Who's gonna safe us?

[Silia D. Diamaqima]

Det var på tide de fik lidt tid alene sammen, selv Silia kunne godt mærke at det var for lang tid siden både i forhold til at slappe af men også i forhold til den forbandede sensuelle dæmon. Hun var ikke direkte i smerter for det var en meget lille andel men det var stadig noget som øgede hendes stressniveau. ”Det gør du hver dag min kære, på både godt og ondt,” svarede hun lidt mere muntert og faldt roligt hen i den bløde madras. Hun blev pludselig træt men nægtede at sove nu hvor de endelig havde muligheden for at være sammen. Idet han strøg hånden over hendes kind lod hun blikket glide en smule i før hun igen åbnede øjnene og så på ham. I de nye omgivelser var det som at være sammen med en helt anden mand, den mand hun elskede. ”Jeg troede ikke at det skulle ende sådan, men jeg må erkende at jeg foretrækker følelser frem for forretning. Jeg føler mig heldig at have dig,” hviskede hun og rykkede tæt på ham så hun kunne lægge sig ind mod hans krop og derefter lade hånden finde hans bryst. Det var sjovt at man kunne være panisk for at elske sin egen livsledsager, men det havde hun nu engang været og det var hun på sit vis stadig selvom hun havde affundet sig med det, efter han ligeså havde afsløret sine følelser for hende. ”Det samme vil jeg og jeg ved at vi kan få det til at fungerer, vi er bare nødt til at kommunikerer.. og at sætte tid af engang i mellem selvom det er nærmere umuligt,” hun sukkede tungt og begravede sig en smule ind mod ham, bare fordi at der var både bedre og mere trygt end så mange andre steder, og på den måde føltes det nogensinde som at hun kunne flygte lidt fra virkeligheden.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde uden tvivl været bekymret for Silia.. Ikke kun fordi at hun var landets dronning, men så sandelig også fordi at hun var hans hustru og han jo elskede hende. Han ønskede jo ikke, at hun skulle have det skidt eller sådan noget, hvis han kunne gøre noget ved det. De blå øjne hvilede på hendes skikkelse. Han havde måske været enerådig igennem den sidste tid, men det var noget som skule laves om nu.. og det agte han så sandelig også at gøre. Han sendte hende et let smil. For nu ville han slet ikke høre snak om arbejde.. Nej, det skulle bare være ham og hende lige nu, og det var sådan at han ville have det. ”Forhåbentlig mere godt, end det er ondt,” påpegede han med en morende stemme, idet han let blinkede til hende. Han ønskede virkelig så brændende, at de skulle finde ud af det hele, og det var der vel heller ikke just nogen skam i? Hun satte de varme følelser i ham, og han kunne virkelig godt lide det. Armen lagde han roligt omkring hende, da hun rykkede hen til ham. Lige nu var der ingen bebrejdelser eller sure miner.. Det var virkelig afslappende. ”Det er ikke bare dig.. Jeg føler mig som den heldigste mand på denne jord, ved at have dig,” sagde han ærligt, også fordi at han mente det. Alle de andre, tænkte han stort set ikke over mere, og at Evelyn skulle plage hende dagligt havde han virkelig ikke nogen anelser om. Han kyssede roligt hendes pande og lagde sig, så hun kunne komme ordentlig tæt ind mod ham. Det var måske svært og nok nærmere umuligt for dem overhovedet at finde disse stunder.. men de var jo nødt til det, hvis de skulle få det til at hænge sammen, og det var jo hvad han gerne ville have. ”Om det så bare er for nogen minutter, så er vi nødt til det, min kære.. Jeg ønsker ikke at det her skal ødelægges på grund af.. arbejde..” Han rynkede let på næsen, inden han vendte blikket mod hende. Hun betød altså mere for ham, end den kongelige titel.

[Silia D. Diamaqima]

Silia ville ikke mene at der var direkte grund til bekymring selvom hun havde meget at tænke på. Hendes far havde været væk i flere år, det var hårdt at miste en mand som havde betydet så meget for hende i virkelig mange år. Derudover så var hun plaget af Gabriels afdøde forlovede, der overvågede dem stort set alle tider på døgnet - når de endelig var sammen vel og mærke og selvom hun altid bare stod i baggrunden, så gav det hende en knude i maven, dog var det ikke noget hun kommenterede nu. I stedet lagde hun sig ind til ham, og lod næsten automatisk håndenf inde vej til hans bryst. "Det ved jeg snart ikke," svarede hun drillende og kunne ikke holde den blide latter tilbage. Forsigtigt strøg fingrene hen over brystet uden på skjorten. Silia betragtede sine kærtegn mens tankerne flød lidt ud. Det var umådelig rart at kunne slappe af for en gangs skyld og samtidig bruge lidt tid med ham, man kunne roligt sige at det var tiltrængt efterhånden. "Den tanke kan jeg godt lide. Dengang jeg giftede mig med dig, var jeg indstillet på at leve et liv med min bedste ven.. min onkel og min mentor og samtidig opgive alt der hed kærlighed.. jeg vil påstå at jeg har fået i både pose og seng," hun sendte ham et stille smil og hævede de nøddebrune øjne til hans. "Det vil jeg uanset aldrig tillade. Jeg ønsker at få vores ægteskab til at fungerer, både fordi jeg ikke vil miste dig og fordi det uanset gør os til et stærkere kongepar," påpegede hun roligt. Det var trods alt ikke løgn, men kunne tydeligt mærke når de havde det godt sammen og gjorde tingene sammen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Gabriel virkelig var bekymret for Silia, og den måde som hun tacklede tingene på, også fordi at han vidste, at hun havde meget i det personlige også. Det var nok en Diamaqima-ting, ville han gå ud fra. Det ville i hvert fald ikke komme bag på ham. Evelyn og lille Jeremiah opsøgte han til tider på gravpladsen, men ikke fordi at han følte sig bundet af dem mere.. Han havde Silia nu, og det var hende, som han skulle have sin fremtid med, og det var noget som han uden tvivl stod fast på. Han var kommet videre, så den lille hemmelighed, havde han slet ikke nogen anelse om, at hun gik rundt og bar på. Han strøg roligt hånden over hendes side, nu hvor de lå helt tæt, hvor selv han slappede af ved hendes strøg over hans bryst. Hvor havde han dog savnet det. ”Nu synes jeg virkelig du er blevet grov,” sagde han med en tydeligt drillende stemme, også fordi at han da slet ikke kunne lade være med det. Han kyssede roligt hendes tinding. Nu hvor de lå der, så kunne han jo slet ikke lade være med at kysse og røre ved hende, også fordi at det var noget som faktisk ikke skete så ofte igen. ”Jeg ligger her med min bedsteven, min niece, og en forretningsaftale, for at styrke landet bedst muligt.. Jeg synes selv jeg har fået langt mere end det min kære.. Du gav mig den afslutning på det gamle liv, som jeg havde brug for.. Og har været med til at starte et nyt kapitel op,” sagde han ærligt. For det, så var han hende virkelig taknemmelig, for hun havde uden tvivl revet ham op af det mørkeste hul, som han overhovedet kunne forestille sig, at skulle sidde i. Han ønskede at de skulle fremstå som et stærkt kongepar.. og fordi at han vidste, at det var noget som de godt kunne, hvis de lagde kræfterne i det. ”Og det gør vi.. det ved jeg at vi gør,” sagde han ærligt. Som han lå der, mærkede han heller ikke den smerte i hans bryst.. Det var som om, at hun fik ham til at slappe af, og det lindrede det hele. Det føles virkelig godt.

[Silia D. Diamaqima]

Diamaqima var en familie af mange hemmeligheder og egne metoder. Silia havde lært at tackle sine udfordringer på bestemt vis, og det involverede ret sjældent andre, mest fordi hun ikke kunne inddrage nogen i sin lille hemmelighed, end ikke den mand hun elskede, til tider var det svært. Hun lå og betragtede ham med et langt mere mildt blik og strøg ganske blidt hans bryst uden på skjorten. Hun havde virkelig savnet at ligge med ham på den her måde. "Du kan lide det," svarede hun kækt og kunne ikke holde en mild latter tilbage. Det var underligt at mindes deres bryllup for efterhånden et par gode år siden, deres ægteskab havde som mange andre haft lav- og højdepunkter, heldigvis flest af de gode, det var bare her til sidst. Hun sukkede stille. "Jeg er glad for at jeg kunne gøre noget for dig, det var en stor ting jeg bad dig om dengang, det er jeg klar over. Jeg havde virkelig aldrig drømt om at du skulle vise sig at være den mand jeg har ventet på.. og drømt om i tavshed for den slags må en Diamaqima trods alt ikke tænke på," sagde hun med et lille grin. Det var ikke helt sandt, men hun havde altid været ment for noget større end kærlighed men lige i dette henseende, så havde hun været heldig nok til at få i både pose og sæk. Nu hvor de lå ned, tæt i tæt så følte hun trætheden overvælde hende lidt.. hun huskede ikke hvornår hun sidst havde hvilet bare et øjeblik. "Selvfølgelig gør vi det. Vi er lidt nede lige nu, men vi kommer tilbage, det ved jeg at vi gør," hun kyssede blidt hans kind og lod hånden fra hans bryst i stedet finde hans for at holde den.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var klar over, at han var kommet ind i en meget hemmelighedsfuld familie.. det var jo trods alt også det som Diamaqima var blevet kendt for verden over, så det forundrede ham faktisk ikke. Dog af den grund følte han da at han kendte hende.. Og det var en tanke som han godt kunne lide. Han himlede let med øjnene og rystede så på hovedet. ”Det begynder jeg pludselig at tvivle meget på,” påpegede han med en tydeligt drillende og ikke mindst morende stemme, for det var jo heller ikke ligefrem en løgn, hvis han selv skulle sige det. At ligge der med hende, var uden tvivl savnet, men han kunne jo godt lide det. Armen trygt hvilende omkring hendes skikkelse, hendes hånd på brystet, og så snakken om andet end det kongelige arbejde, som de uden tvivl begge to havde så tydeligt brug for efterhånden. ”Selv en Diamaqima skal finde sit standpunkt i livet, med en som de elsker og holder af? Jeg går bestemt ikke ud fra, at det hele går op i mørke hemmeligheder og visdom? Uanset.. jeg vidste slet ikke, at det skulle føre til det her.. Men jeg er glad for det.. uden tvivl. Du hjalp mig forbi det tab som jeg havde lidt, og for det, så er jeg dig evigt taknemmelig,” sagde han ærligt. Hun havde gjort langt mere for ham, end det som han havde turde drømme om, og han var uden tvivl rigtig glad for det! Han kyssede roligt hendes mundvig, inden han selv lagde sig til rette ved hende. Som hun tog hans hånd, sammenflettede han deres fingre og lod dem hvile mod hans bryst, dog uden at slippe hende med blikket. Selvom de begge nok kunne bruge noget hvile efterhånden, ønskede han ikke at sove nu. Nej! Han ville ligge der sammen med hende.. tænke på hende.. være der for hende, og det var der vel heller ikke noget forkert i? ”Det her er noget som vi skal blive bedre til, hvis vi skal fremstå som det stærke kongepar, Silia. Jeg elsker dig.. Og jeg vil ikke have, at alt det andet skal ødelægge det,” endte han med en sandfærdig stemme tæt ved hendes øre.

[Silia D. Diamaqima]

Silia lod GAbriel gå i den naive tro på at han kendte hende, selvom hun var mindst ligeså fremmede for ham som hun var for alle andre. Det var blot det der var ved Diamaqima-familien. "Jeg ved du kan, min kære," fastholdt hun og lod en lidt drillende finger, stryge ham under hagen. Det var virkelig rart bare at have en dag med ham, de havde ikke haft mulighed for dette gennem alt for lang tid. Hendes blik søgte hans mens hun lod et langt strøg glide hen over hans krop. "Mørke hemmeligheder og visdom er mere eller mindre alt hvad min familie handler om. Min mor og min far elskede ganske vidst hinanden men de var begge mærket for livet af de mysterier der omgav dem og det mørke. Jeg frygtede lidt at jeg skulle blive ligesådan, på sit vis er jeg, men med dig i mit liv.. ved min side, så når mørket mig aldrig helt," hviskede hun oprigtigt og strakte sig for at plante et blidt kys på hans kind. Hun var stolt over at være hans også selvom hun bar på de mange hemmeligheder der hvilede i familien. Det var desværre nok bare en last der lå til hende, en byrde som hun altid måtte være. Hendes øjenlåg gled lidt i ved den milde hvisken i hendes ører. Hans varme sendte en mild dirren igennem hende. Han havde ret, det her var de nødt til at lære sig. "Det er noget vi begge må blive bedre til at finde tid til, vi er stærkere sammen end hver for sig, og hvis vi skal have en chance må vi udnytte det. Lad os ikke dele os op, men klare opgaverne sammen for fremtiden? Tage fælles beslutninger?" foreslog hun stille og lagde sig tæt ind mod ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Enhver som havde kendskab til Diamaqima-familien måtte også vide, at det var en familie med mange hemmeligheder, og selv var Gabriel klar over, at det var de færreste som han selv havde kendskab til. Et sted var det vel.. irriterende? At han ikke engang kunne forvente at hans egen hustru ville dele alle ting med ham? Fordi at hun ikke kunne eller ikke ville? Ved fingeren under hagen, måtte han dog hurtigt komme på lidt andre tanker. Han smilede let, som en sitren skød igennem hans krop. "Du kan jo læse mig, som var jeg en åben bog," pointerede han med en sigende mine, da han igen betragtede sig af hendes skikkelse. Det var skam slet ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, men det var derimod.. stadig svært. De havde ikke rigtigt været sammen igennem den sidste tid, og det var vel heller ikke nogen hemmelighed, at han faktisk manglede det? Han vendte blikket en smule ned. Selv vidste han at han havde den største skyld i dette, men han havde da om ikke andet handlet, og det var det som talte i hans øjne. Hans blik gled så igen i retningen af hende. Ordene antog han uden tvivl som noget positivt. "Et mørke har altid ligget omkring dig og din familie, Silia, og jeg må i sandhed sige, at det vækker mig en bekymring. Så længe at jeg er hvad der kan give bare lidt lys i det liv som du har, er det mig af stor betydning," sagde han ærligt. Smilet bredte sig ganske let på hans læber.. De havde diskuteret den længe nok i hans øjne.. Som hun lænede sig ind mod ham, lod han roligt armene glide omkring hende. Han plantede et kys mod hendes pande og lagde så hovedet tæt ved hende. Fælles beslutninger var noget som de måtte blive bedre til.. og han vidste det jo godt. De kunne jo lige så godt forsøge at gøre noget ved det fra nu og så ud i fremtiden? "Lad os forsøge.. Vi er nødt til at blive bedre til det.. Begge to," fortalte han med en ærlig stemme, idet han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. "Lad os komme i seng.. Det er trættende at diskutere," endte han med en dæmpet stemme og ganske så tæt ved hendes øre.