Ahead of schedule

[Deleted]

Ulvene fik intet tegn fra Ania og gik med op og de var mindst lige så nysgerrige som Ania havde været det, da hun trådte op. De gik rundt og snuste og undersøgte hver en krog de kunne komme til. Ania lod dem. Så længe de ikke gjorde noget så var det jo ingen skade til.
Hans bevægelse mod halsen fik hende blot til at se på ham. Så havde hun alligevel gættet lidt rigtigt. Selvom hun havde lidt svært ved at tro det. "Jeg var ikke klar over, at De også uddelte blod.." smilede hun lidt drillende som modsvar til hans drilske glimt. Men tanken om det og bare snakken med gjorde faktisk hun fik lidt lyst til blod. Hun greb sig selv i at hun faktisk et øjeblik sad og stirrede på hans hals. Nærmest kunne se og høre hvordan blodet løb igennem hans årer. Hun rev dog sit blik væk så snart det gik op for hende hvad hun sad og gjorde. Hun burde ikke sidde og stirre sådan.

Hun var derfor glad for, at han bragte et andet emne på banen så hun kunne lade det andet passere. Hun vendte sit blik mod ham igen; mod hans øjne denne gang! Smilede stille over han ville være sikker på de gjorde det rigtigt. Sikkert for at glæde hende eller blot så hun ikke bare ombestemte sig. "Den måde jeg kender er at skåle på man bliver dus og så drikke. Men man kan også gøre det på en lidt mere.. Speciel måde hvor man nærmest låser sine arme fast om hinandens. Har jeg hørt." hun havde aldrig selv brugt den metode. Det var bare en hun havde hørt som ung og fået fortalt. Selv så fandt hun det både interessant, men også måske lidt for sært. "Men at skåle og drikke er den form jeg har brugt førhen når jeg skulle være dus med folk." Hun så kort ned i vinen før hendes blik atter gled op mod ham. 

[Deleted]

Saïx måtte smile let som modsvar til hendes drilske ord, og sendte hende et mildt blik.
”Jeg deler kun mit blod ud til dem, der fortjener det. Jeg kan lide at tro der er stærkt blod i mine årer.” Han smilede drillende, og lod kortvarigt blikket falde på ulvene, mens de gik rundt og snuste rundt i hans hjem. Det var ikke fordi han havde noget at skjule, og alt som var farligt var nede i hans værksted eller hans butik, og ulvene lod ikke til at stå i fare for at lave ballade, så Saïx var meget rolig med deres tilstedeværelse. Hans blik faldt derefter tilbage til Ania, og smilet vendte tilbage på hans læber. Han troede kortvarigt at han havde fanget hende i at se på hans hals, men han blev enig med sig selv om at det bare havde været indbildning. Men for at være sikker, valgte han at lade være med at lave sjov omkring blod.
Han lyttede til hendes forklaring, og nikkede forstående. Han havde set folk skåle på den måde hun beskrev, men det havde som regel været et par der havde skålet sådan – aldrig nogen der havde skålet dus. Han forestillede sig kort at skåle på den måde med Ania, og mærkede varmen stige ham til kinderne bare ved tanken. Det virkede næsten for intimt. ”Måske skal vi holde os til at skåle normalt.” foreslog han med et skævt smil. Den kunne måske komme i brug når de kendte hinanden lidt bedre, men som det stod nu, virkede det for ham som en lidt for personlig handling. Han holdt derfor i stedet sit glas frem mod hende, med et varmt smil om læberne. ”Skål for at være dus.” Hans smil nåede nu fra øre til øre, mens han afventede hendes svar.

[Deleted]

Da stedet var inspiceret lod ulvene til ikke at være mere interesserede i hvad der var og de lagde sig ned på gulvet istedet og lod snart til at være et par dyr der sov. De lå ikke lige op af Ania, men havde lagt sig et par meter væk fra dem. Om de kunne mærke de var i vejen eller blot valgte det af egne ulve grunde kunne ingen jo vide helt.

At snakken skam også drev væk fra blod igen gjorde ikke Ania noget videre. Hvis snakken blev på emnet for længe ville hun nok bare begynde at blive tørstig efter det og det ville jo ikke være så godt. Så måtte hun enten gå ud og jage eller tvinge det ud af Saïx og ingen af delene var noget hun havde lyst til.
Nikket fortalte hende, at hendes måske lidt sære og indviklede forklaring var blevet forstået. Eller så lod han blot som om fordi han af forskellige grunde ikke ville have det forklaret igen. At den normale metode så blev forslået passede hende fint og hun gav et nik. Det var også den hun kendte. Den hun havde prøvet. Hun anede slet ikke om den anden faktisk var noget man brugte eller om det var noget helt andet måske? Ania opfangede dog svagt noget der kunne tyde på en lidt hurtigere hjerterytme ved Saïx. Eller så var det indbildning? Hun mente dog at kunne se en svag rød farve i hans kinder da hun så i hans retning. Hun kunne dog ikke opfange andet end hans normale hjerterytme så havde der været en ændring havde den været kort. Eller så var det blot hendes hoved der spillede hende et pus.
Snart blev Ania's opmærksomhed dog vendt tilbage til glassene og hun tog sit glas op med et smil og rakte det frem mod hans og lod dem let klirre sammen i kanten. "Skål for at være dus." gentog hun bevilligende og tog en tår af vinen. Lod smagen sætte sit indtryk. Der var intet ved at sluge vin. Den skulle nydes.

[Deleted]

Det var ikke tilfældigt at Saïx havde valgt at skifte emnet fra blod. Han havde haft vampyrer som kunder før han havde flyttet sin smedje til Manjarno, og han havde hurtigt lært at jo mere man snakkede om blod, jo mere kunne vampyren mærke sin sult – og han havde ingen intentioner om at vække Anias. Hans blik havde alligevel kortvarigt faldet på hendes læber, som han forestillede sig hugtænderne der skjulte sig bag dem, og per automatik forestillede han sig hvordan det ville føles at lade dem bore sig ind i huden på sig. Han fortrængte en gysen: det var ikke en følelse han kunne forestille sig ville være særlig behagelig.
Hendes besvarelse af hans skålen fik kun hans smil til at forblive bredt, og efter at have ladt deres glas mødes med en klirren, tog han en egen tår af vinen. Om det var på grund af omstændighederne eller noget andet, kunne Saïx ikke svare for, men vinen smagte sødere end han havde forventet at den ville. Det passer vel til anledningen, kommenterede han for sig selv med et skævt smil, før han tømte glasset og satte det fra sig på køkkenbordet.
”Så, Ania…” Han smilede let, som om han søgte efter en reaktion på at han for første gang kunne omtale hende med hendes fornavn. Personligt kunne han sige at det føltes mere afslappet og behageligt på den måde end at kalde hende ’frøken Silver’. ”Jeg vil ikke spørge dig om hvad du foretager dig, men jeg håber du kan tilgive mig for min nysgerrighed. Hvor opholder du dig om dagen?” spurgte han med ansigtet lagt let på sned.

[Deleted]

At høre sit fornavn var ikke noget hun gjorde så tit. Det var de færreste hun faktisk mødtes med flere gange og lærte at kende nok til, at de kom dertil. Hun havde dog få gange faktisk drukket dus efter et første møde. Og hun rejste meget rundt så det var tit nye folk hun mødte på sin vej. Og så var der jo desuden også det med at man ikke skulle mænge sig for meget når man skulle holde sig i skyggerne.
Dog kunne hun godt lide at høre sit navn blive sagt højt. Ania havde altid holdt af sit eget navn. Det havde en bestemt klang følte hun selv. Da han kaldte hende ved navnet så hun dog blot op på ham med et roligt smil. Hun bemærkede godt hans vinglas allerede var tømt. Men vinen smagte nu også fortrinligt!
Nysgerrighed var jo ikke nogen synd. Ej heller nogen forbrydelse af nogen art. Alle havde ret til at være det. Men man havde til gengæld ikke altid ret til at få den stillet og måtte ofte stå passiv tilbage uden svar. Men hvad skade kunne det gøre at give ham et? Hun smilede stille og tog en tår mere af vinen før hendes sølvgrå blik atter faldt på hans skikkelse. "Jeg opholder mig skam blot i mit lille hjem. Hvis jeg er udenlands så finder jeg en kro. Sådan et sted sørger jeg dog grunding for der er dækket for vinduer før jeg ligger mig." Man skulle jo ikke risikere noget. Hun havde det dog bedst ved at ligge hjemme i sit mausoleum hvor hun følte sig tryg og tilpas. Men det var da på sin vis sødt af ham at bekymre sig. Nu var det jo også lidt nemmere sådan at kunne snakke mere private og tætte emner når man officielt var dus. Det ville være svært at træde ind i den slags hvis man bare var køber og sælger. "Og jeg kan jo så gætte mig til, at du opholder dig om natten når det er din tid for at sove, Saïx." Hovedet gled roligt til siden så de lange lyse lokker faldt med. Han var vel egentlig snart ved den stund hvor han trak sig tilbage for natten? Det var jo sådan set allerede lidt sent.

[Deleted]

Hendes svar gav vel mening. Saïx havde måske altid haft en fejlagtig formening om at vampyrer opholdt sig på kirkegårde eller gamle, faldefærdige slotsruiner – sådan som de altid blev beskrevet i historierne han hørte som barn. Nogle gange måtte han minde sig selv om at vampyrerne også udviklede sine boforhold.
”Jeg sover når jeg får muligheden for det.” svarede han med et skuldertræk og et skævt smil. ”Når man tilbyder sine varer til væsner der kun kan komme om natten og væsner som kan komme døgnet rundt, er jeg nødt til at være tilgængelig til enhver tid. Så når jeg har muligheden sniger jeg en lur til mig heroppe i tide og utide.” Som på kommando kunne Saïx så småt mærke at det havde været noget tid siden sidst han fik muligheden for at hvile sig. Flere gange havde han vurderet at hyre en assistent som kunne tage over for ham, mens han fik hvilet sig, men det var ikke ligetil at finde en assistent som kunne leve op til hans krav. Hvis han hyrede nogen som ikke lavede våben af samme kvalitet som han selv gjorde, ville det give hans smedje et dårligt ry. ”Befinder du dig ofte udenlands?” spurgte han, både for at få sig selv på andre tanker, men også for at holde deres samtale gående. Ania slog ham stadig som en yderst interessant kvinde, og det faktum at han ikke vidste så meget om hende gjorde hende kun til et desto større mysterium. Og hvis han ikke kunne få hende til åbent ud at fortælle ham hvad hun lavede, kunne han altid prøve at finde ud af nok til at han selv kunne finde ud af det.

[Deleted]

At hendes lille hjem så rent faktisk var på en kirkegård nævnte hun intet om. Jovist så vidste mange jo godt at det var et sted nogle vampyrer opholdt sig. Hun følte sig måske ikke bestemt hjemme på selve kirkegården, men mausoleumnet var ganske behageligt. Det var bedre end at bo ude under åben himmel. Hun havde et sted at søge ly og det betød jo nærmest alt for en vampyr!
At han så ikke kunne sove under faste tider forstod hun godt. Med hans arbejde og kunde interval så var det jo ikke nemt bare at sige godnat og lukke når mørket faldt på. Der kom jo nok andre som hende som kun kom om natten. Hun smilede stille med et blik kort mod hans boligforhold før det vendte tilbage mod ham. "Det kan jeg jo kun sige, at jeg er taknemlig for. Ville ikke have været ejerske af så glimrende håndværk hvis du ikke havde taget imod natlige kunder." smilede hun og tog en tår mere af sin vin før hun fik sat glasset på bordet for en stund.
Så fik hun også mulighed for at besvare hans spørgsmål. "Det kan man jo godt sige jeg gør. Med mellemrum måske. Til tider rejser jeg meget og andre gange er jeg næsten kun i Dvasias." Hun kunne jo godt sige så meget. Hvad hendes rejser så indebar var et lidt andet emne. Som lå i kategorien med sit arbejde og dermed ikke et talende emne. At han så måske håbede på at kunne snige informationer ud og gætte sig frem ville næppe være så nemt. Ania havde altid været meget påpasselig med hvad hun sagde højt. Men ting kunne jo smutte. Man kunne sige ting der ikke var ment at siges. Alle lavede fejl til tider. Men hun ville stadig prøve at undgå det så godt hun nu kunne. "Jeg behøver jo nok ikke spørge dig om det samme. Du rejser vel mest hvis du har en kunde du skal ud til?" Hun lagde hovedet til siden mens hun så på ham.

[Deleted]

Saïx måtte smile ved hendes ord og bukkede let med hovedet som en taknemmelig gestus.
”En smed har brug for sine kunder for at kunne holde sig i gang. Det samme kan vel siges for de fleste forretninger, nu jeg tænker over det.” indskød han med et skævt smil. ”Desuden kan jeg lide at se på det som at mine våben bidrager til at holde mine kunder i live. Specielt kunder der er så godt selskab.” tilføjede han med et sigende smil. Han greb vinflasken og hældte op i sit eget glas igen, og gjorde mine til at hælde op i hendes igen, men sendte hende først et spørgende blik, som for tavst at spørge om hun ville have mere.
Hun var sparsommelig med sine hint om hvad hun faktisk lavede, og det kunne Saïx ikke andet end at respektere. Det var faktisk et hint i sig selv. Hun vil ikke have at folk ved hvad hun laver, og hun bruger våben i sit arbejde, kunne han konkludere. Det måtte være noget lyssky arbejde, Ania havde gang i, og efter de våben hun havde bestilt fra ham at dømme, var det noget der var farligt. Han valgte ikke at spørge videre ind til det. ”Hvis der er kunder jeg skal ud til, eller materialer at få fat i. Jeg kan ikke lave mine våben uden stål, og jeg foretrækker at undersøge al stålet jeg bestiller på forhånd. Min læremester lærte mig alt om den slags, så jeg ikke skulle blive snydt.” fortalte han med et bredt smil. Når snakken først faldt på alle procedurerne omkring hans arbejde, fungerede snakketøjet fejlfrit. Men han havde nu stadig ikke meget lyst til at kede Ania med den slags snak. ”Bor du så alene, eller har du en familie?” Hans spørgsmål var tydeligt tøvende, eftersom det var et temmelig personligt spørgsmål at stille, men nysgerrig var han alligevel. Ania var trods alt en køn kvinde, så det ville ikke komme ham som et chok hvis hun havde familie.

[Deleted]

Med et stille smil på læben gav hun et nik til at han godt måtte fylde mere op i hendes glas og rakte glasset frem mod ham. Hun tog ikke skade af lidt ekstra vin. "Uden de våben ville jeg næppe være i live nu. Eller..jeg er jo sådan set død.." grinede hun lidt da hun indså det nok var en dum måde at sige hun var levende. Var hun jo sådan set ikke rigtigt. Men hun ville ikke være her og gå rundt hvis hun ikke havde sine våben. Det var nok en bedre måde at udtrykke det på. Men samtidig så vidste han jo også godt hvad hun mente. "Så jeg er bestemt glad for at jeg kan komme og få dem når det ellers normalt ville være din nat tid." smilede hun med lidt varme. Og hun var skam glad og taknemlig for det.
At høre lidt mere om hans arbejdede kedede hende ikke. Hvis hun så skulle høre kun om det og høre det hele igen og igen så var det jo noget andet snak. Men hun fandt det spændende i mindre mængder og selvom hun aldrig ville kunne arbejde som smed så var det stadig spændende at høre om. Hun havde jo styrke til at kunne løfte og slå med tunge ting. Men varmen ville hun ikke kunne udholde. Og hun foretrak sådan set også at have blød hud. Det var mere feminint. At hendes arbejde så heller ikke just var ren rosenduft var så noget andet. Men det var samtidig ikke lige alle der tænkte at en så yndig og feminin kvinde gik rundt og var voldelig. 

Spørgsmål Saïx stilte fik blot Ania til at vende en hånd ned mod de to ulve. "Min familie ser du lige her.." Hun smilede stille. Og det var jo ikke løgn. De to ulve var alt Ania havde som man kunne kalde familie. Og det passede hende ganske fint. Hun havde jo sådan set aldrig fundet nogen anden som hun ville kunne leve med. Der var så mange ting der skulle falde i hak før det kunne lade sig gøre. Og hun skulle finde en hun kunne stole på og holdt af. Ikke lige så let som nogen fandt det. Hun mødte nok den rette når tiden var inde. Det var sådan hun så på det. "Og jeg kan gætte mig til du nok bor her alene.. Og så har du nok ikke nogen familie heller? Udover hvis du gemmer et dyr som er din bror eller andet.." smilede hun lidt drillende.

[Deleted]

Opmuntret af hendes nik fyldte Saïx hendes glas op igen, og satte den nu halvtomme flaske fra sig på bordet, før han tog en tår af sit eget glas. Han fulgte derefter hendes gestus med blikket mod ulvene, som lydigt havde sat sig på gulvet og betragtede de to med et vågent blik. Han måtte forme et skævt smil.
”Det er en trofast familie du har, det må jeg give dig.” svarede han med et smil. ”Jeg har en familie, men ikke her. Jeg har ikke set dem i mange år.” Hans smil trak sig en anelse ved hans ord, men han virkede stadig til at være i godt humør. Vin og godt selskab var selvfølgelig også en god hjælp. ”Jeg kommer fra en fattig familie, så jeg var nødt til at gå ud i arbejde da jeg var ung. Det indebar også at jeg måtte flytte fra min familie og bo hos min læremester.” forklarede han. ”Men vi holder kontakten gennem breve. De har det godt, jeg har det godt. Jeg er den eneste her, så der er ingen skjult bror eller søster gemt her.” tilføjede han med et stille grin, og tog endnu en tår af vinen. Normalt var det ikke noget han drak så meget af, men han slappede mere af i Anias selskab – selv med ulvene få meter fra sig. Han kastede et hurtigt blik mod ulvene, som stadig så ud til at betragte de to med en ro i blikket. Det var en tydelig forskel fra deres første møde, hvor ulvene altid havde sørget for at Saïx holdt en vis afstand til Ania, medmindre hun sagde noget andet. ”De to hjælper vel også med at holde dig i live, i tillæg til mine våben.” tilføjede han med et skævt smil, før han vendte blikket tilbage mod Ania. ”Hvor længe har du haft dem?”

[Deleted]

Ania nikkede som han fortalte om at han havde familie, men langt væk og hvordan hans levevej havde ført ham så langt væk. Sådan var det jo nogen gange. Andre gange så valgte folk bevidst at rejse væk og bryde kontakt med alle man kendte. Men det var da godt han havde kontakt med sin familie. Det måtte betyde noget for ham at høre fra dem med mellemrum og vide lidt om hvordan det gik. Og have nogen at fortælle ting til selvom det jo ikke var med det samme man ville få et at svar på tiltalen.
Der blev drukket et par tår mere af glasset før hun valgte atter at sætte det fra sig. Man skulle jo ikke bare hælde vin i sig. Man skulle nyde aromaen og give sig tid. Med et smil så hun ned mod de to pelsede venner der følte sig godt tilpas måtte hun erkende. "De er som mine brødre og mine beskyttere.. De gør skam også sit for at jeg kan klare mig. Uden tvivl. Men til tider så er det bare kun et våben der kan gøre arbejdet og holde mig i live." Hun trak lidt på skuldrene. "Oveni det så vil jeg jo hellere ikke risikere de kommer ud for noget slemt. Jeg elsker dem så de skal ikke komme til skade eller dø for min skyld." Hun smilede og nussede den nærmeste bag øret og så den anden så de ikke blev jaloux. "Jeg har haft disse to i nogle år. Desværre lever de jo langt fra så længe som jeg. Så en dag ved jeg godt de ikke vil være hos mig længere." hviskede hun trist og sukkede lidt mens hun gav sig til at klø dem begge bag øret igen på samme tid med et trist smil til dem. Hun ville dog ikke fremskynde den dag unødigt så derfor holdt hun dem trygt.

[Deleted]

Saïx lyttede tavst til hendes ord, og måtte smile et lille vemodigt smil. Det var trods alt et faktum at Ania, som en vampyr, ville leve mange år efter at hendes ulve ville sove ind. Det samme ville gælde for ham; han følte sig en smule vemodig ved tanken.
”I det mindste vil I have haft mange gode minder indtil det sker.” sagde han mildt, og lagde en trøstende hånd på hendes skulder. ”Jeg er ingen ekspert på ulve, langt fra, men så vidt jeg forstår det er det dyr som ikke ligefrem knytter bånd til andre så nemt. At du har fået dem så loyale, siger noget om hvor meget de holder af dig. Jeg tror ikke døden vil holde dem fra at være hos dig.” fortsatte han med et skævt smil, inden han tog en sidste tår af vinen og satte sit glas fra sig – han skulle heller ikke ende med at drikke for meget i Anias selskab. ”Men der er vel ingen grund til at tænke på den slags nu, hvor de stadig virker unge og friske. Den tid, den sorg.” tilføjede han med en lidt mere munter tone, og klappede hende nok en gang på skulderen, før også han forsigtigt strakte hånden mod ulvene og forsigtigt kløede dem begge bag ørene, og kunne med et lettet smil fastslå at de stadig ikke bed hånden af ham.

[Deleted]

Tanken om en dag at undvære de to skønne pelsklumper var helst en tanke Ania ikke lod ind i sit hoved for tit. Hun vidste jo det ville ske før eller siden og ville derfor ikke dvale ved det, men blot nyde tiden mens den var der. Hun smilede lidt og nikkede til hans ord. "Ja..vi har oplevet meget sammen og der vil ske så meget mere fremover." Hun strøg deres pels med et smil. Hendes blik gled dog atter tilbage til Saïx kort efter, da det var han lagde en hånd på hendes skulder. Det var ikke alle mennesker der var helt trygge ved at komme for tæt på en vampyr. Hun var sådan set i forvejen overrasket over han turde vise hende herop hvor han ikke havde så store muligheder for flugt. Men de havde også været inde på snakken om blod og han var stadig ikke bange eller på nogen måde det mindste utryg. Fascinerende.

Hans ord var dog så rørende som de kunne være. Hun smilede med blanke øjne. Hun græd ikke. Nej men det var nok tæt på. I alle fald var tårerne da kommet så langt som at fugte hendes øjne til så hun måtte slå blikket lidt ned for ikke at miste kontrollen over dem. Og hun vidste selv at ulve var vilde dyr der holdt sig til deres flok og ikke sådan kunne tæmmes. "Tak.." hviskede hun stille. Selvom det ikke var hans fortjeneste at de var hendes familie. Men det var de smukke ord hun takkede for. Om han så mente dem eller ej betød de noget for hende. Ulvene var de væsner der betød mest for hende her i livet. En dag ville de måske dele den plads i hendes hjerte med en mand, men det kunne også være de til den tid ikke længere var her i levende form, men levede videre i hendes hjerte til evig tid. Der var en plads der for evigt ville tilhøre dem.
Hun drejede sit hoved en smule. Ikke afvisende, men blot for at skjule hvordan hun i en let bevægelse løftede en hånd op og tørrede et par små dråber fra sin ene øjenkrog før de løb over huden. Hun så hen mod ham igen og rystede på sit hoved. "Jeg tænker sjældent på det. Jeg vil leve i nuet. " Hendes smil var vendt tilbage selvom det stadig var en smule trist. Men det var klart mere glæde at se end før. Han havde jo ret. Den tid den sorg. Hun kunne ikke ændre den skæbne så hvorfor bekymre sig? Hun sad stille og så på mens han gav sig i forsøg med at klø ulvene. Kakashi havde ingen problemer med at lade ham gøre det. Sasuke derimod lod ham ikke komme til lige med det samme. Men alligevel kunne den sorte ballademager ikke dy sig for en mulighed for at blive nusset. Hvilket fik Ania til at smile varmhjertet. Hun ønskede dog at komme forbi det triste emne, men var da glad for hans støtte. Selvom det var hende lidt uforståeligt hvorfor Saïx var så flink.

[Deleted]

At se Anias reaktion på hans ord fyldte ham med blandede følelser. Samtidig som det glædede ham at se hvordan hun satte pris på hans ord, var han klar over at han måske ikke burde have talt så meget om det. Han sendte hende et undskyldende smil.
”Undskyld Ania, jeg burde ikke have talt så meget om det.” beklagede han sig. Han følte sig pludselig ret akavet, der han havde stået og snakket om hvad der ville ske når hendes ulve til syvende og sidst ville sove ind. Han havde mest af alt lyst til at slå sig selv på panden – hvad tænkte han dog på? Havde vinen hæmmet ham så meget allerede?
Anias videre ord lod dog til at berolige ham en smule, og smilet vendte gradvist tilbage på hans læber. ”Det lyder også som en god plan. Det er nok bedst ikke at tænke for meget på hvad der sker om mange år.” Han sendte Ania et mildt smil. Han kunne ikke rigtig se hvorfor han skulle være bekymret i hendes selskab. Sandt, hvis hun nu skulle forsøge at angribe ham, ville han være meget begrænset, når det kom til flugtveje og forsvarsmetoder, så længe de var i hans bolig. Men hvis hun havde villet angribe ham, ville hun vel have gjort det allerede da hun trådte ind i hans smedje? Specielt med hendes ulves hjælp, ville han ikke have haft en chance mod hende – han var faktisk overbevist om at det ville være nemt for hende, selv hvis hun ikke havde haft ulvene med sig. Men Saïx følte sig tryg i sin overbevisning om at hun havde brug for hans tjenester, og var smart nok til ikke at angribe ham af den grund – hvis han døde, kunne han ikke lave flere våben til hende. Og hvis hun lod ham leve, kunne han nægte hende flere våben. En simpel sag. Men udover det virkede det også bare logisk for Saïx at være på god jord med hans kunder, og specielt dem han gerne ville beholde. Og Ania var en af dem han ville hade at se forsvinde.
”Nu håber jeg for resten ikke at det her opholder dig fra at udføre dit arbejde. Det er sjældent jeg har kunder som bliver her så længe, efter at de har betalt for deres våben.” indskød han med et skævt smil. Ikke at han beklagede sig; Ania var meget godt selskab, og det lød ikke som om der var kommet andre kunder nede i hans butik.

[Deleted]

At han på en eller anden måde mente hans ord alligevle havde været forkerte og han dermed undskyldte for det fik Ania til at se lidt forvirret på ham. Der var da intet at undskylde? Hovedet rystede hun så de lyse lokker stille bevægede sig med i takt. "Der er intet at undskydle for Saïx. Du har intet galt sagt.." Hun smilede stille og håbede virkelig han ivkke se det som hun gjorde. Hans ord havde måske ikke været om det bedste emne, men han havde sagt det på så smuk en måde, at hun da ikke kunne se skidt på det. Hvis han havde set de få tårer hun havde tørret væk kunne han jo tro det havde været fordi han havde sagt noget forkert og såret hende. Men det var jo blot fordi hans ord havde været så smukke, at hun havde måtte fælde en lille tåre. Kunne hun dog ikke sige uden at indrømme tåren. Og den havde han måske slet ikke set og hun ville ikke være den som afslørede sig selv.
Men snart var det dog som om han godt kunne se det alligevel. Han smilede igen og stemningen lettede far det lidt ubehagelige. Det var godt. Det gjorde hende kun mere glad. Han smilede og det fik hende til at smile.

Da snakken blev drejet over mod arbejde af ham, rystede Ania blot på hovedet. Havde hun aft et job i nat ville hun ikke være blevet her så længe. Men det kunne han jo ikke vide. "Nej jeg har ikke noget jeg skal nå i nat udover, at jeg skal nå hjem før solen kommer op. Af gode årsager.." smilede hun lidt drilsk. der var ingen mening i at ligge skjul på den del. Han var jo udmærket klar over hendes race. Vidste de jo begge og havde endda talt om det. At han så ikke havde kunderne som gæster efterfølgende ret tit gjorde hende glad. Så var hun jo på en måde lidt ekstra speciel. Det kunne hun godt lide. Det var lidt et privilegium som hun brød sig godt om måtte hun indrømme. "Men nu vi taler om det.. Jeg forhindrer vel hellre ikke dig i at udfære dit arbejde? Jeg mener der er ingen kunder ganske vist, men der må da stadig være ordrer du skal fuldføer eller bare andet som skal gøres færdigt?" Ikke at hun håbede han måtte tage afsked nu. Hun havde ikke spor lyst til at gå. Men samtidig ville hun ikke være skyld i, at han sakkede bagud med sit arbejde og så måtte knokle endnu mere. Men han ville vel ikke byde hende på vin og sidde her hvis han havde travlt? Men man kunne jo aldrig vide.