finally it is spring

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så roligt på dafnir som han kigge rundt i hytten, møblerne var købt men nipsting var enten noget hun hade lavet eller oliver hade den gang han var lille. Hun savne virkelig de tider ved at vær mor med en lille trold og tage sig af men den tid var slut, vis hun var virkelig heldig kunne hun måske en dag få ind nu et barn når tiden var rigtig, men lige nu var det vigtiger hun kom vider fra huset så måtte hun tage en ting af gang. Hun så på ham og nikke ”det er et ret brugt navn der oppe.. det han være temmelig træls for når du så nævne navne skal du sige deres efter navn også ellers aner man ikke hvilken en man snakker om” hun lo lidt ved tanken for det hade tit skabt forvirring og misforståelser så det var enlig lidt komisk. Hun så på ham som han fortalt hvordan man gjorde det, det lød da meget simpel nok bare og stille sig ved en døren og spøger om audiens. Hun håbe bare ikke hun ville forstyr midt i noget vigtig, for det at søge job var jo bare en bagatel og konge parret hade nok og se til ind at høre på en simpel engles bøn om et arbejde, og hun ville ikke være til besvær for dem for så vigtig var et arbejde heller ikke. Hun så ud af vinduet, det var ved at nærme sig efter middag så vis hun gik nu kunne hun nok nå til slotte men så ville det ved og nærme sig aftens tid. ”jeg må heller vente med at gå til i morgen.. ved ikke om jeg kan nå til slotte til fods inden det bliver for sent på dagen” hun så på dafnir og nuller stadig med sit tot hår, mens hun forsat sad og tænkt over hvad hun enlig ville gøre af sig selv, et værelse på slotte lød enlig godt for så var hun da sikkert et sted og sov, dog ikke et sted hun kunne gør så meget ved da hun jo kun ville bo der til låns så længe hun arbejde der, det var nok det der ville blive sværets at undvær sit eget sted hvor hun kunne gør som det passe hende, lave om og rykke rundt på tinge og den slags der var mange ting som ville blive andreledes for hende.

[Deleted]

Dafnir kunne ikke lade være med at grine. Han kunne godt forestille sig, at navnet Gabriel var godt brugt blandt englene, og derfor havde han også tilføjet kongens efternavn. En Maloya var der jo trods alt ikke så mange af tilbage, hvilket et sted var en skam, for det havde uden tvivl været en familie, som havde siddet på tronen igennem rigtig mange år, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. ”Man kan hurtigt blive forvirret af de mange lige navne.. Det ved jeg godt,” sagde han med et skævt smil. Det faktum at man skulle søge om audiens var egentlig nemt nok, og kongen tog i hvert fald imod de fleste. Han havde endnu ikke hørt om en gang, hvor kongen havde afvist en audiens, da han ønskede at lytte til sit folk.. Uden dem, så havde de jo heller ikke just et land at styre over, og det kunne godt være, at det havde noget med det at gøre. Han sendte hende et smil. At huns å derimod ville vente, var ikke just noget som han havde set komme. I hans øjne, så kunne de jo lige så godt få det overstået så hurtigt som muligt, for så vidste han da at det hele var gjort så hurtigt som muligt, og hun ville stå klart med et svar. ”Okay… hvis du stadig vil have mig med, så kom op på slottet i morgen, og søg efter staldene.. Den bygning er ikke rigtigt til at misse.. og følg lugten af stinkende heste, så skal du nok finde mig,” sagde han med en morende stemme, idet han igen blinkede til hende. Han ønskede bare at det var noget som hun var tryg, og ikke mindst komfortabel med. Det var jo faktisk det, som man kunne sige, var det vigtigste i det her henseende.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som han fortalt hvor hun kunne finde ham henne når hun kom til slotte, hun hade en fornemmesle af han nok hade regne med hun tog af sted med det sammen, men ville det ikke vær upassenden at komme så sent på dagen. Hun så på ham og nikke så bare, mens hun smile en smule da han blinke til hende. Hun sad og tænkte temmelig meget over det og så på ham, ”vis det passer dig beder kan vi godt gå nu? Jeg skal bare lig skift kjole den her blev temmelig beskidt efter vores tur gennem skoven” hun grine lidt da hun kom i tanke om han hade sidste fast, hun så roligt på ham mens hun vente på at høre hvad han sag til det, for det passe ham beder nu kunne hun godt gør det med det sammen, så måtte hun bare be til hun ikke kom på et upassenden tidspunkt, for hun ville ikke være til besvær og risiker at blive afvist fordi hun kom sent på dagen eller at de ikke hade tid til sådan en simpel spørgsmål fra hende. Hun rejste sig op og så rundt inden hun gik hen til et skab og fandt et æble hun var lidt sulten, ”vil du have et” hun så på ham og rakt ham et æble så han kunne tage det vis han hade lyst.

[Deleted]

Dafnir var ikke typen som ville udsætte det uundgåelige, og når hun vidste, at hun ville op på slottet, så ville han selvfølgelig gerne lade hende bestemme hvad hun ville og hvad hun ikke ville, og hvis hun ville vente, så skulle hun naturligvis få lov til det. Han skulle jo op på slottet uanset, og nu hvor han var temmelig sikker på, at kongen ej ville afvise hende på vejen, så var han da temmelig sikker på, at tingene nok skulle gå i den anden ende. Han sendte hende et smil. At hun så skiftede mening, passede ham mere end fint! ”Altså, hvis du vil i dag, så gør vi det i dag, ellers kan det altid vente til i morgen. Det er selvfølgelig din beslutning. Jeg skal jo op på slottet uanset,” forklarede han sandfærdigt. Det var der han boede, og det var der han arbejdede, og det var faktisk noget, som han virkelig var blevet glad for, for han følte virkelig, at han kunne gøre noget, som han var god til, og det var virkelig den bedste fornemmelse, som man kunne sidde igen med. At hun rakte ham et æble, fik ham let til at ryste på hovedet, dog stadig med et varmt smil. ”Tak som byder,” sagde han venligt, inden han tog imod det. Sådan en varmhjertet kvinde.. Dem var der godt nok ikke mange af tilbage, og naturligvis, var det noget, som selv havde en umådelig stor betydning selv for ham. Han tog en god bid af det. Det smagte godt.. Og efter en hel dag i skoven, stort set uden noget at spise, så var det da altid rart med noget i maven. ”Vi tager det hele i dit tempo, Adeline. Hvis du ønsker at vente, så gør vi det.. Jeg vil ikke presse dig til noget,” fortalte han stilfærdigt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som han snakke igen, at han sag det var fint nu men samtidig sag at det også kunne vente til næste dag gjorde hun bare gik mere i dilemma med sig selv, for vis hun gjorde det nu så var det over men gjorde hun det i morgen ville hun måske få kolde fødder, hun stod og gumle lidt på sit æble mens hun tænkt, hun så på ham da han tog æble men stod ellers og kigge på sit eget æble som hun spiste mere og mere af. Hun stod bare og tænkt lidt at tage det i hendes tempo kunne også betyde hun slet ikke tur få sig selv til det men hun skulle og det vist hun. Hun fik spist æble og endt med at gå ud med skroget hvor kærne sad i, fandt noget godt blødt jord og med fingeren fik gravet et hul lag skrive der i og dække det til inden hun gik ind, vaske finger og så på ham ”jeg skifter lig så kan vi gå” hun så på ham før hun gik ind i børn værelset hvor hun hade lidt tøj resten var i soveværelset og der hade hun ikke sat foden ind længe. Hun var der inde lidt tid, og kom ud i en par sort bukser og en dame skjorte hun hade ikke lige flere rene kjoler, håret hang nu løst over ryggen og skoen var skifte ud med et par brun tynde læder støvler ”skal vi gå” hun så på ham før hun roligt tog en rejse kappe der lå i sofaen og tog den på, for der ville blive køligere i takt med solen ville gå ned. Hun gik ud af huset og vente på dafnir kom ud før hun låste og begyndt at gå mod slotte, mens hun mærke hvor nervøs hun begyndt at blive allerede.

[Deleted]

Dafnir havde aldrig nogensinde været ude på at presse eller stresse hende til en beslutning. Ville hun vente, så måtte hun jo selvfølgelig godt vente, for han havde skam også forståelsen for det, hvis det var det, som hun ønskede sig i den anden ende. At hun så stod og tænkte, ville han skam heller ikke blande sig i, da han ønskede at det ene og alene, skulle være hendes beslutning. Hans blik gled mod hendes skikkelse, også selvom det var en anelse tænksomt. Følte hun sig presset? I så fald, så havde det slet ikke været hans hensigt ved dette! ”Okay,” sagde han med et smil, mens han spiste sit æble færdigt og kastede det ud af den åbne dør. Dyrene skulle nok sørge for at få det spist, hvilket han slet ikke var i tvivl om.
Det var skam ikke fordi at hun var væk i særlig lang tid. Da hun kom tilbage igen, måtte han næsten måbe. Det var lidt en anden kvinde, end den som han havde set for bare et øjeblik siden. ”Wow.. Det.. klæder dig virkelig, Adeline.. Er du klar?” spurgte han, hvor han med et drilsk skær i øjnene, holdt sin arm frem, som havde han været en rigtig og sand gentleman, så han kunne føre hende af sted. Smuk var hun virkelig, og han kunne jo heller ikke lade være med at spille lidt op til det. ”Så kan vi komme af sted,” sagde han muntert. Selv var han ikke i tvivl om, at kongeparret nok skulle tage hende ind.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så roligt på ham som han kommentere hendes tøj, ”jamen tak dafnir.. det nu bare mit normale tøj så det ikke just noget særligt.. man skulle tro du ikke hade set en kvinde i bukser og skjorte før” sag hun bare letter drillene for at give ham lidt igen, hun så op ham som han holdt armen frem og måtte le en smule før hun roligt tog hans arme, ”nææ vist ikke du kunne lege gentleman det må jeg sige det var da en overraskelse” hun smile drillene og så på ham, mens de gik stille og roligt af den skov stig dom ført fra huset til byen, en stig der ikke var så synlig igen for at sikker sig ikke alle og en vær ville finde huset. Hun gik stille og roligt mens hun holdt om dafnirs arm, og gik i hans temop. Hun lod tankerne flyve i mens og lod bare øjne hvile mod vejen frem ad mens de kom længer og længer væk fra huset, hade hun det som om at en eller anden usynlig snor til huset blev klippe over, og som om nogle stod og spejde efter hende fra huset af, hun prøve at ryste følelse af sig for der var jo ingen i det hus ud over hende, det var bare hendes fantasi og hendes følelser der drev gæk med hende fordi hun stadig savne alt det hun hade den gang for længe siden nu, men de ting ville hun kunne få igen bare ikke med de samme mennesker som den gang, dem ville hun aldrig se igen ud over hendes søn vis han da gad komme hjem igen eller bare gad snakke med hende over hovedet.

[Deleted]

Dafnir rystede let smilende på hovedet. ”Jeg er nok bare blevet for vant til kvinder i lange smukke kjoler, end bukser og skjorte,” sagde han med et grin, også selvom det jo var ord som han mente. Det var bestemt ikke ofte, at han så nogen komme gående i bukser, men han måtte jo alligevel erkende, at han godt kunne lide det. Og nu kunne de endda også komme af sted! Armen rakte han ud mod hende, også selvom det tydeligt var noget som faktisk også måtte more hende. Han skulede drillende til hende. ”Nok er jeg en barnlig sjæl, men selv jeg kan faktisk opføre mig anstændigt,” påpegede han med en tydeligt drillende stemme, inden han lod hende tage armen, hvorefter han roligt førte hende med sig ud af hytten og væk fra den, for at komme op mod slottet. Selvom han naturligvis gik i hendes tempo, så var det kun fordi at han virkelig ønskede at have hende med sig. Han vendte de grønne øjne mod hende og med det tydelige varme skær. Han kunne virkelig godt lide at tilbringe den tid sammen med hende, også selvom det måske ikke var lige de ord, som han kom mest ud med, for han vidste, at hans mor næppe ville bifalde den. Hun havde altid haft svært ved tingene, når han havde været stor.. og det var han jo trods alt også blevet efterhånden. ”Kom, det er den her vej.. Og bare rolig. Jeg lover at gå med dig derind,” fortalte han med en rolig stemme, inden han førte hende væk fra huset og væk fra skoven, kun for at sætte kursen op mod Catle of Light.

//Out

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham mens de gik og smile blidt som han snakke, ”tja det skal ikke under mig kvinder der oppe for det meste rander rundt i kjole.. det er lidt mere behagelig når man skal lave noget der kræver en del bevægelse der kan bukser godt stramme for meget og trøjer side for ubehageligt” hun så på ham som de gik vider, at han faktisk kunne være anstændig for hende til at smile drillen ”neeej kan du virkelig!? ” hun så på ham og grine en smule ikke for at gør nar af ham men mere fordi det var komisk den måde han hade udtrykket sig på han faktisk kunne være anstændig hun forsatte bare sin gang sammen med ham, som hun følt hans øjne hvile på hende. Hun så ind i hans grønne øjne med sin grå og smile bare kærligt til ham mens hun forsatte med at gå, hun rette dog blikke mod vejen igen for ikke at risiker at fald over noget, hun smile som han love at gå med ind ”tak Dafnir” hun smile bare og forsatte med at gå sammen med ham mod catle of light. //Out