Even though I can't read...

[Soraya Salvorique]

Tingene var efterhånden vendt tilbage til normalen på mansionet. I hvert fald i Soraya's hovede. Foråret var alvor for døren og der var en fast fornemmelse af, at varmen var godt på vej til den kommende sommer. Hendes forældre var hjemme og så normale som før, hvilket også havde givet Leonore den tryghed fra deres far, som hun behøvede. De havde holdt sammen under den svære tid og hun håbede bare, der snart ville holde op med at ske 'onde' ting ved dem, for hun ville gerne have, at alle skulle være glade. I dag var dog ikke endnu en solrig dag, der var næsten vindstille og der var ikke en sky på himlen. Derimod regnede det i stride strømme og himlen var grå, hvilket ikke rigtigt passede hende. En dårlig dag for udeleg, hvilket var noget Soraya virkelig godt kunne lide normalt. Hun var ikke glad for at blive beskidt, men at tulle rundt eller lege fangeleg med sin søster, var noget af det bedste. Nogle gange var det også dejligt at tage et tæppe med ud og spise noget frugt, som blev bragt til dem. I dagens anledning, der bare var hverdag, bar hun en almindelig pæn hverdagskjole, der tydeligt viste en hvis status af at være en rigmandsdatter. Familien havde gode penge, så meget kunne hun jo se og føle på det hele, men det gjorde hende intet. Hun var rimelig piget og elskede sine kjoler, der endeligt ikke måtte blive beskidte. På det punkt var hun helt anderledes af sin søster, der godt kunne lide at blive beskidt. Det var eftermiddag, så der var masser af tid af tid endnu før der var aftensmad, så masser af tid til indeleg. Vejret bød ikke rigtigt på andet i dag, så hun blev jo nødt til at være inde. Roligt kom hun ned af de store trapper og hele forhallen klingede af hendes små laksko, som hun kom løbende. Hun løb forbi stuen og køkkenet og det hele og løb ned imod biblioteket. Hun måtte vist egentligt ikke være der, men hun kunne så godt lide at bladre i bøgerne, selvom hun ikke forstod noget af dem. Hun nåede derind og kravlede op ad stigen og greb fat i den første bog, som hun satte sig på gulvet med.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Selvom Jacqueline og Lestat var kommet hjem, og der var kommet nogenlunde orden på tingene igen, så var det stadig en smule svært for Leonore, at finde sin plads her i det hele. Lestat trak sig til tider, og tilbragte meget tid sammen med Jacqueline, og selvom Leonore virkelig gerne ville unde dem det, så manglede hun sin far lidt alene, og samtidig også den bekræftelse på at tingene ville blive, som de var, før det var gået helt galt. Hvis det ikke var fordi at hun havde haft sin søster, så var det uden tvivl for alvor gået helt galt, og det ønskede hun heller ikke. Igen havde far trukket sig lidt sammen med mor, og hun selv søgte rundt efter Soraya.. Hun vidste, at de ville finde ud af det hele, og det ville hun jo også gerne have. Hvor Soraya så var blevet af, vidste hun faktisk ikke.. Huset var jo stort, og der var rigtig mange gemmesteder.
Let på tå og med de fine laksko på, og den fine blå kjole, var der slet ikke nogen tvivl om, at hun var datter af en adelsmand, og hun var glad for det. Stolt ikke mindst. ”Soraya?” kaldte hun forsigtigt, mens hun gik ned af gangene. Den del af tjenestestaben som hun passerede, nikkede mod hende i respekt, også fordi at de jo på rangstien, lå under hende. Og et sted måtte hun jo erkende, at hun faktisk nød det. Hun nåede biblioteket. Hun var stort set kun derinde, når hun havde sin far med, så de kunne sidde i den store lænestol og læse historier, men.. det skadede vel ikke at kigge? ”Hvor er du?” kaldte hun denne gang med en lidt højere stemme, inden hun tvang døren op og kiggede ind. Billedbøger var der ikke rigtigt nogen af, men når far fortalte, så var det altid så hyggeligt! Hun fik øje på Soraya siddende på gulvet med en bog i hænderne. Hun løb hen mod hende. ”Der du var!” udbrød hun med en næsten glad stemme. Hun havde jo faktisk søgt efter hende!

[Soraya Salvorique]

Soraya lagde ikke så mærke til de tidspunkter, hvor Lestat trak sig sammen med Jacqueline, da hun var ret god til bare at passe sig selv eller være sammen med hendes søster. Nogle gange gik hun dog også rundt i huset selv, da Leonore tit hang mere op ad deres forældre end hun selv gjorde, men om ikke andet så var hun virkelig tæt knyttet med sin søster. Hun var nok tættere med sin søster end man normalt var som tvillinger, der også var på grund af den mentale forbindelse. Hvis Leonore skar sig eller slog sig, så mærkede hun det også... det var selvfølgelig irriterende, men det var også en forsikring om, at de virkelig havde hinanden. Hun fandt denne gang vej til biblioteket, selvom far gerne ville have, at han skulle være der med dem, men hun følte, at hun var stor nok til at gøre det selv nu. Hun hørte ikke rigtigt Soraya kalde i første omgang, indtil den lidt højere stemme med 'hvor er du' rungede lige udenfor biblioteksdøren. Hun skubbede sig op at stå og holdt bogen i sine hænder, mens hun vendte sig om. Et smil spillede over hendes barnlige læber, da hendes søster kom ind mod hende. Nu blev det da kun endnu bedre at være i det 'forbudte' bibliotek! "Ja, jeg' her!" svarede hun med et nik. Hun kiggede rundt og så hen på lædersofaen, der stod og nikkede hende med sig. "Kom," endte hun og luntede hen til sofaen, hvor hun satte sig op på, med den bog hun havde i hænderne. Hun åbnede den igen og så ned i den. Der var ingen billeder, bare en masse tekst. Gad vide, om der var en måde at lave det om på? De var jo magiske... og mentale. Og hvis bøger havde følelser som far altid sagde, så kunne de jo måske kommunikere med dem? "Tror du man ka' få bogn' til at læse op for os?" spurgte hun sigende til hendes søster.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore var virkelig tæt knyttet til sin far, og når han ikke havde tid, og trak sig sammen med mor, så vidste hun et sted godt, at der var noget galt, og den tanke kunne hun slet ikke lide. Selvom de var kommet hjem, så var der mange af tingene, som slet ikke var, som det burde være, og det var det som hun reagerede på. Nu havde far igen valgt at trække sig sammen med mor, og han var ked af det.. Det var noget som næsten automatisk gjorde hende ked af det. Og lige foruden sine forældre, så havde hun sin søster. De havde virkelig fået en stærk forbindelse de to imellem nu for tiden havde de stort set kun hinanden, frem til der for alvor kom styr på det hele igen.
At finde sin søster på biblioteket, hvor de i princippet kun gik ind, når de havde far med, sagde hun ikke noget til. De vidste jo godt begge to, at far slet ikke ønskede, at de skulle gå derind ude ham, for de rodede virkelig, som to piger nu kunne gøre det, og det vidste de jo godt. Hun stod med et stort smil, inden hun skyndte sig hen til sin søster. ”Far sige du ik’ må gå herind,” endte hun nærmest med at skælde, selvom hun slet ikke kunne lade være med at smile. Det at lave ballade, var de jo faktisk eksperter på, hvis hun selv skulle sige det! Hun dumpede ned ved siden af hende, og med blikket i retningen af bogen. Der var ingen billeder i.. men det var som om, at bøgerne blev levende, når far fortalte hvad der stod. ”Far kan gør’ det,” sagde hun tænksomt, mens hun kneb øjnene sammen. ”Mig tror det godt,” afsluttede hun næsten helt beslutsomt. Det var bare snarere… hvordan man skulle gøre det?

[Soraya Salvorique]

Soraya fornemmede ikke, at der rigtigt var noget galt, da hun var ret god til at passe sig selv. Hvis hendes forældre lavede noget sammen, så tænkte hun ikke videre over det, men gav sig bare i kast med at lave noget andet... som nu. Hun kunne godt lide at bryde reglerne hjemme, for hun var meget nysgerrig og ville gerne finde ud af en masse ting. Hun ville bare gerne holde det høje humør, da hun gerne ville være stærk mentalt. En som dog altid gjorde hende glad var hendes søster. Normalt var det nok sådan, at man var træt af at blive forstyrret af sin søster, men sådan havde hun det slet ikke. Når hendes søster kom, så blev hun glad og hun var også altid inde på, at hun ville gøre hendes søster glad. Hun havde jo passet på hende de fleste gange og ville ikke have, at noget skulle ske hende. Hun vidste godt, at far ikke ville have, at hun skulle være på biblioteket, fordi hun kunne få fingrene i en forkert bog, men hun kunne så godt lide det. Hun smilede stort og satte sig bare på sofaen med bogen i hænderne, som hun syntes så spændende ud, selvom hun ikke anede hvad den handlede om. "Ved godt," svarede hun stille og smilede bredt og kom med et uskyldigt grin. Ballademagere var nok en meget god betegnelse for de to sammen, for de fandt altid på et eller andet og de eneste, der havde autoritet overfor dem, var mor og far. Tjenestefolkene havde i princippet intet at sige, selvom de stadig prøvede af og til. "Ja..." sagde hun selv tænksomt. Hun åbnede bogen og lagde den mellem dem. Hun lagde sin hånd på bogen. "Din hånd på... Så prøver vi," endte hun bestemt. Nu ville hun altså se, om hun ikke selv kunne få et eller andet til at ske. "Tænk på... at give historien liv," endte hun tænksomt og lukkede øjnene.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Det kunne godt være, at det var småting, men det var stadig svært mellem mor og far, og det var det som Leonore bed sig mærke i allerede fra starten, for hun var virkelig knyttet til den mand, og specielt efter alt det som var sket. Nu sad de begge to og lavede ulykker.. sådan var det jo, når to små aktive piger ikke blev holdt øje med, og i princippet, så måtte tjenestestaben ikke sige noget til dem, og det var noget som selv Leonore kunne finde på at udnytte, når hun endelig fik muligheden for det. Selv var hun klar over, at far ikke ville blive særlig begejstret over, at de sad med bøgerne i biblioteket uden at han også var der, men det var ikke det som hun tænkte på. Nu hvor mor og far igen havde det svært, så havde hun sin søster, og det var også derfor, at hun havde valgt at søge hertil, også fordi at hun ikke rigtigt havde noget andet at gå til alligevel. Nu var hun jo så bare nysgerrig på hvad Soraya egentlig lavede. ”Far blive sur på dig,” fortalte hun med en alvorlig mine, også fordi at det var sådan hun havde tænkt sig at det hele skulle være. Hun var dog alligevel nysgerrig. Når far kunne gøre historien levende, så ønskede hun selvfølgelig også at lære det samme, men var det noget som hendes søster kunne finde ud af? Nu var hun jo også vant til at hendes søster var det bedre end det som hun selv var, men det gjorde hende ikke noget, for hun havde altid sin søster at gemme sig lidt bagved, og sådan havde det været siden de havde været helt små. Forsigtigt lagde hun sin lille hånd over siderne. ”Du tror du kan?” spurgte hun inden hun selv lukkede øjnene. Lige hvad hun lavede, vidste hun ikke, men hun gik skam ud fra, at hendes søster vidste det, for.. hendes søster vidste jo alt?

[Soraya Salvorique]

Soraya kunne godt mærke, at Leonore var ked af det over det med deres forældre gennem den mentale forbindelse de havde. Men det var ikke noget, hun havde tænkt sig at blive kørt ned på, så derfor holdt hun selv humøret oppe... også for at se, om hun ikke kunne smitte Leonore den anden vej rundt. Men nu kunne de få tankerne andetsteds hen, nu hvor de lavede ballade, hvilket hun faktisk godt kunne lide. Hun blev ikke så påvirket af at blive sat på plads af sine forældre, som Leonore nok gjorde, for det prallede af hende, da hun ikke kunne græde foran andre, næsten ikke engang sin søster. Hun kunne bare ikke lide det, hvilket var et præg af deres hårde og voldsomme barndom. Hun vædede sine læber og så på hendes søster med et stort smil. Hun så uskyldig ud, da Leonore påpegede, at far ville blive sur. Det var sket en gang før, hvor hun havde ødelagt noget i huset, men altså... det var jo ikke værre, end at forældrene stadigvæk elskede hende bagefter, sådan så hun det i hvert fald. Hun brugte bare sin lillepige charme en smule. "Ka' godt vær'..." svarede hun bare med et træk på skuldrene og så ned i bogen foran hende. Hun anede ikke hvad den handlede om, eftersom hun ikke kunne læse, men derfor måtte de jo så bare finde ud af, hvad pokker de skulle gøre med det her, for at få historien frem, for hun ville gerne se det! Hun var en del foran sin søster, når det kom til sådanne ting og hun beskyttede altid sin søster. "Vi kan samn'," svarede hun med et stort selvsikkert smil og så til, at hendes søster også lagde hånden på bogen og så lukkede hun øjnene. Hun koncentrede sig meget om, at få historien bragt til live foran dem, så de kunne se hvad det var for en bog. Deres hænder begyndte at lyse på bogen, da magien faktisk flød stærkt i deres årer. Magien gled i bogen og fløj ud fra den og ud på gulvet, hvor en skikkelse begyndte at tage form; en ridder i sort rustning, der sad på en kæmpe sort hingst tog form ude på gulvet i det store bibliotek. Da hun hørte prustet vågnede hun op af sin dvale og gav slip på bogen, mens hun kiggede på den med store øjne... Men hun sagde intet.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore var måske det mere følsom og mere sårbar end det som hendes søster var, for hun bed sig uden tvivl fast i, at det ikke var godt mellem mor og far endnu, og det var slet ikke noget som hun kunne lide.. Det som hun dog derimod godt kunne lide, var at være sammen med sin søster, også selvom det som regel altid endte ud i en masse ballade – som i denne stund. Hun fulgte egentlig bare med, uden egentlig at tænke på, hvor dumt det var, det som de havde gang i, men det var nu heller ikke noget som hun gjorde noget ved. ”Han blive rigtig sur,” påpegede hun med en sigende mine. Ikke fordi at det afholdt dem fra at lave ulykker alligevel, for de var jo som alle andre børn. De vidste jo, at mor og far elskede dem alligevel, og de købte jo bare noget nyt, hvis det som de havde leget med, var gået i stykker, så det var jo ikke fordi, at det som sådan kunne komme bag på nogen som sådan. Hun nikkede og lagde hånden mod bogen, kun for at koncentrere sig. Selv hun var jo nysgerrig på at se hvad det var for en bog, som hendes søster havde fundet frem.
Det som dog kom ud af bogen, fik hende hurtigt til at trække hånden til sig i stedet for. Blikket gled omgående mod den sorte rytter på den sorte hingst.. som selv prustede med det, som mest af alt mindede om røg. Hendes hjerte begyndte for alvor at hamre og banke mod hendes hjerte.. Det var først da hesten stejlede med rytteren siddende på ryggen, at hun ikke kunne være med mere. ”Få det væk! Få det væk!” endte hun med en tydeligt skræmt stemme. Dette var slet ikke som når far fortalte dem en historie og viste det med billederne! Slet ikke! Selv forsøgte hun at slå i bogen, selvom det slet ikke virkede. Da hesten vrinskede og kastede med hovedet, så blev hun for alvor bange. Selv hoppede hun fast og hurtigt ned af sofaen og med blikket hvilende på det store dyr, som næsten synes at følge hende med øjnene. ”FAAAAR!” udbrød hun panisk og med en skinger stemme, inden hun bare.. løb.. Hun skulle væk fra det store monster som kom fra bogen!

[Soraya Salvorique]

Soraya var en meget modig lille pige og hun græd aldrig. Hun stillede sig op og viste sig frem, da hun gerne ville beskytte både sig selv og sin søster. Deres forældre elskede dem jo uanset, så for hende var det bare vigtigt, at hun selv havde det godt og at hendes søster havde det godt, for det havde jo altid bare været dem sammen... Forældrene havde kun været der deltid, selvom det jo ikke var hendes skyld på nogen måde. Hun trak vejret roligt og dybt og ventede på, at magien havde gjort sit. "Så gør han det," svarede hun bare. Hun kunne godt tage, at blive skældt ud, for det blev jo godt igen lige efter... Deres forældre kunne ikke være sure på dem uanset hvor meget ballade de lavede.
Magien var dog ikke kontrolleret på nogen måde, for det der skete, var noget, der kom alt for meget til live fremfor det, som far plejede at lave med dem. Hun vædede sine læber og smilede en smule, da hun så mod den store sorte ridder på en hingst. De sagde ikke noget, men begge havde en sort og mørk lyd. Gad vide hvad det var for en bog? Hun rullede øjne af Leonore. "Ta' det rolig," endte hun bestemt. Der var ikke noget at være bange for, det var jo bare noget i en bog... Det var jo sikkert ikke engang fast? Da hesten kastede med hovedet, så spærrede hun dog øjnene en smule op, men forholdt sig rolig. Hun så efter Leonore. "LEO!" kaldte hun, men ingen nytte... hun var løbet, stukket af og bare stukket halen mellem benene. Hun sukkede dybt og lagde hænderne på sine sider, som hun så mod ridderen og hesten. "Kan I så kom' tilbage i bog'n!" endte hun med den normale bossy tone som hun tit gjorde brug af og kiggede strengt på dem. Hun pegede på bogen, som hun tog i sine hænder og lagde på jorden foran dem, som om hun ville have hesten til at træde op i bogen igen. "Kom så, tilbage!" endte hun igen.

[Kimeya Marvalo]

Selvom alt det med Lestat ikke var gået som Kimeya gerne ville have haft det, så var han på ingen måder færdig med den del af familien, som selv han måtte anse som skampletten på familien i sin helhed. Nej, han ville gøre noget ved den sag, og det var noget som han uden tvivl agtede at gøre, hvis han fik muligheden for det.
Endnu en gang havde Kimeya taget turen til Imandra. Ikke fordi at det var et land, som han tilbragte meget af sin tid i, og bestemt ikke lige nu. Han havde så meget andet i Dvasias at tage sig af. Efter Sephirans besøg i Procias, som han uden tvivl også havde hørt rigtig meget om, og det havde moret ham.. Det havde uden tvivl moret ham! Nu stod han endnu en gang foran sin kære broders hjem. Han kunne fornemme dem et sted derinde, og det var uden tvivl noget som faktisk ragede ham. Han knyttede næverne ganske let, inden han bare søgte op til fordøren.. Sjovt havde han jo erfaret på et sted som det her, at de døre altid var åbne.. Og denne gang var ikke noget undtag.. Han valgte dog alligevel at forsvinde, for at dukke op igen oppe på en af gangene, hvor han kunne høre en af de to små piger skrige efter sin far. Han rynkede irriteret på næsen. Pigerne var vel ude på ballade? Som typiske børn nu gjorde det? Ikke fordi at det som sådan kom bag på ham. Han kunne så derimod høre den anden lille pige inde bag en af dørene stå og næsten.. skælde ud. Han søgte roligt derhen – Til biblioteket gik han ud fra, for det eneste som han kunne se, var bøger.. og en mørk ridder på hest? Han rettede sig op, gik ind og låste faktisk også døren efter sig, så han stod der alene. Med en let bevægelse med hånden, så tvang han selv hesten og ridderen til at springe direkte tilbage i bogen og forsvandt. De mørke øjne vendte han mod hende. ”Jeg formoder det er det din kære søster flygtede fra?” spurgte han tonløst.

[Soraya Salvorique]

At der nu igen skulle ramme en ulykke til den lille familie, var ikke noget som Soraya helt kunne forudse. Hun fornemmede vel sikkert, at der var noget ekstra magi på grunden, men hun kunne ikke skelne det fra den anden magi, som hun fornemmede i sine årer. Lige nu var hun også travlt optaget, eftersom den sorte ridder på hesten ikke ligefrem havde bragt lykke som hun havde regnet med. Det var jo meningen, at de skulle se historien som et nærmere skygge-teater, for sådan kunne far nemlig få det frem, ikke direkte fremkalde det hele så det var ægte! Det var nok harmløs magi, men bogen var jo så bare ikke lige den, de skulle gøre det fra. Leonore var stukket af skrigende og løbet efter Lestat, så han kom vel på et tidspunkt... Hun burde være væk herfra inden og lade som ingenting, men hun kunne ikke gå herfra før, at den sorte ridder ligesom var væk! Dette gang havde de vist lavet lidt for meget ballade og det var jo hendes skyld, hvilket hun gerne tog på sig, for hun græd alligevel ikke foran sine forældre. Hun græd faktisk sjældent for sig selv, for hun havde ret svært ved de dybere følelser... Derfor holdt hun sig altid så glad som mulig, så hun kunne være helt ovenpå. Hun pegede på bogen inden hun igen lagde hænderne på sine sider. "Hvorfor lytter I ik'!" endte hun frustreret og stirrede mod dem med en sur mine. Det var ikke fair, de havde da lystret før? Hun gik hen til hesten, der stod og nærmest dampede hvor den sorte ridder havde en meget dyb, ækel lyd kommende fra sig. Hun endte med at sparke til hesten, eftersom hun ikke regnede med, at den var mere ægte end en illusion, men hun ramte dens ben som var den ægte og hun blev en smule bange. Hun viste det dog ikke længe, før hun skruede bissen på. "Dum hest!" endte hun og sparkede til den igen, hvor den denne gang stejlede. Hun trådte tilbage og væltede ned på sin bagdel og stirrede op på den, men den nåede ikke at trampe ned på hende, da den pludseligt var... forsvundet. Var far allerede kommet? Hun drejede blikket rundt og fik øje på manden... Havde hun set ham før? Det huskede hun næsten ikke. "Ja, hun er lidt en bangebuks... Det er jeg' ik'," svarede hun og rejste sig op igen. Hun så undersøgende på ham. "Hvem er du?"

[Kimeya Marvalo]

Alene tanken om at dette faktisk var hans niece, var uden tvivl morende. Nu havde Kimeya som sådan aldrig rigtigt haft noget med den øvrige familie at gøre.. også fordi at folk flest faktisk valgte at holde ham lidt ude af det, og det gjorde de skam også klogt i, hvis han selv skulle sige det. Han lod hovedet søge let på sned. At se tøsen sparke til hesten indikerede et mod.. Ikke et, som han selv ville plante på Lestat, så et sted måtte det være hendes mor som gjorde det der. At hesten så stejlede, viste jo så, at det alligevel var en alvorlig situation, så han valgte alligevel at gribe ind. Planerne voksede i hans hoved.. Dette var noget som han kunne udnytte.. og uden tvivl også havde tænkt sig. Tvillinger måske, men forskellig som dag og nat. Ikke at det var noget som gjorde ham noget.. for det passede ham fint. Dette var et potentiale, som han helt klart havde tænkt sig at udnytte, og det var bestemt ikke noget, som han ville lægge skjul på, om det nu end var noget, som man nu ville det eller ikke.
Roligt trådte Kimeya ind i lokalet, da hesten og rytteren var væk. Han knælede roligt ved bogen, som han lukkede, og lagde på et af bordene, inden han vendte sig mod hende. Han havde set hende før, men det var tydeligt, at hun ikke kunne huske ham: Manden som havde gjort hendes familie ondt. Manden som havde fået hendes far til at vende familien ryggen.. Og han var skam ikke færdig endnu. ”Det er farlige kræfter at lege med.. lille pige,” begyndte han roligt. Hun var ikke en bangebuks som den anden tøs var.. Deres navne kendte han ikke, og det passede ham egentlig også fint. Lestat havde vel afholdt denne information fra ham af en grund? For at beskytte dem? Han kom da bare rendende alligevel, fordi at han kunne! Han knælede roligt foran hende. ”Jeg er din onkel,” svarede han. Det i sig selv, var jo faktisk sandt. Han var jo hendes onkel.

[Soraya Salvorique]

Hvem den mand var, der netop havde reddet Soraya, kendte hun ikke til. Han var ukendt for hende og genkendte ham ikke som den onde, der havde gjort familien ondt. Hvad han så lavede her, var jo næste spørgsmål, for han var ikke en af tjenerne, det var han for underligt klædt til. Hun kneb øjnene sammen mod hesten, selvom hun kort følte sig bange, men skjulte det hurtigt bag den modige facade. Eller... det var jo ikke bare en facade, for hun havde et stort mod og var en standhaftig lille pige, for hun ville have tingene på sin måde. Manden fik dog hesten væk, hvilket hun alligevel var glad for, for nu var der ingen beviser for noget. Hun trak på mundvigen og så mod ham. Leonore var løbet bort, hvilket var et klart bevis på, at de var modsætninger, selvom de var enæggede tvillinger, hvilket dog mest var fysisk, for de lignede hinanden på en prik. Hun fulgte manden med blikket, hvis navn hun ikke kendte. Hun lod armene falde ned langs siderne og foldede dem over kors, fremfor at have hænderne på sine hofter, mens han lagde bogen på et af bordene. Hun var stadig nysgerrig efter hvad det var for en bog? Hun kneb øjnene sammen. Når han sagde 'lille pige' på den måde, så lød det næsten nedladende og hun ville ikke tales ned til, eftersom hun jo så sig selv som højere standard. "Jeg hedder Soraya, tak," rettede hun ham bestemt og så på ham med en fast mine. Hun var jo modig og ikke altid så god til at se, når folk ville gøre hende ondt, fordi hun brugte al sin kraft på at være modig og beskytte andre. Hun så ham ind i øjnene, da han knælede foran hende. Hun åbnede munden uden at sige noget... hendes onkel? Den familierelation forstod hun ikke helt. "Det kender jeg ikke... Hvad hedder du?" spurgte hun videre.

[Kimeya Marvalo]

At Kimeya var ukendt for denne unge pige, forundrede ham egentlig ikke, og et sted, så gjorde det ham bestemt heller ikke noget, for det efterlod ham i en situation, som han kunne udnytte.. Og det var uden tvivl det, som han havde tænkt sig at gøre, så det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, når det nu endelig skulle være. Han fik rytteren og hesten væk, kun for selv at søge hen og tage bogen op i sine hænder. Det var uden tvivl en modig lille pige, som han stod overfor.. Langt de fleste, ville ikke turde snakke sådan til ham, men nu måtte han jo heller ikke ødelægge det hele ved at gøre noget dumt. ”Soraya… Et flot navn må jeg sige.. Til en modig lille pige,” fastholdt han dog med en mere fast tone, inden han vendte sig mod hende. Hun kendte ham ikke, og hun kendte heller ikke betegnelsen ’onkel’? Hans mørke øjne hvilede koldt på hendes skikkelse. ”Jeg er din fars bror.. Så.. jeg er din familie,” fortalte han videre, også fordi at det jo var sandt. Selv vidste han, at han ikke havde hundrede år at handle på, for hvis den anden lille tøs var rendt for at hente sin far, så var det også bare et spørgsmål om tid, inden han ville stå i døren, og det var bestemt ikke ligefrem et møde, som han ønskede at tage med ham lige nu, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Hans blik hvilede fast på hendes skikkelse. Måske ikke særlig gammel, men dog besiddelse af et mod.. og en måde at handle på, som man bestemt ikke så ofte i hendes alder.. og naturligvis ønskede han da at udnytte det, når muligheden for det, faktisk var til stede. ”Mit navn er Kimeya.. Selvom det nok næppe siger dig noget,” sagde han blot ligegyldigt. Han var vant til at folk trak sig, så snart de så hans person.. men ikke denne lille pige.. Og selv det, var han uden tvivl imponeret af.

[Soraya Salvorique]

Soraya havde aldrig fået at vide noget om familien. Lestat snakkede ikke om det, heller ikke Jacqueline. De snakkede altid bare om 'kernefamilien', så det var hvad hun kunne forholde sig til. Hun kendte godt til søster, far og mor, og også bror. Men alle andre betegnelser, var de ikke gået ind i, da de blev lært en masse andet. Hun smilede skævt til manden, der nu knælede foran hende. Han var ikke farlig i sin fremtoning, så derfor reagerede hun heller ikke på det. De dybere og svære følelser holdt hun altid på afstand og derfor tænkte hun nok ikke altid så dybt over tingene, da hun hoppede over den del og bare sprang ud i det. Hun så ingen grund til at gøre sig underdanig, eftersom dette var hendes hjem. Hun trak på mundvigen, da han komplimenterede hende. Og nu kunne hun bedre lide at være 'lille pige', da han havde tildelt det 'modige' til sætningen. "Tak," endte hun og betragtede ham. Han havde underligt langt hår og noget lidt mærkeligt tøj på. Hun vædede sine læber og løftede et bryn, da han forklarede. Fars bror? Familie? Hun kendte ikke til noget familie. "Han har ik' snakket om dig," svarede hun blot roligt. Leonore og Lestat ville komme om lidt, så hun kunne bare holde denne mand lidt hen, så hun kunne finde ud af hvorfor han var her, da han vel ikke havde noget formål som sådan? Hun trak vejret dybt og så på ham. Hun var ikke så gammel, men hun stillede sig gerne op foran ham og snakkede normalt til ham, som de var på bølgelængde. Hun rystede på hovedet, for det sagde hende ikke noget som helst. "Hvorfor er du klædt sådan, Kimeya? Og hvorfor har du pige hår?" spurgte hun frygtløst videre. Hun løftede en hånd til hans hår og puffede til det... Det var sjovt, at en mand havde langt hår.