Who's gonna safe us?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var faldet langt mere til ro, også selvom han stadig ikke brød sig om at blive snakket til, som havde han været et barn, og det var skam også det som han ville understrege for hende, for hun var ikke hans mor, og han ønskede så sandelig også at blive behandlet som en mand frem for en lille knægt! ”Og det gør jeg,” fastholdt han med en ganske kortfattet og bestemt mine, inden han førte hende med sig tilbage til kontoret. Han ville meget gerne give hende grundene til hans handlinger, samt fortælle hende hvorfor han havde gjort det, for det var tilsyneladende meget nødvendigt at han gjorde det. Han vendte sig mod hende endnu en gang. ”Godt,” sagde han med en sigende mine, inden han søgte hen til dokumenterne for at kigge dem igennem. Mange af dem hang jo sammen, og han vidste ikke om Jason havde forklaret hende den sammenhæng. Han rakte hende dem, også selvom han tydeligt måtte se hvordan hun missede med øjnene..? Ikke at han stillede spørgsmål ved det. ”Marius og Marcianus er klar over omstændighederne. Jeg har iværksat den selv samme aftale som vi havde, da Melody også var i landet her. De vil holde sig på Herregården, såfremt at vi bringer blodet fra de nedslagtede byttedyr på flaske til deres hjem. De vil end ikke jage,” forklarede han ganske sigende. Selv der ville han da mene, at han havde taget sine klare forholdsregler. Yasmya og Jacques var begge bragt ud af landet, selvom det var gået ganske smertefrit for sig – heldigvis kunne man jo så sige. ”Hun er heller ikke til at stole på. Hvordan hun er kommet over muren, aner jeg virkelig ikke, og jeg ved ikke hvor hun har gemt sig. Af hvad jeg ved, er hun stadig ikke spottet ved muren, så jeg formoder hun stadig befinder sig på denne side af grænsen. Jeg har sat flere vagter ved murene.. Ved Marcianus’ viden om hullerne langs denne, har jeg fyldt dem ud.. Hun vil ikke kunne komme over muren, uden at vi vil vide det,” forklarede han alvorligt.

[Silia D. Diamaqima]

Silia nikkede blot og valgte at lade den ligge fordi hun ikke ønskede at diskuterer unødigt, deres tid sammen var så sparsommelig og som oftest var det i forbindelse med arbejde, hvilket begyndte at irritere hende lidt. Sidst havde de anerkendt de følelser de havde for hinanden men siden havde der ikke været mulighed for at udforske eller udvikle dem, hvilket faktisk gjorde en kende ondt og det kunne jo også mærkes på deres samarbejde. Nogle af dokumenterne samlede hun under armen, mens hun forsøgte at skimme de andre som hun havde læst en gang eller to før også da Jason havde bedt hende om det, for selv han synes det var gået for vidt nu. "Det er alt sammen meget fint, men hvordan kan vi argumenterer for at lade to vampyrer være i landet når vi netop har udsendt to som om muligt høre mere hjemme i landet?" spurgte hun roligt. Marius var ikke farlig, Marcianus kendte hun ikke særlig godt, men det plagede hende stadig at have været nødsaget til at bede Jacques og Yasmya forlade landet, der var det Gabriel som havde fået hende overbevist om at det var det rette, det her så hun ikke retfærdigheden i. Hun rynkede lidt på næsen og lagde dokumenterne på bordet igen. Hendes mave snørrede sig en smule sammen, hun stolede ikke på Denjarna og slet ikke i forhold til at Gabriel altid havde haft en svaghed for hende. "Jeg ville ikke undervurderer hende. Selv Faith havde respekt for hende, og der er trods alt en grund til at hun har holdt sig i live i alle de år. Du kender hende Gabriel, og jeg håber ikke du er forudindtaget i den situation, jeg kender jeres fortid," sagde hun roligt og prøvede lidt på at skjule sin jalousi.. for hun var da ikke jaloux var hun?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var ikke meget tid de havde sammen i forvejen, og naturligvis var det noget som frustrerede Gabriel. Han elskede hende jo, og han ville jo også meget gerne have det til at virke på det personlige plan også mellem de to, og det var uden tvivl var noget som også gjorde sit for hans vedkommende. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Han ville gerne fortælle hende hvad han havde haft gang i. ”Jeg ved godt, at vi smed Yasmya og Jacques ud, men efter at de har valgt at bide, og som var kendt for folk, er det svært at gøre andet. For folket er det vigtigt at de ser, at vi handler på deres vegne.. Marius er en kendt mand her i landet, og så lang tid, at han ej har gjort noget, som gør skade på nogen, ser jeg ingen grund til at udsætte ham for den samme skæbne.. Før han har bidt vel og mærke,” fortalte han med en rolig stemme. Selv det burde hun da kunne se fornuften i? Jason var her jo trods alt også endnu, selv efter så mange år. Det var jo ikke ligefrem alle vampyrer som var morderiske. Efter at Denjarna var fundet i landet, var Gabriel ganske enkelt gået i beredskab, for han ville have kvinden ud, og det var slet ikke noget, som kunne gå hurtigt nok! ”Hvad hentyder du helt præcist til, Silia? Jeg vil have den kvinde ud af landet her, og det kan ikke gå hurtigt nok. Det skal meget gerne være inden, at det går op for folk, at hun i det hele taget er her,” påpegede han alvorligt. Når alt endelig kom til alt, så kunne det bestemt heller ikke gå hurtigt nok i hans øjne! Han følte og havde intet til overs for Denjarna, og det havde han bestemt ikke haft i mange år, og det ville godt nok heller aldrig nogensinde forandre sig. ”Jeg opsøgte den landsby som hun havde skjult sig i.. Gav hende muligheden for at komme i klæder, og så sprang hun ud af vinduet.. Jeg hæmmer ikke før den kvinde er fundet og forvist fra vores land,” fastholdt han med en tydelig irritation i stemmen. Han hadede at den kvinde skulle være her!

[Silia D. Diamaqima]

De var uden tvivl kommet godt fra start, men gennem de sidste par måneder var det hele bare gået mere og mere ned af bakke, nok fordi de ikke rigtigt havde givet sig tid til andet end arbejde. Ud over det følte Silia sig også stresset over sin familiesituation og over det faktum at hun konstant blev plaget af døde ånder der ligeså ønskede hendes opmærksomhed. Hun rystede tanken lidt fra sig og så igen ned på dokumentet i sin hånd før hun lagde det i den øvrige bunke og vendte sig mod Gabriel i stedet for. "Yasmya bed aldrig," påpegede hun. "Men jeg kan godt se hvad du mener, og jeg vil ikke undvære Marius hvis jeg kan blive fri for det, men hvis folket bliver skeptiske overfor ham, så er han nødt til at ud. Som du selv siger handler vi på deres vegne og forsøger at skabe tryghed i deres land igen, og hvis tilstedeværelsen af vampyrer gør dem urolig," hun trak på skuldrene og tog sig lidt træt til hovedet. Faktisk kunne hun ikke huske hvornår hun sidst havde fået mere end et par timers søvn og det var endnu mere udmattende med alt det der foregik lige nu. Hun nikkede og så væk så han ikke ville se det glimt hun vidste at hun havde i blikket og det var ikke pænt. "Jeg hentyder til jeres fortid Gabriel, jeg ville blot sikre mig at du ikke var forudindtaget, men du har ret, hun skal ud," medgav hun og knyttede hænderne lidt. Det kunne ikke gå hurtigt nok hvis det stod til hende, vel også fordi hun vel et sted anså den kvinde som en trussel mod hendes ægteskab? "Du så hende?" hun vendte sig mod ham med et skarpt blik, og alligevel lod han hende først vide det nu. Hun rystede på hovedet. "Hvorfor er du altid så naiv når det kommer til den kvinde? Selvfølgelig ville hun stikke af, det kunne du have sagt dig selv," hun sukkede opgivende. Nogle gange var han altså ikke den skarpeste ske i skuffen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Den fantastiske start efterlod dem kun med en dårlig fortsættelse, og det var uden tvivl noget som selv generede Gabriel. Han manglede og savnede de stunder, hvor de faktisk havde været i stand til at finde ud af det hele, og han håbede selvfølgelig at det var noget som de kunne vende tilbage til igen. ”Du ved hvad jeg mener,” sagde han med en sigende mine. Yasmya havde ganske vidst aldrig bidt, men en helt nyudklækket vampyr var ganske enkelt for farligt at have rendende, og eftersom Jacques havde været den som havde udført biddet, så var han jo nødt til at forlade landet. ”Marius ved hvordan man skal holde lav profil. Ham her i landet, vil være svær og ikke mindst hård at undvære. Bliver folk utrygge ved deres tilstedeværelse, så skal de naturligvis ud.. Og det ved jeg, at de begge er indforstået med,” sagde han med en sigende mine. Så langt, så var de faktisk enige om tingene, hvilket uden tvivl føles godt. De kunne jo trods alt godt finde ud af det.
Snakken om Denjarna efterlod kun en meget trykket stemning som Gabriel opfangede allerede med det samme. Han vendte blikket mod hende. Han var på ingen måder påvirket af sin fortid med hende. Han var kommet videre, og han havde den mest fantastiske kvinde som sin hustru, og han var stolt af det. ”På ingen måde. Den kvinde skal ud, og det kan ikke gå hurtigt nok. Ikke på grund af min fortid med hende.. Det rager mig ærlig talt. Hun er en dvasianer. Har stået i ledtog med Dvasias, og hun udnytter folk.. Jeg frygter hvem hun kan udnytte på denne side af grænsen,” sagde han ærligt. At hun så bed sig fast i, at han havde set hende, var noget som fik ham til at bide tænderne fast sammen. Han burde have forudset, at hun ville springe ud af vinduet, men det havde han altså ikke lige gjort. ”Hvorfor den tone overfor mig, Silia? Jeg gav hende en mulighed for at få tøj på.. Jeg ville ikke tvinge hende ud, i ingenting,” påpegede han ganske kortfattet. Hvorfor reagerede hun så kraftigt, når det kom til Denjarna?

[Silia D. Diamaqima]

På trods af at det måske ikke gik fremad lige nu, så var Silia sikker på at de sagtens kunne få det til at fungerer både som et ægtepar og som et kongepar. Hendes følelser for ham havde ikke ændret sig, de var vel bare.. gået i dvale på en eller anden måde, for at hun kunne koncentrere sig om det der var vigtigt og det var landet? Hun nikkede. "Så lang tid de er indforstået med det, så skal jeg ikke sige noget til det. Jeg vil bare ikke lade dem være her hvis det gør andre utrygge," påpegede hun sandfærdigt og lænede sig en smule op af hans skrivebord. Hun ville heller ikke selv gerne undvære Marius, han havde altid været vigtig for landet. Snakken om Denjarna fik hende til at se væk. Hun bed tænderne hårdt sammen og følte sig virkelig alt for fristet til at finde den kvinde og bare skære halsen over på hende. Hun tog en dyb indånding og tvang tanken væk. Som procianer kunne hun ikke tænke på den måde, men i visse situationer når hun følte sig truet, så kom dvasianeren lidt op i hende. Det var uhyggeligt. "Hele livet har Denjarna udnyttet ikke kun dig men så mange andre. Hvis hun er her meget længere så kommer det til at koste os på en måde eller en anden," medgav hun og strøg frustreret hånden over panden og gennem sine mørke lokker. "Du burde have forudset det. I tilfælde som Denjarna kan vi ikke give hende den luksus, nøgen eller ej, hun burde sidde i vores fangekælder ikke udnytte landets muligheder til sin fordel," påpegede hun lidt spidst og ignorede totalt at han spurgte hvorfor hun gjorde brug af den tone, for hvorfor gjorde hun egentlig det? Måske fordi hun ikke ville slås med både Evelyn og Denjarna?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

De kunne sagtens få det til at fungere, og det vidste Gabriel så sandelig godt.. Det gjaldt bare om at tage fat, hvor de nu kunne, og så.. lære at være lidt mere sammen, end hvad de havde gjort frem til nu, også selvom det vel et sted var der at deres udfordring måtte ligge? Han nikkede. ”Marius er kendt med omstændighederne, og ved hvad konsekvenserne er. Gør deres tilstedeværelse andre utrygge, så skal de naturligvis ud, og det ved jeg, at de begge har forståelsen for,” sagde han med en sigende mine. Den dag, hvis den kom, ville koste Procias dyrt, så han bad da til, at det aldrig nogensinde blev et tilfælde for dem. Han trak vejret dybt og vendte blikket mod hende. Hun ændrede sig voldsomt, nu hvor de snakket om Denjarna, og han forstod virkelig ikke hvorfor! ”Det er også det jeg ved, og det er derfor jeg har sat så mange, som jeg kan tillade mig ind i jagten for at få hende fundet. Jeg frygter alligevel at en procianer har valgt at skjule hende her.. En mørkelver kan ikke bare blive væk på den måde,” fortalte han med en sigende mine. Han brød sig bestemt ikke om at hun skulle rende rundt her, og det kunne han slet ikke have med at gøre! ”Jeg er ikke grotesk, og vil tvinge hende igennem landet i ingenting, Silia, og vær så venlig at lægge den tone væk overfor mig. Hvad går der af dig? Jeg gør hvad jeg kan for at finde hende, ikke sandt?” endte han med en mere kortfattet stemme. Han steppede roligt frem foran hende i stedet for, hvor han denne gang tog hendes hånd. Han forstod skam godt, hvis tanken stressede hende, men han gjorde virkelig hvad han kunne, for at finde den kvinde! ”Jeg forstår godt, at tanken stresser dig, min kære, men vi skal nok få hende fundet.. Jeg gør hvad jeg kan, og det ved jeg at de soldater jeg har sat på opgaven også gør,” fortalte han sandfærdigt.

[Silia D. Diamaqima]

Det var svært at finde tid til at være sammen når tronen stort set ikke tillod andet end tid til den og til landet, men det var ved at være nødvendigt. "Godt så blander jeg mig ikke mere," lovede hun roligt og sukkede næsten dramatisk tungt. Uden for var det igen blevet mørkt. Timerne gik g gik, og det var den ene ting som hun ikke var i stand til at stoppe, men hvor ville hun gerne kunne engang i mellem. Hendes humør ændrede sig betragteligt ved lyden af Denjarnas navn, hun ville ikke være ved det, men tanken satte en brændende fornemmelse i hende og en ukontrollerbar vrede som fik hende til at bide tænderne hårdt sammen. "Hun ville ikke bare kunne forsvinde, der er en som skjuler hende.. en der kender landets små smuthuller så og sige og ved hvor hun kan gemme sig og eftersom det er Denjarna, så er det med største sandsynlighed en mand og en mere magtfuld en af slagsen," konstaterede hun lidt eftertænksomt. Der skulle ikke et geni til at regne det ud, men der var flere af den slags mænd. "Hvad der går af mig? Vi har en potentielt livsfarlig kvinde et sted i landet og vi ved at hun har smirgret sig ind på en eller anden tåbe, hvilket vil sige at vi har en landsforædder omkring os, og det kan være hvem som helst. Jeg orker ikke at miste flere Gabriel og slet ikke fordi at du var for sart til bare at tvinge hende med," svarede hun roligt men tydeligt irriteret. Hun frygtede virkelig for at miste ham og så til en kvinde med Denjarna. Det at han tog hendes hånd, fik hende til at læne sig ind mod hans krop i en lidt opgivende søgen efter en omfavnelse. "Jeg ved det godt.. undskyld, jeg er bare træt," forsøgte hun stille.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel nikkede blot til hendes ord. For nu, så ville han da selv mene, at han havde fuld styr på hele situationen med Marius og Marcianus, som uden tvivl var nogen som de ville have svært ved at undvære her i landet. Han vidste, at de havde planer om igen at få gang i plantagerne, og derved støtte i den procianske økonomi – noget som de slet ikke kunne undvære lige nu. ”Godt,” sagde han roligt. At hun så derimod skulle reagere så voldsomt på lyden af Denjarnas stemme, og faktisk tage den tone i brug overfor ham, havde han bestemt ikke lige set komme, og et sted.. irriterede det ham. Hvad var det som gjorde, at hun reagerede sådan? ”Det ligner uanset ikke Denjarna at søge til andet. Bønderne vil ikke kunne skjule hende, uden at være omkring for mange mennesker, så det har en højerestående betydning. Jeg tvivler stærkt på at Thranduil vil skjule en mørkelver, så det efterlader os med…” Han tav. Var Salvatore blandet ind i det her? Marius holdt lav profil, og vidste så sandelig godt hvem kvinden var, og skovelvernes evige strid med mørkelverne gjorde da, at han bestemt ikke ville skjule hende. Hendes sidste ord, irriterede ham dog. ”Sart? Hvad går der af dig, Silia?” spurgte han ganske kortfattet. Hvorfor pludselig den tone og de ord mod ham? Det forstod han da slet ikke. Armene søgte stille omkring hende, nu hvor hun alligevel lænede sig ind mod ham. Han rystede på hovedet. ”Du ved… ligesom din far, så er du elendig til at snakke udenom, Silia.. hvad går dig på? Andet end en mørkelver her i landet?” spurgte han, da han igen vendte blikket ned mod hende. Han lagde roligt hånden under hendes hage, for at hæve hendes blik til hans eget ansigt. Han skænkede hendes læber et kys. ”Hvad med at vi lægger arbejdet til side for i aften og tager lidt tid..? Bare os to?” spurgte han.

[Silia D. Diamaqima]

Det kunne godt være at Gabriel havde styr på tingene, det havde hun virkelig aldrig betvivlet, men hun krævede som sin ret at blive informeret om hvad der foregik for næsen af hende, for hun kunne trods alt ikke stå inde for hvad han lavede og det kunne skabe mistillid fra folkets side, hvilket hun for alt i verden forsøgte at undgå. ".. Salvatore," mumlede hun med et stille suk. Hvis han var indblandet så havde de et problem, han var en af deres dygtigste og mest trofaste. "Jeg tvivler på at han ville vende landet ryggen, desuden så tror jeg næppe han er manden der lader sig charmere af en køn kvinde - og dog. Han var kendt for at rende rundt med Eniqa," egentlig stod hun mere og snakkede til sig selv end til ham, hun kunne slet ikke overskue hvis det var tilfældet. Lidt lettet over at han på trods af alt, lagde armene omkring hende, gjorde hun det samme om hans liv og trykkede sig ind mod hans varme skikkelse og følte hvordan hans hjerte bankede mod hendes kind. "Intet," svarede hun kort for hovedet, hvilket i sig selv var afslørende, en Diamaqima blev aldrig tavs. Han skulle ikke vide at hun lige havde mærket det grumme stik af jalousi! "Jeg troede at det var hvad vi Diamaqimaer var bedst til.. at tale uden om," sagde hun mere roligt og undlod bevidst at kommenterer mere med Denjarna, for det gjorde hende vred. Alligevel hævede hun langsomt blikket da han førte hånden under hendes hage og hævede det til hans. Hun lukkede øjnene for et kort øjeblik da han kyssede hende og gengældte det uden at tøve så meget som et øjeblik. "Det lyder som en god idé," medgav hun endeligt og sendte ham et lille smil.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvis Salvatore var indblandet, så havde de uden tvivl et problem, og det var det som Gabriel vidste. Han rystede let på hovedet og vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Eniqa har været død i mange år, og jeg tvivler på, at der faktisk er mange som kan huske hende efterhånden. Jeg er ikke i tvivl om, at han er landet her loyal, men hvis han er indblandet i det her med den kvinde, så er vi nødt til at skride til handling,” pointerede han med en alligevel alvorlig mine, for det var jo heller ikke ligefrem en løgn i den anden ende. Han lod hovedet søge en kende på sned og ned mod hende, da han lagde armene om hende. Han forstod ikke hvorfor hun reagerede på den måde, som hun gjorde, også fordi at det da slet ikke var noget som lignede hende. ”Og ligesom enhver anden Diamaqima, så kan I læses som en åben bog, når I forsøger at undgå det åbenlyse,” påpegede han med en sigende og rolig mine, da han igen vendte blikket ned mod hende. Han skænkede hende det dybe kys. At hun så gerne ville lade arbejdet ligge, var uden tvivl noget som passede ham særdeles udmærket, og det stod han gerne fast på i den anden ende. At tilbringe noget tid med sin hustru, så han bestemt heller ikke noget galt i. Det var jo ikke det kongelige arbejde som haltede.. men det personlige og det private, og det var slet ikke noget som han brød sig om, da han jo faktisk ønskede at finde ud af det hele sammen med hende også! ”Godt.. Så lægger vi det fra os, og tager en aften sammen.. Det tror jeg også vil gøre godt..” sagde han med en ærlig mine, inden han med armene trygt hvilende omkring hende, kun for at trække hende med sig ud af kontoret, og videre hen mod deres gemak. Det var virkelig lang tid siden, det bare havde været de to, og det ønskede han da at udnytte, når muligheden endelig var der.

[Silia D. Diamaqima]

Silia nikkede istemmende, selvom hun allerede hadede idéen om at Salvatore skulle være indblandet. Han var lige den type mand som Denjarna normaltvis gik efter, men alligevel. "Vi kan ikke begynde at se gennem fingre med den slags. Der kommer konsekvenser hvis han er en del af det, men han er betydningsfuld for os Gabriel, vi har ikke andre bare halvt så gode kandidater til en lederstilling," påpegede hun en smule opgivende. Lige nu virkede det hele bare lidt for mørkt og uoverskueligt, måske fordi hun havde milliarder af personlige ting også at tage stilling til for tiden, men det var ved at nå hende over ørerne. Hun trykkede sig godt ind mod ham, det hjalp lidt at han holdt om hende igen på den måde, hun kunne nærmest ikke huske hvornår det sidst var sket, for de havde ikke engang haft tid til at sove sammen. "Det kan der være noget om," hun lukkede øjnene og nød øjeblikket mens hun stadig kunne. De havde virkelig brug for tid bare de to, hun ville ikke snakke mere om Denjarna, eller om alt det han havde foretaget sig uden for hendes viden, hun ville bare gerne have en pause! "Det vil det uden tvivl," svarede hun og lod ham trække hende med sig mod deres gemak for første gang i alt for lang tid. Sengen lå stadig ligeså opredt og uberørt som den havde været i noget mindede om to eller tre dage.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel håbede virkelig ikke at Salvatore var indblandet. Det ville blive noget af et tab, men en leder som mængede sig på den måde.. indenfor dette lands grænser og imod alt af regler, så ville det jo kun for alvor ende med at gå galt, og det ønskede han ikke. ”Vi er naturligvis nødt til at skride til handling, det er jeg skam klar over. En leder som strider sig mod kongehuset og landet.. det kan vi ikke bruge.” Han vendte blikket sigende mod hendes skikkelse endnu en gang. Det bekymrede ham uden tvivl at vide, at en af hans kaliber faktisk var indblandet i det her, for det kunne han da slet ikke have med at gøre! ”Lige nu synes jeg bare.. at vi skal tænke på lidt andre ting, min kære.. Det har vi vidst brug for,” sagde han. Det var skam ikke fordi at han ville lægge sagen hen, for det var han da slet ikke ude på. Tanken fandt han faktisk direkte skræmmende.
Selve soveværelset havde set fuldstændig uberørt ud igennem den sidste tid, også fordi at de yderst sjældent faktisk var der på samme tid. Et sted var det jo uden tvivl en skam. Gabriel trak let på smilebåndet, inden han med en drillende mine, søgte hen mod hende. Han løftede hende direkte op i sine arme og skubbede døren i med sin fod, inden han bar hende hen til sengen og lagde hende ned i lagnerne i stedet for, kun for at tage pladsen ved siden af hende. Bare det at komme ned og ligge, var savnet, og specielt fordi at hun nu kunne ligge der ved siden af ham. ”Nu er det bare dig og mig.. et par.. ingen bekymringer.. ingen landsforrædere.. ingenting,” påpegede han sigende, blot for at understrege at snak om arbejde, var forbudt.

[Silia D. Diamaqima]

Det ville være et kæmpe tab for Procias hvis det viste sig af de var nødt til at skille sig af med Salvatore, Silia bad sit inderste til at han ikke havde været dum nok til at falde for Denjarnas fødder. ”Det er vi og det er jeg klar over, men det ville ikke være et mindre tab af den grund, og jeg frygter det,” erkendte hun en kende tynget. Hun havde brug for at lægge alt det her fra sig og bare tænke på noget helt andet... som for eksempel Gabriel for en gangs skyld. Idet han stoppede op, gjorde hun det samme og rynkede på panden. Et øjeblik inden hun skulle til at spørge hvad pokker han lavede, så samlede han hende op i sine arme. ”Uh!” udbrød hun med et lille grin og lagde armene omkring hans nakke. ”Du er godt klar over at det her er lidt sent ikke?” påpegede hun drillende og kunne alligevel ikke lade være med at nyde tanken om at han bar hende over tærsklen og lagde hende i den nyredte seng. Hun slap ham og fulgte ham i stedet med blikket da han i stedet lagde sig ned ved siden af hende. ”Det lyder virkelig dejligt for en gangs skyld,” svarede hun og lagde sig til rette med hovedet på puden og hendes hænder støttende under. Det var virkelig rart at se frem til lidt tid alene sammen bare de to, de burde virkelig blive bedre til at tage sig tid til hinanden selv blandt det rod de stod i. ”Det her føles lidt ligesom vores bryllup.. ud over at jeg selvfølgelig åbenlyst kan sige at jeg elsker dig,” sagde hun morende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Salvatore og hele hændelsen ved det, ønskede Gabriel virkelig ikke at tage stilling til lige nu, også fordi at han have brug for at kunne lægge det lidt til side, og undgå at skulle tænke over det lige nu. Han bed tænderne en smule sammen, for han kunne jo mærke, at det plagede hende. Nu som det var sagt, så havde han brug for tid sammen med hende.. alene, nu hvor der endelig var tid og mulighed for det. Han sendte hende et drilsk glimt, inden han hævede hende i sine arme, og førte hende hen til sengen, hvor han roligt lagde hende ned. ”Det er aldrig for sent at slå benene væk under sin hustru,” pointerede han med en sigende mine, inden han roligt lagde sig ned ved hendes side. Hovedet lod han hvile på hans arm, og med blikket hvilende mod hende. For en gangs skyld, så var det en virkelig god idé, som han havde fået der, og så passede det ham faktisk ganske udmærket, hvis han selv skulle sige det. Han hævede hånden roligt og lod den stryge roligt mod hendes kind. Selv han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, nu hvor han endelig havde muligheden for det. ”Jeg synes det her er meget bedre.. Ikke nogen arbejdsplaner eller aftaler, men derimod det ægte og det rigtige.. Det vil jeg langt hellere have,” sagde han med en rolig stemme. Selv han var virkelig glad for, at de alligevel havde taget det skridt.. Ja, at han havde været så panisk over at være forelsket i sin egen hustru, havde han aldrig været før.. Det var vel bare et tegn på, at han endelig var over Evelyn, og den tanke kunne han virkelig godt lide. ”Jeg elsker nemlig også dig, Silia. Og derfor vil jeg virkelig gerne have, at vi skal have det til at fungere,” sagde han med en rolig stemme. Det var bare vigtigt for ham at understrege det for hende, for han ville virkelig gerne have det til at fungere!