I can't take it anymore!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var ved at være solopgang, og vampyrerne havde valgt at trække sig væk fra hende, og efterlod Tiyanna i kælderen med en nærmest lettelse. Hun havde det bestemt ikke særlig godt, og det var en kamp for overhovedet at holde ved. Håbet om at Sephiran ville finde hende, var bestemt ikke et, som hun kunne holde fast i, for hun følte, at der var gået frygtelig lang tid, og der var ikke sket noget som helst, hvilket var noget, som uden tvivl gjorde hende utrolig.. ked af det. Hendes krop var bleg, som hun lå på gulvet, og hun rystede virkelig. Der var intet som hun som sådan kunne varme sig med, og hun gik faktisk ud fra, at det her skulle blive hendes endelige hen af vejen.. Og det gjorde hende direkte ked af det.
Tiyanna trak sig hen til væggen, hvor hun krøb sig sammen, så meget som hun nu kunne. Hun gispede svagt. Hun var virkelig træt, og det slog aldrig fejl, at hun blev opsøgt når mørket og natten faldt på, så hun var vågen hver eneste nat, og de kørte virkelig, virkelig hårdt på hende. Maven var ved at være tydelig, og adskillige af vampyrerne havde allerede påpeget hendes nuværende tilstand for hende, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde sagerne meget bedre for hendes vedkommende, for det var bare lige hvad der manglede! Øjnene gled i.. Hun havde tydelige sorte render under øjnene.. Hun bad egentlig for, at de bare ville tage hendes liv, så de kunne få det hele overstået, så hurtigt som muligt, for det andet, var da ved at gå hende på, og det var altså begrænset hvor meget hun kunne tage det! Hun gispede ganske svagt og lagde sig til på gulvet. Hun var nødt til at få noget søvn.. Hun var virkelig nødt til at få sig noget søvn, for hun kunne ikke blive liggende der. Alexander havde netop forladt hende, for at søge til sine egne gemakker igen, hvilket passede hende fint. En blodig dråbe strøg nedover hende hals, da hun gled direkte ind i den urolige søvn. For hende, så gjaldt det bare om, at få noget søvn, så snart muligheden bød sig!

[Sephiran Acheron]

Der var ikke passeret en dag, hvor Sephiran ikke havde tænkt på Tiyanna og hvordan hun mon blev behandlet. Hun havde hørt fra pålidelige kilder, at Tiyanna rendt faktisk var der og det gjorde ham inderligt rasende, for ingen skulle røre hans ejendom! Han hadede den tanke, for han havde håbet, at han kunne fungere uden hende, så han kunne bevise, at han ikke var afhængig. Men han var vænnet til hende, det var tydeligt nu og derfor var det også bare endnu klarere, at han måtte have hende hjem igen. Han turde slet ikke tænke på, hvis hun var død... eller døden nær, for vampyrer var usle bæster. Men for en gangs skyld skulle de lære, at de var nederst i fødekæden, af alle hierarkier, og han havde også flere planer om ikke andet, for de skulle bestemt ikke slippe nemt! Endelig, var Castiel blevet færdig med klingen og han havde fået den betaling, der var aftalt, da han havde afprøvet klingen på en tilfældig ubetydelig vampyr han havde fanget for et par dage siden. Så nu havde han taget afsked med smeden, eftersom de faktisk var kommet godt overens i perioden og begge havde fået, hvad de ville have. Så endeligt drog han af sted mod Corvento, hvor han vidste, at solen stod op om kort tid, hvilket gav ham en fordel i forhold til dem. Han havde sit scepter med, både med den magiske desillusionskugle i og så den specielle klinge i bunden, der for nu var skjult inde i scepteret, da han skulle trække bundstykket af scepteret af, for at få klingen frem. Han parkerede hesten et stykke væk og gik den sidste del af vejen. Han regnede med, at de fleste, jo faktisk var på vej ned i deres kister. Han smilede skævt for sig selv, da han selv så at de normale vagter, var gået ind. Han trådte ind ad dørene og kiggede rundt, mens han smilede skævt og koldblodigt, for han var så klar til at skære halsen over på alle, der kom nær ham! Da de første reagerede på hans tilstedeværelse, så trak han klingen frem i bunden af scepteret og nedlagde dem så let som ingenting, hvor de faldt døde til gulvet. Han smilede tilfredst, for han følte sig så tilfredsstillet som ingenting, i det, at det skete. Han gik mod 1. salen, da han skulle finde Alexander og true ham på det groveste om ikke andet. På vejen, så fik han kål på alle vampyrer, der kom i hans vej, samt at der var nogle, som flygtede, fordi de ikke ønskede at dø, da de fandt ud af, hvad der foregik. Han var tilfreds, meget tilfreds endda. "Alexander... Kom frit frem. Jeg skal nok lade dig beholde dit hoved!" kaldte han lokkende ud og smilede. For sig selv mumlede han så: "Endnu."

[Deleted]

Alexander havde netop smidt Tiyanna i gulvet og forladt kældrene, da det var ved at være tid. Solen ville være oppe i løbet af forholdsvis kort tid, og nu hvor han havde et hav af frustrationer at lukke ud, udelukkende på grund af Cassie, så var det virkelig rart, at der var nogen, som man kunne lade det gå udover. Han var gået op ovenpå, for at søge til sit eget kammer. Cassie lå allerede og sov, så han gik faktisk ikke ud fra, at han ville se mere til hende lige foreløbig. Det var underligt at have den rigtige Cassie hjemme igen, og det var noget som han gerne stod fast på, ingen tvivl om det! Han nåede kun lige at stille sig ved kisten, da han hørte hvæsen og råb igennem huset, hvilket hurtigt var noget som han vidste at han måtte undersøge! Hans eget navn blev jo lige så råbt op udenfor døren, og det kunne han så sandelig godt høre. Han havde bestemt ikke regnet med, at nogen ville opsøge ham på denne tid, men det som han råbte, var uden tvivl som en trussel, og det var bestemt heller ikke noget som han fandt sig i, på nogen måde her omkring!
Hastigt søgte Alex ud af sit kammer, for at søge ned af gangen. Hans tænder var allerede fremme, da denne mand fremtrådte som en trussel i hans eget hjem, og nu hvor han også havde Cassie at passe på, så var han nødt til at handle på det, for han kunne bestemt ikke lade dette gå bare sådan! Og det var slet ikke noget, som han havde i sinde, at gøre! Valerie og Yannich var nok krybet i deres egen kiste, og han håbede godt nok også, at de blev liggende der, for dette var slet ikke noget som han ønskede at blande nogen ind i, og specielt ikke når det var ham, som denne mand tilsyneladende søgte efter. ”Hvor vover du at komme tromlende i mit eget hjem!?” hvæsede han direkte rasende, da han fik øje på manden og det scepter, som han gik rundt med i hånden. Selv var det uden tvivl truende, men det indikerede også tydeligt hvad han stod overfor i øjeblikket – En warlock. Der var en warlock i hans hjem!

[Sephiran Acheron]

Sephiran var vred. Inderligt vred. Men for nu, der nød han virkelig bare at kunne slagte enhver vampyr der kom mod ham, for det var uden tvivl deres tab og han agtede at rippe Alexander for så mange som muligt inden, at han tog turen herfra med Tiyanna, for han gik ikke herfra uden hende, om han så skulle trække Alexander med ud i sollyset og se ham brænde, for at få sin vilje! Han kneb øjnene sammen, som han tog turen ovenpå 1. salen og nåede op i gangen, hvor han var meget på vagt. Han havde skabt et par illusioner af sig selv undervejs, så nogle vampyrer prøvede at hoppe på den falske ham for nu, så han kunne få sig en snak med den såkaldte fyrste - hvilket han ikke ville være meget længere! Den grevetitel skulle slet ikke tilfalde en vampyr, for ingen vampyrer fortjente titler i et så højtstående land som Dvasias, for det var racen slet ikke god nok til. Han vædede sine læber, som han også så, at Alexander kom ned ad gangen. Han kunne se, at han viste tænder, men det berørte ham faktisk ikke; nærmere morede det ham som intet andet. Han kneb øjnene sammen, for selvfølgelig stod han som en trussel, for hvad pokker skulle han ellers fremstå som? En venlig sjæl? Aldrig!
I det at en vampyr kom fra siden, som han så ud af sin øjenkrog, så huggede han skarpt ud efter den med klingen i bunden af scepteret og vampyren faldt død til jorden, uden at vågne op eller vise tegn på at hele stødet; det var nemlig dødeligt og virkelig... fantastisk. Han var den procianske smed taknemmelig, selvom det slet ikke var noget han sagde højt til nogle andre. Han vendte blikket mod Alexander, der hvæsede af ham og han rullede øjnene. "Omformulering," rettede han, "hvor vover du, at have taget mig ejendom? Tiyanna?" hvislede han køligt og pegede klingen mod ham, eftersom han ville dø, hvis han løb ind i den. Han trådte mod Alexander, faretruende roligt og magtfuldt, for han var virkelig ovenpå lige i øjeblikket. "Så... indtil videre, vil du finde et par døde kroppe i forhallen, op ad trappen... og nu ham der," forklarede han kortfattet. Han trak på smilebåndet, selvtilfredst og det typiske overlegne Sephiran-smil. Han kørte en vampyr bag sig, men hørte også skridtene løbe ligeså hurtigt væk som de var kommet; vedkommende havde set det døde lig.

[Deleted]

Alexander følte sig uden tvivl truet af denne mand, og det var slet ikke noget som han brød sig om, og da bestemt ikke af en warlock i hans hjem! I HANS hjem! Han hvæsede fast, da han søgte ud på gangen. Han var jo nødt til at undersøge sagen, da det jo kunne viser sig, at være noget, som folk ikke normalt kulle modstå, og sådan som.. han bare slog en vampyr ihjel, var noget som alligevel satte en skræk i ham. Havde han i sandhed formået at få skabt et våben, som kunne slå dem ihjel så let som ingenting? Liget af den døde vampyr faldt til jorden, for efterfølgende at blive til en bunke aske i stedet for. Han stivnede i blikket. Der var for mange her i huset, som han holdt af, og derfor ikke ønskede, skulle ende i krydsilden, nå det var ham, som denne mand var efter. Han knyttede næverne fast. Hans ejendom? Tiyanna, hans ejendom? ”En ejendom? Jeg ville gerne se hvordan du har formået at tæmme det vilddyr, som aldrig har ladet sig tæmme af nogen som helst,” endte han ganske sigende. Det kunne godt være, at det i øjeblikket, var ham, som var direkte irriterede, men hellere det, end at det skulle gå udover nogen som Cassie. Det våben som han havde i hånden, vidste han allerede, at han ikke ønskede at komme i nærheden af, og det var noget som uden tvivl gjorde sit for hans vedkommende. Han havde døde vampyrer liggende over det hele nu, og det var slet ikke en tanke som han brød sig om, for det var slet ikke meningen, at det burde være på den måde! Han kneb øjnene let og fast sammen. ”Du har lige erklæret krig, knægt..” hvislede han med en iskold og fast tone. Han brød sig slet ikke om denne form af angreb på hans race, og specielt fordi at han i hans forstand, slet ikke havde gjort noget galt, så var det kun noget, som gjorde ham direkte vred og tosset et eller andet sted! Folk forsvandt lige så hurtig som de kom.. De flygtede derfra, og Alexander forstod dem godt. Det her var et mellemværende mellem dem, og ingen andre!

[Sephiran Acheron]

Sephiran nød hele situationen, for Alexander følte sig truet og det var jo trods alt det bedste af det hele. Han smilede overlegent, for han var ovenpå i og med, at han stod med så meget magt. Endelig var der et våben, der kunne slå de forbandrede blodsugere ihjel så let som ingenting og han var i besiddelse af det; det var retmæssigt hans, i og med, at han havde fået det smedet specielt til anledningen som denne og til for fremtiden, at være kendt som warlocken der sejrede over vampyrerne. Kimeya måtte blive glad og tilfreds, hvilket da slet ikke ville gøre ham noget, for det ville være et pust i den rigtige retning om, at warlockerne var dem på toppen! Nok ville Alexander ikke kende ham på hans ansigt, men navnet måtte uden tvivl ringe en klokke, når han præsenterede sig. Men mon ikke han kunne regne det ud, når han nu havde gjort krav på Tiyanna? Han smilede køligt og holdt klingen mod Alexander og gik truende imod ham. Han forsvandt for et kort øjeblik, for at dukke op i den sorte røg bag ham og stikke klingen mod hans ryg, så den sad faretruende tæt på og lige til at stikke ind igennem kroppen på ham. "Stop dine næsvisheder, sugemalle. Tiyanna er min," hvæsede han advarende og løftede klingen op og satte spidsen mod hans nakke med et lille grin til følge, for hvor han dog nød dette. Enhver vampyr, der var kommet mod ham var faldet, så han havde taget mindst 10 med på vejen herop indtil de havde forstået, at de skulle flygte i stedet for at angribe. Han rullede med øjnene da han blev kaldt knægt; han var bestemt ingen knægt, det var meget længe siden? "Du skal ikke kalde mig knægt, blodsuger. Jeg er Sephiran Acheron," vrissede han køligt, for det fandt han sig da slet ikke i! Han smilede fornøjet og blev stående bag ham; hvis han vendte sig om, ville han have klingen siddende lige ved kravebenet, hvilket jo kun ville være endnu bedre. "Nu skal du høre. Enten, så giver du mig grevetitlen og Tiyanna. Eller jeg slår din kære elskede nymfe ihjel," sagde han kortfattet og yderst alvorligt. Han mente det, for han kendte udmærket til Cassie; rygterne løb jo trods alt.

[Deleted]

Det gik meget hurtigt op for Alex, at han var nødt til at bevare sig varsomt frem med denne mand. Lige hvem han var, vidste han ikke, og i princippet, så var han fuldstændig ligeglad. Pointen i hans øjne var, at Cassie forblev sikker, og derfor håbede han, at hun blev i sit værelse lidt længere nede af vejen, for det sidste som han ønskede, var at hun skulle komme galt af sted, fordi at han havde gjort noget, eller havde handlet uhensigtsmæssigt. At han pludselig skulle stå med den dersens klinge mod hans ryg, var noget som fik ham til at stå fuldkommen stille. Han havde set hvor nemt som ingenting, den mand havde taget livet af flere, og det virkede ikke til, at forvolde ham noget som helst. Han knyttede næven ganske let, idet han roligt sænkede blikket, da klingen blev flyttet til hans nakke i stedet for. Med andre ord, at han stort set ikke rigtigt kunne flytte sig i det hele taget. ”Er hun nu det..? Eller er det på grund af hendes tilstand?” endte han med en kortfattet stemme, da han næsten gik ud fra, at manden var kendt med at Tiyanna faktisk var gravid. Det havde de kunne smage på hendes blod, allerede i det øjeblik, de havde fået hende hjem. Han havde slet ikke været i tvivl! Han blev stående, uden så meget som at røre en muskel. Navnet sagde ham dog langt mere, men ikke udseendet. ”Ser man det… Den store Sephiran… Kimeyas stik-i-rend-dreng,” sagde han endeligt.
Det hele vendte dog på en femøre, da manden truet Cassie.. Hvis der var noget, som man bare ikke skulle gøre, så var det at true med Cassie for øjnene af ham! Han hvæsede kraftigt og yderst advarende. Han trådte et skridt frem, inden han vendte sig, for det våben der, var slet ikke noget, som han skulle i kontakt med! ”Truer du med Cassie overfor mig?!” hvæsede han med en dræbende og fast tone, for det var slet ikke noget som han brød sig om overhovedet! Selv grevetitlen var noget som lå ham nært til hjerte, men intet kunne komme så tæt på ham, som det Cassie var, og han ønskede jo ikke, at der skulle ske hende noget!

[Sephiran Acheron]

Alexander gjorde klogt i at være varsom, for Sephiran var slet ikke den mand man skulle løbe om hjørner med, for han fandt sig virkelig ikke i det! Han var mordlysten som intet andet og bar ingen præg af samvittighed på nogen måde, for han fortrød aldrig noget han gjorde, hvordan kunne han? Det lå slet ikke til ham, eftersom hans far havde opfostret ham hårdt og hans mor ikke havde skænket ham noget, så han følte kun i en meget lille grad... præcis den grad, som Tiyanna formåede at ramme, og derfor var der endnu mere grund til, at hun var hans! Ingen andre fortjente hende, for hun var for god til dem, i følge hans hoved i hvert fald. Han smilede tilfredst og holdt blot klingen rettet mod ham, for han skulle ikke tro, at han havde noget at sige i denne sag, tvært i mod, han havde faktisk intet! Han trak vejret roligt og pustede nærmest Alexander i nakken, bare for at provokere ham, for han stod jo faktisk med klingen livstruende tæt på, men det var dog ikke hans plan. Han kneb øjnene sammen, da Alexander sagde 'tilstand'. Han anede da ikke noget om nogen tilstand, Tiyanna havde? "Hvad snakker du om? Hvad har du gjort?!" hvæsede han. Han gik da ud fra, at tilstanden var noget, Alexander sikkert havde påtvunget hende, bare for at ødelægge endnu mere og det gjorde ham sur. Han sendte manden et skarpt blik... hvis øjne kunne dræbe! Han var ikke Kimeyas stik-i-rend-dreng. Han var en ligeværdig til den mand, men det var der tydeligvis ikke mange, der forstod. "Lad vær med at udtale dig om noget, du ikke ejer kendskab om," afviste han blankt og fik et neutralt ansigt. Han smilede dog, så snart Alexander vendte at træde et skridt frem og vende sig rundt, hvor han selv stak klingen hen mod ham. Den var uhyre skarp, så den ville nok skære hånden af ham, hvis han prøvede at skubbe den væk; det kunne næsten være sjovt jo! Han smilede overlegent. "Ja... Det gør jeg. Så hvad siger du?" svarede han blot seriøst og konsekvent, for ellers skulle han nok hurtigt finde Cassie og hive hende frem!

[Deleted]

Det gik meget hurtigt op for Alexander, at Sephiran slet ikke var kendt med noget af Tiyannas tilstand, og et sted, så måtte han uden tvivl finde det ekstremt morende. Smilet bredte sig på hans læber. Det kunne godt være, at han i øjeblikket stod og blev truet på livet, så var det faktisk en ting som han direkte kunne more sig over, så det var jo egentlig ikke så underligt igen. ”Så du ved det slet ikke..? Jeg har intet gjort ved hende, andet end hvad min slags ellers ville have gjort ved et levende individ,” påpegede han ganske kortfattet, som var det noget, som han kunne være fuldstændig ligeglad med. At han derimod skulle stå og true ham på den måde, var uden tvivl noget, som virkelig måtte frustrere ham som potter! I hans øjne, var Sephiran ikke andet end Kimeyas stik-i-rend-dreng, for hvorfor skulle han dog være andet? I øjeblikket, kunne man jo kun sige det faktum, at manden løb ærinder for den mand, når han ikke selv gad at gøre det, og i hans øjne, så var det virkelig, virkelig usselt, som intet andet, når det nu endelig skulle være sagt. ”Noget jeg ikke ejer nogen kendskab om? Jeg hører rygter, Sephiran.. Jeg ved du laver alt hans beskidte arbejde, som han ej selv ønsker at gøre,” påpegede han sigende. Selv var han ikke meget for at Cassie skulle blandes ind i denne sag, da han virkelig forsøgte at passe på hende, da det andet på ingen måder, var noget som gavnede nogen i længden. Hun var det mest dyrebare han havde, og selvom man ikke ligefrem kunne sige, at deres forhold var på skinner, for.. de havde jo ikke rigtigt noget lige nu. Selv var han villig til at opgive sit liv for Cassie, og dette var bestemt heller ikke ligefrem noget undtag for hans vedkommende. Han knyttede næverne voldsomt, og vendte sig direkte mod ham. At han truede Cassie, var slet ikke noget som han kunne have med at gøre! Han knyttede hænderne så meget, at hans krop begyndte at ryste. ”Tør du virkelig stille dig op mod mig på den måde, Sephiran? Du ved at jeg med min hurtighed, kunne tage livet af dig, såvel som Tiyanna, før du kunne nå at blinke..” advarede han iskoldt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var ikke kendt med Tiyannas tilstand, så han regnede med, at det var noget Alexander havde lagt på hende eller sat hende i, ved at være den igle, han og vampyrerne nu engang var. Han kunne ikke fordrage den tanke og havde allerede tænkt, at Myia skulle heale Tiyanna, når han fik hende med herfra. Men først, så skulle han have sat Alexander på plads én gang for alle, hvilket fik ham til at smile skævt, for han nød det, eftersom han jo faktisk stod med fordelen i øjeblikket. "Ved hvad, forbandede igle?" spurgte han og kneb øjnene sammen, for han ønskede da at vide, hvis der var noget at vide! Han fnøs fast og så blot indgående på manden, som de nærmest stod og havde en lille stirre konkurrence, men han stod med den truende trumf. Han havde aldrig før hørt, at han skulle være Kimeyas stik-i-rend-dreng, for det var da slet ikke en titel han ville påtage sig, for så skulle tingene da ændres, hvis omverdenen så det sådan! Ingen skulle tvivle på hans magt, så det gjorde ham faktisk voldsomt irriteret, eftersom han anså Kimeya som sin egen bror. Ikke af blod, men af alt andet! "Oplys mig. For du har tydeligvis hørt forkert, hvis det er sådan du ser på det," svarede han blankt og trak på mundvigen, for igen, så ønskede han da at vide, hvis noget gik forbi hans næse, hvilket han dog ikke rigtigt troede. Men han agtede ikke at være Kimeyas hund! Han trak vejret roligt og så mod Alexander, mens han blev stående med klingen peget mod ham. Han truede med hvad der passede ham, for når Alexander havde taget Tiyanna, så skulle han nok true igen med den kære Cassie. Han vidste nemlig, at det var et ret ømt punkt for den 'kære fyrste', hvilket han slet ikke skulle være meget længere. Han smilede tilfredst og stak ned i lommen, hvor han trak en tot hår op ad lommen i de samme nuancer som nymfens. Han kastede dem hen mod Alexander. "Jeg kunne have skåret mere af, men dette er blot en smagsprøve... Jeg vil skære hendes i stumper og stykker, hvis du ikke makker ret!" Han var alvorlig og det var tydeligt. Han følte sig ikke truet på nogen måde af en sølle vampyr, for det eneste de kunne, det var at suge blod som dyr og han kunne ikke fordrage det! "Det skal du ikke være så sikker på Alexander. Jeg har klingen her. Du ved ikke, hvad jeg ellers har taget af foranstaltninger," svarede han og lo, hvor det kendetegnende smil kom frem på hans læber igen. Han forsvandt i den sorte røgsky endnu engang, denne gang for at dukke op i 5 udgaver, så Alexander ikke ville vide, hvilken, der var den rigtige. Illusionen, som han jo mestrede med sit scepter og var blevet god til. "Sidste chance til at svare, ingen jeg forsvinder ind og hugger hovedet af Cassie, med de sidste ord om, at grevetitlen betyder mere end hende," endte han køligt og smilede. Alle udgaver sagde det samme og smilte.

[Deleted]

Det morede virkelig Alex, at Tiyanna intet havde fortalt Sephiran om den tilstand, som hun befandt sig i for øjeblikket, og som hun vil befinde sig i, for de næste rigtig mange måneder. Han blev dog stående uden så meget som at rokke en muskel, for han ønskede slet ikke at skulle stå i den situation, at skulle miste hovedet eller noget lignende, for det ønskede han da slet ikke! Han knyttede næverne let. ”Hvad får dig til at tro, at jeg har gjort noget ved hende, Sephiran? Jeg har mæsket mig i hendes ekstremt søde blod.. Tro mig.. Det er ekstatisk når en kvinde venter sig,” sagde han endeligt. Hans blik hvilede stift på manden som truede ham, såvel som Cassie med det våben, som han havde i hånden, og det var slet ikke noget, som han kunne have med at gøre i den anden ende. I hans øjne, var han jo ikke andet end Kimeyas stik-i-rend-dreng, simpelthen fordi at han tog sig af alle de opgaver, som manden ikke selv ønskede at tage del i. Han ryddede jo op efter ham, og gjorde de slags ting, uden at der egentlig lå noget til grunde for det. ”Jeg havde en mand tæt på mig, Sephiran.. Han blev ikke behandlet som du bliver behandlet. Manden koster rundt med dig, og får dig til at gøre de opgaver som han selv ikke synes er værdige til ham.. Dem kaster han jo til dig, ikke sandt?” Han betragtede manden med en vred mine. At han fiskede hår op af lommen, som i princippet kunne have været Cassies, var noget som gjorde ham direkte rasende, hvor han ikke rigtigt nåede at gøre noget som helst, før han var omringet af… 5 af manden. Hvem af dem, som var den rette, vidste han faktisk ikke, hvis han endelig skulle sige det, og det var noget som gjorde ham tosset! Uanset hvordan han vendte og drejede den, så var Cassie altid mere vigtig og værdifuld for ham end den titel som han til enhver tid, ville opgive for at redde hendes liv, og det var jo uden at tøve det mindste. Han var vred.. det gjorde ham virkelig vred, at skulle blive truet på denne her måde, og endda af en mand, som han vidste, at han i princippet burde kunne slå! ”Du truer det kæreste i mit liv, på hendes liv.. Og det finder jeg mig ikke i, Sephiran.. Hvis du endelig skal stå ansigt til ansigt med mig, så gør det som en mand!” hvæsede han kraftigt. ”Hvis du virkelig vil have den titel så meget, så tag den!” udbrød han kraftigt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var slet ikke kendt med noget omkring en tilstand for Tiyanna, for hun havde da været sund og rask i tiden hos ham indtil, at hun var blevet taget af de usle vampyrer! Så han gik derfor ud fra, at Alexander havde gjort mere ved hende udover at suge hendes blod som en forbandet igle, hvilket virkelig gjorde ham rasende, selvom det dog ikke skinnede igennem... endnu. Han lyttede til hans ord, hvor den sidste del dog kort fik hans ansigt til at blive stift og med en snært af overraskelse. Tiyanna var gravid? Tankerne for lynhurtigt igennem hans sind og han skælvede helt af både vrede og en følelse af, ikke at vide, hvordan han skulle reagere på det. "Det vil du virkelig komme til at fortryde, igle," sagde han med sammenkneb øjne og et skarpt seriøst blik, for han skulle fremover personligt slagte enhver vampyr der var selvom de var uskyldige! Han ville rippe Alexander for så mange i truppen som muligt, så den mand faktisk stod tilbage med kun dem, der havde formået at gemme sig for ham eller havde flygtet. Han fnøs fast og rullede med øjnene, som Alexander igen påstod, at han blev kostet rundt med. Det gjorde han da i hvert fald ikke! Han stod på side med Kimeya, blev inddraget i diverse vigtige snakke, snakke som han var den eneste Kimeya inddragede i! "Kimeya får mig ikke til at gøre noget. Jeg gør hvad der passer mig," svarede han køligt. Han fik rystet de første tanker af sig, da han omringede manden i 5 udgaver ved hjælp af sit elskede scepter og han smilede stort og lo af manden, eftersom han så tosset ud, men jo ikke anede, hvem der var hvem. Han rullede med øjnene. "Du startede denne krig, Alexander, husk det. For du kom på tværs af mig," hvislede han køligt. I det samme, som manden dog havde sagt det sidste, så smilede han sejrende og lod de 4 ekstra-udgaver af ham forsvinde. "God dreng," sagde han nedladende, for Alexander var ikke andet end et usselt dyr! "Og før mig så ind på dit kontor, så du kan skrive et lille pergament, jeg kan tage med mig," sagde han advarende og pegede klingen mod ham igen.

[Deleted]

Det morede uden tvivl Alex, at denne mand ikke havde nogen anelse om hvilken tilstand Tiyanna befandt sig i, for selvom hun måske ikke var langt henne, så var der ikke rigtigt nogen tvivl. I princippet kunne han jo være komplet ligeglad med det, da det jo heller ikke ligefrem var den kvinde som han ønskede at tilbringe tiden med, men derimod Cassie som ikke rigtigt viste ham den ønskede interesse, som han virkelig forsøgte at vise hende, og efter han var blevet taget ved næsen af procianere, så var han uden tvivl blevet en meget lukket mand. "Tror du virkelig jeg er bange for dog, Sephiran? Du vidste det ikke... Gjorde du?" endte han hånligt og nedgørende igen. Denne mand havde trængt ind på hans grund.. ind i hans hjem og truet hans kæreste på livet, og det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre i den anden ende. De fire kopier skræmte ham ikke som sådan, for duften indikerede den rigtige af dem. "Du leger med ilden og føre krig alene knægt.. Du er Kimeyas skødehund for mange herude.." hvislede han iskoldt. At give manden hans ønske, var kun fordi han ikke havde meget andet valg end det.. alt var bedre end at miste Cassie permanent, for det ville han ikke! "Så få den der væk fra mig," advarede han kortfattet, uden at slippe ham med blikket, for det ville han ikke. Dette måtte jo blive kongehusets kamp, for han tog den ikke når det kunne koste ham så dyrt, og Cassies liv var han på ingen måder indstillet på at skulle give afkald på! Afsluttende, så vendte han om på hælene for at søge til sit kontor. Han havde jo småt med tid inden solen ville være oppe trods alt! Døren slog han op. "Mide..." endte han kortfattet for sig selv, da han søgte hen til sit bord, hvor han fik gang i fjerpennen, for at forme brevet som manden ønskede sig. Alt var bedre end at miste Cassie, og det var det som han trøstede sig med. Fjerpennen dyppede han i blækhuset, og så begyndte han ellers at udforme brevet, blot for at frasige sig den fine titel som landets frygtede greve.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde ikke anet, at Tiyanna var blevet gravid, eftersom de kun havde været sammen én gang. Han plejede jo normalt at beskytte sig med magien, men eftersom han havde haft den pokkers kæde om halsen, der slukkede for hans magiske kilde, så det havde været lidt svært. Han vidste ikke helt hvad han skulle synes, så for nu benægtede han det bare og prøvede ikke at tænke over det. Han løftede let et bryn og smilede morende. "Måske ikke lige nu. Men det bliver du," svarede han køligt, uden at svare på, om han havde vidst det eller ej. Selvfølgelig vidste han det ikke, eftersom Tiyanna var blevet taget kort tid efter det var sket, så han havde jo ikke haft mulighed for at opfange det! Han kneb bare øjnene sammen og så mod ham med sammenknebne øjne. Han kunne ikke fordrage at blive kaldt for knægt, for det var han bestemt ikke! Han fnøs fast. "Leger med ilden? Er du ikke for overfølsom over for det, til at jeg kan lege med den overfor dig?" sagde han spydigt og lo let. I det mindste så gik Alexander da af med titlen, hvilket passede ham strålende, for han ville virkelig gerne have den titel samt træde på Alexander så meget som muligt, for den mand skulle bare ikke tro, at han var noget! Han mødte hans blik, men gik dog med til det og satte bunden af scepteret omkring klingen igen, så det lignede, at klingen slet ikke var i scepteret. Han gik roligt med Alexander ind på hans kontor og smilede bare morende over hans tamme forsøg på at kalde ham for noget. Han så til som brevet blev skrevet. "Tilføj lige, at du yderst gerne vil tildele titlen til mig, da du som afgiver mener at have ret til at give titlen videre..." sagde han med et smørret smil og afventede at få brevet i sin hånd.

[Deleted]

Alex kunne i princippet være ligeglad med det hele, men at tage Tiyannas liv, kunne han ikke med den tilstand hun var i. Om der så var noget seriøst eller alvorligt dem imellem, vidste han ikke, men gælden skulle betales, og det var derfor han gjorde som han gjorde, selvom det tydeligvis havde kostet ham dyrere end først antaget, og det var noget som kun vagte en frustration uden lige! "Du kunne passe bedre på hende, Sephiran.. og tænke mere over det som du udstråler for landet." Hans stemme var vred, han havde jo heller Kime ligefrem særlig meget tid før han ville brænde op og derfor følte han sig virkelig fastlåst i denne situation. Manden truet ham med ild og det irriterede ham. "Du vil være død inden du vil kunne tænde en fakkel," vrissede han med en yderst fast og advarede stemme.
Alexander førte manden med til sit kontor, selvom det bestemt ikke var med hans gode vilje. Det passede ham fint at det våben blev pakket væk, for han brød sig bestemt heller ikke om det! Han udformede et udmærket brev, som manden kunne tage med sig, også selvom han i princippet ikke kunne se, hvad han skulle bruge det til, men fint nok. Han himlede med øjnene og tilførte hvad han nu havde gjort krav op og rettede sig op. Med fjerpennen stak han hul i sin håndflade, hvor han skrev under med sit eget blod. "Så forsvind fra mit hjem og min grund, før der sker noget yderligere" advarede han iskoldt og med en dræbende mine, da han rakte ham brevet. Han gik ud fra at han tog Tiyanna med, selvom han tvivlede på at hun kunne klare turen. Hun var svækket.