You are a long way from home

[Lily Rose Summers]

Efterhånden som Mattheus afviste hende flere gange, begyndte Lily at blive noget irriteret. Hun ville bare gerne have lidt information, så hun kunne komme væk herfra. Dette var faktisk noget, som hun lige havde taget imod ordre fra, for hun ville helst være i Procias. Dvasias havde aldrig været et land for hende, men hun blev jo nødt til at følge Gabriels ordre, selvom hun helst ville være sin egen boss. Hun mødte hans blik med stålfaste øjne, eftersom hendes vilje ikke var til at rokke med på nogen måde. Hun ville gerne have den information i aften, for jo hurtigere hun kunne komme herfra, jo bedre. Hun så intenst på ham for at se om hun kunne drage informationen ud af ham, men han afviste hende igen. Hun bed tænderne en smule sammen og trak vejret dybt. "Jeg kan ikke se, hvorfor de informationer skulle skade landet, William. Det kunne blot gavne dig, for det ville få mig væk," svarede hun lidt hentydende. Nu blev hun jo tydeligvis nødt til at skrue bissen lidt på, eftersom han gang på gang ikke fortalte hende noget. Det var tydeligt, at det dog også irriterede ham ligeså vel som hende, så det var jo kun klart, at det faktisk snart kunne ende kaldt. Hun syntes dog egentligt han var kedelig, for hvilken dvasianer var nogensinde loyal for sin partner? Ja end ikke procianere kunne da prale af det samme, så derfor så hun ingen grund til at blive ved den samme, når de alligevel bare ville svigte hende. "Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal," endte hun fast og rejste sig selv op. Hun gad ikke sidde ned, når han stod op, for ingen skulle tale ned til hende. Hun gik bag om bordet og rundt forbi stolen hun havde siddet på før og greb sit glas i farten. Hun stoppede op med siden til ham og så mod ham, så håret blev kastet omkring hendes skuldre. "Når du nu er kedelig som en østers... så må jeg jo finde nogle, der er mere... villige," endte hun med et smørret smil og vendte ryggen til ham. Hun gik op til baren, hvor hun satte sit glas og bad om en ny drink. Hun skulle finde et nyt offer...

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus levede efter gamle normer og værdier om at man ikke skulle stikke sine landsmænd i ryggen, og det var skam også det som han havde i tankerne om at fortsætte med. Selvom Sephiran var en mand, som han vidste at man skulle være påpasselig med, så var hans far godt nok heller ikke en, som han ønskede at stille sig på tværs af, hvis han ellers kunne blive fri for det. Det kunne godt være, at det ville være informationer som ville få hende tilbage på den rette side af grænsen, men at videregive informationer, som han nu vidste, ville gå videre til kongehuset af Procias, var bestemt heller ikke noget som han brød sig om i det hele taget. Han sendte hende en streng mine. Kunne hun ikke bare fatte en hentydning? ”Jeg har ikke tænkt mig at videregive noget, som jeg ved, kommer til en tredjepart, udenfor min grænse,” endte han med en ganske kortfattet stemme. Selv det var vel noget som hun måtte forstå. Han rejste sig op, også selvom han da tydeligt kunne mærke på hende, at det var noget som irriterede hende. Han bestemte ganske vidst ikke over hende, men hun glemte vidst hvilken magt han faktisk havde over hende, i og med, at hun havde valgt at søge til denne side af grænsen. ”Du glemmer vidst hvem du taler med,” advarede han med en ganske kortfattet stemme. Selv nu måtte han jo blot følge hende med blikket. Han var måske blevet en smule kedelig, men han vidste jo så til gengæld også at en fejl, ville koste ham Aliyah, og det var slet ikke noget som han brød sig om! Så måtte han jo være kedelig som en østers.. som hun så pænt forklarede det. ”Dit kald og ej mit.. Jeg har ikke tænkt mig at leve livet som en med rygtet for at få alle med mig til sengs..” Han blev stående og så til hende, som hun satte sig op i baren. Allerede nu fik hun manges opmærksomhed. En kvinde alene.. Det i sig selv, var farligt her til lands. For nu stod Mattheus bare stille.. Han ville jo se hvad der skete.. Specielt da den første mand rejste sig, for at søge op mod hende. Uden tvivl en stærk warlock.

[Lily Rose Summers]

Lily var en meget nytænkende kvinde. Hun gjorde, hvad der var bedst for hende selv eller hendes nærmeste, men det var kun fordi hun værnede om dem på frivillig basis. I andre sammenhænge var hun egoistisk. Hun gik ind for ligestilling, hvilket sagtens kunne give hende nogle slag over tuden, da hun vidste, at mange stadig levede efter de gamle normer og værdier. Hun var selvstændig, fri og ikke mindst så anså hun sig selv som ligeværdig med mænd. Hvis mænd kunne hore rundt omkring på diverse steder, så kunne hun da også været sammen med en masse forskellige og nyde livet fremfor det andet. Hun spidsede læberne en smule og mødte bare hans strenge mine. Man skulle ikke græde over spildt mælk, så hvis han ikke ville, så måtte hun jo finde en anden. "Dit tab, William," endte hun og blinkede til ham. Hun rejste sig roligt op som han også gjorde og var uden tvivl irriteret nu, så nu ville hun heller bruge sin tid på at løse det arbejde, hun var her for. Hun stoppede dog kort op, da han sagde det, for hun vidste udmærket godt hvad det betød. Her var hun ikke direkte beskyttet af Procias' regler, så hun var faktisk på egen hånd, selvom det dog ikke gjorde hende noget. "Det må du endelig ikke tro, William... Dig kan man ikke glemme," endte hun afsluttende, hvor hun ignorerede hans sidste ord. De prikkede alligevel til hende, selvom hun slet ikke gad vise det for ham. Hun fremdrog pengene fra sin barm igen og betalte bartenderen, der igen havde hældt whisky op til hende. Hun gled op at sidde på en barstol og tog sit glas. Hun drejede rundt på stolen således, at hun sad med ryggen til baren og fronten ud mod alle. Hendes albuerne hvilede mod kanten af bordet og hun holdt glasset i sin venstre hånd. Hun så op og fik øje på den første mand, der kom. Det specielle forførende glimt kom i hendes lyseblå øjne og hun viste ham, at hun havde set ham. Men så gjorde hun sig også lidt 'hard-to-get' ved at flytte blikket ned på sin whisky, som hun tog en tår af.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At det hele skulle lakke mod sin ende på den måde, var naturligvis noget som faktisk irriterede ham lidt, men hun skulle så sandelig også vide, når nok var nok, og det var det helt klart her! Han kneb øjnene fast og let sammen, idet han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Han havde bestemt ikke tænkt sig at give hende Sephiran, også selvom han ikke vidste hvor han havde den mand henne, og det var nok også det som gjorde ham urolig, hvad angik alt det her, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han knyttede næverne med en direkte advarende mine. Man glemte ham nok ikke, men det kom nok an på i hvilket henseende hun mente det. ”Det spørges,” endte han ganske kortfattet, uden at han rokkede sig ud af stedet. Hun var på egne ben her.. Og han havde så sandelig heller ikke tænkt sig at hjælpe hende, og det ønskede han helt klart også at understrege. Derfor blev han også bare stående, mens han så at denne warlock gik tættere og tættere på hende. En anelse spændt på hvordan hun ville klare sig ud af den situation.
Warlocken var tydeligvis en ældre herre, som havde fået lidt for meget indenbords. Han var fuld nok til at have drukket sig til det mod, som det krævede at gøre sine tilnærmelser af Lilys karakter. Han slog sig ned på stolen ved siden af hende, hvor han selv bestilte en ny fadøl, selvom han nærmest snublede over sine ord i ordren. ”Tag dig ikke af ham der… Han har slet ikke hvad jeg har i sengen..” Han blinkede til hende, en anelse hemmelighedsfuldt, som om at han faktisk havde det hele og mere til, som kongen af Dvasias slet ikke ville kunne hamle op med. Med de dyriske instinkter som Mattheus nu havde, så kunne han jo selv stå og høre på hele samtalen, uden at det var påkrævet at stå tæt ved. Han trak let på smilebåndet. Manden skulle bare vide.. Han tog det nu ikke så tungt.. Den mand anede tilsyneladende slet ikke hvad han talte om.

[Lily Rose Summers]

Lily kunne faktisk godt tænke sig at snakke lidt mere med Mattheus, men når han var så afvisende overfor hende, så fortjente han ikke hendes selskab, så ville hun hellere finde en anden. Hun skænkede ham ikke et blik, nu hvor hun først var gået og gled op at sidde ved baren. Hun så rundt. Her var mange og kom flere til efterhånden som natten gled frem, for de fleste dvasianere dyrkede jo nattetimerne og sov om dagen, fordi de var tættest med mørket. Omvendt var det jo i Procias, hvor de fleste holdt sig indenfor i nattetimerne, hvor de sov og så var de ude i alle dagens timer. Hun tog en tår af sin whisky, som hun dog ud af øjenkrogen holdt øje med warlocken. Det var tydeligt, at han var fuld på måden han gik og det fandt hun faktisk morsomt. Mænd var svage i forhold til kvinder, det var hun helt sikker på, for de færreste kunne klare sig uden at drikke først. Hun vædede flygtigt sine læber og satte glasset fra sig, da hun havde bundet det. Hun skænkede da først manden et blik, da hun lige ville være færdig med hvad hun var i gang med, før hun ville give ham sin opmærksomhed. Hun trak på mundvigen og blev siddende med siden til ham, så han måtte søge hendes opmærksomhed, for hun skulle ikke give ham noget før hun selv valgte at gøre det. Hun vidste, at Mattheus kunne høre det, så dette var en oplagt chance for at irritere ham yderligere. "Du har helt ret," endte hun med sin forførende og silkebløde stemme. Hun nåede dog knapt nok at gøre mere, før en anden og tydeligt yngre mand, havde sneget sig op på siden af hende i stedet for. Endnu en warlock; hvilket jo nok skulle blive yderst morsomt, for så kunne de jo slås mod hinanden fremfor at hun skulle gøre det. Hun drejede de lyseblå øjne mod den yngre warlock, men sad stadig med siden til dem begge. "Jeg tror ærlig talt ikke, at den gamle gris er noget for dig, snut," endte den unge warlock kækt og lagde hånden mod hendes lår udenpå kjolen. Lily spændte kort i låret og smilede op til ham... nu havde han hendes fulde opmærksomhed.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det kunne godt være at Mattheus var afvisende, men det som faktisk morede ham mest, var hvor elendigt hun egentlig tog det. Selv han havde ikke noget imod at sidde og snakke med hende, også selvom han bestemt heller ikke ligefrem kunne sige sig, at bryde sig om samtaleemnet. Han lagde armene roligt over kors, uden at rokke sig så meget som en tomme. Det kunne godt være, at hendes ord faktisk måtte irritere ham, men ikke desto mindre, så morede det ham uden tvivl også at se hende prøve så ihærdigt på at gøre ham sur og irriteret. Selv ville han ikke være så tryg i de omstændigheder som hun måtte befinde sig i, men det måtte hun jo lære på den hårde måde, kunne man jo så sige.. Han ville i hvert fald ikke tage en del af det. Han så slet ikke nogen grund til at blande sig.. Han vidste, at hun gjorde det udelukkende for at ramme ham.
Den ældre warlock, som tydeligvis var godt ved den. At hun så i stedet for, måtte vende sig mod manden som befandt sig på den anden side af hende, var noget som tydeligvis gjorde ham sur, og det var bestemt ikke en warlock som man skulle gøre sur, og da bestemt ikke når han var fuld! ”Du kan godt finde din egen pige..!” endte han med en mere bestemt tone, da han rejste sig op, for at puffe den anden warlock væk fra hende. Han havde udset sig hende som sit offer for i aften, og så fandt han sig bestemt heller ikke i, at andre skulle komme her og ødelægge det for ham! Han støttede af mod bordet med sin anden hånd, for ellers ville han da gå direkte i gulvet, og det var slet ikke noget, som ville gavne ham.. Han skulle jo fremstå som stærk og den bedste for den her kvinde! Mattheus selv rystede bare på hovedet. Hvad fik hun egentlig ud af det? Udover at brænde sine fingre! For det gjorde hun da uden tvivl!

[Lily Rose Summers]

Lily tog en dyb vejrtrækning. Det var ikke noget nyt for hende, at hun havde to mænd til at slås for hende og hun nød altid tiden, for det beviste bare hvor dumme mænd var. De tænkte kun med det nedre og det var derfor, at kvinder burde være på toppen, eftersom de var langt mere intelligente. Hun vidste dog, at hun skulle være mere på vagt her i Dvasias, for hun vidste faktisk ikke hvor grove mændene kunne være, men hun regnede da med, at de kunne finde ud af at behandle en kvinde ordentligt. Hun fornemmede, at den ældre warlock blev sur over den anden og yngre warlock, der kom og hun måtte fryde sig i det indre. En slåskamp som dette, kunne sagtens skabe mere kontakt for hende, og når de så havde slået hinanden ud, så kunne hun finde flere ofre. Det var næsten for nemt at sno dem om sin lillefinger. Hun skulle bare have en, hun kunne få noget ud af om Sephiran og lige nu havde hun ikke helt på plads hvordan hun skulle gøre det, for de ville da sikkert rynke næsen ad hende hvis hun direkte spurgte dem 'hvad er det nyeste om Sephiran'. Ville de ikke? Eller måske var de så stærke til at sprede rygter her i landet, at de end ikke ville tænke over det. Nu havde hun det endeligt! Men for nu, måtte hun lige få de to mænd til at slås uden hende. Hvis parti skulle hun mon tage? Den unge helst, eftersom der nok var noget mere sjov i ham end i den ældre. Hun vendte blikket skarpt mod den ældre warlock. "Du har ingen ejerskab over mig," endte hun og kastede med håret, som hun smuttede om bag den unge warlock og trak overlegent på smilebåndet mod den ældre warlock. Hun brændte ikke fingrene på dette, for det var jo en hanekamp.
Den unge warlock kneb øjnene sammen da han blev puffet til, men havde dog en fremragende balance. "Hende har jeg fundet," endte han med et ondt og kynisk smil og sendte en kugle i brystet på den ældre warlock, der jo alligevel var alt for fuld til at stå på sine egne ben.
Lily gjorde store øjne. Så voldsomme var kampene som regel ikke, men i det mindste stod hun da ikke i midten af det. Hun spidsede læberne og så fornøjet ud, som hun lagde armen under den unge warlocks. "Introducerer du mig ikke for dine venner?" spurgte hun charmerende, nærmest spindende som en kat. Han nikkede og førte hende hen til bordet, hvor han var kommet fra og hun gled med ned at sidde. Hun så rundt på dem... Nu burde hun slå til. Men de var vidst allerede godt i gang med at tale om det, hun var kommet her for; perfekt. "Jeg hørte, at han prøvede at skabe en alliance med Procias," fortsatte den ene af warlocksne.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus stod stædigt og kiggede efter hende. Hun legede virkelig med kræfter og magter som hun slet ikke burde lege med, men det måtte hun jo trods alt selv finde ud af på den ene eller den anden måde. Han selv gik op til disken, hvor han bare valgte at bestille et glas blod mere.. Bare for at have noget at hygge sig med. Han fik det hurtigt serveret, inden han igen tog plads på sin gamle plads, og med blikket mod warlockerne, som Lily tilsyneladende valgte at joine. Han selv ønskede bestemt ikke at stikke en landsmand i ryggen, og bestemt ikke en som Sephiran. Hvis han fandt ud af det, ville det da gå galt for alvor, så det var bestemt heller ikke noget som han ville blande sig i. Det kunne godt være, at landet her havde en konge og det, men deres valgfrihed var stor.. meget stor endda.
Gruppen med warlocks var ikke særlig stor, men de var godt ved den, og i antal, så skulle de ældre bestemt heller ikke komme dem på tværs. En anden ung mand af udseende med grønne øjne og blond hår, vendte hurtigt blikket mod hende. Selv han var godt ved den, men nok mere fornuftig end de øvrige af gruppen. ”Sludder og vrøvl! Jeg tror ikke på at han indgår alliancer her, og da ikke med Procias!” Han slog let i bordet. Han var nok en af de mere stædige af slagsen, men ikke desto så var han da fornuftig af den grund. Mattheus bed tænderne sammen. Han stak bestemt ikke sine landsmænd i ryggen, og når det kom til de adelige, så var det også hans bord at værne om deres beskyttelse, og det vidste han skam også udmærket godt. Han tog endnu en tår af hans blod, uden selv at gribe ind, selvom han virkelig overvejede det, også for Sephirans skyld. Selv vidste han hvad der var hændt den kære mand, og derfor ønskede han da selv at værne om det. Han knyttede næven om glasset, mens han hørte på warlocken som bare fortsatte. ”Ser du, frøken..” Han lænede sig frem mod hende. Han selv bed sig ikke rigtigt fast i hendes aura lige nu vel og mærke. ”Sephiran er en frustreret mand efter Kimeya smed ham ud af Mørkets Cirkel.. Aldrig træd forkert ved en Marvalo, og da slet ikke en Acheron… SKÅL!” Han tog sit glas og bundede det.

[Lily Rose Summers]

Lily morede sig faktisk lige nu. For et øjeblik havde hun faktisk lidt glemt, at hun stadig kunne risikere at blive opdaget på grund af sin aura, for hun var så optaget af at falde ind i mængden med warlocks, nu hvor muligheden bød sig. Hun havde brug for at finde ud af det med Sephiran, så hun kunne hente sin hest og smutte fra stedet her, da hun faktisk bare gerne ville hjem igen. Hun satte sig ved warlockerne, hvor hun sad mellem to af den. En, hun ikke rigtigt kendte, og den mand, der netop havde slået den ældre warlock ud oppe i baren. Der var kun 4 i alt, men ikke desto mindre så det ud til, at de havde det ganske morsomt. De havde også drukket, men var ikke så plørede til som den ældre warlock, men disse var nok også stærkere. Hun så mod manden, der havde udtalt det om alliancen. Havde han da slet ikke fulgt med? Hvis manden havde ønsket en alliance, så var han da ikke endt med en dødsdom over hovedet, nu måtte de da lige tænke sig om. For nu valgte hun dog ikke at blande sig, eftersom hun ville se hvor meget de selv ville spytte ud med før hun begyndte at give dem hints og guide dem mod de svar, hun ønskede. Hun trak på mundvigen og vendte hovedet mod den unge mand med det blonde hår og de grønne øjne, uden tvivl en pæn mand. Hun lænede sig selv en smule frem, da hun var lutter øre. "Men hvad er der så blevet af ham nu?" spurgte hun med en nysgerrig mine, da hun klart spillede på, at det var ren sladder mellem warlocks, som hun vel egentligt udgav sig for at være lige i øjeblikket. Hun så til siden og så, at der stod et glas rødvin og snuppede den fra warlocken med et charmerende og uskyldigt smil. Hun tog dog bare en enkelt tår og satte den tilbage foran ham, inden hun så mod den blonde mand og så interesseret på ham. "Han har vel ikke prøvet sig med at komme tilbage ind på Marvalo," endte hun, blot for at skubbe lidt mere til emnet, for hun ville gerne vide det!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus knyttede næven ganske let. Han brød sig bestemt heller ikke om at warlocks skulle stikke hinanden på den måde, men det kom nu heller ikke bag på ham. For nu blev han bare siddende.. nød showet, for han vidste at Lily gjorde det præcist for at ramme ham, nu hvor han selv ikke ville opgive den information. I hans optik, var det hans job at sikre sig at adelen kunne være i fred, og uden at blive stukket til, og det var det som han havde i sinde, at fortsætte med. Han bundede roligt glasset og rystede på hovedet. Lily legede virkelig med ilden, og hun vidste slet ikke hvor meget hun egentlig gjorde det for øjeblikket.
Warlockerne var uden tvivl rigtig godt ved den, og de plaprede egentlig, som havde det været en ganske normal samtale. Selvom James kun havde fået rødvin, så var det skam ikke fordi, at han havde fået lidt af det.. tvært imod, så var han da oppe i en god del efterhånden! Han vendte blikket mod Lily. ”Nu ved jeg jo ikke hvad du hedder.. men du kender åbenbart ikke Sephiran..” pointerede han med en ganske alvorlig mine. Han selv var blandt dem som Sephiran havde haft nært ind til sig, og specielt efter at Kimeya havde kylet ham ud af Mørkets Cirkel. Der var ikke rigtigt nogen, som turde komme de to warlocks på tværs. ”Og efter det svigt, han har oplevet fra Kimeyas side, er han ude på sin hævn.. Jeg ved ikke hvordan eller om den nogensinde kommer, men der er krig internt blandt warlocks lige nu.. Specielt efter Theodore kom tilbage.. Jeg ved ikke hvad Sephiran har gjort. Jeg har intet set til ham siden hans bryllup,” forklarede han med en tydelig dinglende stemme.. Han kunne ikke rigtigt sidde stille, og han var til dels højtråbende, hvilket selv Mattheus bed sig fast i. Han bed tænderne kraftigt sammen. Skulle han? Nej.. han ville trække den lige lidt endnu.

[Lily Rose Summers]

Lily nød faktisk situationen. Lige nu fik hun alt informationen serveret på et sølvfad og det tydede jo kun på, at hun faktisk kunne være væk ved solopgang, hvilket passede hende ganske fint. Jo kortere tid hun kunne være her, jo bedre, for hun ville faktisk gerne hjem. For nu, der fortrængte hun dog det ønske, da hun var i gang med at arbejde og det krævede lidt af hende alligevel, for nogle ting kom jo trods alt ikke af sig selv. Hun havde for nu glemt Mattheus, for han var slet ikke vigtig nu hvor hun var i denne forsamling, der bare snakkede løs og kørte rygterne om bordet, så hun prøvede bare at sortere i hvad, der var sandt og hvad, der ikke var. Hun trak roligt på smilebåndet mod den blonde fyr, hun ikke kendte navnet på, men han var uden tvivl den mest interessante lige i øjeblikket. Hun rystede en smule på hovedet. "Denice er mit navn... Og jeg har ikke været så heldig at kende ham, så jeg ved kun hvad jeg hører rundt omkring," endte hun. Det var der vel flere i landet, der ikke kendte ham, men bare kun hørte rygter, så det var vel ikke noget, der stemplede hende til at være ude fra? Hun trak skævt på smilebåndet og lænede sig tilbage, hvor hun hurtigt mærkede, at warlocken på hendes anden side havde lagt armen bag hendes ryg og nu lod han hånden falde mod hendes skulder. Hun mødte kort hans blik med et skævt lystigt smil, før hun vendte opmærksomheden tilbage mod den blonde. Hun lyttede nøje, for dette havde hun da ikke hørt noget om. Det var dog spændende med en intern krig, specielt når det var to mænd, for det var endnu et bevis på deres dumhed. Hun rynkede panden en smule ved navnet Theodore, for det sagde hende umiddelbart ikke lige noget, så nu skulle hun nok også til at passe på. Hun vidste dog godt, at han var blevet gift, en del af bryllupsrejsen havde han jo tilbragt i Procias indtil han var sluppet fra sin dødsdom, men ingen havde set ham siden? "Tror du han er endt i Theodore's klør?" spurgte hun med et spinkelt håb om, at det lød som om hun bare havde en idé om hvem Theodore var. Hun trak vejret roligt og trak skævt på smilebåndet, som hun så fast på ham. "Forresten.... ved jeg heller ikke hvad du hedder," afsluttede hun med et glimt i øjet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus så blot til som flere warlocker endte med at komme til. Selv tvivlede han dog stærkt på at Lily havde så god en kontrol på situationen, som det hun gerne ville give udtryk for, for det kunne meget hurtigt udvikle sig til at blive en meget farlig situation at finde sig i.. hun vidste bare ikke lige hvor farlig den kunne være. Han rejste sig roligt igen. Det var begyndt at løbe af sporet for hans vedkommende, og det var stadig hans arbejde, at sikre sig, at hans adelige var i sikkerhed i den forstand, så han var nødt til at stoppe den samtale der. At stoppe den, var faktisk meget enkelt. Han gik igen op til disken, uden at slippe Lily med blikket, dog selvom han da tydeligt kunne se, at hendes fokus ikke just måtte ligge på ham, hvilket skam også var noget som passede ham fint.
James betragtede Lily med en sigende mine. Selv havde han ikke nogen anelse om hvem hun var eller hvor hun kom fra. Han var bare for godt ved den, og for munter til overhovedet at lægge mærke til det, som i princippet burde være så oplagt: hendes aura.. Han lagde virkelig ikke mærke til det. ”Sephiran er uden tvivl en koldhjertet mand.. ingen samvittighed.. gør tingene som det passer ham.. Og keder han sig, så skal du for guds skyld ikke stå i vejen,” fortalte James med en kortfattet og alvorlig stemme, inden han igen greb ud efter sit glas, selvom han næsten skubbede det i gulvet på samme vej. Hvem Theodore var? Nu måtte hun da have slugt søm! Vidste hun virkelig ikke det?! Han trak let på skuldrene. ”Det er mit bud.. Der er ingen som har set ham siden bryllupsrejsen.. Nogen tror på alliancen med Procias.. jeg siger det er noget vås.. Jeg kender ham.. Hvad han har lavet i Procias, har været for død og ødelæggelsens skyld og intet andet..” fortalte han med en ganske kortfattet stemme. Hvorvidt om han var i Theodores klør? Han havde ingen anelse. Han vippede lidt frem og tilbage med hovedet. ”Mit navn er James,” præsenterede han sig stilfærdigt, og med en stolthed i stemmen.

[Lily Rose Summers]

Lily så rundt, da hun bemærkede, at to nye warlocks gled ned at sidde. Der blev mere og mere klemt om bordet og hun sad nu ene kvinde blandt 6 unge mænd. Hun var dog ikke bange for dem, for hun var godt trænet i overblik og i kamp mod flere. Men hvis det kom så vidt, så ville alle også vide, at hun var lys af magi fremfor mørk, for hendes magi var kraftig hvid såvel som hendes transportering var hvid fremfor sort. Hun bemærkede slet ikke Mattheus' lige for øjeblikket, da hun var travlt optaget af at lytte til den snak, der kørte om bordet og ellers, så sugede hun bare information til sig, da det faktisk tydede på, at hun kunne komme herfra før solopgang, hvilken fryd! Hun så roligt på den blonde fyr, selvom det egentligt var en anden ung warlock, der sad med armen om hende, men det måtte være deres kamp og ikke hendes, for hun fandt sig ganske godt til rette midt i 'ilden'. Alle var muntre og alle overså hendes aura, så det var jo kun godt for hende trods alt. Hun nikkede stilfærdigt, så meget havde hun da 'hørt', eftersom det var det, hun spillede på lige for øjeblikket. "I mange henseender vil det da også være rarest at gøre tingene, som det passer en... Det kan vel gælde for alle," endte hun sigende og sendte et blik rundt om bordet, inden hun vendte sin opmærksomhed tilbage på ham, som hun mest førte samtalen med. Så Sephiran var faktisk gjort harmløs, hvis han var i kløerne på en anden og derved, behøvede hun ikke at begive sig ud i den farlige færd at trække ham tilbage til Procias, for det havde hun i princippet ingen ret til da lovene i Dvasias jo nu egentligt gjaldt for hende. "Jeg tror heller ikke på en alliance... Det ville dog være en skændsel," påpegede hun, blot for at være på den sikre side. Hun snuppede hans rødvinsglas igen og tog en lille tår af den igen med en uskyldig mine, inden hun rakte den tilbage til ham. Hun smilede charmerende til ham og lod en hånd falde mod hans lår ganske strejfende, inden hun foldede hænderne i sit eget skød. "James," gentog hun med et hilsende nik.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var skam ikke fordi at Mattheus ville redde Lilys ende, men før eller siden, ville det gå op for de mænd, at de sad med en, som de slet ikke burde give den slags informationer til. For nu ønskede han jo heller ikke ligefrem at afsløre sit eget dække, men hvad pokker skulle han da stille op? Han synes uden tvivl, at det var en svær en, men at afbryde det, det var han virkelig nødt til efterhånden. Han tog fat om overarmen på bartenderen og hviskede ham i øret. Hvordan mon han ville reagere på, at der var en procianer i hans bar?
”Naturligvis vil det da det! Alle ønsker at gøre tingene på deres egen måde, og som det lyster dem, men det er de færreste som har rygraden til det. Sephiran derimod er en spinkel mand at kigge på… men tag dig i agt..” Han stirrede på hende, næsten så han endte skæløjet i stedet for. Han rystede på hovedet. Nej, det var ikke fordi at han var meget for at snakke om den mand. Han havde nu altid set op til ham, så det var slet ikke det. ”Men hvorfor så nysgerrig på den mand? En hjerteløs mand, er taget af markedet.. Han er gift.. en kvinde som dig, har intet at bruge en mand som ham til noget..” Han blinkede let til hende. Ja, når man var fuld, så blev man måske lidt mere moden, end hvad man ville have været ellers, og det var skam også sådanne ting, som passede ham selv ganske udmærket i den anden ende.
Mattheus hviskede bartenderen i øret. Hviskede og fortalte ham, at der var en procianer i hans bar, inden han gjorde et hovedkast i retningen af kvinden som sad blandt alle warlocks – Lily. Han var nødt til at stoppe det her på en eller anden måde, for det var allerede nu løbet løbsk. ”En procianer i min bar?!” udbrød bartenderen med en direkte forfærdet stemme, hvilket fik dem alle sammen til at reagere. Mattheus trak sig. Det var ikke ham folk kiggede efter, men hende derimod.

[Lily Rose Summers]

Hvad der foregik ude i baren, var Lily desværre ikke en del af lige nu. At Mattheus var ude på noget havde hun ikke øje for lige i øjeblikket, da hun stadig sad med opmærksomheden rettet mod denne James, der jo faktisk netop havde reddet hendes dag. Når hun kunne slippe fra dem, så kunne hun hente sin hest og komme herfra, eftersom hun faktisk gerne ville hjem igen. Hun skulle bare vælge det rette tidspunkt at bevæge sig over muren på, da det var dumt at gøre i nattetimerne. Hun så roligt på ham og lod hovedet glide på sned. Han var tydeligvis påvirket af alkoholen, hvilket faktisk morede hende betragteligt, for han havde jo lige fortalt hende alt hun var kommet for. "Jeg er ikke bange for ham," endte hun blankt. Det var også sandt, for hun havde jo faktisk trådt lidt på ham i forvejen, det skulle ingen her ved bordet bare vide. Dog var hun glad for informationen hun havde fået. Sephiran var ikke en trussel i denne... Theodore's klør, når ingen havde set, at han var vendt tilbage, eftersom han endnu var som forsvundet fra jordens overflade. Han ville nok ikke vende tilbage til Procias i den nærmeste fremtid, så det skulle hun da bare hjem og fortælle Gabriel. Hun smilede skævt til ham med søde uskyldige øjne, selvom det også bar præg af at være skyldig, men det var vel ikke noget nyt i dette land. "Det er skam slet ikke den interesse jeg har I ham... Jeg syntes da bare, at jeg ville spørge lidt ind til det, så jeg kunne deltage i jeres diskussion... Som jeg forresten er ked af, at have afbrudt," endte hun med et smørret smil på læben. Hun så rundt på mængden og fik øjenkontakt med den unge warlock, der sad med armen bag hendes ryg. Hun blinkede til ham, inden hun lænede sig frem og drejede blikket op mod baren, hvor hun så Mattheus hviske noget til bartenderen. Hun havde troet, at det skulle være hendes get-away at ville have en drink, men det blev det ikke. Alle øjne vendte sig mod hende, da bartenderen direkte brølede ud over det hele, at der var en procianer her... og de vidste, at det var hende. Hun skubbede sig hurtigt op at stå og prøvede at nå forbi warlocken, selvom hun blev grebet fat i fra to sider. Hun kneb øjnene sammen og lyste dem i øjnene med sin magi, så de slap hende. Hun så sig om efter en udvej... Nu satte adrenalinen ind, perfekt...