til det, "skal jeg hjælpe dig i stalden? jeg har ikke rigtig noget i haven der skal nåes.. så vis du har brug for selskab vil jeg godt hjælpe med minder du har brug for alene tænke tid" hun så på ham og stod bare og nusse hans kind mens den anden arm stadig var om ham.

[Deleted]

For Dafnir var det her faktisk en utrolig svær situation, men han forsøgte virkelig at gøre hvad han kunne for at finde ud af det hele.. Han ville jo gerne finde sin plads, og specielt når der nu også kom børn i billedet, så var det ikke underligt, at han reagerede som han gjorde, var det? "Jeg.. kan ikke rigtigt lade være med at tænke tanken.. Det.. det beklager jeg," sagde han dæmpet. Det var virkelig en kæmpe omvæltning i hans liv, og det var faktisk noget som han havde svært ved at acceptere i det store og hele. Ikke fordi at han som sådan kunne gøre alverdens ved det, for det kunne han jo ikke. Det havde fået en konsekvens, og uanset hvad, så var det ikke noget som han ville vende ryggen til.
Dafnir valgte at gengive ordene endnu en gang. Hans blik gled mod hendes skikkelse, og med et svagt smil på læben. At høre hende sige dem igen, var noget som kun fik smilet til at brede sig. Han var virkelig blevet glad for hende.. Så glad, at han faktisk havde svært ved at forestille sig, hvordan han skulle tage det hele, om hun ikke ville være der omkring ham til sidst. "Jeg er bange for, at det er ord, som jeg ikke vil blive træt af at høre," påpegede han med en rolig stemme. Som hun stillede sig og nussede hans kinder, faldt han mere til ro. Hun skubbede ham ikke væk.. Nej, hun havde taget ham helt til sig, og det var noget, som uden tvivl også betød forbandet meget for ham. Selvom han ikke havde den fjerneste anelse om, hvad det ville sige, at have børn i huset, så ville han mere end gerne gøre sin indsats, for at få det til at virke.. Det var et mål for ham, og han tøvede så sandelig heller ikke. Han vendte blikket mod hende. Lige nu var det ikke ligefrem arbejde, som han kunne fokusere på.. men derimod alt det andet, som han meget gerne ville have på plads, og gerne så hurtigt som muligt! "Skal jeg være helt ærlig, så tror jeg ikke at jeg kan koncentrere mig om arbejdet lige nu, Adeline.. Jeg.. vil hellere være sammen med dig og.. finde ordentlig ud af det hele.. og hvordan vi gør det.." Blikket gled til hendes mave.. Alene det at hun ventede sig, skulle han jo lige finde ud af først.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham som han begyndt at beklage hans tanker "hey det okay.. det ikke noget og undskylde for.. du er i din god ret til at have de tanker.. det er jo noget af en nyhed som jeg jo smider på din skulder.. vis nogle skal beklag så det mig" hun så på ham og nusse blot hans kind ganske blidt, hun smile lidt som han sag det var ord han aldrig ville blive træt af at høre fik hende til og le svagt "bare rolig skal nok sig det lig så mange gange som du orker" hun smile og så på ham og kort nusse sin næse mod hans og forsatte med blidt og kærligt og nusse hans kind, i mens hun lod ham snakke. et sted forstod hun godt han ville have det hele på plads og i orden med hvad der skulle ske og gøres osv. men der var jo en god del måneder til babyen ville komme, men det var i orden for han var jo ny i det her og hun hade jo prøve det hele før så hun vist hvad hun skulle gør og hvad der skulle ordnes. "okay.. noget særlig du gerne vil have på plads?" hun så på ham og nusse stadig hans kind for at gør ham mere rolig, det og så nød hun bare og nusse ham, det var helt hendes lille hobby at nusse ham, når hun enten stod sammen med ham eller når de sov sammen osv. hun så på ham som de stod der i solen, begyndt hun faktisk og få det meget varmt og ind da små dårligt "øhm kunne vi ikke snakke et sted med skygge jeg har det ikke så godt" hun måtte tage hånden til sig og prøve lidt og skræme solen med hånden i mens hun brug den anden hånd til at støtte sig til muren bag hende, for hun begyndt faktisk og få det rigtig skidt fordi hun hade det for varmt og ikke hade drukket noget i et godt stykke tid.