Ahead of schedule

[Deleted]

Lyden af en hammer mod stål fyldte smedjen, som for øjeblikket var tomt for kunder. Mørket var faldet på, men i lokalet bagerst i smedjen var smedens ansigt oplyst af det rødglødende stål som han med en behandsket hånd holdt mod ambolten, mens han med den anden bragte hammeren ned på stålet med en øvet præcision. Sveden dryppede fra Saïx' pande, mens han formede metallet og rensede det for enhver urenhed. Da han endelig var tilfreds sænkede han det rødglødende sværd ned i et vandbad, som straks begyndte at boble og syde, før han satte det til side og smed handskerne fra sig med et tilfreds smil. Det havde været en rolig aften - ikke hvad han foretrak. Han begav sig ud fra sit værksted og ud i sin butik, hvor han begyndte at inspicere sine varer. Med et utal af hænder som hver eneste dag skulle inspicere hans varer, var det ikke utænkeligt at en kniv eller to havde fundet vej ned i nogen lommer uden at han havde set det, men han kunne med tilfredshed konkludere at alt var som det skulle være. Han måtte alligevel sætte sig på stolen bag disken med et rastløst suk: Saïx hadede at være foran skema. Han havde foretaget de nødvendige forberedelser på våben bestilt af sine kunder, og havde ingen nye kunder at betjene. Det var sådanne dage han foretrak at undgå.

[Deleted]

Nattens mørke skjulte skikkelsen ganske godt. Den sorte kappe gled rundt om Ania's krop som blød silke. Blæsten havde let fat i stoffet, men aldrig nok til at hun følte det blev revet rundt om hende. Hun nød den blide nattevind. Hendes kurs var lagt. Væk fra hendes hjem, væk fra Dvasias. Med retning mod Manjarno. Det var noget tid siden Ania sidst havde gået denne vej. Men nu mente hun, at tiden måtte være inde. Manden havde haft den tid han havde bedt om og nu måtte hun så ligge vejen forbi hans sted igen for at hente sine varer. Hun havde ved et rent tilfælde brugt hans evner første gang til sit nye sværd. Det havde været ganske fortræffeligt håndværk og hun var tilfreds og havde da heller ikke været væk længe før hun kom og gav ham en ny opgave. Det var den hun nu skulle hente. De to dolke hun havde bedt mennesket om at smede. Af en sær årsag så glædede hun sig nu til at komme derhen igen.
Ityrial kom i sigte før hun havde ventet det. Hun måtte åbenbart gå hurtigere end hun lige regnede med. Det var dog kun en god ting. Hun stod kort og betragtede byen før hun gik videre. De to ulve var stoppet op sammen med hende, men både Sasuke og Kakashi gik med hende da hun gik videre. Kappens hætte var trukket frem og skjulte hendes ansigt. De sølvgrå øjne betragtede dog opmærksomt omgivelserne omkring selvom man udefra ikke kunne se hvad hun kiggede på. Det var sådan set også kun den spinkle skikkelse som kunne anes under kappen, som afslørede hun faktisk var en kvinde.
Hun kom skam også hurtigt helt frem til byen og gik med lidt velkendt sans mod smejden. Hun kunne ikke høre der blev arbejdet derinde og undrede sig kort over om der mon var lukket. Men de andre gange var hun kommet om natten. Hun lod hovedet glide lidt til siden mens hendes blik hvilede over bygningen som hun kom nærmere for hvert et skridt og snart stod ved døren som hun roligt skubbede op. Kakashi satte snuden mod døren og hjalp til og fik den skubbet helt op og trådte indenfor efterfuldt af Sasuke. Ania selv gik ind efter sine to dyr som var hendes familie. Hun mærkede straks den dejlige kolde nat forsvinde lidt og husets varme overtog. Hun løftede roligt hænderne op og trak hætten tilbage fra sit hoved og lod de smukke blonde lokker træde frem. Døren lod hun stå åben for ikke at blive kvalt i varmen der kom fra smejden.

[Deleted]

At lukke smedjen for natten var næsten utænkeligt for Saïx. Det var kun hvis han absolut behøvede sin søvn at han lukkede smedjen. Det var trods alt ikke uden planlægning, han havde valgt at bygge sin smedje i Manjarno, i grænselandet mellem Procias og Dvasias. Han forventede derfor kunder både om dagen såvel som om natten.
Da døren gik op og to ulve trådte ind, tæt efterfulgt af en kutteklædt skikkelse, havde Saïx allerede en anelse om hvem det var. Han huskede en vampyrkvinde som han havde betjent for flere uger tilbage, som ankom med de to ulve som sin eskorte. Et smil bredte sig over hans læber, og da hun fjernede hætten fra sit ansigt og dermed bekræftede for ham, hvem hun var, sendte han hende et imødekommende smil.
”Frøken Silver! En glæde at se Dem igen.” Han trådte frem fra disken, men holdt et vågent øje med de to ulve hun havde medbragt. Første gang hun havde bragt dem med sig havde han hurtigt lært at de ikke ville lade en fremmed mand komme for tæt på hende, og han havde ikke tænkt sig at lære den lektion endnu en gang. Han holdt derfor en respektabel afstand, men uden at det venlige smil forlod hans læber. ”Sværdet jeg solgte Dem lever vel stadig op til Deres forventninger? Eller er De kommet for dolkene De bestilte?” Per automatik vendte han blikket ind mod sit værksted, hvor han placerede alt han fremstillede efter bestillinger – han kunne ikke risikere at en anden kom til at købe eller stjæle sådanne varer. Han vendte derefter blikket tilbage mod ulvene, da en af dem så ud til at snuse til hans ben, og han formede et skævt smil. ”De må bære over med mit snavs, jeg har været travlt optaget med arbejdet hele aftenen.” Han vurderede kortvarigt at stikke hånden frem mod ulven, men han var ikke meget ivrig efter at mærke en ulvs bid.

[Deleted]

At blive genkendt både med navn og det hele fik et svagt smil til at fylde Ania's læber. "Det glæder mig De kan huske mig hr. Zeno." Hun smilede og trak de lange sorte handsker roligt af sine hænder. Hun lignede næppe sådan en kamp kvinde som bar våben når man så hende, men det ydre kunne jo narre. Man skulle aldrig dømme en bog på dens omslag. Det kunne koste dyrt.
At smeden trådte frem og tog venligt imod, men med afstand fik hende kort til at huske på deres første møde, hvor Kakashi især havde sat mennesket på plads. Den store hvide ulv var skam heller ikke sådan at bide skeer med. Men så længe der ikke var noget i sigte så gik de bare og passede sig selv. Lige nu gik de bare og snuste rundt omkring. "Men jo tak sværdet er skam fortrinligt. Jeg er dog kommet efter mine dolke. De sagde de ville være klar omkring disse dage." Hun foldede roligt handskerne sammen og satte dem forsigtigt i spænd i sit bælte så hun ikke skulle stå med dem. "Og skal en smejde ikke være lidt snavset? Jeg forventer skam ikke De gør rent bare fordi jeg kommer." Havde det så været en bolig så ville hun dog se anderledes på det. Men omstændighederne taget i betragtning så var der ganske pænt. Hun var sikker på selve smejden ude bagved var værre. Og varmere.
Ania betragtede roligt Sasuke som nysgerrigt var gået igang med at snuse til mandens ben. Sasuke var den yngste af ulvene og nok den mest nysgerrige. "De kan godt klappe ham hvis De vil." Hun så på Sasuke. "Han bider ikke medmindre De er en trussel eller jeg siger det." Hun havde dog ingen planer om at få Sasuke eller Kakashi til noget i den stil. Ikke ikke grund. Og hun så sådan set ikke den venlige mand som en trussel.

[Deleted]

Saïx satte sit værd i at huske sine kunder, og i særdeleshed dem som han betjente flere gange. Og Ania virkede som typen der ville komme igen og igen. Ved deres sidste møde havde han fået det indtryk at hun var typen der benyttede våben jævnligt, og det gjorde hende til en kunde han ville tage vare på. Da hun forsikrede ham om at det var trygt, strakte han forsigtigt hånden frem mod ulven og kløede dyret bag øret; en handling som blev besvaret med en svag logren fra ulvens hale. Saïx kunne ikke helt skjule et smil, men vendte hurtigt blikket tilbage mod Ania med et nik.
”Dolkene, selvfølgelig. Vent et øjeblik.” Han kløede ulven en sidste gang langs med pelsen før han vendte sig om, og forsvandt om i sit værksted. Værkstedet så mange gange værre ud end butikken, men det var en form for organiseret kaos. Saïx vidste præcis hvor alt var, og det var præcis sådan han foretrak det. Bagerst i sit værksted stod et aflåst skab, som han hurtigt fremtrak nøglen til og låste op. Blandt et mindre lager af sværd og brynjer fandt Saïx dolkene Ania havde bestilt, låste skabet igen, og vendte tilbage til butikken.
Han placerede de krumme dolkene på disken, oplyst af et enkelt stearinlys, så Ania selv kunne inspicere dem i lyset. Saïx havde handlet med vampyrer før, og vidste at de som regel ikke brød sig om flammer, men da det kun var det ene stearinlys regnede han ikke med at det ville gøre den store forskel.
”Hærdet stål, som De bestilte det. Skarpt nok til at skære gennem knogler, hvis man har styrken til det, og solidt nok til at bruges som beskyttelse.” Saïx måtte selv se tilfreds på dolkene i skæret fra lyset. Han gjorde sig altid umage med sine varer, og han gjorde altid sit bedste for at gøre sine kunder tilfredse. Dolkene var krumme, og uden udsmykninger som ville være iøjefaldende. Stålet var derimod formet på en måde som i sig selv var en udsmykning. Han vendte blikket mod Ania med et let smil om læberne. ”Jeg er sikker på at De vil blive tilfredse med dem.”

[Deleted]

Det var skam til Sasuke's store glæde, at han lige blev kløet lidt. At det så blev afbrudt fordi Saïx skulle ud bagved var ikke noget der huede ulven. Han gjorde bare omkring og fulgte efter. Ania kunne ikke lade være med at smile og slippe en svag latter ud ved synet af den sorte ulv der forsvandt med ejeren. Sasuke vidste godt fremmede ikke skulle komme for tæt på. Men samtidig vidste han også, at Ania indtil videre accepterede mandens selskab så hvorfor skulle ulvene ikke også kunne? Hun håbede dog ikke, at det gjorde noget, at hendes ene ulv gik med. Ellers måtte jo hun undskylde mange gange. Det nyttede næppe ret meget at kalde på ham nu, da døren var gledet i bag dem.
Det tog dog ikke længe før manden kom tilbage og Sasuke kom rendende bag ham. Utroligt at han ikke faldt over ulven hvis den havde gået så tæt ved hans ben derinde også. "Sasuke.." hendes stemme var en rolig, men dog bestemt tone som fik ulven til at spidse ører og se op på hende mens den stoppede. Da den gik igen så gik den ved hendes side da hun begav sig hen til disken som han fik lagt dem frem. Hun satte pris på, at der ikke blev sat en masse varme lys op. Men selv det ene der var behøvede hun ikke. Men hun var nu glad for det, da det gav hende mulighed for at se dem helt godt an istedet for i mørke med kun sit gode syn. Hun klappede hver ulv på hovedet før hun tog den ene af de to dolke op. At have et prangende våben var hende ligemeget. Hvis det ikke virkede ordenligt eller var praktisk så var udseendet sådan set ligemeget. Hun foretrak det praktiske blev værdsat mest. De var dog fascinerende alligevel. "Skære i knogler ligefrem..? Interessant.." hviskede hun roligt og ja hun burde nok ikke virke så positiv. Men hvis de kunne skære i knogler under de rette forhold så var de jo ganske praktiske i brugbare situationer. Hun var nu sikker på de nok skulle gøre gavn. For hende. "Hvis de er bare nær så gode som sværdet så vil jeg være mere end tilfreds." smilede hun og lod roligt en finger løbe hen over dolkens klinge.

[Deleted]

Det havde ikke gjort Saïx spor, at ulven var fulgt efter ham ud i hans værksted. Faktisk tolkede han det som en slags form for accept fra ulvens side: det virkede i hvert fald ikke som om den kun fulgte efter ham for at holde øje med ham. I værkstedet havde den set nysgerrigt omkring og snust igennem hans værktøj, men den havde ikke gjort noget for at komme i vejen for ham. Da han var tilbage i butikken og Ania kaldte sin ulv tilbage, var den dog straks lige så lydig som da de ankom. Saïx kunne kun beundre hvordan Ania havde trænet sine ulve. Han havde aldrig selv haft meget held med dyr.
”De burde være mindst lige så gode som sværdet De købte af mig.” lovede han hende, idet han tog den anden dolk fra disken og betragtede den i lyset, ligesom Ania havde gjort det. Han var yderst tilfreds med sit arbejde, men han holdt alligevel øje efter enhver urenhed han kunne have overset. ”Ikke at jeg tror at De får brug for at skære i knogler, selvfølgelig,” skyndte han sig at tilføje, og sendte et sigende nik mod ulvene før han så på hende selv. ”De har trods alt de to til at hjælpe Dem, hvis De ikke selv skulle kunne forsvare Dem.” Saïx var ikke i tvivl om at Ania, med sin vampyrstyrke, var fuldt ud i stand til at forsvare sig selv – specielt bevæbnet med våben fra hans smedje. Han var nysgerrig efter at vide præcis hvad hun skulle bruge både sværd og dolk til, men han vidste bedre end at stille den slags spørgsmål. Det bragte som regel kun problemer med sig. ”Men stål er ikke billigt, som De sikkert ved. De har allerede købt våben fra mig før, og jeg vil gerne se Dem handle hos mig igen, så jeg vil give Dem en god pris… Skal vi sige 5 guldstykker for dolkene?” foreslog han med det samme venlige smil, han havde haft om læberne siden Ania var tråde indenfor hans dør. God service var vigtig for at beholde kunderne, og selvom han vidste at det ikke ligefrem var overflod af gode våbensmedjer, var han ikke meget for at skulle have konkurrence på den fronte.

[Deleted]

Det lød jo lovende, at han sagde de var af samme kaliber som sværdet. Det hang sådan set også ved hendes hofte, men skjult af kappens stof. De virkede skam til at være som ønsket så hun kunne jo ikke forlange ret meget mere end som så. Hun smilede roligt som han begyndte at snakke om at hun jo var godt beskyttet af ulvene. "Lad mig fortælle Dem en lille hemmelighed. Jeg har ikke altid de to små vovhunde med mig.." Smilede hun med et lille grin. Ikke en vildt stor hemmelighed, men ikke desto mindre ren sandhed. Hun gik da også en del uden sin lille eskorte. Plus at våbene jo mest af alt ikke var til beskyttelse kun, men primært til at udføre hendes arbejde med. Men det var jo så en lille detalje som hun holdt for sig selv. Det var vigtigt i hendes branche. Plus at mange nok ikke ville se det som noget velset, at hun var sådan en.
Ærlig talt havde Ania ikke så meget forstand på hvad prisen for metal helt var. Men hun stolede på denne mand, da han ikke havde virket uærlig første gang heller. Og prisen lød skam heller ikke helt for ringe taget arbejdet i betragtning. Hun så lidt mere på dolken hun stod med. 5 guldstykke var faktisk en rimelig god pris. Som han selv sagde. Hun nikkede stille og lagde dolken fra sig på disken igen før hun skubbede sin kappe lidt til side. Under den var hendes tøj ikke nær så sort. Hendes bukser var en lidt mørk grå farve og hendes bluse var sandfarvet. Hun tog fat i en stof pung der gang i hendes bælte i højre side og fandt 5 guldstykker frem og et i sølv, som hun så lagde på disken foran ham før pungen blev hæftet på sin plads og kappen faldt tilbage og dækkede hendes skikkelse på ny.

[Deleted]

Hendes kommentar fik også Saïx til at forme et smil, og han så nok en gang over de to ulve som stadig lydigt sad ved Anias sider. Det var slet ikke som da han så dem for første gang, hvor de havde stirret stift på ham som en tavs advarsel mod at gøre noget mod deres herre. Det virkede som om de begge havde accepteret ham som harmløs. Og det måtte han vel give dem; våbensmedjen udgjorde den eneste kontakt han havde med våben. Nogen videre kamperfaring havde han ikke ligefrem.
”Så må De vel være vant til at forsvare Dem med våben.” konkluderede han med et skævt smil, inden hans blik faldt på mønterne hun lagde frem til ham; de fem guldmønter og den ene sølv. Han skød øjenbrynene i vejret og tog mønterne i hånden, som om han vejede dem i hænderne, før han med et tilfredst smil stak dem i sin lomme og sendte hende et taknemmeligt smil. Han gik ud fra at han måtte betragte sølvmønten som en slags drikkepenge for hans arbejde.
”Det er altid en fornøjelse at handle med Dem, frøken Silver.” indskød han med et fornøjet smil, og gestikulerede til knivene som tegn til at hun bare kunne tage dem. ”Og jeg håber De vil fortsætte med at handle Deres våben her hos mig.” tilføjede han med et glimt i øjet. Han kastede et kort glimt rundt i sin butik, og skar en grimasse over manglen af kunder. Om ikke andet gjorde det vel bare at han satte desto mere pris på Anias handel, skønt han ville foretrække at der var flere. Hans fokus vendte sig alligevel hurtigt til Ania igen, nok engang med det høflige smil på læberne. "Jeg håber det er i orden at jeg spørger… Hvad laver De egentlig, når De har så meget brug for våben? Misforstå mig ikke, men det er ikke så ofte man ser en kvinde med sådan et behov.” indskød han hurtigt, med et håb om at han ikke fornærmede hende med spørgsmålet.

[Deleted]

Om han undrede sig over mønterne eller ej tog Ania sig ikke af. Hun gav ham lidt ekstra for det hårde og fine arbejde og da hun så ned på bordet var alle mønterne væk. Så Saïx måtte have taget alle sammen. Det passede hende glimrende for han fortjente det. Hun kunne kun forestille sig hvor varmt og hårdt arbejde det måtte være som smed. Og med så fine resultater var lidt ekstra betaling slet ikke galt.
Hun tog sine nye dolke op nu hvor hun havde betalt dem og de dermed tilhørte hende lovligt og hæderligt. "Det kan De nok roligt satse på. Jeg får dog nok ikke brug for det store i den nærmeste tid. Jeg har det nødvendige nu.." Hun fik sat den første dolk fast inde under sin kappe omme ved sin lænd og skulle til at gøre det samme med den næste, da hans spørgsmål kom lidt bag på hende og fik hende til at løfte sit blik og stoppe med sin handling. "De må gerne spørge. Det kan jeg ikke forhindre Dem i. Men forvent ikke et svar. Jeg tilfalder mig retten til at holde den info for mig selv." Hun ville ikke tale ud om hvad hun foretog sig. Hun vidste godt, at ikke alle ville tro på hun blot brugte de våben til at passe på sig selv og have beskyttelse. Nej sandheden var skam mere dyster og blodig. Og noget hun ikke ville dele ud med til folk. Det var hendes mørke hemmelighed. Dog så var hun ikke blevet fornærmet. Han var langtfra den første som forsøgte at spørge om det. Og ligesom alle de andre så fik han intet svar. Hun holdt sit privatliv tæt ind til kroppen. Hun smilede stille til ham. Hun var ikke sur eller noget og det skulle han da heller ikke tro.

[Deleted]

Anias svar kom ikke bag på Saïx. Langt de fleste af hans kunder var hemmelighedsfulde omkring deres arbejde og hvad de faktisk skulle bruge hans våben til. Ania var ikke den eneste kvinde han solgte våben til, og ikke den første som havde nægtet at tale om sit arbejde. Men hun var den der havde afvist det på den høfligste måde.
”Jeg forstår. De skal have lov til at have Deres hemmeligheder, frøken Silver… Er det i orden jeg kalder Dem Ania?” spurgte han med et venligt smil på læberne. Ania var en af de kunder han havde, som han bedst kunne tale med. De fleste andre var mere interesseret i at komme ind, købe deres våben, og gå sin vej igen. Ania havde vist sig at være mere åben for at føre en samtale, og det føltes akavet for ham at blive ved med at forblive så formel overfor hende.
Hans blik faldt igen på hendes ulve, som forblev trofast på hver sin side af hende, og smilede let for sig selv. ”Selvfølgelig hvis Deres ulve tillader at jeg kalder Dem det.” tilføjede han, mest i spøg. Ulvene lod trods alt til at have accepteret hans nærvær, selv når han var tæt på Ania, så han kunne ikke tro at de ville have noget imod dette.

[Deleted]

Ulvene kunne reagere på reaktioner og bevægelser. Kommandoer var de også trænet i fra Ania's side af jo. Men ellers var det jo ikke til at sige om de forstod almindelige ord i samtaler. De kunne fatte tonelejet, men det var ikke helt det samme som at forstå ordene jo. Ania havde set lidt overrasket ud over, at han ville være på fornavn sådan lige pludselig ud af det blå. Dog så kunne hun ikke skjule et lille smil, da han lidt spøgefuldt ville have ulvenes tilladelse også. Han forstod så sandelig at udnytte sin viden i situationen måtte hun sige. Han havde jo hurtigt lært ulvenes regler om afstand. Og de havde jo snakket sammen før når hun havde været her. Hun fandt det overfladisk bare at komme ind og gå ud igen så snart man havde fået det man skulle. Hun ville gerne vide noget om det håndværk hun havde købt. 
At han så dog også lod hende beholde sine hemmeligheder satte hun pris på. Nogen forsøgte jo at lokke dem ud, mens andre respekterede det. Det var de sidst nævnte hun foretrak. Hun fugtede roligt sine læber og lod tungespidsen lige presse mod den ene hugtand. Hun kendte ham jo sådan set godt lidt. Men hun hadede at være dus uden at drikke på det først. "Jeg har nok en lille betingelse.." smilede hun. Og var sikker på han sikkert ville se det som noget sært og gammeldags. Unødvendigt sikkert. Men Ania var jo trods alt ikke så ung som hun så ud. Hun havde nogle hundrede år bag sig og var på visse punkter stadig lidt gammeldags med ting fra sin opvækst. "Har De noget vin eller noget andet man kan drikke? Ser De.. jeg foretrækker nemlig at drikke dus før jeg sådan faktisk er det med folk." Hun smilede stille og hvis han fandt det for sært eller gammelt så var hun ligeglad. Hun havde altså sine principper og små traditioner.

[Deleted]

Det lille smil der viste sig over Anias læber fik et triumferende smil til at vise sig hos Saïx, men han forsøgte hurtigt at skjule det. Det blev dog alligevel synligt igen, da hun svarede ham og uddybede sin betingelse. Han måtte næsten le, men formåede at holde sig fra det. Mange ville nok se på det som gammeldags, det Ania foreslog, men det var sådan noget han var blevet vant til at høre fra vampyrer. De fleste vampyrer var gammeldags omkring de fleste ting, når det kom til stykket. Selv om han ikke vidste præcis hvor gammel Ania var – hvem spurgte vel en kvinde om hendes alder? – havde han for vane at antage at vampyrer var langt ældre end ham selv.
Han stod lidt og funderede på hendes forslag.
”Det kan være jeg har en flaske liggende et eller andet sted, men jeg kan ikke garantere for at det er den bedste årgang.” indrømmede han med et skævt smil, inden han gestikulerede for at vise at hun kunne følge efter ham, hvis hun ville. Det var en stille aften, så han gik ikke ud fra at der ville komme flere kunder til hans smedje mens han var optaget, og selv hvis der gjorde, burde bjælden i døren gøre ham opmærksom på det, hvis der kom nogen. Han åbnede en sidedør ved disken der førte til en trappe, der ledte op til smedjens overetage, som Saïx benyttede som sit hjem. Det var et beskedent hjem, men Saïx sørgede for at han boede behageligt. Der stod en seng i hjørnet, adskilt fra resten af rummet med et gardin der hang fra loftet, et spejl og et vandfad stod i et andet hjørne, og resten af rummet var hvad man kunne betegne som et køkken. Det var i køkkenet Saïx begyndte at rode i nogle skabe, indtil han lod til at finde hvad han søgte, og satte flasken med vin fra sig på køkkenbordet mens han fandt to glas. ”Jeg har altid noget liggende, for særlige anledninger. ” forklarede han med et venligt smil da han tog flasken og glassene med tilbage til hende, og rækkede hende det ene. ”Det var godt De foreslog vinen, ellers ville jeg kun have én anden ting at tilbyde Dem.” tilføjede han sigende, idet han gjorde mine til at hælde op til hende.

[Deleted]

Hendes alder var sådan set måske underordnet. Hun var vampyr så hun så det som noget der måske kunne ligge før hans tid, at man officielt drak dus når man skulle være mere på fornavn og sådan. Selvom han forsøgte at skjule det havde hun dog set et svagt glimt af hans lidt triumferende smil. Hun ventede blot på om hun gik ind for hendes lille krav mens det var han tænkte over det. Da det første han så sagde var noget om en flaske han måske havde liggende så slog det hende, at han måske faktisk havde tænkt over om han havde en flaske og ikke over selve kravet. Hun rystede stille på sit hoved med et lille smil. "Årgangen er såmænd ikke så vigtig. Jeg sætter pris på en god vin, men jeg forventer ikke den bedste der findes." Hun ville dog heller ikke drikke noget værre sprøjt hvis hun kunne undgå det. Heldigvis så var de fleste vine drikbare efter hendes smag så mon ikke den han kunne støve frem var det samme?

Hun gik stille efter ham og bare det, at hun satte i bevægelse fik ulvene til at følge med. De så næsten lige så nysgerrigt op af trappen som Ania. Hun havde godt set døren og vidst den førte et sted hen. Men hvad der var for enden af den var hende ukendt. Nu fik hun dog det at se og det var faktisk spændende på en speciel måde. Hun fik at se hvordan han boede. Hvordan mennesker indrettede sig. "Jeg håber det er i orden hvis de to kommer med." Hun pegede kort ned mod ulvene før det var hun begyndte at gå op af trappen. Dog klar til at melde ulvene til at blive nede hvis han ønskede det. En ting var, at tage dem med ind i forretningen. Men op i hans hjem så kunne hun jo ikke bare gøre som hun ville.
For toppen af trappen lod hun sit sølvgrønne blik glide rundt i omgivelserne. Ganske vist ikke vildt stort eller proppet med ting. Det var godt ikke at overfylde et rum og der var de nødvendige ting. Mens hun så rundt kunne hun høre han ledte efter noget i skabe og hendes blik gled hen mod ham efter hun havde set stedet an. Ganske hyggeligt. Det var tit godt at have det småt når man kun var en. Hendes hjem var jo heller ikke særlig stort. Det lykkedes ham at finde frem til det han søgte kunne Ania se lidt efter og tog imod glasset der blev rakt mod hende og lod ham hælde op. Den duftede da ganske udmærket kunne hun allerede fornemme idet den slap fri af flaskens hals. Hun løftede blikket og så på ham. "Ja så? Og hvad var det så for noget andet De kunne tilbyde?" Hun lod sit hoved falde lidt til siden mens hun så på ham. Hun havde et sted en idé, men det var bare en idé hun fik. Det eneste andet hun kunne komme i tanke om var blod. Mad indtog hun jo ikke så hvad kunne han ellers mene?

[Deleted]

Saïx så ingen grund til at ulvene ikke kunne følge med dem op til hans hjem. De var trods alt trofaste nok overfor Ania, og han havde ikke lyst til at pådrage sig deres vrede, ved at adskille dem. Ikke at han havde tænkt sig at gøre Ania ondt, tvært imod, men man kunne aldrig vide hvad man var oppe imod, når der var tale om dyr. Specielt hvis de opfattede det som en trussel mod deres ejer.
”Så længe de ikke ødelægger noget, må de godt være her.” svarede han mildt, og hældte op i hendes glas. Det var ikke ofte han havde inviteret nogen op til sit hjem – faktisk havde han ikke gjort det siden han flyttede sin smedje til Manjarno – men han var ikke meget for at skulle drikke nede i sin butik eller i sit værksted. De fleste kunder ville foretrække at handle hos en smed der virkede ædru på jobbet, og så ville det ikke nytte noget med en flaske vin ved disken.
Ved hendes spørgsmål førte han sigende to fingre mod sin hals, og prikkede i sin hud, med et roligt smil om læberne. ”Men jeg vil foretrække at beholde mit blod for mig selv, så De må lade Dem nøje med vinen.” Der lå et drilsk glimt i hans blik da han hældte op i sit eget glas, og satte flasken til side, for derefter at vende sig mod hende igen, med glasset holdt frem. ”Så… Jeg har aldrig drukket dus med nogen før. Skal der gøres noget bestemt, eller skåler vi bare og drikker?” Han fik et fåret smil over sine læber. Andre folk han var blevet dus med, var bare sket efter en slags overenskomst. Ania havde været den første der havde krævet at drikke dus med ham. Ikke at han havde det mindste imod det.