On my way to greatness?

[Deleted]

Pointen var taget.. Det ændrede dog bare ikke på det faktum, at landet her virkelig havde brug for en leder, som de kunne stole på og se op til, og som kunne gøre noget ved den uro og de optøjer som skete rundt forbi. Det var bestemt ikke særlig sjovt, at være fanget i midten i det henseende. Folket var bange og de levede konstant i frygten for at krigen ville bryde ud, og det var også derfor at mange handlede og reagerede som de gjorde.. At det jo så var den rene dominoeffekt, var noget som de færreste kunne se, men som de fleste kunne ane. ”På det punkt, må jeg sige, at vi alle er ene og alene det samme. Vi lever alle i frygten for en kommende krig, som vi ved vil brede sig på et tidspunkt.. Mand, kvinde og børn.. alle fornemmer vi det,” fortalte han med en dæmpet stemme, også fordi at det virkelig var noget som han måtte finde.. frygtsomt. Han trak svagt på smilebåndet. ”Manjarno har altid været et samlepunkt for denne verden.. Nu er den så samlepunkt for krig og optøjer,” sagde han dæmpet. Det var jo smertende at indse, men det var jo omstændighederne.
Navnet ’Denjarna’, var på ingen måder ukendt på disse egne, også selvom det var ved at være mange år siden, at man havde hørt om det navn.. eller bare noget til det, så meget måtte der have hændt hende. Selv var han ikke i tvivl om, at hun ville være blandt dem, som ville sige de royale imod, da hun havde kendskab til dem begge – det sagde rygterne og de mange historier i hvert fald. ”Du betegner dig selv, som havde du været et insekt, som man ikke slipper af med igen. Dit navn er ej ukendt for mig, må jeg sige.. Rygterne lyder på en standhaftig kvinde, som har oplevet megen modgang i sit liv, og alligevel har formået at kæmpe sig op på benene igen. Du er jo nærmest blevet en legende,” fortalte han sandfærdigt. Hvorfor skulle han lyve for hende? Hvis hun var villig til at indtage tronen i Neutranium, og hun kunne holde de stridende parter væk, ville han uden tvivl støtte hende.

[Deleted]

Alle kunne blive bange. Selv den modigste mand, var ikke undtaget af dette fænomen. Det kom ej heller som et chok for Denjarna, hvilken knibe Manjarnos borgere var i, når nu de dagligt blev invaderet af to stridende parter. Det kunne få enhver til at tjekke sig en ekstra gang over skulderen. At det var blevet således, forundrede hende dog ikke, da begge regenter kun havde hovedet oppe i deres egen røv. ”Det har altid blot været et spørgsmål om tid, hvornår helvedet vil bryde løs.. Procias og Dvasias hat altid siddet i totterne på hinanden, og Manjarno har altid ligget fastklemt mellem dem,” lød det stilfærdigt fra hende. ”Det må nu være op til Manjarno at vise, at de ikke blot er en gennemgang, men en destination med et værdigt folkefærd. Både Procias og Dvasias trænger til at blive sat på plads, når det kommer dertil.”
At Izaiah ej afviste ideen om Denjarna, som folkets leder, priste uden tvivl hendes selvværd! Det havde ej været en tåbelig ide, men faktisk en ide med hold i. Det var selvfølgelig også, hvad hun havde håbet på, men inden hun havde talt med manjanerne, kunne hun selvfølgelig ikke vide det. Ryggen kunne hun dog holde rank nu, og blikket kunne hun sikkert holde på ham. ”Det skulle ej undre mig, hvis de to stridende konger ser således på mig. Jeg må dog sige, at det ikke gør mig noget. Folk gør nemlig ret i at vide, at jeg ikke bare lægger mig.. Disse rygter, som du har hørt om mig, må derfor også være rigtige,” sagde hun sandfærdigt. At han ligefrem brugte ordet legende på hende, fik hende helt til at smile indvendigt. Ja, hun havde vel aldrig gået stille for sig. ”Jeg er dog mere end en overlever. Det er måske længe siden, at jeg sidst har ledet et folk, men jeg er om end en leder. Jeg er også en kvinde med visioner, og det er visioner, som flere har forsøgt at malke. Derudover kender jeg magtens spil.. Jeg har altid været i det. Jeg kender spillets regler, eller manglen på samme, ligesom jeg kender de spillenes tankegang.”

[Deleted]

Izaiah kunne ikke være andet end enig i Denjarnas udtale, men teorien var noget andet i praksis, for det krævede godt nok sin mand.. eller kvinde, at skulle sætte de to stridende lande lidt på plads, og lade slagmarken blive mindet om de forgangskrige, som havde været, frem for at besudle det minde med nye, som kostede flere og flere menneskeliv. Folk kiggede sig over skulderen.. Dem som måtte og turde søge ud vel og mærke, selvom det nok heller ikke var så svært at forestille sig i den anden ende, var det? ”Det er alt sammen en smuk ideologi, Denjarna, men det er svært udført i praksis. Begge lande har de været præget af traditioner indenfor krigsføring, og landet her har været slagmarken for dem begge. Landet her er uden tvivl smukt, men det er noget de færreste har og kan lægge mærke til,” fortalte han. Det var virkelig en skam, at det var sådan det havde udviklet sig.
At Izaiah nu måtte stå ansigt til ansigt med en kvinde, som selv var villig til at påtage sig den rolle, at skulle lede et land, forundrede ham ganske enkelt ikke, og så alligevel.. Nu hvor han vidste, at det var Denjarna, så kunne han se mulighederne.. fremtiden for landet her, da det uden tvivl havde brug for en leder, som kunne håndhæve opgaven. Hun var kendt med magtspillet, og det var trods alt altid en fordel til forveksling, fra den lokale bonde, som længe havde overvejet at gøre brug af det samme. ”Jeg vil ikke afvise, at du kunne være hvad landet her har brug for, Denjarna. Jeg kan ikke be- eller afkræfte de rygter alene, så der må du hjælpe mig.. Mange historier bærer dit navn på folkets mund, og ej er det alle, som er positive til din fordel.. Jeg vil støtte dig.. Landet her har brug for en fremtid, som en ny leder udefra, vil være i stand til at give det,” lovede han endeligt. Det kunne godt være, at det var store ord meget tidligt, men… han mente det. Han var ikke i tvivl om, at hun ville kunne håndhæve den opgave!

[Deleted]

Denjarna vidste udmærket, at en ideologi var en ting, og at udførelse var en anden. Svært kunne det være at nå dertil, men der var ingen anden vej end at prøve. Hvis ikke man prøvede, havde man ej heller retten til at klage. Det var måske trist, at man skulle kæmpe for sin ret til at leve, men det var om end sådan det var. ”Det er en smuk ideologi, og det er en ideologi, som ej er ligetil. Jeg ved dog mere om svære praksisser end nogen anden. Jeg har kæmpet igennem hele mit liv, og jeg er altid kommet ud på den rette side. Derfor betvivler jeg ikke, at min tankegang er mulig,” sagde hun med en fast mine, som hun ønskede at vise ham, hvor hun stod. Ret i sine ord, måtte hun dog også, for man måtte uden tvivl sige, at hun var en kvinde, som var ufattelig god til at få tingene gjort. Vejen dertil var måske ofte en smule bøvlet, men kom hun ikke altid helskindet igennem? Hendes sølvgrå øjne hvilede på ham. Det var uden tvivl en omvæltning, som hun var endt ud i, men hun kunne lide det. Dette var hende. Hans tale lyttede hun til, og som han sagde; jeg vil støtte dig, kunne hun sværge, at hendes hjerte stoppede. Et smil bredte sig ud på hendes læber. ”Jeg ønsker ej at svigte din tillid. Jeg ønsker at være og blive, hvad jeg fortæller dig. Alle historierne om mig er måske ikke lige gode, men nævn en person for mig, som er elsket af alle. Alle har en fjende, ligesom alle har en elsket. Jeg ønsker ej, at du og folket lytter til de historier.. Jeg ønsker derimod, at I og du lytter til, hvad du selv kan se, høre og fornemme. Det er det eneste, jeg beder om. Hvis du vælger mig, vil jeg ligeså vælge dig. Jeg vil støtte dig, lytte til dig og beskytte dig,” sagde hun. Al, hvad hun sagde til ham, ønskede hun at være. Hun havde også altid været det, som hun altid havde holdt sine venner kært. Det var blot sine fjender, som hun ej viste samme hengivenhed, og det var også dem, som ej så sig venlige på hende.

[Deleted]

Det var længe gået op for Izaiah, at Denjarna var en kvinde af holdninger og meninger, og det dette, var jo trods alt også noget, som landet her uden tvivl havde brug for, hvis han skulle være helt ærlig. Når det nu endelig var sagt, så var det virkelig grundlæggende i deres eksistens, at nogen påtog sig en ledende stilling, og selv var det ikke noget, som han kunne sige, at han direkte huede efter. Nej, han ønskede et sted, hvor han kunne være i fred, og hvor han kunne leve sit eget liv, uden at skulle se sig over skulderen hele tiden. De mørke øjne gled mod hendes skikkelse endnu en gang. Hun havde rejst sig mange gange, og han vidste at hun havde kæmpet, hvis man da vel og mærke kunne stole og tro på de mange historier, som forelå omkring det henseende. ”Det er mig en hård, men utrolig fantastisk ideologi, må jeg sige, Denjarna. Selv for dig, håber jeg naturligvis, at den går hen og bliver aktuel frem for det andet her, da det ej vil være noget, som kommer landet her til gavn. Med en stærk og stor leder, som kan føre ordet og landet i rigtig retning, vil du uden tvivl få dine støtter og loyale tilhængere,” sagde han med en ganske ærlig stemme, for løgn var det bestemt ikke. Selv han ønskede uden tvivl at støtte hende, hvis det var det som skulle til for han kunne jo selv se fornuften i det, som hun havde gang i, og det var alt sammen noget, som virkelig betød meget for ham. Han trak let på smilebåndet.. Noget som han faktisk ikke gjorde særlig ofte, hvis han selv skulle sige det. ”Historierne om den store Denjarna Dark Dynithril.. Den forhenværende leder af mørkelverne.. Som selv ledte den race ind i storhed.. Denne er nu i forfald i mange henseender. Du har uden tvivl sat dig præg på historien, som mange kender den. Nogen vil arbejde imod dig.. andre med dig.. Det er noget som du skal være indstillet på. Du må smøre dig med en frygtelig stor tålmodighed.. Og det glæder mig, at du er villig til at tage den kamp op,” sagde han ærligt. Det betød faktisk utrolig meget for ham.

[Deleted]

”Ej kan jeg skabe mit ønskebillede på egen hånd. Derfor håber jeg, at der er dem, som ligeså ser ideen i min plan, og som ønsker at støtte den. Det glæder mig, at du som en af de første vil støtte min sag. Jeg håber, at der ligeså er flere, som ønsker at gøre det. Selv ønsker jeg kun dette land det bedste,” sagde Denjarna ærligt. Utroligt opløftende var det at vide, at hun allerede havde en tilhænger. Der var måske endnu langt igen, men dette var det første skridt på vejen, og derfor var det også et umådeligt stort plus. At han advarede hende om de udfordringer, der kunne komme med et regentskab, var venligt af ham, men yderst unødvendigt. Hun kendte nemlig allerede den verden ud og en. Selv havde hun nemlig stået som leder af sin race, og selv havde hun tilbragt tiden med mange kongelige. Derudover var hun ekspert i modgang, som hun altid havde haft dem, som foragtede hende. For ligeså elsket hun kunne være, ligeså hadet kunne hun være. ”Det er venligt af dig at advare mig, men jeg kender allerede til den side af mønten, og den side skræmmer mig bestemt ikke. Det er desuden ikke kun mig, som skal bære frygt. Min vrede eksisterer nemlig ligeså.” Selv var hun ikke en kvinde, som blot blev vippet af pinden, og derfor ville hun også fastlægge, at hun ikke bare var den søde kvinde. Hun var derimod en kvinde med meninger, og en kvinde som ville noget. Det var også af den grund, at hun turde tage springet, når ingen anden tydeligvis gjorde. ”Jeg ønsker at tage kampen op, og jeg håber, at folket er med mig,” endte hun med at sige. Hvor hurtigt det ville gå herfra, vidste hun ikke, men en god chance var der vel, siden hun allerede havde fået sin første støtte? Dog var hun ikke typen, som tog forskud på glæderne. Det var hun blevet trynet for mange gange til. Muligheden så hun dog, og det gjorde også, at hun fik blod nok på tanden til at fortsætte!

[Deleted]

Det var uden tvivl ekstremt hårde odds Denjarna havde mod sig, og det vidste Izaiah udmærket godt. Han selv vidste, at alle sager havde 3 sider: Den ene parts.. den anden parts og så sandheden, som havde en sjov tendens til at være en mix af disse parter, og han gik bestemt ikke ud fra, at Denjarna skulle være et undtag af dette. ”Når folk først ser pointen og meningen bag dette, så skal det nok komme. Alle ønsker vi det samme, men det er de færreste, som ser dette mål opfyldt,” forklarede han sigende. Hun skulle være indstillet på frygtelig meget modgang, før det gode ville vise sig, og det håbede han da inderligt, at hun også var klar på i den anden ende. Hænderne foldede han roligt over brystet. Ikke for at være afvisende, men mere for at understrege alvoret, for det var virkelig nogen farlige magter hun havde kastet sig i krig med, og ønskede at opfordre til leg. ”Der har ej været en frygt henvendt til Manjarno i frygtelig mange år.. Ikke siden Fabian og Destiny tilbage i sin tid, mistede deres datter. Siden da, har landet her ej været frygtet,” fortalte han med en dæmpet stemme. Den arme lille pige, havde man jo trods alt stadig ikke fundet, og efter at kongen og dronningen var blevet lagt til den evige hvile, så var det jo heller ikke ligefrem fordi at man havde gjort noget yderligere, for at finde hende. Hun var vel død? Hvordan hun i så fald havde tænkt sig at gribe hele sagen an, var jo så en anden side af sagen, kunne man jo sige.. Det dummeste var at bare vade ind på slottet, som sikkert også husede så meget andet, og bare kræve tronen. Nej, det her var noget som uden tvivl ville komme til at kræve sin list, og det krævede i den grad også tilhængere.. Og mere end bare ham alene, kunne man jo sige. ”Hvordan har du tænkt dig, at gribe denne her sag an, Denjarna?” spurgte han videre. Tydeligt nysgerrigt.

[Deleted]

Sjovt var det, som mange kunne ønske det samme, men at halvdelen ej turde nå dertil. Det var for eksempel et kendt fænomen, når det kom til oprør. Mange ønskede måske det der var bedre, men der var kun en sølle håndfuld, som turde gøre noget ved det. Denjarna vidste også, at det var noget ligedan, som hun ville støde på. Tanken om modstanden skræmte hende dog ikke, som hun derimod prøvede at se videre end det. Hun vidste desuden, at hvis der var nogen, som kunne klare modstand, måtte det være hende. ”Alting kommer til sin tid. Det kræver blot tålmodighed og snilde,” sagde hun roligt. ”Selv ønsker jeg at give landet en stemme, og hvis det kræver at sætte grænselandende på plads, må det være det, som skal til. Jeg kan heller ikke benægte, at dette er noget, som jeg personligt har lyst til at gøre. Begge lande ser sig nemlig hævet over alle andre. Jeg ønsker at vise dem, at de ikke sidder på denne piedestal.” Landet ville uden tvivl gøre sig bemærket, hvis hun sad på tronen. Det ville uden tvivl også være således, at der ville være dem, som var imod og med hende. At han spurgte ind til, hvordan hun ønskede at anskaffe sig tronen, fik hende til at se ud over søen. Det ville på ingen måde være ligetil, men det ville kunne gøres. Det var set før i andre lande, og derfor ville det også være muligt for hende. I hvert fald, hvis hun fik remedierne til det. ”Tronen er ej min af fødsel, og derfor kan jeg ikke bare sætte mig på den,” begyndte hun roligt. ”Inden jeg overhovedet kan tænke på at nærme mig slottet, skal jeg have nogle støtter. Jeg vil samle en flok, som tror på min sag, og når jeg har nok, vil jeg marchere mod Neutranium. Med dem vil jeg indtage slottet, og hvis min plan lykkes, vil jeg tage pladsen på tronen.” Eftersom hun ingen tronefterfølger var, var det den eneste måde, hvorpå hun kunne tilegne sig tronen. Hvem hun kunne måde inde på slottet, vidste hun endnu ikke, og derfor vidste hun, at hun var nødsaget til at have en ’hær’ inden da. Det var ikke fordi, at det nødvendigvis skulle ende i blodudgydelse, da det derimod blot var en sikkerhedsforanstaltning, samt et tegn på, at hun mente sin sag.

[Deleted]

Hvis Denjarna ønskede at indtage tronen, så ville Izaiah faktisk gerne støtte hende i det, også fordi at det var noget af det, som han ønskede at understrege for hende. Tungen strøg han let over sine læber, og uden at slippe hende med blikket. Oprør var efterhånden hvad man kunne kalde for hverdag heromkring, og det var en skam, at man ikke så børnene lege i gaderne mere.. Parken var henlagt fuldstændig øde, og man så sjældent venlige sjæle på gaden mere. Man var heldig i så fald. ”Så sandt,” sagde han med en ganske sigende og stille mine. Det krævede sin tålmodighed, og det var noget som folket her i Manjarno uden tvivl havde smurt sig meget med igennem den sidste tid. Der havde ikke været nogen til at lede dem i frygtelig mange år trods alt. ”Manjarno er overrumplet af Procias, såvel som Dvasias. Der vil jeg bestemt ikke påstå at det ene land er bedre end det andet. Landet her har brug for en stemme, og brug for en, som kan lede det tilbage til storhed.. samle folket som en helhed,” fortalte han. Det var uden tvivl en smuk ideologi, men derimod utrolig svær at praktisere, og det var uden tvivl også det, som han var klar over.
Denjarna havde brug for støtter, og Izaiah stod der gerne som den første blandt dem, hvis det var med til at få det til at blive som tingene gerne skulle blive i den anden ende. Det kunne godt være, at tronen ej var hendes ved fødsel, men det ændrede ikke på det faktum, at.. det havde den aldrig været for nogen. Ganske vidst var der den forsvundne lille prinsesse, som folk selv havde stemplet som død efter alle disse år. ”Der har aldrig været nogen, foruden en forsvunden prinsesse, som kan siges, at have retten til tronen her. Hun forsvandt for så mange år siden, at man tror hun er død den dag i dag.. Jeg vil gerne fremstå som din første støtter, hvis du vil lade mig,” afsluttede han med en ærlig stemme, uden at tage blikket fra hende. Selv hendes måde at ønske tronen på, synes han selv lød meget fornuftigt. Det var virkelig vigtigt, at hun havde folket i ryggen.

[Deleted]

Utroligt let var det for Manjarno at blive en simpel passage. Landet lå nemlig imellem to andre mægtige lande – Procias og Dvasias – og da begge to lande ønskede at stå med det sidste ord, kunne Manjarno meget vel blive overset. Især når landet ikke havde nogen til at forsvare det. Det var også en af de ting, som Denjarna ønskede at hjælpe til mig. Selv var hun nemlig træt af, hvordan både Procias og Dvasias fungerede. Derfor ønskede hun at skabe et land, uden deres forstyrren. ”Både Procias og Dvasias ser sig selv som verdenshersker. Manjarno betyder derfor ingenting for dem. Det er ej deres land, og det er ej deres folk, og derfor bebyrder de ikke deres hoveder med det. På det punkt ønsker jeg at åbne deres øjne. De vil ej heller kunne undgå at se, hvis de ser mig i fronten,” sagde hun sigende. Selv havde hun gode intentioner for landet, men selv vidste hun også, at landet kunne ende i visse kniber med hende. Kongerne på hver sin side af landegrænsen, havde nemlig begge et udestående med hende. Hvis det kom dertil, håbede hun blot, at landet her var stærkt nok til at stå imod. Hendes blik hvilede på ham. En prinsesse var måske engang blevet født, men hun skulle eftersigende være død, og derfor så hun det ikke just som en hindring. ”Der blev måske født en prinsesse engang, men det er ikke ens betydning med, at hun er den ideelle regent. Fødsel er nemlig én ting, men en anden ting er ens personlighed og ens bedrifter. Jeg er derfor også af den opfattelse, at det bestemt ikke er alle tidens regenter, der har været den ideelle match for tronen. Der vil dog altid være dem, som kun tænker på ens blod, og som altid vil følge arvefølgerne, men der er også dem, som ser ideen i visionære,” lød det fattet fra hende. Et smil brød ud på hendes læber, som han kom med sine ord. ”Det vil være mig en ære at have dig som min første følger,” sagde hun ærligt, som hun bestemt ikke havde i sinde at afvise hans støtte!

[Deleted]

Historierne om Denjarna gik frygtelig langt, og mange vidste, at hun havde et udestående med kongerne af landene som de nu var omringet af, men selv han, havde en sjov fornemmelse af, at hun ville kunne gøre det rigtig godt som en leder af et land, som det her. Det som det havde brug for, var i hvert fald en leder, som ikke var bange for at hæve stemmen, og det var noget, som han uden tvivl stod fast på. Han vendte blikket mod hende igen. ”Jeg ved og kender til historierne om dig, Denjarna.. Ikke blot med kongen af Procias, men lige så kongen af Dvasias. Og når jeg er kendt med disse, skal øvrige borgere af dette land uden tvivl gøre det samme. Dette kommer til at vække megen opsigt,” påpegede han med en tydelig alvorlig mine, uden at han slap hende med blikket. Dog selvom det var noget som ville komme til at vække megen opsigt, ændrede det på ingen måder noget for hans vedkommende. Alle ønskede de et land, hvor de kunne være trygge, og kunne bevæge sig ude, uden at skulle se sig over skulderen.. uden at skulle skaffe sig våben i frygten for, at nogen ønskede at gøre familien og børn ondt, og Izaiah forstod dem så sandelig også godt. Selv levede han jo livet alene, så han havde også kun sig selv, at tage hånd om, og det var uden tvivl også noget, som han agtet at gøre. Den lille prinsesse, havde været væk igennem rigtig mange år, og naturligvis var det tragisk, men Denjarna havde ret.. Tøsen havde været væk så længe, at hun jo kun måtte være død nu. ”Om hun skulle være i live, er tronen i princippet hendes, men efter alle disse år, meldes hun død. Ingen har set en skygge til hende igennem frygtelig mange år. En født regent til tronen, er ikke ensbetydende med, at de er de.. rette. Dertil er jeg spændt på at se hvad du kan gøre med sådan en mulighed,” fortsatte han ærligt. Han ønskede at være hendes første følge, og det stod han fast på. Han trak let på smilebåndet og nikkede mod hende. Det betød meget for hende.. Det skinnede jo nærmest ud af hendes øjne. ”Naturligvis.. Jeg ser et potentiale i dig.. med den viden og erfaring, som du bærer med dig, Denjarna.. Den ønsker jeg at støtte op om,” sagde han sandfærdigt.

[Deleted]

Det at mange ville kende til hendes historie, chokerede bestemt ikke Denjarna. Hun havde aldrig været en skjult kvinde, og derfor forundrede det hende ikke, at hendes historier kom frem. Det at hun stræbte tronen betød dog også, at folks munde ville vandre, og det ville uden tvivl nå til Procias og Dvasias før eller siden. Det var ikke just tanken om Gabriel og Mattheus, som skræmte hende, da de aldrig havde gået hende direkte fysisk imod. Når det så var sagt, ville det ej heller forundre hende, hvis de ville yde en smule modstand. Nej, det som mere måtte skræmme hende, var Alexander. Hvis rygtet gik om, at hun var her, ville han måske søge hende, og lige netop Alexander var en mand, som hun ikke ønskede at se igen.. eller det var medmindre, at hun havde overhånden. ”Jeg er vant til at vække opsigt hvor end jeg går. Det skulle end ikke undre mig, hvis snakken om min tilværelse allerede nu begynder at summe. Jeg ved også udmærket, at det ikke altid er lige godt, men jeg kender om end til det,” sagde hun roligt, som et tegn på, at der skulle mere til for at vippe hende af pinden. Det havde hun også vist igennem tidligere handlinger, også derfor var det ikke bare plapren fra hendes side af. At tronen i princippet tilhørte den tidligere prinsesse, var meget muligt. Denjarna selv ville dog ikke spekulere over personer, som efter sigende havde været væk for årtier. Pigen var højst sandsynligt død, og hvis hun skulle gøre sin opdukken, måtte man blot håbe, at hun enten ikke ønskede sin arv, eller at folket var med Denjarna. ”Jeg håber, at jeg kan leve op til folkets ide om en regent. Jeg har i hvert fald i sinde at gøre mit bedste for dette. Alt vil dog ikke kunne opnås ved et blink, og derfor må folket ligeså indse, at mit arbejde vil tage sin tid,” sagde hun ærligt. Smilet bredte sig på hendes læber. Det var uden tvivl opløftende at høre ham sige, at han troede på hende og hendes mål. Nu kunne hun blot håbe og be’ til, at andre ligeså ville dele hans støtte. Det ville i hvert fald være drømmen. ”Jeg håber, at andre vil være ligeså åbensindede som dig.. Hvordan ser dit eget liv ud?” endte hun med at spørge ham. Meget af samtalen havde kørt rundt om hende, og naturligt var det kun, at hun ønskede at vide mere om den mand, som ønskede at hjælpe hende.

[Deleted]

Hvis Denjarna nogensinde formåede at tage tronen, var selv ikke Izaiah i tvivl om, at det var et rygte og en historie som meget hurtigt ville nå ikke bare Manjarno, men uden tvivl også Procias og Dvasias, og det var faktisk ikke fordi at det gjorde ham noget selv personligt. Det var på tide, at landet her blev set på som et land af enhed og ikke bare til gennemfart i deres krig, og som en åben slagmark som de bare kunne benytte som de havde lyst til. Der skulle mere til for at vippe hende af pinden.. Det var det som han formåede at få ud af de ord, som hun hertil stod og gav ham, og det var alt samme noget, som faktisk betød utrolig meget for hans vedkommende. ”Jeg får det indtryk af, at du er vant til at mænges med de adelige og dem med de høje titler og betydninger for landet, med den erfaring, som du er i besiddelse af? Så lang tid, at du kan holde stand.. Jeg tvivler stærkt på, at de ønsker en som dig på en trone som denne.” Han var dog kun ærlig i hans udtale. Han var kendt med rigtig mange af historierne. Han havde brugt meget af sit liv bare på at rende rundt og lytte til dem.. Opsamle det, og bare.. nyde af hvad folk gik og troede og hvad de gik og snakket om. En prinsesse var borte, og havde været borte i mange år. Uanset hvad, ville hun være ukendt for denne trone, og derfor troede han ikke rigtigt på, at nogen ville lade hende komme til den, hvis de var vant til at leve med en som Denjarna på den.. En som ønskede at gøre en forskel, og det var netop hvad landet her faktisk havde brug for. ”Landet her ligger i grus.. Grundet landene som ligger omkring. Naturligvis vil det tage tid.. Støttere får du brug for.. og mange af dem.” At hun så derimod begyndte at spørge ind til hans eget liv, var egentlig noget som kom en smule bag på ham, for det havde han ikke lige set for sig. Han så tænksomt mod søen igen. Ja, hvad skulle han da sige? ”Ikke som det så ud i udgangspunktet.. Manjarno har aldrig været mit eget hjemland.. jeg kommer langvejs fra. Jeg lever i en enlig tilværelse i et lille hus ikke langt herfra,” fortalte han sandfærdigt.

[Deleted]

Det var end ikke en hemmelighed, at Denjarna var vant til at færdes i de bedre kredse. Hun havde levet som dem, levet iblandt dem. Hun havde forført dem med sin tale og sin person. Hun kendte til deres tankegang, som hun kendte til deres spil. Spillet. Man skulle være en form for taktikker, hvis man skulle kunne omgås den verden, og det var hun. Hun kunne al det, og det havde hun førhen bevist, og ikke kun en gang, men flere gange. Derfor, ja, mente hun, at hun sagtens kunne indtage den ledende rolle. ”Hvis alle skulle tilfredsstilles, skulle jeg være flere personer. Dog ønsker jeg ikke at tilfredsstille alle, som jeg derimod kun ønsker at tilfredsstille Manjarnos befolkning, hvis de vælger mig som deres dronning. Hvis et land som Dvasias havde betydning for mig, ville jeg have fokuseret på det og ej Manjarno, men nej. De andre landes mening betyder intet for mig,” sagde hun oprigtigt. At det ej var alle magtindehavere der ville bifalde hendes styre, vidste hun godt. Hun vidste trods alt godt, hvordan verdenen var tilrettelagt. Derfor vidste hun, at det meget vel ikke blev en dans på roser, men hun vidste også, at intet var en dans på roser. ”Det er en slem skæbne at henligge i. Jeg håber derfor, at dette er noget, som jeg kan rette op på,” sagde hun, hvor hendes ord måtte lyde som et løfte, og mente dem gjorde hun skam også. Hun ønskede at regere landet her, ligesom hun ønskede at hjælpe det. Det krævede dog også lidt, før hun kunne nå dertil. Det var blot en tålmodighed, som alle måtte smøre sig med. Hendes blik hvilede på ham. At hun spurgte ind til ham, fandt hun ikke selv særligt mærkværdigt. Selv ønskede hun nemlig at kende dem, som hun snakkede med, og hvis han skulle blive en del af hendes folk, ønskede hun bestemt at kende til hans liv. Et land var nemlig omkranset af dets folk, og derfor var det ikke ligegyldigt. Bestemt ikke! ”Du er ej herfra, men alligevel har du tænkt dig at hjælpe mig til tronen? Fortæl mig, hvordan det hænger sammen,” bad hun ham mystificeret om. Ja, det lød i sandhed mærkværdigt. Boede han slet ikke her i Manjarno eller? Ja, nysgerrig var hun i hvert fald efter at vide, hvordan det hele hang sammen.

[Deleted]

Izaiah vidste udmærket godt, at det var umuligt at tilfredsstille alle, men så lang tid, at det ramte majoriteten, så var det jo altid til det bedste.. I det her tilfælde, havde folket brug for at have noget at forholde sig til.. Og det var uden tvivl det fundament som Denjarna ville blive nødt til at lægge. Ved hendes ord, måtte smilet nu alligevel kun brede sig. Et bedre svar, kunne hun heller ikke have givet ham.. og det var noget, som i sig selv, betød meget for ham. ”Det er en umulighed at tilfredsstille alle, og specielt ikke i et land som Manjarno, så modstanden skal du være opmærksom på.. For jeg kan love dig for at den kommer, samt med det ry og rygte, som du har skabt dig på forhånd, Denjarna.. så vil dette uden tvivl også få det til at rykke i Procias, såvel som i Dvasias,” fortalte han sandfærdigt. Dette var måske ikke hans hjemegn, men det var ikke noget som gjorde nogen forskel for hans vedkommende.. Han havde fundet sin plads i det her samfund, og det stod han fast på, når det endelig skulle være i den anden ende. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse igen. Han nikkede. ”Du virker mig som en meget indstillet kvinde, Denjarna.. Jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal lykkes for dig,” fortalte han sandfærdigt. Det i sig selv, var ham ikke nogen hemmelighed. Nu hvor han var kommet så vidt, så ønskede han en ro for ham og Keysha.. Og det var der vel heller ikke nogen skam i, var der? Hans liv var måske enlig, men alligevel havde han en kvinde at passe på og tage sig af, og dette var uden tvivl noget, som han havde tænkt sig at gøre! Hans mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. ”Hvor end jeg går, ser jeg død og ødelæggelse.. frustration og indebrændt vrede.. Jeg ønsker blot en tilværelse for mig selv, og den som jeg holder af,” fortalte han roligt. Selvfølgelig uden at nvæne nogen navne, for hvad der skete med ham, var han i princippet ligeglad med.. hvad der dog derimod skete med hende, var straks en anden ting for ham.