Ahead of schedule

[Deleted]

Saïx smilede, tilfreds med at han ikke ville have skylden for at opholde hende i hans smedje. Så længe han sørgede for at hun kom ud i tide til at hun kunne komme hjem før solen står op, burde alt være under kontrol. Og et hurtigt blik ud af vinduet fortalte ham at de stadig havde det meste af natten tilbage, før det ville begynde at haste med at få hende ud derfra.
”Så må vi jo satse på at vi ikke snakker til daggry.” svarede han med det samme drillende toneleje som hun havde givet ham. ”Faktisk ikke. Normalt har jeg noget at se til. Nogen som vil have en daggert smedet, nogen som har brug for nye sko til hesten – det sker faktisk at der er nogen som har brug for nøgler. Men lige for tiden har jeg ikke noget at lave, i hvert fald ikke som haster.” svarede han med et skuldertræk. Det var, sandt at sige, ikke sådan han foretrak det. Han foretrak at han til enhver tid havde noget at tage sig til, han blev altid rastløs når han bare sad uden noget mål eller mening. Måske var det en af grundene til at han havde slappet så meget af i Anias selskab? Han smilede lidt for sig selv – nej, Ania var godt selskab bare ved at være sig selv. ”Faktisk kan jeg ikke rigtig gå i gang med mine nyeste projekter før jeg har været ude og samle nogle forsyninger ind. Jeg må en tur til Imandra næste gang de får varer ind, men det er ikke før om en uges tid.” ræsonnerede han, både for at kunne besvare Anias spørgsmål grundigt, men også for at minde sig selv om hvad han skulle i fremtiden. Han var så småt ved at løbe tør for godt stål, og en smed var kun så god som hans værktøj og hans resurser. Han vendte blikket tilbage mod Ania, og smilede et skævt smil. ”Men nu vil jeg ikke kede dig med al den snak om mit arbejde. Du ved snart lige så meget om en smeds arbejde som det jeg gør.” lo han mildt.

[Deleted]

Da natten stadig kun lige var spæd, da Ania ankom så ville der være nogle timer før den ville være voksen nok til at dø ud og lade en ny dag vokse frem. Men tiden kunne jo gå hurtigt når man havde det rart. Og hun skulle tage forbehold for turen hjemover selvom den ikke var det store problem. Hun kunne til nød holde ind på en kro og søge ly, men hun ville nu helst hjem hvor hun havde det bedst. Hans drillende toneleje og ord fik hende dog til at smile et skævt smil. "Det ville nok være bedst. Jeg ville være rimelig ked af, at jeg skulle gå ud og så puf...brænde op til aske.." Mange vampyrer frygtede måske solen. Det gjorde Ania jo af gode grunde også, men hun kunne godt snakke om den uden hun fik abstinenser eller et ildebefængende. Men hun ville få et alvorligt problem hvis hun ikke kom herfra i tide. Enten måtte hun gå ud og brænde. Eller så måtte hun tilbringe dagen her og det ville jo blive lidt svært når det var en andens hjem.
Da han så gav sig i kast med at fortælle og forklare om hans rutiner lyttede hun tålmodigt. Tingene sagde hende ganske vist ikke så meget, men hun ville nu gerne høre lidt om det alligevel. Hun havde også selv spurgt ind til det så det var ikke hans skyld, at han ville 'kede' hende. Og hun kedede sig ikke så længe hun ikke fik lange foredrag om emnet. At han så ville have småt med mulige projekter i den næste uge på grund af resurse mangel overraskede hende lidt. Men naturligvis kunne han kun få resurser når der var nogen til rådighed på salgsmarkedet. At han så mente han kedede hende fik hende blot til at smile og rystede på hovedet. "Jeg spurgte selv ind til det. Du keder mig ikke. Men jeg tvivler på jeg ved nær så meget som dig om det." grinede hun stille og tog sit glas op igen for at tage en tår mere af den udmærkede vin selvom hun snart allerede havde tømt sit glas nummer to. Ikke at hun skammede sig. Hun havde trods alt ikke bare tømt glasset i en slurk nogen af gangene. Hun satte det stille fra sig igen før hendes øjne blev vendt mod ham. "Men en sidste ting.. Hvad skal du lave i den næste uge hvis du ikke har materialer til at arbejde med?" Han kunne vel ikke bare lukke ned i en hel uge? Men han kunne jo ikke gøre så meget andet heller uden noget at benytte sig af.

[Deleted]

”Det ville jeg nu også blive ked af, hvis det skete.” indrømmede han med et skævt smil, da hun snakkede om at brænde op til aske. Ania var en interessant kvinde, og meget godt selskab. Det var ikke ofte at Saïx skabte kontakt med sine kunder sådan som han havde gjort det med Ania, og så var i høj grad noget han satte pris på. Hun havde i hvert fald været den første kunde han havde inviteret op i sin bolig, og den første han havde drukket vin med – hun havde sågar været den første kunde han havde været oprigtig interesseret i at være dus med. Hvis hun endte med at blive i hans bolig for længe, og dermed endte som en bunke aske på grund af ham, ville det gøre ham meget ked af det.
Hendes svar til at han ikke ville kede hende, måtte nok en gang bringe et skævt smil til hans læber, og han nikkede eftertænksomt. ”Du har nok ret, men jeg vil stadig ikke snakke dig døv om den slags. Så ved jeg jo aldrig om du tør komme her igen.” tilføjede han med et drilsk smil. ”Tjah… indtil de nye forsyninger kommer til Imandra, må jeg jo klare mig med det jeg har. Jeg har stadig lidt stål tilbage på lageret, og hvis det skulle blive helt katastrofe, må jeg bare smelte noget af det, jeg allerede har smedet, om. Der er altid et eller andet jeg har haft i butikken i lang tid uden at det er blevet solgt, så kan det ligeså godt bruges til noget fornuftigt.” Han smilede en anelse bredere. ”Men mine kunder plejer at have en forståelse for det, hvis jeg ikke har de nødvendige forsyninger. I mellemtiden kan jeg tage imod deres bestillinger og love at have det klart så hurtigt som muligt.” At lukke smedjen mens han ventede på forsyninger var ikke et alternativ. Hvad skulle han give sig til mens han ventede? Saïx var en rastløs person, når han ikke havde noget at lave, og en hel uge med bare at vente ville tage livet af ham.

[Deleted]

Et roligt smil gled over læberne på Ania. Hun vidste dog ikke helt hvordan hun skulle tolke hans ord. Men han var nok bare ikke typen der ønskede andre ondt. Det alene var jo en god ting i sig selv. Men der kunne sagtens være mere i det. Han havde jo allerede givet udtryk for han satte pris på hende som kunde så det kunne også være noget med det. Men hun ville ikke tænke mere over det. Ikke nu.

At han så havde en løsning på sit problem med manglende materialer gjorde hende overraskende lettet. Selvom det jo var synd, at han skulle smelte noget om som han havde brugt tid og energi på at lave. Men sådan var det jo. Hvis han alligevel ikke kunne få det solgt efter en lang periode så var det jo bedre tjent med, at han måske brugte det til noget andet. Han havde jo selv mest styr på hvordan hans fag virkede.
Et nik kom fra hende som det var hun lyttede til hans sidste del af forklaring om, at det ikke var noget problem. Det var skam altid godt, at hans kunder da kunne respektere han manglede forsyninger til sit arbejde. Han lod til at have styr på sin forretning selv i kriser som tider hvor der ikke var noget metal han kunne arbejde med. Hun var selv nødt til at holde 'fri' hvis der ikke var noget arbejde til hende. Men som smed kunne man nok altid finde noget at lave.
Hvor længe hun efterhånden havde siddet her anede hun ikke. Hun havde ikke holdt særlig godt øje med tiden, men det var stadig ikke tid til at gå. men tiden nærmede sig. Gjorde den jo hvert eneste sekund. Hele tiden. Det kunne man ikke bare sådan lige lave om på. Før eller siden så rendte tiden jo ud.

[Deleted]

Saïx følte sig en anelse ubekvem. Det var ikke en dagligdags hændelse for ham at holde en samtale kørende i så lang tid. Som regel var hans samtaler med sine kunder ganske kortvarige, medmindre de valgte at starte diskussioner om hans priser – og som smeden var det altid Saïx der fik det sidste ord i den sag. Men det lod efterhånden også som om deres samtale var i gang med at have gået sin gang. Anias manglende svar lod i hvert fald til det, men det lod samtidig ikke som om hun havde travlt med at komme væk derfra. Ikke at Saïx så noget galt i det. Ania var meget godt selskab, og han ville ikke have haft noget imod hvis samtalen kunne have fortsat endnu længere. Men Saïx havde i hvert fald hygget sig i Anias selskab, og var begyndt at blive usikker på hvor langt ud på natten det var blevet. At de havde fået et par glas vin indenbords bidrog måske heller ikke på den fronte, men Saïx foretrak at være på den sikre side.
”Nå, Ania, det kan være det er på tide at pakke sammen. Man ved aldrig hvornår solen bestemmer sig for at stå op.” Han smilede et lille skævt smil. Hans blik faldt på ulvene som lod til at have læst meningen i hans ord. De havde i hvert fald rejst sig og så mellem Saïx og Ania, som om de ventede på Anias svar – det ville ikke overraske Saïx hvis det faktisk var det, de gjorde. De virkede intelligente nok til at Saïx forventede at de forstod hvad der blev sagt. Hans blik faldt tilbage til Ania, som han betragtede med et varmt smil. ”Men du er mere end velkommen tilbage hvis du skal bruge flere våben. Eller hvis du bare har lyst til at slå en snak af og slå nogen timer ihjel.” tilføjede han med et lille drilsk smil. Han kunne efterhånden også mærke trætheden i kroppen, og måtte holde et lille gab tilbage. Han måtte få noget hvile mens han havde muligheden for det, men ikke før Ania havde fået en ordentlig afsked.

[Deleted]

Et par glas vin her og der gjorde sådan set ikke den store forskel for Ania i det lange løb. Hendes hoved var stadig klart og fokuseret. Hendes manglende svar havde så været en opstået ting fordi hun af en sær grund ikke havde kunne finde et svar hun mente var værd at sige. Sådan kom det jo til at ske ind i mellem for alle. Da det så var, at han snakkede om solen og at den stod op vendte hun af ren refleks sit hoved mod det nærmeste vindue og rejste sig op for at gå hen og kigge ud. Selvom han måske først ville tro hun havde tænkt sig at gå. Dog gik hun ikke mod døren, men mod vinduet og så ud. Hendes blik gled hen over himmelen som for hende stadig så helt sort ud. Dog var der jo turen hjem, men det ville hun sagtens kunne nå endnu. Men Saïx havde jo naturligvis sine egne sager han skulle se til så hvis hun blev bedt om at gå så gjorde hun det. Det var hans forretning. Og ikke destro mindre også hans hjem.
Begge ulve havde bestemt sig for at gå lidt med hende, men de lod ikke til at ville træffe valget om at gå ned og ud. Ania klappede den nærmeste som var Kakashi før hendes blik atter gled tilbage til Saïx. "Sådan set er det ikke en ligefrem stressende solopgang der er på vej. Der er stadig sort så solen er ikke engang på vej endnu. Men naturligvis forstår jeg udmærket, at du har brug for både søvn og at få gjort en masse ting klart uden tvivl. Jeg har også taget mere end rigeligt af din tid som det allerede er." På den måde fik hun jo sådan set gjort klart, at hun ikke behøvede at gå, men at det mest af alt faktisk var op til ham at bestemme. Hun skulle bare hjem herefter og det hastede ikke endnu. Naturligvis forstod hun også han ikke ville risikere at ende med at have en vampyr indelukket i sit hjem en hel dag.

At hun så måtte komme igen hvis hun havde lyst både for våben og en snak fik hende til at smile lidt. Det med våbene havde hun jo regnet med. Men at hun også måtte komme forbi bare for en snak var dog nok ikke lige almindelig service i forretningen. Hun gav dog et let lille nik. "Det siger jeg skam ikke nej til. Der er nogle nætter der kan virke lange. Ligesom du sikkert har dage der virker til at vare en evighed." sagde hun med en let latter før hun gik lidt væk fra vinduet igen. Et eller andet fortalte hende, at hun nok burde lade ham få noget fred. Han arbejdede både dag og nat så det var næppe meget hvile han fik og så var det ikke helt fair hun sådan kom og stjal hans tid.

[Deleted]

Saïx fik et noget fåret smil over læberne ved Anias svar. Det var jo ikke fordi han havde noget imod den tid hun havde holdt ham med selskab, og det lod da heller ikke til at hun selv havde haft noget imod det. Men så havde han da også forsynet hende med vin. Hans blik faldt tilbage på ulvene, som stadig så afventende på Ania. Måske skulle jeg have noget kød forberedt til næste gang.
Hans blik faldt tilbage på Ania, og hans læber formede et beklagende smil.
”Jeg håber ikke du misforstår mig, Ania. Jeg har nydt dit besøg, og ville gerne have set det vare længere, men lidt hvile har jeg desværre brug for.” Han kløede sig på kinden mens han nok en gang forsøgte at skjule de afslørende tegn på at han faktisk var udmattet. Han havde mærket det i kroppen gennem det meste af dagen, men Anias nærvær havde givet ham en grund til at holde sig ’vågen’ lidt endnu. Men han havde nået sine grænser, og havde set det som et nødvendigt onde at afslutte deres samtale for denne gang. En smed får ingen tid til den slags, huskede han at hans læremester engang havde fortalt ham. Han kunne ikke huske at have set sin læremester i samtaler sådan som han havde haft med Ania. Han bevægede sig gennem rummet og til døren der førte ud fra hans bolig, og tilbage til trappen ned til butikken, og han sendte Ania et venligt smil inden han førte hende og ulvene med sig ud. Han burde kunne nå at få nogle timers søvn før arbejdet igen ville kalde, men til den tid ville solen nok allerede være stået op. Han forventede ikke at Ania ville dukke op igen indenfor den nærmeste fremtid – hun havde vel andre ærinder at se til – men hun ville i hvert fald ikke komme frem før mørkets frembrud. Det var da én ting man kunne være sikker på, når det kom til vampyrer. ”Men jeg vil forsøge at være mere udhvilet næste gang, så vi ikke behøver at skille veje før det bliver absolut nødvendigt.” tilføjede han med et mildt smil. Han ville ikke have haft noget imod at fortsætte sin samtale med hende frem til hun faktisk var nødt til at forlade hans smedje og komme hjem før solopgang, men hvis han ventede meget længere var han bekymret for om han ville falde sammen der han stod – specielt med de to glas vin han havde fået indenbords. Ved indgangsdøren til smedjen standsede han op, og rakte hånden frem mod hende som en sidste afskedshilsen, og sendte hende nok et varmt smil. ”Men som jeg sagde, er du velkommen når som helst.”

[Deleted]

Den blonde skønhed rystede stille på sit hoved og gik lidt væk fra vinduet af. "Nej jeg kan udmærket forstå du har brug for søvn. Det er kun menneskeligt." Hun smilede lidt og ville jo ikke have han skulle tro hun følte sig stødt over han gerne ville hvile sig lidt før hans arbejde igen kaldte på ham. Hun vidste søvn var vigtigt for mennesker så de kunne holde sig kørende. Begge ulve var også så småt ved at forstå det var ved at være tiden til de skulle ud og gå igen. Med retning hjemover.

Da han begyndte at bevæge sig med retning over mod døren ned så gik hun stille med. Det var da også høfligt af ham sådan at føre hende helt ud til døren. Men så igen skulle han jo nok ned og låse forretningen af efter hende jo så der ikke kom ubudne gæster midt om nattens mens han fik sovet. Hun gik stille ned af trappen og sørgede for at sikre sig begge hendes ulve var med. Kakashi gik lige bag hende og bag ham gik Sasuke og begge ulve havde nydt at kunne hvile sig lidt og de var nok ikke helt glade for at skulle op og gå før de kunne sove helt. Dog så ville hun lade dem få lov at hvile så snart de kom hjem.
At han sådan ville forsøge at være mere frisk og vågen næste gang fik hende til at smile lidt. Hendes øjne gled roligt hen mod hans skikkelse. "Du skal ikke gå glip af din søvn bare på grund af mig. Men jeg glæder mig da til vi kan ses igen." Hun gik med ham hen til døren der førte ud og regnede med han hurtigt ville være i sin seng og sove så snart hun var taget afsted derfra. Hun tog roligt hans hånd for at tage afsked med ham og gengældte hans smil. "Jeg vil skam også se frem til at komme forbi igen. Forhåbenligt på en tid hvor du ikke har travlt og hvor du har fået hvilet." sagde hun med en rolig latter før det var hun lod begge ulve rende ud først så de kunne vågne lidt op af døsen i den friske luft. "Men jeg vil lade dig få sovet nu. Jeg kommer igen. Nok før du lige aner det." Hun smilede drillende og lænede sig roligt frem og gav hans kind et let kys før hun vendte sig og gik ud af døren og trak hætten på sin kappe op over sit hoved og forsvandt hurtigt i nattens skygger.

//Out

[Deleted]

Det faldt overhovedet ikke Saïx ind at hendes kommentar kunne tolkes som en fornærmelse – for det var jo sandt. Som menneske var hans behov for hvile måske lidt større end hendes, som vampyr. Saïx ville påstå at han vidste en del om de fleste racer, men en ekspert ville han aldrig påstå at han var. Han var for eksempel ikke klar over om vampyrer havde brug for mere eller mindre hvile end mennesker. Hvis de var vågne om natten og sov om dagen, ville logikken sige at de sov længere end de var vågne. Men det tænkte han ikke på, på nuværende tidspunkt.
Han sendte hende et mildt smil til hendes kommentar, og rystede lidt på hovedet. ”Medmindre du kommer og vækker mig, mister jeg ikke søvn på grund af dig. Så længe du er her når jeg er vågen, burde der ikke være noget problem.” forsikrede han hende om. Og med hans døgnrytme var der langt større chance for at hun ville dukke op når han var vågen, end når han sov.
Hans blik fulgte ulvene da de smuttede ud af døren og ud i den friske luft, før hans blik faldt tilbage på Ania, lige i tide til at hun lænede sig mod ham og plantede et kys på hans kind. Det var ikke meget, men det var nok til at få Saïx til at stivne et kort sekund, før han formåede at forme et skævt smil i hendes retning. Han mærkede varmen stige ham til kinderne, men han tog sig sammen og vinkede let efter hende da hun trak hætten over sig og forsvandt ud i mørket sammen med sine følgesvende. ”På gensyn.” kaldte han efter hende, stadig med det skæve smil på læberne, før han lukkede døren i og satte slåen for. Det var ikke sådan en afsked han havde været ude for før – men så var Ania også den første han havde haft til at være i smedjen i så lang tid uden at det havde at gøre med et salg. Han lo lidt opgivet af sig selv, før han pustede alle lysene i butikken ud, og forsvandt op i sin egen bolig, hvor han ville få sig noget hvile.

//out