On my way to greatness?

[Deleted]

At Denjarna havde et ry, kunne hun ikke just løbe fra. Hun havde været her længe, og hun havde aldrig forholdt sig skjult, og derfor måtte det være klart, at hendes navn var et navn, som man kendte. Selv ville hun dog ikke kun sige, at det var negativt, da det skam også rummede positive energier. Denne mand fandt trods alt selv det positive i, hvad hun stod for. Det kunne andre også gøre. Derfor så hun ikke kun på den modstand, som hun kunne møde, men også den velkomne tilgang, som hun kunne få. ”Min opstand vil ej glæde vise dele af verdenen, men der vil også være den del, som bifalder den. Min færd vil trods alt ikke kun være negativ, skønt der er en risiko for, at begyndelsen vil møde mest modgang. Det er ikke kun vigtigt at indse, man vil møde modspil. Det er nemlig mindst ligeså vigtigt at vide, at der også er dem, som tror på en. Det er nemlig dem, som man må kæmpe for, og dem som man må nære sig på,” lød det roligt fra hende, da hun mente, at Izaiah lagde meget vægt på den negative side. Den eksisterede uden tvivl, og hun anerkendte den også, men der lå også mere til det. Tilfredst trak hun på smilet ved hans ord. Ja, hun havde skam intet problem i at se sig selv som en stærkt indstillet kvinde. Det var også, hvad hun altid havde været. Hun havde altid været en kvinde med mange holdninger og drømme, og det var det, som mange så sig skræmt af. Skræmt af, når hun endelig valgte at gå sin egen vej. Måske var det fordi, at de vidste, at hun virkelig kunne udgøre en trussel for dem? Hun smilte let. ”Jeg går skam heller ikke ind til noget, som jeg kun halvt har tænkt igennem,” sagde hun stilfærdigt. Hendes blik hvilede på ham. At han ønskede et trygt liv for sig selv, og den – kvinde formentligt – som han holdt af, forstod hun skam udmærket godt. Hvem ønskede ikke et godt liv for sig selv og sin kære? Det havde hun selv engang gjort, men desværre havde hun selv svært ved at stille sig til tåls med ro. Det var måske også en af grundende til, at hende og Derick altid havde haft problemer. Ganske rigtigt havde hun været ham tro de sidste mange år, men alligevel havde hun mere rumsterende inde i sig. ”Jeg agter at fjerne al denne død og ødelæggelse for dit og din kæres blik. Jeg ønsker ej, at folk skal være frustrerede og vrede. Jeg ønsker derimod, at de kan finde fred og ro på deres egne gader. Selv kender jeg til det at være jagtet, og det er ej en skæbne, som jeg ønsker for andre.”

[Deleted]

Izaiah var kendt med det mørke som lå i Denjarnas navn, og det var jo egentlig bare på sin plads, at hun selv var kendt med, at det kunne være til både en fordel og en ulempe, at have det ry og rygte, som hun nu måtte være i besiddelse af. Hans blik gled mod hendes skikkelse. Han behøvede skam ikke at have fokus på det negative, for han ønskede uanset stadig at yde hende den støtte som hun havde brug for, for at opnå hvad hun ønskede. Han nikkede til hendes ord igen. Hun havde uden tvivl selv ordet på sin side. ”Jeg agter stadig at yde dig min støtte, selv på trods af det negative som klinger i dit navn, Denjarna. Dette træk vil uden tvivl få meget i denne verden til at rykke sig, og hvorvidt om det er en god eller en skidt ting, genstår jo trods alt endnu. Ikke desto mindre, har landet her brug for en leder.. en som kæmper for deres sag og deres velbefindende, og nu er du kendt med det frygtelige ved et liv på flugt.. et liv alene.. et liv af modgang. Når selv det går op for folket her, så kan det gå i to retninger,” sagde han sigende. Han ønskede ikke at holde fokus på det negative, selvom det var svært, når det var de historier som man hørte. I det tilfælde, havde han brug for at gøre sig sine egne erfaringer med tingene.. Lære hende at kende fra blanke ark, og han var nu temmelig sikker på, at det nok skulle gå i den anden ende. Hvorfor skulle det da ikke gøre det? ”Folk har for en gangs skyld brug for en leder som følger det planlagte til døren,” fortalte han med en sandfærdig mine, også selvom det var ord, som han uden tvivl mente. Ved hendes ord, måtte smilet kun brede sig mere. Det var netop det, som han havde brug for at høre. ”Og netop den indstilling gør, at jeg ønsker at yde min støtte til dig, Denjarna. Min art er jagtet nok i forvejen.. Ej er vi mange.. men med en ret leder, står jeg altid bag,” sagde han med en stemme præget af taknemmelighed. Kunne han holde Keysha i sikkerhed, var han storslået tilfreds med det hele.

[Deleted]

Denjarna stirrede på ham i et rum tid. Et liv på flugt.. et liv alene.. et liv af modgang. Hun brød sig ikke om at høre disse ord, men om end kunne hun ikke komme uden om dem. De var nemlig den hårde sandhed. Ikke så meget et liv alene, men de resterende ord passede jo. De seneste år havde hun nemlig være meget på flugt, og modgang havde hun altid mødt. Derfor kendte hun til det med at stå med hårde ods. Derfor kunne hun også sætte sig i forståelse for et udsat land. Hun selv var nemlig en meget udsat kvinde. Måske var det også det, som kunne fjerne barrieren mellem hende selv og folket? Hun ville nemlig ikke blot være en velhavende dronning, der altid havde fået serveret alting på et sølvfad. Nej, hun ville blive en dronning, som altid havde kæmpet. Sin modgang brød hun sig dog ikke om at diskutere med alle og enhver, og derfor valgte hun ikke at gå i detaljen med dette. ”Jeg kender til det at stå med problemer til halsen, og derfor kan jeg forstå borgernes kvaler, og det håber jeg derfor også, at de vil indse. Jeg er ikke en eller anden ophøjet person. Jeg er mindst ligeså virkelig som dem. Jeg har ligeså lidt blod, sved og tårer,” sagde hun sigende, som hun selv mente, at det kunne være et positivt kendskab i denne sammenhæng. Det gjorde nemlig, at hun kunne forstå sig på dem. Hun nikkede medgivende til hans ord, skønt hun ikke kunne lade være med at tænke; hvem skulle ikke kunne lide en person, som holder, hvad vedkommende har lovet? Det var nemlig altid rart at være i den vished, at man kunne stole på den person, som lovede en noget. ”Selvfølgelig. Tillid gør ufatteligt meget, og den følelse kan man kun opnå, hvis man gør, som du selv siger,” medgav hun. Hun betragtede ham stille og roligt. Hans art er jagtet nok.. De er ikke mange.. Hvilket folkefærd tilhørte han mon? Det var ikke just fordi, at hun var synderligt dømmende overfor andre racer længere. Kun vampyrerne.. og en vampyr vidste hun, at han ikke var. Det havde hun dagslyset til at sikre sig. Den race fik hende helt til at væmmes, og hun måtte helt rynke på næsen ad, at hun engang havde tilhørt den. Mod sin vilje om end. ”Og hvilken art tilhører du?” spurgte hun ham. Udadtil lignede han trods alt bare en mand. Anderledes var det med elverne – som hende selv – da de havde særlige træk, såsom deres spidse ører.

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at Izaiah mente, at det som Denjarna havde været igennem, ville forværre hendes chancer her i landet, for det vidste han skam godt, at det ikke ville. Selvom hun måske ikke ligefrem var hvad man kunne kalde for populær i de stridende lande, så var det bestemt ikke ensbetydende med, at folk her, ikke ville følge hende. Med hvad hun havde været igennem, var hun i stand til at sætte sig i rigtig mange folks sted, og det var også hvad de havde brug for.. En som kunne forstå dem. Han nikkede sig enig. ”Det er hvad folket her uden tvivl har brug for: en som kender til deres situation.. en som kan sætte sig i deres sko, og faktisk forstå sig på de tanker og følelser som de netop gør sig,” fortalte han sigende. Han selv var kommet langvejs fra, for at finde sig en plads at opholde sig. Hans egen slags, var der jo heller ikke ligefrem mange af tilbage, og det kunne han så sandelig også godt mærke på sig selv, hvis han endelig skulle sige det. Den tillid som han udviste hende, var ikke noget som han udviste for særlig mange, men i en situation som denne, så følte han næsten at alt andet måtte være forkert. Han nikkede mod hende igen. Det føles uden tvivl som var de på bølgelængde, og derfor havde han bestemt heller ikke noget imod at støtte hende i dette henseende. Som hun spurgte ind til hvad race han var af, måtte han kun trække på smilebåndet. Det var jo altid en chance at løbe, at fortælle netop den slags. ”Jeg er varulv,” svarede han ærligt, da han bestemt heller ikke så nogen grund til at skulle tie stille om det. Det var jo ikke fordi at det var noget som han skammede sig over, for det gjorde han skam ikke. Selvom mange andre altid havde været af andre tanker end netop det. ”Hvilket folk har en sjov tendens til at dømme mig på,” tilføjede han mere tænksomt. Det var nok noget af det, som han aldrig ville forstå.

[Deleted]

De fleste regenter var uden tvivl personer, som den normale borger havde svært ved at nå og forstå sig på. Det var normalt, at der var et spring mellem en regent og dets borgere. Springet var som ofte det, at regenten stod i et guddommeligt skær. Det var nemlig ej en position eller et liv, som den gense person kunne få. De levede derfor hvert sit liv og med store forskelle. Forskelle der gjorde, at de to parter ikke kunne forså sig på hinanden. Det problem ville der derimod ikke være med Denjarna. Hun var nemlig en af de få, som rent faktisk kendte til begge sider af mønten. Hun havde nemlig været ligeså fattig, som hun havde været velhavende. Hun var ej født med en sølvske i munden, som hun ej var født med en titel. Hun havde kæmpet sig vej op fra ingenting. Hun kom fra ingenting, og nu kendte alle hendes navn. ”Forståelse er alt, når det kommer til at hjælpe andre. Folk der ej kender til sagen, forsøger måske at hjælpe, men uden kendskab er man i det store og hele fortabt. Derfor er en føderet sjældent en god ide. De bliver nemlig opfostret på et slot. De kender kun til slottet, og hvad deres rådgivere fortæller dem. Det er ikke det samme som at se virkeligheden i øjnene,” sagde hun sigende, som hun selv mente, at det var det som gavnede hende mest. Selv havde hun nemlig boet på gaden, ligeså vel som hun havde boet på et slot. Derfor kendte hun igen til alle sider af mønten. ”Det er længe siden, at jeg sidst så en varulv,” endte hun blot med at sige, alt imens hun betragtede ham med et tænksomt blik. Hun trak svagt på smilet ved hans bemærkning. ”Hvad tror du ikke folk siger og tænker, når de ser en mørkelver? Og ikke mindst en mørkelvisk kvinde endda.” Ja, hendes egen race var ej heller lige vellidt. Hende selv klarede sig dog exceptionelt med hensyn til dette i forhold til hendes artsfæller. Det første der måtte falde hende ind omkring varulve var dog, at han kunne gøre det samme mod hende, som en vampyr kunne. Dog måtte det siges, at hun stolede mere på en varulv, end hvad hun gjorde på en vampyr. Vampyrer var nemlig blodtørstige væsner, der til hver en tid kunne forvandle en. Med hensyn til varulve, havde man kun et problem med dem ved fuldmåne. ”Hvordan klarer du dine forvandlinger?” spurgte hun ham. Et personligt spørgsmål var det uden tvivl, men selv var hun nødt til at vægte sin egen sikkerhed.

[Deleted]

Denjarna havde den klare fordel, at hun selv havde været i de situationer, hvor hun havde været tvunget til at bukke og bide i græsset for fødderne af de højere og derved også bedrestillede. Uden tvivl var dette noget som ville komme hende til fordel, og selv Izaiah var ikke i tvivl om, at hun nok skulle kunne klare sig hvis hun virkelig ønskede at indtage tronen her i landet. Folk havde brug for en som kunne tale deres sag for resten af verden, hvilket de nok ikke havde oplevet særlig meget af igennem de sidste rigtig mange år, og hvem kunne egentlig klandre dem? Ingen havde taget den trone efter Destiny og Fabian, og selvfølgelig var det en tanke som selv han måtte finde som en trist en. ”Føderet kan komme som fordel, som det kan komme som det modsatte. En bonde som indtager en trone, har ingen anelse om hvad der venter dem, som de kongelige ikke er kendt med hvordan det er at udgøre den vigtigste og største del af et samfund,” sagde han sandfærdigt. Uden et folk, var der intet at regere over, så hvis der ikke var nogen støtte, havde kongehuset uden tvivl også et problem. Nu hvor han havde fortalt hende, at han var en varulv, var han mere spændt hendes reaktion. Han trak kort på skuldrene. ”Vi er heller ikke mange tilbage længere,” sagde han blot. Det i sig selv, var jo en sandhed. De havde været jagtet i mange år på baggrund af faren de udgjorde ved fuldmånen, så det at hun ikke havde set en længe, kom ikke bag på ham. De mørke øjne gled mod hende. ”I mange henseender bedre velset end en mand som jeg selv. Mørkelverne og kvinderne specielt, er kendt for at have ben i næsen og være fødte ledere,” fortalte han med en sandfærdig mine. At hun så derimod spurgte ind til hans forvandlinger, kom som sådan ikke bag på ham. Udenfor fuldmånen udgjorde han ikke en fare hvis han ikke følte sig truet.. men ja, det var et meget personligt spørgsmål, selv for ham. ”Jeg er låst af vejen når fuldmånen indtræffer. Jeg har slået ihjel før, udover min kontrol,” svarede han ærligt. Hun kunne jo lige så godt vide det. Han skulle jo trods alt hjælpe hende med alt dette, og det agtet han at gøre.

[Deleted]

”Og af den årsag er det bedst at kende til begge sider af mønten. Det er selvfølgelig også kun de færreste, som gør det, men det er også kun de færreste, som er egnet til at regere. Det er nemlig ikke hverdagskost, som man går ind til. Det er også meningen, at det skal være således, for hvis alle kunne, ville det skabe et virvar af meninger og veje,” sagde Denjarna roligt. Det kunne måske være en drøm, at enhver var sin egen herre, men hvor lyserødt det end lød, var det ikke muligt i praktisk. Problemer ville det nemlig kun skabe, når den ene forsøgte at overrumple den anden med sine holdninger, og derfor var det bedst, at der var retningslinjer for alle. At man vidste, hvad man måtte og ikke måtte, og at man vidste, hvor ens egen plads var. Retningslinjer var nemlig vigtigt for alle. Hendes hoved faldt en anelse på sned. ”En skam.. Jeg ved, at I ofte bliver set på som syndere, men jeg ved, at I sjældent er problemet. Det er måske ikke varulvene, som jeg har spenderet mest til med, men alligevel ved jeg, at I langt fra er den mest problematiske race. Faktisk ligger I slet ikke i toppen.” Racer som vampyrer og warlocker var egentligt langt mere utilregnelige end varulve. De sørgede i hvert fald for langt mere og større ravage her i verdenen. Det var også to racer, som hun var kommet i tumult med, hvorimod varulvene.. ja, de havde aldrig gjort hende noget. Derfor var det vel en skam, at de havde tilegnet sig så megen dårlig fokus. ”Mit folk gør stor ære i at skabe stolte og stærke kvinder. Det er dog også, hvad der skræmmer omverdenen, og derfor er de ikke synderligt velset. Det er også et sådant problem, at folk til tider har med mig,” sagde hun ærligt. Mørkelverne måtte dog også klare sig bedre end varulvene. Hendes folk forstod nemlig at passe på sig selv.. Det gjorde varulvene tydeligvis ikke. Det havde nemlig en stor betydning for den enes overlevelse og den andens udryddelse. Hun betragtede ham. Det forekom måske brutalt at bure sig selv inde, men hun kunne lide det.. Det gjorde nemlig, at han ingen fare udgjorde i sit farligste stadie. En selvkontrol, som vampyrerne bestemt ikke ejede. ”Jeg vil ej slå ned på, at du før har slået ihjel, for et sted er de fleste mordere. Jeg kender i hvert fald mange, som har frarøvet en livet. Hvad der er vigtigt er dog, hvad du gør, når fuldmånen kommer, og som du beskriver det, er du ej faren.”

[Deleted]

Så langt som de nu var kommet, kunne Izaiah kun sige, at han var enig i Denjarnas udtale.. I hele hendes udtale. Hun vidste så sandelig hvad hun snakket om, og det var noget som han faktisk godt kunne lide, hvis han endelig skulle sige det ærligt. ”Et virvar af meninger, holdninger og veje har alle oplevet, og det forvirrer kun mere end hvad det gavner. Det som der er brug for, er en mening, en vej, og en til at holde fast i den pågældende vej.. Der er brug for systematik og struktur,” fortalte han med en ganske sigende mine, da han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Dette var dog noget som han stod fuldkommen fast på i den anden ende. Selvom mørkelviske kvinder måske ikke havde haft det nemt, kunne man skam også sige det samme om varulvene, som bestemt heller ikke altid havde levet livet som dansen på den røde rose. ”Det glæder mig.. Jeg vil heller ikke betegne vores slags som morderisk, foruden når fuldmånen står højest på himlen.. Det er en enkelt nat i løbet af en måned det drejer sig om, og den dom hænger på os resten af livet,” sagde han blot. Selv var han ikke født varulv.. Han var blevet forvandlet til en, også selvom det var rigtig mange år siden, så var det ting, som han virkelig forsøgte at lære at leve med, selvom det ikke altid var lige nemt. ”Forundrer det dig, med det ’normale’ samfund som hviler omkring os?” spurgte han sigende. Kvinderne havde altid underlagt sig manden i det som man ville kalde en normal tilværelse. Der skilte mørkelverne sig jo rigtig meget ud. Selv låste han sig selv inde når fuldmånen var der, udelukkende fordi at han ej ønskede at gøre andre folk ondt, eller udsætte dem for det samme som ham selv. ”Jeg gør hvad jeg kan, for ikke at fremstå som en fare eller en trussel. Uheld kan forekomme.. Folk slår ihjel, som de bliver slået ihjel. De stærkeste overlever, og sådan har det altid været. Fuldmånen gør mig farlig, men selv under den, er jeg mest sårbar. Jeg tager mine forholdsregler.. og jeg agter stadig at yde dig min støtte.”

[Deleted]

Det at de var enige, gavnede uden tvivl Denjarnas færd. Berigende var det også blot at høre og se, at hun endnu kunne mænges positivt med folk. Positivt havde hendes liv nemlig ikke været i denne foregående tid. Det var dog ikke noget, som hun ønskede at tænke på, som hun ikke nød at tænke på sin egen ulykke. Al det hun havde lidt, og al det hun havde tabt. Det løb uden tvivl op, men intet kunne hun gøre ved det. Hun nikkede roligt. ”Vi deler samme holdning om al dette, og det kan jeg ikke benægte, at jeg kan lide,” sagde hun roligt. At varulvene levede med en dom over sig, forundrede skam ikke Denjarna. Verdenen brød sig nemlig ikke om en, som ukontrolleret og dyrisk kunne tage alt, hvad de havde kært. Derfor var der en generel frygt for vampyrer og varulve. Begge racer kunne nemlig smide det humane fra sig og dræbe, ligesom de også kunne tage ens art fra en. Det havde hun selv følt på krop og sjæl, som hun engang havde været vampyr. Det havde hun været, til hun havde mødt Enrico, der havde hjulpet hende tilbage til sin egen krop. En forfærdelig omgang havde det uden tvivl været, men forløsningen bagefter havde været ubeskrivelig. ”Generelt set er I ej et morderisk folk, men den ene nat, hvor I forvandler jer, ødelægger alt for jer. Folk frygter ganske enkelt, hvad I kan gøre ved dem. Ej heller kan jeg bebrejde dem. Jeg har selv været udsat for et lignende angreb.. Dette omhandlede dog vampyrer, og ej varulve,” sagde hun ærligt. Alment kendt var det vel også, at hun engang havde været vampyr. Accepteret det havde hun dog aldrig.. men hvordan kunne man også acceptere noget, som man ikke var? Hun var mørkelver.. det havde hun altid været. Hun trak svagt på smilebåndet. ”Det kan umuligt chokerer mig. Jeg chokerer derimod omverdenen,” sagde hun uden at slække på smilet. Sandt var det dog, som verdenen sjældent så kvindelige modspillere. Verdenen måtte efterhånden også have fundet ud af, at hun ikke bare gav op. Hun kunne ikke bare blive skubbet ud af spillet. Hun betragtede ham med et tilfredst blik. Hun kunne uden tvivl lide hans tankegang. ”Din tankegang og dine handlinger imponerer mig. Jeg tvivler ikke på, at det må være svært at spærre sig selv inde, men i visse tider er man desværre nødt til at tage drastiske handlinger i brug. Dette viser blot, hvor selvbevidst du er, og det kan jeg lide.”

[Deleted]

Det var uden tvivl en glæde selv for Izaiah, at de var så enige om tingene, som de var. Selv var han ikke i tvivl om, at hun ville være en rigtig god leder at have på tronen her i landet.. en som vidste hvordan det var at flygte, leve livet alene, leve i skyggen og være decideret ligegyldig for omverdenen omkring en, som mange af manjanerne faktisk følte, at de var blevet. En skam var det uden tvivl at verdenen havde taget sådan en grotesk drejning. ”Det er du ikke ene om, Denjarna,” sagde han med en rolig, dog ganske ærlig stemme, og med et let smil på læberne. Selvom de begge havde oplevet folks vrede, for at være den man var, så kunne de jo alligevel godt sætte sig i forståelsen for hinanden, og det kunne han især godt lide.. En som faktisk kunne acceptere, at han var det væsen som han var. At hun havde været udsat angreb af et af de mere dyriske væsner, dog en ej varulv, fangede hurtigt hans interesse. I det tilfælde med en vampyr, som uden tvivl nok var et af de mere groteske væsner, som man lige kunne falde over, hvis han endelig skulle sige det. ”Vampyrerne er også af de mere groteske dyriske væsner, som ødelægger det for os andre. Det rygte som hviler på os hvad fuldmånen angår gør os frygtede, og derved fremhæver os som en trussel for andre folk.. Vi er flokdyr.. vi bliver jaget.. slagtet, når vi kommer væk fra dem som vi holder nær og kær.. For mange har det desværre vist sig at være en fritidsintresse.” Jagten havde han til tider oplevet, og det var grunden til at han havde forladt Imandra til fordel for Manjarno, og nu hvor han også havde mødt Keysha her, så havde han ingen planer om at smutte nogen steder igen. De mørke øjne gled mod hendes skikkelse igen. Han ønskede at støtte hende, også selvom han ville have sine svage øjeblikke – såsom under fuldmånen og et par dage før, såvel som et par dage efter. Han så ikke noget andet alternativ, end at låse sig selv af vejen. ”Det gør du og det kommer du helt klart til at gøre igen,” pointerede han sigende. Specielt nu hvor hun ønskede at tage tronen til sig. Han trak kort på smilebåndet. ”Man er til tider nødt til at benytte drastiske midler.. Jeg frygter mere den dag de finder mig under fuldmånen, når jeg er indelåst. Til nu har jeg været heldig at vågne efter hver en fuldmåne,” sagde han sandfærdigt.

[Deleted]

Tilfredst trak Denjarna på smilebåndet. Let var han at kommunikere med, og det hjalp uden tvivl hende. Hende og hendes sag. Han var hendes første støtte.. eller var han måske hendes anden? Hun havde ikke nævnt sin plan for Salvatore, men alligevel valgte hun at antage, at han var med hende. Gad vide hvordan den mand havde det? De var dog kun lige blevet skilt ad, og derfor antog hun igen, at han havde det fint. Hvor meget kunne der også lige ske på kun to dage? Hun slog tankerne bort og fokuserede igen på Izaiah. ”Vampyrerne forårsager langt mere død og ødelæggelse, end hvad varulvene gør.. Det er sjovt, som problemet fortsætter uhindret, og at de mere stille bliver stoppet. Jeg ved ikke, hvad der er sket for at denne verdensorden er kommet, men det er en verdensorden, som jeg ej bifalder,” sagde hun sigende. Det var vel også et løfte om, at hun ikke ville gøre det således i sit styre? Faktisk ønskede hun slet ikke vampyrer i sit styre.. Kraftigt imod dem var hun blevet med tiden, og det kunne hun ikke just ændre på. Ej heller havde hun lyst til det. De var døde væsner, og de døde hørte ej til blandt de levende.. De fulgte nemlig kun deres egne regler, og trådte på alt andet. Hun fugtede let læberne, inden hun trak på smilet. ”Det har aldrig været min stærke side at forholde mig stille,” medgav hun, som et tegn på, at hun skam ville chokere igen. Det ville nemlig uden tvivl chokere særligt Gabriel og Mattheus, når det gik dem for ører, at hun stræbte den manjanske trone. En fryd måtte det faktisk være at se deres ansigter idet det gik op for dem. Hun betragtede ham. ”Det har længe været en frygt for mig, om jeg ville vågne op til at se den næste dag. Dette var dog på daglig basis og ej ved de få fuldmåner. Jeg kender måske ikke til det at være varulv, men jeg kender til det at være jagtet for den person man er. Det er ej en morsom skæbne at lide under,” sagde hun ærligt.

[Deleted]

De var på bølgelængde, hvilket uden tvivl passede Izaiah særdeles udmærket. Det var rart at der var nogen, som man faktisk kunne skænke denne enighed til, og det lagde han så sandelig heller ikke ligefrem skjul på. Smilet indikerede en vis form for tryghed, nu hvor han stod omkring hende, og han kunne uden tvivl godt lide at det var sådan at det forholdt sig. ”Ej er der mange som bifalder denne, men dog derimod, er der frygtelig få, som tør stille noget op med dette.. Det er frygtsomt.. Det skaber en frygt, som folk ej kan udrydde,” sagde han med en sandfærdig stemme. Vampyrerne var et dyrisk væsen, som ødelagde det for alle andre. Ham selv derimod, ønskede jo bare at finde et sted hvor han kunne slå sig ned med en kvinde som han elskede og holdt af, og det var der vel ej nogen kriminalitet i? Dog af den grund, var hans race jagtet og jaget.. og ej var de mange tilbage mere. Han lod hovedet søge en kende på sned og med et skævt smil på læben. Det var dog ej fordi at han frygtede noget fra hendes side. ”Det faktum, at du ej kan forholde dig i ro, skænker dig en erfaring og viden som rækker langt. Uden tvivl noget, som vil komme landet her til gode,” fortalte han videre, da det jo ej heller var en løgn. Nu hvor hun havde taget sit valg, måtte han jo selv tage sine hvad angik hans forvandlinger, dog selvom det var de situationer, hvor han placerede sig selv i en yderst sårbar situation. ”Forbandelsen af fuldmånen ligger i, ej at have kontrol for mig. Jeg ved ikke om jeg vil vågne op når fuldmånen er drevet forbi, som jeg ej ved hvad jeg foretager mig i de timer det står på. Jeg frygter den.. og det har jeg gjort næsten hele mit liv.” Han havde ikke været særlig gammel, da varulven havde sat tænderne i ham.. Og nu hvor det gik op for ham, hvad den fuldmåne egentlig gjorde ved ham, frygtede han den altid.. Han fandt aldrig ro i dagene op til.

[Deleted]

Ja, vampyrerne var en frygtet race. Ingen tvivl om det. Folk burde også bære en vis frygt for dem, for de var ej at til at kimse med. I hvert fald ikke, hvis man ikke vidste, hvad man gjorde. Selv havde hun endt i kløerne på den race et par gange, og ikke alle gange havde gået lige godt. Nej, det var hendes sidste udflugt et tydeligt bevis på. Det havde i hvert fald kostet hende et par måneder i selve fyrstens kælder, og frivilligt havde det ikke just været. ”Det er sandt. Svært kan det være at stille sig op imod magter, som er stærkere end en selv. Jeg vil dog alligevel helst se på mig selv, som en person, som tager kampen op. For hvis ikke man tør tage kampen op, vil det aldrig blive bedre. Det er det færreste, som kommer til dem der ser passivt til,” sagde hun stilfærdigt. Selv ønskede hun ej, at den race skulle løbe løbsk, som den havde gjort i Dvasias. Dvasias’ konge havde i hvert fald ingen snor i sit folk. Det var selvfølgelig medmindre, at han i virkeligheden stod bag hendes tilfangetagelse af Alexander. Dette var dog ikke en tanke, som hun pustede videre liv i. At han anså det for at være en positiv ting, som endda ville komme hende til gode, at hun ej kendte til megen stabilitet, glædede hende da. Det gjorde i hvert fald, at de udsatte kunne relatere til hende. ”Jeg vil i hvert fald mene, at det giver mig en vis livserfaring, at jeg ej kender til ro. Det tvinger nemlig en til at tænke dybere og at udvikle sig, når man konstant skal se sig selv over skulderen,” sagde hun ærligt. Det at skulle leve i frygten for det uundgåelige, fandt hun forfærdeligt. Fuldmånen var nemlig ikke en skæbne, som han kunne løbe fra. Det var derfor en pinsel og en frygt, som han var tvunget til at leve med. Ej misundte hun ham for det. ”Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan forvandlingen og det at være varulv fungerer. Jeg er trods alt ikke en af Jer.. men er det muligt at … vænne sig til forvandlingerne? Tæmme dem, hvis man kan sige det på den måske,” endte hun med at spørge ham. Selv vidste hun nemlig ikke, om man kunne forene sig med forvandlingen. Hun mente skam ikke at undgå dem, men derimod at kunne leve med dem og klare sig igennem dem, uden denne smerte og blackouts.

[Deleted]

Vampyrerne var en race som gjorde det problematisk for alle andre parter at færdes ude. Specielt for dem som gik under samme betegnelse som ’dyrisk’, selvom dem som var en del af det, hurtigt ville finde ud af, at det slet ikke var sådan at det forholdt sig. Izaiah var ganske vidst en hund.. en ulv.. et dyr, men var samtidig et menneske langt størstedelen af sin levende tilværelse. ”De fleste ser passivt til, udelukkende fordi de frygter for at gøre noget ved det. Et enkelt individ mod et helt land, så er man allerede på forhånd kendt med udfaldet, og det fraholder mange fra at opsøge hvad de i sandhed ønsker.” Igen vendte han blikket mod hende. Det var rart at snakke mere dybsindigt med nogen, for det var bestemt ikke ofte at det forekom.. Og for ham var det uden tvivl rart. Hendes livserfaring, som han selv glædeligt lyttede til. Hun vidste hvad hun ville, og det var uden tvivl noget, som han havde den største respekt for, hvis han selv skulle sige det. Det var uden tvivl en tanke som selv måtte glæde ham. ”Folk skal konstant se sig over skulderen, og det fører til at udviklingerne går i stå. Jeg håber for dig, at du ved hvad du gør i det her tilfælde. Det vil skabe dig venner, som det uden tvivl kommer til at skabe dig flere fjender,” påpegede han med en sigende mine. Ikke fordi at han ville gøre noget alvor af det som sådan, for han agtet stadig at stå der som en støtte, såfremt at hun ønskede det naturligvis. At være varulv satte nemlig mange hindringer for ham, selvom det kun drejede sig om en enkel nat om måneden, at han virkelig var utilregnelig. ”De dygtigste kan håndtere en forvandling udenfor fuldmånen, hvor det foregår med fuld kontrol og hukommelse til følge. Fuldmånen er forbandelsens kerne.. hvorvidt om den kan kontrolleres i den forstand ved jeg ikke. Jeg er ikke kendt med remedier som skulle gøre det,” fortalte han ærligt. Skulle han være helt ærlig, så vidste han ikke om han turde håbe på det. Det ville lette tingene frygtelig meget.

[Deleted]

Et enkelt individ mod et helt land, så er man allerede på forhånd kendt med udfaldet, og det fraholder mange fra at opsøge hvad de i sandhed ønsker. Ordene fik helt Denjarna til at smile. Det var meget muligt ikke møntet på hende, men derimod på vampyrerne og det skræmte folk, men alligevel kunne hun ikke lade være med at skænke sin egen færd en tanke. Hun var teknisk set et enkelt individ mod et helt land.. eller nu var det vel to individer mod et helt land. Hun opsøgte dog også, hvad hun ønskede, og derfor stod hun også her. Hun satsede dog mere på et positivt udfald, fremfor det negative, som han refererede til. Selvfølgelig vidste hun ikke, hvordan hendes færd ville gå, men havde det nogensinde været forbudt at drømme? ”Det er altid skræmmende at gå imod de større magter her i verdenen. Det kan man ikke komme udenom.. Verdenen er dog indrettet således, at den kræver, at der er én som tager det første skridt. Det vil måske ikke lykkedes for den første, men når først de andre har set iveren, begynder de at udvikle smag for den,” sagde hun. Hendes blik hvilede på ham. Om hun vidste, hvad hun gjorde? Både ja og nej. Det at efterstræbe tronen var helt nyt for hende. Hvad der dog ikke var nyt for hende, var politik, ledelse og socialisering. Det hun gjorde var blot at følge sine instinkter.. Det havde hun altid gjort. ”Personligt vil jeg mene, at jeg ved, hvad jeg gør, men ved man virkelig, hvad man gør, før man ser det endelige resultat?” endte hun med at sige lettere filosofisk. ”Jeg kender til verdenen, som jeg ønsker at indtræde, men aldrig har jeg haft så stort et ansvar, som det jeg ønsker at påtage mig. Dette skræmmer mig dog ikke, og derfor ved jeg, at jeg gør det rigtige.” At han fortalte hende om sit livs egne problemer, fandt hun ganske interessant. Vant til varulve var hun nemlig ikke, og derfor kendte hun ej til de små detaljer, som dem hun spurgte ind til. Hun trak svagt på smilet. ”Enhver race har dets hemmeligheder og kræfter. Hvad alt dette indebær, finder man først ud af, når man når den rette alder, samt kendskab til sig selv og sin race. For at opnå kontrol kræver det, at du studerer dig selv og dit folkefærd. Det kan nemlig komme, ligesom det er kommet for andre,” sagde hun vidende.