Even though I can't read...

[Lestat De Lochér]

Lestat syntes virkelig ikke, at der snart var mere at kæmpe for. Alt hvad han prøvede på at gøre godt, det blev ødelagt gang på gang af det ene og det andet og han hadede det virkeligt! Kimeya var konstant efter ham nu hvor manden vidste hvor de boede. De burde bosætte sig et andet sted, skjule sig igen. Men på den anden side, så kunne Soraya ikke finde hjem hvis den tid kom, selvom det håb slet ikke var der. Han havde Jacqueline og Leonore og dem ville han beskytte med sit liv. Han ville vogte over dem, for han vidste, at han ville få svært ved at gå fra dem når dette netop var sket. Måske han burde hyre nogle til at være bodyguards for dem? Han hadede at være udsat i sit eget hjem! Han stirrede lige frem for sig, selv da Jacqueline kom dem i møde. "Væk," svarede han kortfattet. Han strøg stadig Leonore ned over ryggen, for han kunne godt lide at mærke sin datter ved sig, da det var en bekræftelse på et plan. Han havde kun fejlet halvt denne gang, selvom smerten dog var større end noget andet, eftersom han havde sagt til sig selv, at han ikke ville svigte denne gang. Tårerne holdt han dog inde, for han ville ikke græde foran Leonore, det havde hun da slet ikke brug for. "Fars bror, min skat," svarede han dæmpet. Da han mærkede Jacqueline ved sig, så sneg han sin ene arm om hende, hvor den anden lå om Leonore endnu. Han sank en klump og drejede nærmest mekanisk blikket mod hende med et tomt blik. Han havde meget at svare til hendes ord, men kunne ikke vælge hvilket han mente, var rigtigt, så han sagde bare intet. Han kiggede bare på hende og blinkede en smule. Hun ville kunne læse i hans blik, at alt håb og mod var borte.

[Deleted]

Se sin kær mand så nede, var faktisk en uhyggelig tanke, som Jacqueline ikke kunne lide. Selv vidste hun at de var nødt til at begrænse det, nu hvor Leonore var der. Dette var ikke det rette tidspunkt at gøre det på, også selvom hun vidste, at han næppe ville slippe sin datter lige nu, og det havde hun skam også forståelsen for. Hun satte sig op af væggen ved siden af ham, hvor selv hun mærkede at hans arm gled om hende. Hun lagde hånden på hans bryst og med blikket vendt mod Leonore. ”Mig ikk’ li’ hun væk,” sagde hun med sin lille pigestemme, da hun vendte blikket op mod sin far. Hun kunne da godt mærke på ham, at der var noget rivende galt, og det i sig selv, kunne hun slet ikke lide. Hun lagde sig godt til rette ved ham.. kunne godt lide at have sin far lidt, også selvom det faktisk irriterede hende, at mor satte sig ved siden af, for hun havde haft far læge nu! ”Soraya nok komme hjem igen,” forsøgte hun, mest for at gøre sin far bare lidt glad igen.
Jacqueline kunne ikke lade være med at smile ved Leonores forsøg på at glæde sin kære far.. selv hun ville gerne se manden smile lidt igen. Den tomhed som hun kunne læse i hans øjne, bekymrede hende uden tvivl. Hånden hævede hun og strøg den mod hans kind. Hun mødte den.. Frygtede den ikke, og med et løfte om, at hun nok skulle hjælpe ham så godt som det nu var hende muligt. #Vi får hende hjem igen.. Det lover jeg dig,# endte hun med en dæmpet stemme i hans hoved. Mest fordi at dette var en mere farlig situation, end det som Leonore nok var kendt med, og det var bedst sådan. Hun lænede sig frem og skænkede ham et kys. #Du hjalp mig.. Jeg skal nok hjælpe dig,# afsluttede hun. At se ham så modløs og forladt kunne hun da slet ikke have!

[Lestat De Lochér]

Lestat havde ramt bunden for alvor lige nu. Han havde kæmpet med at komme ovenpå efter det med Kimeya og Jacqueline, hvor han havde været som blændet af, at Kimeya havde gemt hans minder i mørke. Men nu hvor Kimeya havde taget Soraya fra dem så let som ingenting, så slog dem ham bare helt i gulvet. En flodbølge, der bare rev alt mod og selvsikkerhed med sig, således han bare ikke så håbet på nogen måde. Soraya ville blive Kimeyas og hvilke planer hans bror havde for hende, turde han næsten ikke at tænke på. Han sukkede dæmpet mod Leonores øre, selvom han prøvede på ikke at påvirke hende med sit humør, selvom han vidste, at han gjorde det. Med hendes mentale dæmon, så kunne hun jo mærke ham tydeligt ved bare at være i berøring, hvilket han dog ikke brød sig særligt om. Han holdt Jacqueline ind til sig og nu sad den lille familie bare der i gangen... Den familie, der nu manglede en del af sig. Han sank en klump ved hendes ord og følte tårerne presse sig på. Han svarede ikke, for når han ikke troede på det, ville han ikke komme med et negativt svar. Han strøg begge piger over ryggen lettere fraværende, mens han bare mærkede tomheden over sit, hvilket var ekstremt ubehageligt. Han havde ikke lyst til noget som helst andet end bare sidde og... glo ud i luften. Han fornemmede hendes stemme i hovedet og fandt det nu meget rart, eftersom han ikke ville snakke med ord foran Leonore. #Du har allerede set i mine øjne, hvor lidt jeg tror på det... Jeg ville ikke ane hvor jeg skulle lede og hvis jeg fandt hende, ville jeg ikke være stærk nok til at få hende væk. Kimeya vil slå mig ihjel på stedet,# svarede han modløst. En tåre slap hans øjenkrog da hun kyssede ham, som han gengældte forsigtigt, inden han hurtigt tørrede sin tårer væk. Han sank en klump og så lige frem for sig igen. #Jeg kan ikke se lyset for enden,# svarede han stille. Han lagde hovedet tilbage og lukkede øjnene.

[Deleted]

Jacqueline så da tydeligt at Lestat havde ramt bunden, selvom hun selvfølgelig håbede på, at komme Leonore lidt i forkøbet. Den arme pige lagde da også bare mærke til selv de mindste småting, og det bekymrede hende virkelig. Den lille pige skulle ikke være så påvirket af det, andet end at Soraya var væk, og de skulle nok få hende hjem igen! Det var hun sikker på! Klumpen havde samlet sig i halsen, og selv hendes tårer pressede på, for Soraya havde jo altid været… hendes pige.. Hendes af de to, og det gjorde da ondt, at hun var væk igen! Hun lod hånden hvile mod hans kind. Det var hårdt, og det forstod hun, og derfor skulle de hjælpe hinanden som en familie. Det var jo også det en familie var til for trods alt. Leonore selv blev bare siddende og kiggede ind mod sin far. Hun manglede Soraya, og hun kunne jo godt mærke, at den var helt gal og det kunne hun altså slet ikke lide! Hun ville have sin søster hjem, og det skulle altså være lige nu! ”Far meget ked af det..?” spurgte hun endeligt, da hun vovede at kigge op på dem begge to igen. At de så bare sad og kiggede på hinanden og far så bare kiggede lige ud i stedet for, kunne hun da slet ikke lide.. Hun vidste at de snakket sammen, og at hun ikke kunne høre det. Hun sukkede og lagde sig ind mod ham igen.
Jacqueline tog sig ikke rigtigt af Leonore lige nu, da det mere var Lestat som var slået fuldstændig ud af den her situation, og hun kunne bestemt ikke lide det. Hun lagde sig mere ind mod ham og med hånden stadig hvilende på hans bryst. #Du tror måske ikke på det, men det gør jeg.. Vi skal nok få hende hjem, om jeg så selv skal tage af sted.. Hun er vores datter.. Hun skal slet ikke være ved den mand..# Tanken om hvad Kimeya kunne finde på at gøre ved deres lille pige, gjorde hende panisk, og skræmte hende virkelig. Hun bed tænderne svagt sammen. #Lyset finder vi sammen.. Vi skal nok finde ud af det hele..# forsøgte hun igen. Det var hun helt sikker på!

[Lestat De Lochér]

Alt håbet var nærmest væk for Lestat. Han troede ikke på sig selv, for når han havde været så opsat på at gøre det hele rigtigt og så mistede Soraya i svinget selv efter mange foregående ulykker i familien, så blev han bare slået mere og mere for hver gang. Han ville ikke foreløbig give slip på Leonore, for hun skulle beskyttes for enhver pris. Måske hun på et tidspunkt kunne hjælpe dem med at finde Soraya? Han blev bare nødt til at komme op af sit hul først, for han kunne ikke kæmpe når han ikke ejede troen på sig selv eller sin magi. Han kunne mærke den var svindende... svag og det gjorde ham kun mere nedtrykt. Hvordan skulle han nogensinde komme ovenpå? Men han blev jo nødt til det, eftersom han måtte være stærk for Leonore. Og når hun blev gammel nok, skulle han jo også begynde at træne hendes magi, hvilket da ikke kom på tale hvis han ikke engang selv kunne magi. Han trak vejret dybt og drejede blikket mod Leonore, da han mærkede hendes blik på sig. "Far er lidt ked af det, Leonore..." svarede han og vidste ikke hvad han mere skulle sige, så han tav blot. Han strøg hånden over hendes ryg ganske stille. Han så mod Jacqueline igen og strøg hende over ryggen med sin anden hånd. Han vædede flygtigt sine læber. Han burde være den stærke i dette... men det var han bare ikke. Hendes ord fik ham til at se lidt strengere på hende. #Du tager ingen steder! Det er alt for farligt... Hun skal ikke være der, men hvis jeg dør i forsøget på at hente hende, så vinder Kimeya bare endnu mere,# svarede han bestemt og frustreret. Det var en virkelig svær situation. Han turde slet ikke tænke på den mands planer for deres lille pige. Han sænkede blikket og sukkede stille. "Okay..." svarede han stille.

[Deleted]

Der var ikke rigtigt nogen af dem som brød sig om at se Lestat på den måde. Leonore var tydeligt urolig, for hun var slet ikke vant til at se far så ked af det, og hun vidste jo godt, at det var fordi Soraya var væk. Hun var der jo endnu, så måtte hun jo være god nok, også for far. Hun lagde sig godt ind til ham. ”Mig syns far skal bli’ glad igen,” sagde hun med sin lille pigestemme, også fordi at hun jo mente det. Hun ville gerne se far blive rigtig glad igen, i stedet for at være så ked af det.
Jacqueline kunne ikke lade være med at smile svagt ved Leonores forsøg. Selv var hun ked af tabet af Soraya, men at leve med, at hun ikke var ved dem mere, det kunne hun slet ikke. Hun blev siddende tæt ved Lestat, som slet ikke virkede til at ville slippe sin anden lille pige. Med andre ord, så havde han da ikke opgivet helt.. Det var da et sted at starte.. Måske hun skulle rive fat i en kær gammel ven af hende i det her tilfælde? Hun ville jo ikke have, at han skulle sidde og have det på den måde. #Jeg acceptere ikke, at hun er ved den mand, Lestat. Jeg vil have vores datter hjem,# sagde hun med en mere bestemt tone, for hun ville da slet ikke kunne leve med det at vide hvad hendes datter ville gennemgå, og da slet ikke på denne her måde, for den mand var ikke mild.. uanset hvad han havde sagt til deres datter, så havde han løjet for hende, og det vidste hun jo! #Jeg kender en som kan hjælpe, min kære. Vi skal nok finde lyset for enden af den mørke tunnel, og denne gang, så gør vi det sammen,# fastholdt hun stille. Hun flyttede sin hånd fra hans bryst og strøg kort Leonore over ryggen, som lå godt puttet ind til sin far. Selv kyssede Jacqueline Lestats kind. Dem have han da endnu. ”Desuden.. har du stadig os.. og vi elsker dig,” sagde hun varsomt.

[Lestat De Lochér]

Lestat ville gerne være glad for Leonores skyld, men lige nu kunne han slet ikke se lyset for enden, så det viste sig at være noget besværligt i denne sammenhæng. Han ville gerne holde sig oppe, men det hele var brast nu, da noget af fundamentet i familien var faldet sammen nu hvor Soraya var væk, så der var en støttepille mindre at holde fast i. Han trak på mundvigen, selvom det ikke nåede at blive til et smil før han sukkede stille. "Det bliver far nok også... Han skal bare have tid," svarede han hende stille og prøvede at lyde så optimistisk som muligt, for han ville jo ikke ødelægge det mere for de andre ved selv at være endt i et hul uden en vej op. Han håbede, at de kunne finde en vej sammen, for han havde uden tvivl brug for et spark bagi så hans selvtillid kunne komme tilbage til ham, for det andet nyttede jo ikke... når han havde det sådan her, kunne han jo slet ikke beskytte nogle og det var da ikke ligefrem praktisk som manden i huset! Han trænede jo også Caleb, når han fandt overskuddet, men det blev jo også sværere og sværere efterhånden. Han vædede sine læber stille og vendte sine blå øjne mod hende. #Det gør jeg da heller ikke... Men hvis vi kaster os ind i skærsilden, så kommer vi nok aldrig ud... Og så vil vi have tabt endnu mere!# svarede han bestemt. Han ville gerne være helten, men han blev nødt til at tro på sig selv først, for lige nu var han virkelig yderst nedslået. Han sukkede og vendte blikket væk fra hende... En, der kunne hjælpe? Med hvad af det? Han magtede dog ikke den diskussion, det kunne lægge op til. #Så kontakt den du kender... Jeg må finde lyset, selvom jeg ikke kan se det lige nu,# svarede han forsigtigt. Han modtog hendes kys stille og drejede blikket mod hende. Han kyssede hendes pande mens hun talte hendes ord. "Og jeg elsker jer," sagde han nu med tale, så Leonore også kunne være lidt med og ikke bare høre stilheden. Han trykkede dem lidt ind til sig.

[Deleted]

Leonore kunne godt mærke, at der var noget galt, og hun kunne ikke lide det. Hun snøftede let. Hun ville have sin søster hjem igen! Og det skulle være lige nu! Hvis far reagerede sådan, så kunne det da ikke være at denne onkel var sød? Hun trak vejret dybt og nikkede til hans ord. Han skulle have tid? Jamen hvor lang tid? Han var jo trist hele tiden lige nu! ”Mig syns far skal være glad.. Mig elske far!” sagde hun glad og krammede sig godt og trygt ind til ham.
Lige nu ønskede Jacqueline bare at opretholde facaden. Det havde sine fordele at være mentaldæmon, for hun kunne godt lægge lidt bånd på sig selv, lige for nu om ikke andet, for det var Les som næsten havde det værst, og hun kunne ikke lide den tanke. Hun blev siddende tæt ind mod ham og med hånden hvilende på Leonores ryg. Hun vidste at han havde ret… De kunne ikke bare kaste sig ud i det, selvom hun virkelig gerne ville, for den lille pige skulle hjem, og det kunne ikke gå hurtigt nok! Hun skulle nok tage kontakt til Evan. Det var virkelig vigtigt for hende, at sikre sig, at han ikke mindst også kom igennem det. #Jeg sender ham besked, så snart vi er færdige her.. Det lys er vi nødt til at finde igen. Du er langt mere værd, end hvad du giver dig selv credit for, min kære.. Og det bekymrer mig,# sagde hun med en dæmpet stemme, også fordi at det var noget, som hun stod fuldkommen fast på i den anden ende. Hun trak vejret dybt og lagde sig mere ind mod hans skikkelse. De elskede ham.. Det burde da om ikke andet så være et lille lys i hans nu så mørke tilværelse. Knuden slap slet ikke hendes mave og klumpen forlod heller ikke hendes sind, og kampen med tårerne, blev hårdt.. virkelig hårdt. ”Vi elsker dig alle sammen, og vi ved du gør dit bedste.. ingen forlanger mere,” sagde hun med en rolig stemme, inden hun flyttede hånden tilbage mod hans bryst, som hun strøg ganske let. Selv med den manglende finger.

[Lestat De Lochér]

Lestat vidste, at han blev nødt til at ranke sig op for Leonores skyld, for det skulle jo ikke gå ud over hende, at Soraya var væk. Det ville uden tvivl blive hårdt for dem alle, men de skulle igennem det. Lige nu havde han bare ramt bunden, så han skulle nok komme op igen på et tidspunkt, han vidste bare ikke lige hvornår. Men tiden helede vel alle sår på en eller anden måde? Han lukkede øjnene i og trykkede hende ind til sig, som hun sagde hendes ord. Hun var virkelig elskelig og hans lille pige... og han ville beskytte hende for evigt. "Far bliver også glad igen..." svarede han stille og kyssede hendes pande. Hun var en kærlig lille pige. Denne gang var det ham, der var gået ned med flaget og ikke Jacqueline. Han håbede så bare, at hun kunne kontrollere sin mentaldæmon denne gang, for han vidste ikke engang om han kunne lægge hende i dvalen igen, for hun kunne nok bryde den så, da hans magi var svækket. De kunne derfor ikke bare tage efter Soraya, eftersom det ville være deres egen dødsdom og det tillod han virkelig ikke! Men de skulle også arbejde på at få hende hjem så hurtigt som muligt. Hvem hun havde i tankerne, det vidste han ikke lige, men det fandt han vel tidsnok ud af. Han sukkede dæmpet. Hendes ord gjorde næsten mere ondt end de gavnede, da det var som at vride i såret fremfor noget andet, da han jo slet ikke havde troen på det. #Jeg dur ikke til at være warlock...# svarede han til hende. Han havde været bedre som vampyr, selvom det ikke var noget, han ville byde sin familie. Men det var så længe siden, at magien var så fjern for ham, som om han aldrig havde været det. Den eneste grund til, at hullet ikke var dækket til over ham, var dem... hans to piger, som han endnu havde. Han holdt øjnene lukkede og blev bare siddende, som han stadig fraværende strøg dem begge over ryggen. "Mit bedste er bare ikke... godt nok," hviskede han dæmpet til hende.
Og her sad de så... i længe, indtil de fik sig kæmpet op da kokkepigen hentede dem til næste måltid.

//Out.

[Deleted]

Leonore kunne bestemt ikke lide, at se sin far på den måde, og hun ville gerne gøre ham glad igen. Hun krammede sig godt ind til ham og satte sig godt til rette i hans favn, hvor hun stadig kunne mærke hans arm om hende. Selvom hun måske var temmelig urolig, hvad det her angik, for hun vidste, at det var alvorligt.. bare ikke hvor alvorligt det var. ”Sys far skal være glad nu,” fortalte hun med en ærlig stemme, og rejste sig, kun for at kysse fars kind, inden hun lagde sig godt til rette igen.
Jacqueline havde det bestemt ikke nemt, men denne gang måtte hun være stærk også for hans skyld. Indvendig græd hun.. Soraya var jo trods alt hendes lille pige, og det var en virkelig voldsom ting, som man havde revet fra hende bare sådan uden videre! At han så havde det så tungt, gjorde hende kun endnu mere ked af det, for selvfølgelig duede han til at være warlock! Det var bare.. uheldigt alt det som de nu skulle møde. #Det må du slet ikke sige..# bad hun med en dæmpet stemme, idet hun igen stille vendte blikket mod ham. Selvfølgelig duede han! De elskede ham jo, og selvom det måske ikke altid havde været som det han gerne ville det.. sådan var det jo for alle.. det her var bare.. lidt værre ned det, og de skulle nok finde ud af det hele. Det var hun fuldstændig fast besluttet på. En tåre trillede ned af hendes kind.. Lysten til at sidde der, var hård nok i forvejen, og da kokken kom for at meddele at maden var klar, lystede hun heller ikke rigtigt, for hun havde ingen appetit. ”Du må ikke gøre dig de tanker om dig selv, Lestat..” bad hun dæmpet, idet hun rejste sig sammen med dem, og søgte ned for at få noget at spise.. Mest for Leonores skyld, for hun skulle jo helst ikke mærke, hvor alvorligt det her faktisk var. Det ville hun slet ikke have.

//Out