Uro i hjemmet

[Deleted]

Det havde været kaos i huset de første dage. Alle havde sovet, da der åbenbart var sket Herren og Fruen noget i nattens løb. Mirry havde jo selv sovet og følte sig et sted virkelig skyldig over det, for hvor pokker var de henne? Der var ingen spor efter direkte kamp, men pigerne var blevet forladt og det var dem, som havde vækket hele huset. Deres intense skrig havde runget i nok alles sind, som de var gået mere og mere i panik, da deres forældre jo ikke havde svaret. Mirry og Yelena havde taget dem den første aften, men det var svært, fordi de ville ikke rigtigt noget. Lenore var specielt modstridende, da hun jo kun ville have sin far, så måske de skulle få nogle af de mandlige ansatte til at prøve og bløde hende lidt op. Hun havde sovet i Joshuas arme hele natten som hun plejede hver aften. Der følte hun sig tryg og sikker, som hun jo altid havde gjort i hans arme. Hun var hver dag glad for, at de havde chancen for at være sammen og at det gik så godt. Hun syntes, at Joshua gjorde det godt med hele staben, for han havde overblikket til det. Det var en forholdsvis tidlig morgen og Mirry var næsten lige stået op. Hun sad ved et lille bord og redte sit lange lyse hår og satte det lidt op, men havde også noget af længden hængende. Hun havde allerede taget sin uniform på, for selvom Lestat og Jacqueline ikke var her, så kunne hun ikke rigtigt få sig selv til ikke at tage uniformen på, når det var arbejdsdag. Det var jo uden tvivl behageligt tøj og yderst praktisk... og så var der jo også lige den tanke, at hun faktisk kun have 1 kjole udover sine uniformer, fordi hun jo kun havde cirka 1 fridag om ugen. Hun så hen mod Joshua, der også var ved at gøre klar til dagen sammen med hende. "Skal vi tage pigerne?" spurgte hun roligt.
Hun vendte så om og forlod soveværelset og hastede ovenpå til pigerenes soveværelse. Først lyttede hun udenfor døren og åbnede den så forsigtigt. Hun trådte ind og det vækkede dem med det samme, så Soraya hurtigt var oppe at sidde. Hun gik hen til deres tøjkommode og åbnede den, hvor hun fandt to kjoler frem, som de skulle have på. Hun sank en klump og gik hen til Soraya først, som hun løftede ud af sin seng. Joshua kunne jo tage Lenore og se om planen om, at en mandlig figur ville hjælpe på sagen.

[Deleted]

Efter Jacqueline og Lestat nærmest var som sunket i jorden, var det op til de andre, at sørge for, at hverdagen stadig hang sammen. Det var hårdt.. Ingen tvivl om det, og det satte uden tvivl også Joshua lidt på en prøve hvad angik staben af tjenere her på stedet, da mange ikke rigtigt var indstillet på at arbejde, når de ikke vidste hvor herren og fruen var.. Ikke at det var noget som gjorde sagerne meget bedre, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. De sov ikke længe.. nej, de var tidligt oppe, for at sikre sig, at der var styr på det hele, og så håbede de virkelig, at Jacqueline og Lestat fandt ud af det.. uanset hvad det var, for der var jo ikke rigtigt nogen, som kunne sige hvad der var sket.. Det eneste som de havde hørt pigerne sige, var at mor have været bange, fået noget om halsen, og far ikke havde sagt ord pænt til mor, og taget mor med.. Det var ikke rigtigt en sammenhæng, som de kunne bruge til noget i deres arbejde, for .. hvad nu hvis der var sket dem noget? Noget frygteligt? Tankerne var jo mange! Han lå i sengen og vendte blikket roligt mod Mirry, da hun snakkede til ham. Han var træt.. Det var uden tvivl nogen lange dage. Han nikkede. ”Det må vi hellere. Jo mere normal dag de kan få, jo bedre,” sagde han med en dæmpet stemme, da han rejste sig op. Han havde allerede uniform på og det hele.
Lenore sad allerede i sengen og gloede ud i luften. De kvindelige ansatte, ville hun ikke have noget med at gøre, og de fik hende virkelig ikke til noget som helst. Hun ville have sin far.. Det var det eneste som duede for hende. Hun sagde ikke så meget som et ord, da Soraya blev taget op, og hun sad næsten helt stiv, da Joshua tog hende op.. Det var en mand.. Det var lidt noget andet, og det var noget som hun et sted godt kunne lide. ”Vil ha’ far…” sagde hun tonløst, da hun vendte blikket mod Joshua. Joshua nikkede forståeligt til hende og lod hende søge ind mod hans favn. Hun blødte faktisk en anelse op, når hun sad der. ”Far skal nok komme hjem,” lovede han. Han vendte blikket mod Mirry. Børn havde han virkelig ikke forstand på! Hvad skulle han?

[Deleted]

Mirry vidste godt, at det hele var svært. Hun prøvede derfor også at hjælpe Joshua med at styre staben, eftersom han jo var overhovedet. Men hun nægtede, at det hele skulle gå i stå igen, for alle havde brug for, at hverdagen gik uanset hvad. Hun stod der for at støtte ham når det kom til det, for hun ønskede for ham, at han skulle have succes i dette. Ingen kunne vide hvor Jacqueline og Lestat var, for der var ikke direkte nogle spor efter dem og pigernes snak var uden tvivl ikke sammenhængende. Det gav dem ikke nogle spor til hvor deres forældre kunne være og det var en skræmmende situation. Men de kunne jo ikke gøre andet end at vente og passe på pigerne og sørge for, at de fik en god barndom uanset hvad. De skulle have en normal rytme, få mad og pleje, samt kærlighed, som hun gerne ville prøve at give dem. Hun var dog slet ikke den moderlige type, det syntes hun da i hvert fald ikke selv. Hun havde ingen forstand på det, men hun prøvede sit bedste. De delte lige over med Caleb og Yelena, der fungerede som det 'andet' forældrepar, da pigerne jo var meget krævende og specielt nu. Så hver anden dag skiftedes de, så pigerne også kunne være sociale og åbne sig op for flere; det var noget, de var kommet op med sammen. I dag var så deres dag og det var en prøvelse hver dag, men hun gjorde bare sit bedste med Soraya. Lenore kunne hun ikke få lov til at røre, men det kunne Joshua, så det hjalp uden tvivl også. "De skal have en fast dagsrytme," medgav hun roligt. Hun smilede til Soraya og strøg en hånd over hendes hånd, som hun satte hende ned på gulvet, hvor hun havde lagt de to kjoler sammen med nogle strømper og små sko; de var jo blevet rimelige til at gå og skulle ikke få kolde fødder i det store hus. Hun satte sig i skrædderstilling på gulvet og begyndte at skifte Sorayas tøj fra natkjolen til hverdagskjolen hun havde fundet i kommoden. Lenores var magen til, da der var to af alt; de var jo tvillinger. Hun gav ligeså Soraya strømper og sko på og hun kæmpede ikke meget imod, men tog egentligt bare imod. "Når du har givet Lenore tøj på, så tænker jeg, at de skal have noget at spise?" endte hun og så på Joshua. Mirry sad med Soraya i sin favn og efter et øjeblik, så gled hun mere og mere ind i hendes arme... søgte alligevel trygheden.

[Deleted]

Situationen var uden tvivl svær for dem alle sammen, og derfor var det uden tvivl rart, at de kunne skiftes lidt med Caleb og Yelena om at tage sig af de små. Det var vel også noget som ville give Jacuqline og Lestat en form for ro? At deres børn ikke blev svigtet? Joshua var bestemt heller ikke ligefrem den bedste til børn, da man heller ikke ligefrem kunne sige, at han med den baggrund som han havde, havde oplevet den form for kærlighed, som skulle til for at skabe grobund for det. Han nikkede. ”Selvfølgelig..” sagde han roligt, da han så hvordan Mirry tog sig af Soraya, som bare var.. samarbejdsvillig, stort set allerede fra starten af, og så var der Lenore, som bare spurgte ind til sin far.. Det var uden tvivl en rigtig svær situation for dem alle sammen at være i. Lenore lod Joshua tage hende op, også selvom hun ikke virkede til at ville ned. Hun var tom i blikket.. Ikke den glade pige, som de så løbe igennem huset, for at lege med sin søster.. Hun havde virkelig været indelukket siden hendes forældre var forsvundet. ”Mig vil ha’ min far..” gentog hun igen, idet Joshua gik hen til Soraya og Mirry og gik ned i knæ, så han kunne skifte hendes tøj. Joshua vidste slet ikke hvad han skulle sige. Han begyndte at få nattøjet af hende og smed det op i sengen, inden han forsøgte med tøjet. Lenore hjalp ikke rigtigt til.. Hun sad der egentlig bare, og lod Joshua gøre hele arbejdet, for hun ville slet ikke hjælpe til. ”Ik’ sulten.. Ik’ mad,” fortsatte hun. Joshua sendte hende et svagt smil, da han endelig havde fået kjolen på hende og gav sig i krig med strømperne og skoene, som hurtigt kom på. ”I er nødt til at få noget at spise, så I kan blive store og stærke,” forsøgte han. Han rejste sig op og tog roligt om Lenores hånd. Lenore slap den og krammede hans ben i stedet for. De manglede uden tvivl deres forældre, og det gav Joshua en ringe samvittighed.. Var det som de gjorde, godt nok? Han tog stille fat om Lenores arme og fik hende op på armen igen. Hun klamrede sig til hans hals.

[Deleted]

Det var uden tvivl en svær situation for alle. Det var svært at tage sig af børn for hendes og Joshuas vedkommende, eftersom de jo aldrig havde haft med børn at gøre. Hun gjorde det, der faldt hende naturligt og logisk, men hvor rigtigt det var, det havde hun ingen idé om. Yelena var uden tvivl den bedste til jobbet, for hun havde jo selv sine egne børn og havde jo det moderlige i sig; det følte hun slet ikke, at hun havde. Soraya var nok mest samarbejdsvillig overfor hende, men det virkede heller ikke til, at Lenore faktisk kæmpede imod Joshua? Han var en mandlig figur, som uden tvivl var bedre, når hun nu manglede sin far så meget. Selvom pigerne var så tætte, så var de alligevel meget forskellige på det punkt; Den ene fuldstændig låst på sin far og den anden var nok bare påvirket af sin søster, men ellers så var hun der jo lidt mere nærværende. Hun bed tænderne sammen, som hun hørte Lenore bede efter sin far og dernæst sige, at hun ikke var sulten. Når hun så maden, så håbede hun da på, at hun alligevel ville vise sult. Soraya skulle uden tvivl nok spise alligevel. Hun vædede flygtigt sine læber og så hen mod Joshua og Lenore og smilede forsigtigt. Selvom han egentligt var på herrens mark hvad angik børn ligesom hende selv, så var han nu faktisk meget god til det. Hun satte forsigtigt Soraya ud på gulvet, som rejste sig på sine ben og begyndte at gå i forvejen; hverdagen gik alligevel videre for hende. Mirry fulgte roligt efter og nikkede Joshua med sig. Hun havde jo selv en dårlig samvittighed over hele situationen. Hvor var de? Ingen havde den fjerneste idé om det og det var derfor ekstra bekymrende.
Hun nåede ned i spisestuen, hvor pigerne var vant til at spise med deres forældre og nåede hen til de stole, de normalt havde. Hun trak stolen ud for Soraya og løftede hende op at sidde og skubbede så stolen ind igen. Der stod allerede en morgentallerken til dem med et glas saft til, så det var jo fint for dem. "Så... værsgo," endte hun stille og trådte lidt i baggrunden. De skulle jo spise bagefter, men spiste jo ikke i den fine stue; de var jo stadig ansatte.
Soraya smilede for sig selv og gik i gang med at spise den bolle, der lå på tallerkenen. Sammen med var der noget frugt.

[Deleted]

Lenore var ikke særlig samarbejdsvillig, selvom hun måske ikke arbejdede imod ham. Hun manglede uden tvivl sin far, og Joshua kunne godt forstå hende. Det var skam ikke fordi, at han ikke ønskede, at noget skulle ske hende, for han ønskede jo bare at gøre, som han var bedt om, og det var at sikre sig, at en hverdag kunne forløbe så naturligt som muligt. Nu hvor ingen vidste hvor de var, så var de jo bare nødt til at gøre sit bedste. Det som bekymrede Joshua mest, var at Yelena ikke havde hørt noget.. for hvis nogen ville vide noget, så var det vel hende? Lenore var tavs mens de fik tøjet på, også selvom hun stod fast på, at hun ikke var sulten og ikke ville have noget, så var hun jo nødt til at spise. ”Vi går alle sammen ned og får noget at spise,” sagde Joshua roligt, idet han tog Lenore op på armen og bar hende med ned, for tøsen viste ikke rigtigt lyst til at gå derned selv. Hun var utryg… det var så tydeligt, og Joshua vidste virkelig ikke hvordan han skulle gøre noget ved det efterhånden! Lenore vendte sig mod bordet, som allerede var dækket op til hende og hendes søster, hvor hun alligevel gav slip på Joshua, selvom det var meget imod hendes vilje, da hun blev placeret på sin plads. Hun stirrede på sin mad, og vendte sig mod Joshua og Mirry, som havde trukket sig væk og stillet sig længere væk. For hende, var det svært at forstå, hvorfor de ikke bare kunne sætte sig ned og spise maden sammen med dem, men det var nu bare sådan at det var. Hun sukkede igen og så til, mens hendes søster bare spiste.. Hun gjorde det ikke.. Og det bekymrede virkelig Joshua. Han bed tænderne sammen og vendte blikket mod Mirry. Var der ikke noget som de kunne gøre? ”Hvordan får Yelena og Caleb hende til at spise? Hun rører det jo ikke..” sagde han dæmpet. Det var uden tvivl trættende, at de ikke bare kunne fortsætte som de burde, og det var uden tvivl trættende for dem alle sammen! Han trak vejret dybt og kyssede hendes pande. Han håbede virkelig snart, at de kom hjem, så der igen kunne komme styr på det hele!

[Deleted]

Mirry så roligt hen mod Joshua og Lenore. Hun var ikke samarbejdsvillig, men hun strittede da heller ikke imod, så uanset hvad, var det da bedre end ingenting. Joshua kunne få lov til at løfte hende og bære på hende, hvor hun slet ikke måtte nærme sig hende uden at hun skreg op. Hun trak vejret roligt og tog dem med ned at spise, hvor hun satte Soraya fra sig, der straks gik i gang. Lenore sad der dog bare og kiggede på dem, fordi de trådte i baggrunden; men de havde jo aldrig spist i dette rum, så derfor kunne hun heller ikke få sig selv til det nu, selvom Lestat og Jacqueline ikke var her. Hun håbede bare de snart kom hjem, for der skete så mange ulykker for denne familie! Det var da godt, de havde nogle så trofaste tjenere i form af hende selv og Joshua, men også Caleb og Yelena samt et par mere. Hun smilede forsigtigt og så mod Joshua, der spurgte ind til det med maden. Hun trak på skuldrene, for hun havde ikke rigtigt set Yelena og Caleb sammen med pigerne, som omvendt; de lavede jo forskellige andre pligter, når det andet par havde pigerne. "Jeg... jeg ved det ikke," endte hun forsigtigt og prøvede virkelig at udtænke... bare et eller andet! Hun sank en klump og smilede forsigtigt, da han kyssede hendes pande. Han var så god ved hende, at hun slet ikke kunne forstå, at de nu havde været ved hinandens sider i så længe uden at skilles. "Prøv... og løft maden op til hende og ligesom... få hende til at tage en bid," hviskede hun i hans øre og rettede sig op.
Soraya blev siddende på sin stol og tænkte ikke videre over, at Mirry og Joshua ikke satte sig ned. De var der jo normalvis ikke, så det ændrede ikke noget. Det var bare mærkeligt, at mor og far ikke var der. "Lenore... Spis," endte hun nærmest bedende, da hun havde tygget af munden. Hun så på sin søster med et nærmest fast blik. Selvom de var tvillinger, så var hun jo kommet ud først og passede derfor på den 'mindre' som var Lenore. Hun pegede på Lenores tallerken og tog så sin egen bolle op igen, som hun tog en bid mere af.

[Deleted]

Joshua havde slet ikke nogen anelse om, hvad pokker man stillede op med et lille barn. Det var jo heller ikke fordi at nogen af dem, var i stand til rigtigt at give udtryk for hvad de ønskede, eller fortælle helt præcist hvad der var sket, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Som det nu var sagt, så måtte de jo bare gøre det så godt som det var dem overhovedet muligt. At Lenore ikke ville spise, var noget som uden tvivl vakte en bekymring. Han ville jo gerne se hvordan Caleb og Yelena gjorde det her, for det måtte de jo være betydeligt bedre til, end det som han var.. Han synes nu selv at Mirry gjorde det utrolig godt med Soraya. Han sukkede dæmpet og rystede på hovedet. ”Det bekymrer mig,” sagde han roligt. Han kyssede roligt hendes pande og lagde den ene arm omkring hende og trykkede hende tættere på sig. Det var ikke deres bord, så det var ikke meningen at de skulle sidde der.. jo mere der var som det plejede, jo bedre var det uden tvivl også. Han nikkede. Skulle han sidde og made hende? Han håbede da at Soyrana selv kunne få gang i sin søster.. Det var jo ikke nogen hemmelighed, at de havde noget særligt de to.. Og det var uden tvivl en god ting. Han smilede svagt for sig selv. ”Vi skal aldrig nogensinde have børn,” påpegede han morende, og næsten med en drillende stemme.
Lenore vendte sig mod Soraya, da hun direkte bad hende om at spise, og pegede på hendes tallerken. Hun mente dog, at hun ikke rigtigt havde nogen appetit. Desuden ville hun jo gerne gøre sin søster glad.. Hun så op til hende. Det var jo trods alt hendes storesøster, også selvom de var født med få minutters mellemrum. ”Jeg ikk’ sulten..” mumlede hun let for sig selv, selvom hendes søsters faste mine og peg, nærmest var som en ordre for hende. Hun tog stille bollen og tog små bider. De var ikke store, men de var der i det mindste. Joshua smilede svagt for sig selv. Så langt, så godt kunne man vel næsten sige. Han vendte blikket mod hende. ”Hvad med at vi tager dem med ud i haven og i den friske luft? Det kan måske give dem noget andet at tænke på?” foreslog han roligt.

[Deleted]

Mirry følte ikke, at hun havde nogen forstand på børn og det samme vidste hun, at Joshua heller ikke havde. De kunne ikke rigtigt kommunikere med ungerne, fordi de ikke var særlig åbne overfor dem. Hun håbede, at det ville komme med tiden, for hun ønskede, at de skulle være trygge i huset når deres forældre var væk; for det var efterhånden som om, at ulykke på ulykke ramte den familie. I hendes øjne, var det slet ikke fair på nogen måde, for de fortjente det ikke, men de blev bare nødt til at arbejde igennem det. Hun nikkede en smule og så på Joshua ganske roligt, som hun smilede forsigtigt til ham. "Også jeg... Men jeg ved næsten ikke, hvad vi skal gøre," endte hun stille. Soraya var jo det bedste bud, men Lenore var jo endnu mere afhængig af sin far som sin søster, selvom de var meget tætte. Det var dog klart, at Lenore var den 'lille' selvom der jo ikke var længe imellem tvillingerne. Hun smilede varmt, da hun modtog kysset på sin pande og stillede sig ind i hans arm, som hun trådte ind til hendes favn. Hun rystede på hovedet. Hun kunne ikke være mor, det følte hun sig slet ikke egnet eller værdig til. Hun var jo faktisk aldrig gået det sidste skridt med Joshua, eftersom hun stadig havde meget skam efter det liv, de havde været igennem. "Hm.. nej," sagde hun med et lille smil og så roligt på hende.
Soraya så mod Lenore med et fast blik. Hende og Lenore var jo tæt knyttede, så Soraya følte sig jo nærmest ekstra sulten når Lenore ikke spise! Det var jo ligesom, at hun også kunne fornemme alt om Lenore, selvom de var i hvert deres rum. "Jeg' ligeglad," svarede hun bare blankt og dog i sin barnlige stemme. Hun smilede, da Lenore tog sin bolle og spiste. Hun spiste derfor også videre selv. Mirry smilede, da hun så, at Lenore faktisk spiste; Soraya sejrede heldigvis. Hun så mod ham og nikkede en smule. Det var en god idé. Foråret var jo på vej, sneen havde været væk i et par uger og det blev varmere og varmere. "Det var en god idé," endte hun med et smil.
Da pigerne var færdige med at spise, så lagde Mirry en serviet til dem hver. Da de havde tørret munden, så løftede hun Soraya ned ad stolen og lod Joshua tage Lenore. "Så piger. Nu skal vi have overtøj på og ud i haven," endte hun så optimistisk som muligt og smilede. Soraya nikkede bare og gik om til Lenore som hun tog i hånden og trak hende med ud til overtøjet.

[Deleted]

Joshua var slet ikke i tvivl om, at han ikke skulle have egne børn. Når han aldrig var blevet elsket som lille, hvordan skulle han så kunne vise det overfor et andet individ? Det var jo slet ikke fordi, at han direkte ønskede, at gøre sig de tanker, men det var næsten som om, at det bare var noget som sete automatisk. Han havde ikke stand på børn, også selvom det var tydeligt for ham, at Mirry havde et langt bedre tag om det, end det som han selv havde. Det var måske fordi at det lå mere naturligt til en kvinde, at skulle tage sig af de små størrelser, for han synes godt nok, at hun gjorde det rigtig godt, og en som Soraya tog jo imod det. Vigtigst af alt, var jo at børnene fandt den tryghed, så de kunne klare sig igennem dagen, nu hvor deres kære forældre, ikke var til stede. Det var egentlig.. utrolig synd, at alle disse tragedier skulle ramme familien, for det havde de på ingen måder fortjent. Han blev stående med Mirry i favnen. Selv han havde jo bare brug for at vide, at det som han gjorde, var godt nok, også fordi, at det ikke var noget som han var overbevist om altid, hvilket der nu heller ikke rigtigt var nogen tvivl om, for han havde ingen anelse om hvad han havde gang i. Tungen strøg han kort over sine læber, inden han roligt vendte blikket mod hende. ”Jeg synes nu, du klarer opgaven fantastisk godt,” sagde han med en rolig stemme.
Lenore sad bare og kiggede på Soraya. Det kunne godt være, at der ikke var mange minutter mellem dem, men hun var den lille og den skrøbelige, og det var uden tvivl også sådan at hun følte sig i den anden ende. At Soraya var direkte ligeglad med at hun ikke var sulten, var en tanke, som faktisk meget hurtigt gik hen og irriterede hende, for hun synes ikke at det var fair! Tvært imod! ”Du være sød nu,” sagde hun mere spidst, idet hun lagde den sidste halve bolle fra sig. Hun var virkelig ikke sulten, og da bestemt ikke, når hun ikke var tryg, for hvor var far henne?! Hun rystede let på hovedet, og vendte blikket roligt mod Mirry, da hun kom med en serviet, som hun tørrede munden med. Selv ville hun gerne udenfor.. hun elskede faktisk at være udenfor. ”Du tror mor og far måske udenfor?” spurgte hun. Soraya var den mere bossy af dem. At hun så kom hen og tog hendes hånd, og førte hende ud til deres overtøj, sagde hun ikke noget til. Uden hendes søster, ville det da gå fuldstændig galt for hende. Hun gik med, og begyndte faktisk selv at tage tøjet på – Til Joshuas store overraskelse.

[Deleted]

Med det liv, som Mirry havde haft, som jo på mange måder var lige med Joshua, så følte hun sig ikke berettiget til børn. Faktisk troede hun slet ikke på, at hun kunne, efter alt den mishandling hun havde gået igennem i mange år indtil Lestat havde befriet dem. Hun vidste heller ikke om hun ønskede det. Hun kunne jo godt lide Soraya og Lenore, fandt det både rart og svært at kunne tage sig af dem, men hvis hun fik hendes eget...? Hun havde jo aldrig haft nogen nær, fordi hun havde haft lyst, alle havde tvunget sig på hende og tanken gjorde hende frygtelig dårlig indeni. Hun havde ikke tillid nok til det og det ville hun nok aldrig få. Svagt vædede hun sine læber, mens hun stod ind i Joshuas arme. Der kunne hun godt lide at være, for det føltes godt og trygt. Hun rystede på hovedet, dog stadig med et lille smil på læben. "Jeg har ingen idé om hvad jeg laver," endte hun dæmpet. Hun sukkede. Det var ikke fair, at Lestat og Jacqueline gang på gang skulle ud i ulykke. Først var børnene væk. Nu var forældrene væk. Hvad blev det næste ikke? Det var synd for dem og det var faktisk også en ting, der gjorde, at hun ikke ville have børn. Hvad hvis hun selv mistede barnet? Eller selv blev væk? Det kunne hun slet ikke klare. Hun trak sig væk for at give børnene en serviet til munden. Lenore havde da spist, men ikke så meget; men lidt var bedre end intet. Hun manglede virkelig sin far og det forstod hun også godt. Hun sukkede og fulgte med dem ud, da Soraya førte Lenore ud til overtøjet. Hun så selv ret overrasket ud, da Lenore begyndte at tage tøjet på.
Soraya rullede bare med øjnene. Hun behøvede ikke være sød, fordi hun kunne ikke lide, at hendes søster ikke spiste. Uanset hvad, så havde hun da spist lidt. Hun tog sin søster med sig. Hun vidste at mor og far ikke var udenfor. Hun kunne nemlig ikke komme i kontakt med nogen af dem, hvilket var frustrerende. Det gjorde hende næsten mere sur og aggressiv, end det gjorde hende indelukket. Sådan var hende og hendes tvilling så forskellig. "Vi skal ud, lege," svarede hun i stedet for. Det var jo det de skulle. Hun tog sin jakke på og satte sig ned på numsen og trak sine indendørs sko af. Hun skulle have sine udendørsstøvler på i stedet. Hun rejste sig op og så afventende på Mirry, der hurtigt tog hintet og hjalp hende i sine sko; Joshua måtte hjælpe Lenore.
Da begge piger havde fået tøj på, så tog Mirry Soraya med sig. "Vi skal også have vores overtøj Joshua, så vi bliver nødt til at tage pigerne med ned gennem tjenestefløjen," endte hun. Hun turde ikke lade dem være selv. Hun førte Soraya med til hendes og Joshuas værelse hvor hun hurtigt skiftede sko og trak sin kappe på... og så kunne de gå ud.

[Deleted]

Var det overhovedet underligt, at de ikke kunne finde ud af børn? Det som Joshua var mest bange for, var det faktum at det arbejde som de udførte, ikke var godt nok, og at Lestat og Jacqueline ville blive skuffet, også selvom de nok vidste at de gjorde deres bedste med de midler som de nu havde, også selvom det til tider kunne være svært at se. Nu hvor han havde muligheden for at stå med Mirry i sine arme, så ønskede han at nyde det så godt og længe, som det nu overhovedet var muligt. "Du føler måske ikke, at det som du gør, er godt nok... Men jeg ser det jo," fortalte han med en sandfærdige stemme. Let trykkede han hende ind mod sig igen.
Lenore vidste skam godt, at de skulle ud og lege, også selvom hun langt hellere bare ville have sin far hjem og få trygheden tilbage igen.. det var da ikke meget at forlange, var det? Selvom Soraya havde taget hendes hånd og førte hende ud til deres tøj, så irriterede det hende lidt. "Mig gider ikke lege," svarede hun kortfattet, også selvom hun tog tøjet på. Lige når det kom til hendes kære søster, så vidste hun jo godt, at hun ikke ville få noget andet alternativ alligevel. Hvilket passede Joshua helt fint. Han nikkede til Mirry. Hun havde ret, og børnene skulle ikke sidde her alene. Roligt gik han i knæ og hjalp Lenore med at binde skoene, inden han rejste sig og tog hendes hånd. "Kom," sagde han blot, og førte hende med til ham og Mirrys værelse, hvor han selv fik sit tøj på, hvilket heldigvis, var noget som gik forholdsvis hurtigt, for det var jo heller ikke meningen, at børnene skulle stå der og vente. Tøjet i sig selv, var fint, men slet ikke som det pigerne havde på, kunne man da trygt sige. Der var jo en kæmpe forskel på det, som tjenestestaben havde på, og det som familien havde på, også selvom det nu heller ikke ligefrem var noget, som gjorde nogen noget som helst. De levede med det, og accepterede det selv helt fint. Derefter førte han dem med ud i haven. Igen havde Joshua taget Lenore i hånden, for at føre hende med sig, så hun ikke skulle stå der alene. Hun var bestemt ikke meget villig, men fulgte dog med udenfor. Den var allerede ved at forberede sig på det fine og kommende forår, hvilket fik Joshua til at smile. Det gjorde altid godt at få noget luft! Lenore derudover, hun blev bare stående tæt ved Joshua, med sin hånd i hans. Hun ville absolut ingenting. "Solen skinner i dag," bemærkede hun dog roligt, mens hun nærmest stod og gemte sig bag Joshua. Hun var helt ved siden af sig selv.

[Deleted]

Mirry var på ingen måder optimistisk omkring at få sin egne børn. Hun fandt blot en glæde i at hjælpe Lestat og Jacqueline og håbede, at deres indsat var god nok i forhold til børnene. Børnene var jo påvirkede i forvejen, selvom det virkede mest til at Lenore havde klynget sig til sin far og Soraya var mere fri og selvstændig. Det var ærgerligt, men om ikke andet måtte det jo fungere som det gjorde, for Lestat og Jacqueline havde brugt meget tid på pigerne efter de var kommet hjem fra at være kidnappet i 8 måneder. Hun smilede skævt til ham. "Og hvad forstand har du på det, kære?" spurgte hun ham drilsk og grinte alligevel kort. Hun kunne godt lide at drille ham, for det var en rar følelse at have lidt glæde i hverdagen. Hun fik Soraya med sig fra forhallen og ned til værelset hvor hun selv hurtigt skiftede, så de kunne gå ud. Hun lod Joshua føre Lenore ud først, så hun ikke følte, at hun kom sidst hele tiden. Hun tog Soraya i hånden, selvom det egentligt var Soraya, der nærmest hev Mirry med sig udenfor. Da de nåede ud så ramte den friske luft hendes ansigt og hun smilede alligevel, da solen stod over dem på himlen. Tingene var ved at springe ud, for foråret var jo godt på vej og det føltes jo alt i alt... virkelig godt.
Soraya smilede glædeligt over vejret, da solen skinnede, som Lenore også bemærkede. Hun overvejede hvad hun skulle finde på, men endte så med at prikke Lenore på skulderen. "Du' den!" endte hun. Den leg de plejede at lave, men hun vidste ikke, om hun ville være med? Hun begyndte at løbe, men kiggede sig alligevel også over skulderen for at holde øje. Fik hun sin søster efter sig eller ej?

[Deleted]

Nu var det jo heller ikke ligefrem fordi at Joshua huede efter sine egne børn, for han vidste slet ikke hvordan det var ,at skulle tage sig af sine egne. Han stod i øjeblikket i den situation, at han kunne hjælpe, men også trække sig.. det kunne og måtte da være helt anderledes at have sine egne. Han smilede let. ”Det er bare en fornemmelse.. Jeg er ikke i tvivl om, at du vil kunne håndhæve opgaven,” sagde han med en rolig stemme. Hvorfor skulle han da lyve for hende? Han så jo hvordan hun håndterede Soraya. Måske at den unge og lille pige var mere selvstændig end Lenore, men alligevel.. Det var sjovt, så forskellige at tvillinger faktisk kunne være. Selv tog han Lenore med sig udenfor i den friske luft, som uden tvivl kom dem alle sammen godt til gode. Lenore blev stående tæt ved Joshua og med hans hånd i sin, mens hun nærmest stod der og gemte sig bag ham. Det var uden tvivl rart selv for hende, at komme lidt ud, men det fik hende kun til at savne sin far endnu mere, for han plejede at være ude og lege med dem, eller bare holde øje med dem. At Soraya lagde op til leg, fangede hurtigt hendes interesse, hvor hun vendte blikket mod hende, da hun løb væk i stedet for. Selv blev hun stående for et kort øjeblik, inden hun alligevel valgte at slippe, og løbe efter Soraya. ”Jeg ikke klar!” kaldte hun. Det som hun havde brug for, var sin søster og bare noget.. velkendt. Hvad var mere velkendt end at lege fangeleg med hendes søster? Selvom hun var hurtigere og bedre til hende, end så mange andre ting, så var det virkelig ikke noget som gjorde nogen forskel for hende. Joshua smilede og vendte sig mod dem. Selv gik han tilbage til Mirry i stedet for. ”Se.. sådan her skal man gøre det,” sagde han med en morende stemme. Selv så det da ud til at pigerne faktisk.. nød at komme lidt ud og bare være sammen?

[Deleted]

Mirry var lige nu glad for at hjælpe, men hun glædede sig også til at Lestat og Jacqueline kom hjem, for hun ville også gerne kunne have det frirum uden børn. Den forpligtelse kunne hun slet ikke tage. Hun var bange for, at hun slet ikke ville elske barnet, hvis hun fik et. Hun var også sikker på, at hun faktisk ikke kunne, efter alt det misbrug. For ville hun ikke have været gravid nu? Eller den lange tid som slave? Hun rullede drilsk med øjnene og sendte ham et smil. "Det skal du jo sige... Fra mit synspunkt klarer du det også fremragende med Lenore. Hun vil da i det mindste med," endte hun med et smil på læben. Han kunne jo klare Lenore, som hun kunne Soraya, så faktisk stod de mere lige end han nok selv kunne se og ville indrømme. Selvom de var enæggede tvillinger, da de af udseende lignede hinanden virkelig meget, så var de personlighedsmæssigt splittede. Men de var jo også stærke af blanding, for en warlock med mental dæmonen var jo noget af en blanding. Specielt psykisk stærk hvis de blev trænet rigtigt, så meget vidste hun da. Hun smilede til dem, som de faktisk var der... og Soraya tog initiativet til at lege og Lenore faktisk fulgte. Det glædede hende meget, for de skulle trives selvom deres forældre ikke var her. Hun trak vejret dybt og tog Joshuas hånd, som hun gik efter dem, så de kunne holde øje. Soraya løb nemlig imod den store baghave og hun ville ikke miste dem af syne. Solen føltes rar for hendes ansigt og for hendes engel, selvom hun ej havde sine vinger. Hun vædede flygtigt sine læber og nikkede til ham. "I det mindste leger de da," endte hun stille og stoppede op, da de havde det store overblik over hele haven.
Soraya grinte og smilede bare, som hun stoppede op og ventede på sin søster, indtil hun valgte at løbe efter. Hun satte så i løb, men gav hende alligevel lidt en chance. De var næsten lige høj, hun var måske to centimeter højere og var også den mere stærkt byggede af dem.