Faret vild.

[Deleted]

Det havde bestemt ikke været en nem omgang, selvom det måske kunne lyde sådan. Izaiah kunne styre sin forvandling, selvom det havde været en kamp uden lige, og det var heller ikke ligefrem fordi, at det var noget, som han kunne gøre noget ved som sådan. Han slog let med halen og vendte blikket mod hende. At hun faktisk var misundelig på ham, vidste han ikke. Han var vant til at gøre tingene, så godt som han nu kunne gøre dem, også fordi at han levede livet alene. Han var lidt en særling i mange henseender, og skilte sig fra hvad der var typisk for hans slags at være, og det var faktisk ikek fordi, at det var noget som gjorde ham noget, for det gjorde ham.. stolt et sted. Han var stolt over, hvad han havde formået at præstere i længen. #Jeg er glad for muligheden, og det erkender jeg skam gerne. Det gør tilværelsen alene lidt nemmere. Det er ikke så nemt, som jeg måske formår at fremstille det. Tag endelig ikke fejl af det, for det er en kamp.. og det tager tid. Rigtig lang tid.# At hun faktisk berørte ham, var ikke noget som han havde noget imod, for skulle han være helt ærlig, så kunne han faktisk virkelig godt lide, at mærke hende gøre det. Det var heller ikke just den form for kærtegn, som man kunne sige, at han havde været vant til.
Pelsen var blød og varm, og det var faktisk temmelig nemt, at holde varmen her i vinterens kulde, hvilket han uden problem godt kunne mærke. Han vendte blikket mod hende igen. Han var præget af de dyriske instinkter, og det var faktisk ikke noget, som han kunne gøre noget for. Han brummede let. #Jeg skiller mig fra det typiske. Vi er et flokdyr.. vi er et dyr, og vi burde stå sammen, i stedet for at bekrige hinanden. Det er min tanke om det i hvert fald. Jeg lever ikke med andre.. De kan ikke rigtigt klare at jeg.. ønsker at lede det, hvis det er,# fortalte han roligt. Han var en stor og flot han, samt han havde haft magt og prestige i Imandra, så det forundrede vel heller ikke nogen? Det var en magt, som han havde mistet for mange år siden, men tanken holdt dog stadig fast og stand i ham. I hans øjne, var det da tragisk, at hun ej var i stand til at se det mindste. #Du besidder en styrke, som sjældent ses..# bemærkede han endeligt. Han så sig omkring. Folk ville uden tvivl finde det mærkværdigt at se dem sidde der, men han var ligeglad. De skulle bare vide. Et sted slog tanken ham.. Han måtte ikke bare lade hende gå. Hun var som ham.. ønskede vel bare at tilpasse sig? Og finde et sted at være? #Du har bare ikke mødt de rette.. Lad mig hjælpe dig,# opfordrede han endeligt.

[Deleted]

Ja alting ville være så meget lettere hvis Keysha kunne være i ulve skikkelse som han kunne. De instinkter som fulgte med forvandlingen ville uden tvivl gøre hendes tilværelse lettere men hvordan skulle hun kunne klare sådan noget selv? Hun havde aldrig før mødt et individ som kunne hvad han kunne og det var fascinerende for hende men også en kilde til misundelse. "Jeg kunne godt forstille mig at det må have været en lang og sej kamp at mestre dyret som ligger i os. Sandt at sige er jeg misundelig på dig, at du har været stand til at tæmme dyret. Jeg ville ønske at jeg kunne det, det ville nok gøre det hele en del lettere for mit vedkommende" sagde hun roligt og fortsatte med at stryge ham over pelsen. Det skete nærmest helt automatisk for hende lige nu. Den bevægelse hun lavede når hun strøg hans bløde pels gjorde hende på en eller anden måde utrolig tryg ved det hele. Det var underligt, normalt følte hun sig ikke så tryg ved fremmede og slet ikke så hurtigt men denne gang var det anderledes. Måske var det fordi han var i ulve skikkelse og hun på den måde var meget mere tryg end hvis han havde været i menneske skikkelse. Hun vidste det ikke men rolig var hun i hvert fald omkring ham.
Hun nikkede roligt ved hans ord. Hun kunne godt se hvad han mente. Ulve var flokdyr, men flokken var også kun så stærk som dets svageste individ hvilket også var grunden til at hun ikke kunne være i en normal flok. Hun grinede kort da han sagde at han ville lede. "Sjovt nok så virker du også som en god leder. Jeg tror at du ville klare det godt som leder af en flok." At han var stor kunne hun mærke men hun kunne jo intet se hvor flot han var, hvilket jo egentlig var en skam. At han havde haft stor indflydelse i Imandra vidste hun intet om, hun havde aldrig før sat fod i landet. Hovedet søgte let på sned ved hans næste ord. Hun besad en styrke? Det kunne hun ikke selv se. Hun var jo svag. Hun kunne ikke kæmpe, hun kunne ikke se og hun havde brug for så meget hjælp. hvordan kunne det være en styrke? Hun anså ikke det at hun ikke ville give op for en styrke. Det var ikke det samme? Eller var det. "Så kan du vidst se mere end jeg kan. Jeg anser ikke mig selv som stærk, jeg kan ikke slås og jeg kan kun lige klare mig selv sådan nogenlunde bortset fra de gange hvor jeg fare vild, hvilket jeg har formået at gøre i dag. Jeg ønsker bare ikke at give op. Jeg sidder fast nok som jeg er nu og hvis jeg giver op kunne jeg lige så godt ligge med ned og dø. Og egentlig så har jeg ikke lyst til at dø endnu. Der er stadig så mange ting jeg endnu ikke har prøvet" sagde hun roligt og tænkende. Nej hun kunne ikke se sin egen styrke, hun vidste vare at hun ikke ønskede at give op. Ikke på vilkår. Et koldt vindstød fik hende kort til at skælve og hun trak kappen mere om sig, dog uden at holde op med at stryge hans pels. Hun ønskede bare at sted hun kunne kalde hjem, et sted hvor hun ikke behøvede at være alene men hvor hun kunne have nogen at være sammen med. Det var hendes største ønske, at hun ikke behøvede at være alene mere. Hans ord lød i hendes hoved endnu en gang og hun stoppede helt op. Hånden lå stadig på hans pels men hun bevægede den ikke. Hun kunne ikke helt tro hvad hun havde hørt og hun gentog det for sig selv i par gange før hun vendte ansigtet mod ham. "Me...mener du det?" spurgte hun forsigtigt. Hun holdt nærmest vejret. Var han seriøs? Ville han virkelig hjælpe hende? Hun vidste ikke helt hvad hun skulle stille op. Hun vidste ikke om han bare gjorde grin med hende eller om han virkelig mente det.

[Deleted]

Det havde uden tvivl været en lang og hård kamp for Izaiah at lære den egenskab som han havde, netop for at indtage forvandlingen når han havde lyst til at gøre det. Selvom det dog ikke var ensbetydende med, at det kunne styres når fuldmånen var oppe. Han brummede let og lukkede øjnene. At blive strøget over pelsen, var en fornemmelse, som han faktisk godt kunne lide. Det lå næsten på kanten, til at kunne være et givent kærtegn, selvom han var sikker på, at det ikke var sådan, at han skulle tage det. Han sank klumpen og vendte blikket mod hendes skikkelse, også selvom han vidste, at hun ej var i stand til at se ham. #Jeg kan godt forstå, at det er en ting, som vækker misundelse.. I dit tilfælde, kan den måske lette tilværelsen betragteligt.. Så lad mig hjælpe dig med at lære det.. Vi er ikke særlig mange tilbage, og jeg vil da mene, at det er noget som vi skal hjælpe hinanden med. Jeg mener.. vi er et flokdyr.. en flok, ikke?# Det var ikke fordi at han ville have noget imod, at skulle tage hende ind i sin flok, hvis han kunne blive fri for det, for han kunne virkelig godt lide det. Han lagde sig roligt ned ved siden af hende og bevidst selv tættest på vandet. Han ville ikke have, at hun skulle falde i det.
Hendes ord varmede hans krop og sind, for han kunne godt lide, at blive fremstillet som en god leder, selvom han ikke rigtigt havde hverken mand eller kvinde i sin flok, så han havde jo ikke rigtigt noget at lede – endnu vel at mærke. De gyldne øjne, vendte han roligt mod hendes skikkelse endnu en gang. #Det er varmende ord og jeg værdsætter dem. Det er et glimrende førstehåndsmøde og første indtryk,# fortalte han med en rolig stemme. Han slog let med halen. Han kunne godt forestille sig selv som en god og stærk leder. Det krævede bare, at han fik bygget noget stort og prægtigt op, og det ville han jo faktisk gerne. Varsomt puffede han til hende med snuden. #Er det ikke typisk, at man ikke kan se hvad så mange andre kan? Du er ej i stand til at se, og alligevel bevæger du dig uden døre og giver ikke op, selvom du farer vild.. Jeg formoder, at det ikke var søen her, du ville ende ved i udgangspunktet?# Han vendte blikket roligt mod hende igen, inden han lagde hovedet ned. Han mente det.. Han ville gerne hjælpe hende. Det ville give ham noget at tage sig af og noget at lave.. Og den tanke kunne han lide. #Naturligvis,# fastholdt han.

[Deleted]

Hun kunne virkelig godt lide at sidde her og stryge ham hen over pelsen. Også selvom dette var et fremmed sted og han egentlig stadig var hende fremmed så var det betryggende på en måde og hun nød det. At han var en særling vidste hun ikke men det var vel også ligemeget et sted? I hvert fald for hende. Hun var helt og aldeles lige glad med hvordan alle andre så ham eller hende selv, bare hun blev behandlet ordenligt så var der ikke andet hun ønskede. Desuden så var det som regel også de mennesker som var lidt sære der var sjovere at være i nærheden af. "Det må være rart. Jeg regnede også med at det ville være nemmere, bare sådan generelt nemmere. Ikke kun for mig. Det er ikke sjovt at være alene." sagde hun roligt og tænkende. "Vi er et flokdyr, vores race har det bedst sammen med andre. Derfor har det også været svært at være alene så længe, i hvert fald for mig. Hvis du har tid og ønsker at hjælpe så siger jeg ikke nej. Det ville være meget lettere for mig hvis jeg kunne forvandle mig af egen vilje." Hun var taknemmelig for at han overhovedet overvejede at hjælpe hende. Det var virkelig ikke noget som hun var vant til at folk gjorde. De gjorde som regel bare grin med hende eller ignorerede hende. Det at han lagde sig ned ved hendes side fik hende til at smile, hun kunne jo tydeligt mærke det fordi hun havde strøget hans pels. Hun lænede sig let over mod ham sådan så hun egentlig sad lidt op af ham og støttede sig mod hans krop. Hun lagde begge hænder på hans pels og strøg den. Hun lod roligt den ene hånd glide op og begyndte at nusse ham bar øret og hun lukkede øjnene. Hun havde aldrig før haft det sådan her, haft denne her form for ro på sig, det forundrede hende men hun ignorerede det for istedet bare at nyde hvad der skete.
Hun smilede blidt og fortsatte bare med at nusse ham mens han snakkede. Hun lagde hovedet let på sned og bed sig let i læben. "Jeg tror det ligger instinktivt i os. Der er nogle som bare er fødte ledere og så er der dem som er født til at følge. Man er ikke en god leder hvis man ikke kan få sine følgere til at føle sig rolige og tilpasse og jeg må blankt erkende at jeg aldrig har haft det så roligt og trygt som jeg har det lige nu her ved din side. Det er en helt fantastisk men ukendt følelse." sagde hun blidt og lukkede øjnene. En stille hvisken kom over hendes læber. "Tak." Hun nød virkelig bare at være i hans nærhed. Det var en dejlig følelse. Da han puffede let til hende med snuden og hans ord fik hende til at grine let og rødme svagt. "Jo, det er sjældent at man selv kan se sine styrker. Der må jeg give dig ret." sagde hun roligt. Hovedet søgt let på skrå og hun kiggede lidt forundret rundt selvom hun intet kunne se. "Ehm, sø? Hvilken sø? Nej det var ikke i nærheden af nogen sø jeg havde planer om at ende må jeg da nok erkende. Jeg tror ikke en gang at der er en sø nær der hvor jeg opholder mig normalt. Hvor er jeg dog endt henne." Hun var stadig ved godt mod og kunne et sted ikke lade være med at smile. Hun følte sig egentlig ret hjælpeløs at hun ikke vidste hvor hun var henne men alligevel følte hun også at det ikke gjorde noget. Hun var jo ikke alene, i det mindste. Det at han mente at han ønskede at hjælpe hende fik hende endnu en gang til at rødme. Hun lænede sig ned og begravede ansigtet i hans pels bag hans skulder. "Tak" hviskede hun og lukkede øjnene. Enkelte tårer trillede ned af hendes kinder, hun vidste ikke hvorfor at det gjorde hende så glad at han ville hjælpe. Måske var det bare fordi hun havde følt sig så alene indtil nu men tanken om at han ville hjælpe hende betød at de ville se mere til hinanden og det var en tanke som kun kunne glæde hende.

[Deleted]

Det kunne godt være, at de endnu var fremmede for hinanden, men det var vel dyret som talte for dem nu? Det var det i hvert fald for Izaiah. Han ønskede sig en flok, som han kunne lede og styre over, men det var bare nemmere sagt end gjort, kunne man jo sige. Der var ikke rigtigt nogen ulve tilbage i denne her verden, og der var ikke noget sted, hvor han kunne opsøge dem, så det at etablere sin egen flok, var jo heller ikke nogen nem opgave, kunne man jo sige. Han brummede let og lukkede øjnene kort. At kunne styre den forvandling, var uden tvivl noget som gjorde tilværelsen langt nemmere, og kunne han, så ville han hjælpe hende til det samme, hvis hun var indstillet på et hårdt arbejde, for det var jo uden tvivl hvad det var. ”Det er et hårdt arbejde, bare du er indstillet på det. Det er heller aldrig sjovt at være alene,# medgav han med en rolig stemme. Han vendte blikket mod hende. #Det kan godt være, at min flok i øjeblikket, er ikke-eksisterende, men jeg vil gerne hjælpe dig.. Hvem ved..? Du kunne gå hen og blive det første medlem af den. Jeg vil gerne hjælpe dig. For tiden nu, render jeg rundt, uden at have noget som sådan, at give mig til,# fortale han roligt. For hans vedkommende, så havde han alverdens med tid, og det var noget som han gerne ville vise hende. At hun lænede sig mod ham, havde han ikke noget imod, men at hun begyndte at nusse ham ved øret, var helt klart noget af det bedste, som han vidste! Han elskede det! Han lukkede øjnene og lænede hovedet mere mod hendes hånd, som var han en kælen kat.
Izaiah måtte jo give hende ret i hendes ord. Der fandtes to mennesker: Dem som ledte, og dem som fulgte, og han ville jo gerne fremstå som en stærk leder. Det var jo et sted det, som han var inderst inde. #Det vælger jeg i så fald, at tage som en rigtig god ting.. Jeg takker rigtig mange gange,# sagde han roligt. Han puffede let til hende med snuden og vendte blikket mod hende. Han ville ikke have, at hun faldt i vandet, og nu hvor han vidste, at hun ikke kunne se ham, så havde han nok også lagt sig ganske rigtigt hvor han var. At hun ikke havde ment at ende her, forundrede ham dog ikke. Han rystede let på hovedet. #Det anede mig.. Jeg ligger i vejen, så du ikke falder i vandet her.. Det er koldt, og du er tæt på kanten. Du er langt væk hjemmefra, kan jeg fornemme. Hvor holder du til?# Han vendte blikket roligt mod hendes skikkelse endnu en gang. Han ville gerne hjælpe hende, og hun takkede ja til det, var bare bedre.

[Deleted]

De var ikke mange tilbage, det vidste Keysha godt for hun havde hørt folk snakke om det før. Det var en skam, men på den anden side så var Izaiah den eneste ulv som hende der ikke ønskede at kæmpe men bare ønskede et sted at være. Et sted de kunne holde til. Hun smilede stille og nikkede. Det ville blive hårdt arbejde? Det havde hun godt indset. Hun var ikke der ville give op, hun ville kæmpe for at få det bedre. "jeg ved at det kommer til at blive svært og at det vil blive hårdt men med en god lærermester så bliver det ikke helt så svært som hvis jeg skulle gøre dette alene" sagde hun roligt men hendes stemme bar tydeligt præg at hun var meget optimistisk. Hun ville ikke lade det slå hende ud at det var svært, hun skulle nok klare alt hvad denne verden ville smide efter hende. Det var hun fast besluttet på. "Jeg ville ikke have noget imod at blive det første medlem i din flok. Som sagt så er du den fødte leder. I hvert fald er du den fødte leder for mig. Jeg er glad for at du vil hjælpe mig. Guderne skal vide at jeg har brug for det" Hun mente det virkelig. Hun følte sig bare så rolig og fatte sammen med ham, som var det hende naturligt at være sådan her. Hun mærkede hvordan han lagde hovedet mod hendes hånd som hun nussede hans øre og hun smilede blidt og fortsatte. hun kunne mærke dyret i ham men det gjorde hende intet, om noget så nød hun det selv ligeså meget som han. Det at kunne være så tæt på en anden af hendes egen slags, det betød virkelig mere end hvad hun kunne beskrive med ord.
Keysha var helt klart en pige som var født til at følge hvis man så på det som flok mentalitet. Hun følte sig ikke stærk nok til at lede nogen som helst og hun ønskede blot at behage dem omkring hende som betød noget for hende og med de ønsker så kunne hun ikke lede. Hun smilede blidt og betragtede ham. "Det er en god ting. Selv er jeg ikke en person som kan lede men hvis man vinder min loyalitet så har man den længe. Jeg ville sige for altid men der vil altid være en situation som kan få en til at tvivle på sin leder. Så ikke for altid men så længe du er en god leder vil du have min loyalitet og min støtte." sagde hun roligt og smilende. Hun mente det virkelig. Han virkede som en god leder, han virkede som sådan en leder som hun havde brug for, en som kunne hjælpe hende og en som ville støtte hende. Og det var noget af det som betød allermest for hende. At han puffede til hende igen fik hende til at putte sig lidt mere indtil ham, dog uden at holde op med at nusse ham bag øret. Det var stadig underligt for hende at sidde sådan her med en fremmed men hun havde et sted bare glemt det. Hun vidste ikke hvorfor men det var som om hun havde kendt ham længe, det var sådan hun følte det. At han lå i vejen sådan så hun ikke kunne ryge i var hun meget taknemmelig for. Hun havde ikke lyst til at blive våd. "Det er jeg glad for at du gør. Ikke nok med at jeg ville dø af kulde hvis jeg faldt i når der ligger sne alle vegne så kan jeg heller ikke svømme så det ville ikke være så smart at ende i vandet. Sagde hun med et let grin og sukkede sageligt. "Normalt holder jeg til i nærheden af Ityrial. Jeg vidste slet ikke at der var en sø i Manjarno" Et lys gik op for hende og hun vendte de hvide øjne mod ham. "Er jeg overhovedet stadig i Manjarno?" Hun ville ikke blive overrasket hvis hun havde forvildet sig et eller andet sted hen hvor hun slet ikke burde være. Det ville ikke undre hende. "Hvor holder du til henne? Render du bare rundt på må og få eller har det et sted du søger hen under fuldmånen?" spurgte hun nysgerrigt. At han ønskede at hjælpe hende havde virkelig gjort hende glad helt dybt ind i hendes sind. Havde hun kunne forvandle sig til en ulv ville man nærmest kunne have set at hun havde hoppet rundt som en eller anden overglad hvalp. Det var sådan hun havde det. Hun smilede blidt og gemte bare hovedet i hans pels mens hun ventede på at tårerne ville holde op med at trille. Hun smilede blot og fortsatte med at nusse ham. Dette var virkelig den bedste dag hun havde haft længe.

[Deleted]

Izaiah havde en god fornemmelse omkring denne kvinde, og derfor synes han, at det ville være synd at ødelægge det. Han ønskede bare et sted at være, som så mange andre.. Et sted hvor han ikke gjorde skade på folk når fuldmånen var højt, og et sted de kunne være uden at blive jagtet for at være det væsen som de var, for det var vel noget, som de alle sammen ønskede sig? #Du er yderst optimistisk hvad det her angår, må jeg sige. Det er højst imponerende,# sagde han roligt, også fordi at han mente det. Så lang tid, at hun anså ham for at være en værdig leder, så ville han gerne lede hende, som det første medlem i flokken. Han kunne godt lide hendes person. Hun var rolig og behagelig at være omkring, så derfor havde han også en fornemmelse af, at det end ikke ville vise sig, at blive en byrde af nogen slags, men derimod noget godt, og noget positivt. #Hvis jeg er den rette leder for dig, vil det være mig en glæde, at være en leder i din flok, Keysha. Bliv en del af den.. bliv den første del af den, og jeg lover at passe på dig.# Denne gang hævede han hovedet helt, og vendte sig mod hendes skikkelse igen. Det var slet ikke meningen, at hun skulle slås med de ting alene, og selvom hun ej var i stand til at se eller noget som helst, så gjorde det hende ikke mindre værdig af den grund, og det stod han gerne fast på.
Så lang tid, at Izaiah havde hendes støtte, så var han sikker på, at det hele nok skulle gå. Ikke bare med tanke på, at det som hun havde at slås med, var noget som han kunne hjælpe hende med, og det var det, som han ønskede at hjælpe hende med. Han slog let med halen og blev liggende. Der fandtes som sagt to forskellige typer mennesker, og her var en af hver repræsenteret, så det var bestemt heller ikke noget, som gjorde ham det mindst i den anden ende. Han kunne jo godt lide det. #Gensidigt har du min respekt med. Vi er nødt til at respektere hinanden, for at kunne hjælpe hinanden.. Igennem tykt og tyndt. Jeg vil gøre hvad jeg kan for at være den gode leder for dig,# lovede han roligt. Han vendte kort blikket mod vandet. Foreløbig, så sad de stadig alene derude, så var det noget som faktisk passede ham særdeles godt i den anden ende, og det stod han fuldstændig fast på. Izaiah lod øjnene glide i. Det føles virkelig godt, sådan som hun nussede ham bag øret, og nærmest lå og puttede ind til ham. Så vidste han da, at hun ikke ville ryge i vandet. For nu lå han bevidst i vejen for at hun ville komme i vandet. #Så har jeg vidst lagt mig rigtigt,# kommenterede han roligt. Han lænede sig hen over hende, hvor han lagde hovedet tæt ved hendes krop. #Der ligger en kæmpe sø midt i Manjarno. Og ja, du er stadig i Manjarno. Den er smuk i foråret og om sommeren, og når solen rammer den hvide sne om vinteren.. En skam du ikke kan se det.# Han vendte blikket roligt mod hende. Hovedet gned han kort mod hendes ene skulder, næsten som han forsøgte at puffe hende mere ind mod sig, så hun kunne holde varmen. #Til fuldmånen, søger jeg til mit hjem i Imandra. Det er langt herfra, men med en kælder som kan huse en voldsom og stor ulv, og væk fra folk som vil jage mig. Der bor jeg også normalt.. For nu vandre jeg på må og få,# forklarede han sandfærdigt.