jeg søger en Elisker ?? ))))

[Deleted]

Tom var rejst til et land som han kendte alt for godt hans hænder rystede voldsomt da han kunde mæke de mørke og skmule Enagier ligge rundt om kring han kikket rolige om kring vis ikke det var forde han var i forkældige den her gang ville han ikke ture at komme lige her han prøvet at falde til ro så længe ingen genkendte ham kunde han være rolige han fandt en kro mens han kikket på de mange skumle personer som fulgte ham med øjnen " du kreko prøv lige at se hvad der lige er kommet ind af døren " svaret en ælder mand unden tænder og peget på tom han bar en form af maske og lang jakke sæk og sin stav hadet han i hånden mens øjne lyste op af blå arura vis man ikke kendte ham kunde man næsten ikke tro at det var tom med minder man kendte ham regtit godt han skulde se en ven der var her inde han håbet det Tom gik hen mod bordet og og sagde til kro fatteren " gi mig en stor fad øl " svaret han lid surt og satte sig op " hvad kan man så kalde dem HR " tom frøs han hadet slet ikke tænk over et navn overhovet " hævnern " svaret han surt og drak lidt af den ræven som var i masken " jeg gå under navnet Hævneren " svaret han igen kro fatteren lo og grinte let "det var et spøjst navn de ha hr må jeg sige " tom tog fadt om kro fatters nakke og man kunde se hans arura blå øjne næste flamme bær " tror du jeg laver sjov med mit navn kro fatter " Tom slap hånden igen og kikket rolige rundt på folk som drak hurtit videre

[Nathaniel Diamaqima]

Tom og ensom var Nathaniels tilstedeværelse, efter han havde mistet Liya.. En kvinde, som han manglede og savnede mere end hvad han var i stand til at kunne beskrive. Han sad i øjeblikket på kroen, for at finde varmen. Han vandrede stort set uden mål og mening, og efter han selv havde været død og borte, og havde fået en ny chance, havde en ny krop også været på sin plads.. Han kunne gemme sig nu. Ingen vidste hvem han var, og det var yderst sjældent, at han præsenterede sig med sit rette navn. En af de stærkeste alkymister, var han blevet kaldt igennem tiden, men han havde derimod også viet hele sit liv til tanken om læring.. At skulle lære ting og tilegne sig den viden, og skabe den erfaring. Og det var det som på længere sigt, faktisk gjorde ham farlig.
Den skikkelse, som valgte at træde indenfor, var noget af det første som fangede Nathaniels opmærksomhed. Umiddelbart på baggrund af auror, som han kunne fornemme omkring ham, så var han bestemt ikke fra denne egn.. Mere hans hjemegn, hvor hans egne børn opholdt sig.. Dronningen af lyset, Silia og hans elskede søn, Jophiel.. Han manglede virkelig det, som de havde kæmpet for at få på benene, og nu sad han her.. han var intet andet end en skygge af sig selv. Hånden lukkede han om sin egen fadøl, som han hævede til sine læber. Det skar i halsen. Han var vant til det finere.. Langt finere end det her. Selv blev han siddende på sin plads og fulgte denne fremmede mand med sine øjne.. Han var ude på noget.. det lå så tydeligt, men lige hvad.. Det var jo trods alt også spørgsmålet.

[Deleted]

Tom satte sig ned igen og drak lidt mere af sin øl og kikket rundt mund der sad nogle her som han kunde få noget hjælp hos han kunde se alles Arura det var mørke og skumle på alle måder hans øjne stoppet dog hos en Frammmet mand han stirdet længe på ham han kunde se alt lyset fra ham stille satte han hovdet på skrå men vente sig rolige om igen han kunde mærke hvordan alle kikket på ham han hadet lyst til at slå dem alle ned så meget vrede hadet han i sig " mørk væsner " svaret han rolige mens han drak mere øl stille kikket han rundt igen men kunde indte finde som så intersandt ud først tænke han hvordan skulde han fidne en Alkymist i det her land han tog et kros øl mere og så kikket han rundt han slog glasset hårdt ned i jorden " oki oki vis i Virklige ville vide hvad den framdet mand har brug for siden han kommer til så dan et usle sted som det her leder jeg efter en Alkymist der kan hælpe mig med noget de skal nok blive godt betalt for det " svaret han mens alle øjne ratte sig gien mod Tom " jeg er til at fange unden for kroven vis folk ville snakke om det " svaret han igen mens blikket atter vente sig mod Nathaniel " det var det " tom rejste sig og kastede nogle mønter ned over ham for at gå ud han tog nolge rune sten og gjord parat til at forsvinde i mørket som en Skygge

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel rokkede ikke så meget som en muskel, selv da manden stirrede på ham. Han ville nødigt ende med at rode sig ud i problemer, som han ikke var i stand til at snakke sig ud af, og nu hvor han samtidig også var vant til, at han talte i et sprog, som de færreste faktisk forstod sig på, så havde han en sjov tendens til at gøre sig uvenner med folk, så han valgte af ren og skær princip, bare at passe sig selv, i stedet for alt det andet. Han bundede roligt sin øl og vendte blikket mod manden igen. Han selv sad med den mørke kappe på, og med hætten hvilende over hovedet. Ikke fordi at han skjulte sig som sådan, men det var mere effekten af det, kunne man sige. At manden så valgte at rejse sig, og gav hans tilstedeværelse en grund, fik Nathaniel til at spidse øre. Han ledte efter en alkymist? Det første som slog Nathaniel ind, var at det var en mand, som ønskede at lege med liv og død.. det var typisk dem, som kom og søgte dem for hjælp. Nu var alkymisterne heller ikke den mest udbredte race mere.. Tvært imod, så var de temmelig få tilbage, hvilket jo i sig selv, var en frygtelig stor skam i hans øjne.
Nathaniel overvejede den med sig selv for en kort stund, inden han alligevel valgte at rejse sig. Folk var efterhånden vant til, at han selv tog turen ind forbi kroen her, så han kunne komme forbi temmelig ubemærket. Han søgte udenfor, for at finde denne mand, som havde søgt en alkymists hjælp. ”For dig, min gode ven, råder jeg dig ej til at lege med liv og død. Alkymi er farligt,” pointerede han med en ganske rolig stemme. Han selv var en vis mand.. Og det stod tydeligt i hans person og i særdeleshed i hans stemme.

[Deleted]

Tom åbnet igen sine øjne da han hørte en stemme det var ikke forde han ville lege med liv eller døden han lavet en lys klon af sig selv som lyste hen mod manden " jeg leger ikke med døden jeg ud forden bare en smule " smilte han lige så stille og regte en hånd ud " goddag mit regtit navn er Tom " svaret han rolige og kikket rundt og begyndte stille at gå " jeg har brug for din hjelp men jeg er nød til at være sikker på om du er god Unskyld den er from jeg tør ikke vise mig i by mitten i " svaret han stille og kikket let ned af selv " jeg har brug for en Elisker der kan gøre at en hav frue kan blive på land men jeg ved ikke om sådan en findens eller ej heller kan laves " sagde tom lige ud mens han gik langs en sting den regtit tom gemte sig op i et træ på en bakke hvor han kunde se ham han vidste ikke helt hvordan han skulde forklar det vis manden spurte om hvorfor han skulde bruge sådan en drik han gik lydløst hen over græsset og jorden mens han stoppet op for at se om manden kikket gik med

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel blev stående og betragtede sig af manden foran ham. Han kendte ham ikke, og om det var muligt for ham, at yde nogen hjælp eller assistance af nogen slags, vidste han ikke helt endnu. Han havde i hvert fad højt og helligt lovet sig selv, at legen med døden, var slut nu, og han ikke skulle forsætte med at udfordre Azrael som den skæbnegud han var. Han blev stående, og uden at tage mandens hånd. ”De lever livet farligt min ven.. De er langt hjemmefra.. Tager jeg fejl, hvis jeg siger Procias?” Det hele lå i mandens aura, som var så tydelig, selv for en alkymist at læse. Navnet sagde ham dog alligevel heller ikke noget.. Han havde ikke haft noget med det land at gøre siden Liya døde, og han var taget derfra.. Han kunne slet ikke få sig til at fortsætte med at leve i det hus, hvor han faktisk havde mistet hende. Det havde virkelig gjort alt for ondt. At han så derimod ville have ham til at brygge en eliksir, som kunne hjælpe en havfrue, fik ham til at hæve brynene i ren og skær undring. Selv måtte han erkende, at han aldrig havde fået set en havfrue selv, og det var noget som alligevel fascinerede ham. Fandtes de virkelig? ”Jeg troede ikke den slags eksisterede.. .Fortæl noget mere.. Og hvorfor lige netop denne eliksir?” fortsatte han. Nu var det jo ham, som for alvor var nysgerrig, selvom det jo heller ikke ligefrem var noget som skete særlig ofte.

[Deleted]

Tom løfte sine næse lidt han kunde mærke på denne mand at han ikke regtit trode på ham han hævet næsen lidt igen " jeg har kun hørt om den jeg ved ikke en gang om den findens " svaret han ærliget og rejste sine Skulder " det er der for jeg har brug for en Alkymist til at hjælpe mig og prisen er god " svaret han rolige og tog en hånd op for at vise en stor Dirmart som han hadet fundet for mange år siden der stod runer på den " dette er prisen jeg tror den ville gavne dem mere ind den ville gavne mig " svaret han rolige og kikket stille rundt mens han smilte rolige for sig selv " det en magiske genstand det du ser på er magiske Runer " Tom D redet den stille om krig så manden kunde studere den godt " efter sigen skulde den føre til noget støre penge er ikke lige min smag men måske deres ??" svaret tom stille mens han lage den ned i sin lomme igen " du kan også vælge at sælge den " kom det hurtit fra ham mens tom vente sig om for at gå hen og sidde på en bæk og studeredet manden let "du behøves ikke at svare nu og her på det jeg kan vente til i morgen du skal blodt stå oppe hved det træ der oppe på bakken " tom tog sin finger og viste den

[Nathaniel Diamaqima]

Hvorvidt om der var havfruer eller ikke, var det ikke noget som faldt i Nathaniels nysgerrighed, da den smukke sten med de magiske runer blev revet frem. Et sådan magisk objekt, skulle under ingen omstændigheder have lov til at befærde sig i ukyndige hænder, og han kunne godt mærke på sig selv, at det var svært, ikke bare tage den fra ham og takke ja til opgaven med det samme. Uanset hvad, gik han da ud fra, at dette væsen måtte eksistere, siden Tom ønskede at få skabt en eliksir, som kunne skænke en havfrue livet på landjorden. Lige umiddelbart gik han faktisk ikke ud fra, at det skulle vise sig, at blive en kæmpe udfordring for ham, for det gjorde han virkelig ikke. Som det nu var sagt, vendte han blikket mod den unge mand igen, da stenen blev fjernet fra hans åsyn, og han igen følte, at han kunne komme bare lidt til sig selv. ”Jeg går ud fra, at du er kendt med en eksistens angående dette væsen, eftersom du ønsker og efterlyser en eliksir netop til deres gavn, Tom,” pointerede han med en sigende mine. Umiddelbart kom man ikke langt med at skulle lyve for Nathaniel, for det var uden tvivl noget af det, som han helt klart havde sværest med, men når det nu var sagt, så var det vigtigt for ham at understrege, at han ikke sagde nej, bare for at sige nej.. Desuden havde han brug for at have noget at give sig til, og… det var en indgangsbillet tilbage til det land, som han faktisk anså som sit hjem, og som han havde forladt for mange år siden nu. ”Jeg behøver ikke betænkningstid.. Jeg indvilger i at hjælpe dig.. Men først, må du give mig den diamant,” afsluttede han sigende. Den besad større kræfter, end hvad han lige gik og regnede med!

[Deleted]

Tom kikket lidt på manden og kunde hurtige tænke hans tanker Tom kikket igen ned på stene " nej jeg tror det bedst jeg gemmer den til du har fuldført mission " svaret tom men hvad manden ikke vidste var at tom løj en lille bitte smule om det den var ikke magisk som sådan stille kikket han på ham viste ham vej på til træte her stoppede tom op igen og forsvandt lige så hurtit som han var kommet op men med en lidt høj stemme " Kan jeg stole på dem " svaret en stemme der lød som om der kom for helle dalen efter tom hadet foget sin stav var det som om hans magie bare gjord som han sagde det var faktis ret skammen som om han var maigen Rolige åbnet hans sine øjne i træet han gemte sig godt så ingen kunde se ham Tom tog sin maske på så han virkede lidt mere skrammen at kikke på men det var ikke altid man kunde få det til det

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde brug for en sikring, når det kom til denne opgave, også fordi at han vidste, at dette var hans indgang til Procias, og det var dette.. Uanset hvad det var denne mand ønskede at bruge denne eliksir til, vidste han ikke, men det havde noget med havfolket at gøre. ”Hvis jeg skal gøre dig denne tjeneste, så er jeg nødt til at have en sikring. Jeg har brug for den vej ind i Procias,” sagde han med en rolig stemme, også selvom den var yderst sigende, i forhold til det andet, som han kunne have været i nærheden af. At han så derimod ikke ville give ham den, irriterede ham et sted, så var det noget som han for nu, valgte at bide i sig. Han var ikke den højtbrølende type, men han havde faktisk temperament af den grund. ”Du har ikke noget andet valg, end at stole på mig, Tom,” pointerede han med en sigende mine. Var det overhovedet en løgn? Det ville han i hvert fald ikke ligefrem mene, at det var. Den sten som han havde vist ham, ville han gerne have.. Det var uanset ikke noget, som skulle være i de ukyndige hænder, og det var noget ,som han stod fuldkommen fast på!

[Deleted]

Tom kikket på manden igen og smilte rolgie " når ikket andet det kunde du jo bare have sagt forstrden af " svart han med et smil mens han hoppet ned fra sit træ og smilte rolige da han kom til syne med sin virklige jeg " det kunde du jo bare ha sagt fra starden af " Tom begynte at gå den lange vej tilbage han kikket rolige hen mod Nathaniel igen han tog hånden ned i posen og tog noget brød op og kasted den hen mod ham " her spis du får brug for din styrke min ven " svaret han rolige mens han kikket mod regtit af hans hjem land og hjem by " såå lad mig høre hvordan er det at være Alkymist er det et godt Job... sikker med mange forhåbinger " svaret han stille og kikket rolige Tom ville bare hjem så han kunde holde sin Elskede i arme igen stille og rolige kikket han rolige om kring og vnete hvad de skulde gøre for at få nolge timer sammen han sukket rolige og lod blikket vile mod Nathaniel " har du nogle ider hvor vi skal strarde ??" kom det lidt sprøgerne fra ham mens han kikket ned i jorden igen og så op igen han ånden stille og den var til at se det var blivet lidt hal koldt det kunde tyde på det bliv en kold nat men tom var vand til den her Klima da han var op vosket i det

[Nathaniel Diamaqima]

For Nathaniel, var det tydeligt, at Tom ikke rigtigt forstod, hvor han ville hen. Han ville have en sikring, og med det, ville han mene, at han skulle have den diamant i hånden, for det var bestemt ikke sådan noget, som skulle findes i de ukyndige hænder! Foruden det, så havde han brug for en vej ind i Procias, så han endnu en gang kunne vende ordentlig hjem til sine børn og det liv, som han dengang havde forladt. ”Jeg tror ikke, at du helt forstår hvad jeg mener med en sikring, Tom.. Jeg har brug for at du giver mig den diamant.. Så kan jeg love dig, at jeg skal give dig, hvad du vil have,” sagde han sigende. At han så bare fik kastet brød i sine arme, var noget som faktisk irriterede ham en hel del, for han behandlede ham, som kunne han ikke brødføde sig selv.. Og det kunne han altså godt. Efterfølgende vendte han blikket mod ham. Hvor de skulle starte? Det vidste han ikke selv, for at være helt ærlig. Først og fremmest, måtte han jo sige, at han faktisk gerne ville hilse på denne havfrue, også fordi, at der ikke var nogen som havde set det væsen! Det blev jo fremstillet som farligt, drabeligt og morderisk. ”Tilværelsen som alkymist er farlig og risikabel, og ja.. som du selv siger, er der mange forventninger til en, specielt om du ønsker at blive blandt de bedste – som jeg.” Nathaniel vidste, at han var blandt de bedste, for det havde han altid været, og det havde været et hårdt knokkel for ham! Ingen tvivl om det. ”For at ændre et væsen af vand, skal vi starte med vand.. Vi skal ned til havet,” afsluttede han bestemt.

[Deleted]

Tom stopped op da han bad om Dirmarten han knytted om sin stav " vær du glad for jeg har brug for dig for mit Torldmodige med folk fra det her rige er lille " svaret han lidt Trune mod ham manden skulde vide at han ikke skulle tro Tom var dum på nogle måde " hans hånd begynde stille at blive branden blå "du få den når du har gjord dig for tjent til den og du har mit ord " svaret tom lidt bask og så begyndt han at gå igen ind mod skoven for at komme ud mod havet han hadet en god sted sans og kunde husket hvor den lå henne " en pris er kun god når man ved man har arbajdet hårdt for at få den " tom hadet ikke sagt at han faktis ikke kunde se så megetg andet ind om risset af person arura vilked gjord det sævrt for tom til tider at finde vejen hjem men han kom der altid han sukket lidt mens han tanker som sin tidliger slave liv gjord ham radt trist til mode stille gik han og tog sin stav til sig

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne ikke arbejde med disse omstændigheder. Han var nødt til at få den diamant på forhånd. Selv kunne han ikke give manden sit efternavn, men i det tilfælde, så ville han da uden tvivl vide, at han var til at stole på. At han så derimod skulle tale truende overfor ham, kunne han da slet ikke have! ”Jeg er bange for, at du ikke ved hvem du taler til, når du tager den tone i brug, Tom,” pointerede han med en yderst kortfattet stemme. At true ham, var virkelig, virkelig dumt! ”Desuden vil jeg fraråde dig på det kraftigste, at true mig..” Denne gang, var der noget anderledes i hans stemme. Det var gået op for ham, at denne mand ikke kunne gøre noget uden hans hjælp, så et sted, var det jo faktisk ham, som sad med trumfkortet, og det var helt klart noget, som han havde tænkt sig at udnytte. ”Jeg arbejder ikke uden betaling.. Det her er din sidste chance til at tage det rette valg, hvis du ønsker at hjælpe din såkaldte.. havfrue..” endte han med en fast tone. At Tom fortsatte, var ikke noget som Nathaniel fortsatte med, for den mand skulle da lære, at man på ingen måde, burde true en Diamaqima! Det var det dummeste, som man kunne gøre!

[Deleted]

Tom kikket lidt tilbage med et smil på læben han tog stenen op og lage den på en trastup " du skal være glad for at jeg har brug for dig " svaret han stille mens han kikket ned af bjav siden tom stolde ikke nok på personer men det skuldes vis nok han tidliger liv om slave og det løfte han hadet gidet sig selv "unksyld min lille haldinge nogle gang kommer vreden over mig let når jeg er her " svaret han rolige og vente sig om der var lidt tom hed i hans øjne og Tom så ned mod hans føder " jeg ved ikke hvordan du ser ud men din stemmen kan jeg svare alt ud af af du også har gemgået meget i dit liv ligesom mig selv " Tom vente sig om igen " når skal vi gå " svaret han stille og begyndte at gå ned mod den lille sti der førte ud i til havet han sagde ikke noget under hele turen han gik bare stille og rolige numalt ville han lade sin ven hjælpe ham med at ride turen men i den her sag var det vist beder han ikke gjord det han tænke lidt på hvordan Indira hadet det lige nu hun var sikkert spændt han tænkte også over hvordan tingen ville komme til at se ud nu og hvad hans hindens far ville sige til alt det her han gøs let sådan et væsen må have masser af kræfter " stille vendte tom blikket mod Nathanie og kom med et lille smil på læben " du må forrasten love mig at lat det vi snakker om når vi skal lave Drikken skal forblive i Mellem os jeg ville ikke resiker der nogle der få en dum ide i at prøve at finde hinden jeg tør selt ikke tænke på hvad de så ville gøre mod hinden " svaret han stille og vendte hovdet med det lange hår lidt væk og så ned i jorden han snublede over en græn der var " for pokker da også " svaret Tom irtederte og tog sig til foden det var heldige vis bare en lille reft " jeg hader mit snyn af og til "