Even though I can't read...

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var ikke forundret over, at Lestat ikke havde snakket om ham til de to små piger. Han ville tvært imod, være blevet overrasket, hvis han havde gjort det. Han vidste, at Lestat ikke brød sig om ham, men det var bestemt ikke noget, som fik ham til at holde sig væk. Derimod så kunne han jo ikke holde sig væk, når det var sådan at det foregik. De mørke øjne hvilede på den unge skikkelse foran sig. Det var ikke ofte, at han fandt en pige i hendes alder, som ville snakke sådan til nogen som helst, og da slet ikke til en mand som ham, for han var bestemt ikke en ukendt mand.. Det var så her, man måske skulle stille sig det spørgsmål, om det havde været den rette beslutning, at tie stille overfor disse piger? Det var jo en situation, som han uden tvivl selv kunne udnytte, og havde tænkt sig at udnytte! ”Det forundrer mig nu heller ikke,” svarede han blot og med et kort træk på skuldrene. Det tøj som han gik i, var noget som han var stolt af.. Alt det som han havde været igennem, for at opnå den stilling som han havde, og han havde ikke fortrudt det et eneste øjeblik! At hun så kom tæt nok på ham til at daske lidt til hans lange hår, fik ham kun til at stirre på hende. Han var nok ikke den typiske mand, men det var noget som han faktisk kunne lide. ”Nu skal du høre en ting: Der er ikke noget som hedder pige- og drengehår.. Jeg kan lide det, og sådan har jeg haft det i rigtig mange år.. Du derimod, min kære.. Du har et talent, som jeg ønsker at videreudvikle..” Hånden, kold som havde det været is, lod han strejfe roligt over hendes kind. Et sted næsten sindssyg over hans egne ideer og forslag, men han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. ”Jeg har opnået så meget… og som jeg ønsker at give dig også. Hvis du vil,” sagde han med en rolig og ganske sigende mine.

[Soraya Salvorique]

Soraya havde aldrig i sit liv hørt om denne mand, ej vidste hun, at der var noget, der hed onkel, så hun lærte da noget nyt i dag. Hvorfor hun ikke var blevet forklaret om det, det vidste hun heller ikke, men der var vel en grund til det, ikke? Hun blev stående og kiggede på ham, eftersom han jo ikke videre gjorde noget ved hende på nogen måde, så derfor så hun ingen grund til at løbe skrigende væk. Hun var modig, stod op for sig selv og sin standhaftighed, da hun ikke brød sine principper og standpunkter. Hun svarede ikke på hans næste ord, da hun ikke rigtigt havde noget at svare. Hun forstod ikke hans udseende, for i hans øjne, der så han noget mærkelig ud. Alt for stramt tøj, alt for langt hår, det var slet ikke som en mand, syntes hun. Hun kunne godt lide, at han stirrede, for det viste hende, at hun havde overtrådt en grænse, men hun elskede at lave ballade. Hun smilede uskyldigt og sødt til ham med sit lillepigesmil. Han var lidt underlig i hendes øjne, men det var alligevel også lidt spændende. Hendes smil falmede dog, da han satte hende lidt på plads ved at rette på hende, men hun glemte det næsten, da han sagde det næste. Et talent? Var hun talentfuld? Han gav hende endnu et kompliment nu og det styrkede kun hendes selvtillid. "Hvad er mit talent?" spurgte hun ham. Hun ville da gerne høre det fra ham, da hun var lidt i tvivl om, hvad han mente? Hun stirrede ham ind i øjnene, da han strøg hendes kind og skubbede hans hånd væk. "Du kan give mig det, uden at røre," svarede hun bestemt. Hun havde også sin egen grænse. Hun så tænksomt på ham. Hvad kunne han egentligt give hende? "Hvad kan du give mig?" spurgte hun. Hun var ikke dum, selvom hun var lille.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya gjorde ikke noget yderligere med sagen vedrørende Lestat, for han forstod skam godt at han ikke havde fortalt sin familie om ham.. Det var jo så bare det, som skulle give bagslag i denne situation, og det måtte den kære Lestat jo så lære på den hårde måde.. Det var næsten det, som faktisk morede ham mere end det, som noget af det andet måtte gøre. Hun var uden tvivl i besiddelse af et talent, som han skulle og ville finde ud af på de måder, som han nu havde, og dette var bestemt heller ikke noget undtag. Han kneb øjnene let sammen. Hun havde uden tvivl hans fulde opmærksomhed og den der pigecharme var bestemt heller ikke noget, som man kunne sige, bed på ham, for det gjorde det ikke! ”Uden tvivl et stort talent..” Nu hvor han var så præget af det her arbejde, som han var, var det vel heller ikke ligefrem underligt, at han handlede som han gjorde? At hun slog hans hånd væk, da han strøg hendes kind, sagde han skam ikke noget til. Det var i hans øjne, faktisk rart med en som kunne sige fra.. i stedet for bare at tage imod, da det heller ikke ligefrem var noget som man så særlig ofte. ”Jeg er bange for, hvis du vil se det, at jeg er nødt til at røre ved dig, min pige,” sagde Kimeya igen ærligt. Om denne lille pige vidste hvad han mente, havde han ingen anelse om, og skulle han være helt ærlig, så kunne han jo heller ikke ligefrem være mere ligeglad. Det var jo trods alt ikke hans datter, men en med tilknytning til Lestat, som han kunne se et potentiale i, og det skete så sandelig heller ikke særlig ofte, kunne man jo sige. ”Jeg kan give dig et helt andet liv.. Et hvor du er stærk… du kan kontrollere disse ting.. og meget andet.. Du vil blive en stærk pige, Soraya,” sagde han med en sigende mine, da han igen lod de iskolde øjne møde hendes blik.

[Soraya Salvorique]

Hvis Soraya havde fortalt om denne Kimeya, så havde Soraya nok prøvet at stikke af, eftersom hun ikke var dum. Men når hun ikke var advaret om ham, så så hun ingen grund til hvorfor hun ikke godt kunne snakke med ham og selv finde ud af hvem han var, for ellers ville hun da bare tænke over det i længe og kræve et svar en anden dag. At hun havde et talent, det vidste hun ikke noget om. Hun vidste hun var stærk i sin mentaldæmon, for det havde hun fået at vide af sine forældre, da hende og Leonore jo faktisk fra fødslen af havde været gode til at kommunikere på den måde. De havde dengang vist hvad de ville have, da de ikke kunne sige det med ord. Hun så en smule mistroisk på ham og spidsede læberne, da han blot sagde et stort talent. Han svarede jo stadigvæk ikke direkte på hvad! Men det kunne jo være, han ikke vidste det endnu, men at han bare vidste, at der var noget med hende. Det kunne hun godt lide, for hun ville gerne være stærk og kunne beskytte andre, fordi det gav hende en tilfredsstillelse. "...Kay," svarede hun bare og trak på skuldrene. Hun lagde armene over kors, efter hun havde slået hans hånd væk, for hun havde ikke givet ham lov til at røre. Hun så tænksomt på ham. Det var jo pokkers fristende for en lille pige, at få sådan et tilbud. Hun ville jo gerne være stor og stærk. Og nok, var hun ikke helt naiv, men man kunne næsten ikke være andet som en lille pige med ønsker om noget større. "Men jeg skal sige du må," svarede hun ham bare. Hun vidste ikke, hvad han hentydede til, men hun tog det jo som et kindstrøg eller noget lignende. Hun var hans onkel... hendes fars bror. Så det var jo ligesom hende og Leonore på en måde, selvom det ikke virkede til, at de ligefrem havde det godt med hinanden, når hun ikke vidste noget om ham før nu. "Får jeg så også mærkeligt tøj ligesom dig?" spurgte hun sigende og så mod hans stramme dragt, da jo dækkede hans krop.

[Kimeya Marvalo]

Det skulle uden tvivl vise sig, at blive en dyr affære for Lestat, at han ikke havde advaret hans døtre om hans egen bror, også fordi at dette var noget som selv Kimeya kunne udnytte som intet anet. Og det var så sandelig også hvad han havde tænkt sig Lige hvad det var for et talent, var selv noget som han måtte finde ud af selv. Ikke desto mindre, så var det noget som han ønskede at udnytte, nu hvor han endelig fik muligheden for det. Et sted fuldstændig ligeglad med, at det jo i princippet kunne ødelægge en lille piges liv, og indhylle hende i et evigt mørke.. men han ville være der, og han ville være hendes mentor, hvis hun kom igennem det vel og mærke, for det var jo ikke engang sikkert, at hun var stærk nok. Nu vidste han jo hvor meget det havde krævet fra hans side bare at komme igennem det, og selv han havde været tæt på at give op flere gange.. Han var virkelig bare glad for, at han ikke havde gjort det. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse og med en tydelig skadefro mine i ansigtet. Han havde så mange dystre planer for denne lille pige. ”Meget vel,” sagde han med en rolig stemme. En løgn.. en blank løgn, men det skulle nok vise sig for hende på et eller andet tidspunkt. Han lod hovedet søge let på sned og nikkede så endelig til hendes sidste ord. ”Hvis du er dygtig nok, får du et ganske særligt våben også.. og en dragt, som passer bedre til kvinder og piger, som dig,” fortalte han. Han skulle jo trods alt også sælge varen, og han ville gerne have hende ordentlig med sig.. Først og fremmest skulle den glæde slås ud af hende.. Den ville på ingen måder gavne hende senere, og det skulle han nok vise hende.. Hvilen kreation han ikke ville kunne få ud af hende!

[Soraya Salvorique]

Lige i øjeblikket, der så Soraya ingen faresignaler fra denne mand. Hun var ikke blevet advaret om denne mand og selvom hun udadtil var modig og lidt rap i replikken, så var hun jo også stadig et barn og deraf en smule naiv. Hun havde ikke det filter, der gjorde, at man selv kunne skelne mellem godt og ondt eller løgn og sandhed, da hun regnede med, at alt var sandt. Planerne som han dog havde for hende, var ikke noget hun kunne se, men hvis hun kunne få noget af ham, så tog hun da gerne imod hvis det skulle være. Hun anede jo ikke, at det ville indebære, at hun ikke skulle se sine forældre igen lige foreløbig... hendes søster. Måske ville hun vel aldrig se dem igen? Lige nu stod hun virkelig med et ben i to vande og skulle ende med at blive revet væk i strømmen af den ene. Men hun var modig og stak aldrig af, for det ville hun slet ikke. Hun så på ham med sine egne lyse øjne og smilede tilfredst, da han svarede, at han kun rørte hende når hun sagde god for det. Hun kunne ikke se, at det var en løgn. Hun kneb øjnene en smule sammen og lagde hænderne på siderne igen, da han sagde 'hvis' hun var dygtig nok. "Jeg er dygtig!" endte hun bestemt. Hun ville gerne være en stor pige, der kunne en masse og på den måde beskytte folk. Hun lagde armene over kors igen og så sigende på ham... Hvad ville der mon ske nu?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde slet ikke regnet med, at det var det her, han skulle få ud af det. Selv kunne han bare godt lide at pine hans elskede bror med at røre ved hans familie på denne her måde, og det var der vel heller ikke noget forkert i, som sådan, var der? Det var jo trods alt hans niece, og selv hende, ønskede han da at se lidt mere til, også selvom det nok næppe var på denne her måde, at han havde regnet med det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han var ligeglad. Han var ærlig talt fuldstændig ligeglad. Dette ville naturligvis kræve, at hun blev holdt væk fra sin familie og alle andre, som ville have en betydning for hende, for det ville ødelægge det hele, og det ønskede han da på ingen måder, nu hvor han endelig havde muligheden for at gøre noget alvor ud af det her, og det stod han da fuldkommen fast på i den anden ende. ”Det må du jo så bevise for mig.. kun de dygtigste bliver som mig,” pointerede han med en sigende og ærlig mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Det ville uden tvivl kræve sit.. han vidste allerede nu, at hun ville blive ked af det, og sikkert også det som var værre end det, men det var virkelig ikke noget som rørte ham på nogen som helst måde. Han sendte hende et smil.. Ganske vidst et direkte påtvunget et af slagsen, men mest for at understrege, at der altså ikke var noget, som hun skulle være bange for.. For det var der jo heller ikke. Han var slet ikke ude på at gøre hende noget ondt i den anden ende. Hvorfor skulle han da gøre det? Han ville gøre hende til noget stort.. gøre hende til sin egen kreation. ”Men det kræver at du kommer med mig.. nu,” afsluttede han med en sigende mine.

[Soraya Salvorique]

Soraya kunne lige nu slet ikke se, at Kimeya faktisk var farlig for hende og hendes fremtid. Lige nu var han jo faktisk bare spændende, fordi han så mærkelig ud i hendes øjne, han var hendes onkel og han komplimenterede hende, hvilket hun godt kunne lide. Hun var ganske vist en lille pige, men ville allerede gerne være stor og som enhver anden lige pige, så ønskede hun hele verden i sin hånd. Det var fra samme drøm og ønske, at det bossy udtryk kom, da hun gerne ville gøre det klart, at hun var lidt bedre end tjenestefolkene, samt bestemme over andre. Normalvis var hun god til at bedømme hvem hun skulle stole på, men lige i dette var hun ikke, fordi hun i sit hoved så mest mening i, at man kunne stole på familie, ikke? Og Kimeya lød jo overbevisende, når han snakkede om, at han var onklen. Så egentligt fandt hun det mest mærkeligt, at Lestat aldrig havde sagt noget, for det kunne hun ikke lige forstå. Hun vædede sine læber og foldede armene over kors, som hun kiggede på ham. Hun var ikke bange, slet ikke, for det lå ikke rigtigt til hende. Hun var meget modig, hvilket også var til for at beskytte sig selv, da hun slet ikke kunne få sig selv til at græde foran andre... næsten ikke engang bare alene. "Det ka' jeg godt. Jeg er god," svarede hun bestemt til ham. De dygtigste... dem skulle hun nok blive en del af, for så kunne hun beskytte sin søster og familie. Hun så mod ham og lod hovedet falde på sned, mens hun så på ham. Hans ord ramte hende dog alligevel lidt... Tage med ham? Væk fra Leonore? Det viste hun ikke, om hun kunne forenes med. "Hvad så med de andre? Skal jeg ha' mer' med? Hvor ska' vi hen?" spurgte hun sigende i en lang strøm af spørgsmål.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var uden tvivl en livsfarlig mand for denne familie, og det var nok også noget, som skulle gå op for hende på et eller andet tidspunkt. Han var farlig for denne familie i den forstand, at han kunne skade den.. så nemt, hvis det var det han ville. Kunne han, ville han snildt kunne tage denne lille piges liv, og ramme dem alle for alvor, men han vidste allerede nu, at det andet, ville gøre langt mere ondt og skade dem på længere sigt, end det som var sket til nu, ingen tvivl om det. ”Det må du jo i det tilfælde vise mig.. Vise mig, at du er så god,” påpegede han med en sigende mine. Han var en kold mand, som gjorde hvad der passede ham, og dette var bestemt ikke noget undtag af den regel, hvis han selv skulle sige det. I det store billede, så ville det her naturligvis kræve, at hun lagde sit gamle liv til side, og det var et stort valg for en lille pige at tage så.. der måtte han jo tage det hele for hende. ”Du skal ikke have noget med.. Jeg har værelser som du selv kan vælge hvilket du ønsker.. penge, så vi kan købe tøj, og så tager vi hjem til mig,” fortalte han roligt. Som hendes fars bror, ville hun vel næsten gå ud fra, at han vidste hvor hun så ville være? Blikket hvilede på hendes skikkelse. De skulle af sted snart, hvis de skulle gøre sig nogen forhåbninger om at komme derfra før Lestat ville stå i døren, for det ønskede han på ingen måde. ”Det er en enestående chance jeg vælger at give dig, min pige.. Jeg vil råde dig til at tage min hånd.. Og så tager vi af sted,” sagde han med en rolig stemme, inden han let førte sin hånd frem og åbnede den, så den var klar for hende til at blive taget imod. Han ønskede ikke at forvolde hende nogen skade… for nu om ikke andet.

[Soraya Salvorique]

Soraya ville normalvis nok have været bedre til at sige fra overfor en fremmed. Men i denne situation, hvor han stod der og sagde, at han var familie så troværdigt, så troede og stolede hun jo også nærmest på ham. Alle små børn var jo naive, så der kunne man næsten ikke bebrejde hende noget. Med tiden skulle hun jo nok se, at dette valg havde været helt forkert... Men til den tid, ville hun måske slet ikke huske det, fordi hun jo var så lille lige nu. Hun kneb øjnene bestemt sammen med en streng lillepige-mine og satte hænderne på hofterne, for at fremstå som om, at hun virkelig havde ret og vidste hvad hun snakkede om. "Det er jeg!" svarede hun bestemt med et nik. Hun smilede så skævt til ham og lod hænderne falde ned langs hendes sider igen. At hun begav sig ud på en virkelig farlig vej, det havde hun ingen idé om, for Kimeya virkede jo slet ikke farlig på den måde. Men i sidste ende, ville det jo bare blive hende livs, da hun ikke ville vide, hvad hun havde mistet, fordi hun ikke kendte til andet end den vej, som han skulle vise hende. Hun lod hovedet falde på sned mod ham, da han forklarede, at han havde alt til hende. Hun nikkede så, for det gav god mening... og han havde solgt den ved at sige, at han havde penge, for hun kunne godt lide det 'gode' liv. "Okay," svarede hun stille. Hun tænkte slet ikke på, at Lestat ville stå her om lidt, for lige nu var hun optaget af ham. Hun så undersøgende på hans hånd, da han rakte den mod hende. Hun endte med at gå hen til ham og lægge sin hånd i hans, mens hun så op på ham med store spændte øjne.

//Out.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde nu sat sig det mål, at skulle have denne lille pige med sig, og det var noget, som han stadig stod fuldkommen fast på i den anden ende. Hvis der virkelig ikke skulle mere til, end det her, så passede det ham egentlig ganske udmærket. Hvorvidt om hun var den rette til at komme igennem det, var stadig noget, som han skulle finde ud af på den hårde måde.. Og det ville blive hårdt for hende, og det vidste han jo udmærket godt. Han vidste jo godt, hvad det indebar at komme igennem det, for han havde selv gjort præcist det samme.. bare som voksen og som mand, så det havde været hårdere, og det vidste han jo udmærket godt. ”Så må du jo vise mig det,” sagde han med en rolig stemme, hvorefter han let blinkede til hende, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Han kunne lokke hende så let som ingenting, og hvis hun troede på, at dette ville give hende en styrke til at forsvare sin familie.. så kunne hun da godt tro om igen.. For det var slet ikke det, som han havde nogen planer om. Han sendte hende et kort smil, da hun tog omkring hans hånd, hvor han lukkede sin hånd omkring hendes, kun for at trække hende hen til sig, så han kunne rejse sig med hende i armene. Selv kunne han fornemme at Lestat var ved at være tæt på, og til nu, så gik tingene jo præcist som han ville have dem! I takt med at der blev taget til døren ind til biblioteket, som oven i købet også var låst, måtte han trække næsten morderisk på smilebåndet. Det skulle nok vise sig, at blive frygtelig interessant. Grebet strammede han om den lille pige, som sad så trygt på hans arm. ”Så er det nu..” I takt med at døren gik op og han kort fik øjenkontakt med sin kære bror, valgte han at forlade stedet med sin lille niece. Dette skulle nok vise sig, at blive umådelig interessant!

//Out

[Lestat De Lochér]

Det havde taget lidt for Lestat at høre, at Leonore kaldte på ham. Han var kun lige faldet til ro med Jacqueline, eftersom han igen var blevet ramt af en flodbølge af dårlig samvittighed. Han var en svag mand, det følte han sig virkelig som, når hans bror så nemt som ingenting kunne komme og gøre ham så hjernedød, at han kidnappede sin egen kone uden at ane det. Kun ved et tilfælde havde han fundet de gamle minder i hendes sind, fordi han havde tænkt tanken, at han ville rode i hendes minder, hvilket jo så havde tricket hans egne til at komme tilbage. Men da han havde hørt hende, så havde han straks skubbet det hele væk, kysset Jacquelines kind og gået hende i møde. Hun var skræmt for vid og sans og hendes ord gav ikke helt nogen mening. Han opfangede dog så meget, at hun og Soraya havde været på biblioteket og lavet ballade, så det hjalp jo ikke ligefrem. Han samlede Leonore op i sine arme og strøg hende beroligende over ryggen, som han holdt hende ind til sin krop. Han kyssede hendes kind blidt. "Der er ikke mere at være bange for min pige, det hele skal nok gå," sagde han dæmpet til hende. Han gav sig mod kontoret og opfangede så den magiske tilstedeværelse af sin bror, hvilket sendte et gys ned langs hans rygsøjle, for det var virkelig ubehageligt! Han begyndte at gå hurtigere mod biblioteket og holdt Leonore på sin ene arm. Med sin frie hånd tog han fat i døren, der var låst og åbnede den hurtigt på magisk vis. Døren svang op i det samme, som Kimeya forsvandt i en røgsky. Men ikke bare alene, med Soraya på armen! "SORAYA!" kaldte han og kastede en sort kugle gennem røgen, da han ikke var hurtig nok og slog i stedet sin stol i stykker. Han stod som lammet med Leonore på sin arm og anede ikke hvad pokker han skulle gøre. Han gjorde alt for at holde tårerne inde. Han havde fejlet... Igen. Han fik det pludseligt virkelig dårligt indeni og knugede Leonore ind til sig, som han gled i knæ med hende.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore var løbet fuldkommen panisk efter sin far, også selvom hun vidste, at han lige nu var sammen med mor. Hendes lange forklaring med levende billeder og bøger og ballade og det hele, var måske ikke noget som just gav mening, men det var jo sandt! Den ridder havde virkelig skræmt hende! Så det faktum at far tog hende op på armen, så hun havde ham at gemme sig ind til, gjorde hende bestemt heller ikke noget. Hun hulkede svagt og gemte sig ind mod hans hals og skulder, mens hun knugede sig ind mod ham. Hun rystede på hovedet. Hun havde slet ikke kunne lide den ridder og den sorte og store hest, som var kommet op fra bogen, som hende og Soraya havde fundet. Eller rettere sagt, som Soraya havde fundet! ”Den bog farlig, far,” sagde hun med en dæmpet stemme, også selvom det vel var tydeligt, at hun faktisk havde været skræmt ved det, og at det ikke bare var en undskyldning for at tilbringe tiden sammen med ham? Selvom det dog heller ikke ville have gjort hende noget.
Som de nærmede sig, så kiggede hun en anelse mere frem. Nu sad hun på fars arm, og hun vidste, at han ville beskytte hende og ikke mindst passe på hende. Da de endelig kom ind på biblioteket, som var.. låst? Så vendte hun hovedet, kun lige for at nå at se Soraya sidde på en.. anden mands arm. Hun skreg forskrækket, da far råbte og kastede den sorte kugle mod den anden mand, hvor hun igen direkte gemte sig ind mod ham. Hans knugende greb indikerede kun, at noget var galt… Hvilket fik en knude til at vokse sig så tydeligt i hendes egen mave. ”F-far…? Hvor Soraya henne?” spurgte hun usikkert. Hun kunne da slet ikke lide det her!

[Lestat De Lochér]

Lestat havde bestemt ikke forstået sammenhængen i Leonores lange tale om at få bøgerne til live og hvad mere, men han havde da hurtigt regnet ud, at de havde lavet ballade på biblioteket. Lige nu var Leonore også skræmt, så Soraya burde kunne forklare det noget bedre, da hun jo altid holdt hovedet koldt. Det var sjovt, at pigerne var som nat og dag psykisk, når de jo var så stærkt forbundne og lignede hinanden på en prik. Men på den anden side, så var det måske ikke så mærkeligt alligevel? De skulle jo være forskellige, for at kunne hænge sammen fuldstændigt og være så tæt forbundne. Han holdt Leonore tæt ind til sig, da hun jo ingenting vejede og så kunne han også bedst trøste hende på denne måde. Han strøg hende roligt over ryggen mens han gik ned mod biblioteket. Bogen farlig? Ja, der var jo en grund til, at de ikke måtte gå derind selv. "Så kan du måske forstå meningen i, at jeg skal være der sammen med jer," endte han stille. Han nåede derned og åbnede døren i tide til, at se sin anden datter forsvinde for øjnene af ham. Det hele var som om, det slog baglås igen. Endnu en flodbølge af skyldfølelse ramte ham og nærmest vaskede alt væk, der hed selvsikkerhed og mod. Han knugede Leonore ind til sig og drejede om at sidde på bagdelen, mens han lod hende glide ned at sidde i hans skød. Han bøjede knæene en smule og lænede sig op ad væggen i gangen, som han bare stirrede ud i luften for sig. Fraværende strøg han hende over ryggen. Ja, hvor var Soraya? Kimeya kunne jo tage hende mange steder hen... Mørkets Cirkel, Sit eget hjem... Måske andre steder? "H-hun er... hos sin onkel," prøvede han at forklare. Det lød jo tåbeligt, når han havde reageret som han havde.

[Deleted]

At de skulle møde de her humper på vejen, havde Jacqueline til dels været klar over på forhånd, og hun stod mere end glædeligt der til at tage imod ham, når den ramte hårdt. Selvom Lestat var en mand, som ønskede at holde hovedet over vande, så kom bølgen altså til tider, og der ønskede hun at stå og hjælpe ham med det. Selv på trods af den manglende finger, så klarede hun sig jo.. De havde hinanden, og de havde børnene, så havde hun virkelig intet at klage over. At noget var galt, kunne hun tydeligt fornemme på Lestat, også fordi at hun direkte hørte ham.. råbe? Det havde tvunget hende ud af soveværelset, hvor hun havde ventet på ham, kun for at komme hastende ned af gangen mod biblioteket. At det var der ungerne havde lavet ballade, var ikke just første gang. Det syn som mødte hende, var en mand og hendes ene datter som sad oppe af væggen. Hun blinkede med øjnene, inden hun hurtigt kom dem i møde. ”Kære, hvor er Soraya?” spurgte hun hastigt, kun for at se sig om. Hvor var hendes anden lille pige?
Leonore sad ved sin far. At han havde råbt og reagerede på den måde, kunne hun da slet ikke lide! Og onkel? Hvad var det? Det havde hun da aldrig hørt om før. Uanset hvad, så ville hun have sin søster hjem! Hun kunne ikke lide at det var sådan! Hun vendte blikket mod sin mor, som selv kom løbende ganske kort efter. Hun lagde sig mere ind mod far. Nu var han kommet ud fra soveværelset, så nu ville hun også have ham lidt. ”Hun ved onkel… Far..? Hvad en onkel?” spurgte hun dæmpet. Jacqueline havde dog hurtigt regnet den ud. Havde Kimeya taget hende? Hun satte sig tæt ind ved ham i stedet for. Hendes hænder begyndte at ryste. ”Vi.. vi får hende hjem,” sagde hun bestemt. Hun ville ikke lægges i dvale i sengen igen, som sidst!