Faret vild.

[Deleted]

Solen stod højt på himlen på denne dejlige vinterdag. Den hvide rene sne lår så langt øjet stragte sig, urørt og skinnede om kap med solen. Forsigtigt bevægede Keysha sig igennem dette flotte vinter landskab ude af stand til at kunne nyde synet fordi hun var blind. Hun sukkede stille og stoppede op og trak den mørke kappe som hun havde om sig tættere ind til sig for at få varmen. Hun havde været ude og gå længe nu efterhånden, hun var kommet på afveje væk fra byen men det hele var bare så meget anderledes når der var sne på jorden. Hun havde mistet orienteringen og nu vidste hun ikke hor hun var henne af. Sneen kunne hun mærke omkring hendes ankler, hendes sko var efterhånden gennemblødte efter at have gået så langt. hun sukkede endnu en gang og lod sig dumpe ned i sneen for at tage sig et hvil. Hendes hænder søgte roligt rundt i sneen, hun mærkede på det, følte kulden mod hendes hud og hun smilede for sig selv. Hun nød alle naturens små mirakler som hun kaldte det. Stille endte hun med at ligge sig ned på ryggen og lukkede øjnene og bare lyttede til hendes omgivelser. Hvor hun var vidste hun ikke men lige nu var det lige gyldigt. Lige nu var der bare hende og stilheden og freden og hun nød det. Hun mærkede solens varme stråler mod hendes ansigt hvilket fik hende til at smile endnu mere. Det var nu en dejlig dag at være faret vild på.

[Deleted]

Selvom det var en smuk vinterdag og med solen højt, så ændrede det ikke på det faktum, at Izaiah selv havde søgt ud, men slet ikke i sin menneskelige skikkelse. Skikkelsen som dyr, var og blev det foretrukkende han havde. Han stolede ikke på nogen, og med livet alene, så gjorde han egentlig, som han ville. Han kom stille ned mod søen. Han nød naturen og de smukke ting, som den var omringet af.. De mange cyklusser, selv på trods af det kolde vejr, så var det slet ikke noget som rørte ham som sådan. Han nød af det. Han følte sig som en del af det, og det var uden tvivl noget af det bedste, af det hele.
Synet af kvinden som gik rundt i sneen, var noget af det første, som traf hans ravgule øjne, og tvang ham derfor også til at stoppe op. Han sniffede let i luften. Jo.. Et sted, var han slet ikke i tvivl om, at der var noget ved hende, som var ham frygtelig velkendt. Hun måtte være en ulv.. præcis som ham selv. Han brummede let for sig selv, inden han roligt trådte frem. Han var en flot han af sin slags.. Han var stor og bred, havde en smuk og blank pels i sorte og brune farver. Halen slog let efter ham, da han bevægede sig tættere på søen og søens kant. Hun bevægede sig skræmmende tæt på den, og hvad nu hvis hun faldt i? Det ville da hurtigt vise sig, at blive en yderst kold fornøjelse, hvis han selv skulle sige det! Han hævede blikket mod hende. Et sted for at vise sig frem. Han var jo trods alt en yderst flot og stolt han af sin slags.

[Deleted]

Keysha nød virkelig bare at ligge der i solen og nyde livet. Hun var ikke en som lod sig slå ud af sit manglende syn, hun lod sig ikke slå ned af det faktum at hun intet kunne se, nej hun ville meget hellere leve livet og nyde det så længe det varede. Bevares, så kom hun da også galt afsted en gang i mellem. Hun legede stadig med den nærliggende sne med sine hænder, også selvom det egentlig var begyndt at blive lidt koldt efterhånden men hun kunne bare ikke lade være. Det var virkelig bare en sjov fornemmelse. Hun mindes aldrig at hun havde set sne og hun spekulerede meget over hvordan det egentlig så ud sådan som det lå her over det hele. Der gik dog ikke lang tid før hun anede at hun ikke var alene. Hun satte sig op og kiggede rundt omkring sig med kappen godt om sig. Hendes sanser var en smule forstærkede fordi hun intet kunne se og hun kunne da godt svagt høre nogen eller noget gå i nærheden men hun kunne ikke sætte en finger på hvor det kom fra. Hun bed sig let i læben og satte sig op på knæ. Hun tog en lidt dyb indånding og lukkede øjnene igen mens hun pænt foldede hænderne i skødet. "Er der nogen?" hendes stemme var blid og rolig selvom hun et eller andet sted dybt inde var en smule urolig. Hun vidste jo ikke om det var et dyr eller menneske som var i hendes nærhed, hun kunne bare mærke at der var nogen. Et manglende syn kunne virkelig være belastende til tider.

[Deleted]

At kvinden foran ham, ej var i stand til at se noget som helst, var slet ikke en tanke som slog Izaiah på nogen måde. Han selv stoppede op forholdsvis tæt på hende, men stadig i sikker afstand til hende, hvis hun nu skulle vise sig, at gøre noget dumt, som ikke ville komme dem til gavn på nogen måde. Han sniffede let i luften. Han var ikke i tvivl om, at hun måtte være en varulv.. Det hele lå i hendes duft, som han jo kunne opfange, og det var den eneste omkring dem, så det var skam heller ikke fordi, at det var noget som han som sådan kunne siges, at være bange for, for det var han faktisk slet ikke. Hun var skræmmende tæt på vandet, og det virkede ikke rigtigt til, at det var noget som hun som sådan bed sig rigtigt fast i, men han gik da ud fra, at en voksen kvinde, havde styr på den slags. Alt andet ville da også bare være underlig.
Da hun spurgte om der var nogen, fik Izaiah til at lade hovedet glide let på sned, inden han let knurrede, som tegn. Det var jo i princippet fuldstændig underligt, at hun ikke havde spottet ham endnu, for han stod jo der stor og fin, og det var jo ikke rigtigt fordi, at er var nogen tvivl som sådan, om, at man ikke ville kunne undgå at se ham. Ikke fordi, at han ønskede at agere truende, for det var slet ikke hans hensigt med noget som helst. Han ønskede ikke at gøre nogen ondt, og det havde som sådan aldrig været hans hensigt, da han bare gik rundt og passede sig selv.. udvidede sin horisont og forsøgte, at få noget ud af det, som man faktisk kunne bruge til noget. Han blev stående. Nu måtte hun da se ham!

[Deleted]

Det var vel ikke så ofte at blinde folk bevægede sig så langt væk fra by uden hjælp og hun vidste da også godt at hun skulle have været stoppet noget før men hun havde været så sikker på at det havde været lige fremme og nu, ja nu anede hun ikke hvor hun befandt sig henne. Hun sukkede let, det slog hende ikke ud, hun havde før tilbragt natten ude, også om vinteren, en enkelt nat eller tog skulle ikke slå hende ihjel og måske ville der komme en forbi som ville kunne hjælpe hende hjem igen. Man kunne jo aldrig vide. hun prøvede altid at forholde sig positiv på livet for det var så let at falde til mørket når det var det eneste der var for ens blik. At hun skulle have styr på hvor hun var henne var vel meget normalt for et voksent menneske men nu var hun ikke helt normal. Hendes manglende syn var virkelig ikke en fordel.
Hun sad bare stille på jorden og lyttede. Hun fornemmede stadig nogen i hendes nærhed men hun kunne ikke længere høre noget. Hun bed sig let i læben og holdt øjnene lukkede og lyttede godt efter. Måske spillede hendes sanser hende bare et puds? Hun kunne ikke huske hvornår dette var sket sidst men lige nu virkede det da som om at det var dette som var sket. Hun for dog sammen da hun hørte den lette knurren og hun faldt tilbage af væk fra lyden. Hætten på kappen faldt fra hendes ansigt og hun åbnede øjnene og kiggede rundt. De mælkehvide øjne kiggede uroligt rundt mens hun flyttede sig længere og længere væk fra retningen lyden var kommet fra og tættere på søens bred. Et vildt dyr? Af alt hvad hun kunne have stødt på så var et vildt dyr virkelig noget af det værste. Hun stoppede op lige på kanten af breden og bed sig let i læben mens hun stadigvæk kiggede rundt. "Jeg gør dig ikke noget" sagde hun prøvende.

[Deleted]

Izaiah betragtede sig af kvinden med en rolig mine. Det var jo heller ikke fordi, at han selv var ude på at gøre noget som helst, for det var slet ikke noget, som han så nogen grund til. Hovedet søgte let på sned. Hun fumlede virkelig rundt.. Var det bare typisk ham, at falde over den slags mennesker, eller var det bare forkert sted på forkert tidspunkt? Det var i sig selv, heller ikke særlig risikofrit, at skulle bevæge sig rundt i skikkelsen som ulv på denne tid, men den var god og varm her i vinterens kulde, og han følte sig mere fri, end hvad han gjorde i sin menneskelige skikkelse. Det havde taget ham rigtig mange år, at lære det, men han havde langt om længe, lært at styre sin kontrol over skikkelsen udenfor fuldmånen i hvert fald.
At hans knurren derved også fik hende til at reagere og kun bevæge sig tættere på vandet, fik han samtidig øje på hendes øjne.. De lignede noget, som næsten var lavet af glas, og det fangede hurtigt hans interesse. Han blinkede med øjnene. Var hun blind? Så gav det jo straks mening, at hun slet ikke virkede til at se det store dyr, som faktisk stod foran hende i dette øjeblik. Han sænkede hovedet en anelse, inden han roligt søgte tættere på. Sneen knaste nærmest under hans massive poter, da han jo var en stor han af sin slags. #Det gør jeg heller ikke,# sagde han roligt. Hans stemme ville lyde i hendes hoved, i og med, at han gik rundt i denne skikkelse, og derfor ikke var i stand til at tale med menneskelig tale. Han søgte roligt mod hende, også selvom han stoppede op igen. Selv på trods af hans race, og hvor han var vokset op henne, så tog han det egentlig ganske rolig, og ønskede ej, at forvolde nogen skade på nogen, om han ellers kunne blive fri for det. #Jeg er som dig,# tilføjede han roligt med en mindre brummen. Hans dyr reagerede instinktivt i samvær med sin egen slags.

[Deleted]

Keysha var virkelig vant til at fumle rundt, det gjorde hun jo hver dag. I realiteten så var hun egentlig ret klodset også selvom hun prøvede på ikke at være det. Hun havde været blind i så mange år efterhånden men alligevel havde hun været nød til at klare sig selv så længe som hun havde kunnet huske. Hovedet søgte let på sned og hun bed sig svagt i læben. Ulven i sig var hun slet ikke i kontrol over. Ikke under fuldmånen og ikke når den ikke var der. Hun kunne ikke forvandle sig også selvom det dog ville være en klar fordel for hende at kunne. Den varme pels ville være godt og hendes sanser ville være så meget bedre, måske hun ville kunne finde bedre rundt på den måde? Men dette var ikke tanker som Keysha havde for hun frygtede ulven i sig fordi hun ingen kontrol havde.
Dyr som knurrede skulle man ikke komme for tæt på, det vidste hun jo godt og det var også derfor hun havde søgt væk på den måde som hun havde. Hun ville helst ikke løbe ind i problemer når hun var så sårbar som hun var. Tydeligt kunne hun høre at syret kom hende nærmere, sneen knasede under hvad hun gik ud fra måtte være dets poter men denne gang veg hun ikke. Måske ville det ikke gøre hende noget? Det var i hvert fald det hun håbede så hun gjorde alt for ikke at virke truende på nogen måde. Stemmen som pludselig lød fik hende til at farer sammen. Hendes blik søgte rundt i et forsøg på at finde ud af hvor den kom fra og der gik lidt før hun bed mærke i at det havde været i hendes hoved. Det var noget hun aldrig havde oplevet før. Hun sagde intet, hun var helt perplex over den situation som hun var i lige nu. Der var et dyr foran hende, hun var alene, kunne intet se og nu hørte hun også stemmer. Var hun ved at blive skør? Stemmen lød endnu en gang i hoved og igen tog hun sig i at fare sammen. Han var som hende? Hvad blev der ment med det? Hun bed sig let i læben og satte sig op på knæ igen. "Som ..... Mig?" gentog hun stille og lod blikket søge fremad mod der hvor hun sidst havde hørt sneen knase. "Hvad mener du med Jeg er som dig?" Hun kunne virkelig ikke finde rundt i hvad der forgik lige nu. Måske var hun endelig ved at blive rablende skør? Hun overvejede muligheden nøje.

[Deleted]

Izaiah overvejede virkelig sine træk nøje. Det kunne godt være, at kvinden som han i øjeblikket stod overfor, ikke var i stand til at se ham, men af den grund, så behøvede hun så sandelig heller ikke at være ufarlig af den grund. Han vendte blikket roligt mod hende. Han holdt øje med hver en bevægelse som hun foretog sig.. hver en ting som hun gjorde, for hvis der var noget truende i det, så var han bestemt heller ikke bleg for at stå ved, at han nemt kunne slå hende ihjel, hvis det var det, som han ville. Hun var virkelig tæt på vandet efterhånden, og han brød sig ikke om det, for hvad nu hvis hun faktisk faldt i? Det var for koldt til, at han vidste, at hun kunne finde varmen bare sådan uden videre igen, og det var jo uden tvivl noget af det, som han bed sig helt fast i. Han hævede blikket mod hende igen.. Studerede hende med de ravgule øjne og med ørene på spids.. Han havde alle sanserne fremme, for hun var trods alt også en fremmed for ham, og han var da nødt til at sikre sig, at der intet ville ske. Han mente det skam, når han sagde, at hun var som ham.. at han var som hende, for det var jo ikke engang løgn. Han lod hovedet søge let på sned, da han tog et par skridt tættere på, men stadig indenfor en tryg nok afstand til hendes skikkelse. #Du er en varulv.. Er du ikke? Det hele ligger i din duft..# fortsatte han. Han var stadig i hovedet på hende.. Det var den eneste måde, hvorpå at han jo faktisk kunne kommunikere med hende.. Han var ikke meget for at ændre skikkelse, med mindre at det virkelig skulle vise sig, at blive en direkte nødvendighed, for det var jo aldrig til at vide efterhånden. Han stoppede op igen og uden at slippe hende med blikket. Den kraftige duft af hund, som hvilede et sted i det indre, kunne han jo nærmest opfange, da han selv var en mand, som havde anerkendt hvad han var.. En blind varulv.. den var desuden ganske ny selv for ham, da det ikke var noget som man faldt over særlig ofte, og det var jo alligevel noget som gjorde ham nysgerrig. Hvad gjorde hun, for at sikre sig under fuldmånen? Han lod hovedet søge let på sned og brummede ganske let igen, også for at illustrere hvor tæt han egentlig var på hende. Han var jo ikke mere end et par få skridt fra hende.

[Deleted]

Keysha var ikke farlig på nogen måde, tvært imod så havde hun aldrig gjort nogen fortræd, eller ihvertfald ikke hvad hun vidste af. Bevidst så ville hun aldrig gøre nogen noget, hun kunne ikke lide tanken det mindste. Let bed hun sig i læben og lod hovedet søge let på sned. Hun kunne tydeligt høre og mærke det store dyr i hendes nærhed og det gjorde hende en smule utryg, især fordi hun intet kunne se. Hun følte sig usandsynligt sårbar lige nu, også selvom han jo havde sagt at han intet ondt ville hende. Hun ville jo ikke være i stand til at forsvare sig hvis han pludselig skulle til at angribe hende. Hun lukkede øjnene endnu en gang og prøvede at få ro på sig selv. Det ville ikke hjælpe nogen af dem hvis hun gik i panik. Hans stemme lød endnu en gang i hendes hoved men denne gang for hun ikke sammen, hun åbnede dog øjnene igen og vendte blikket i den generelle retning hun mente han var i. Han vidste det? Han var som hende, også en varulv? Det var lang tid siden hun havde været i nærheden af en af samme race som hende selv og hun mindes tydeligt at sidste gang havde det gået skidt for sig. Men alligevel så virkede denne varulv meget anderledes end den hun havde mødt sidste gang og det kunne vel kun være positivt? "Du er en varulv. Er du ..... i form?" spurgte hun og hendes utryghed var pludseligt forsvundet og var blevet erstattet af nysgerrighed. Hun havde aldrig før mødt en som havde så meget kontrol over ulven at de kunne forvandle sig efter vilje. Hun kunne nu godt mærke hvor tæt på han egentlig var på hende nu men det gjorde hende egentlig ikke noget. Hun var ikke længere bange men bare meget nysgerrig, det hele var en lidt underlig situation for hende at befinde sig i. Med hensyn til hvad hun gjorde under fuldmånen så var det lidt forskelligt. Hun prøvede altid at sikre sig selv men hun vidste også at hun var sluppet fri op til flere gange. Hun havde en gang fået hjælp af en som fortalte hende om hvor meget panik hun havde udvist under fuldmånen fordi hun ikke kunne se. Hun vidste ikke hvorfor at Varulven i hende blev så panisk over det manglende syn men det gjorde hende også det farligere under fuldmånen, et syr der er panisk og bliver trængt op i krog er ikke til at spøge med. Hun var da også kommet galt afsted mere end en gang under fuldmånens skær fordi hun bare havde løbet forvildet rundt. Det var aldrig et kønt syn.

[Deleted]

Izaiah fulgte meget opmærksomt, selvom det var tydeligt, at denne kvinde, allerede ved beskeden om, at han også var en varulv, var noget som gjorde hende mere rolig, så det var noget som passede ham ganske udmærket! Han hævede blikket i retningen af hende endnu en gang. Hun kunne måske ikke se ham, men af den grund, så ønskede han jo heller ikke ligefrem, at skulle skænke hende den form for ubehag eller noget lignende, for hvorfor skulle han da gøre det? Han lod hovedet søge let på sned. Igennem hård og intens træning, så havde han udenfor fuldmånen, faktisk lært at styre og kontrollere sin forvandling, hvilket han uden tvivl var forbandet glad for, hvilket der nu heller ikke rigtigt, var nogen tvivl om, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Han nikkede, velvidende om, at det ikke var noget, som hun selv var i stand til at se. #Hård træning, har været mig en hjælp til at styre det udenfor fuldmånen.. og bevare det menneskelige sind,# forklarede han roligt. For ham, havde hun slet ikke brug for at være bange for, så lang tid, at hun ikke agerede truende overfor ham, selvom det nu heller ikke ligefrem virkede sådan, så var det noget, som faktisk passede ham selv ganske udmærket, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Han slog let med halen og hævede blikket. Han var nødt til at sikre sig at de var alene.
Hvordan denne kvinde klarede sig under fuldmånerne, havde Izaiah ingen anelse om. Selv var han vant til at være fastlænket og låst nede i en celle, som han privat havde fået installeret i sin egen kælder, bare for at være på den sikre side, da han ej ønskede at påføre nogen skade, hvis han kunne blive fri. Han bevægede sig til sidst tættere på, så han var i stand til at snuse til hende, da han nu endelig var kommet helt op ved siden af hende. Han brummede svagt igen, også mest for at gøre det tydeligt for hende, at han nu stod ved siden af. Hun virkede slet ikke truende, og derfor sænkede han også den form for facade. Han slog igen let med halen og hævede blikket mod hendes skikkelse. #Du kan ej se.. Er det sandt?# spurgte han roligt. Selv han var jo let nysgerrig.

[Deleted]

Hun faldt klart mere til ro ved informationen om at han, som hende, var varulv. Det havde selvfølgelig også noget at gøre med at han ikke virkede som om han ønskede hende noget ondt og så var det også meget lettere for hende at slappe af. Hun havde dog ikke helt sænket paraderne endnu, man kunne jo aldrig vide når man sådan mødte fremmede på sin vej. Hun var virkelig forundret over at han kunne holde sin form og sit menneskelige sind selv udenfor fuldmånen og det gjorde hende nysgerrig, hun ville gerne vide hvordan han havde gjort det og om han også var i stand til at holde det under fuldmånen? I realiteten vidste hun ikke så forfærdelig meget om varulve racen som hun burde men hun kunne jo ikke rigtig selv læse op på det. Hans stemme lød i hendes hoved endnu en gang og hun lyttede nøje. Hård træning? Hvordan kunne man træne sådan noget? Hovedet søgte let på sned og hun smilede tænkende. "Det lyder svært må jeg nok erkende. Der må være mange fordele ved at være i så meget kontrol over sin race" sagde hun roligt og tænkende. Hun samlede let sne op i hænderne og lod det smelte mod hendes varme hænder, hun følte sig egentlig godt tilpas i hans selskab, hvem han så end var.
Keysha havde ikke nogen fast måde hvor på hun sikrede sig. Hun gjorde sit bedste ved hver fuldmåne men det var blevet svære som hun blev ældre og stærkere. Hun havde lettere ved at komme fri nu og det irriterede hende lidt for hun vidste aldrig hvor hun endte op henne hvis hun rendte løs. hun bemærkede at han kom tættere på hende, også før han brummede havde hun hørt på sneen at han var ved hendes side. Hun smilede stille, og kunne tydeligt høre at han snusede til hende og hun udstødte en blid latter. "Snuser du altid til fremmede kvinder eller er jeg bare speciel?" hendes stemme var en smule drillende som hun drejede hovedet mod retningen af lyden. Hans stemme nåede hende endnu en gang, facinerende at de var i stand til at kommunikere på denne måde. Det havde hun virkelig aldrig prøvet før. Hun nikkede anerkende. "Jeg kunne se en gang, da jeg var helt lille men jeg har været sådan her meget længe og det er svært at huske en tid hvor der ikke bare har været mørkt." svarede hun roligt og førte den ene hånd op til hendes blonde hår som hun havde hængende løst om skuldrende. Hun greb en lille tot og begyndte at sno den rundt om sin pegefinger. "Mit navn er Keysha. Hvem er du?"

[Deleted]

Izaiah så slet ikke nogen grund til at gøre nogen skade på sin egen slags, og specielt fordi, at de jo heller ikke var særlig mange tilbage. Selv han levede jo livet alene, o det dyr, som han faktisk var, var ikke noget, som han ønskede at udsætte andre for, da han slet ikke kunne lide, at gøre skade på folk.. specielt, når han ikke havde styr eller kontrol på det. Det havde uden tvivl krævet sit.. Han vidste hvordan han følte det når forvandlingen ufrivilligt slog ind, og det var de tanker og de følelser, som han faktisk valgte at fokusere på, og med års træning, havde det faktisk virket. Han følte sig langt mere komfortabel i den pelsede skikkelse, for den var varmere, han kunne i princippet gøre hvad han ville, og så knyttet, som han var til dyret i ham, så var det vel heller ikke så underligt, var det? #Det er en befrielse, det erkender jeg gerne.# Igen vendte han blikket mod hende, nu hvor han stoppede op lige ved. Han brød sig faktisk ikke om, at hun var så tæt på vandet, selvom han for nu, undlod at kommentere det. Det kunne bare meget hurtigt gå hen og blive en meget kold fornøjelse, hvilket han nu heller ikke ligefrem var meget for, hvis han nu selv skulle sige det.
For ham, havde hun slet ikke nogen grund til at føle sig bange eller utryg. Så lang tid hun agerede så roligt overfor ham, så gjorde han det samme overfor hende. Desuden var han vokset op med det faktum, at man bestemt ikke skulle slå på kvinder og det kvindelige individ. Det var uden tvivl svagt, at gøre den slags! Han rystede let på hovedet. Han snuste til hende, fordi det var en del af dyret.. Han gjorde det egentlig ikke fordi, at der var nogen grund til det. #Jeg beklager..# Han trak hovedet roligt til sig, inden han roligt satte sig ned. Selvom det måske var koldt i vejret, så var det ikke rigtigt noget, som han bed sig mærke i som sådan, og det var noget som han havde det særdeles fint med. At hun havde været i stand til at se, men ej var i stand til at gøre det mere, fandt han som en skam.. En stor skam. #Det lyder som en tragisk hændelse, har hændt dig,# kommenterede han endeligt. Keysha.. Et flot navn, hvis han selv skulle sige det. #Mig en glæde.. Mit navn er Izaiah,# præsenterede han sig med en snert af stolthed i stemmen.

[Deleted]

Keysha ønskede ikke at gøre nogen ondt, hun kunne godt lide folk og prøvede da også at knytte sig til dem men hun havde altid haft svært ved det. Der havde altid været et eller andet, hendes race, hendes forvandlinger eller hendes syn som var kommet i vejen for hende og de få møder hun havde haft med andre varulve var virkelig heller ikke gået så godt så hun havde altid været meget alene. Hun misundede ulven ved hendes side en smule, tænk at kunne være så fri bare at kunne gå rundt som en ulv altid. Det var en tanke som faldt hende meget nær. Et stille smil sad rolig på hendes læber mens hun blot lyttede til hans stemme i hendes hoved. "Det tror jeg gerne det er. For at være ærlig så er jeg lidt misundelig på din styrke. Jeg ville ønske jeg havde så meget styr over ulven inde i mig til at jeg kunne rende rundt sådan der. Alt andet lige så ville det også være meget lettere at finde rundt hvis jeg kunne lugte hvor jeg var henne." sagde hun roligt og legede fortsat med totten af hår mellem sine fingre. Det gjorde hun altid når hun tænkte.
Hans holdning til at slå på kvinder kunne hun ikke vide meget om eftersom han stadig var fremmed for hende men hun havde da igennem årenes løb fået en god del tæsk af forskellige mænd, de fleste af andre varulve men alligevel havde hun altid rejst sig op igen for de skulle ikke få hende ned med nakken, heller ikke selvom hun ikke havde kunnet slå tilbage. At han beklagede at han snuste til hende fik hende blot til at udstøde en let latter. "Det gør skam ikke spor. Jeg var også bare nysgerrig." forsigtigt lod hun hårtotten falde og roligt førte hun hånden ud i retning af dyret ved hendes side. Han sad ikke langt fra hende og hendes hånd nåede roligt hans pels omkring hans skulder. "Blødt" sagde hun roligt for sig selv og lagde hovedet let på sned. Hun havde aldrig rørt ved en ulv før så dette var hende lidt underligt et eller andet sted men på den anden side var det også nyt og spændende. "Jeg kan ikke længere huske hvorvidt det var en tragisk hændelse eller om det bare var fordi mit syn blev dårligere med årene. Mine forældre døde vidst da jeg var ret lille så der er ikke rigtig nogen der ved helt hvad der skete. Jeg tager det nu ikke så tungt, jeg må jo bare lære at se med hænderne i stedet." Hendes stemme var rolig men samtidig fuld af optimisme, hun ville virkelig ikke lade sådan en lille ting som det at hun intet kunne se slå hende ud. Hvad skulle hun stille op med det? Sidde i et værelse og græde fordi hun ikke kunne se som alle andre? Nej det nægtede hun, hun ville meget hellere være udenfor og opleve en masse. Hun anede hurtigt den stolthed han havde over sit navn og hun smilede blidt. "Det er mig en fornøjelse at møde dig, Izaiah. Undskyld jeg spørger men hvordan er det egentlig at jeg kan høre dig inde i mit hoved. Jeg har aldrig prøvet noget lignende." Hun kunne ikke rigtig skjule sin nysgerrighed længere. Det var hende virkelig en underlig oplevelse.

[Deleted]

Hvem kvinden egentlig var, havde Izaiah ingen anelse om. Han genkendte ganske vidst hendes navn, men alt det andet, var jo fuldstændig ukendt for ham. Det havde taget ham år at komme frem til det resultat, som han kunne bære med sig i dag – At kunne forvandle sig, når han havde lyst til det, og det var uden tvivl noget, som gjorde ham tilfreds. Det var ikke nær s smertefuldt, som det ville være, når man blev tvunget til det under fuldmånens kraft. Han vendte de ravgule øjne mod hendes skikkelse endnu en gang. #Misundelig? Når du ved hvile følelser og tanker en påtvunget forvandling sætter dig i, så kan du gøre noget ved det.. Du skal gøre brug af det samme, udenfor.. Fokusere på hvad du vil.. Før end du ved af det.. Så render du selv rundt på pelsede fire ben,# forklarede han. Det lød måske meget nemt og meget simpelt, hvilket han vidste, det slet ikke var, men det var udgangspunktet, og det var det, som man skulle holde fuldstændig fast i.
Det var slet ikke fordi at Izaiah ville gøre hende ukomfortabelt til mode, men selv han var så præget af dyret i ham, da det var den skikkelse, han tilbragte mest tid i, at det næsten var noget som skete automatisk. At hun så derimod hævede hånden, for at berøre ham, sagde han faktisk ikke noget til. Han vendte blikket mod hende igen. #Det er vel første gang du er i kontakt med dyret på den her måde?# Han slog igen let med halen. Han vendte kort blikket mod vandet. Hvis hun ej var i stand til at se det, så var hun altså lidt for tæt på for hans del. Det lignede ham slet ikke at være så snaksalig, men det kunne vel have noget at gøre med, at han stod for øjnene af en af sine egne, og det naturligvis også var noget som gjorde sit for hans vedkommende, for han kunne jo rigtig godt lide det. Det var rart at møde en, som vidste bare lidt om hvordan det føles. Tungen strøg han over den massive snude. Han var stor.. men ikke farlig, hvis man bare var rolig og ordentlig overfor ham. Det var vel ikke meget at forlange, var det? #Det lyder nu alligevel som en tragisk skæbne, at være ramt af. Men ikke særlig atypisk alligevel.# Han vendte blikket kort ned mod hendes hånd, inden han satte sig ned ved siden af hende. Folk ville nok glo ved synet af så stort et dyr, som bare.. sad der. #Menneskeligt sind i dyrisk skikkelse.. Det åbner for en.. anden måde at kommunikere på,# fortalte han roligt. Han så ikke nogen grund til ej at besvare hendes spørgsmål.

[Deleted]

Keysha mente at hun havde hørt navnet Izaiah før men hun kunne ikke rigtig sætte fingeren på hvor henne så hun lod bare tanken ligge. Hun var virkelig misundelig på ham over at han var i stand til at forvandle sig uden for fuldmånen, der var så mange ting som hunkunne forstille sig ville være lettere hvis hun var i stand til at gøre som han. Hun lyttede til hans ord, han fik det til at lyde så let men hun havde en lille teori om at det slet ikke ville være så let som han lagde det ud som. "Der er nok en masse ting som ville være meget lettere for mig hvis jeg var i stand til at forvandle mig som dig. Du får det til at lyde så let men jeg tvivler på at det virkelig er så let som du ligger det ud som. Hvis det var ville der være mange flere af os som var i stand til det." sagde hun tænkende og smilede stille. Det var rart for hende at sidde her og snakke med en som egentlig vidste noget om hendes race for selv var hun så uvidende stadigvæk. Hun kendte selv kun til alle de dårlige ting så som forvandlingerne men intet til goderne som det at kunne forvandle sig af egen fri vilje.
Han havde ikke gjort hende ukomfortabel på nogen måde, hun havde bare fundet det morsomt at han havde snuset til hende på den måde. Hun kunne godt mærke på den måde han opførte sig på at han var vant til at være i ulvens skikkelse men det gjorde hende ikke spor. Om ikke andet så fascinerede det hende blot noget mere. "Nej aldrig. De eneste møder jeg har haft med dyret er ved fuldmånens skær og det er ikke ligefrem nogen behagelige møder. Jeg har mødt andre Varulve før men ingen af dem var i stand til at forvandle sig af egen vilje. De var heller ikke lige så venlig sindet som du er." Sagde hun roligt. Normalt var hun ikke en som snakkede ret meget om ulven i hende men måske var det fordi han var som hende og hun endelig havde fundet en som kunne relatere til det hun gik igennem. Det var en rar følelse. Hun ønskede ham absolut intet ondt, ikke det mindste for det var slet ikke en person som hun var. Hun havde altid lært at man skulle behandle andre som man gerne selv ville behandles. Hendes syn var en tragisk hændelse? Måske men det var nun et sted bare sådan det var. Hun kunne jo intet gøre ved det. "Tragisk, måske men vi må alle leve med det som vi er givet. Og jeg vil ikke lade mig slå ud af sådan en lille ting som det ikke at kunne se. Jo, jeg har brug for mere hjælp end andre men det betyder bare at jeg må finde en som vil hjælpe mig og som vil elske mig for den jeg er og ikke have ondt af mig fordi jeg er i stykker." Hun mente det virkelig, hvert eneste ord, det kom virkelig fra hjertet af, hun ville ikke lade sig slå ud af noget hun ikke kunne gøre noget ved, hun ville leve livet til fulde og nyde hver en lille del af det. Hånden som stille lå på hans skulder strøg hun lige så stille langs hans pels på hans skulder og en lille del af hans ryg. Hun var virkelig fascineret af hele denne her situation som hun sad i. Hun sad alene, i et ukendt sted med en fremmed mand i en ulve skikkelse, det måtte nok se meget mærkeligt ud hvis der kom nogen gående forbi. "Jeg vidste slet ikke at kommunikation på denne måde var muligt. Det er yderst spændende må jeg nok erkende. Jeg har virkelig aldrig mødt nogen som dig. De sidste varulve jeg lød ind i udnyttede mig og tæskede mig fordi jeg intet kunne se, de gjorde grin med mig og efterlod mig på siden af en øde vej i en kold vinter. Det er rart at vide at der også finde rare ulve som ikke bare vil gøre andre ondt for sjov" Sagde hun roligt og lukkede øjnene. Det har var virkelig rart.