Meeting an old Friend

[Nathaniel Diamaqima]

”Det er stadig virkelig mange spørgsmål, Elmyra,” sagde Nathaniel med en sigende mine, inden han alligevel valgte at sætte sig ned. Det var svært for ham.. virkelig svært, og han hadede virkelig, at det hele skulle foregå på den måde. Han bed tænderne let sammen og vendte blikket væk fra hende for et kort øjeblik. Det var uden tvivl svært for ham, og det åd ham virkelig op indefra, at han havde valgt at give Liya den løgn.. og det faktum at hans søn direkte havde taget ordet ’had’ i brug, når han omtalte ham, og det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre. Han knyttede næverne ganske let, selvom han virkelig forsøgte at holde lidt igen. ”Han har aldrig været særlig begejstret for mig, selvom jeg virkelig forguder mine børn.. Der findes ikke det, som jeg ikke ville gøre for dem, men jeg følte mig nødt til at flygte.. Jeg kunne ikke samle de tanker med dem omkring,” sagde han sigende. Han hævede den ene hånd og ømmede sin tinding. At snakke om det, skar uden tvivl i hans hjerte, men slet ikke så meget, som det ville have gjort for mange år siden.. Det var egentlig skræmmende hvor mange år, der egentlig var gået. At høre at han faktisk havde taget det rette valg ved at lyve for Liya, var faktisk noget som.. efterlod ham med en mærkværdig følelse af ro. Han vendte blikket igen mod hende. ”Jeg vidste, at hun ikke ville give sig hen til søvnen, om hun vidste hvad der skete og hvad der ville ske. Jeg ved bare at jeg har rygtet for at være en ærlig mand.. Jeg lå og vuggede hende ind i døden.. Jeg føler nærmest jeg sidder med hendes blod på mine hænder..” Med disse ord, så kiggede han ned mod dem, som var de faktisk fyldt med blod.. Han hadede at gøre sig så dybe tanker!

[Deleted]

Hun lukkede øjnene. "Okay. Et spørgsmål ad gangen så" sagde hun roligt og betragtede ham kort. Hun kunne se hvor svært det var for ham at snakke om det hele, det var der vidst ingen tvivl om. Hun kunne godt mærke på ham at det åd ham indefra og det var en tanke som gjorde ondt. Hovedet søgte let på sned som hun hørte ham fortælle om sine børn. "Jeg forstå godt hvorfor du følte at du var nød til at tage væk. Det kan være svært at samle sig med andre omkring sig. men jeg forstår også den måde han reagere på. Han må have følt sig svigtet, han havde brug for dig. Ikke alle valg vi træffer er de rigtige, nogle af dem er kun rigtige for os men ikke for dem omkring os og hvad skal man så vælge? Det kan være svært. Du skal nok komme på god fod med din søn igen men sådan noget taget tid ..... lang tid" afsluttede hun roligt. Hendes blik hvilede på ham mens han tog sig til tindingen. En gang i mellem kunne det godt ligne ude fra at han måske have en skrue løs men Elmyra vidste bedre. Hun vidste at han bare var plaget. "Du vidste at hun ikke ville give sig hen, jeg kender dig. Du har haft gjort alt i din magt for at hjælpe hende. Du har ikke bare ladet hende dø, du har gjort hvad du kunne og da du ikke længere kunne gøre mere lullede du hende i søvn i din favn. Hvis det var mig ville jeg vælge at dø i favnen på en som elskede mig. Der er intet blod på dine hænder, Nathaniel." sagde hun roligt men bestemt. Hun mente det, han var ikke skyld i hendes død. Elmyra var sikker på at han havde gjort sidst bedste.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ville uden tvivl sætte pris på at det blev til et spørgsmål af gangen. Han var slet ikke vant til at færdes omkring mennesker mere, så det at føre en samtale, var faktisk svær for ham, hvis han selv skulle sige det. Han vendte blikket stille mod hende. Uanset hvad, så var det ikke i orden at flygte fra børnene, som han vidste uden tvivl havde haft brug for ham.. Hans egen søn boede i huset, hvor det hele var sket, og bare tanken gav ham en dårlig fornemmelse. Alle ønskede sig børn, men det var bare ikke alle, som kunne gøre de her ting.. Han var bestemt ikke god til det. Han havde virkelig svært ved de prioriteter. ”Jophiel har altid været mors dreng, Elmyra.. Jeg har aldrig haft det bånd med ham, som en far måske burde have til sin søn. Jeg vendte dem ryggen da de begge havde hårdest brug for mig, og jeg kan virkelig ikke have den tanke.. nu går det vel også op for folk, at selv Nathaniel Diamaqima kan tage fejl?” Hans blik gled mod hendes skikkelse. Hvad angik Liya, var han overbevist om, at han havde handlet rigtigt, også fordi at han havde fjernet hendes smerte, og ladet hende sove ind i hans arme, og det var også det eneste, som han faktisk havde ønsket sig.. At hun skulle have det godt, og føle sig tryg, og det var vel også den fornemmelse, som hun havde siddet med til det sidste? ”Det var rigtigt.. men jeg føler virkelig at hendes død, er blod på mine hænder.. Jeg føler virkelig ikke at jeg gjorde nok, selvom.. jeg ved, at jeg intet kunne gøre ved så betændt et sår..” Han havde aldrig snakket om det til nogen før, og derfor var det uden tvivl også svært for ham at gøre lige så.. Det gjorde ondt.. Det gjorde virkelig ondt, også fordi at Liya havde været det lys i hans liv, og nu havde han mistet det. Han havde mistet det hele.

[Deleted]

Det måtte være svært for ham, det vidste hun godt. Hun kunne se det på ham, nærmest føle det på ham og det var i sandhed en trist tanke og følelse. Hun bed sig svagt i læben og betragtede ham. At han ikke var vant til at føre en samtale ville hun ikke have gættet, for hende virkede han som han altid havde gjort når det kom til at snakke. Det var der ingen tvivl om. Hans ord fik hende til at lytte endnu en gang og hun nikkede roligt. Hun kunne dog ikke lade være med at smile lidt ved hans sidste ord. ”Alle laver vi fejl. Du er ikke en undtagelse Nathaniel og jeg er sikker på at du har lavet flere fejl igennem dit liv end denne. At du ikke har haft samme bånd til din søn som Liya havde har også kun gjort det svære for ham. Pludseligt har han været uden den person som han har plejet at gå til hvis han havde brug for noget. Du mistede en del af dig da hun døde. Det gjorde han også. Måske det tab kunne bringe jer tættere sammen.” sagde hun blidt og lod hovedet søge let på sned. Hun kunne virkelig ikke lide at han havde det sådan her og hun ville virkelig bare gøre alt for at hjælpe ham så godt som hun kunne. Hun kunne ikke lade være med at tænke tilbage på sidste gang hun havde haft det godt, da havde hun ikke kunnet klare tanken om Liya men nu var det ligegyldigt. Hun prøvede ikke at vinde Nathaniel mere. Hun ville bare gerne have at han havde det godt. ”jeg tror at det er meget normalt at have det sådan efter en men holder af er død. Du er ikke skyld i hendes død, som du siger kunne du intet have gjort.” Roligt tog hun fat i hans ene hånd og løftede den op foran hans ansigt. ”Der er intet blod på dine hænder. Du gjorde alt hvad du kunne for hende og du var der til enden. Du kunne ikke have gjort mere.”

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde det virkelig ikke godt med det hele, og nu hvor han kunne snakke med nogen om det, så var det næsten om som at de gamle følelser endnu en gang nærmest måtte vælte op i ham. Han bed tænderne fast sammen. Det lignede slet ikke ham at reagere på den måde, og det var næsten det, som han hadede mere, end han måtte hade det andet. Han prustede tungt. Jophiel havde han aldrig haft et decideret forhold til, og det regnede han ærlig talt heller ikke med at få, hvis han skulle være helt ærlig. Den knægt var så indebrændt på ham… af grunde, som han jo godt kunne forstå, men grunde, som han ikke kunne gøre synderlig meget ved. ”Mange har af mærkværdige grunde, det billede af mig, at jeg skulle være fejlfri.. Jeg kan give folk så mange gode råd, men er selv elendig til at følge dem. Om det havde været så nemt, så havde jeg gjort det for lang tid siden. Han er min søn af kød og blod, men ej af tale.. Han har aldrig ville vedkendes mig, og det tvivler jeg sågar stærkt på, vil ske, også i denne stund,” fortalte han med en sandfærdig stemme, for det var bestemt heller ikke nogen løgn. Han følte virkelig at han havde skylden for familiens opløsning, fordi at han ej var i stand til at hjælpe Liya, og selvom det var så frygtelig mange år siden nu, så hang det dog stadig ved, hvilket næsten var det værste af det hele for hans vedkommende. Han kunne virkelig ikke have det. Så magtesløs havde han aldrig nogensinde følt sig. Han havde altid været den i kontrol.. den som kunne tage beslutningerne.. og der havde han bare ikke haft noget andet valg. Hendes ord og det at hun tog fat om hans hånd og førte den til hans ansigt var med en sitren. Han var slet ikke vant til menneskelig kontakt.. Han gik jo faktisk bare rundt i sin egen lille verden. ”Det føles sådan.. Og det ligner slet ikke mig at handle og reagere på den her måde,” fortalte Han. Han var jo klar over det.

[Deleted]

Nathaniel havde altid været en mand som Elmyra havde set op til. Han virkede altid som om at han havde styr på hele verdenen, at han vidste hvad der skulle gøres i en hver situation og at han altid havde magten et sted. Hun bed sig let i læben og betragtede ham. Det gjorde ondt at se ham på denne måde, sådan helt slået ned og i spåner. Alle taklede sorg forskelligt, det vidste hun godt og at han brød ned på den måde var måske blot en afspejling på hvordan han var normalt? At han aldrig havde haft et godt forhold til hans søn fik hende til at ligge hovedet let på sned. Hun tænkte stille for sig selv. "Det er altid meget let at give råd men utroligt svært at følge dem selv. Det er ikke kun et problem du har men som mange andre også har. Hvad angår din søn så ved jeg ikke hvad du kan gøre. Hvis han altid har holdt dig på afstand er der nok ikke så meget du kan gøre for at få ham tættere på." sagde hun stille og bed sig let i læben. Han havde måske skylden for at de var gået i opløsning efter Liya's død fordi han valgte at smutte, det ville hun ikke benægte. Han havde handlet forkert da han havde forladt sine børn på den måde og det kunne virkelig kun havde gjort hans forhold til hans søn værre end det havde været i forvejen. Hun kunne mærke hvordan han sitrede da hun tog fat i hans hånd men hun var ligeglad. Hun holdt bare blidt fast i den oppe ved hans ansigt sådan så han kunne se at der ikke var noget blod. Hun vidste godt at det var metaforisk ment men det var det eneste counter hun havde i mod det lige nu. Roligt lod hun hans hånd falde igen og hun gav den et lille klem før hun slap den igen. Hun ville være der for ham så godt som hun kunne. Det skulle han vide. "Sorg får os til at reagere på måder vi ikke er vant til. Den tvinger os ud i situatiuoner som vi ikke er vant til og ingen af os kan sige hvordan vi vil reagere før vi står i situationen og reagere."

[Nathaniel Diamaqima]

Mange så op til Nathaniel, og lige nu, var det noget som lagde et pres på ham, som han ikke helt vidste, om han lige kunne bære. Tabet af Liya havde ramt ham lidt hårdere, end det som han nok havde regnet med i udgangspunktet, men han havde jo heller ikke ligefrem regnet med at det skulle foregå på den måde. Han bed tænderne sammen. Han havde brug for at smide facaderne lidt.. at have en som bare kunne være der for ham, som kunne banke lidt fornuft ind i skallen på ham, så han for alvor kunne komme videre, for det var jo det som han havde brug for lige nu. Det var jo ikke alt det andet. ”Jeg forguder virkelig begge mine børn, Elmyra. Jeg tror bare ikke altid at jeg har været den bedste til at vise det.. Jeg kan komme med nok så mange råd, men at følge dem selv, er snarere en umulighed for mig. Umiddelbart sætter jeg mig ikke nogen forhåbninger om at skulle få et godt forhold til min søn.. Det eneste som jeg ønsker, er at de begge skal tage imod min undskyldning.. For det skylder jeg dem begge to,” sagde han ærligt. Selv var han ikke vant til den menneskelige kontakt igennem de sidste år. Han var virkelig forfalden, og han havde brug for at omme tilbage på sporet igen. At hun kørte hans egen hånd over hans ansigt havde han svært ved.. Han ville bare gerne.. holde hende lidt i hånden.. Og han hadede virkelig, at han følte sig så svag, som han gjorde i øjeblikket. Han sukkede tungt og slog hovedet en anelse tilbage. Selvom det var hårdt at snakke om, så var det også rart.. på en eller anden mærkværdig måde, og det var også det som han godt kunne lide. Han vendte blikket mod hende igen. ”Du har ret.. Det ændre dog ikke på det faktum, at jeg finder det yderst ubehageligt. Jeg kan ikke genkende mig selv.. Jeg er en fremmed, selv for mig.” At bede om hjælp var svært for ham.. Nathaniel Diamaqima bad slet ikke om den slags.

[Deleted]

Måske var der mange der så op til ham, hun var en af dem men hun vidste også at han havde brug for at sørge over hans elskede. Og når man havde brug for det havde man ikke brug fra presset fra alle andre. At tabet havde ramt ham hårdere end han havde regnet med var ikke underligt. Han havde jo elsket hende højt og nu var hun væk. Det ville knuse selv den hårdeste person og selvom Nathaniel var stærk så var han ikke hård. Han havde jo elsket hende. ”Jeg har aldrig betvivlet din kærlighed for dine børn Nathaniel, eller for Liya. Selvom du måske ikke har været den bedste til at vise det så må de stadig have vidst det. Din søn, som du siger, har aldrig vedkendt sig dig og han vil nok have svært ved at tage imod en undskyldning men det eneste du kan gøre er at prøve” sagde hun roligt og med et lille opmuntrende smil. Han kunne ikke gøre andet end at prøve, virkelig prøve at nå igennem til sin søn men det var ikke sikkert at han kunne. Hun vidste ikke om hun skulle blive ved med at røre ved ham, hun vidste ikke om han kunne klare den tanke at hun skulle røre ved ham. Hun ville bare gerne være der for ham, gøre det godt for ham som han havde gjort det for hende så mange gange før. Hun havde ikke gjort det nemt for ham og nu måtte hun se at råde bod på det. ”Du er ikke fremmed. Jeg kan stadig genkende den Nathaniel som jeg kendte før inde bag sorgen. Du er der stadig, se det som om at den du normalt ligger og sover og skal vågne op før alting bliver godt igen. Du kan ikke vække dig selv. Det har du brug for hjælp til.” Hun satte sig op på knæ og satte sig helt hen til ham. Roligt lagde hun armene om ham og ligesom trykkede ham blidt ind til ham, næsten som en mor der holder om et barn. ”Lad mig hjælpe dig vågne igen” hviskede hun blidt og sendte ham et blidt smil.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var presset. Han vidste hvor meget folk så op til ham, og det lagde et automatisk pres på hans skuldre, og selv nu havde han faktisk svært ved at finde sig til rette med det hele. Han vendte blikket mod hende. Forholdet til hans egen søn, ville nok aldrig blive bedre, og det vidste han udmærket godt. Han bed tænderne skjult sammen, og vendte blikket væk fra hende endnu en gang. Det var hårdt.. Det gjorde ondt. ”Det er det eneste, som jeg lige kan give ham, og så må jeg jo bare håbe, at han tager imod den,” sagde han roligt. Det var ikke fordi at han havde noget andet valg i den anden ende. Han sukkede tungt. Tabet af Liya havde virkelig taget hårdere på ham, end det som han lige havde regnet med, og det kom faktisk også bag på ham, at han havde reageret på den måde, som han havde..Flygtet.. Gået under jorden nærmest, og ikke vist sig, selvom han vidste at hans børn havde haft brug for ham. Han fortrød det valg så bittert, og så var det egentlig uanset hvor rigtigt det var for ham.. Han havde ikke været så egoistisk, siden han havde været knyttet til kongehuset i Dvasias, og det var virkelig ved at være mange år siden nu. At hun satte sig helt tæt på ham, fik ham igen til at vende blikket mod hende. Hendes ord lettede ham.. Det var faktisk rart, at der var nogen som ikke bare dømte ham på det her, også selvom det virkelig var svært.. ingen tvivl om det. ”Jeg værdsætter at du siger det, Elmyra. Det gør jeg virkelig..” Han tav omgående, da hun lagde armene om ham, og direkte trykkede ham tættere ind mod sig. Han var slet ikke vant til den kontakt, og havde ikke været det siden han havde forladt Procias i udgangspunktet. Næsten automatisk bankede hans hjerte mere fast mod hans bryst.. men han faldt til ro.. Han faldt skræmmende meget til ro ved det.. Selv ved hende. Øjnene gled i.. Han følte virkelig at han kunne finde roen ved det. ”Hjælp mig..” hviskede han mod hendes øre. Det var virkelig bunden at bede om hjælp, men han vidste når han havde brug for det – og det havde han nu.

[Deleted]

At han var presset var der vel heller ikke noget at sige til? Hun kendte ham, han brød sig jo om hvad folk tænkte og det lagde jo bare yderligere pres på ham. Hovedet lod hun let falde på sned mens hendes blik ikke fjernede sig fra ham. Det måtte være svært for ham at sidde i sådan en situation. ”Du kan ikke gøre andet end at håbe og bede til at han vil lytte til dine ord” sagde hun blidt og nappede sig selv let i læben. Det var egentlig lidt underligt at sidde her sammen med ham lige nu. Der var sket så meget siden sidst de havde ses og nu var deres roller byttet om. Hun kunne ikke lide at se ham sådan der, hun ønskede virkelig at hun kunne hjælpe ham sådan så han kunne komme videre med sit liv for lige nu var han fanget i sorgen. Hun var helt rolig da hun satte sig helt hen til ham. Hun ville jo heller ikke gøre noget som han ikke ønskede af hende men hun havde virkelig bare lyst til at holde om ham og ikke give slip igen, bare for at vise ham at hun var der og hun ville blive der for ham. Hans ord fik hende til blidt at smile igen. ”Jeg fortæller dig blot sandheden, Nathaniel. En gang i mellem kan den være svær at finde men den er der ….. Altid.” Hun trykkede ham roligt ind til sig og nussede ham bare fortsat på ryggen. Hun ønskede blot at han havde det godt, der var ingen skumle bagtanker med noget af det hun gjorde lige nu. Hun var kun ude på at han skulle have det bedre. Hans hvisken mod hendes øre fik det til at sitre i hende, jo han kunne stadigvæk rive op i de gamle følelser i hende men hun rystede det af sig igen. Hendes blik hvilede roligt på ham og hun lagde en hånd på hans kind. ”Jeg vil gøre alt i min magt for at hjælpe dig, Nathaniel” hviskede hun blot tilbage og sendte ham et opmuntrende smil. Hun havde aldrig troet at hun skulle høre ham bede om hjælp og da slet ikke af hende men hun var nu alligevel glad for at han havde gjort det. Hun ville virkelig gerne hjælpe ham.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var uden tvivl mester til at lægge pres på sig selv, også fordi at han vidste hvilken betydning hans navn måtte have, og det var virkelig forfærdeligt! Han bed tænderne let sammen. Han skyldte uden tvivl begge sine børn en undskyldning, og han agtet uden tvivl at give dem den, også fordi at det var ment og fordi t det var vigtigt, at de vidste hvad han tænkte, og hvad han mente om det. ”Om ikke andet, så har jeg gjort hvad jeg kan gøre.. Og så vil jeg være der for dem.. og vise dem det,” fortalte han med en dæmpet stemme, idet han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han havde det bestemt ikke særlig godt, og det faktum, at han havde brug for hjælp, var virkelig.. forfærdeligt. Han var bestemt ikke god til at spørge om den, og bestemt ikke til en kvinde som hende, men han kunne jo se hvad han havde brug for, uanset hvor meget han kunne have det eller ikke. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Det var trættende at gøre sig selv så mange tanker, som han gjorde, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund. ”Den er der altid, det ved jeg godt.. Men det gør det ikke nemmere, at skulle indse den.. men derimod kun sværere,” fortalte han sigende. Han havde arbejdet med sådan noget igennem så mange år nu, at han jo godt vidste det. At hun havde lagt armene om ham, var uden tvivl noget, som han lige skulle vænne sig til, men det føles.. faktisk utrolig godt. Det var virkelig rart, at der var nogen, som faktisk ikke valgte at dømme ham på det, og det stod han gerne ved. Forsigtigt endte han også med at lægge armene om hende. Hun ville hjælpe ham.. Det vidste han, når hun sagde det. Han bed tænderne svagt sammen. ”Tak, Elmyra,” endte han mod hendes øre. Det var jo det nemmeste, nu hvor de sad så tætte på hinanden.

[Deleted]

Elmyra vidste at Nathaniel var god til at lægge press på sig selv og sandt at sige var han nok den der lagde mest press på ham og den som forventede mest af ham. Hun kendte ham jo. Hun lod hovedet søge let på sned og nikkede blot ved hans ord. Han kunne ikke gøre andet. "Lige meget hvad de mener om din undskyldning, om de vil tage imod den eller ej, så bare det at du bliver og prøver at gøre det rette vil række langt. Det er jeg sikker på" sagde hun blidt og ærligt. Hun vidste at det måtte være svært for ham. Også det at bede om hjælp og ikke nok med at han bad om hjælp så bad han om hjælp fra hende. Hun vidste at det måtte være noget af det værste men hun ville rigtig gerne hjælpe, hun var bedre nu, hun havde det bedre og et sted så følte hun sig mere voksen end hun havde været før. Hun måtte tage ansvar for det som var sket og det ville hun gøre og hun ville hjælpe. Hun smilede blidt til ham og nikkede. "Sandheden er lumsk. Den gemmer sig bag løgne og bedrag og det er en evig kamp at finde den. Det ved vi alle men det gør det også kun bedre når man finder den i enden." Hun mente det virkelig. Det var en kamp at finde sandheden men for hende gjorde det også kun det hele bedre når man fandt den. Hun havde fundet sin, endelig. HUn havde fundet ud af hvad hun skulle gøre med sit liv og det var en lettelse for hende. Hun kunne godt lide at sidde der og holde om ham, det gjorde det hele meget bedre. Hun følte sig ikke længere som en pinsel som han ikke ønskede at være i nærheden af og det at han lavde armene om hende også gjorde det kun bedre. Hun smilede roligt til ham og vendte blikket mod hans ansigt. "Du skal ikke takke. Det er det mindste jeg kan gøre og jeg gør det med glæde."

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var rigtig god til at lægge pres på sig selv, og det vidste han jo udmærket godt. Ikke at det så gjorde det bedre, for han gjorde det jo bare alligevel. Han nikkede blot. Det var rart at hun faktisk bekræftede ham i, at det som han havde tænkt sig, var rigtigt. Det var der jo ikke rigtigt andre, som ville gøre for ham. ”Det er det som jeg håber.. Jeg har måske ikke været tilstede de sidste mange år.. men jeg vil gerne rede bod på det, og være der for dem nu,” forklarede han ærligt. Det i sig selv, var jo ikke nogen løgn. Han elskede og forgudede virkelig sine to børn, og så var det virkelig lige meget med hvor gamle de var! De ville jo altid være hans små børn, og det ville aldrig ændre sig. Han sukkede tungt. Sandheden var uden tvivl altid at foretrække, men kunne være så svær at få frem. Ingen tvivl om det.. Og specielt her, så var den bare svær at se i øjnene. Han ville aldrig få Liya tilbage igen, og det vidste han jo godt.. Og han kunne jo ikke leve livet alene. Det havde han aldrig været god til. Så mange ting at skulle tage stilling til så pludseligt. ”Sandheden er selvfølgelig altid at foretrække, selvom den kan være hård at sige, som den kan være hård at modtage.. For mig, har jeg måtte se mange sandheder i øjnene.. som jeg håbede aldrig ville blive realitet for mig,” sagde han sigende. At komme tæt på en anden.. at sidde og holde om en anden, var uden tvivl noget, som fyldte ham selv med en lettelse et eller andet sted, og det føles faktisk utrolig rart. For en gangs skyld, så følte han ikke, at det var noget som han skulle slås med alene. Han lukkede øjnene let.. Nød at kunne slappe af for en gangs skyld. ”Du ved ikke hvor meget det betyder for mig, Elmyra.. Jeg ved at tiden selv for dig har været frygtelig hård.. Og prøv at se dig nu..” Han trak sig en anelse, kun for at kigge på hende. Han sendte hende et træt smil.

[Deleted]

Hun kendte ham jo. Hun vidste hvor meget press han lagde på sig selv også selvom han ikke burde. Og da slet ikke sådan som han havde det nu. Hun kunne ikke andet end at bekræfte ham i det han ønskede at gøre, det var jo en sød tanke. Hun sendte ham et opmuntrende smil. "Det er jeg sikker på at de vil sætte pris på, Nathaniel. Også selvom de måske ikke er i stand til at vise det lige med det samme så er jeg sikker på at det er noget de kan sætte pris på at du gør" sagde hun blidt. Hun mente det virkelig. Det måtte have været svært for hans børn at han bare havde forladt dem da de mistede deres mor men han ønskede jo at rode bod på det. Og det i sig selv var en gestus som de nok skulle komme til at kunne lide. Hun kunne slet ikke forstille sig hvordan han måtte have det uden Liya i denne tid. Også selvom det var mange år siden så var han jo stadig så påvirket af det. Hun havde betydet meget for ham, det vidste Elmyra jo godt. Hun strøj blidt hans kind og smilede stille. "Den er barsk og ubamhjertig. Vi bliver alle tvunget til at se os selv i et andet lys på et eller andet tidspunkt i vores liv og det er ikke altid at man kan lide det man ser" sagde hun roligt og gav ham et lille klem. Hun havde selv ikke været tæt på en anden person i noget tid men hun måtte blankt erkende at hun da havde savnet det. Hun smilede roligt da hun så ham lukke øjnene, det virkede som om han slappede en smule mere af nu. Hun begyndte roligt at nusse ham på ryggen igen og ønskede bare at han skulle være helt rolig. Hun skulle nok hjælpe ham. "Man siger at tiden læger alle sår men jeg har oplevet at hvis man ikke selv gør noget ved dem, plejer dem så forsvinder de ikke men bliver ved med at være der. Det var noget du fik mig til at indse. Jeg har brugt meget tid efter vores sidste møde på at komme mig og jeg har måtte gøre nogle ting som jeg ikke har villet men som har bragt mig til hvor jeg er nu." Hun sukkede en gang og bed sig selv i læben. Hendes historie i sig selv var ikke så slem men hun var ikke stolt over det som hun havde været nød til at gøre. "Dog havde jeg aldrig nået så langt hvis ikke du havde skubbet mig på vej. Uden din hjælp havde jeg sikkert været død og borte nu."

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var bestemt ikke god ved sig selv, hvad angik det at presse sig selv til det yderste, for det havde han altid gjort.. nu havde han bare lidt knækket, som han slet ikke havde troet var muligt for ham. En barsk sandhed, ingen tvivl om det, men noget var han jo for pokker også nødt til at gøre. Lige nu bekræftede hun for ham, at han gjorde det rette. Og det var bestemt ikke ofte, at han selv søgte om den form for råd, selvom han nok ikke havde bedt hende om det direkte i hvert fald. ”Jeg kan ikke gøre andet end at bevise for dem, at jeg nu ikke går nogen steder.. Og det er også det, som jeg har tænkt mig,” sagde han med en dæmpet stemme, idet han igen vendte blikket mod hende. Under normale omstændigheder, ville han slet ikke sidde sådan her med hende.. Men nu var Liya væk. Det var vel også bare på tide at.. indse den sandhed, at hun ikke kom tilbage til ham igen, og så komme videre? Selvom det uden tvivl også var svært for ham. Hun havde ret.. hun havde så ret, og han vidste det jo godt. ”Det er først når vi har mistet, at det går op for os hvad vi egentlig har tabt.. Det er det som jeg må se i øjnene nu.. Og jeg ved det jo godt. Det er bare… hårdere end det som jeg lige havde troet..” sagde han dæmpet. Han blev dog siddende og kigget på hende. Han havde nu altid været fanget af hendes væsen, og det at hun var så… omsorgsfuld overfor ham, var noget som han faktisk godt kunne lide.. Utroligt hvor meget man egentlig savnede den slags. Han sukkede tungt. Tiden lægede måske alle sår, og han håbede da så sandelig også, at det ville blive hans tur en dag. Det andet var da mere kvælende, end det som han nogensinde havde troet. ”Du har gjort det godt, Elmyra.. Jeg kan jo se hvordan du nærmest stråler som det gamle jeg, som jeg mindes fra dengang,” fortalte han med en ærlighed i stemmen. Hun var kommet godt igen fra sidst, selv det kunne han da så tydeligt se. Han rystede på hovedet. Han var nu sikker på, at hun nok skulle være i besiddelse af den styrke som skulle til for at klare sig og holde sig i live. ”Du er stærkere end hvad du går og tror, Elmyra.. Selv mine råd kan blive overflødige.”