jeg søger en Elisker ?? ))))

[Nathaniel Diamaqima]

Det kunne godt være, at Nathaniel var en krævende mand, men hvis man viste ham tillid, så var det skam også noget, som han udviste igen. Han ville ikke løbe fra en aftale, og han var trods alt også en mand af ord, så det var skam også noget, som havde sine fordele kunne man jo sige. Han vendte blikket sigende i retningen af hans skikkelse, da han lagde diamanten fra sig på en træstub. Det var da skønt at se at manden langt om længe, måtte komme bare en smule til fornuft. Han gik roligt hen til ham, hvor han tog diamanten op i sine hænder. Der var noget ved den, og det var noget, som han var nødt til at få undersøgt. Han fik den lagt i den indre lomme i hans kappe, inden han vendte sig mod ham. ”Med forståelse,” sagde han sigende. Det var jo ikke nogen hemmelighed, at man skulle være påpasselig med dvasianere, selvom man ikke ligefrem kunne sige, at det var hans hjemstavn mere, for.. det var det ikke. Begge hans børn var i Procias. Den ene sågar på den procianske trone, og han ville hjem.. Det var den billet som Tom kunne give ham, og så ville han glædeligt gøre det. Han nikkede og fulgte med ham til de nåede stranden.. Bølgerne slog kraftigt op over sandet og her blæste det også langt mere tydeligt, end det, som det nok ellers ville have gjort. Ikke at det var noget som gjorde ham noget som sådan, for det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han lukkede kappen tæt om sig. Han skulle tæt på vandet.. Han vidste stort set hvad han skulle bruge. ”Jeg må erkende, at jeg ikke havde regnet med, at skulle møde nogen som havde kendskab til den myte. Du er den som kan bekræfte for mig, at de faktisk eksistere.. Først og fremmest.. Hvem er hun?” spurgte han med en mere venligsindet stemme. Nysgerrighed var jo trods alt en dyd, og det vidste han jo godt, og det var også det, som faktisk gjorde det svært. Ej så han at manden faldt, da han var optaget af de tangplanter som blev skyllet op på land. Han skyndte sig at hapse nogen af dem. De skulle jo bruges.

[Deleted]

Tom kikket på manden igen og kikket ned mod stranden " jeg har ikke været her før kan du beskrive det for mig ??" spurte Tom stille og rolige mens han nød hav luften i hans Ansiget gad vide om Indira mund var der ude lige nu et sted og at de gik forbi hianden eller for hindens skuld svømedet forbi hinaden han sukket rolige og kikekt ned men ryste så på hovdet for at svare på hans andet spørgsmål " hun er som en hav fure skal være .. smuk og god trone vilkede også kan føre til ander farlige ting også der for jeg siger det her bliver I mellem os jeg ville ikke have hun skal blive bange for os og selt ikke fra mig " svaret tom ærliget for det ville det sikkert vis hun blive forskeet ville hun sikkert ikke komme tilbage til tom igen rolige sadte han hånden ned mod sandet man kunde mærke det følters skønt " folk tager tit synset for givet men d et en skøn ting at kunnde se alt om kræng sig uden man skal passe på ting man ikke regtit kan se jeg kan kun se folk Arura når det blå er det numale folk vis det lys er det lysvæsner ogh vis det mørk og rød er det for Demomer eller ander mørke væser det den måde jeg ser på " svaret tom ærliget og trak sin stav lidt ind til sig

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste faktisk godt hvordan det var ej at være i stand til at se noget som helst. Han var en mand, som selv havde været frygtelig mange ting igennem… nok flere, end det som folk lige gik og troede, men det var heller ikke noget, som han kunne rende rundt og plapre om, og det havde han skam heller ikke tænkt sig. Han vendte blikket mod Tom. Beskrive det for ham? ”En strand er vel.. en strand, må jeg sige. Sand og sten så langt øjet kan se, og vandet som kaster sig over bredden med de store bølger.. Kaster tang og andet op, og river meget af det med sig igen. Det er en naturkraft, som vi skal og må respektere,” forklarede han med en sigende mine, inden han igen vendte sig i retningen af ham. Han var blind, men kunne stadig se omrids, hvilket faktisk var noget, som han var imponeret af. Hvilket kun understregede for ham, at det i hvert fald ikke var en permanent blindhed, men sikkert noget, som var blevet ham påført ved en eller anden tragisk hændelse. Det var i hvert fald hans bud, hvis han nu endelig skulle sige det. ”Jeg ved hvordan det er at falme rundt i blinde.. Jeg var så heldig, at synet blev mig skænket,” forklarede han med en ærlig stemme, inden han igen vendte blikket mod ham. Som det nu var sagt, så var det faktisk yderligere en ting, som de kunne siges, at have tilfælles, selvom.. der alligevel var sin forskel. ”Hvordan mistet du det?” spurgte han videre. Noget var der vel sket?

[Deleted]

Tom kikket igen på Nathaniel " jeg bliv født med evene min mor sagde det kun skete vær 100 år i vores Famillie mere kan jeg ikke sige for jeg ved ikke radt meget om den om den over hovdet kan tændes eller Slukke af sig selv men jeg gør mig håb om at jeg måske finder let mere af min fammile en dag og så at jeg kan finde ud af det ?? "svaret Tom med et lidt munderet smil og kikket ned i vandet "men til at state med må jeg finde ud af det her lille Problem med min famille " svaret han stille og ragte hånden ned i vandet for at mærke lidt på det køliget var det da " har du nolge forslag til hvad vi gør nu ??" tom tænkte sig stille om mens tankeren fløj rundt i hovdet på ham han hadet jo ikke prøvet det her før på nogle punkter jo han sukket rolige og kikket rundt der var ikke nogle til at se lige pt men han vidste de måtte være forsigte her ude der var masser af tyve og ander farlige ting ved vandet

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel lyttede opmærksomt til Toms ord. Selvom det uden tvivl kunne vise sig, at være en ganske fascinerende historie, så var det alligevel noget mystisk over den.. noget som han alligevel følte sig draget af. ”Udnyt det mens du har det.. Hvem ved.. måske at det faktisk er muligt at tænde og slukke for det på et tidspunkt. Det kan komme dig til en fordel, at gøre brug af hvad du kan og derved få det styrket inden da,” forklarede Nathaniel med en rolig mine. Selv så han ikke nogen grund til at skulle dømme ham på noget som helst. Når det nu endelig var sagt, så ønskede han selv bare at finde vejen hjem, og hvis det eneste det krævede var, at han hjalp denne mand med en havfrue, så var det virkelig en billig pris at betale i hans øjne. Han holdt øje med ham. Selv en procianer vidste han godt, at man skulle være påpasselig med at stole på. ”Jeg skal have en særlig plante med mig, som kun vokser i Procias. Jeg har ganske vidst aldrig brygget denne her eliksir før.. men jeg er temmelig sikker på, at jeg godt kan.. Det må bare være det omvendte af hvad jeg har brygget tidligere,” sagde han med en kort og tænksom mine. Han havde uden tvivl brygget noget af det her tidligere, da han havde hjulpet landlevende med at trække vejret under vand, da der også fandtes særlige eliksirer for det.. men den anden vej rundt.. Der var han skam stadig temmelig ny.

[Deleted]

Tom kikket lidt med et hævet øjne bryn " hvorfor tog vi så her hen ?? " svaret tom stille og rolige mens han ratte blikket mod vandet og tænke på Indira han håbet hun hadet det godt og alt det der og at de snart inden længe ville være i stand til at kunde være sammen rolige rejste tom sig og boste sin hånd af fra vand og sand det var ikke nogle udliger god fornemlse han kikket rundt igen for at sikker sig inden hadet fuldt dem med hjem han sukket rolige men smilte så og kikket hen på Nathanie igen for at seikker sig for han også var oki vis de skulde Procias hvad pokker lavet de så her hved vandet på den anden siden en nyskerige blik kom ind over ham var der noget han hadet over set på en eller anden måde Rolige tog tom lidt om kappen og rundt om sin maske så igen skulde se den han kunde ikke blive set i den her by i sær ikke af varmpyr han hadet de væser som pæsten mens forde han var en slave og han var stukket af Tom tog en dup åndedragt og snuset til hav luften det berolige ham lidt

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde sine gode grunde til at handle og reagere, som han nu gjorde det. Nu som det var sagt, så havde han fundet hvad han skulle bruge på stranden her for at komme i gang med den eliksir, som han nu havde lovet Tom at brygge, og det havde han skam også tænkt sig, da en Diamaqima ikke løb fra sine ord, og dette var så sandelig heller ikke noget undtag fra den lov og regel, som han igennem hele sit liv, havde arbejdet ud fra. ”Visse ting, som er på et sted som det her, skal jeg jo også bruge for at hjælpe din kære havfrue,” påpegede han med en ganske sigende mine. Hvorfor skulle han ellers lokke ham med sig til stranden, hvis det ikke var det, som han var ude på i den anden ende? Han vendte blikket mod ham. Selv nu hvor han havde hånden fuld af tang.. en ganske særlig tangplante faktisk, som han vidste, kun voksede på et sted som det her, så var han faktisk ved at være klar til at begive sig mod det procianske, som jo faktisk var det, som han efterhånden, ville kalde for et hjem.. et hjem, som han havde forladt efter han havde mistet Liya.. Nu var det på tide, at han vendte snuden i den retning. ”Jeg ved ikke hvor du har tænkt dig at denne eliksir skulle brygges? Men jeg formoder ikke, at det er her i Dvasias,” kommenterede han med en ganske sigende mine. Hvor ville han give havfruen den?

[Deleted]

Tom tog af noget af Sit skæg og smilet rolige mens han kikket rundt og så på Nathaniel " tja du ved hvad ve skal bruge så jeg gå bare med dig " svaret han stille og rejste sig op igen mens han kikket rolige vis det med det ene med ikke at forvandle sig måtte han jo søger for de kunde komme godt i gemmen som de nu kunde han sukket rolige mens han lukket øjne og prøvet at fokuser på at få bare et syn af hvordan verden var men han vidste ikke regtit om det kunde komme væk på den måde han måtte vel bare finde ud af hvad han kunde gøre eller stille op med sig selv han skulde nok også finde et arbejdede et eller andet sted det behøves ikke være det hel store bare så han og Indira kunde få mad og vand hver dag han kunde ikke holde ud vis han skulde sulte forde han ikke kunde skaffe mad til sig selv rolige sukket Rolige kikket han rundt og tænke mest på at få det her hurtigst overstået for han hadet det her land så meget som bare pokker her miste han sin mor og far på grund af fattigdom noget skræklige noget syntes han selv rolige at denne mand han flyte med hadet været noget lin det sammen rørte ham ikke for han kendte ikke til toms tomhed han hadet inden i sig som man ikke kunde fyld ude på nogle måde han sukket selv lige så stille af det han hadet godt nok lovet Indira ikke at tænke for meget over det det men hun hadet ikke miste sine foælder i sine hænder to gang i træk næsten han sukket lidt stille for sig selv mens han kikke rolige hvad kunde gå galt her at drikke måske ikke virkede stille og rolige begynte Tom af synge stille hans stemme gav æggo sproget var Elvisk

[Nathaniel Diamaqima]

Det irriterede et sted Nathaniel, at Tom ikke bare kunne komme med et konkret svar på hvor eliksiren skulle brygges, når det var en destination, som han havde brug for at vide.. Endnu mere, at manden bare gav sig til at synge.. At han så i det hele taget kunne elvisk, som i mange tilfælde – selv blandt elverne, var der ikke mange som kunne det sprog mere. Han rystede let på hovedet. ”Hvor ønsker du at give hende eliksiren, Tom?” spurgte han denne gang igen med en mere kortfattet stemme. Det andet var slet ikke noget som han kunne bruge til noget, og specielt fordi at dette var noget som krævede nok af ham i forvejen, hvilket han så sandelig også ønskede at understrege i det her henseende. Med næven fuld af tang.. Denne ganske særlige tang, som han vidste, kun voksede på denne side og tæt ved havet, så var det på tide, at komme videre, før den ville tørre og derved også dø, for så kunne den ikke bruges mere. ”Jeg begriber mig ikke, hvor du har lært det elviske, må jeg sige.. Vi må tage til Procias i så fald.. Så må jeg jo tage beslutningerne for dig,” endte han ganske kortfattet. Det kunne godt være, at det var den gamle leder, som trådte lidt i karakter i øjeblikket, men når man stod overfor en mand, som ønskede hjælpen og som selv ikke var i stand til at tage beslutningerne, så var han jo selv nødt til at handle, for at få tingene som han ville have dem, så de også kunne tilrettelægges det andet lidt bedre end hvad man kunne sige at det var. Bevidst søgte han i retningen af Procias, inden han begyndte at gå. Det tog dem dog ikke lang tid at forlade den ødede strand.

//Out

[Deleted]

Tom smilte rolige til ham og kikket rolige rundt og så lidt " det skal du nok få tids nok at se " svaret Tom stille og rolige og kikket ned i jorden mens han forsatte den anden vej at denne person hadet en eller anden form for højer rang i den verden han kommer fra kunde han ikke sige for han var jo fra den anden verden som de varderde i lige nu den mørke burde have op slugt ham og han var sikker på at vis han ikke hadet fundet indria ville han ha blivet ond og hæv tørstige og det har da også været tæt på op til flere gang men det måtte tiden jo vise sig frem tid hvordan det ville gå dem hans øjne bliket lidt og kikket lidt igen for at svare Nathaniel med han elver sprog " min mor brugte det tit så ingen ander kunde forstå vores samtaler " svaret tom stille og begyndte at g¨/ OUT