Who's gonna safe us?

[Silia D. Diamaqima]

Det var efterhånden ved at være temmelig sent. Mørket var faldet på uden for det prægtige slot, det havde sænket sig over landet i fremgang. Procias var gået lysere tider i møde og selvom de stadig ikke var på fode, så begyndte de nye midler at sætte sit præg på landet. Silia havde siddet til forskellige konferencer dagen igennem, hun havde været et smut forbi Jason og arbejde på nogle dokumenter på sit eget kontor og først der var det gået op for hende hvor meget der var sket på slottet og i landet uden for hendes viden og forståelse. Gabriels navn stod et hav af steder, og han havde aldrig drøftet så meget som et ord med hende, aldrig kommenteret hende. En ting var når det handlede om økonomi, men når det drejede sig om menneskeliv så satte hun altså foden ned! Med en hel bunke dokumenter i favnen gik hun med målrettede skridt langs gangen til hans kontor hvor hun vidste at han ville befinde sig. Selv vagterne kunne se at det ikke var nu de skulle komme hende på tværs. Der skulle meget til at gøre hende vred, eller på det seneste havde hun været mere pirrerlig, men det lod til at alverdens døde skulle plage hende mere end vanligt i denne tid, og det stressede hende mere end hvad godt var. Uden at tage den høflighed først at banke på, skubbede hun døren op med hoften og søgte ind på kontoret hvor hun dumpede alle dokumenterne ned over hvad end det var for et arbejde han var i gang med. Hun satte en hånd i siden og så på ham med et strengt og ikke mindst træt blik. ”Du har godt nok haft travlt hva? Jason tog sig den frihed at videregive disse til mig,” påpegede hun lidt vrissent. Det var ikke hendes mening at være i dårlig humør, men det var lang tid siden hun havde haft mulighed for at være sig selv og slappe af et øjeblik og det var endnu længere tid siden hun sidst havde været sammen med Gabriel, hvilket selvfølgelig ærgrede hende!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Selvom det var ved at være sent, var der stadig arbejde som skulle gøres, og det var noget som Gabriel var klar over. Siden angrebet på ham og slottet, som ikke havde været ventet, havde han sat temmelig mange tiltag i gang, i løbet af utrolig kort tid.. Mange egne beslutninger, hvor han måske skulle have snakket med dronningen af landet om dem også, men han kunne ikke bare lade det gå hen! Den stikkende smerte som han havde i brystet efter de brækkede ribben, som da heldigvis var ved at være på bedringens vej, mindede ham kun om hvor slemt det kunne have stået til, i tilfælde af, at han ikke havde haft Silia i sin nærhed. At døren så pludselig bare måtte gå op, fangede hurtigt hans interesse. Hun virkede vred.. Det lignede hende slet ikke at komme rendende på den måde. De mange pergamenter og dokumenter som gled over hans bord, fangede hurtigt hans opmærksomhed. Hans signatur stod stort set på dem alle sammen. Han sukkede indædt og vendte blikket mod hende. Det var lang tid siden, de overhovedet havde haft muligheden for at være sammen, og den tanke irriterede ham kun langt mere end hvad godt måtte være. ”En konge kan aldrig hvile, med et folk som skal beskyttes, Silia, og det ved du..” Han kunne lige så godt opgive arbejdet som han havde haft gang i. Det druknede allerede i de pergamenter som hun havde smidt fra sig på hans bord. Jason havde holdt det hele for ham. Det var måske løbet lidt løbsk, men han var for pokker nødt til at handle, for det andet gik ikke længere! ”Jeg har haft travlt.. Det benægter jeg ikke.. Efter Sephiran meldte sin ankomst på slottet her, har jeg ikke haft andet valg, end at handle. Det er på tide, at de finder ud af, at de ikke bare kan passere grænserne med onde intentioner,” afsluttede han med en mere kortfattet stemme. Stresset hvilede over dem begge to, og det kunne uden tvivl også mærkes.. Han havde selv bare brug for at være sig selv.. sammen med hende, men det var vel stadig meget at forlange?

[Silia D. Diamaqima]

Silia havde ikke anet hvor meget han egentlig havde haft gang i, eller at halvdelen af landets initiativer var taget uden at hun havde vidst noget som helst, og nu var det på tide at sætte en stopper for Gabriel inden det løb af med ham, der var for pokker en grund til at de var to. Om muligt gjorde hans ord hende kun mere vred hvilket tydeligt spejlede sig i hendes ellers varme øjne. ”Så det du siger er at jeg har ligget på den lade side? Jeg knokler min ende ud af mine kjoler Gabriel, du kan ikke tage den her slags beslutninger uden for min viden!” udbrød hun lidt hidsigt og himlede med øjnene. Han virkede til at være direkte ligeglad, hvilket kun fortalte hende at han var mindst ligeså stresset som hende. Hun lænede sig op af hans skrivebord uden at gøre tegn til at ville flytte nogle af de alt for mange dokumenter. Hendes blik lynede.. hun var ikke bare vred, hun var rasende og det kunne mærkes. Der var en underlig længsel i hende, sider som hun havde undertrykt og som nu bare tiggede hende om at få lov til at komme hjem! ”Den første lov du og jeg indførte sammen var at henrettelser skulle være slut, og nu bryder du den uden omsvøb og uden først at diskuterer det med mig?” spurgte hun og knyttede hånden for at modstå fristelsen til at slå ud efter ham. Den totalte mangel på mistillid og disrespekt gjorde hende mildest talt rasende, for det var meningen at de skulle have fundet ud af det hele sammen og det kunne de jo ikke når han opførte sig som et lille barn der ikke havde fået sin vilje! Hun kørte træt hånden over ansigtet og så ned på de mange dokumenter.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Nu hvor Gabriel stod ansigt til ansigt med de mange dokumenter som han havde underskrevet, kunne han da godt se, at han havde været… effektiv, vel? Han var stresset.. der var så mange ting, folk gav udtryk for, at de virkelig ikke følte sig trygge i deres eget land og deres eget hjem, og det fandt han sig bestemt heller ikke i. Han var slet ikke ligeglad med hende.. Der var bare så mange ting, at det var ved at vokse ham over hovedet. ”Jeg har aldrig nogensinde påstået, at du har lagt på den lade side, Silia.. jeg ved, at du knokler med det mindst lige så meget, som det jeg selv gør..!” endte han med en mere fast tone, end det som han havde gjort brug af til nu. Det var slet ikke fordi, at han havde regnet med at bruge aftentimerne på at stå og skændes med hende.. Men okay. Det var nok mere det at de så hinanden pludselig, som gjorde, at han ikke havde noget imod det. Selv han savnede jo bare, at det kunne være de to, og han ville ikke ende som resten af sin familie.. Bare tanken fandt han skræmmende. Han knyttede næven. Han vidste godt, at de havde forbudt det, men det var sgu da på tide, at de satte et eksempel, også så folket kunne se, at der faktisk skete noget! ”Jeg mindes at vi satte den lov til værks, men for pokker, Silia.. Vi kan ikke bare se til at dvasianere kommer her med intentioner om død og ødelæggelse! Han havde ikke tøvet med at tage mit liv den aften, og jeg vil ikke have, at de bare tror de kan komme og tro de ejer det hele.. Det er slut nu!” endte han med en fast tone. Bare at hæve stemmen skar virkelig i hans bryst, og det gjorde ondt, og var ubehageligt. Han hævede den ene hånd og støttede af hvor det gjorde mest ondt, selvom det ikke rigtigt hjalp på det. Det med brækkede knogler duede han bare ikke til. Sephiran havde taget hans liv, hvis han var kommet til det. ”Det er på tide, at de lærer det.. Og det står jeg fast ved,” afsluttede han mere bestemt.

[Silia D. Diamaqima]

En ting var at være opsat på at gøre en forskel, en helt anden ting var at ændre en hel verden mens hun bare kunne stå og se på uden hverken at kunne forsvare det eller ej. Var han slet ikke klar over hvor uheldige situationer han kunne bringe hende i?! Ret åbenlyst tog hun en dyb indånding og forsøgte at ånde roligt ud gennem munden, for at fortrænge den lidt blandede lyst til at gøre ham ondt og samtidig bare kysse ham. ”Så kom med bare én god grund til hvorfor du har valgt at udelukke mig fra alt det her,” bad hun og gjorde gestus mod de rodede dokumenter der alle var underskrevet med hans signatur. Det gjorde faktisk ondt på hende at høre ham hæve stemmen, men hun fandt sig ikke i at blive overset på den måde, de skulle ej glemme at det var hende som havde fået tronen af hans mor og Jason, ikke ham! ”Og hvem har sagt at jeg skulle være uenig?!” råbte hun og rettede sig op. Det var meget sjældent hun hævede stemmen, men det her var et af de få tilfælde. ”Sådanne beslutninger skal diskuteres! Det er aldrig faldet dig ind at jeg aldrig ville kunne stå inde for noget af det her overfor befolkningen?! Det ville sætte mit et dårligt lys og præcist hvor glade synes du selv procianerne er for mig i forvejen?!” spurgte hun med en klump i halsen. Hun tav en lille smule og så ned. Det var hårdt for hende at halve landet var imod hende, når hun gang på gang kæmpede for dem. Gabriel var lynhurtigt blevet deres forbillede, og i virkeligheden handlede det vel mere om at hun følte sig overset? Både som person og alt hendes arbejde dermed. Hun fugtede læberne med tungespidsen og kæmpede faktisk lidt med lysten til at græde i ren og skær udmattelse og frustration, men hun gjorde det selvfølgelig ikke, det ville være alt for nedladende! ”Fra nu af vil jeg have at alle dokumenter skal underskrives og godkendes af os begge,” sagde hun endeligt og denne gang fuldkommen roligt. I hendes øjne havde han misbrugt hendes tillid, så nu måtte hun forkorte snoren.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel knyttede næverne med en fast mine. Det var virkelig ikke fordi, at han havde lyst til at stå der og skændes med hende, men i øjeblikket, så gav hun ham bare ikke rigtigt noget andet alternativ, og han kunne slet ikke have med den tanke at gøre. Han fnøs og vendte blikket ned mod de… alt for mange pergamenter med hans navn på. Havde han virkelig sat så mange ting i gang? Skulle han være helt ærlig, så havde han nok ikke rigtigt tænkt på hende i dette tilfælde. ”Skal jeg være helt ærlig, så tog jeg en beslutning, fordi den i det øjemed var rigtig.. Jeg var bare nødt til at handle, så jeg har slet ikke tænkt dig ind i det,” sagde han med en kortfattet, men dog ganske ærlig stemme, da han igen vendte blikket mod hende. Han kunne godt se, at det her var noget som påvirkede hende, men han kunne argumentere for sine valg! ”Du er altså ikke så upopulær, som du går og tror, Silia! Til tider, er man bare nødt til at tage valg, som er mod ens egen overbevisning, og ikke kom her og tro, at jeg er meget for at skulle tage liv i forvejen, for jeg hader det! Jeg frygter for den dag, en fuld trop skal komme og rive dig fra mig..!” Det var bestemt ikke ofte, at Gabriel hævede stemmen, og han hadede det faktum, at han var nødt til det, men hvad pokker skulle han da gøre? Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget som helst ved det! Han støttede hånden af mod brystet, inden han igen valgte at sætte sig ned. Det krævede faktisk sin anstrengelse, at rende rundt og være sur, for han ville jo for pokker gerne have alt det her til at fungere jo! Han sukkede tungt og vendte blikket mod bunken af pergamenter.. manglende tillid var et problem.. Og det vidste han. ”Fint,” svarede han blot. Han magtet virkelig ikke at gøre det til et kæmpe dilemma eller en kæmpe diskussion med hende, for det var der da slet ikke nogen grund til, hvis han selv skulle være helt ærlig. Hans krop rystede.. Det gjorde ham faktisk vred.

[Silia D. Diamaqima]

Silia orkede ikke at diskuterer og endnu mindre at skændes, særligt efter de utallige møder hun havde deltaget i, men selv Jason synes at det havde taget overhånd hvilket jo også var grunden til at han havde givet hende de mange dokumenter. ”I et øjemede du synes var rigtigt måske, jeg er sikker på at ingen havde været døde af at du havde taget dig bare et par minutter til at drøfte eller i det mindste informerer mig,” svarede hun med en alt for kontrolleret stemme. Hun havde igen formået at lægge bånd på sig selv, det var en fordel såvel som en ulempe at kunne, for det krævede en del undertrykkelse. Om det var for at trøste hende eller hans egen blindhed, kunne hun ikke svare på, men i hvert fald så var det en løgn at hun ej var upopulær. Det havde hun været i mange år nu, mange mente stadig hun stod bag alle de ulykker der hændte, på trods af at hun kæmpede for at stoppe det! ”Det er din overbevisning og måske du har ret men jeg kan ikke udtale mig om det for du har på ingen måde indviet mig. Jeg går derfor også ud fra at du tager fuldt ansvar for den henrettelse, jeg vil ikke være en del af det,” sagde hun besluttet og sendte ham et hårdt blik på trods af den ydre ro. Han havde virkelig ingen idé om hvor ondt det gjorde på hende, men fint, hvis han kunne klare sig uden en dronning, så ville hun da glædeligt tage en pause! ”Sæt dig, det er ikke godt for dine ribben,” påpegede hun med en fremmede kulde i tonen. At han så uden videre gik med til hendes krav passede hende fint, selvom det ikke gjorde op for den situation han havde stillet hende i. Så måtte hun jo henvise borgerne til Gabriel og så ville de vide at de ikke var et stærkt kongepar.. han havde slet ikke gennemtænkt det her. ”Meget vel,” sagde hun bare og drejede om på hælen for at forlade lokalet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ønskede slet ikke at skændes med Silia over det her, også selvom han nu hvor han så de mange dokumenter, godt kunne se, at det måske havde taget lidt overhånd. Det var i så fald hans fejl, og det var han faktisk ked af. Han vendte blikket sigende mod hende endnu en gang. ”I så fald, så er det min fejl, Silia,” endte han med en tydeligt kortfattet stemme. Han var virkelig ved at være træt af at skulle skændes over de her ting. Hun var altså ikke så upopulær, som hun gik og troede, og det var faktisk en skam i hans øjne, at det var sådan hun følte sig, for det var jo på ingen måder retfærdigt. Han himlede let med øjnene og rystede så igen på hovedet. Det var ham, som havde været meget ude blandt folk igennem den sidste tid. Hun havde haft møderne, og han havde taget audienserne. Det var måske ved at være på tide, at bytte lidt i så fald? Han sukkede næsten opgivende. Han stod ved sine beslutninger, og skulle det komme til en situation, at han skulle stå og forsvare det overfor befolkningen, så skulle han da nok gøre det! Han gled ned og satte sig. ”Hvis du ikke tror, at jeg står ved mine valg, så tager du fejl! Hvis det kommer så vidt, så skal jeg nok påtage mig den fulde skyld og ansvar for det som jeg selv har sat i stand,” endte han kortfattet, da han igen vendte blikket mod hende. Hans mine var.. tom. Kold kunne den ikke blive. Det var han for tæt med sine følelser til.. Typisk det at være en engel faktisk, hvis man så bort fra hans biologiske far. ”Det siger du til mig snart dagligt..” Han vendte blikket mod hende, da hun bare.. valgte at gå? Det ville han jo heller ikke ligefrem have! Han satte hænderne i bordet, og tvang sig endnu en gang op på benene igen. ”Silia..?” kaldte han med en langt mere rolig stemme. Han ville ikke have at de skulle skilles som uvenner, og da bestemt ikke nu, hvor de var så presset begge to, som de nu var.

[Silia D. Diamaqima]

Silia nikkede kortfattet. Det var hans fejl og hun ville ikke spilde sin tid på at undskylde det, for sådan var hun bare ikke. Man måtte tage konsekvenserne af sine handlinger og når han ikke ville give hende nogle forklaringer eller det der lignede, så måtte han jo leve med det sådan. Hendes hjerte bankede hårdt, hun kunne godt mærke at det var på tide at finde noget beroligende frem, hun burde have en eliksir eller noget til det formål på lager, uden den ville hun nok køre dig selv ned. ”Det er fint,” sagde hun lidt kortfattet og lagde ikke skjul på sin utilfredshed. Hun havde taget sig af alle møderne og stort set alt papirarbejdet, dels fordi halve befolkningen så hende som en forræder og dels fordi hun havde svært ved at være i befolkningen på grund af hendes særlige, lille evne. ”Jeg siger ikke at du ikke kan stå ved dem, men jeg beklager meget at jeg troede at vi var sammen om det her. Jeg havde fået den forestilling at vi begge kunne stå inde for de beslutninger vi tog, så vi altid kunne bakke op om hinanden, men jeg beklager sandelig at jeg tog fejl,” selvom hendes stemme var rolig var der noget farertruende over den, det var på disse tidspunkter at dvasianeren vældede op i hende igen. ”Det er jeg jo nødt til når du ikke lytter,” sagde hun med et lidt sigende blik før hun uden videre drejede om på hælen for at søge tilbage. Der var stadig meget der skulle gøres og ærlig talt så var hun virkelig vred på ham lige nu! Idet han kaldte på hende stoppede hun roligt op og vendte sig mod ham igen med hænderne foldet høfligt foran sig. ”Hvad Gabriel? Du har tilsyneladende travlt, så jeg vil endelig ikke opholde dig,” sagde hun myndigt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Der var noget faretruende over Silias stemme, som Gabriel på ingen måder brød sig om. Selvom dette var enerådige beslutninger, som han selv havde valgt at tage, så havde det aldrig nogensinde været hans hensigt, at holde hende ude af det, for det gjorde da kun ondt værre, hvis han selv skulle sige det. Når det nu endelig skulle komme til stykket, så ville han jo heller ikke ligefrem skuffe hende, men at stå og se til, at dvasianere bare kom over muren og gjorde hvad de havde lyst til, var en tanke, som faktisk gjorde ham direkte rasende, og han kunne slet ikke have med det at gøre på nogen måde i det hele taget! ”Det er også meningen, at vi skulle tage de beslutninger sammen, men prøv da at se omkring dig, Silia.. Jeg ved, at vi begge har været travlt optaget af alt det her, og at der har været mange ting. Du har sikkert også siddet til mødet, og taget beslutninger på vores vegne,” pointerede han med en ganske kortfattet stemme, for det ville da forundre ham hvis ikke. At hun så bare ville gå, var slet ikke noget, som han kunne have med at gøre, for han ville ikke have, at de skulle skilles som uvenner. Han elskede hende jo.. Uanset hvor svært det var at sige, efter alt det andet, så var det jo bare sådan at han havde det.. Og han ville jo for pokker gerne have, at de skulle finde ud af det hele sammen! Igen tvang han sig op at stå og gik i stedet for mod hende. Den næsten flabede kommentar, valgte han dog også for sin egen skyld, at se helt bort fra, for det kom de da ingen vegne med! ”Du behøver virkelig ikke tage den tone i brug overfor mig, som var jeg et barn, Silia,” endte han kortfattet, da han endelig nåede hende. Hans blik gled til hendes skikkelse.. En så smuk kvinde. ”Jeg er ked af det.. okay? Undskyld..” afsluttede han. Han kunne slet ikke have, at hun gik rundt og var sur på ham.

[Silia D. Diamaqima]

Det var frygtelig dumt at gøre hende vred, hvilket Gabriel også burde vide. Der skulle en hel del til, men at blive lukket ude på den måde, det havde hun ikke tænkt sig at finde sig i! Tænk at hun var nødt til at indfører et krav om at de begge skulle sætte deres underskrifter for at være sikker på at vide hvad der foregik. Hun stormede ned af gangen med bankende hjerte, frem til Gabriels stemme igen lød bag hende og hun stoppede op men med et meget autoritært blik der normalt slet ikke lå til hende. "Små ting ja! Idéer til hvad man kunne iværksætte for at forbedre landet, jeg har skrevet under på at en bonde må begynde at dyrke nogle af de marker der tilhøre os så vi kan øge fødestanden, sådan nogle ting," forklarede hun. Det var de ting der havde betydning for alle andre og som ikke kunne skade nogle, ud over at de måske mistede lidt penge men dem havde de trods alt også mere end rigeligt af. Hun havde ikke besluttet at indfører dødsstraf igen for eksempel. "Lige nu opfører du dig som et barn Gabriel, så må du også forstå at jeg tiltaler dig som var du et," hendes stemme var kontrolleret men sigende, og hun lagde slet ikke skjul på at hun var skuffet.. og en lille smule vred. Det var ikke fordi hun havde lyst til at være uvenner med ham men så måtte han også snart indse at det her ikke var en holdbar løsning! Hendes mine blødte en lille smule op da han endelig undskyldede overfor hende. Hun nikkee roligt og trak på smilebåndet men uden at det blev et egentligt smil. "Det er godtaget så lang tid du har lært af det," tilføjede hun og hævede en hånd for blidt at stryge den over hans kind.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste godt, at det ikke var videre genialt at pisse en Diamaqima af, og han brød sig faktisk ikke om at Silia var sur på ham. Han havde måske været lidt for enerådig i hans beslutninger og valg, men det var jo heller ikke fordi, at han ønskede at holde hende ude af det! Slet ikke! Han prustede ganske let. At blive snakket sådan til, ville han altså slet ikke finde sig i! ”Meget vel,” svarede han kort for hovedet. Hvad skulle han ellers sige? Han kunne godt se, at de valg og beslutninger som han have taget, måske var i en lidt anden elite end de små som hun havde, men ikke desto mindre, så havde han fundet det nødvendigt. At hun så bare gik, var slet ikke noget som han kunne have, for han ville slet ikke have, at de skulle skilles her som uvenner, for det ville ligge og dulme for resten af dagen! Han nåede hende hurtigt, også selvom han sendte hende en mere tom mine. Han ville bestemt ikke blive snakket til som et barn, og så var det fuldstændig lige meget med hvordan man vendte og drejede den, for han fandt sig bestemt ikke i det! Han var jo for pokker langt ældre end hvad hun var! ”Jeg vil ikke finde mig i, at du tiltaler mig som et lille barn.. Du er ikke min mor, men derimod min hustru, Silia.. Behandle mig deraf,” endte han med en kortfattet stemme. Han ønskede slet ikke at skændes med hende, men meget af det her, var noget som pressede og stressede ham også. Han ønskede jo selv bare at passe på hende. Han sukkede tungt og nikkede. Man kunne vel godt sige, at han havde lært? Aldrig pisse en Diamaqima af! ”Det kan man vel godt sige, at jeg har..” Han vendte blikket mod hende, da hun strøg hånden over hans kind, inden han hævede hånden og tog om hendes. ”Jeg ved godt, at jeg har været en idiot, Silia.. Men mange af tingene har været valg, som jeg har været tvunget til at tage lige nu og her. Kom.. Du skal vide det,” fortalte han med en dæmpet stemme, inden han trak hende med sig tilbage mod kontoret.

[Silia D. Diamaqima]

En lille snak lod til at have hjulpet på det hele, hvilket gjorde Silia yderst tilfreds. Bare fordi han var konge, skulle han ikke lade magten løbe af med ham, han havde ligeså en dronning og til tider var det værd at huske at hun var blevet valgt til at reagere landet af en grund, ikke at hun hverken kunne eller ville gøre det alene, men hun fandt sig bestemt ikke i at blive glemt på vejen, hvilket han skulle vide. Hun kneb øjnene en smule sammen som tydeligt tegn til at han bare skulle bakke væk fra den grænse. Som en Diamaqima havde hun måske også lidt sin egen idé om præcis hvad hun kunne tillade sig eller ej, ingen ville kunne undvære hende uanset. "Jeg vil ikke være din mor Gabriel, men så lang tid du tvinger mig til at være det, så er det en rolle jeg må påtage mig. Når du igen har tænkt dig at inddrage mig, så kan vi begynde at snakke," svarede hun bare også selvom hendes toneleje stadig var roligt. Hun faldt dog lidt mere til hendes vante folder da han langt om længe blødte lidt mere op og derved også tillod hende at gøre det samme. Hendes hånd faldt i hans, hun ville ikke trække sig væk. Det var første gang de så hinanden i dage og det var altid blot forbipasserende møder, hvilket var begyndt at være irriterende for hun ville jo gerne bare være sammen med ham. "Det var dog rart at du selv siger det så slipper jeg.. men okay," sagde hun med et antydningen af et smil og fulgte roligt med ham tilbage til kontoret, det var også nemmere nu hvor der var faldet ro på det hele igen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel brød sig bestemt ikke om at blive tiltalt, som havde han været et lille barn. Tanken i sig selv, var faktisk noget som irriterede ham noget så grusomt. Når alt det nu var sagt, så ville han stadig gerne behandles som en mand, og ikke som en lille dreng der var fanget med fingrene i kagedåsen, for han havde taget beslutninger, og mange af dem, fordi at muligheden for at snakke med hende og sætte hende ind i det, ikke just havde været der! ”Respekter mig som en mand, og ikke som et barn, Silia,” bad han endnu en gang med en kortfattet stemme. Hånden greb roligt ud efter hendes, som han trykkede i sin egen hånd. Han ville gerne fortælle hende det hele, så han ikke skulle have andre til at sætte hende ind i det, samt at han gerne ville vise hende, at han jo gerne ville finde ud af det hele sammen med hende. Hans blik gled mod hendes skikkelse, og med den samme mine. ”Det har aldrig været min hensigt at fraholde dig, at vide hvad jeg laver, så det skal da bare være på sin plads, at det er mig der fortæller dig det.” Han var endnu en gang faldet til ro, selvom han nu var mere spændt på hvordan hun ville tage den information, som han nu her skulle give hende, selvom han vidste, at det bestemt heller ikke ville blive nemt på nogen måde. Han førte hende tilbage til kontoret, hvor han lukkede døren igen. ”Nu ved jeg ikke hvor meget du har læst de dokumenter igennem. Jeg har skærpet sikkerheden ved muren.. Marcianus og Marius Darcy er tilbage i landet her, og ønsker at være behjælpelig med beskyttelsen af muren..” Han gik hen og begyndte at rode dokumenterne igennem, for at vise hende dem. Han samlede dem i en bunke. Han kunne jo argumentere for meget af det han havde gjort. ”Jeg gjorde det, efter jeg fandt ud af, at landet har huset en gammel bekendt af mig.. Jeg går ikke ud fra, at Denjarna Dynithril er et ukendt navn for dig?” fortsatte han, da han igen vendte blikket mod hende. Denne gang alvorligt. Den kvinde skulle ud!

[Silia D. Diamaqima]

Nu hvor der var faldet mere ro på tingene og GAbriel var begyndt at opfører sig lidt mere modent, så begyndte hun at kunne være lidt med igen. Hun nikkede roligt. "Jeg vil hellere accepterer dig som min mand end som et barn, så hver sød kun at give mig grund til førstnævnte," bad hun en hel del mere roligt. Han havde taget så mange beslutninger og lige nu var det en kamp for hende om at sætte sig ind i bare det mest væsentlige, noget som hun i princippet ikke engang havde tid til med alle de møder hun havde. Hendes hoved var fyldt.. natten blev afbrudt af Evelyns sjæl der altid var lige omkring Gabriel og hun mærkede hende med det samme, hvilket oftest gav hende en knude i maven og det var noget af det hun ikke kunne dele med ham. Med sin hånd i hans gik hun med tilbage på kontoret. "Det ville jeg faktisk sætte pris på," svarede hun dæmpet og gik igen hen til skrivebordet hvor mange af dokumenterne lå og flød. Det gjorde hende helt dårlig at der var så mange. Alligevel lyttede hun intenst til alt gav hende hende. "Jeg har nærlæst dem som Jason udpegede som vigtige, resten har jeg næsten ikke kigget på. Marius er vigtig for landet, og som hans barnebarn må vi ligeså vogte om Marcianus. Det er dog vigtigt at vi også er på vagt, de er vampyrer og du så hvad vi var nødt til at gøre med Yasmya og Jacques, på trods af at de altid har hørt til i Procias," påpegede hun og tog imod dokumenterne for at skimte dem. Normalt brugte hun briller til den slags, så hun måtte misse med øjnene og holde dem lidt tættere op end ellers men det gik. Lyden af Denjarnas navn fik hende dog langsomt til at se ham med et lidt mere hårdt blik. "Min far har altid sagt at den kvinde ikke var værd at stole på. Jeg tager hans ord for det, men hvad laver hun i Procias?" spurgte hun og forsøgte at lyde neutral.