Meeting an old Friend

[Deleted]

At presse sig selv efter et tab som han havde lidt havde ikke været godt for ham. Det kunne hun jo godt se. Han var knust indvendig og blot i gang med at samle stykkerne op selv. Hun kunne ikke gøre andet end at prøve og hjælpe ham. Det han ønskede at gøre for sine børn ville ende med at betyde meget, om ikke for dem så i det mindste for ham selv. Han ville ikke kunne leve med at efterlade dem igen. Det kendte hun ham godt nok til. "De skal nok sætte pris på det. Det er jeg sikker på" sagde hun blidt og smilede stille til ham. Hun vidste godt at normalt ville han ikke have opført sig sådan med hende, sidde i hendes favn på denne måde fordi han havde haft Liya. Før hen havde det været forfærdeligt for hende at tænke på, hun havde været så skudt i Nathaniel at det havde gjort ondt på hende når han havde afvist hende men hun var ikke sådan længere. Et sted havde hun vel stadig nogle følelser for ham men hun tænkte ikke over dem nu. Lige nu var alt hun tænkte på ham og hvordan han skulle komme videre med sit liv. Hun skyldte ham så meget. "Du har ret. Man ved aldrig hvad man har før man har mistet det. Og det er altid hårdt at indse at det man har tabt er tabt for evigt" sagde hun stille og lod hovedet søge let på sned. Igennem hendes mange år væk fra ham var der sket meget. Hun havde svoret til sig selv at hun aldrig ville falde så dybt igen, hun ville ikke synke så lavt igen. Hendes sind brændte af fornyet energi og hun ville leve livet til fulde og hjælpe hvor hun kunne. Dette var et af de steder hun kunne hjælpe. Hans ord fik hende til at rødme og hun kiggede væk, stadig lige så flov over at rødme som altid. "Det har været en kamp. Og jeg er langt fra i mål endnu. Det er sikkert" sagde hun blidt og bed sig let i læben. Hun hadede at rødme! Hun rystede roligt på hovedet og vendte blikket mod ham igen. Roligt lagde hun en hånd på hans kind og strøg den blidt. "Dine råd bliver aldrig overflødige for mine øre, Nathaniel. Jeg havde ikke været her hvis det ikke havde været for dig. Jeg var så tæt på døden sidste gang du så mig. Hvis du ikke var dukket op den dag og havde givet mig de informationer og det skub som du gjorde så havde jeg ikke siddet her nu. Det er jeg sikker på for jeg var så knust indvendigt at intet andet kunne have fået mig på ret køl igen."

[Nathaniel Diamaqima]

Presset Nathaniel lagde på sig selv, var bestemt ikke noget som hjalp ham på længere sigt, og han vidste det jo også godt. Ikke at det var noget som gjorde sagerne nemmere for ham.. tvært imod. Han sukkede tungt. Det var hårdt.. Og derfor håbede han da, at hans børn ville være bare en smule åbne for ham, for det var det som han havde brug for. Han bebrejdede sig selv nok for at have taget det valg at søge væk, selvom det i den stund, havde føles så rigtigt. Han nikkede, kun for at vende blikket mod hende. Han vidste jo at Liya aldrig ville komme tilbage igen. Han havde mistet hende på et grundlag, som han ikke lige havde været klar til, og nu måtte han jo tage konsekvenserne af det. Alkymi kunne være så fristende, og alligevel så forbandet farligt. ”Jeg får hende ikke tilbage, og det ved jeg godt.. Jeg skal nok bare vænne mig til tanken om det hele.. Og så komme videre.. Det gør jeg jo altid,” sagde han med et skævt smil. Han gjorde det med Auromia, og han kunne gøre det endnu en gang, det var han fuldkommen overbevist om. At se hende rødme, var lidt som de gode gamle dage.. og det fik et selv mere træt, men naturligt smil til at glide over hans læber. Det var faktisk rart for ham at se, at det ikke var alt, som var forandret, for den tanke, kunne han da slet ikke lide. Overhovedet ikke. ”Den røde farve klæder dine blege kinder, Elmyra. Du er måske endnu ikke helt i mål, men du er kommet langt.. meget langt,” roste han hende. Hun var kommet længere end ham, og selv han vidste, at hun havde haft meget at slås med.. Og nu hvor Liya var væk, så kunne han endda fortælle hende den slags uden at få dårlig samvittighed, selvom den alligevel stak en anelse til ham. Han hadede det virkelig. Strøgene mod hans kind, fik ham til at lukke øjnene ganske let. Det var virkelig rart at blive berørt af et andet individ. ”Jeg snakket med dig.. det var alt jeg gjorde. Jeg tvivler stærkt på, at det er mine ord af visdom, som har hjulpet dig til det stadie som du befinder dig på.. Mange tager fejl der.. Det er deres egen vilje, og ej andres ord, som gør den slags. Du er stærkere end hvad du giver udtryk for,” fastholdt han sigende, idet han igen vendte blikket mod hende.

[Deleted]

Hun vidste at det var hårdt og det var noget som han ikke skulle gå igennem alene. Det skulle hun nok sørge for. Hun skulle nok hjælpe ham så godt som hun var i stand til. Hun ville hjælpe ham med at finde sig selv igen og måske, forhåbentlig, fjerne noget af det pres som han følte på sine skuldre. De døde kom sjældent tilbage. Det vidste hun godt og dog var det ikke unormalt at de kunne. Alkymister var jo i stand til at genoplive folk. Hun vidste at Nathaniel var i stand til at genoplive men var et sted ret stolt af at han havde valgt at lade Liya hvile. ”Mindet om hende vil altid være med dig og dine børn. Det må du ej glemme” sagde hun blidt og sendte ham et lille smil. Han var stærk og hun vidste at han nok skulle komme videre med sit liv. Hun vidste at det ville tage tid men hun var overbevist om at det nok skulle lykkes. At hun hadede at rødme var virkelig ikke noget nyt. Hun hadede at få den reaktion og han gjorde det ikke ligefrem bedre ved at rose hende. Hun blev om muligt mere rød i kinderne og hun tog roligt fat i en del af sin kappe og gemte ansigtet i den. Forsigtigt tittede hun frem fra kappen. ”Ihh, du ved jeg hader at rødme” sagde hun smilende og gemte ansigtet i kappen igen. Jo måske var hun kommet langt fra da han sidst så hende men hun var langt fra i mål, det vidste hun godt. Hun tog sig ikke af ordene som sådan, hun så dem ikke som værende af nogen vild form for betydning. Han skulle ikke have dårlig samvittighed over noget af det han sagde. De var jo bare to venner som sad og snakkede. Ikke andet. Hun nussede stille hans kind og tittede frem fra kappen igen. ”Du gjorde mere end bare at snakke med mig. Du satte ting i gang, fik mit hoved lidt tilbage på rette køl. Du fik mig til at indse at jeg var nød til at kæmpe. Måske anser du det ikke som ord af visdom men det var det for mig. Og jo, jeg har hjulpet mig selv meget og kæmpet men jeg var ikke kommet i gang hvis ikke du havde sat mig i gang den dag. Jeg var så langt nede på daværende tidspunkt. Jeg ønskede ikke at blive på denne jord længere så jo, havde du ikke hjulpet mig den dag så havde jeg ikke siddet her nu” fastholdt hun ligeså og vendte de grønne øjne mod ham. Hun mente det virkelig, måske han ikke selv kunne se det men det kunne hun. Han havde virkelig hjulpet hende, nok også mere end hvad han lige regnede med.

[Nathaniel Diamaqima]

Alkymister var uden tvivl i stand til at vække liv igen, og for en mand som Nathaniel, så var det uden tvivl en smalsag, men han ville ikke.. han kendte til konsekvenserne ved at lege med livet og døden på den måde, og han havde jo set, hvor det selv havde bragt ham, så selv hans datter havde fået det samme forbud.. Han ville ikke. uanset hvor fristende det så end måtte være, så ville han ikke. Mindet ville altid være der.. det var bare svært for ham at se på børnene, uden at se Liya samtidig.. Det var nok det, som havde gjort ham direkte panikslagen til sidst. ”Mindet vil ganske vidst altid være der, ja.. Men det ændre dog ikke på det faktum, at det stadig er svært.. hårdt for mig, at være omkring mine børn. Når jeg ser dem, så ser jeg hende så tydeligt i dem begge,” sagde han med en dæmpet stemme, for løgn var det jo heller ikke. At han så alligevel stadig formåede at få hende til at rødme, var en tanke, som han faktisk godt kunne lide, og ikke noget som han havde tænkt sig at lægge skjul på for hende. Han sendte hende et af sine mere naturlige, men dog trætte smil. Han havde det faktisk godt nu hvor han sad der.. Det var rart med nogen, som faktisk ønskede at vedkende sig ham. ”Meget muligt.. men jeg kan nu godt lide det,” sagde han med en sigende mine, også fordi at det var ord, som han mente. At han alligevel skulle have gjort så meget for hende, havde han faktisk svært ved at forestille sig, hvis han skulle være helt ærlig. Han havde jo bare.. snakket med hende? Fortalt hende en ting eller to. Han havde jo ikke gjort noget ekstraordinært. Han rystede på hovedet og med et svagt smil på læben. ”Uanset hvad jeg gjorde, er jeg glad for at det om ikke andet, så kunne hjælpe dig på din vej. Det er altid en skam, at se et andet individ i kulkælderen, Elmyra.. Du fortjener bedre end det, og det har jeg sagt mange gange nu,” sagde han sandfærdigt.

[Deleted]

Elmyra vidste at det ville have været en smal sag for ham at genoplive Liya og hun vidste at der også måtte være en god grund til at han ikke havde gjort det endnu. Selv var hun ikke velkendt ved hverken fordelene eller ulemperne ved at genoplive folk, hun forstod sig ikke på alt det tekniske. Hun vidste at han altid ville have mindet om Liya ved sig, hun vidste at han altid ville have hende i hjertet som hans børn ville det og hun kunne godt forstå at det kunne være svært for ham ikke at se hende i deres børn men hun var jo en del af dem så det var jo ikke så underligt. ”Er du ikke glad for at du kan se hende i dem? Det beviser vel bare at mindet om hende stadig er her og at hun ikke er helt væk fordi i fik nogle fantastiske børn som også har en del af hende i sig?” Spurgte hun roligt og betragtede ham. Selvfølgelig måtte det være ham umådelig svært at se Liya i hans børn men der var jo også noget positivt ved det, var der ikke? Hovedet søgte let på sned og hun nappede sig let i læben. Gud hvor hun hadet at rødme og han vidste det godt! At han så godt kunne lide og sendte hende et lidt mere normalt smil fik hende til at smile selv. Hans smil var smittende. ”Det er en dum ting at kunne lide vil jeg gerne påpege” sagde hun, stadig med en blidt smil på læben. Hun var glad for at sidde her med ham endnu en gang. Hun havde virkelig savnet Nathaniel, mere end hvad hun lige havde regnet med. Bare det at være nær ham gjorde hende til en helt anden person og hun nød det. At han ikke mente at han havde gjort noget specielt var da en skam at sige. Jo måske havde han bare snakket med hende men for hende havde dette været nok. ”Jeg er ikke den eneste som fortjener bedre end et liv i kulkælderen, Nathaniel. Du har gjort meget for mig, nok mere end hvad du lige selv kan se men jeg ved det” sagde hun stille og lukkede øjnene. Han havde virkelig gjort meget for hende, også selvom han ikke lige kunne se det så havde han gjort så meget.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste hvor nemt det ville være for ham, at skulle vække Liya, men selv han vidste hvor farligt det faktisk var, og det var det, som han også kunne havde svært ved, når det endelig var.. Det var det som faktisk havde slået ham ud i udgangspunktet. Han trak vejret dybt. Minderne om Liya var mange og de var gode.. og så konstant at blive mindet om, at hun var væk, var uden tvivl svært for ham. ”Jeg er lykkelig ved tanken om, at de begge har fået så meget af hende.. Personlighed.. udseende.. det smil.. Det er som at se hende i øjnene når jeg ser dem.. Og det er det som for mig, har været svært..” Det var jo ikke fordi at han ønskede at afvise dem eller noget lignende, for det have da aldrig nogensinde været hans hensigt med noget som helst af dette, om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det jo sådan at tingene forholdt sig. Selvom hun måske ikke kunne lide at rødme og den slags, så kunne han virkelig godt lide at se den side af hende. Det var velkendt.. uden at det behøvede at vække nogen dumme og grusomme minder, og det kunne han lide. ”Jeg synes nu ikke, at det er så dumt, må jeg sige..” sagde han ærligt. Selv nu ville han bestemt ikke mene, at han havde gjort så meget for hende.. Han havde snakket med hende.. kommet med nogle gode råd.. også selvom han selv havde været direkte elendig til at følge dem. Tungen strøg han kort over læberne. ”Det kan godt være at det er sådan du føler det.. Elmyra, men jeg har ikke gjort andet for dig, end hvad jeg har gjort for alle andre, som jeg holder nær og kær. Han trak hænderne forsigtigt til sig, og samlede dem foran sig. ”Så lang tid det var dig en hjælp, så er jeg glad. Det er noget som du altid har fortjent,” sagde han sandfærdigt.

[Deleted]

Hun vidste at det måtte have været en meget svær beslutning for ham at han valgte ikke at genoplive Liya igen. Hun vidste ikke hvad ulemperne ved at gøre sådan en handling ville være men hun kendte Nathaniel og han gjorde ikke noget uden en god grund eller uden at overveje konsekvenserne først. Hun vidste at han ikke bare var forhastet. Hovedet søgte let på sned ved hans ord. Hun sendte ham et lille smil og nikkede roligt. Hun kunne skam godt forstå hvad han mente. ”Jeg ved at det må være svært at de ligner hende så meget men ….” Hun tav kort før hun fortsatte. ”…… Men det må da også være dejligt at de ikke begge ligner dig? Jeg ved at du ikke får hende igen men en gang I mellem er man nød til at se på det positive i verdenen. Hun vil aldrig være helt væk fordi en del af hende lever videre i jeres børn. Jeres fælles blod.” Hun vidste godt at han ikke havde villet skubbe dem væk fra sig og at det egentlig bare var sket af sig selv på en måde. Han var ikke et dårligt menneske og heller ikke en dårlig far. Han havde bare truffet nogle dårlige valg en gang i mellem men det gjorde alle vel?
Hun hadede virkelig at rødme og det var også lang tid siden hun havde gjort det sidst. Det var aldeles ikke noget som skete ofte faktisk kun når hun var sammen med Nathaniel. Han havde det med at få det værste frem i hende. ”Det siger du blot fordi det ikke er dig som rødmer. En eller anden dag skal jeg nok få skovlen under dig, Nathaniel” Sagde hun let drillende og bed sig let i læben. Da han trak hænderne til sig gjorde hun lige så og betragtede ham roligt. Måske han ikke selv kunne se hvor meget han havde hjulpet hende men det behøvede han heller ikke. Hun vidste hvor meget de ting han havde sagt til hende betød og det var det vigtigste. ”En gang i mellem er det de små ting som er dem der gør størst underværker. Du må ikke tro at bare fordi du har gjort det samme for alle andre så det så får mindre betydning for mig. Nogle gange er det de simpleste ting som er dem der gør underværker” sagde hun roligt og lagde en hånd ned på hans hænder og gav dem et lille klem med et blidt smil. Derefter fjernede hun den igen og brugte den til at køre igennem hendes lange røde hår som svajede let i den blide sommer vind.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var uden tvivl svært for Nathaniel ikke at have Liya ved sin side, men han vidste jo derimod også at Elmyra havde ret.. Han var nødt til at komme videre, og se på de glæder som han havde i livet, frem for at fokusere på hvad han havde mistet i stedet for. Han lod blikket falde en smule.. mere tænksomt. Det var ikke ofte at det var ham som havde brug for råd, og når det endelig var, så var han faktisk ikke særlig god til at tage imod dem. Han var mere vant til at være den, som skulle give folk dem, og fremstå som den store og stærke.. og nu var det bare ikke sådan at det forholdt sig mere. ”Du har jo ret, Elmyra.. Det er næsten som at høre mig selv fortælle det til dig hvad angår Elijah,” sagde han dæmpet. Han havde måske hjulpet hende meget, og nu skulle han jo så hjælpes.. Det var svært.. Han måtte jo bare lære at leve uden Liya, selvom det var svært. ”De ligner hende meget begge to.. skræmmende meget, og det er faktisk utrolig svært for mig at være omkring dem. Jeg håber det er noget som bliver lettere med tiden,” tilføjede han dæmpet.
Nathaniel elskede nu at få Elmyra til at smile. Det var en af de glæder, som han nu havde i livet, og han vidste jo, at hun et sted godt kunne lide det samme. Han rystede smilende på hovedet. Hun hjalp ham allerede meget. Han kunne glemme hans egne personlige problemer lidt, og det var noget som han uden tvivl fandt rart. ”Du skal være velkommen til at prøve, kæreste,” sagde han sandfærdigt. Selvom det aldrig havde udviklet sig som sådan mellem dem, så var hun stadig en kvinde, som han havde nær og kær i dette liv, og det skjulte han så sandelig heller ikke. Han vendte blikket ned mod sine hænder, som hun tog omkring dem. Det nagede ham næsten at hun gav slip igen. Den menneskelige kontakt, kunne han uden tvivl godt lide. ”Så… det du vil sige, er at jeg virkelig har gjort meget for dig? Hvor jeg føler, at jeg derimod intet har gjort,” sagde han med en ærlig stemme, da han igen så mod hendes skikkelse. Denne gang var det ham som tog om hendes hånd.