Uro i hjemmet

[Deleted]

Joshua måtte nu alligevel erkende, at han godt kunne lide at se Mirry omkring børn. Selvom han nu heller ikke regnede med, at skulle have nogen selv, alene i frygten for at gøre tingene forkert. Han vidste jo selv, at det var noget som Lestat havde været ekstremt opsat på ikke at gøre, og han var alligevel bange for at skuffe og fejle. Mirry gjorde det nu fantastisk med Soraya, men hun var jo også langt mere medgørlig end lille Lenore, som egentlig bare ønskede og længtes efter sin far. Det gjorde det svært for dem alle sammen, og det kunne han jo faktisk godt se. En tanke, som faktisk gjorde ham selv en kende trist. ”Jeg synes nu alligevel, at du gør det ganske godt med Soraya. Hun virker da til at være.. glad, selvom hendes forældre er borte,” sagde han med en sigende mine. Mirry var dog ikke den eneste som så frem til at kunne vende tilbage til det faste arbejde, uden at tage sig af børn, men familien her, var selv noget som Joshua havde nært til hjerte, også fordi at de havde givet dem den mulighed, som de havde, og det var på ingen måder, noget som han ville slippe igen. Han skyldte dem.. Og derfor hjalp han gerne med at passe på deres børn. Børnene legede nu, og det var da dejligt at se. De havde brug for de vante strukturer, og ting at give sig til, og det var uden tvivl noget som de begge havde brug for. ”Soraya er den stærke af dem.. hun holder Lenore ved det.. Forhåbentlig til de kommer hjem igen,” sagde han mere dæmpet. Det var ikke noget, som han ville have, at børnene skulle høre.
Lenore var i bund og grund ligeglad med at Soraya var den mere robuste af dem, for hun havde brug for den beskyttelse, som hun kunne få. Hun var den skrøbelige.. og det havde hun altid været. Selv løb hun direkte efter Soraya, og endte også til sidst med at fange hende. Med et kæmpe smil på læben, så løb hun alt det som hun kunne, for at komme forbi hende, og stormet igennem haven. ”Du ikke fange mig!” udbrød hun med latter, inden hun løb hen mod hendes typiske gemmested i haven, hvor hun plejede at gemme sig for far, når han var ude sammen med dem. Hurtigt faldt hun på knæ og kravlede ind mellem buske og krat. Hvor Mirry og Joshua ikke ville kunne se hende.

[Deleted]

Det kunne godt være, at Joshua så ting som han troede var noget. Men Mirry kunne ikke selv se det. Soraya var langt mere selvstændig end Lenore i forvejen, så derfor syntes hun ikke at have noget at gøre med Sorayas gode humør på trods af, at forældrene var væk. Det tog bare mere på Lenore end på Soraya og sådan var de jo forskellige, selvom de var så tæt knyttede i både at dele mental-dæmon med en speciel forbindelse mellem dem. De vidste altid hvor hinanden var, hvordan hinanden havde det og meget mere, for det havde hun selv hørt Lestat og Jacqueline snakke om. "Jeg er ikke skyld i hendes glæde, Joshua... Du gør et bedre arbejde end jeg, får du får Lenore med på trods af omstændighederne," svarede hun blidt og en smule dæmpet. Hun holdt hans hånd og stillede sig ind til ham, for hun kunne godt lide at stå tæt ved ham. Hans arme føltes beskyttende, som de altid havde gjort. Han vaskede alt af hende med en berøring, fordi han accepterede alt ved hende. Og de havde kendt hinanden som børn og havde så mødt hinanden igen... og været sammen siden. Hun kunne ikke være mere lykkelig end det? Specielt nu hvor ingen havde rørt hende siden Thomas var smidt på porten... og det var jo før børnene var kommet til! Hun nikkede stille til ham med et svagt smil. "Ja... Det håber jeg," svarede hun lavmælt til ham. Hun vædede sine læber kort og så efter børnene, selvom Lenore pludseligt var ude af syne. Hun bed tænderne sammen med så hvor Soraya løb hen og gik ikke i panik til en start; de ville vel snart komme frem?
Soraya grinte og mærkede, at hun blev taget. Hun kneb øjnene i og grinte, som hun spænede efter sin søster så hurtigt hun kunne. De var ganske vist kun snart 2 år, men de var fremme i skoen på grund af deres raceblanding. "Jo jeg kan!" grinte hun og faldt på knæ ved den samme busk og kravlede efter. Hun fik fanget Lenore og kom ud af busken igen og løb over plænen.
Da Mirry så Soraya komme ud af busken, så var hun lettet igen... Resten af eftermiddagen var de bare ude og nyde solen, indtil det blev lidt for køligt, og så gik de ind...

//Out.

[Deleted]

Børn havde virkelig aldrig været Joshuas kop the, og nu stod han halvt om halvt med ansvaret for to af slagsen, sammen med Mirry. Det var virkelig svært, når han selv kom fra en baggrund, hvoraf man næsten kunne sige, at han havde været uønsket. Det var jo bare, at gøre det så godt, som man nu kunne, men det var bestemt ikke særlig nemt af den grund.. Og han hadede det virkelig. Han vendte blikket mod hende, og med det samme stille smil på læben. Det klædte nu hende at rende rundt med børn om benene og han kunne lide det. Soraya var måske langt mere fattet, end det som hendes søster var, men selv han vidste, at de hver især, måtte have deres problematikker at slås med. ”Jeg gør jo ikke rigtigt noget, jeg.. løfter hende bare op, når det er hvad hun vil. I princippet, så har hun jo faktisk mere at sige her i huset, end hvad vi har,” sagde han med en ærlig stemme. Selvom det ikke kunne falde ham ind, at skulle lytte til en 2 årig lille pige, men alligevel! Selv blev han stående og så efter pigerne, som tydeligt morede sig, og havde det godt ved at komme lidt ud. Det var også rart.. Bare at komme lidt tilbage til det normale, selvom Jacqueline og Lestat stadig var væk.. Og ingen vidste hvor de var. ”Det bekymrer mig, at der ingen lyd er.. Det ligner heller ikke Jacqueline, ikke at afgive lyd på nogen vis,” sagde han dæmpet. Selv vendte han blikket mod børnene. De legede som de plejede når de var ude.. Det var uden tvivl rart.
Lenore morede sig for en gangs skyld. Det var måske ikke så slemt igen, at rende rundt herude med sin kære søster, når alt endelig kom til alt. Det fik jo selv hende, til at tænke på lidt andre ting, end de ting, som egentlig plagede hende i løbet af dagen. Så kunne det jo altid komme på et senere tidspunkt. ”Narhaj!” udbrød hun, da hun faldt direkte ned på knæ og kravlede igennem busken, for at komme om på den anden side. En sjov tradition, som hun havde fået, for hun gjorde det stort set hver eneste gang de legede udenfor, og hun blev altid beskidt. Først da det begyndte at blive koldt, søgte de indenfor. Igen kunne Lenore mærke, hvor meget hun egentlig savnede sin far…

//Out