Meeting an old Friend

[Deleted]

Elmyra bevægede sig roligt igennem gaderne i Manjarnos hovedstad. Normalt havde hun ingen destination på disse gå ture men i dag ønskede hun dog alligevel at tilbringe i parken. Vejret var skønt, mildt og lunt i det og hun nød at mærke solen mod huden. Hun elskede foråret og var virkelig glad for at hun var i stand til at opleve det endnu en gang. Hendes gang igennem byen var nærmest dansende, hun følte sig glad og tilfreds, for en stund i det mindste. Hun havde virkelig svært ved at holde fokus på ingenting for længe. Hun nynnede let for sig selv og gik ind igennem de store porte til parken. Der var flere som var ude og nyde det gode vejr men det var mest børn som rendte rundt og legede i det gode vejr. Deres forældre arbejdede sikkert, også selvom det var sådan en fin dag og det var sikkert derfor de var her alene. Hun trak på skuldrene og fortsatte videre ind af stien sådan så hun kom næsten helt ind i midten af parken. Her der fandt hun et stort træ som havde en god del skygge som hun satte sig under og lukkede øjnene. Det har var livet, her kunne hun bare slappe helt og holdent af. Det var skønt!

[Nathaniel Diamaqima]

Selvom Manjarno til dels var præget af en ro, så var det jo bare en ro før stormen for alvor ville komme blæsende på denne her måde, og det var slet ikke noget som Nathaniel ønskede at tage del i. Efter hans aftale med Tom.. Magikeren fra Procias, så havde han set sit snit til at komme hjem, men det krævede jo trods alt også at de krydsede det manjanske land, for t komme op til de store grænsemurer.
Hvor Tom var blevet af, havde Nathaniel virkelig ikke nogen anelse om. Den arme mand ville ordne noget, inden han ville krydse grænsen, så Nathaniel var egentlig bare gået i forkant. Efter hans tab af Liya, havde han virkelig tilbragt sin tilværelse i et dybt og sort hul, som han ikke havde haft nogen jordisk mulighed for at komme op af.. Nu havde han atter en gang set lyset, og nu ville han hjem. Parken stod nu for tur, og han søgte med rolige skridt igennem den. Han kunne høre de legende børn, hvilket fik ham til at smile ganske så tilfredst. Blikket søgte omkring.. Det var uden tvivl en virkelig flot forårsdag, som mange havde givet sig tiden til at nyde, og det var helt klart også noget som ville komme dem alle sammen til gode.. Det var bedre end den stemning som ellers hvilede heromkring, måtte man da sige. En skikkelse tvang dog hurtigt Nathaniel til at stoppe op.. Siddende under et træ, jo længere ind i parken han måtte bevæge sig. Næsten automatisk knyttede han sin hånd. Elmyra… En kvinde, som han ikke havde set igennem frygtelig mange tider.. Han havde vel troet at hun var død? Han trak vejret dybt. Han var heldigvis af anden skikkelse, end den som hu var kendt med, men det var ikke nødvendigvis et faktum, som gjorde, at han kunne gå ubemærket forbi. Han sukkede tungt og fortsatte alligevel sine skridt. Han gik langs stien, som kun førte ham tættere og tættere på hende.

[Deleted]

Vejret var skønt! Hvorfor ikke alle var ude og nyde det vidste Elmyra ikke. Hun ville i hvert fald nyde det til fulde. Hun kunne så godt lide at sidde under det store træ på en dag som i dag, hun kunne jo bare kigge rundt og betragte alle de mærkelige mennesker som gik forbi hende. Hun lukkede øjnene og lænede sig tilbage og sukkede nydende. Var der virkelig noget bedre her i livet? Hendes nydelse blev dog afbrudt. Hun kunne mærke det, føle det, noget velkendt men alligevel så fjernt. Hun kiggede rundt og fik øje på en skikkelse af en mand som kom gående imod hende på stien. Hun genkendte ham ikke, ikke udseende mæsigt men ....... der var alligevel noget over ham som trak i hendes blik og hendes sind. Hun lagde hovedet let på sned og studerede ham. Han virkede bare så bekendt og alligevel så fremmed på en gang. Hun rejste sig roligt op og lænede sig imod træet's stamme og lagde hovedet let på sned. Hun var blevet en pæn pige igen efter hun havde fået noget sul på kroppen. De grønne øjne hvilede på skikkelsen som han gik der og i hendes hoved kunne hun næsten ikke lade være med at tænke at det var Nathaniel som var i hendes nærhed? Men det ville da være umuligt, ville det ikke? Han burde vel befinde sig i Dvasias? Et sted hun holdt sig fra? Hvad skulle han dog lave i Manjarno. Desuden så lignede det ham slet ikke. Hun skulle til at sætte sig ned da hun endnu en gang stoppede sig selv. Hun kom i tanke om deres sidste møde hvor han havde fortalt hende at han havde fået et andet udseende, havde han ikke? Det mente hun og så kunne det jo godt være ham på stien? Hun rystede på hovedet men gjorde intet. Stod bare og kiggede på ham med rolige grønne øjne.

[Nathaniel Diamaqima]

Et sted var Nathaniel slet ikke i tvivl om, at han var afsløret, sådan som hun pludselig begyndte at kigge efter ham. Hvis der var nogen som havde efterladt sig nogen bump på vejen i ham og Liyas forhold, så var det Elmyra. Selvom han ikke havde fået sig til at gøre andet end at hjælpe hende, så stod han nu med resultaterne af det hele. At hjælpe andre, var en dyr fornøjelse, og nu stod han der som intet andet end en enkemand, som havde forsøgt at kæmpe sig igennem sorgen efter tabet af en kvinde, som han i sandhed havde elsket og holdt af. Ønsket om at hun skulle komme retur til ham, var uden tvivl stort, men han ville ikke selv gøre det. Det at lege med liv og død på den måde, var slet ikke noget, som ville komme nogen til gavn, og han ønskede uden tvivl kun at hun havde det godt, og.. det havde hun vel nu?
Det nye udseende havde han måske fortalt Elmyra om, men hun vidste jo så derimod ikke noget om hvordan han så ud, og han håbede nok lidt at det var det, som kunne redde ham i denne situation. Hans blik hvilede på hende ud af øjenkrogen, idet hun valgte at rejse sig. Hans gang var selvsikker og ganske rolig, også mest for at understrege, at han slet ikke ønskede hende noget ondt, og ej ønskede nogen strid. Nej, han havde ganske andre mål med hans tilværelse her i Manjarno, og det var egentlig bare den gennemfærdsrejse til hans hjemstavn i Procias. Han var nemlig klar til at komme hjem igen. Roligt vendte han blikket mod hende, også selvom det stadig var uden så meget som et eneste ord. Hvad skulle han sige? Hej? Nej, så ville hun gætte det, og det var noget af det sidste som han ønskede sig lige nu.

[Deleted]

Hun var i tvivl. Hun var faktisk meget i tvivl. Var det virkelig Nathaniel som kom gående der? Hun vidste det ikke men den følelse som hun havde helt inde i sig fik hende nærmest til at ville kalde ud efter ham. Hvis det virkelig var ham, burde han så ikke kunne genkende hende? Hun havde jo ikke ændret sig meget. Måske ville han bare ikke kendes ved hende længere. Kunne hun bebrejde ham? Hun havde ikke ligefrem gjort livet let for ham og sandt at sige så havde hun heller ikke gjort livet let for sig selv. Hun var en kæmper men hun havde ikke kunnet kæmpe den kamp mod det manglende syn og da han havde tilbudt sin hjælp havde hun afvist ham og stukket af? Nej men kunne vel ikke bebrejde ham at han ville gå i en stor bue uden om hende hvis det var ham. Hun sukkede opgivende og smed sig ned for foden af træet igen. Hun vidste ikke hvad hun skulle stille op? Skulle hun sige noget til ham eller bare lade ham gå? Hvis det var ham og han intet sagde så ville det vel betyde at han ikke ønskede at se hende. Hun lukkede øjnene og tænkte så det knagede. Hvad skulle hun dog gøre?? Hun åbnede dem igen og han var næsten nået helt hen ved hende ude på stien. Hun tog en indånding og satte sig op. "Har du blot tænkt dig at gå forbi uden et ord?" Spurgte hun roligt og satte sig lidt mere op og betragtede ham. Hun vidste ikke om det var ham, nu hvor han var det tættere på så blev hun endnu mere i tvivl men det kunne jo være at hvis det var ham at han ville svare hende. Var det ikke ham kunne hun altid bare slå det af med at hun troede at han var en anden.

[Nathaniel Diamaqima]

Elmyra havde været en kvinde, som havde haft en stor betydning for Nathaniel, ingen tvivl om det, men det havde uden tvivl også gjort hans liv forbandet besværligt, og hun havde bestemt heller ikke gjort det nemt for ham selv. Mange gange havde det været tæt på at koste ham Liya, og nu var hun død og borte alligevel. Hans blik gled mod hende, da han næsten var helt oppe ved hende, og hun alligevel valgt at snakke til ham. Et sted dybt i hans indre, måtte han slippe det tunge suk. Han have vel heller ikke ligefrem forestillet sig, at han kunne undgå det her? ”Et sted havde jeg vel næsten håbet, at du ikke ville lægge mærke til mig,” sagde han med en sigende mine. Det var måske dybt naivt, men man kunne jo altid håbe. Han selv havde været vant til en tilværelse alene igennem det sidste stykke tid, så det at skulle indgå i de relationer med andre mennesker, var.. svært for ham på en eller anden underlig måde, og det havde han uden tvivl forbandet svært ved selv, hvis han skulle sige det. Blikket gled mod hendes skikkelse, som hun blev siddende der ved træet. Havde hun overhovedet nogen anelse om hvem han var? Et sted håbede han ikke, og så alligevel.. Han havde brug for selskab.. nogen som kunne fortælle ham, at alt han havde gjort, ikke var forkert, for sådan følte han et som oftest, og specielt sådan som hans liv havde udartet sig i den anden ende. Forladt sine børn, mistet Liya, og Faith havde ikke ønsket at vedkendes ham.. Ja, hvad havde han overhovedet tilbage efterhånden?

[Deleted]

Et sted så var hun stadig i tvivl. Var det virkelig ham? Hun var i konflikt med sig selv og vidste næsten ikke hvilket ben hun skulle stå på. Et sted så håbede hun at det var ham, hun håbede at hun kunne se ham igen .... om ikke, så bare for at undskylde for alt det som hun havde forvoldt ham. Det at han svarede hende gav hende mere sikkerhed. Det måtte være ham? Ikke? Hvorfor ville han ellers svare, hun lukkede øjnene kort og tog en beslutning. Det måtte være ham, det måtte det bare. "Du kan ændre udseende nok så meget men den følelse du giver vil altid være den samme." sagde hun blot og lod de grønne øjne hvile roligt på ham. Hun ville ikke kalde ham ved hans navn for et sted var hun stadig ikke helt sikker. Et sted så fiskede hun stadig efter svar på om det virkelig var ham foran hende eller om hun virkelig bare tog fejl. Hun bed sig let i læben og begyndte stille at sno en tot af det ildrøde hår omkring hendes ene finger. Nu hvor hun faktisk snakkede med en så blev hun en smule mere urolig og en smule mindre selvsikker end hun havde været det før. Måske havde det noget med uvisheden at gøre? hun vidste jo stadig ikke om det virkelig var Nathaniel foran hende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste ikke om han skulle afsløre sin nye skikkelse for hende.. Det var trods alt også den som sørgede for, at han kunne gå mere frit rundt omkring, end det som han havde været i stand til at gøre før, og det betød naturligvis også meget for ham.. Det var en frihed, som han ikke havde haft igennem rigtig mange år. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. Han kunne læse usikkerheden i hendes øjne.. hun var i tvivl. Skulle han udnytte det? Selvom man ikke just kunne sige, at det lå til ham at udnytte folk mere.. Det var om ikke andet forbandet mange år siden, han sidst havde gjort det. ”Jeg kan se tvivl i dine øjne.. Du ved ikke om jeg er den mand du håber på at se,” sagde han endeligt. Det var ikke fordi at han ikke kunne læse mennesker, for det derimod, var nok noget af det som han altid havde været bedst til. Hans viden indenfor historie, alkymi, men også hans evne til at læse mennesker, var noget af det som gjorde ham farlig i rigtig manges øjne, og derfor ønskede de ham borte og død. Det havde bare ikke rigtigt lykkes dem endnu, hvilket han naturligvis var glad og tilfreds med i den anden ende. Han blev denne gang stående.. Han kunne jo desværre ikke bare tillade sig at søge videre, selvom han gerne ville. Han havde to børn som han skulle hjem til. Ganske vidst voksne individer nu, men de havde brug for ham.. Ikke mindst, så fordi at han skyldte dem begge to en kæmpe undskyldning for den opførsel som han havde lagt de sidste mange år efter Liyas død.

[Deleted]

Tvivlen lå i hende. Hun vidste ikke om det var ham men et sted så ja ... så ønskede hun at det var ham fordi der var så mange ting som hun ønskede at sige til ham. Hun hørte ham, han havde læst hende hvilket hun vidste ikke var svært. Hun vidste ikke om hun skulle fortsætte med at snakke med manden foran hende eller om hun bare skulle lade ham gå videre. Han kendte jo trods alt hende? Det havde han jo afsløret lidt med hans første svar. Hun bed sig let i læben. Hvad skulle hun sige? Hun endte med at rejse sig op igen og strakte sig før hun vendte blikket mod ham endnu en gang. "Det er svært at være sikker når jeg ved at den jeg søger har skiftet udseende. Men jeg tror at det er dig jeg søger, Nathaniel" sagde hun roligt og blidt. ved hendes skulder begyndte en flamme at blive skabt. Den tog form som den phoenix som havde været ved hendes side den første gang de havde mødtes. Hun var tilbage til sit gamle jeg, såret, banket indvendigt men ellers nogenlunde tilbage til sig selv. "Jeg forstår udemærket godt hvis du ikke ønsker at se mig eller snakke med mig. Jeg forstår godt hvis du bare vil gå og ikke se dig tilbage men ligemeget hvad du vælger så skal du vide at jeg er ked af det. Jeg er ked af den måde jeg har været på overfor dig siden den gang jeg først mødtes med dig. Jeg har været en plage og det beklager jeg." Sagde hun roligt og bøjede roligt hovedet i undskyldning hvorefter hun endnu en gang tav og vendte blikket mod sin phoenix. Hun havde altid brugt det trick før i tiden, lavet en phoenix af ild og med tiden var det bare blevet noget som hun altid havde med sig, eller indtil hun hun mistede synet og nu var den tilbage igen, som en gammel ven som hun ikke havde set i så mange år.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniels kendskab til hende, gjorde også bare, at han havde nemmere for at læse hende, og det var egentlig noget som passede ham ganske fint. Han vidste at hun havde ødelagt meget, men nu hvor han var så meget alene som han var.. hvor meget mere kunne hun da ødelægge? Nu hvor det alligevel virkede til at det gik op for hende, hvem han var, måtte hans blik alligevel hvile på hendes skikkelse. Han kunne jo ikke benægte.. Han hadede at lyve. Den sidste løgn han havde givet nogen, havde været for at lulle Liya ind i den evige søvn uden frygt, panik eller andet.. Og det havde jo virket. ”Dine anelser er skam korrekte,” sagde han med en sigende mine. Han ville ikke lyve, også selvom det ikke var nogen hemmelighed, at han ikke ønskede at stå der for.. det havde han virkelig ikke. Han brød sig slet ikke om at stå der.
Nathaniel rystede let på hovedet, som hun rejste sig op. Hans mørke øjne gled mod hendes skikkelse. Efter tabet af hans elskede Liya, var han selv blevet en ganske anden mand.. og om det var til det bedre, var bestemt heller ikke ligefrem til at sige. Han rettede sig op. ”Du har ikke bare været.. en plage, som du så fint selv vælger at beskrive dig som, Elmyra.. Det har du ikke. Du har besværliggjort mit liv, såvel som dit eget,” sagde han. I hans øjne, så var det en accepteret og godtaget undskyldning. Det gav ham dog ikke Liya tilbage af den grund. ”Lad mig fremstille det på denne her måde.. Du har givet mit liv et krydder som det ikke lige kunne kapere. Tiderne har ændret sig markant, kan man sige. Du gjorde det svært for mig, at være med Liya.. Hun er død og borte nu,” sagde han ærligt. Også mest for at understrege, at det ikke var fordi at han var ligeglad.. men fordi at tiden for ham, havde været ekstra slem.

[Deleted]

At hun tvivlede var vel ikke så underligt når han så og lød så anderledes end hvad hun huskede. Var det virkelig Nathaniel foran hende? Var det virkelig ham foran hende? Hun vidste ikke hvad hun skulle tro. Hun var en smule forvirret. At han så valgte at bekræfte overfor hende at det var ham fik hendes hjerte til at slå lidt hurtigere. Det var ikke fordi hun var helt hundrede glad for at se ham men bare fordi der var så mange hun ønskede at fortælle ham. Hun sagde intet men betragtede ham bare lidt.
Undskyldningen som hun valgte at give ham var ikke kun for ham men også for sig selv. Hun var nød til at få styr på sin fortid hvis hun skulle have en fremtid. Hun var nød til at komme videre og Nathaniel var en del af hende og det kunne hun ikke benægte. At han havde mistet Liya gjorde hende ondt på hans vegne. Hun ønskede ikke at han skulle miste den som han elskede, det havde hun aldrig ønsket for ham. Forsigtigt gik hun ned imod ham. Hun var rolig men tavs og betragtede ham blot. "Jeg er ked af at du har mistet din elskede. Det må være svært at miste en på den måde. Jeg er ked af at jeg ikke kan sætte mig ind i hvordan du har det." sagde hun stille og kiggede rundt omkring dem. Hun fik øje på et par børn et godt stykke fra dem som legede med en bold og hun smilede kort. "Jeg ved at det kan være svært men du har lært mig at man kan overvinde besværlighederne i sit liv hvis man er villig til at kæmpe for dem. Og for det er jeg taknemmelig. Som sagt tidligere så ville jeg blot undskylde. Jeg ønsker ikke at holde på dig hvis du ikke ønsker at blive og dog så virker det som om du godt kunne bruge en at snakke med. Og jeg har al den tid du har brug for en til at lytte til dig. Det nytter ikke noget at flygte. Det fik du endelig banket ind i knolden på mig." Hun vendte sig og gik roligt tilbage mod træet hvor hun slog sig endnu endnu en gang og betragtede phoenixen som var lettet fra hendes skulder og nu fløj rundt foran hende. Nu var det op til ham.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde uden tvivl været fantastisk dygtig til at komme med en masse råd, men derimod direkte elendig til selv at følge dem. Han flygtede.. han havde ikke gjort andet siden han havde mistet Liya, og han kunne virkelig ikke have det, og derfor ønskede han at komme hjem, så han kunne være der for hans børn igen.. Selvom de var voksne og det hele, så havde de jo stadig brug for ham, og det stod han fast på i den anden ende. Han nikkede til hende. Tabet var flere år siden.. og det havde uden tvivl været hårdt for ham, at miste alle omkring ham, som faktisk havde den form af betydning for ham, for sådan havde det været stort set igennem hele hans eget liv og hans tilværelse. ”Tak, Elmyra,” sagde han ærligt. Nu hvor han for alvor stod foran hende igen og havde tilkendegivet, at han den mand, som han nu var, så ønskede han jo egentlig bare at finde ud af det hele. Det som han jo faktisk havde brug for, var en at snakke med, som ikke dømte ham på det, for selv en mand som ham kunne gøre fejl, og det var også det som han ønskede at understrege for folk. Selv Nathaniel Diamaqima kunne lave fejl! Han sukkede tungt. ”Råd er så nemme at komme med til andre, men derimod forfærdelige at følge selv. Jeg er flygtet igennem de sidste mange år.. Har efterladt mine børn i Procias, velvidende om, at de virkelig har brug for mig. ” Et sted, så var det naturligvis en tanke som nagede ham, for han hadede at svigte. Han vendte blikket og de mørke øjne mod hende. De bar på ingen måder den naturlige glød i hans øjne, som de plejede at gøre, og det var uden tvivl noget som gjorde ondt selv på ham. ”Råd og løgne, er så nemme at sige.. Jeg skænkede Liya den sidste, idet hun gled bort i mine arme.. Jeg lovede hende, at det hurtigt ville gå over. Det var den dag, jeg selv kom tilbage igen. Jeg blev kastet direkte ind i et helvede af en tilværelse,” forklarede han med en ganske sigende mine. Det frustrerede ham faktisk voldsomt!

[Deleted]

Elmyra kunne tydeligt se på ham at han var ændret. Nu hvor hun vidste at det var Nathaniel der stod foran hende så kunne hun tydeligt se at de mange år med problemer havde taget på ham og at det med Liya måtte have været det værste af det hele. Hun havde ondt af ham, ondt af det han havde været igennem men det var ikke noget hun viste ham. Han havde ikke brug for medynk lige nu. Hun nikkede blot til ham da han takkede hende og lagde hovedet let på sned. Hun vidste at han havde brug for at snakke, hvem ville ikke have det i den situation som han stod i. Hun lyttede til ham, han havde efterladt sine børn i Procias og var flygtet hun lyttede blot indtil han var færdig med at snakke. Hun blev et sted en smule lettet over at han snakke med hende og ikke bare valgte at gå. Hun ville gerne hjælpe ham, det var der ingen tvivl om. Hun sad under træet og betragtede ham mens han fortalte videre. Det måtte have været så svært for ham. "Det lyder som om du har brug for en til at give dig de råd så. Hvorfor valgte du at flygte fra Procias? Og hvorfor tog du ikke dine børn med dig?" spurgte hun roligt. "Hvorfor løj du for hende? Var det for at lette hendes byrde? Jeg kender dig, du gør intet unden en grund. Hvorfor?" Der var intet dømmene i hendes stemme. Hun ønskede bare at snakke om det med ham. "Sæt dig" Hun kiggede på pladsen ved siden af hende ved træet og så op på ham. Hun ville ikke længere give ham et valg.

[Nathaniel Diamaqima]

Det havde været en forbandet hård tid for Nathaniel, og han måtte erkende, at det bare havde været nemmest at flygte fra det hele, være alene og bare tænke tingene igennem, og det var der vel heller ikke ligefrem nogen skam i, var der? Han sukkede tungt. Han gjorde måske aldrig ting uden at der var en mening bag det, men til tider, så kunne selv han havde svært ved at se det. Den manglende gnist havde ikke været til stede, siden Liya var gået bort, og han havde været med til at gravlægge hende.. Det havde uden tvivl været det, som havde taget hårdest på ham. ”Du stiller frygtelig mange spørgsmål, Elmyra..” pointerede han sigende, også fordi at det faktisk ikke alt sammen var noget som han kunne kapere bare sådan. Han rystede let på hovedet af sig selv. Det var slet ikke så let at have med at gøre. Han sukkede let.. Burde han sætte sig? Han valgte alligevel at gøre det. ”Mine børn er voksne, og i stand til at tage sine egne valg.. Silia har indtaget stillingen som dronning af Procias, og hun gør det fantastisk. Jophiel derimod.. Han har altid været vred på mig,” sagde han sandfærdigt. Det var jo ikke fordi at han ikke tænkte på sine børn, for det gjorde han da uden tvivl. De var det, som faktisk betød mest for ham. ”Jeg lovede hende, at jeg skulle lindre den smerte som hun lå i.. Og det gjorde jeg.. Jeg lå med hende til hun sov hen.. Hun var så syg, at selv jeg intet kunne stille op.. Jeg har aldrig følt mig så hjælpeløs, som jeg gjorde lige der..” Han vendte igen blikket stille i retningen af hendes skikkelse. Han hadede at snakke om det.

[Deleted]

Hun vidste at det havde været hårdt for ham. Hun kunne mærke det, føle det på hele hans væsen. Hun betragtede ham blot med en stille mine. Hun ville virkelig ønske at hun ikke have været med til at gøre det hele så surt for ham, det var hun virkelig men hvad kunne hun gøre ved det? Intet, hun måtte bare finde en måde at få tilgivelse på. Hun nikkede roligt da han pointerede at hun stillede mange spørgsmål. "En gang i mellem så er det mange spørgsmål som får os videre i stedet for at tie. Jeg ved at det må være svært for dig men prøv." sagde hun roligt. Hun løsnede selv en smule mere op da han satte sig ved hendes side. Så gik han da i det mindste ikke forløbigt. Han fortalte om sine børn og hun lyttede roligt og nikkede. "Jeg forstår godt hvorfor din søn er vred på dig. Det må have været hårdt men du kan ikke gøre andet end at prøve at gøre det godt igen. Han skal nok blive godt igen på et eller andet tidspunkt." Hovedet drejede hun let over mod ham og trak benene op under sig. Det gjorde helt ondt for hende at høre hvad han havde været igennem. Hun kunne slet ikke forstille sig hvordan det måtte være for ham at have siddet med Liya i favnen før hun døde. Hun bed sig let i læben og lukkede øjnene mens hun blot lyttede. "Du gjorde det rigtige. Du lettede hendes byrde inden hun blev hevet fra dig. Måske gjorde du det svære for dig men tror du ikke at du ville have haft det værre havde du fortalt hende sandheden og set fortvivlsen i hendes blik? Du lettede hendes sind og det var en god gerning at gøre." sagde hun stille.