I can't take it anymore!

[Sephiran Acheron]

Sephiran nød denne situation, mest fordi han stod med trumfen og fik trådt godt og grundigt på Alexander, selvom han alligevel ville ønske, at han kunne have gjort mere. Men i det mindste havde han da slået 10 blodsugere ihjel på vejen, hvilket han virkelig var tilfreds med, så han håbede næsten, at han fik et par flere med når han skulle have Tiyanna med sig, for han regnede med, at hun blev holdt i kælderen. "Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal, Alexander, jeg er min egen Herre!" vrissede han køligt. Han kneb øjnene hårdt sammen et øjeblik, for han ville virkelig komme til at gruble når han kom hjem, for tingene ramte ham jo faktisk, selvom han ikke udadtil gjorde udtryk for noget som helst. Han rullede med øjnene, som han blev truet igen, men det berørte ham dog slet ikke, eftersom han meget snart var på vej herfra med Tiyanna og en grevetitel, hvilket han virkelig glædede sig til, for han mente selv, at han fortjente det! Magten tilkom ham retmæssigt. "Spar mig for dine spydigheder," hvislede han køligt. Han fulgte roligt med til kontoret og så ham udforme brevet, selvom han dog havde pakket klingen væk. Han ønskede alt på skrift, eftersom han hadede at blive snydt, for det havde han lært for længe sig. Han smilede tilfredst og tog imod brevet, som han stak ind i sin kappe i en lomme. "Udmærket. Farvel, Alexander," sagde han med sit kendetegnende smil og forsvandt i en sort røgsky, for at dukke op nede i forhallen igen, hvor han hurtigt regnede ud hvilken dør der førte til kælderen. Han hastede derned og fandt hurtigt frem til Tiyanna, der lå uroligt sammenkrøbet i et hjørne af cellen. Synet gjorde ham virkelig vred og han kunne slet ikke fordrage den tanke! Han hastede hen til hende og fik cellen brækket op, hvor han gik ind og tog fat om hende. "Nu skal vi hjem," endte han fast og forsvandt med hende i den sorte røgsky, hjem til mansionet, hjem så hun kunne komme sig.

//Out.

[Deleted]

Alexander vidste udmærket godt at han var trængt op i en krog, selvom han da tydeligt kunne mærke på Sephiran, at han alligevel havde formået at sætte temmelig mange tanker i hovedet på ham, og det var noget som uden tvivl ville sætte en splid i Warlockerne, så det var noget som passede ham særdeles udmærket. ”Siger du det, for at overbevise dig selv?” spurgte han med en ganske kortfattet mine, da han rakte ham brevet. Selvom han vidste, at dette krævede, at han tog Tiyanna med sig, så måtte det være sådan at det var. Det var i det mindste bedre, end at han skulle stå i den situation, at han ville miste Cassie, for det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre! Den tanke, var ham direkte dræbende! Han knyttede næven med det samme. Han blev stående, til han var helt sikker på, at manden var væk, og han stod alene. Solen var på vej op i det fjerne, og han vidste, at det var ved at være på tide, at søge til skjul for den kommende dag, som var på vej, og det irriterede ham.. Det var virkelig ved at være en frustration uden lige! Hånden hamrede han direkte ned i bordet, som flækket under ham og faldt sammen og med et kraftigt udbrud af direkte vrede og raseri, for han kunne slet ikke have med det at gøre!
Først da Alexander var faldet sådan nogenlunde til ro, så søgte han til sit soveværelse. Det var stadig ganske stille og helt tomt i huset her, så han gik et sted uf fra, at der ikke var nogen, som havde hørt det, så det var noget som faktisk passede ham selv helt fint. Han skubbede låget til kisten til side, inden han krøb ned i den, og lod sig selv blive grebet af mørket der, inden han selv gled ind i hvilen. Han var en trykket mand, men det der og med de trusler, som havde hvilet i luften for denne aften, så var det virkelig svært, at finde den hvile, som var tiltrængt!

//Out

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var virkelig ved at være iskold, som aldrig nogensinde før, og det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hun lå faktisk og sov.. hun var træt, og hun var udmattet, og selv havde hun ingen anelse om, hvad der skete oppe ovenpå. Tænderne klaprede, og hun lå helt sammenkrøbet oppe i det ene hjørne, så langt væk fra celledøren, som hun overhovedet kunne komme – med andre ord, så langt væk fra Fyrsten, som hun overhovedet kunne komme!
At Sephiran faktisk var der, for at redde hende ud af situationen, vidste hun slet ikke. Hun kæmpede virkelig for sin egen overlevelse, og hun kæmpede virkelig for at komme igennem det, selvom det bestemt heller ikke var nemt. Ved lydene ved døren som gik op og lydene ned af trappen, peb hun svagt, da hendes underbevidsthed, næsten fortalte hende med et samme, at det var nat igen, og det var Alexander som kom ned til hende igen. Hun var jo lige faldet i søvn, og hun var slet ikke klar til endnu en omgang! Øjnene tvang hun varsomt op, da lyden kom ved celledøren, også selvom det var så sløret og så skjult, at hun slet ikke kunne se hvem det var. Hun følte sig selv slået fuldstændig ned, for det lignede hende slet ikke, at ligge på gulvet så ynkelig, som hun følte sig i denne stund. At skikkelsen tog fat om hende, fik det til at gispe helt i hende! ”I-ik r-rør mig!” endte hun næsten automatisk, uden at hun egentlig tænkte videre over det. Stemmen var dog genkendelig, og det var først efter noget tid, at det egentlig gik op for hende, hvem der egentlig var der. Hun tvang øjnene op, også selvom de gled i stort set med det samme. ”S-Sephiran..” endte hun næsten lettet, da hun sank ind mod hans krop, da han tog om hende, for at få hende med sig hjem. Hun ville bare væk derfra, og så hurtigt som muligt!

//Out