On my way to greatness?

[Deleted]

Selv vidste Denjarna, at hans ord var sande. Det var ikke nok at sidde på tronen. Faktisk var tronen ikke en egentlig magt i sig selv. Hvad der gav magt, var folket. De vidste det måske ikke altid selv, men folket bestemte, hvem der regerede over dem. Om hun kunne trække den hele vejen igennem, kunne hun blot håbe på. At han derimod sagde, at slottet stod tomt, beroligede hendes hjerte. Hun havde ganske vidst hørt rygter om det, men når nu han selv nævnte det for hende, var hun langt mere tilbøjelig til at tro på det. Det fjernede desuden en vis byrde for hendes sag. Det var nemlig en hård ting, både at skulle overbevise et folk og indtage en trone ved kamp. Det kunne dog også betyde, at hun skulle se at komme i gang. For som tronen stod tom, og som rygterne om hende ville spredes, kunne der uden tvivl komme optøjer af en art. ”Dine ord er bestemt værd at lytte til. Jeg vil forsøge at beholde dem i mit sind, så jeg ej vil forglemme. De fleste som bevæger sig ud på togter som mir, har det nemlig med at forglemme, hvad der er realitet og hvad der ikke er,” sagde hun ærligt. Hun ønskede ej, at hun blev forblændet ad, hvad der ville komme til at ske. Hun ønskede tronen, som hun ønskede sin vision ført ud i livet, og derfor ønskede hun at gøre det korrekt. Hun tvivlede også på, at hun ville få flere chancer end denne.. Hendes blik hvilede på ham. ”Selvfølgelig omlagde det meget i dit liv. Det er en ændring på hvem og hvad du er, og næppe en frivillig en. Derfor er det uden tvivl en sejr at acceptere, hvad man er blevet til,” sagde hun oprigtigt, som hun selv måtte føle, at hun vidste, hvad hun talte om.
”Det er præcist, hvad det er,” medgav Denjarna, som hun også selv kunne forholde sig til at have skoven i sit hjerte.. men for hendes side var det vel blot en elverting? Hvad end det var, følte hun sig tryg ved at være der. Roligt fulgte hun med ind i stuen, hvor hun så sig omkring. Nej, det var bestemt ikke meget, og hun havde bestemt prøvet det der var bedre, men hun var ikke just i en position til at klage. Lige nu var hun også blot glad for, at hun kunne ligge i noget blødt og med trygge vægge omkring sig. Her ville ingen formentligt finde hende.. ”Det er venligt af dig,” sagde hun mildt. ”Bliver stuen her min?”

[Deleted]

Uden et folk at regere et land med, så var der intet kongehus, så det var jo så nemt. I Izaiahs øjne, var det jo ren og skær logik. Han vendte sig mod hende, som de nu også stod i hans lille hjem. Ja, det var ikke fordi at det var særlig stort, men ikke desto mindre, så var det jo bare sådan at det var. Han elskede det, og det var hans trygge base, og det var noget som han faktisk var stolt af. Han vendte blikket roligt i retningen af hende og med et skævt smil. Så langtt id at hun ikke rynkede på næsen og den slags, så passede det ham faktisk ganske fint. Selv vidste han jo at slottet stod tomt, og det havde det gjort igennem rigtig mange år, og det var vel også værd at tage med? "Jeg har en god fornemmelse af, at du har et ønske om at yde folk det bedste, og jeg ved at du kan. Jeg glæder mig til at se hvad du kan udrette med en plads som dronning af landet her," sagde han med en rolig stemme, også fordi at han mente det. Landet her havde brug for nogen, som kunne sætte grænser og struktur på tingene, og det var uden tvivl hvad han kunne fornemme, at hun ville give dem. Dette havde uden tvivl omlagt hans liv, og først nu, var det til det bedre. Det var den fornemmelse, at han havde af tingene kunne man jo sige. Det var en forbandelse, som han skulle leve med for resten af sit liv. "Jeg har lært at leve med det, men det er også først nu at jeg for alvor har lært at acceptere det. Det er ikke nemt, og det er svært at leve med.. Men det går, og jeg klarer mig." Han var ganske bestemt i hans udtale, også fordi at det jo var noget, som han faktisk gerne ville stå fast på.
Når det nu endelig var sagt, så ville han gerne yde hende den støtte, og faktisk give hende et trygt og behageligt sted at sove. Selvom det måske ikke så ud af så meget, så var det noget som han faktisk havde det ganske fint med i den anden ende. "Stuen bliver din for i nat ja. Jeg er lige inde ved siden af, så du kan kalde, om der er noget.." Han kom tilbage med et stort tæppe, som ville varme godt på de kolde og kølige nætter. Han sendte hende et smil og lagde det over kanten på sofaen. Han vendte sig mod hende. "Det skulle være det."

[Deleted]

Uden et folk at regere et land med, så var der intet kongehus, så det var jo så nemt. I Izaiahs øjne, var det jo ren og skær logik. Han vendte sig mod hende, som de nu også stod i hans lille hjem. Ja, det var ikke fordi at det var særlig stort, men ikke desto mindre, så var det jo bare sådan at det var. Han elskede det, og det var hans trygge base, og det var noget som han faktisk var stolt af. Han vendte blikket roligt i retningen af hende og med et skævt smil. Så langtt id at hun ikke rynkede på næsen og den slags, så passede det ham faktisk ganske fint. Selv vidste han jo at slottet stod tomt, og det havde det gjort igennem rigtig mange år, og det var vel også værd at tage med? "Jeg har en god fornemmelse af, at du har et ønske om at yde folk det bedste, og jeg ved at du kan. Jeg glæder mig til at se hvad du kan udrette med en plads som dronning af landet her," sagde han med en rolig stemme, også fordi at han mente det. Landet her havde brug for nogen, som kunne sætte grænser og struktur på tingene, og det var uden tvivl hvad han kunne fornemme, at hun ville give dem. Dette havde uden tvivl omlagt hans liv, og først nu, var det til det bedre. Det var den fornemmelse, at han havde af tingene kunne man jo sige. Det var en forbandelse, som han skulle leve med for resten af sit liv. "Jeg har lært at leve med det, men det er også først nu at jeg for alvor har lært at acceptere det. Det er ikke nemt, og det er svært at leve med.. Men det går, og jeg klarer mig." Han var ganske bestemt i hans udtale, også fordi at det jo var noget, som han faktisk gerne ville stå fast på.
Når det nu endelig var sagt, så ville han gerne yde hende den støtte, og faktisk give hende et trygt og behageligt sted at sove. Selvom det måske ikke så ud af så meget, så var det noget som han faktisk havde det ganske fint med i den anden ende. "Stuen bliver din for i nat ja. Jeg er lige inde ved siden af, så du kan kalde, om der er noget.." Han kom tilbage med et stort tæppe, som ville varme godt på de kolde og kølige nætter. Han sendte hende et smil og lagde det over kanten på sofaen. Han vendte sig mod hende. "Det skulle være det."

[Deleted]

Varmende var hans ord, og dem ønskede Denjarna bestemt at tage med sig! Hun havde brug for al det positive, som hun kunne få. Det var nemlig en hård kamp, som hun skulle til at kæmpe, og derfor var enhver medgang et stort plus. Hun smilte til ham. Hun havde været heldig omkring at møde ham. Han var en god mand, og så var der det faktum, at han var hendes egentlige første støtte. Hvis hun havde talt med Salvatore om dette, tvivlede hun dog ikke på, at han ligeså ville have givet hende sin støtte. Dette var dog ikke et emne, som hun direkte havde diskuteret med ham. Hentydninger havde hun dog luftet, ligesom han ligeså havde været med til at plante ideerne i hendes hoved.. Hun nikkede roligt til hans ord. ”Jeg vil ligeså vove at påstå, at du har klaret dig gennem dine prøvelser.. Jeg kan med sikkerhed sige, at du er fin mand, og at du kan være stolt af det.. Hvad du derudover kan være stolt af, er; at du har et sted, som du kan kalde for dit hjem. Det er ikke alle, som kan det desværre. Derudover har du en kvinde ved din side, som jeg er sikker på er dig god. Det er al sammen værdier, som man må tage med, ” sagde hun roligt med en ærlig tone.
Der var måske ikke meget i hans hjem, men hvor meget havde Denjarna også behov for? Hvis blot hun fik noget blødt at ligge i, og en bid brød til morgen, ville hun sagtens kunne klare sig. Hun kunne desuden se, at Izaiah ej kunne tilbyde hende meget mere end det, og derfor forlangte hun heller ikke mere af ham. Det var i forvejen også stort af ham, at han tilbød hende husly. ”Jeg er sikker på, at jeg vil klare mig. Du har været en god vært.. men mange tak,” sagde hun venligt. Hun betragtede ham roligt, som han redte sofaen til hende, som han gjorde den klar med et tæppe. Ja, det var bestemt ikke meget, og det var ikke just en seng, men det var noget blødt at ligge i, og hun fik noget varme over sig. ”Det ser lovende ud.”

[Deleted]

Izaiah kunneskam godt se fornuften, i hvad Denjarna ønskede af stedet her, og hvad hun ønskede af sig selv, og selvfølgelig ønskede han at støtte hende. Selvom det uden tvivl ville blive hårdt for hende, at få et ordentligt fodfæste i landet her, så var han ikke et sekund i tvivl om, at hun ville opnå helt præcist det, som skulle til. Han støttede hende, og det var han skam heller ikke i tvivl om, at mange andre lige så ville have gjort, når det nu endelig skulle være. I det store og hele, så ønskede han jo bare det samme som alle andre: En som kunne snakke folkets sag, som de ønskede en til at lede dem og yde dem den sikkerhed og tryghed som de ellers så brændende havde fortjent. Positivt indstillet, kunne man jo godt sige, at han var. At hun så derimod roste ham, var noget som han i særdeleshed havde haft brug for at høre igennem lang tid. Det var altid rart med bekræftelse og anerkendelse, da man heller ikke kunne sige, at det var noget som han hørte særlig ofte. "Jeg takker mange gange for de rosende ord. Jeg gør blot hvad jeg kan med de midler og remedier som jeg har i min besiddelse. Ej er det nemt, men jeg klarer mig. Jeg har et hjem, som en af de heldige. Dette ved jeg," sagde han med en rolig stemme.
Selvom hans hjem måske ikke bestod af særlig meget, så var han heldig at have et. For nu, så ønskede han alligevel at give hende ly for natten, en bid brød i morgen og et trygt sted at sove. Tingene lagde han roligt på kanten af den lasede sofa. Det var da om ikke andet, så bedre end at sove under den åbne himmel, hvor der ikke var nogen tryghed at søge nogen steder. "Jeg er ikke i tvivl om, at du kan klare dig selv, Denjarna, men trygheden i ej at være alene, er vel et sted at starte?" spurgte han. For hendes skyld, håbede hun ville klare sig. Keysha var endnu ikke hjemvendt, men han var ikke i tvivl om at hun nok skulle dukke op på et tidspunkt. Han vendte sig mod hende igen. "Om der ej var mere, vil jeg søge til min seng. Du må få dig en god nats søvn," sagde han roligt.

[Deleted]

Ros anså Denjarna kun for at være på sin plads. Izaiah havde gjort det godt, og det fortjente han skam også at høre. Han vidste det måske allerede, men alligevel vidste hun, hvor berigende det kunne være at høre rosende ord fra en fremmedes mund, frem for de kendtes. ”Du gør måske blot, hvad du kan, med de remedier der er blevet dig givet, men alligevel ved jeg, at det bestemt ikke er alle, som kan tackle en sådan situation. Jeg er blot glad for, at du har klaret den, så jeg har fået den ære at møde dig. Jeg håber, at vores møde vil vise sig at være en hjælp for os begge,” sagde hun ærligt. Hun ønskede at hjælpe ham i den form, at han fik det ud af landet, som han ønskede muligt. Til gengæld ønskede hun, at han hjalp hende med at vinde tronen. Et løfte han også allerede havde givet hende. Langsomt gik de dog til værks, som han for nu blot hjalp hende med et sted at overnatte. Ganske prisværdigt. Ærligt måtte hun nemlig indrømme, at hun fandt denne hytte og sofa langt mere tiltrækkende, end den kølige og hårde jord. Svagt trak hun på smilebåndet. Jovist at hun var god til at klare sig alene, men god til at finde en vej udenom var hun skam også. ”Du behøver i hvert fald ikke at stille spørgsmålstegn ved, om jeg priser din gæstfrihed eller ej, for det gør jeg i allerhøjeste grad. Men jo.. Trygheden er altid en start,” medgav hun roligt. Kort så hun ned mod sofaen, inden hun så mod Izaiah. Om hun kunne klare sig for nu? Jo, mon ikke, at hun kunne det. ”Gå du blot ind og hvil dig. Det ser ud til, at jeg har alt, hvad jeg skal bruge,” endte hun venligt med at sige. ”Godnat Iziah.”
I et rums tid ventede hun, efter at han selv måtte søge ind på sit værelse. Tavst så hun sig omkring i de omgivelser, som for i nat skulle danne ramme for hendes søvn. Uden at afklæde sig selv, valgte hun at skubbe tæppet til siden, så hun kunne ligge sig i den. Den var ikke just videre magelig, men mon ikke den var bedre for hende end slet ingenting? Hun vendte sig om på siden, mens hun så ud i mørket. Det var bestemt ikke, som at ligge i hulen i Salvatores trygge favn. Bestemt ikke.. Tankerne slog hun ud af hovedet, som det ej var en del af nuet. Efter nogle øjeblikke, gled hendes øjne langsomt i, som hun gled over i søvnen.

// Out