You are... what?

[Deleted]

Det var en varm dag.. Det nærmede sig efterhånden sommer, og Dafnir var endnu en gang ude ved hestene i stalden. De skulle ud, så det var det som han var ved at forberede dem til. Marcell havde han givet fri i dag. Den mand havde gjort mere end bare at træde til igennem den sidste tid, og derfor synes han bare det skulle være på sin plads. For ham og Adeline gik det jo faktisk fremad. Han tilbragte stort set sin fritid sammen med hende, og han måtte i sandhed erkende, at det var noget som han virkelig godt kunne lide. Når det nu var sagt, så var det tankerne om hende alene, som fik ham til at smile.. Han kunne virkelig heller ikke lade være.
Dafnir strøg den store sorte hingst over mulen, inden han fik grimen på det smukke dyr, kun for at trække det ud af folden for at få det ud på græs. Han var en glad mand efterhånden, og det var alt sammen kun på grund af Adeline. Han havde virkelig meget at takke hende for, og det var noget som han virkelig godt kunne lide. Han slap hesten fri da han endelig kom ud på de store græsarealer ikke langt fra deres stalde, hvor de tilbragte tiderne når solen var oppe. Hesten begyndte at hoppe og springe, som den altid gjorde, når den kom ud, hvilket fik Dafnir til at smile stort og tilfreds. Armene lagde han over kors, som han lænede sig op af muren som omringede det store græsareal. Det her var uden tvivl noget af det bedste ved hans arbejde, og han kunne jo ikke gøre andet end virkelig at elske det.

[Adeline Magarita Jakson]

Det var virkelig et vidunderligt vejre syntes adeline, solen skinne og vinden var mild og blid. varmen fik alt til og gro beder og stærkere og urtehaven var virkelig begyndt og ligne noget. alt var bare så dejligt, hendes tid på slotte hade været utrolig dejligt, hun hade ind da snakke med sin søn oliver der var komme tilbage til landt! og hendes forhold med dafnir gik bare i hendes øjne helt fantastisk. han hade fyldt det tomrum ud som hun hade gået med i så mange år. han var den som fik hende til og smile og le, selv når han ikke var i nærheden var han i hendes tanker og fik hende til og smile stort. hendes fritid gik med at være sammen med dafnir og hun hade nydt vær eneste dag sammen med ham, det hele hade bare været så naturlig også selv efter deres nat sammen hvor hun hade vært bange for det hele ville være akavet den næste dag, var faktisk endt beder ind forvente. Adeline stod lige nu mellem de mange urter der strakt sig op mod solen, hun hade virkelig knoglet med den have. for den hade ikke vært køn da hun starte sit arbejde med den, men nu var den fuldt med alle mulig urter og duften bred sig blot ud i haven, hun elske duften af de mange urter alle hade deres duft og smag og hun var glad for hun kunne dyrke de urter så konge part kunne få velsmagene mad med urter fra deres egen have. Adeline stod i mellem urter, klædt i en sød hvid kjole der gik hende til lårene og lige nu hade hun bar fødder for hun elske at gå i bar fødder når vejre var så dejligt, håret hand løst og danse næsten i den blid vind. men selv om alt virke perfekt så hade adeline en hemmelighed, og det var en hemmelighed der voksede dag for dag og hun vist hun snart burte sig det til dafnir for det var noget der ville påvirke dem begge to, men nok mest ham for hun skulle nok klar den for hun hade været i gennem det før. hun var gravid.. dette ville blive hendes andet barn, hun hade ikke sagt til nogle ikke en gang oliver, vis nogle skulle vide det var det dafnir først det var jo tros alt hans. hun hade i den senest tid døje med kvalme om morgen og hun hade følt sig en smule oppust også, hun hade ladet en healer tjekke hende og det var ham der hade smidt denne bombe i hovedet af hende. adeline sukke og så op i den blå himmel *bar han tager det pænt.. bar han tager det pæn* tænkt hun, og prøve at samle mod til sig til at gå til stalden. hun kunne dog hør hove og tydelig lyde fra en hest, det var sikkert dafnir der lukke hestene ud, hun trak vejre dybt og endt med at trippe hen til græs området hvor hesten var lukket ud, hun fik ret hurtig øje på dafnir og smile stor og kunne ikke dy sig "sig mig står du der og dovner den!" kom det fra hende med en drillene stemme som hun så på ham og gik hen til ham, og skjult sin nervøsitet bag sit smil mens hun hade hænderne bag ryggen.

[Deleted]

Dagene fløj frygtelig hurtigt for Dafnirs vedkommende. Arbejdsdagene gled langsomt frem, men var det ikke bare typisk, når man faktisk havde noget at se frem til i sin fritid? Han tilbragte utrolig meget tid sammen med Adeline, og han elskede det virkelig.. Elskede at være omkring hende på denne her måde, og det var bestemt heller ikke noget, som han havde i sinde at skjule for nogen som helst. Han havde ganske vidst ikke fortalt sin mor særlig meget omkring det, og specielt ikke om den nat de havde delt. Uden tvivl havde det vist sig at være noget af det mest fantastiske, som han nogensinde havde oplevet, og han havde så sandelig heller ikke glemt det! Det ville han nok aldrig nogensinde komme til.
Stemmen som lød ikke særlig langt bag ham, fik ham nu kun til at smile. Alene tanken om det, fik hans hjerte til at hamre mod hans bryst. Hun satte virkelig varme tanker og følelser i ham, og det var noget som han aldrig havde oplevet med nogen i hans liv, og det var noget som faktisk betød ekstremt meget for ham, ingen tvivl om det. Han drejede hovedet. Hvilken stor hemmelighed hun egentlig bar på, havde han ingen anelse om. Han var lykkelig uvidende om den hemmelighed som straks skulle vende op og ned på absolut hele hans liv, og det var bestemt ikke fordi at han havde tænkt sig at lave det om.. Slet ikke. Han sendte hende et stort og bredt smil. "Indrøm det.. Du kan lide at se mig stå her og bade i solen.." sagde han drillende igen. En pause i ny og næ, var der ikke noget galt i. Han havde en del stalde, som han nu skulle muge ud i samtidig med, så der var rigeligt for ham at se til, så en enkelt pause, så han ikke noget galt i. Han endte med at trække sig hen til hendes skikkelse istedet for, kun for at tage omkring hendes hånd. "Kom. Nu skal jeg vise dig, hvad jeg virkelig elsker ved mit arbejde," tilføjede han glad. Næsten automatisk sammenflettede han deres fingre, kun for at føre hende med sig hen til de store græsarealer. De mange heste sprang glædeligt omkring i den lille flok de var. De skinnede nærmest under solens lys. De var striglet, vasket, og han havde tjekket hove. Han elskede virkelig sit arbejde.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og lo lidt, han var nu en vær fjolle hoved men hun elske ham stadig for at være sådan. "ah pokkers jeg kan ikke skjule det.. du har ret.. du ser godt ud som du står der og soler dig" hun smile drillen og så på ham, han var nu en dejlig mand, hans barnlighed var så forfriskende og han humor var bare dejlig forfriskende syntes hun. hun elskede virkelig at være sammen med ham, hun fange altid sig selv i at gå og næsten blive utålmodig når hun arbejde og ville bare have dagen var slut så hun kunne være sammen med dafnir om aftene og have en rigtig dejlig tid med ham. hun så roligt på ham som han kom hen til hende, hendes hjerte hammer som en gal og hun mærke han tog om hendes hånd og flette deres finger sammen. hun så på ham og smile blidt, hun ville enlig til og åbne munden for at få starte med at få fortalt denne hemmelighed men da han sag hun skulle se noget og der efter trak hende afsted kunne hun ikke få sig selv til og sig det.. han var så glad og hun tur ikke forsklille sig hvordan det ville ende når hun smed denne nyhed i hovedet af ham. hun fuldt roligt med i stilhed, og kigge på hestene der tydelig nød denne smukke og varme dag. de skinne noget så fint så hun hade regnet ud at dafnir hade vært godt i gang med at gør hesten i stand, hun vente blikke mod dafnir og spurte "hvor før du mig hen?" spurt hun og fuldt roligt med, hun var mere stille hun hun normalt var når han trak hende steder hen, men tankerne kørt om den lille baby der vokse i hende, omkring hvordan hun skulle få det sagt hvornår var det en god ide og sige det, og hvordan ville han tage det? ville han måske stød hede væk? eller ikke kendes ved barnet? de tanker var nok dem hun frygte mest, hun ville ikke kunne bære vis den lille skulle vokse op uden en far der ville kendes ved den, men hvordan mund oliver ikke ville sig når han hørt han skulle være storbror nu hvor han var en voksen mand, hun gik lidt i sin egen tanker, hun kunne ikke få sig selv til og sig det ikke lig nu dafnir virke så glad og hun kunne ikke bære og ødelægge resten af hans dag, hun vist jo ikke om det her ville vær begyndelsen på noget rigtig dejligt eller vær enden på dette skønne forhold de hade haft i længer tid efter hånden, hun prøve at stoppe sin tanker og fokuser på det dafnir ville vis hende også for han ikke skulle se hun var bekymret og gik og skjult noget, hun ville vente.. bare til lidt sener med og sig det.. vis hun da tur få det sagt.

[Deleted]

Dafnir var uvidende om den nyhed som Adeline var kommet for at dele med ham. Hvorfor var det også noget som han skulle tænke over. Han havde virkelig ikke tænkt over konsekvenserne ved at være tæt på hende på denne måde. Det havde været en dag i himlen, så meget kunne han da sige! Han var uden tvivl blevet utrolig glad for hende, og det at tilbringe tiden sammen med hende. Han sendte hende et smil, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være med det. "Jeg ved det.. Jeg ser godt ud, det ved jeg," sagde han med en tydeligt drillende stemme, inden han gik hende i møde. Han tog omkring hendes hånd, hvor han sammenflettede deres fingre. Nu hvor muligheden bød sig, så ville han jo meget gerne tilbringe den tid sammen med hende, for det gjorde det jo kun det hele bedre for ham, for så kunne det være at tiden ville komme til at gå en smule hurtigere! Og det ville passe ham særdeles udmærket! "Det er min egen personlige hemmelighed - som jeg gerne vil dele med dig," sagde han med en sigende mine, for løgn var det trods alt heller ikke. Han førte hende roligt ind i den store fold hvor hestene rendt glædeligt rundt og græssede, og nød det faktum, at de kunne få lov til at rende frit, som de gjorde lige nu, og det var noget som faktisk passede ham ganske udmærket. "Vi er der lige om lidt," sagde han roligt.
Med rolige skridt, førte Dafnir hende op mod en mindre høj, som gav dem fuld udsigt over folden som hestene rendt i. Det føl som hun havde set sidst, var også ude sammen med sin mor, selvom det stadig var en anelse ustabil på benene. "Kan du huske føllet fra.. første gang vi sås? Prøv at se det nu," sagde han med en rolig stemme. Føllet sprang glædeligt bag sin mor, også selvom den til tider faldt over sine lange ben. Dafnir grinede let. Han satte sig, kun for at opfordre hende til at gøre det samme.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham som han blot trak hende af sted, at han godt selv vist han var flot more hende blot og fik hende til og le. hun fuldt roligt med ham, som han sag det var hans personlig hemmelighed. at han var så ivrig efter at dele sin hemmelighed med hende fik hende et sted til at skamme sig over hun ikke hade delt denne hemmelighed som hun bar på med ham noget før, han stole jo på hende og her gik hun og holdt noget så stort hemmeligt og så hade hun bare valgt ikke og sig det i nu. hun fuldt med ham op på højen og så på hesten, men særlig en hest faldt hende i øjne det lille føl som hun hade mødt før den gang de første gang sås. sikke stor den var bleven og så livlig og glad, dog en smule usikker på bene i nu. "ja.. kan jeg godt husk.. jeg endt med og tude.." hun smile svagt og så han satte sig, hun valgt selv og sætte sig og lag hovedet mod hans skulder og så på det lille føl der sprang rundt og tydelig nød det gode vejre, adeline sad bare og kigge lidt før hun sag "jeg har forresten hørt fra oliver.. min stor dreng.. han har det fint han er bleven budbringer mellem landene " sag hun roligt og prøve på at trække den ud med at sige sin hemmelighed men hun vist hun ikke kunne holde den for evigt for han skulle vide det han var jo tros alt barnets far. hun så op på dafnir hun vist ikke om han kunne fornemme noget på hende, for hun pleje jo ikke at være så stille igen og hun virke jo idag en smule mere stille og betut. efter nogle tid kigge hun så lidt ned i græsset og sag "du ved godt hvor meget jeg holder af dig ikke? at du betyder alt for mig og at jeg stoler på dig.. ikke?" hun så ikke på ham med lid fingerne hive en smule i græsset mens hun stadig sad lænet lidt op ham uden at vælte ham, mens hun lytte til vindens blid sus og hestens trampen, og virinsken mens solen bagt på dem og sikkert ville give dem solskoling vis de sad for længe der ude, selv hade hun allered vær lidt rød i nakken og armene men det var nu bleven til en letter gylden farve men ikke så mørk i nu, hun mærke hvor nervøs hun blev nu hvor hun var begyndt lidt ved at hør ham efter om han vist hvor meget han betød for hende, hun følt hun skulle tude for hun var så bange for han ville skubbe hende væk og slet ikke ville se hende mere eller se den lille. hun holdt sig dog i ro så godt hun kunne, prøve at styr de nervøs hænder og hjerte der hammer af sted og hun følt tusinde tanker køre i hovedet mens hun blot vente på at høre ham svar, hun skulle jo sig det men hun ville helst ikke det var som hun vente på hans spurt hende om var okay eller bare noget der gav anledning til at få det sagt men det kunne også være han ikke fatte en hentydning og så måtte hun bare samle sig og sig det til ham enten til aften når de var alene.

[Deleted]

Glæden ved at tilbringe tiden sammen med Adeline var stor for Dafnir. Det var uden tvivl det, som han altid så frem til, når han ville få fri ved fyraften, og nu stod han så her.. Han havde hende ved sig, han følte igen den samme varme, som han havde følt tidligere, også selvom han stadig forsøgte at finde ud af, hvad det egentlig betød, for det havde han stadig ingen anelse om. Han trak hende med sig op mod den lille høj, hvor de kunne se føllet hoppe og springe rundt, og et var præcist sådan at han ville have det. Han grinede let. "Det kan jeg godt huske.. Og det har jeg det stadig elendigt med," undskyldte han roligt. Han ville bare gerne dele det syn med hende. Der var gået nogen uger, så den var jo ved at være forholdsvis stor, også selvom den stadig var lettere usikker på benene.
Som hun lagde hovedet mod hans skulder, tillod han sig selv at lade armen søge omkring hendes skikkelse, og trykkede hende forsigtigt ind mod sig. Det i sig selv, var uden tvivl en følelse som han virkelig godt kunne lide. Selvom dette dog ikke var noget undtag, for han havde jo ikke nogen anelse om hvad hun gjorde sig af tanker, som han heller ikke rigtigt var kendt med, og for nu var lykkelig uviden omkring. Hendes ord, var dog noget som hurtigt fik blikket til at glide mod hendes skikkelse endnu en gang. Om han vidste at hun holdt af ham? Ikke at han var så betydningsfuld måtte han jo sige.. men tanken gjorde ham varm og gav ham en mindre glød i kinderne. "Jeg vidste at.. jeg betød noget for dig... men ikke så meget, nej," sagde han roligt. Han rynkede let på næsen. Det kunne godt være, at det var fordi at han var en mand, at han ikke kunne regne den ud.. For nu, så anede han ikke nogen uro.. han lagde ikke rigtigt mærke til at der faktisk var noget galt. "Men det betyder meget for mig at høre dig sige det.. Så.. tak, Adeline.. Du betyder også virkelig meget for mig," sagde han med en ærlig stemme.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline sad bare op af ham, hun mærke hans arm om sin lille krop og trykke sig blot blidt ind til ham mens hun kigge på hoppen og føllet. at han stadig var ked af det der skete den gang var hun ved at være lidt små irriteret på for det var jo ikke hans skyld at hun tude den dag, det var hendes egen fordi hun lod følelser rande afsted med hende. hun så på ham som han hade sagt det og ryste på hovedet "du skal ikke lade dig gå på af det for det var ikke din skyld slut færdig! " sag hun bestemt og putte sig ind til ham. at han ikke hade vist hvor meget han betød for hende gjord hende en smule sur, for det syntes hun selv hade været temmelig indlysende! hun randt jo altid sammen med ham, hun hygge sig med ham og kysse ham og kramme ham, lidt mere ind vis man blot var en ven. hun så på ham som han takke hende og sag hun også betød meget for ham, fik hende også til at få det røde skær i kinderne. "det vist mig der skal takke.. du fylder det tomrum ud som jeg had før.. og det jeg tak nemlig for" hun så på ham og smile lidt, hun kigge ned i græsset og hev lidt i det mens hun kigge ned. han hade tydelig vis ikke fatte hittet men igen han var en mand og det var temmelig typisk de ikke forstod et hint. hun sad lidt og kigge i græsset mens hun sad op af ham, "og..jeg kan regne med at du stoler på mig ikke? og tror på det jeg fortæller dig.. når jeg fortæller dig ting.. og du så ikke bare løber din vej..ik?" hun så på ham og pille ved kanten af sin kjole mens hun bare så på ham for at høre hvad han hade og sig til det, inden hun ville sige mere til ham hun skulle have det sagt men hun følt bare ikke det var på det rigtig tidspunkt men så igen måske var der ikke noget rigtig tidspunkt og sige det på men hun ville så nødig ødelægge det hele og skræmme ham væk eller gør ham

[Deleted]

Dafnir var faktisk en samvittighedspræget mand, så det faktum, at han havde fået hende til at græde, ved at se et lille føl, var stadig noget som hvilede på hans samvittighed. Ikke fordi at det var noget som han kunne gøre det største ved, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Som det nu var sagt, var det egentlig bare grundlæggende for ham at vide, hvad han nu skulle gøre med sagerne. Ved hendes ord, måtte han alligevel grine, for han kunne ikke lade være. "Jeg kan ikke gøre for det!" sagde han med et smil, dog alligevel med en alvorlig mine, for det gjorde ham faktisk lettere trist. Han blev siddende sammen med hende, og det gav ham en klar og tydelig følelse af ro og velvære, og det var noget som han faktisk godt kunne lide. Det var så også først nu, at det begyndte at gå op for ham, at hun var kommet herud af en grund.. Faresignalerne begyndte at vise sig. "Det betyder virkelig meget for mig, nu hvor jeg ikke føler, at jeg har gjort så meget.. men.. tak, Adeline.. Jeg er glad for, at jeg alligevel kan gøre noget godt og rigtigt for dig," sagde han med en rolig stemme, da han igen vendte blikket i retningen af hende. Alt i alt, var det noget som faktisk betød ekstremt meget for ham. Han trykkede hende let ind til sig.. Det var også først nu, at det gik op for ham, hvor dette måtte føre hen.. Og han måtte jo alligevel erkende, at han ikke brød sig særlig meget om det. De grønne øjne vendte han roligt i retningen af hende endnu en gang, og denne gang med en langt mere tydelig uro malet i hans egne øjne. "Hvad er det du prøver at fortælle mig, Adeline?" spurgte han denne gang mere direkte. Han brød sig ikke om, at hun pakkede det sådan ind.. Det gav ham en ekstrem følelse af uro.

[Adeline Magarita Jakson]

hun så ned i græsset som han sag tak til det hun sag om ham, og pille bare ved græsset og mærke hvor nervøs hun begyndt og blive og i sær da han spurt hvad det var hun prøve at fortælle ham, så var det altså nu.. nu hade hun chancen for at fortælle ham den stor hemmelighed hun gik med, hun mærke hjerte krybe op i halsen men samtidig føltes det som det krøb ned i maven. hun sank en klump og sad lidt hun prøve at finde de rigtig ord og brug men syntes ikke rigtig der var nogle der passe. "j..jeg har noget som du er nød til og vide.. det.. er noget som kommer til og påvirke os begge to.." sag hun stille, det kunne sagtens lyde som hun skulle til og sig hun hade en anden mand, eller hun ikke gad dafnir mere selv om det jo langt fra var sagen. hun trak vejre en smule hurtig men ikke ret meget i forhold til normalt, hun rette hovedet op of mærke vinden lege med sit hår som hun så på ham, hun kunne læse hans uro i hele hans ansigt og det gjord hun tøve kort inden hun så åbne munden og sag. "Du skal være far" sag hun så stille som vinden suse ind over dem, og fik hendes hår til kort og skjule hendes øjne. nu måtte det brist eller være, ville han mund bare side i chok eller måske begynde at skælde hende ud? eller måske bare gå væk fra hende for at tænke eller bare gå for at gå. hun sad med hænderne knytte en smule hårdt om hinanden på hendes skød mens hun vente på at se hvad han ville sig til det, hun vist ikke om hun burt tilføre noget til den sætning som for at forsikker ham om at det var hans, og hun var sikker i sin sag men hun valgt blot og tig for nu.

[Deleted]

Dafnir havde slet ikke nogen anelse om hvad det egentlig var, som plagede Adeline, men det var noget.. ingen tvivl om det. Et sted, så var det også noget som faktisk gjorde ham urolig, for han var igen bange for, at han faktisk havde gjort noget forkert. Det ville i hvert fald ikke komme bag på ham, men han håbede selvfølgelig ikke på, at det var tilfældet, for det ønskede han jo på ingen måde! "Du fremstiller det næsten, som om at jeg igen har gjort noget galt, Adeline.. Please fortæl mig det," sagde han med en dæmpet stemme. Et sted også som en skjult opfordring. Den lange ro, brød han sig slet ikke om.. Men det som hun dog derimod fortalte ham... Det var som at modtage en direkte lussing til ansigtet.. Far? Han skulle være far? Det betød jo at hun... Igen blev han fuldkommen tom i ansigtet. Det var noget af det sidste, som han lige havde regnet med!
Forsigtigt vendte Dafnir blikket frem og så mod hestene.. igen så fredeligt som noget overhovedet kunne være, så føles hans indre som en vulkan i brud.. Panikken bredte sig, og det efterlod ham med en sitren. Han havde jo ikke nogen anelse om hvordan det var at være far! Han havde jo ikke just gode erfaringer med det på forhånd, for hans egen far havde haft en ved siden af hans mor.. Og det havde også været en enkelt gang, så meget vidste han jo. "Du... du er... gravid?" Han vendte blikket varsomt i retningen af hende igen og med en alvorlig mine. Selv kunne han slet ikke finde ud af, hvordan han skulle reagere. Tankerne for igennem hovedet på ham.. Han vidste jo ikke engang om han var klar til at blive far endnu!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline sad virkelig med hjerte helt nede i maven nu, hun sad og pille nervøst ved sin negle på sin finger mens hun vente på han gjord noget sag noget. hun så hans ansigt nærmest kom til at se helt tomt ud og at han kigge på hesten nu i steden for hende, hun så ned hun had håbe på en lidt beder reaktion men igen det kom heller ikke bag på hende at han reager sådan, for det var jo noget af en nyhed og få i hovedet og de hade jo kun være sammen i kort tid, og være intime bare den ene gang. da han så på hende igen og spurt om hun faktisk var gravid nikke hun bare lige så stille mens der kom et lille Mh fra hende, hun kendt ikke rigtig til dafnirs oplevelser omkring hans far og det gjord jo bare hun ikke hade nogle anelse om hvad han tænkt lige nu, adeline selv sad og bed sig lidt i læben hun ane ikke hvad hun skulle sig, skulle hun sige at han ikke behøve tage ansvar vis han ikke ville eller kunne? eller skulle hun undskylde for at lad det ske? skulle hun spøger om han var okay? hun anet det virkelig ikke hun sad selv med tusinde tanker som drøne rundt i en sindsyg fart oppe i hendes lille hoved, hun lag automatisk en hånd mod maven selv om der ville gå langtid i nu inden hun ville kunne mærke liv, så var der noget i hende som sag at alt var okay der inde. hun trak vejre dybt og endt med stille og spøger mens hun kigge ned i græsset "er du okay?" spurt hun og tur ikke rigtig se på ham i frygt for og møde et skræmt ansigt eller et vredt ansigt i steden for hans ellers normale glade og smilene ansigt.

[Deleted]

Dafnir havde virkelig ikke nogen anelse om hvordan pokker han skulle reagere på denne nyhed. Hun var gravid? Han skulle være far? Han vidste virkelig ikke hvordan han skulle tage det, og det var faktisk ekstremt svært for ham. Han ønskede jo ikke at være som sin egen far.. og han havde jo som sådan aldrig haft en far i sit liv, som havde været der for ham, så det var vel ikke underligt, at han reagerede som han gjorde? Han var i chok... Tanken om at hun bar et lille liv i hendes indre, som han havde været med til at skabe, var virkelig svært for ham at acceptere, og det stod han gerne fast ved, når det nu endelig var. Hans hjerte hamrede mod hans bryst.. Hans hænder badede i sved. Han vendte blikket mod hende ved hendes ord. Det var jo heller ikke fordi at han havde lyst til at sidde der fuldkommen tavs. "Jeg... er.. er du helt sikker på at du.. er gravid?" spurgte han med en dæmpet stemme. For ham, var det virkelig svært at kapere at han skulle være far, for han vidste slet ikke om det var noget, som han overhovedet var klar til lige nu. Han havde det fint.. det var bare en kæmpe nyhed som han lige skulle have muligheden for at sluge. "Jeg.. jeg skal være far.. Det er bare.." Han rystede let på hovedet. Det var uden tvivl utroligt at tænke på. Han sendte hende et undskyldende smil. Han havde virkelig ikke tænkt på, at hun kunne blive gravid.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline sad blot og så på ham, hun kunne tydelig se denne nyhed ikke blev tage med glæd og jubel som de fleste kvinder nok håbe på at se fra den mand som var barnets far. hun blev faktisk direkte ked af at han ikke tog det så pænt, hun følt virkelig hun hade ødelagt noget af det bedste hun hade haft i lang tid, men hun kunne jo ikke rigtig gør for hun var bleven gravid det var hun altså bare bleven, og hun agte at behold det og tage sig af det som en mor skulle. hun endt med og kigge ned i græsset og rette sig op så hun ikke ad op af ham mere, hun trak bene en smule op under sig og sad med en hånd på maven og den anden pille ved en smule af græsset. "ja.. jeg er ret sikker" sag hun stille, hun sukke stille for sig selv. hun mærke hjerte var sunket ned i bunden af maven, og at det prøve at krybe ned i tæerne. hun sank en klump og kigge bare ned, hun vist ikke hvad hun skulle sig til ham. hun vist jo ikke hvad han tænkt om det, men hun var efter hånden temmelig sikker på at det her ikke ville gå mellem dem, og han nok ikke ville kendes ved hende eller babyen. hun sag så stille "jeg ked af jeg har sat dig i den her situation... det var ikke min hensigt.. og du skal ikke føle dig presset til og tag ansvar.. jeg skal nok klar det.." hun så ned i græsset og endt med og rejse sig op, hun mærke vinden tag fat i hendes hår og kjole så hun kort måtte holde håret væk fra øjne der var blanke for hun hade virkelig lyst til og tude, hun så ikke på ham men kigge kort ned på hestene, før hun vente sig om "jeg må heller tilbage til arbejde.." hun begyndt og gå tilbage mod haven, hun prøve at gå roligt men hun hade svært ved ikke at sætte tempoet op i lidt mere rask gå tempo. hun gned sig kort i øjnet og var virkelig utrolig ked af det lig nu, hun hade så svært ved og vær glad for det som vokse i hende, men igen kunne hun heller ikke hade den lille for at vær der, det var jo ikke dens skyld at den var bleven skabt det var jo deres. hun forsatte med at gå men måtte stoppe ved muren dafnir hade stået ved før for lig at trække vejre dybt og prøve at fald til ro, hun læne sig mod kanten af muren og så ned i jorden og snøft lydløst.

[Deleted]

Dafnir var et sted grebet af en panik, for han have virkelig ikke tænkt på, at hvad de havde gjort, kunne resultere i det her. Et sted var det en tanke som gjorde ham bange.. Han havde jo ikke ligefrem det bedste forbillede selv, så han havde virkelig ikke nogen anelse om hvordan man skulle være far.. Og hun var sikker.. Det kunne han jo høre på hendes stemme. Han havde jo efterhånden kendt hende i det, som måtte være nogen uger, så han følte jo at han kendte hende så godt. Svagt bed han sig i læben, også selvom det faktisk gjorde ham ked af det, at hun trak sig sådan væk fra ham. For det kunne han da slet ikke lide! De grønne øjne gled mod hendes skikkelse endnu en gang, og med en spørgende mine, for han kunne bestemt ikke lide det. "Adeline.. Jeg..." Han tav, da han bare så at hun rejste sig op og begyndte at gå... Hun kunne da ikke bare fortælle ham den nyhed og så bare gå! Det var jo ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre af den grund!
Dafnir blev siddende og så efter hende. De havde begge arbejde, men alligevel. Det kunne da ikke bare være sådan! Han ville jo ikke bare vende ryggen til det, når han havde været med til at sætte hende i denne situation. Han ville jo heller ikke være som sin egen far, som havde vendt ham og hans moder ryggen, allerede fra dengang han var helt lille. Han trak vejret dybt og rystede på hovedet. Han måtte være rablende vanvittig. "Adeline!" kaldte han, inden han småløb hen mod hende. Han fandt hende ved muren.. En glæde, at hun ikke var kommet længere. "Please... stop.. Vi.. vi er nødt til at snakke ud om det her," forsøgte han. Han ville jo heller ikke løbe fra ansvaret.