You are a long way from home

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus følte kun, at han var nødt til at stoppe det som skete for øjnene af ham. Med al den information som Lily nu gik inde med, så kunne han heller ikke bare lade hende passere grænsen og søge hjemover igen, da det var info som kunne gøre skade på andet vis som kunne ramme landet her, hvilket han bestemt ikke ville have med at gøre. Som bartenderen brølede op, så reagerede stort set hele krostuen på det med det samme. Det kunne godt være at langt de fleste var fulde, og knapt kunne stå på sine egne ben, men de reagerede som de burde, og det var også det som passede Mattheus fint. Selvom han vidste, at han ville være tvunget til at afsløre sit eget cover, hvilket selvfølgelig naget ham, for han have virkelig håbet på, at han kunne få sig en friaften, i stedet for det andet her.
Adskillige valgte allerede at rejse sig i takt med at bartenderen havde brølet op, og Lily havde reageret på den nok værst tænkelige måde – Netop ved at slå fra sig. Så vidste de jo absolut alle sammen, at det var hende, som der var tale op. Selv James stirrede på hende, inden han rejste sig. Han havde netop delt informationer med en procianer? Han væmmes pludselig ved den tanke! ”Du holdt mig for nar! Elendige procianer..!” hvæsede han. Og her havde han siddet og forsøgt at lægge an på hende.. Det var lige før, at det var en tanke som han direkte måtte væmmes med, for det var da slet ikke noget som han kunne have. Han rejste sig, også selvom det var lettere vaklende. Nu hvor han rejste sig, så kunne han da godt mærke, at han havde fået en del indenbords, og mere end det som han nok lige havde regnet med. Han dannede sig en kugle, som han kastede direkte mod hende, mens der var flere som gjorde et ryk, for at få hende ned at ligge. Hun var en, hvor de deraf var mange.
Mattheus selv valgte denne gang at lade kutten falde. Han var jo nødt til at afsløre sig selv, hvis de ikke skulle ende med at slå hende ihjel. ”Jeg vil have hende.. levende,” hvislede han med en iskold tone.

[Lily Rose Summers]

Det gik kun lidt for sent op for Lily, at hun burde have holdt mere øje med Mattheus. Hun havde været så fokuseret på at komme hjem med information, at hun ikke havde holdt øje med om han ville sabortere det og så endte det jo således i stedet for. Hun havde nu masser af gode ting hun kunne tage hjem med og det ønskede hun faktisk også, så nu skulle hun bare finde en udvej. Alle vidste nu, at det var hende og eftersom de 6 warlocks ved bordet havde haft hende omringet, havde hun været nødt til at tage flugten før det gik op for dem, at det var hende, for så ville hun da først sidde klemt. De regnede det dog ud, da hun næsten var væk fra bordet, hvor hun blev grebet fat i. Hun slog fra sig, da hun måtte have dem af sig og så vidste alle det jo også. Hun smilede kækt og kunne nu godt lide, at de hadede tanken om at have delt informationer med hende. Hun mødte James blik og kastede hurtigt med håret. Han kom selv op at stå lettere vaklende, hvilket uden tvivl måtte more hende betragteligt. "Er det virkelig det bedste du har?" endte hun med et skævt smil. Den sorte kugle så hun udmærket komme og hun trådte til siden, da han ikke var så skarp lige i øjeblikket på grund af påvirkningen fra alkoholen. De 5 andre unge warlocks rejste sig ligeså og deres hænder sydede af magi, hvilket fik hende til at bide tænderne lidt sammen. Hun kunne klare mange, eftersom hun var trænet i dette, men der var også grænser for hvor mange, og lige nu stirrede hele baren jo på hende! I det, at hun fornemmede en masse magi komme susende mod hende, så skabte hun et lysende skjold om sig selv, der blokerede for den udefrakommende magi. Hun lod det dog falde igen, da det tog nogle kræfter at holde det oppe og hun kunne jo ikke bruge alt sit krudt på det. Hun skabte en lysende kilde i sine hænder og sendte dem mod gruppen af warlocks, hun havde siddet sammen med. I det samme, så var der dog en, der greb fat i hende bagfra, en, der nok ikke var warlock. Manden bag hende tog stramt fat i hendes hår og slog hendes ansigt ned i det nærmeste bord, hvilket gjorde hende en smule desorienteret. "Slip mig forbandede... blodsuger!" hvæsede hun. Normalt kaldte hun ikke racer ved deres øgenavne, da hun ikke dømte folk på racer, men lige nu var hun gal. Hun sendte en solstråle op i øjnene på vampyren, der trak sig. Hun kom op på benene igen, nu med uglet hår fra at blive revet rundt. Hun gik i kamp med enhver, der kom mod hende og kæmpede bravt og standhaftigt indtil de til sidst bare blev for mange. Hun endte i gulvet, banket gul og blå og med sit højre håndled brækket. Folk trak sig, da Mattheus kom til syne og gjorde gulvet frit. Hun løftede de isblå øjne mod Mattheus og stønnede fast over kampen. To mænd greb fat i hende og slæbte hende op over gulvet og 'tabte' hende foran Matt, så hun faldt sammen. "Nu vil du gerne have mig, hva'?" endte hun og kneb øjnene sammen mod ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde selv nægtet at give hende de informationer, så det faktum, at så mange andre gjorde det, var uden tvivl en tanke som faktisk måtte irritere ham ikke mindst, og derfor følte han, at han var nødt til at bryde ind, for at beskytte sine landsmænd, og det var der faktisk ikke noget galt i. Selv nu hvor han havde valgt at give hende den advarsel, og hun så havde valgt at se bort fra det, kunne man jo næsten sige, at han faktisk i øjeblikket anholdt hende for spionage.
James rejste sig hastigt. At han havde forsøgt at lægge an på en procianer, var en tanke som gjorde ham arrig, også fordi at det direkte fyldte ham med en tydelig væmmelse, og det var slet ikke noget, som han kunne have med at gøre, for den tanke ene og alene, var noget som gjorde ham direkte arrig et eller andet sted. ”Jeg har frygtelig mange ting på lur, kan jeg sige dig!” endte han med en fast tone. At han så ramte fuldstændig ved siden af, var ikke til at sige til, da han var godt ved den i forvejen, kunne man sige. Vampyrerne fik hurtigt fat i hende, og tvang hende ned i gulvet.. Folk gjorde plads til Mattheus, inden hun blev grebet igen og bragt op foran ham, hvor hun blev smidt for hans fødder.
Mattheus kneb øjnene fast og let sammen, og uden at tage blikket væk fra hendes skikkelse. Hun skulle bestemt ikke komme og sige, at han ikke havde advaret hende, for det havde han godt nok. Han knyttede næverne ganske let. Det var skam ikke fordi at han ikke ville hende, men det som hun havde gang i, var slet ikke noget som han kunne have med at gøre på nogen som helst måde. ”Jeg har ikke sagt, at jeg ikke ville dig.. Du leger bare med magter, som du slet ikke skal lege med..” Han trådte hen mod hende, inden han varsomt gik ned i knæ. ”Jeg anholder dig for spionage og indtrængen i Dvasias. Det kommer til at koste dig tid i den dvasianske kælder.. Og bare rolig.. jeg hænger ikke folk med mindre at jeg virkelig har en god grund til det..” Hans læber spillede ud i et iskoldt smil, inden han gjorde tegn til to af dem, som endnu en gang greb hende og tvang hende op på benene.

[Lily Rose Summers]

Situationen havde vendt alt for pludseligt til, at Lily fandt det morsomt længere. Hun var ikke længere bossen i alt dette og det irriterede hende grænseløst, da hun hadede at folk skulle træde på hende eller fortælle hende hvad hun skulle og ikke skulle! Mattheus beskyttede uden tvivl Sephiran og den tanke irriterende hende voldsomt. Kunne han ikke være ligeglad med, hvad folk egentligt gik rundt og sagde? Der løb jo rygter rundt hele tiden og at hun så bare fik del i kagen, det var vel bare hvad det var. Hun havde jo ikke tænkt sig at bruge informationerne til andet end fortælle Gabriel, at han ikke skulle sætte efter Sephiran og ligesom få ham talt fra det. Hun anså det ikke for spionage, men derimod en undersøgelse, men dvasianere var altid lidt snævresynede på det punkt. James var der ikke meget kamp i, men derimod kom vampyrernes styrke en del bag på hende og de fik hende til sidst slået i gulvet, selvom hun havde kæmpet bravt for sin del, men nogle gange så var der også bare for mange til, at hun kunne bevare overblikket. Folk spredte sig som vande og lavede nærmest en gang igennem hele baren, hvor to af dem slæbte hende op foran Mattheus og smed hende foran ham. Hun satte sig op ved at støtte fra på den venstre hånd, da den højre ikke var meget værd lige i øjeblikket, da den sad helt forkert! Hun kneb øjnene sammen mod ham. Det havde været hendes uheld, at han til aften skulle have valgt at lege civil på baren og dermed fulgt med i hvad hun havde gang i, fremfor bare at passe sin kongelige ende. Det var gået fint indtil han havde kæftet op! "Hvis du bare havde passet din kongelige bagdel, så kunne jeg være på vej hjem nu," hvislede hun skarpt til ham. Hun skulede til ham, som han gik i knæ foran hende og blev en del mere bleg da han sagde, at han anholdt hende. Det var da ikke en del af planen for pokker! Gabriel ville blive tosset... eller ville han? Måske ville han fryde sig over at være sluppet fra hende... men nu kunne hun jo ikke varetage hendes arbejde i Procias. Hendes hjerte hamrede kraftigt mod hendes bryst, for den besked var bestemt yderst ubehagelig. "Det kan du da ikke mene, Mattheus..." endte hun men tabte sin tunge. Hun vidste pludseligt ikke hvad hun skulle sige af kække kommentarer og det irriterede hende. To nye kom frem og greb fat i hende, hvor de vred hendes arme rundt og låste dem fast i deres håndelag. Hun prustede en smule.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hele situationen var vendt på hovedet, og endnu en gang var det Mattheus, som måtte sidde der med trumfkortet, og det var helt klart noget, som han måtte nyde forbandet godt af, hvis han endelig skulle sige det. Han så til, som hun kæmpede for at komme fri. Han måtte give hende den.. Hun var dygtig, men ikke dygtig nok til at slippe fra en hel horde af dvasianere, som ganske vidst var godt ved den, men de var langt flere, og det var det som kostede blod, sved og tårer for hendes vedkommende. Selv så han til, som hun blot blev ført op til ham. At den kongelige legede civil, var ikke just ukendt for nogen af parterne, for det var aldrig til at vide hvor de kongelige gemte sig.. Mattheus mængede sig måske ikke ofte med folket, men når han gjorde det, så vidste de, at han gjorde det for at være omkring dem.. Og det var det, som han selv gik rigtig meget op i at bevise for dem. At selvom han ikke var så gammel igen, så handlede han udelukkende for deres skyld. ”Jeg passer mine kongelige pligter ved at rejse ud.. Se til folket.. sikre mig, at alt forløber som det skal. Det gør det ikke just, når procianerne trænger ind over muren og ind blandt mit folk, for at udspionere..” endte han med en ganske kortfattet stemme. Folket begyndte at snakke indbyrdes i munden på hinanden. De gav ham jo ret. Hvis procianerne kunne komme over muren, hvem kunne ikke så også gøre det samme?
Mattheus gik i knæ overfor hende, kun for at meddele hende, at hun for nu var under hans anholdelse, og det var for de ting, som hun havde udført i aften. Det kunne godt være, at det ikke havde været hendes plan.. men han var virkelig ligeglad. Han var virkelig ligeglad med hans søsters herskerskab i Procias, for det havde intet med ham at gøre! ”Du kan tro, at jeg mener det.. Før hende op til Castle of Darkness!” endte han med en fast tone. Folk turde jo heller ikke ligefrem at sige ham imod.. Og det var noget af det, som helt klart passede ham bedre end noget af det andet måtte gøre. Igen rejste han sig op.. kun for at forlade kroen her. Det havde uden tvivl været en ganske indbydende aften.. Og nu skulle han have sin sjov.

//Out

[Lily Rose Summers]

Lily var yderst utilfreds med situationen lige nu. Hun var blevet lidt for optaget af at komme hurtigt herfra, at hun havde glemt at passe på med hvad hun gjorde og hun var jo blevet advaret. Hun var ikke dum, men det hele var løbet af sporet og nu brændte hun uden tvivl fingrene i den ild, hun selv var gået ind i. Hun var skuffet over sig selv ikke mindst, men derfor kunne hun jo godt skyde skylden på en anden og det var Mattheus i dette henseende. Den information hun havde fået, kunne da virkelig ikke skade nogen i hendes hovede, så det var faktisk bare hans irriterende måde at sætte et eksempel på og hun gad ikke være det eksempel. Hun havde kæmpet sin kamp, men de havde været for mange og når der var vampyrer til stede var det jo klart, at hun ikke kunne klare sig, for de var alt for hurtige uanset hvor stort et overblik hun havde i kampens hede. Hun rullede med øjnene; selvfølgelig skulle han sige det for at please hele baren, der også gav ham ret, hvilken herlighed. "Så må du jo få dine mænd på muren til at tænke med noget andet end deres trold i bukserne," endte hun skarpt. Det havde været nemt for hende at komme over, eftersom hun faktisk havde kendt den ene af dem, som havde stået der og det havde hun uden tvivl udnyttet. Hun trak smørret på smilebåndet, selvom det hurtigt falmede til en mere skulende mine igen. Hun ville virkelig ikke sidde i fangekælderen, for hun regnede bestemt ikke med de kendte til nogen form for sød behandling her. I Dvasias rådnede man vel bare op og det var hun da slet ikke klar til! Hun fnøs fast og blev ført væk, som Mattheus selv forlod kroen. Folk kom med tilråb efter hende, selvom hun bare lukkede af, for de var jo fulde alligevel. Hun kunne næsten ikke rykke sig andet end bevæge benene mekanisk frem og tilbage, da de to mænd nærmest gik for hende. Hun prøvede sig dog ikke med sin magi, for det kunne da kun få større konsekvenser på sigt, så for nu fulgte hun bare med.

//Out.