finally it is spring

[Deleted]

At manden hun snakket om, havde været hendes egen, og var gået bort, var noget som uden tvivl efterlod Dafnir med en knude i maven. Det var uden tvivl en rigtig tragisk historie, men hvad pokker skulle han da kunne gøre ved det? Det var.. uhyggeligt og forfærdelig sørgeligt, at det var sådan noget, som skulle ske dem som mindst ventede det. ”Det.. det er jeg virkelig ked af at høre, Adeline.. Tilgiv mig for min barnlige sjæl,” sagde han med en dæmpet stemme. Han vendte blikket mod hende igen. Hun havde været dragerytter? Det var alligevel svært at skulle forestille sig. Han sendte hende et svagt smil. ”Jeg kan stadig se smerten i dine øjne,” påpegede han dæmpet. Det var jo ikke fordi at han havde lyst til at gøre tingene værre end hvad de var i forvejen, for det var da forståeligt, at det var en tanke, som faktisk måtte gå hende på, og specielt hvis det var noget som faktisk betød meget for hende.
At se hende rødme, som var hun flov, var noget som kun fik Dafnir til at grine. Han lignede måske enhver anden, selvom det nok ikke ligefrem var tilfældet. Han var nu vant til det. Sådan havde det altid været. Et smil passerede hans læber. Selv ønskede han jo bare, at hun havde det godt, og nu hvor hun så tydeligt gav udtryk for, slet ikke at være komfortabel med hendes arbejde, så hvorfor ikke gøre noget ved det? ”Jeg synes det er noget, som du burde tage til overvejelse. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der nok også skal findes en stilling på slottet, som også er beregnet for dig,” fortalte han noget selvsikkert. Det ville hendes afdøde mand vel også have ønsket? Frem for ækle scoretricks og klap bagi? ”Alle kan mere end hvad de giver udtryk for. Det er bare at finde ud af helt præcist hvad det er,” afsluttede han sandfærdigt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som han lige frem bad om tilgivelse omkring det han sag, hun så lidt forbavse på ham men smile blot på ny og så lig ud for at se hvor hun gik. ”der er intet og tilgive.. din barnlig sjæl er jo blot den du er og den passer ganske godt til dig” hun så på ham og smile bare ganske blidt mens hun forsatte med og gå, at han stadig kunne se smerten i hendes øjne under hende ikke for minderne ville jo altid være der og altid bringe lidt af smerten frem igen, hun så roligt på ham og smile en smule ”smerten vil aldrig helt forsvinde.. men det nytter ikke jeg bliver ved med at side og dvæle ved fortiden og over min tab.. det ville min mand ikke have ønsket.. jeg har et liv jeg skal leve på godt og ondt, jeg ved jeg nok skal finde lykken igen en dag i en eller anden form” hun smile lidt og så lige ud igen, et sted regne hun dog ikke med at finde ny kærlighed så let, men vis hun fandt det så var hun vel bare heldig. At han var så sikker på at der var et arbejde der passe til hende på slotte og det bare handle om at finde ud af hvad hun var god til, ”gælder at gå ind i døre eller andre objekter som et talent?” spurt hun letter drillenden og smile bare, ”det eneste jeg har gjort i længer tid er at holde huset jeg bor i, og så dyrke en smule urter og grønsager ” hun så på ham og smile lidt, hun så frem ad de var der snart de nærme sig en tætter del af bækken, det var der den lidt mere vanskelige smut vej hjem til hendes hus var hun hade brugt den en enkel gang eller to.

[Deleted]

Dafnir var en glad og munter sjæl, og til dels også barnlig, og var aldrig nogensinde vokset fra det, hvilket han ikke rigtigt kunne gøre for i den anden ende.. Det var bare ham, og så lang tid, at det ikke var noget som generede ham, så var det egentlig ganske fint. ”Så lang tid, det ej er til besvær, så er jeg glad,” sagde han ærligt og med et stille smil på læben, for det var jo rigtigt nok. Uanset hvad, så ville han jo gerne ære hendes mands minde, i stedet for at drive det hele til stykker som han ellers kunne have gode tendenser til at gøre. Hun havde ret.. En ting var jo at se det, og en anden kunne uden tvivl at gøre noget ved det, og det vidste han jo udmærket godt. ”Med tiden vil sårene lindres og smerten vil forsvinde, og igen vil man være i stand til at se klart og lige frem. Det var altid det, som min mor fortalte mig,” sagde han med et svagt smil. Selvom han så hende yderst sjældent i disse tider, udelukkende fordi at hun gemte sig på biblioteket eller på sit værelse, hvilket jo faktisk kunne gøre ham lidt trist. Han savnede de stunder hvor det bare var hende og ham, og de lavede hvad de nu typisk plejede at gøre.
Ved hendes ord, måtte han alligevel slippe et let grin, for det kunne han da lige forestille sig. ”Du vil hurtigt blive overrasket over hvor ofte det faktisk forekommer på slottet,” sagde han morende, dog selvom det jo faktisk var sandt. Han foldede hænderne roligt over ryggen. ”Du dyrker grøntsagerne hjemme? Sådan noget vil uden tvivl blive godt taget imod på et sted som slottet.. Jeg synes næsten du skal prøve at søge derop.. Så slipper du for et rædselsfuldt job på kroen, og du kan få nogen at være omkring..” fortalte han videre. Det ville hendes mand vel egentlig også synes om et sted? Også hvis det var hans gamle arbejdsplads?

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som han snakke til hende, hun smile bare og gik vider mens hun lytte til det han sag, ”din mor har skam også ret.. min såre er efter hånden heale så meget at jeg igen kan begynde og komme vider og se hvad jeg finder på min vej.. jeg overvejer og flytte fra hytten min mand bygge i sin tid til os og måske flytte tætter på byen” hun forsatte med at gå mens hun igen lytte til ham snakke, det var nu dejligt og snakke med en der var så munter og positiv, det var vært at hænge ved triste tanker og minder når han var i nærheden. Hun forsatte blot den raske gang langs bækken, og nød virkelig denne dag som ind til vider hade været rart positiv og god nu hvor hun hade mødt dafnir som jo var en sød og temmelig spøjs mand. At det for kom tit folk gik ind i døre og ting på slotte fik hende til at le en smule, ”åh så det ikke bare mig der er uheldig hele tiden” hun smile og trak vejre dybt, hun tænkt lidt. Det ville måske være en god ide at få nyt arbejde, simpel hen bare starte på en frisk og leve et nyt kapitel i sit liv, selvfølige med minderne fra fortiden i sin rygsæk og i hjerte. Hun så på ham ”tja vis du kan fortælle mig hvordan jeg kan få kontakt med en der kan giv mig job så skal jeg da nok forhør mig.. men er du sikker på at grunden til jeg skal komme til slotte er for min egen skyld eller din?” hun smile drillen og blinke til ham inden hun stoppe op, for and et område fyldt med tætte buske og minder træer og et par stor også. ”så er vi her” hun smile, det var enlig ikke til at se den flugt rute som hun hade snakke om, man skulle se rigtig godt efter så kunne du nærmest se den for and dig, hun så på ham ”skal jeg løbe først eller vil du? Det ikke til at komme igennem ved bare og gå, man skal helst løbe” hun så på ham og tog garnet ud af håret så det nu hang løst, hun løft op i kjolen til den gik midt på lårene, og bandt så kjolen op i en knude ude i den ene side, så kjolen ikke var i vejen når hun skulle i gennem alle buskene som var bladning af tjørne buske og normale buske.

[Deleted]

Selvom Dafnir var en voksen mand med en barnlig sjæl, så var han også rigtig knyttet til sin mor. Det var altid hende han gik til, hvis han havde problemer.. bare med det mindste. ”Det synes jeg lyder fornuftigt. Det er vel nemmere at.. dvæle ved fortiden, når der er minder om den overalt omkring en?” spurgte han. Nu havde han selv aldrig været ramt af den form for tragiske ulykker at skulle miste nogen, for han havde altid kun haft sin mor, og havde aldrig nogensinde kendt sin far. Måske at det var derfor at han havde det forhold til sin mor? Kunne han jo så stå og tænke over. Han grinede let og rystede så på hovedet. Hun var bestemt ikke den eneste født med uheld, for man hørte dagligt om knuste tallerkener og alt muligt oppe på slottet. ”Det er dagligdag deroppe, kan jeg fortælle dig. Man hører mangt og meget, når staldene ikke ligger langt fra køkkenvinduerne,” fortalte han med en morende stemme, efterfulgt af et grin. Han blinkede let til hende. ”Altså, jeg ville da slet ikke have noget imod at have en flot og smuk kvinde rendende på slottet.. I min optik, er der mangel på dem,” påpegede han drillende, dog selvom det var sandt.. Det var som regel de der sure nogen, som man stødte på, på sin vej, og det blev altså meget hurtigt deprimerende med tiden.
Da de stoppede op ved den ene flugtvej som hun kendte, måtte han alligevel skæve lettere mistroisk på den. Han rynkede let på næsen og vendte sig så mod hende. ”Du må hellere løbe først.. så må vi jo se, om du kan løbe fra mig,” påpegede han drillende og med et let grin. Han skulle i hvert fald prøve at se om han kunne!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som han spurt om det ikke var nemmer og dvæle ved for tiden, ”jo det er ret nemt og fald tilbage i gamle minder og steder man kom med dem man elskede.. det der for jeg overvejer at flytte.. så jeg kan starte et nyt kapitel og et nyt liv med ny mennesker, men jeg vil dog altid have dem jeg elskede hos mig i hjerte, og min søn dukker nok op en dag vis jeg er heldig” hun smile, og så på ham for hun så jo ung ud og line ikke en der var mor eller hade født for den sags skyld men nu var det så også flere år siden det skete. Hun så på ham og lo ved tanken om at det åben bart var hverdags kost noget gik i stykker på slotte. Hun så på ham som han sag der lige frem var mangle på smukke kvinder ”der må da vær et par kønne piger der?” hun så roligt på ham før hun prikken drillen til ham ”nåååå du mangler måske en smuk kvinde til at holde dig med selvskab ud i stalden” hun smile drillen og blinke til ham før hun strakt sig og så mod buskene for and dem, ”sikker på det ikke dig der skal prøve om du kan ind hente mig” hun smile kækt før hun direkte hoppe ind i busken og ellers satte i sprint, det var tydelig at se hun var vand til at flygt til ben, til tros for de fleste engle ville flygte mod himlen, hade hun af en eller anden grund altid valgt og løbe, hun spurte af sted hun hoppe over vælte træer og større grene, smutte und og ud mellem buske og snoet rundt mellem træer når de stod tæt, hun søger dog for at hold øje med om dafnir var med hele tiden, hun stoppe først da hun kom ud af en busk og for and hende var en mellem stor hytte, med en lille køkken have for and, hun så på huset mens hun trak vejre en smule hurtig. ”puha jeg vist ude af form” mumle hun og lag hænderne på lårene mens håret klister lidt mod hendes nakke da hun svedet.

[Deleted]

Dafnir kunne kun forestille sig hvordan det var at miste nogen, for det havde han aldrig nogensinde været ude for selv.. Han havde været heldig i den forstand kunne man jo sige. ”Det kan godt være, at jeg ikke kender dig, men tror det vil gøre godt at komme lidt væk.. Det er jo ikke ensbetydende med, at dem som man elsker, bliver erstattet eller noget.. men man har brug for at.. leve livet også,” sagde han med en sigende mine, for løgn var det jo heller ikke. Han sendte hende et smil. At se hende på slottet, ville han nu heller ikke have noget imod, også selvom han måske kun lige havde mødt hende, så var det virkelig ikke noget, som gjorde nogen forskel for hans vedkommende. ”Det er der.. men ikke nær så kønne, at jeg gider kigge på dem,” sagde han drillende efterfulgt af et grin, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Han rystede let på hovedet. Staldene ville han nu ikke sige, var hendes bord. Desuden havde han en anden partner derude, så de var jo allerede to, og det var rigeligt. ”En kvinde som dig ville gøre godt som.. noget inden døre, tror jeg. Servering for de royale måske?” sagde han med et smil, dog også fordi at det var noget som han mente.
At hun så bare satte i løb direkte ind af den flugtvej, fik ham til at grine og ryste på hovedet, inden han direkte løb efter. Ja, han kunne jo godt se at han skulle kæmpe sig mere igennem, end det som hun tilsyneladende skulle. Grene rev i hans tøj, mens han kæmpede sig igennem, også selvom han til sidst… endte med at sidde fast, og ikke rigtigt kunne komme videre. Han var en til dels bred mand, så det at vende sig om, var heller ikke ligefrem nemt for ham. Han himlede med øjnene og forsøgte at rive sig fri, men jo mere han forsøgte, jo mere satte han sig bare fast. ”Jeg sidder fast!” kaldte han morende. Han synes selv det var for komisk!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline stod og så efter dafnir og under sig over hvor han dog blev af, hun stod roligt og vente mens hun tænkt over det han sag, servering for de royale det var hun ikke sikker på at hun hade nerverne til, hun ville bare ende med at spilde på dem eller tabe ting i nervøsitet, hun skulle måske overveje rengøring i steden for, det kunne hun og med sin vinger kunne støve af de steder der var højre ind en stige. Hun stod lidt i sine egen tanker da hun pluslig kunne høre dafnir kalde at han sad fast, hun kvalt et grin og begyndt at kravle gennem det hele ind til hun kom frem til ham hvor hun måtte bryd ud i latter og holdt sig for munden mens hun blev rød i kinderne af at grine, hun kunne ikke få et ord frem men skulle lige grine af inden hun trak vejre dybt ”okay.. okay nu skal jeg hjælpe dig” hun smile og begyndt at vikle grene ud af hans tøj mens hun ind i mellem fnise da det her virkelig var skide komisk, da hun enlig fik ham fri så hun på ham. ”jeg sag jo den her smut vej nok ikke passe til dig” hun smile bare sødt og begyndt at gå mod udgangen af flygt ruten, ”der ikke langt tror du at du kan klar det sidste stykke uden at side fast igen?” hun smile drillen og forsatte roligt med at sno sig rundt mellem tingen og kravle over enkle forhindringer, til hun igen stod for and hytten. Hun strakt sig og bandt knuden op på kjolen så den igen gled ned over bene, hun bandt håret i en løs heste hale på ny, og så ellers roligt på hytten mens hun vente på dafnir ”jeg tror ikke servering er lige mig jeg ender med at spilde eller tabe det hele i nervøsitet.. jeg nok mere til rengøring ” hun så roligt på hytten som hun snakke, mens hun stod og igen kunne se alle minderne for sig, om hvordan damon og oliver hade bevæge sig rundt omkring huset den gang.

[Deleted]

At Dafnir skulle sidde fast, var uden tvivl en tanke, som direkte irriterede ham, for så kunne han jo heller ikke ligefrem fange hende! Han rystede let på hovedet af sig selv. Det var faktisk pinligt, at han skulle sidde fast på denne her måde! Også fordi at han kun lige var ved at lære hende at kende. At hun så derimod var rød i hovedet af grin, fik ham til at skule drillende mod hende, inden han slog ud i en latter, for han kunne jo slet ikke lade være! ”Jeg var vidst lidt større, end det som jeg havde regnet med,” sagde han med en drillende stemme. At hun så hjalp ham med at komme fri, passede ham faktisk fint. ”Du er fuldstændig færdig af grin, er du ikke?” spurgte han med en tydeligt morende stemme. Han selv tog det ikke særlig tungt, for det var da lidt sjovt, at han kunne sidde fast på den måde, for det havde jo heller ikke ligefrem været hans mening eller hensigt ved noget som helst. Han fulgte efter hende, så langsomt som han kunne, netop for ikke at ende med at sidde fast igen, for det var bare pinligt at gøre det hele to gange!
Den hytte som de så derimod måtte ankomme, tog han hurtigt i blik. Han kunne næsten forestille sig, at det måtte være her hun faktisk boede.. Et faktisk meget smukt sted i skoven.. Det var noget som han faktisk godt kunne lide. Han smilede let for sig selv. ”Bor du her?” spurgte han nysgerrigt, inden han igen vendte sig mod hende. At hun faktisk overvejede at tage op på slottet, fik kun smilet til at brede sig langt mere på hans læber. Han vendte sig mod hende endnu en gang. ”Jeg er slet ikke i tvivl om, at de glædeligt vil tage imod dig, Adeline,” fortalte han med en ærlig stemme.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham, det hade virkelig være skide komisk at han hade sidet fast. Hun viste ikke hvorfor men det hade det nu bare en gang, hun så på ham og smile ”måske bare en smule større” sag hun drillen og kigge bare på hytten, som han også kom frem til hende. ”jo jo jeg var helt fald af grine.. det længe siden jeg har set noget så sjovt” hun smile bare og stod bare og lod tankerne flyve mens hun kigge på hytten, da han spurt om det var der hun boede nikke hun blot og gik ellers hen mod hytten, her hade hun boede i åre vis efter hånden. Og hytten lå dejligt og der var smukt men ikke helt sikkert, vær dag frygte hun nogle fandt hytten og hende hvilke var der for hun ville flytte til byen for at finde mere sikkerhed der ind i skoven alene, ”har boede her i mange år.. men efter jeg blev alene har jeg ikke følt mig så tryg mere som før hen.. stedet ligger godt skjult men der er stadig en risiko for nogle finder huset.. ” hun så på ham som hun fik døren låst op og gik roligt ind i den kombiner stue og køkken, det hele var holdt i naturlig stil meget få nips ting mest af det var tydelig vis lave af et barn, hun så ud på ham ”kommer du ind? Bare rolig huset bider ikke” hun smile bare og endt med at sætte sig på en køkken stol ved et minder træ spisebord, og så ud af vinduet der var ved bord. Hun sad ganske roligt mens hun for sig selv kunne høre lyde fra fortiden, også det man kaldt fortidens stemmer i huset. Hun måtte dog kæmpe for ikke at lade følelser tage over så det endt med en tude tur, hun så på dafnir som han kom ind ”det ved jeg.. har arbejde på slotte i mit tidligere liv.. men jobbe fik jeg den gang fordi jeg overtog der min far slap.. jeg aner ikke hvem jeg skal snakke med får at få arbejde eller hvor jeg skal møde op” hun så roligt på ham mens hun sad med hænderne folde sammen på bord.

[Deleted]

Dafnir synes direkte at det var pinligt at sidde fast på den måde, også fordi at han ikke kunne komme fri på egen hånd. Han var lige bred nok, til at han ikke kunne vende sig, og se hvad han lavede, for at vikle sig fri, og naturligvis, var det noget som direkte måtte irritere ham lidt. At hun så derimod havde det sjovt, forundrede ham til gengæld heller ikke. Det var bare pinligt når han kun lige havde mødt hende, og ikke rigtigt kendte hende endnu. Han skulede drillende til hende, selvom han ikke kunne lade være med at grine. ”Det er da godt, at jeg kan komme med de morsomme indslag på din tilværelse,” sagde han, inden han vendte blikket mod hytten. Den var måske ikke stor, og det var tydeligt at se, at den var bygget op af ukyndige hænder, selvom den alligevel så hyggelig, og ikke mindst indbydende ud. Han nikkede forståeligt til hende. Der var lang vej til hjælp, hvis der skulle ske noget med hende, og det var jo heller ikke ligefrem noget som han ønskede sig på nogen måde. Han trak vejret dybt og nikkede igen. ”Jeg kunne godt forestille mig, at det er ubehageligt.. Der er lang vej til andre, i tilfælde af at noget nu skulle ske.” Han trådte hen til døren, men trådte først indenfor, da hun bad ham om det.. han ville jo heller ikke besudle hendes hjem, ved bare at komme brasende, da han faktisk havde respekt for hende. ”Det gik jeg så sandelig heller ikke ud fra,” sagde han morende. Han så sig om. Det var uden tvivl et smukt sted, og det stod han gerne fast på i den anden ende. ”Søg en audiens og snak med kongeparret. Jeg er sikker på, at du nok skal komme derop igen. Hvis du ønsker det, så kan jeg gå med?” foreslog han roligt. Selv kendte han jo kongeparret godt, da han havde tilbragt stort set hele livet på slottet, så han havde fulgt dem hele vejen.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som han kom ind i hytten, ”ja syntes også det godt du kan bring lidt morskab på bane” hun smile og så på ham. Hun sad roligt og så på ham mens han snakke til hende ”ja det temmelig ubehaligt.. i sær når jeg allerred har oplevet hvor uheldig det er at bo her ude og være alene på samme tid” hun trak vejre dybt, og kigge rundt i huset. Hun mangle virkelig selvskab i huset, men hun kunne ikke få sig selv til at lukke nye ind i sit liv så længe hun boede der, her var alle minderne fra sin tid med damon og oliver og at lukke en anden mand eller ligene ind her, ville følelse forkert hun hade det stadig som om damons ånd var tilstede og altid var lige bag hende men hvor end mangen gange hun kigge bag ud så var han der ikke, og det pinte hendes sjæle mere ind noget andet. Hun så på dafnir som han tilbød og gå med hende, ”det ville jeg sætte stor pris på du gjorde dafnir.. jeg ville nok knap nok ture sige noget når først jeg stod for and dem” hun smile skævt og trak vejre dybt og tænkt lidt, ”nu lyder jeg måske dum.. men hvem er vores konge par enlig? Det jo længe siden jeg arbejde på slotte i mit tidligere liv og jeg kan simpel hen ikke huske hvem de er? Plus her ude høre man ikke rigtig så meget så aner ikke hvad der forgår uden for skoven” hun så på ham, mens hun lod en hånd klø sig lidt på skulderne, hun hade det som om nogle hade en hånd på hendes skulder, igen noget hun sikkert bare bildt sig ind men det føltes bare så ægte.

[Deleted]

Dafnir rystede let på hovedet og med det store smil på læben. ”Det var ikke lige mit mest stolte øjeblik, må jeg erkende,” sagde han med et let grin. At det var ensomt herude, kunne han skam godt forestille sig. Skoven var stor og smuk, men når man ikke havde nogen at dele det med.. Det var en tilværelse, som i hans øjne, var direkte frygtelig, og han havde virkelig, virkelig ondt af hende, hvis han selv skulle sige det. Han bed sig svagt i læben. ”Det er ikke fordi at jeg vil.. jeg dig væk herfra, for det vil jeg slet ikke.. Men du skal også tænke på dig selv. Jeg tror også at din mand, ville ønske, at du kom videre og kunne leve dit liv,” fortalte han med en ærlig stemme, idet han igen lod de grønne øjne søge til hendes skikkelse. Han ville meget gerne gå med hende, hvis det ville hjælpe hende lidt, også fordi at han faktisk ønskede hende det bedste, som han gjorde med alle andre, også selvom han faktisk ikke rigtigt kendte hende endnu, så kunne det jo måske komme, når hun fandt ud af, at han ikke var slem at snakke med? For han var virkelig ikke farlig på nogen måde. Smilet bredte sig tydeligt på hans læber. ”Jeg går hellere end gerne med, hvis det vil hjælpe dig, Adeline. Jeg ønsker selvfølgelig ikke, at du skal rende rundt og være så usikker. Tro mig.. Det kongepar vi har på tronen, er slet ikke nogen mennesker som man skal være bange for,” fortalte han med en ærlig stemme. At hun så ikke var kendt med hvem der var på tronen, forundrede ham ikke, hvis hun var vant til et enligt liv herude i skoven, hvor hun ikke mødte nogen. Han fandt det virkelig som en skam, at hun skulle være tvunget til at gøre sådan noget. ”Silia Diamaqima og Gabriel Maloya er de flotte og ædle mennesker vi har på tronen. Du ved.. Nathaniels datter og Elanyas søn? Store mennesker at nedkomme af,” fortalte han ærligt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og smile bare, skoven var ganske vist smuk og hun elskede også at bo der men det hade sin ulemper, og det var utrolig ensomt hvilke nok gjorde hun troede hun hade spøgelser i huset ensomheden drev hende stille og roligt til vandvid, og det fik hende til brændende at ønske at damon hjemsøgt huset, hun så på ham som han sag han hun også burte komme vider med livet, hun vist godt han ikke var ude på at jage hende væk fra huset, men det kræve jo hun hade et andet sted og søg hen. ”jeg ville gerne flytte.. men det krævede jeg hade fundet et andet sted og være og jeg har ingen penge.. jeg har ikke arbejde på kroen siden jeg blev alene… så har ikke råd til og flytte før jeg enten får nyt job eller prøver at få det gamle job igen” hun sukke og tog sig let til nakken, og så rundt i huset. Hun kunne sælge møblerne for at få penge, men.. et sted virke det forkert og gør det og hvad nu vis hun fortrød og ville tilbage til huset? Hun blev lidt i tvivle ture hun over hoved og forlad hytten og alle minderne, og var hun virkelig så klar til at starte på ny igen? Hun endt med at side og nuller en tot af sit hår mellem fingeren som hun tit gjorde når hun blev usikker eller nervøs. Da han nævne konge parrets navne tænkt hun lidt ”Gabriel? Han lyder bekendt.. han har samme navn som engles leder hade.. hm spøjst ” hun sad lidt i sin egen tanker før hun trak vejre, ”nå.. hvordan får man enlig en audiens? Sender man et brev ? eller stiller man sig bare ved døren og sig dav jeg vil gerne tale med regent parret?” hun smile undskyldende for hun lød virkelig som en der bare var snot dum i hovedet men hun ane virkelig ikke hvordan man gjorde lige den slags ting, hun hade jo ikke arbejde på slotte siden hendes tidliger liv og det var flere år siden, hun vist ikke en gang om det var det sammen konge par som den gang, så hun forvente ikke de ville kunne huske vis hun nævnte hun hade arbejde der, den gang hun stadig hade være en drage rytter.. vis det ellers hade være en fordel og fortælle dem det. Hun så roligt på dafnir hun for vente enlig han sikkert snart ville gå, der var ikke så megen en grund til at blive her ved hende, han hade nok også sikkert andet og lave inde at underholde en ensom engle, hun slog dog tanken væk og så bare på ham mens hun pille ved sit hår.

[Deleted]

Det kunne aldrig nogensinde falde Dafnir ind, at skulle jage hende væk fra sit eget hjem, men det var da tydeligt, at det var svært for hende, og det var slet ikke en tanke som han kunne lide. Som det nu var sagt, så ville han jo gerne kunne se hende smile oprigtigt, og faktisk have det godt i hendes tilværelse, i stedet for det andet her.. Det var virkelig for trist, selv i hans øjne, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var. ”Får du et job på slottet, får du automatisk et værelse tildelt. De er gode til at tage sig af deres ansatte,” fortalte han. Med andre ord, så kunne hytten her jo faktisk få lov til at stå tom.. uden at hun behøvede at sælge den, så hun ville få muligheden for at komme tilbage til den i de stunder hun havde brug for det. Hans grønne øjne hvilede på hendes skikkelse. Navnet ’Gabriel’ var ikke ligefrem et ukendt navn, og var derfor også et af de mere populære. Han smilede let for sig selv. ”Blandt englene kunne jeg godt forestille mig, at det er et af de mere populære navne,” sagde han med et let smil på læben. Han kunne jo heller ikke lade være. Det lå slet ikke til ham, at være negativ eller deprimeret.. Det var han ganske enkelt alt for munter til at være. Han lod hovedet søge en kende på sned, inden han kort så sig om i huset. Meget af det var hjemmelavet.. og skulle han være helt ærlig, så kunne han virkelig godt lide det.. I det tilfælde, så kunne han godt forstå hendes dilemma med at tage derfra. ”Du stiller dig op på slottet og ønsker en audiens ved de store porte. Det er yderst sjældent, at dette bliver afvist,” fortalte han ærligt. I hans optik, så havde hun virkelig ikke noget at være bange for. Han var sikker på, at det elskede kongepar, nok skulle tage hende ind.