finally it is spring

[Adeline Magarita Jakson]

Forår.. det var nu en af det bedste tider på året, alt begyndt at springe ud og fugle begyndt at pippe lystig og finde deres mager, og hjorte begyndt at få deres kid. solen tog til i styrke og skyer begyndt at bryd op og lade solens stråler ramme alt under den. det var nu en dejlig tid, alt blev genfødt på ny og som man sag kærlighed var i luften. dog var det ikke just kærlighed Adeline ledet efter, det var efter hånden flere år siden hun miste sin elskede man Damon, og hun var enlig først for et år måske to år siden enlig lært og accepter at han ikke var der mere, og hun nu var alene igen. eller hun hade jo deres søn Oliver, men hun hade ikke hørt fra ham i umenlig tider, hun vist heller ikke hvor han var. hun følt sig ensom og glemt et sted. men hun kunne ikke ænder på tingen, hun måtte videre med sit liv og blot leve med alle de god minder hun hade med damon og Oliver, for de ville altid være en del af hende, men når hun så Oliver ville han få sit livs skide balde for ikke at komme på besøg eller skrive til hende ind i mellem!.

Adeline gik roligt gennem skoven, hun hade en hvid sommer kjole på og hendes hår der gik til midt på ryggen var sat op i en løs hestehale, holdt sammen af et stykke tykt garn tråd for enden af håret, hun hade et par glad sorte sko op. om hånd ledet hade hun et lille sort læder armbånd som Oliver en gang hade lave til hende, da han lille. Adeline vist enlig ikke hvorfor hun var gået ned til bækken, hun hade for det meste holdt sig hjemme eller på kroen hvor hun arbejde. men hun følt pluslig det var på tide og komme ud, hun gik ind da og overveje om hun skulle blive boen i huset damon hade bygge til dem den gang for længe siden, der var så mange minder i det hus og hun hade svært ved at føle sig til pas der hjemme, for et der var mange god minder, men også nogle dårlig og nu hvor damon var væk gjorde det enlig bare ondt og se rundt i huset, og nærmest se for sig hvor han pleje og side eller hvordan han pleje at gå rundt, hun hade ikke sovet i deres eget sove værelse siden han død, hun kunne ikke klar og se på hans tomme side, så hun hade sovet på Olivers gamle værelse. hun gik lidt i sine egne tanker, mens hun gik langs med bækken. der var begyndt at komme små fisk i åen, og frøer sad og kvække forskellig steder, det var nu en utrolig dejlig dag der var lunt men ikke sommer varmt i nu. adeline valgt og stoppe og stod og kigge op i himlen, og strakt sig kort og trak vejre dybt og nød bare solen på den lyse hud, mens de grå øjne kigge op på de skyer der nu var på himlen.

[Deleted]

Endnu en gang var foråret komme, og forhåbentlig så ville det blive lige så godt som det forhenværende. Dafnir havde uden tvivl savnet og manglet det. Dette var et nyt pust.. man følte at man var som født på ny, og det var uden tvivl noget, som selv betød meget for ham.
Han havde i dagens anledning valgt at forlade slottet til fordel for skoven. Han arbejdede med de kongelige heste i staldene på slottet, og nu havde han egentlig bare brug for at se noget, som han kunne kalde for.. hjem. Skoven følte han sig altid skræmmende komfortabel i, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det i den anden ende. Han smilede let for sig selv. Vinden var frisk, træerne var ved at springe ud, og fuglene sang… Hvilket bare var det bedste af det hele! Med rolige skridt, så søgte han stille igennem skoven i stedet for. Blikket så rundt om sig.. Han kunne høre og nærmest spotte hjortene i buskene lige ved. Han var ofte herude, så selv for dem, var han heller ikke et ukendt og derfor farligt fænomen. Læberne spillede ud i et stort smil. Kid stod ved deres mødre og græssede og stod beskyttet, så det var jo fantastisk. Han elskede virkelig disse årstider!
Hans skridt førte ham stille og roligt ned til bækken, som fredeligt løb igennem skovens områder, og sørgede for at hele området fik deres næring i form var vand og væske. Roligt gik han ned i knæ, nu hvor han langt om længe var fremme, inden han lod hånden stryge over den iskolde overflade. Det var bestemt ikke badetemperatur, men det var ved at være varmere, og nu hvor skoven endnu en gang blomstrede, så var det tydeligt kun et ekstraarbejde til druiderne og elverne som befandt sig herude. ”Fantastisk..” sagde han dæmpet for sig selv. At der var andre i hans nærhed, lagde han ikke mærke til som det første.. For nu, så var det egentlig bare området omkring ham, som han så.. Det var det, som for ham var det vigtigste.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline stod blot i sine egen tanker og nød virkelig den kølig friske luft der blidt tilført skoven denne friske følelse. Den kolde vind bed dog lidt i huden men det var ikke så slemt for når der så kort var vind stille varme solen en op igen, hun stod bare i sine egne tanker og kigge op i himlen hvor hun jo kom fra. Mund hun skulle flytte tilbage til himmerriget igen? Og være der et lille stykke tid? Eller måske flytte til en anden by måske? Hun kunne også prøve at lede efter oliver men hvor i alverden skulle hun kigge efter ham. Hun stod blot og tænkte mens hendes blik gled fra himlen og ned i bækken hvor hun kunne se små fisk svømme mod strømmen, nok små laks. Hun lage ikke mærke til manden der kom og satte sig på huk ved bækken, hun stod nok en lille meter fra manden. Hun kunne lige høre han sag noget med hvad han sag hørt hun ikke, hun kigge lidt længer tid ned på fiskene, det var sjælden hun så andre i skoven når hun enlig var ude. Så hun viste ikke om hun ture sige noget til manden for sidst hun mødt en fremme var det endt rigtig grimt for hendes vedkommende, hun lag hænderne for and sig og pille lidt ved en finger ring hun hade fået af demon, en simpel lille bronze ring som ikke symbolsk hade betydet noget det var bare en pæn ring hun brugt til hverdag, hun så på manden det var ikke en hun kendt, og hun kunne ikke ud fra hans udsende finde ud af hvad han var for en race. Ganske forsigtig, men med en blid stemme sag hun ”er de også ude og nyde det gode vejre?” hun så på ham, og sendt ham et forsigtig lille smile, hun skulle passe på hun vist godt engle var populær mål for flere væsner selv om hun var her i lystes land, så hun måtte være på vagt.

[Deleted]

Dafnir gik lidt rundt i sine egne tanker. Nu hvor vejret var ved at blive godt, og det var ved at blive lyst, så kunne det uden tvivl godt se ud som om, at de var ved at gå en rigtig god tid i møde, og det var uden tvivl noget, som faktisk betød meget selv for ham. Med et stort, varmt og venligt smil på sine læber, som under ingen omstændigheder antog til at skulle falme igen.
Først da han hørte en kvindelig stemme lige ved sig, måtte han dreje hovedet mod hende. Han sendte hende et smil, inden han roligt valgte at rejse sig endnu en gang. ”Hvordan kan man andet, når vejret og årstiden er så perfekt og fantastisk, som det er lige nu? Træerne springer ud, dyrene er hjemvendt, og de yngler omkring os. Det tyder på en fred.. en harmoni, som vil længe har manglet her,” sagde han med en rolig stemme, også fordi at han mente det. For nu, så var der virkelig ikke noget som indikerede, at de var på vej til noget slemt, og det elskede han virkelig. Igen vendte han blikket mod kvinden. En engel.. Det kunne han da tydeligt se. Det var nu heller ikke fordi, at det var det væsen, som man så særlig meget til, hvis han skulle være helt ærlig, men det var så derimod også noget som han anså som en direkte skam. ”Mit navn er Dafnir..” præsenterede han sig så endelig med en tydelig stolthed i hans stemme. Han var stolt af sit navn, samt hvad han kom fra, og det var bestemt heller ikke noget som han havde i sinde, at lægge det mindste skjul på i den anden ende. Selvom engle måske var udsatte og sårbare, kunne det slet ikke falde ham ind, at gøre dem noget ondt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så roligt på manden som han rejste sig og begyndt og snakke til hende, hun kunne tydelig høre han var fan af forår, temmelig meget ind da for selv om hun selv nød denne årstid så hade hun nok ikke valgt samme ord som han brugt til at beskrive hvor dejlig en tid det var, det var noget hun syntes var lidt speciel for det var ikke mange man hørt hade den slags lidenskab for noget. Hun nikke så bare for hun var skam enig med ham, ”jeg er enig.. vi har mangle fred og harmoni i den sener tid” hun så på ham før hun kort kigge op i himlen, stadig med tankerne lidt andre steder. Fugle sangen minde hende om hendes kære afdøde mand, og det var svært ikke og bare give sig hen og tude men det ville jo ikke hjælpe nogle. Hun så på manden igen som han præsenter sig. Han virke venlig, og meget positiv væsen i forhold til hende selv lige for øjeblikke. ”adeline” sag hun roligt. Hun lage ikke så meget stolthed i sit navn, hun var lidt mere ydmyg der for hun var ikke noget særligt og tja hun var vel nok stolt af hvem hun var, men det var ikke noget hun følt hun sådan ville lade sig udstråle for det ville bare ikke passe til den type person hun nu en gang var. adeline kigge lidt ned i bækken, de små fisk prøve stadig at komme frem ad mod strømmen, men det var tydelig de skulle lige vokse lidt mere før de hade styrken til det, hun trak vejre dybt og lytte ellers bare til fuglens sang og om manden yderlig ville snakke til hende eller måske gå hvider for der var vel ingen grund til at blive og snakke, med hende for hvad var der og snakke om, hun hade jo ikke lige frem lagt op til samtale hun stod bare og kigge ned i en bæk.. hun så dog på manden igen, prøve stadig og regne ud hvad han var for en, og lag ikke selv mærke til hun endt med at stå og stiger på ham.

[Deleted]

Der var slet ikke noget farligt i Dafnir på nogen måde. Han ønskede egentlig bare det bedste for alle individer som han mødte på sin vej, og så var det i princippet fuldstændig lige meget om det var menneskelige eller om det var dyr.. For i hans øjne, så var der virkelig ikke nogen forskel, når det kom til dem. Han nikkede mod hende. Den fred og den harmoni som var i øjeblikket, ønskede han uden tvivl skulle fortsætte. Så der var han fuldstændig enig med hende. ”Den seneste tid, tror jeg har været hård ved os alle sammen, må jeg sige. Det er hårdt.. Så jeg håber at tingene lysner lidt,” sagde han med et venligt smil. Hvem kvinden var, havde han ikke nogen anelse om, så hendes fortid og det mørke, som hun havde oplevet i form af et tab af en mand og barn, var for ham ganske ukendt. Selv havde han jo kun sin ulykkelige mor, som forsøgte at bilde ham ind, at alt var som det skulle være, selvom han var klar over, at det slet ikke var sådan at det forholdt sig. Han nikkede mod hende, som havde det været en venligsindet hilsen. ”Adeline.. Et smukt navn til en smuk engel,” komplimenterede han med et varmt smil på læben. Selv kunne han ikke lade være. Det var bare noget som lå til hans personlighed at gøre den slags. Han så sig om, inden han igen vendte blikket mod hende. ”Hvad laver du herude alene? Det kan hurtigt vise sig at blive et farligt sted.. selv i Procias,” medstemte han ærligt. Ikke fordi at han havde bagtanker med noget.. men en smuk kvinde, burde under ingen omstændigheder rende rundt alene.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på Dafnir som han snakke igen og nikke bare ”det ville være rart med lidt lyser tider” hun så på ham før hun kigge op i himlen igen ind til han gave hende en kompliment omkring hendes navn, det var længe siden nogle hade sagt hun var smuk, generelt var det bare længe siden hun hade snakke med et andet væsen. ”jeg vil nu sige jeg er mere gennemsnitlig køn som en vær anden kvinden.. vil ikke just sige jeg er kønnere” hun smile et af sin varme blide smile. Hun lukke øjne og stod og nød solens stråler mod ansigt det varme dejlig blidt, det var nu en gang bare skønt. Hendes ansigt så fredeligt ud, hun stod bare med lukke øjne og et lille sødt smile mens hun ellers lytte til hvad dafnir sag, hun åbne øjne igen og så på ham for at svar på hans spørgsmål. ”jeg kender skam alt for godt faren ved at gå her alene.. især fordi jeg er det jeg nu en gang er.. men hade brug for at komme lidt ud.. jeg hade næsten glemt hvor skønt det kunne være uden for efter så langtid skjult i mit eget hjem.. plus jeg bor i skoven så er vand til at fertes her.. så lære man et par flygt veje eller to ” hun så på ham og lave et lille vink med det ene øje inden hun så på ham, ”og dig? Bare fordi du en mand er det ikke minder farligt for dig?” hun så på ham og lod fingeren pille lidt ved ringen på hendes finger.

[Deleted]

Dafnir sendte hende blot et smil. I det store og hele, så virkede hun faktisk ganske fredelig, men alligevel snaksalig, og det var noget som han helt klart godt kunne lide. ”Det føler ofte med disse tider, må jeg erkende. Det er rart at se hvor fredeligt det faktisk kan være.. og så smukt som det nu kan være,” begyndte han ærligt. Han var i skoven stort set hver dag, og alligevel så formåede han uden tvivl at blive direkte overrasket over tingene, og det var virkelig en fantastisk fornemmelse, hvis han selv skulle sige det. Hun var smuk.. Nu var det ikke ofte, at man faldt over engle mere, da de fleste søgte skjul i Himmeriget.. Det som han selv havde hørt, skulle være det mest fantastisk sted på denne jord.. Og det var ikke noget, som nogen nogensinde ville få lov til at opleve. ”Selvfølgelig er du det. Det er ikke ofte, at man møder en smuk kvinde på sin vej med et varmt smil og det glimt i øjet. Tro mig.. Du er smuk,” sagde han sandfærdigt. Nu var han jo ligesom også vant til et liv i staldene, og der mødte man jo heller ikke ligefrem mange af dem, kunne man jo sige, hvilket nok var noget som morede de fleste. Hans selskab i løbet af dagene, var faktisk heste.. Og han var blevet meget god til at føre samtaler med dem, ville han selv sige. De gav ham jo ret. De kunne jo ikke ligefrem svare ham igen. ”Fordi du er hvad du er..?” spurgte han. Så lang tid hun var klar over risikoen ved hvad hun gjorde, så var han glad, for han ville jo nødigt ende med at se hende komme galt af sted. Ganske vidst kendte han hende ikke, men det var jo sådan at han havde tingene. Hun skulle ikke komme galt af sted her! ”Er det nogen flugtveje, du gerne vil vise mig?” spurgte han lettere drillende, og med et kækt smil på læben. Selv havde han ikke nogen videre grund til at færdes på et sted, som det han gjorde lige nu, men det var nu bare sådan at det var. ”Du har ret… Jeg selv havde brug for at se skoven i denne smukke tid. Det er bedre end de mørke stalde jeg dagligt tilbringer min tid i,” fortalte han.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så roligt på ham med de blid grå øjne, mens hun lytte til det han sag. Det var nu dejlig at snakke med et andet væsen igen, hun hade helt glemt hvordan det var og have en normal samtale med en anden person. Og dafnir virke bare rigtig sød og flink. At han fast holdt at hun smuk måtte hun lade en lille fnisen komme ud, ”siden du holder fast i at jeg er smuk må jeg vel heller tage dit ord for det” hun smile bare, det var nu sødt af ham og sig hun var smuk. Selv om hun helst så sig selv som normal køn lige som de fleste andre kvinder for hun syntes ikke selv hun var noget særligt, da han spurt det det hun hade sag så hun roligt på ham. ”den race jeg nu er.. jeg har prøve ting mange kvinder håber de ikke skal prøve.. jeg ved hvor farligt det er at træde uden for himmerigets sikker porte.. men jeg kan beder lig livet her ind der oppe.. der sker lidt mere her nede og det også her man siger man kan finde ægte kærlighed.. vis man er heldig” hun smile bare ganske roligt, selv om hendes øjne et brøkdel af et sekundet hade et skær af sorg og smerte i sig, inden de igen blev blid og se ind i. at han spurte om der var nogle flugtveje han skulle kende og så på den måde han spurte på måtte hun slippe et fint lille grin. ”tja de veje jeg kender tror jeg ikke du krops messig kan komme i gennem.. ikke fordi du er tyk eller ligne men de veje er til fin små nips piger som mig hurtig kan smutte i gennem når man bliver jagte af væmmelig bæster og mænd” hun så på ham og hade sagt det med et kækt smile og drillen blik da hun hade lagt lidt ekster tryk på ordet mænd, da hun jo valgte og dele bæster og mænd vær for sig, bare for at drille lidt.”men kender nok en enkle du kan passe ind i, ikke just en vej der kan stoppe den man flygter fra.. det mere en smutvej til en der kan løbe hurtig eller flyve meget godt mellem træer” hun så på ham og lytte til det sidste han sag, ” du arbejder med dyr?” spurt hun da han sag stalden, det virke spændene hun kunne selv godt lig dyr men hun hade dog ingen selv. Hun hade ikke haft energien til det på det sidste men hun overveje at få et nu, da hun hade det beder og hade brug for selvskab.

[Deleted]

Dafnir sendte hende et smil. Han stod nu fast på, at hun var smuk, også fordi at det ikke var ofte, at han fik den mulighed for at stå overfor en smuk engel. Der var jo ikke ligefrem mange af dem tilbage, hvilket han syns var en skam. Det var hvad han vidste i hvert fald. Han vidste jo ikke hvor mange som holdt til i Himmeriget deroppe. ”Du er ved at lære,” påpegede han med en tydeligt drillende mine, også fordi at han da slet ikke kunne lade være, da han fik muligheden for det. Han rystede smilende på hovedet. Uanset hvilke flugtveje hun var kendt med, så ville han da gerne se dem. ”Er det da ej muligt at finde den sande kærlighed deroppe?” Næsten automatisk måtte han lade blikket glide op mod den store himmel over dem, hvor solen direkte måtte skære ham i øjnene. ”Men du har sikkert ret.. Der sker nok langt mere hernede, end hvad der gør deroppe. Det er bare englene, der kan komme derop, er det ikke?” spurgte han videre. Der var temmelig mange ting, som han ikke vidste om denne her verden, men han ønskede jo så derimod at lære det bedre at kende. Han slog ud i en latter. ”Jeg har nu aldrig takket nej til en udfordring,” sagde han morende, idet han igen vendte blikket mod hende, og med det samme venlige smil. Han kunne jo ikke ligefrem lade være. ”Hvis du vil vise mig det, så er jeg frisk, Adeline,” sagde han stilfærdigt. Det kunne jo godt være, at hun have andre planer for dagen, end at rende rundt med ham på slæb, men noget selskab var vel altid godt, var det ikke? Han nikkede igen til hendes ord. Han var faktisk stolt af det arbejde som han udførte. ”Det gør jeg. Jeg arbejder på slottet i deres stalde. Jeg er.. staldknægten, kan man vel næsten kalde mig,” sagde han med et skævt smil. Måske ikke det mest præstigefyldte arbejde, men dog noget, som han faktisk var glad for.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som han smile drillende til hende omkring hun var ved og lære det, hun lo bare stille og fuldt hans blik op mod himlen og stod og kigge lidt der op. Omkring kærlighed i himlen svar hun ”jo er det skam.. vis man ellers er til engle.. jeg er selv lidt mere til.. ja det stik modsatte af engle.. syntes engle mænd er lidt kedelig, racerne her nede er mere spænende og vil sig man kan vær heldig at finde en ren guldklup af en mand her nede” hun lo lidt og så igen på ham som han spurt om kun engle kunne komme op i himmeriget ”faktisk kender jeg end er kom der op på drage ryg så nej det ikke kun engle der kan komme der op, men det mest normalt at man kun ser dem der oppe.. har boede der oppe men syntes ikke det er så vidunderligt der oppe, jo vist er det lyst og trygt der oppe men.. der ikke den samme stemmening der oppe som her nede når årstiderne skifter og naturen og byer forandre sig” hun så på ham og smile skævt, for hende var himmeriget bare et helt normalt sted som alle andre, men hun kunne godt forstå folk på jorden måske syntes det virke som et fantastisk sted, ”dafnir jeg er altså ret nysgerrig.. hvad er du enlig for en? Altså race? ” hun var virkelig død hammerne nysgerrig og hun ville godt vide det, ”jeg kan nemt sig du ikke er vampyr for så burt du vær aske nu” hun fnise og så på ham med et drillenden blik. Da han sag han var frisk på en udforing og bad hende vise ham ruten smile hun bare og begyndt at gå ”vi skal gå lidt før vi når der hen” hun smile bare og begyndt at gå langs bækken stille og roligt. At han var staldknægte fik hende til at fnis lidt, for at en voksen mand kaldes for en staldknægt virke lidt komisk, ”tja heste er nok langt beder selvskab ind fulde mænd på kroen hvor jeg arbejder.. det konstant vamle scorereplikker og klap i enden” unden hun tænkt sig om tog hun sig til sin ende og gøs lidt ved tanken ”burte få et nyt arbejde” mumle hun mest til sig selv og gik roligt vider mens hun ellers hade armen langs siden.

[Deleted]

Dafnir var en munter og drillesyg person, og det havde han været stort set lige siden han havde været helt lille. Visse ting ændrede sig bare aldrig, kunne man jo sige. Det var så også noget, som alvoret i hans mor og alvoret i hans arbejde, heller ikke havde formået at rive fra ham. Han slog ud i en let latter. ”Jeg syntes det er sjovt, at du beskriver dine egne mænd, som var de kedelige,” sagde han morende. I den forstand, kunne han jo godt se, at hun hellere ville være her, hvis de ikke rigtigt gjorde noget deroppe. Selv i hans optik, var det virkelig et ufattelig smukt sted. Det var i hvert fald hvad historierne sagde. Ved hendes ord, måtte han alligevel måbe. ”Kom der virkelig en dragerytter derop? Ej hvor fedt! Dem ser man heller ikke mere til.. Man frygter jo at de er.. uddøde..” sagde han med en næsten sorg i stemmen. Det var en skam.. De prægtige og store dyr, ville han gerne have set på den store himmel over dem!
At hun spurgte ind til hans race, var noget som fik ham til at grine. Var det ikke åbenlyst, så meget som han hørte hjemme på et sted som det her? Han sendte hende et varmt smil. ”Du har ret. En vampyr er jeg ikke, som jeg ej heller er et væsen af mørket. Jeg er en druide,” fortalte han med en tydelig stolthed i stemmen. Dem var der jo selv ikke mange af tilbage, så det gjorde naturligvis også sit for hans vedkommende. Han nikkede glad til hendes ord. ”Det passer mig helt fint!” sagde han muntert, inden han selv fulgtes med hende ned langs bækken. Det var altid godt med nogen nye bekendtskaber, også fordi at det ikke skete så ofte, at man faldt i snak med nye. ”Det.. kan du have ret i.. Er du sikker på, at det er et job som du trives i? Det lyder meget.. ubehageligt..” fortalte han med en næsten bekymring i stemmen. Det måtte da ikke være sjov for en kvinde at stå i de situationer.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham, og smile bare mens hun gik. Han var godt nok en munter mand, lidt som et lille barn bare i voksen udgave. Hun så på ham som han grine af hendes beskrivelse af hendes races mænd ”de er også lidt kedelig ind i mellem.. nok der for jeg aldrig blev gift med en anden engle” hun smile bare og gik vider som hun nød lyden af bækkens vand og vinden der rasle med træerne. At han syntes det var fedt at en drage rytter var komme til himlen fik hende til og le lidt, han var nu sød ham dafnir han var virkelig lidt som et lille barn. Da han så sag at man frygte den race var uddød sukke hun stille ”det ved jeg.. ham jeg kendt er heller ikke blandt os mere.. vis jeg stadig selv hade være dragerytter kunne du have mødt min.. men hun er ikke andet en knogler nu.. vis ikke de også er ved at være væk” hun gik roligt vider, der var dog sorg i hendes øjne, for hun savne sit liv på en drages ryg, og at have sin dejlig drages selvskab, men sket var sket nu var hun genfødt som engle og det var det. Hun så på ham da han sag hvad hans race var ”en druide?” hun så på ham, sådan en hade hun aldrig set før ”jeg har aldrig mødt sådan en før? Hvad er i så for nogle?” spurt hun nysgerrigt mens hun begyndt at studer ham lidt nærmer med øjne, nærmest lave et elevator blik på ham for at finde ud af hvad der var særligt ved hans race. At han spurt om det var det rette job for hende trak hun en smule på skulderne for det var det vel ikke men hun ane ikke selv hvad hun ellers kunne lave, ”det måske ikke det meste behalige job men det er det jeg kan.. jeg ved ikke just hvad jeg ellers skulle lave.. og det beder inde at ende som prostitueret” hun smile skævt og så roligt på ham for blot at smile et sødt smile, mens hun forsatte med at gå ned langs bækken. Hun kigge dog rundt ind i mellem for at sikker sig der ikke var nogle efter dem, eller om der lure nogle farlig dyr hun var jo nød til at være forsigtig.

[Deleted]

At en engel skulle betegne sine landsmænd på den måde, var uden tvivl noget, som i sandhed måtte more Dafnir. Han kunne nu alligevel godt forestille sig, at de var lidt tørre engang imellem. Mænd som tør kiks.. Det burde slet ikke være muligt! ”Du har været gift, kan jeg fornemme?” spurgte han med en venlig stemme, hvor man selv, slet ikke kunne tage fejl af hans smil. Han var nysgerrig, og han var munter. På mange måder, som et barn i en voksen krop, da der var visse ting, som han bare ikke var vokset fra, hvilket skam også passede ham selv ganske udmærket. At hun havde været dragerytter, men engel nu, indikerede vel kun, at hun faktisk havde oplevet.. døden? En tanke som fik det til at gyse igennem Dafnir. ”Det.. det er jeg virkelig ked af.. Jeg kondolerer, Adeline..” sagde han dæmpet. Sorgen som han nu pludselig kunne læse i hendes øjne, gav ham en klump i halsen, for det havde aldrig nogensinde været hans hensigt at køre rundt i det, hvis det var noget som faktisk gjorde hende ked af det.
At en druide var hende et ukendt væsen, fik dog kun smilet til at brede sig på hans læber endnu en gang. ”Du behøver ikke kigge på mig, som var jeg en vanskabning,” påpegede han drillende, inden han så ned af sig. Ja.. hvordan forklarede man en druide? ”Vi er lidt som.. skovens folk, kan man sige. Vi lever af hvad der vokser herude.. hjælper det og beskytter det. Foruden elverne er vi nok det væsen, som er tættest på naturen,” forklarede han. For ham var en druide jo bare en druide, så det at forklare det, var faktisk svært. At mændene så skulle være sådan overfor hende på hendes arbejde, gjorde ham faktisk trist. ”Det ville være en skam.. En prostitueret er ikke som jeg forestiller mig dig.. Hvad med et job..? På slottet? Overvejet det?” spurgte han venligt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline gik bare vider som han spurt om hun hade været gift, ”mh.. den drage rytter jeg nævnt der kom til himmeriget.. det var ham.. han kom da jeg lå i barsels seng og var ved at føde vores søn.. han død for mange år siden under en opgave… han var budbringer mellem landene.. og min søn.. han forsvandt for længe siden.. dumme dreng gider ikke en gang skrive en gang i mellem” hun sukke bare, hun var jo bekymret for den dreng, men han var jo voksen og hun kunne ikke hinder ham i at leve sit liv, selv om et livs tegne ind i mellem hade været dejligt! Hun så på ham som han kondoler ”du skal ikke kondoler det flere år siden det skete.. og sådan er live jo.. jeg skal kun vær glad for jeg fik lov at blive genfødt” hun smile bare jo vist hade det været en grim omgang. Men hun satte pris på at være bleven genfødt så hun så ingen grund til at være ked af det på den måde. Hun forsatte roligt vider stadig meget nysgerrig og stirre stadig på ham til han sag hun ikke skulle se på ham som var han en vanskabning, hun rødme helt flov og kigge væk igen mens hun gik vider. Hun lytte til hans forklaring og nikke så forståenden til det han sag, så det var sådan en druide var tja meget simpel men også en lidt spændene race når nu han ikke hade et særligt udsende som sådan, han line jo bare et normalt menneske.
Hun så på ham og sag så drillen, ”nok jeg måske ikke sexy nok til at så der i let tøj og sælge mig selv” hun smile drillen og lo så ”hehe.. men du har ret jeg er ikke typen til sådan et job.. på slotte? Uha ved ikke just hvad gavn jeg kan gør for dem der? Jeg er ikke just god til ret meget for jeg har ikke rigtig noget talent inden for noget ud over at flyve det hvad jeg nu lige kan” hun så på ham, og tænkt lidt over det for det kunne da være en mulighed men hvordan søgt man lig om arbejde på et slot? Og hvad kunne hun bruges til for det nytte ikke hun kom og ville have arbejde vis hun ikke kunne fortælle hvad hun var god til.