You are a long way from home

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ved at være sent på aftenen, og selv Mattheus havde valgt at søge lidt ud i aftenens anledning, bare for at trække noget luft. Hvis han skulle høre mere på hans mor og Matthew, så gik han da snart amok, for han kunne slet ikke have med den tanke at gøre! Med kappen godt trukket omkring sin krop, så blev han siddende. Han havde jo alligevel valgt at løbe noget af en risiko ved at søge ud alene, og uden vagter eller andet, da han egentlig bare ønskede lidt fred til hovedet, som han havde gjort dengang han havde været en ung knægt, som knapt nok vidste, hvad en trone var. Det var dog ved at være mange år siden.
Med et glas blod foran sig, af fineste kvalitet – noget som han helt klart også havde fået lov til at betale for sig, så stirrede Mattheus frem for sig. De røde øjne hvilede stift på en bar plet i den anden ende af lokalet, da han heller ikke just ønskede at gøre folk opmærksom på en royal tilstedeværelse. Nej, han ønskede at få lov til at opleve hvordan det i sandhed var at være en dvasianer.. ønskede at se hvordan de egentlig behandlede hinanden, selvom han vidste, at det var brutalt og næsten på grænsen til at være direkte morderisk, så var det virkelig ikke noget, som gjorde nogen forskel for hans vedkommende. Med en finger glidende henover kanten af glasset, så han godt hvordan det lagde op til slåskamp ved en diskussion i den anden ende af lokalet. En warlock og to øvrige, hvis han ikke tog meget fejl. Det hele lå i deres attitude og udstråling, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde dem det mindste, hvis han skulle være ærlig. Han tog en tår. For nu nød han bare at komme ud og være lidt blandt folk.. hvis de dog havde vidst, at han var der, hvilket var det, som faktisk morede ham mest.

[Lily Rose Summers]

Det var ganske vist sent på aftenen, men det var ikke noget som Lily direkte tog sig af. I Dvasias var man ude til sent på natten og sov længere op ad formiddagen, da det decideret bare fremstod som et mørkt land. Efter at Sephiran og Tiyanna var sluppet fra henrettelsen i Procias, havde Lily været på farten. Hun havde ikke direkte opfanget noget om Sephiran i Manjarno, andet end at de godt vidste, at han ikke var død, for det rygte havde spredt sig hurtigt. Men ingen i Manjarno havde vidst, hvad der så var sket, så hun havde været nødt til at søge over muren og ind i Dvasias. Det var da også gået med hendes charme, lidt kasten med håret og blinken med hendes mørke øjenvipper. Hun havde dog ikke sagt hvem hun var, da hun lige nu ikke var klar til at finde ud af, om folk kendte hendes rygte helt i Dvasias. Hun havde slået sig ned på et lille sted lidt udenfor Rimshia, da hun ikke turde sove i det indre byliv. Der stod hendes hest også. Ellers havde hun sine værdier på sig. I aftenens anledning havde hun iklædt sig en yderst tætsiddende kjole, der var i en koralblå farve. Den var udfordrende, ingen tvivl om det, men hun skulle jo fremstå så selvsikker som hun var. Dog var den også passende, da den havde lange tætsiddende ærmer, så den viste ikke for meget og efterlod en del til fantasien. Hun bar sine normale læder sko til og havde et lille smykke om halsen. Hun kom roligt gående igennem byen og nåede ind til et ret stort sted, der lidt vrimlede med folk, så det måtte være populært. Her burde hun da snart kunne opfange nogle rygter om Sephiran eller hvad der foregik, der hvor han boede... selvom hun ikke helt vidste, hvor det var, for det havde hun ikke fundet ud af endnu. Hun gjorde sin entre selvsikkert og roligt, som hun skridtede op imod baren - hun blev nødt til at have et eller andet at gøre med. Hun bestilte et glas whisky og fiskede en mønt op fra hendes barm, som hun rakte til bartenderen med et lille glimt i øjet, før hun bare vente ryggen til og tog hendes glas med sig. Hun så rundt efter en plads eller et sted at gå hen... men blev for nu stående.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det dvasianske byliv var uden tvivl farligt, og kostede dagligt menneskeliv, selvom det ikke var noget som Mattheus tog sig af. Det var vel bare noget som lå til deres barbariske kultur, og det var noget af det, som man også kunne betegne som et af de store kendetegn til dette sted, og det var faktisk noget, som man kunne sige, at han var stolt af et eller andet sted. Han kneb øjnene let sammen, mens han blev siddende på sin plads og så til det optøj til kamp som opstod mellem de fulde warlocks. Det var vel bare en aften som enhver anden, selvom han måtte sige, at det var langt mere roligt, end det som han nok lige have regnet med, selvom et nu heller ikke ligefrem var noget som han sagde noget til. Fingrene lukkede sig om glasset, inden han førte det til læberne, hvor han fik det bundet. Tungen strøg efterfølgende over læberne, for at sikre sig, at han havde fået det hele med. Selv han havde brug for at komme lidt ud blandt andre end de kongelige, adelige og rådgivere, for det var virkelig noget som irriterede ham!
Et svagt suk forlod Mattheus’ læber, inden han valgte at rejse sig.. For nu så det ikke rigtigt ud til, at der skete noget som sådan her på stedet, som ville komme ham til gavn. Faktisk så… kedede han sig. Normalt ville han have haft noget langt finere tøj på, end hvad han gik rundt med i øjeblikket, men han ville falde ind i mængden, og gerne uden at tiltrække sig af opmærksomheden, som næppe ville komme ham selv til gode i den anden ende. Selvom han ikke nåede at forlade stedet, så fangede den kvindelige skikkelse hurtigt hans interesse. En genkendelig skikkelse, måtte man sige. Et svagt smil bredte sig på de tynde læber, som hans røde øjne stirrede på hende, inden han roligt.. gled ned at sidde igen. Dette skulle nok vise sig at blive yderst interessant. En procianer her i landet? I hans øjne, havde de selv ikke noget som helst at lave på et sted som det her, men nu var han jo bare nysgerrig. Han satte sig blot tilbage.. uden så meget som et ord. Hvad pokker lavede Lily her?

[Lily Rose Summers]

Lily vidste, at Dvasias var et yderst farligt sted. Hun var hørt meget om landet, men aldrig været her før, så derfor tillod hun sig også at fremstå selvsikkert som hun plejede, men var alligevel mere påpasselig end normalt, selvom hun prøvede at lade være med at fremstå sådan. Hvis hun først lignede en, der var på vagt, så ville hun være et bytte i deres øjne og det ønskede hun slet ikke. Heldigvis for hendes træning, så var hun god til at holde overblik og slå koldt vand i blodet, så hendes hjerterytme var fuldkommen normal. Folk var barbariske i dette land og ondsindede helt igennem, så hun håbede hurtigst muligt at få noget info angående Sephiran så hun faktisk kunne komme væk fra dette forbandede land. Selvom hun var en yderst selvsikker kvinde og ikke direkte fordømmende på grund af race, så vidste hun, at andre var det... Og hun var jo Procianer til fingerspidserne, da hun ikke kunne forestille sig et liv uden hendes lyse magi. Hun holdt sine slanke fingre om glasset, som hun fik betalt for og kiggede rundt over baren, hvor hun først så den flok warlocks, der var ved at komme op at slås. En skikkelse, der pludseligt rejste sig fangede hendes blik og hun kneb øjnene let sammen i det, at hun direkte mødte mandens blik. De røde øjne så på en måde genkendelige ud og så alligevel ikke, men nu blev hun nysgerrig. Hurtigt skrånede hun over gulvet og sneg sig igennem mængden, meget påpasselig med ikke at støde ind i nogle. Hun gled ned at sidde på en stol overfor ham og så nu straks, at det var ham. Mattheus. Den store konge, der ikke havde været konge, da han hun først havde lært ham at kende. Hendes lyseblå øjne skinnede med et glimt og hun tog en tår af sin whisky. "Hej William," sagde hun med et skævt smil på læben. Han var noget fattigt og kedeligt klædt i forhold til at være konge, men det var nok heller ikke konge han ønskede at være i aften, så derfor tiltalte hun ham også med det dæknavn han havde haft for mange år siden. Whiskyen satte hun på bordet, men holdt sine slanke fingre omkring glasset.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selv Mattheus måtte erkende, at han faktisk fandt det rart og ikke mindst behageligt at komme lidt ud og lidt væk fra alt det royale, for det steg ham da snart til hovedet, og han kunne virkelig ikke rumme det, når han s mor også samtidig skulle være sådan efter ham, for det gad han da slet ikke! At der skulle komme en så velkendt skikkelse ind af døren, fangede dog hurtigt hans interesse. Det kunne godt være, at hun var procianer, men selv han måtte jo alligevel give hende den: Hun skjulte det faktisk godt, selvom hun skulle passe på med den aura, som man nok ikke kunne skjule det, selvom man nok gerne ville. Hvad lavede hun dog på denne side af grænsen? Og ikke mindst, hvordan var hun kommet over muren? Som han vidste, så skulle den faktisk være utrolig godt beskyttet! Han gled roligt ned og satte sig igen, selvom det var tydeligt noget som også fangede hendes interesse, da hun hurtigt kom hen til ham og tog pladsen overfor ham. William.. Et dog kongeligt navn. Han trak genkendeligt på smilebåndet.. Vel også som tegn til at det faktisk var ham, som hun havde fundet. ”Det er jeg godt nok ikke blevet kaldt i lange tider, Denice… Fortæl mig hvad du laver her,” opfordrede han med en sigende mine. Selv brød han sig ikke om at procianerne søgte over hans mur og ind i hans land, for han havde bestemt ikke nogen intentioner om at skulle passe på hende eller beskytte hende for den sags skyld, for der gjorde han sig virkelig ikke nogen forskel. De røde øjne hvilede intenst på hendes ansigt.. Næsten følelseskoldt. Han kunne ikke styre det.. Det var bare det som jo lå mest naturligt til hans person og med det arbejde som han nu havde. Han havde ikke set hende siden før han var blevet konge, så det var jo faktisk ved at være rigtig mange år. Hånden greb omkring det tomme glas.. Bare for at have noget at holde om. Han slap hende dog ikke med blikket. ”Du burde passe på den aura.. Den er til at læse, hvis man er opmærksom nok,” pointerede han med en sigende mine.

[Lily Rose Summers]

Lily måtte erkende, at hun klart var en smule nervøs for det hele, men det kom ikke rigtigt til udtryk ved en uregelmæssig hjerterytme eller hendes ansigtsudtryk. Hun havde en viljestyrke af stål og hun agtede jo faktisk at gøre hendes job, selvom det ikke lige var noget, hun kunne sige højt til nogle i dette land, for de ville da først finde det sjovt at gøre hende noget hvis de vidste, at hun var udsendt af Gabriel, den procianske konge. Hun prøvede at skjule det lyse så godt som muligt med sin udstråling, der jo faktisk var en smule atypisk af en procianer at være, men det var nu det hun var helt ud til fingerspidserne, når man lærte hende at kende. Nok en pige, der skiftede fyr ganske hurtigt, men det kunne procianere vel også godt? Hun fangede hurtigt Mattheus med blikket og var næsten ikke i tvivl om, at det var ham, for det kunne da næsten ikke være andre! Hun løftede sit glas og tog endnu en tår af sin whisky. Nok stærke sager for en kvinde ville mange påpege, men hun var også atypisk i den dur. Hun stod for, at kvinder skulle være lige med mænd, selvom mange nok var uenige med hende der. Hun trak selv på smilebåndet da hun så tydeligt kunne læse på ham, at det var ham. De kendte hinandens rigtige navne, men havde altid kaldt hinanden et dæknavn for at forvirre andre, for ingen kendte jo direkte til deres forhold i de unge dage. Det var noget længe før, at han var blevet konge endda, men sådan var det jo. "Det er vist også kun mig, der kalder dig det, ikke sandt?" endte hun og lænede sig ind over bordet med armene som støtte, så hun sad med en rank ryg. Hun løftede et bryn. Selvfølgelig ville han kræve et svar på, hvad hun lavede her, for hun havde jo altid sagt, at hun ikke ville komme til Dvasias. Landet var ikke rigtigt noget for hende og det stod hun fast på, men nu var hun her i arbejdsøjne. "Ja du skal ikke tro, at jeg er kommet for at have det sjovt. Jeg arbejder," fortalte hun stilfærdigt. Hun vidste, at hun ikke kunne stole på ham, men omvendt, så ville hun kunne skade hans ry betragteligt ved at stå frem som en tidligere elsker. Hun bed tænderne en smule sammen da han påpegede hendes aura og tog en afmålt, dyb vejrtrækning. "Jeg gør mit bedste," endte hun. Hun lænede sig tilbage igen hvor hun i det samme kastede håret tilbage over sine skuldre.
"Men hvad laver du selv her, William?" endte hun spørgende og drak sin whisky op og satte glasset fra sig.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At skulle sidde ansigt til ansigt med en gammel flamme, var ganske vidst ikke noget som Mattheus havde regnet med. Nej, han stolede ikke på hende, selvom han dog måtte erkende, at hun var noget af det bedste som han havde prøvet. Navnet ’William’, havde hun valgt at give ham for at forvirre andre, og nu var det ganske udmærket, for ingen skulle da vide, at han var kendt med procianere! Det var nok at folk vidste, at det var hans søster som sad på tronen i Procias, og han kunne slet ikke have med det at gøre! Uanset hvad hun lavede her, så ville han bestemt ikke være en som beskyttede eller passede på hende, og det håbede han skam hun var klar over. Han var nødt til at tænke på sit ry og rygte, og kunne derfor ikke hjælpe lysets væsner på hans side af grænsen. ”Det er det skam.. Det er bare lang tid siden jeg er blevet kaldt ved det navn,” sagde han med en ganske kortfattet stemme, inden han roligt trak hånden til sig og lod den søge til hans skød hvor han lagde den med den anden hånd. De røde øjne hvilede intenst på hendes skikkelse. Hun var blevet voksen siden han havde set hende sidst, men okay, de havde begge været unge og dumme ikke mindst og havde leget med kræfter, som de slet ikke burde lege med, og det vidste han så sandelig også godt. ”Arbejder? Du er mig godt nok langt hjemmefra, Denice.. Må jeg spørge om hvad det er for en opgave, du har at se til.. på et sted som det her?” Bevidst valgte han at omformulere, så det lød som han talte til enhver anden, og ikke en udefra. Folk herfra brød sig ikke om fremmede, og da specielt ikke de væsner som kom fra lyset. Han lænede sig en anelse tilbage. Kutten holdt han stadig over hovedet, også selvom de røde øjne skinnede så tydeligt igennem. ”Enhver af min kaliber har brug for at trække sig lidt fra tid til anden, og se noget andet end de samme vægge dag ud og dag ind,” fortalte han. Det kongelige arbejde steg ham til hovedet til tider.. Han havde ganske enkelt bare haft brug for noget luft.

[Lily Rose Summers]

For Lilys vedkommende var det ikke noget nyt, at sidde overfor en gammel flamme. Hun havde været med mange forskellige, da hun fik mænd til at falde så nemt for hende og hun ikke helt kunne holde igen selv. Dog var der altid nogle, der stak ud fra mængden og Mattheus var en af dem. Hun stolede ikke på ham, men hun vidste, at hvis det kom så vidt, så havde hun ham faktisk alligevel snoet om sin lillefinger, eftersom det ville være en skandale for ham at få ud, at han i sine unge dage havde været sammen med en procianer. Han var dog en af de bedste perioder i hendes liv, da det bare have været noget... anderledes at mødes med ham i skjul, kalde ham et andet navn og det hele. Normalt var hun ikke til hemmelighedskræmmeri, men det havde været spændende med ham. Hun lod hovedet falde en smule på sned, som hun betragtede ham med sine meget lyseblå øjne. "Det også lang tid siden vores veje har mødtes," påpegede hun og blinkede charmerende til ham, mens hun trak på mundvigen. Hun regnede ikke med hans hjælp, det var ikke det, hun var kommet for. Desuden kunne hun selv, for ingen mand skulle hjælpe hende medmindre hun selv beordrede dem til det. Roligt lænede hun sig frem igen. Hun blev nødt til at fremstå som en, der kom fra Dvasias, for ellers blev hun slagtet på stedet. Så hun var glad for, at Mattheus alligevel gav hende den hjælp at omformulere sine spørgsmål, så det lød som om hun bare ikke plejede at være i denne by, men en anden, eller måske bare decideret denne bar. "Det ikke så tit jeg kommer her, det har du ret i..." Selv valgte hun at spille med og lade 'her' være baren, som de begge var på. "Jeg prøver at udvide mine horisonter," endte hun så med at svare. Det var et meget åbent svar, men hun kunne trods alt ikke fortælle ham, at hun var her for at snakke om Sephiran. Hun lod en albue sætte mod bordet, som hun lod sit hoved hvile mod håndfladen. "Har vi alle ikke det?" spurte hun ham direkte og trak smørret og drilsk på smilebåndet. Hun trak vejret dybt og roligt og rettede sig op igen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde bestemt ikke regnet med at skulle falde over Lily på denne side af muren, og han brød sig bestemt ikke om at hun var der. hun var i ledtog med det procianske kongehus, og det var han klar over, så når hun var her, så var hun på en opgave af en eller anden art, og det var bestemt ikke noget, som han kunne have med at gøre. Han kneb øjnene let sammen. Han selv valgte bevidst at omformulere sine spørgsmål, ganske enkelt, fordi at han vidste, at dette også var noget som kunne ende med at svide til hans egen røv, hvis han ikke var påpasselig med tingene, og det ønskede han så sandelig heller ikke. ”Det er ved at være mange år, må jeg sige,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Det var skam ikke fordi at han havde savnet hende, for det havde han så sandelig ikke, hvis han skulle være helt ærlig. At hun så lænede sig frem og fortalte ham, at hun var her for at udvide sine horisonter.. Hvad mente hun helt præcist med det? Han blev siddende og stirrede på hende. ”Du er her for at udvide dine horisonter? Du er mig stadig langt hjemmefra.. Er du sikker på, at det blot er derfor du er her?” spurgte han med en ganske sigende mine, idet han kort lod hovedet søge en kende på sned. Han brød sig bestemt ikke om spionage, og specielt ikke når det var så tydeligt som hun gjorde det. Det var uden tvivl et ganske farligt sted for hende at opholde sig i udgangspunktet, for det kunne meget vel koste hende livet.. og i det tilfælde, så ville han bestemt ikke stå der til at redde hendes røv, for det ville kun gøre ondt på ham i den anden ende. ”Det har alle brug for, det ved jeg godt. Jeg går i arbejde efterhånden, og det når mig snart til halsen.. Du ved hvordan min mor er.. Så jeg har brug for en pause,” sagde han med en sigende mine, for løgn var det bestemt heller ikke. Jaqia kørte på ham, og han havde bare brug for at få sig en pause efterhånden. Derfor sad han der nu. Han havde bare ikke regnet med at skulle stå ansigt til ansigt med hende.

[Lily Rose Summers]

Det var en ironisk tanke, at første rigtige stop Lily gjorde i Dvasias for at undersøge den sag, hun var her for, skulle hun støde på Mattheus. Hun savnede ham ikke, hun savnede faktisk ingen, hun havde været med, eftersom der var mange i rækken. Men hun fortrød heller ikke, for hun havde da nydt tiden med ham da det var og hun skulle da ikke være bleg for en omgang mere. Det kunne være sjovt at have den ekstra ting på ham, selvom hun ikke vidste, om hun kunne få ham med sig, men hun kunne jo altid prøve hvis det skulle være. Det kunne gøre Gabriel mere irriteret, hvilket morede hende en smule, for selvom han var en gift mand så hang han stadig fast i sine ekskærester helt utrolig meget. "Men gamle er vi jo ikke ligefrem," svarede hun ham med et glimt i øjet. Hun trak sit hår frem over den venstre skulder og splittede håret i 3 totter med fingrene og begyndte at flette det, mens hun holdt blikket rettet mod ham, for hun behøvede ikke at kigge på hvad hun lavede. Hun trak hemmelighedsfuldt på smilebåndet og nikkede til ham. Da hun havde flettet håret, så foldede hun det ud igen, da hun egentligt bare gjorde det af vanens magt med at pille ved sit hår. Hun slog det ud igen og rystede på hovedet, så det faldt naturligt om hendes skuldre. Hun kunne fornemme, at hun havde flere blikke på sig end Mattheus', men hun gjorde sig ikke den uhøflighed at kigge væk fra ham. Hun så tænksomt på ham og rejste sig kort op, for at smyge sig rundt om bordet og sætte sig om ved siden af ham. Hun vendte fronten mod ham og lagde hovedet roligt på sned, som han også gjorde det. Hun lænede sig en smule frem. "Hvis du kan fortælle mig hvad der foregår med Acheron, så er jeg smuttet før solopgang," endte hun i en lav hvisken og så undersøgende på ham. Hun trak vejret roligt og pustede ud. Hun sendte ham et charmerende smil. "Du ved jeg er fremragende til at give et pusterum," endte hun med et skævt smil på læben.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At det var lige her af alle steder de så skulle støde på hinanden, havde Mattheus ganske vidst ikke regnet med, men det var nu heller ikke noget, som gjorde ham noget som sådan. Han vendte blikket ganske kortfattet i hendes retning. Hun var her af en grund, og det var uden tvivl en grund, som han nok skulle finde ud af. Ingen tvivl om det! Gamle var de måske ikke, men det var virkelig mange år, hvor de ikke havde set skyggen til hinanden. Ligesom hende, så ville han bestemt ikke påstå at hun var savnet, for det var hun ikke. Selv han var i gang med at forsøge at forlove sig med Aliyah. En kvinde, som han slet ikke var i tvivl om, faktisk måtte være hans mage. ”Måske ikke, men mange år har passeret,” pointerede han med en ganske kortfatte mine. At hun rejste sig, for at sætte sig ved siden af ham, fangede dog hurtigt hans interesse, for han ville faktisk gerne have, at hun ikke rørte ved ham. Han brød sig slet ikke om, at hendes duft skulle hænge sådan på ham, og det var noget som han uden tvivl stod fuldkommen fast på, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt. At det var familien Acheron som hun var ude efter, forundrede ham ikke. Det var en familie, som helt klart havde formået at placere sig på landkortet og faktisk i løbet af skræmmende kort tid. Uden tvivl en familie som man skulle være påpasselig med. Han vendte blikket mod hende, hvor de ildrøde øjne faldt direkte til hendes skikkelse – følelseskoldt. ”Hvem af dem ønsker du?” spurgte han ganske sigende. Det kunne godt være, at han ikke ville udlevere dem, for de var uden tvivl blandt dem som levede bedst efter den dvasianske hverdag, og en familie, som selv på trods af mørke hemmeligheder, var en som mange så op til. Han himlede let med øjnene. Han var ikke forundret over, at hun nok skulle få den kørt derud. ”Meget muligt, Denice.. men jeg er ej interesseret i den slags længere,” afsluttede han ganske kortfattet. Han var yderst bestemt i det henseende.

[Lily Rose Summers]

Mattheus var ikke lige den først, som Lily havde regnet med at støde på i Dvasias. Faktisk havde hun ikke regnet med at støde på en, hun faktisk kendt og da slet ikke ham, der nu var konge af landet. Men sådan var tilfældighederne jo yderst sjove. Hun mødte hans blik. Hun frygtede ham ikke, for hun kunne så nemt som ingenting skade hans ry og det vidste hun, at han nok ikke var interesseret i med den stilling han havde. Folk vidste jo godt, at hans søster var dronning i Procias. Ikke noget hun direkte sagde noget til, for folk måtte jo være hvad de ville, uanset hvilken race de havde. Hun gik ikke så meget op i titler og det ene og det andet, bare hun kunne være sin egen chef. Hun tog kun imod ordre, hvis hun havde lyst. Hun nikkede roligt, inden hun selv valgte at rejse sig og sætte sig tættere på ham. Hun kunne godt fornemme på hans kropssprog, at han ikke ønskede det, men hun havde ikke tænkt sig at råbe over bordet, hvad hun var her for, for det ville slet ikke gavne hende på nogen måde. Folk var nysgerrige i dette land og ikke på en venlig måde af, hvad hun havde fundet ud af allerede, så derfor måtte man jo spille med sit hårdeste og mest selvsikre for at få tingene på sin måde. Hun rynkede panden kort, da han spurgte hvem af dem. Der var altså flere? Hun havde troet af Sephiran faktisk var overhovedet i familien, men egentligt ville hun da gerne høre mere. "Sephiran," endte hun yderst lavmælt, da hun var sikker på, at han nok skulle høre det. Hun ønskede bare ikke, at nogle andre skulle gøre det. Men hvis han havde lyst, måtte han da endelig gerne uddybe hele familiesituationen, så kunne det være, at der var en, der havde Sephiran i ørerne? Hun trak fornøjet på smilebåndet. Hvad var der dog med hendes gamle flammer? De var da blevet yderst kedelige... Alle nået til et punkt i livet, hvor de ville slå sig ned eller havde en kvinde, de var sikre på, skulle være deres faste. Vor Herre Bevares. "I mænd bliver da også kedeliger og kedeligere på jeres gamle dage... Hvad blev der af, at have det sjovt?" endte hun og slog armene over kors foran sig. Hun drejede siden til ham og lænede sig tilbage på stolen, hun nu havde indtaget ved hans side. Hovedet drejede hun i stedet til side for at se på ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Lily af alle mennesker, var nok noget af det sidste som Mattheus havde regnet med, men ikke desto mindre, så ville han da stadig gerne finde ud af, hvad pokker hun egentlig lavede på denne side af grænsen. Selvom han måske ikke var den mest højtråbende, så var det jo selv kun fordi at han ikke ønskede den opmærksomhed. Han fik rigeligt som royal, og havde brug for bare at mænge sig lidt med folk. At hun så derimod var sendt over grænsen – ind i hans land, for at spionere, var bestemt ikke en tanke som han brød sig om. De var tilsyneladende ved at flytte på sig i Procias og det var vidst noget, som han var nødt til at gøre noget ved. Han knyttede næven ganske let, selvom det var mere i det skjulte. Acheron var ganske vidst ikke en ukendt familie, kunne man sige, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han rettede sig en anelse op. Sephiran var nok den som havde placeret familien på landkortet efter Theodores død. Selv var det ikke en mand som han selv som sådan havde haft noget bekendtskab til, men hans bedrifter var skam stadig noget som gik på folkemunde. ”Og hvad får dig til at tro, at jeg vil opgive en af mine landsmænd til en som dig, Denice?” spurgte han videre. Jovist kunne han fortælle hende rigtig meget om familien Acheron, men hvad ville hun da få ud af det? Hvis denne mand havde gjort noget i Procias, så var han faktisk ligeglad. Her var han beskyttet af sit hjemlands lov og ret, og Mattheus så ingen grund til at skulle opgive ham. Han vendte de røde øjne mod hende. Kedelig? Han ville bestemt ikke påstå at han var kedelig! Han havde bare en kvinde, som han ville have, og som faktisk satte ekstremt høje krav til ham, som han var nødt til at imødekomme på de måder, som han nu kunne komme til det. ”Tror du virkelig ikke, at jeg kan finde ud af at have det sjovt? Hvad er din form for sjov? At få endnu en mand til sengs, og vende ryggen til efterfølgende? Jeg ser sjov i mange andre ting,” påpegede han sigende.

[Lily Rose Summers]

Lily fandt det morsomt, at hun af alle mennesker igen skulle støde på Mattheus. Hun kunne fornemme på ham, at han ikke var helt tilfreds med hendes tilstedeværelse, men det måtte han jo tage for hvad det var. Hun håbede bare ikke, at han faktisk endte med at trække hende med sig eller noget lignende, for det ville virkelig ikke gavne situationen på nogen måde. Hun blev bare nødt til at vide, hvad der foregik med Sephiran og om han havde mulighed for at komme tilbage eller var blevet optaget af noget andet, for så skulle hun nok være den, der var smuttet. Hun vidste ikke, om hun ville kalde det spionage, det var mere en undersøgelse af situationen. Hun var her ikke for at opsamle informationer om andet end Sephiran og om han var til fare for Procias, selvom det jo lød tosset i alle dvasianeres øre uanset hvad, så hun vidste, at hun ikke havde meget opbakning. Hun trak vejret roligt og afmålt, så hendes hjerterytme forholdt sig med en rolig rytme. Hun rullede med øjnene. Selvfølgelig var det det svar han kom med, men han skulle jo ikke udlevere ham, bare... fortælle hende et par ting! Hun sukkede og så frem for sig og ud i baren et øjeblik mens hun tænkte på hvilke konkrete spørgsmål hun skulle stille ham. "Jeg har ikke tænkt mig at tage efter ham.... Jeg kunne bare godt tænke mig at vide ting som... Foregår der noget i hans lille hjem, der gør, at han bliver her i landet?" spurgte hun, som hun igen vendte de lyseblå øjne mod ham. Hun talte stadig lavt, for han forstod jo udmærket hvad hun faktisk sagde. Hun så mod ham og løftede roligt et bryn. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun troede, men man kunne da ikke have det sjovt med kun én! "Det er uden tvivl sjovere end at være sammen med en fast," påpegede hun.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste skam godt, at det her kunne udvikle sig til at blive en situation som kunne bide ham i enden, og at han derfor, var nødt til at handle forsigtigt og ikke mindst varsomt. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse med en direkte alvorlig mine. Uanset hvad hun lavede her, ville han definere det som spionage, for han brød sig ikke om at procianere skulle rende rundt i hans land, og samtidig spørge ind til en masse ting, som de slet ikke havde noget at gøre med. Uanset hvad Sephiran havde lavet på den anden side af muren, så kunne han i hvert fald trygt stå ved, at det ikke var noget som rørte ham. På denne side af muren var manden beskyttet af andre love, end det som hun ville kunne gøre noget ved, så man kunne godt sige, at det var hende som var ude hvor hun ikke kunne bunde, og var nødt til at passe på de farlige og bidske hajer i farvandet. ”Jeg kan ikke se, hvad de informationer vil gøre, for at komme landet til gavn, Denice.. Jeg beklager, men det er ikke ting, som jeg ser nogen grund til at oplyse for dig.” Hans stemme var afvisende. Sephiran var uanset hvad, en landsmand, og det var derfor også hans arbejde og pligt, at sørge for at der blev værnet om den mand, uanset om han ville det eller ikke. Om det jo så var noget, som måtte irritere hende, var ikke noget som han kunne sige noget til, for det var bare omstændighederne, og det var noget som han kun måtte stå fuldkommen fast på i den anden ende. At blive kaldt for kedelig, var noget som faktisk gjorde ham vred. Han ønskede at finde ud af det hele med Aliyah, og det så han bestemt heller ikke noget forkert i, hvis han endelig skulle sige det. Han kneb øjnene direkte advarende og fast sammen. ”Du skulle prøve det. Det er virkelig fantastisk at have en at være sammen med..” advarede han ganske sigende, inden han rejste sig op. De bevægede sig begge to ud på dybt vand, og det her var ikke en diskussion, som han ønskede at tage med hende, når de var omkring så mange dvasianere. Han ønskede bestemt ikke at brænde fingrene.