Dead or alive..?

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var ved at være sent i skoven i Imandra. Endnu en gang havde tilhængerne af den forhenværende konge, Inkarno, formået at trænge ind i skoven, og i denne omgang, var de kommet lidt for tæt på lejren, hvilket slet ikke var en tanke som Tiyanna brød sig om. De var blevet taget på sengen, for første gang nogensinde, og de havde ikke ligefrem været forberedt på det her!
Kampene var voldsomme, folks skrig var at høre over det hele, og lyden af klinger var voldsomme, som intet andet overhovedet. ”Forsvar flanken!” nærmest skreg Tiyanna af den lille flanke som kom rendende fra skoven. De havde heldigvis den fordel, at de kendte stedet, men ulempen at de var i undertal..Voldsomt denne gang. Folk faldt, folk skreg, og lyden af klinger lød over det hele. Selv vidste hun, at hendes egen søn var blandt dem, og det var uden tvivl også ham, som hun havde fokus på, for hun ville jo heller ikke have, at han skulle komme galt af sted bare sådan uden videre.
Tiyanna tørrede sveden af sin pande. Selvom kongen havde været væk igennem rigtig mange år, så var det ikke ensbetydende med, at der var ro på stedet, for det var der bestemt heller ikke endnu. Mange gav hende skylden for at kongen var væk, og ønskede derfor også hendes hoved på et sølvfad, selvom hun slet ikke havde haft noget med det at gøre! Sværdet svang hun selv. Hun havde skiftet buen ud, simpelthen fordi at der var for meget nærkamp, til at hun kunne gøre brug af det, og det var noget som hun uden tvivl kunne mærke, for det var ikke ligefrem hendes største styrke, men noget, som hun kunne om ikke andet. Hun ramte en mand over låret, hvilket tvang ham i jorden, så hun kunne fokusere på de andre. Det var hårdt.. og mange var faldet. Alt for mange var faldet allerede!

[Theodore Jarvis Acheron]

Angrebet på skoven, var bestemt ikke noget, som nogen af dem, havde ventet på, og derfor havde selv Adelio valgt at springe direkte ind i kampene, selvom det var hans mor meget imod. De havde ikke ligefrem været på talefod igennem det sidste lange stykke tid, og det var noget som han faktisk havde det fint med. Hun havde ødelagt frygtelig meget for ham, og specielt hans forhold til hans far, som først nu, var ved at blive bare nogenlunde, som det burde være. Han så sin far som sin far, og ikke en mand, som han havde brugt hele sit liv på at hade, og det var faktisk rart for en gangs skyld.
Adelio svang sværdet fast og sprang næsten hvæsende ind i kampen. Han havde jo alligevel vampyren i sig, så kunne man jo lige så godt, gøre noget fornuftigt med det, i stedet for alt det andet, det var helt sikkert! Han selv havde sved på panden, og det var direkte ubehageligt et eller andet sted, for han havde og kunne ikke mindes, at have stået i en lignende situation før, og det var derfor, at det var noget som krævede sit for hans vedkommende. ”Få så gjort noget ved det her!” Det faldt ham næsten naturligt, at skulle tage kontrollen, også selvom det måske ikke var det mest smarte i denne situation. Han svang sværdet kraftigt i en fast bevægelse, hvilket huggede hovedet af en af kongens soldater. Han sænkede sværdet efterfølgende, kun lige for at vende sig om – Et træk, som han aldrig skulle have gjort. Sværdet af en modstander ramte ham direkte i brystet, idet han vendte sig om, og gennemborede hans vampyriske hjerte. Hans pupiller trak sig voldsomt sammen, hvor han med et kraftigt gisp, bare blev stående og stirrede. Sværdet tabte han direkte i jorden, idet han stirrede på manden overfor ham. Han bed tænderne kraftigt sammen, også selvom han intet kunne høre.. Han vendte det hvide ud af øjnene, inden hans ben gav efter under ham, og han faldt død til jorden.

//Out

[Tiyanna Direshade Acheron]

Alle som havde haft mulighed for at komme, var kommet, og det var i sig selv en glæde, selv for Tiyanna. Selvom det så ud som om at de var ved at tabe, så var de nødt til at gøre et eller andet ved det, og det vidste hun udmærket godt. Hun svedte.. Det gav varmen, og i og med, at det var ved at være en meget kold tid, at gøre det i, så var det ikke fordi, at man fandt den bedste energi ude i skoven nu om dage. Vildtet havde søgt til andre græsmarker, end at være herude, så der var stort set ingenting, og det som var, var noget, som de var mange om at dele, så der var ikke særlig meget til de forskellige.
Tiyanna nåede kun lige at vende sig, idet at hun så sværdet gennembore hendes søns brystkasse. Næsten i takt med at se sin søn gå i jorden, blev hun ligbleg i ansigtet. ”Nej… NEJ!” udbrød hun med en kraftfuld stemme, inden hun selv begyndte at kæmpe sig igennem flankerne, for at nå hen til sin søn, som hun slå ligge der på jorden. At han ikke bevægede sig, og var så grå som han var, så kunne det jo kun betyde en ting, og det var det som slog hårdest for hende. Sephiran havde hun skænket mange tanker igennem den sidste tid, men nu midt i dette, var det slet ikke det, som hun ønskede at tænke meget over lige nu! Hun svang sværdet direkte mod den mand, som havde taget livet af hendes elskede søn, for det var slet ikke noget som hun fandt sig i! Hendes søn, var lidt det eneste, som faktisk holdt hende lidt i live, og holdt det menneskelige i hende, og det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende. Hun gik direkte i strid med ham, også selvom mange andre kom til i stedet for.
Det stivnede fuldstændig for Tiyanna, da hun igennem den tætte strid med adskillige soldater, fik en kniv stukket direkte i brystet. Hendes pupiller trak sig voldsomt sammen hvor hun med et kraftigt gisp trak sig væk fra dem. Hun vaklede og forsøgte at trække vejret normalt. Hun faldt over en rod, kun for at falde ned af en længere bakke, inden hun faldt direkte ned i en busk tæt ved en af de gamle hovedstier mod New Dale. Krigene holdt inde.. Selv betegnede de Tiyanna –Lederen som faldet. Med andre ord, byen kunne hermed indtages, uden videre kamp.

[Sephiran Acheron]

Det havde været længe siden, at Sephiran faktisk havde været i Imandra. Tiden gik hurtigt og han havde det jo sjovt med bordellet, som han havde fået op at køre igen. Nu hvor det gik fremad, så passede det ham også langt bedre at være mindre på stedet og så overlade det til hans ansatte; de skulle selvfølgelig melde til vagterne hvis der var noget, som så straks ville tilkalde ham, men ellers måtte de klare de ting de kunne selv i fællesskab. Han havde fået fat i en ny hest, eftersom Tiyanna stadig havde hans trofaste ganger i den lejr, hvor han havde været fanget. Han havde efterhånden fortrængt episoden, selvom den stadigvæk kunne plage ham. Og Tiyanna? Hun kunne virkelig også plage ham, for hun var i hans tanker konstant, medmindre han meget dybt sad begravet i noget. Nu havde han endelig tænkt det hele igennem, fundet ud af, at han skulle kidnappe hende igen som tak for sidst og måske lige sætte lejren i brand undervejs også. Men da han var kommet mod stedet, så havde det været angrebet, så han havde hurtigt vendt om og i stedet redet ad stien til New Dale, hvor han kunne holde lidt øje med kampen uden at blive blandet ind i den, for det ville han slet ikke blande sig i. Men nu kunne han da måske fornemme, hvordan ufreden var; Tiyanna på den ene side og den anden gruppe imod hendes. Han holdt sig af stien. Hans ansigt blegnede dog nærmest, da en skikkelse rullede ned ad bakken og en meget velkendt skikkelse endda. Han satte hesten i trav for hurtigt at være henne ved skikkelsen, hvor han sprang af hesten og så mod busken. Han sukkede, gav hesten et klap bagi så den løb afsted, for den vidste hvor hjem var.
Han løftede Tiyanna ud af busken med magi, fordi han ikke ville risikere nogen med kniven. Han måtte have Myia til at trække den ud, så hun med det samme kunne heale hende, men så skulle Tiyanna nok også have hvile bagefter. Han lagde hovedet på skrå lidt, for hun plagede virkeligt hans tanker! Han kneb øjnene i. "Du er bare ikke til at slippe af med... var?" sagde han lidt spidst og knælede ved hende. Han lagde en hånd mod hendes arm og forsvandt med hende, for de skulle hjem til ham selv; ikke på vilkår, at hun skulle dø, hvis han ikke stod for det!

//Out - fortsættelse følger.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Sephiran havde været i Tiyannas tanker rigtig mange gange, og det var måske også derfor, at hun havde ladet ham gå i udgangspunktet, fordi at det faktisk skræmte hende, at en mand kunne infiltrere hendes tanker på den måde, for det var slet ikke noget som hun var vant til. Hun røg direkte ud over kanten af skrænten og rullede ned. Der foregik jubel oppe på bakken, og byen blev stormet og indtaget, hvilket næsten var det, som foruden hendes søn, knuste hende mest, for det havde nærmest været et livslangt arbejde, som nu var gået til spilde. Synet af hendes søn som gled til jorden, var det som hjemsøgte hendes nethinde i øjeblikket, da hun endelig ramte bunden og blev liggende i busken. Hendes krop rystede tydeligt, og den dirrede som aldrig nogensinde før af det rene ubehag, for hun vidste, at den kniv ikke sad heldigt, og at den var ment til at dræbe, og det var bare noget af det sidste, som hun havde lyst til, for hun havde stadig så meget at udrette, at det ville være synd og skam, at skulle stille træskoene nu! Det svimlede for hendes blik, også selvom hun ud af øjenkrogen havde fået øje på en anden skikkelse. Hun var møgbeskidt, hun var såret og hun var bogstavelig talt døden nær for øjeblikket. Stemmen var hende dog alt for velkendt; Sephiran. Hun vendte blikket direkte mod ham, da han hævede hende med magi, ud af busken og mod ham. Hun bed tænderne sammen. Nu var det vel det? Hendes død? Hendes endelige? Hun knyttede næverne let, også selvom det var med en skælven i kroppen, som hun slet ikke kunne lade være med at bide sig fast i. Hun havde mistet sin søn, og hun havde mistet det som hun igennem så mange år, havde arbejdet så hårdt på at få op. Hvad havde hun egentlig tilbage mere? Hun gled ned for fødderne af ham. Hun var svimmel, og hun havde det skidt, og hun kunne knapt nok se. ”S-så.. du.. du er h-her for at s-slå mig i-ihjel nu? G-gør det.. Tag d-din h-hævn..” nærmest opfordrede hun med en hæs tone. At han tog fat i hende og forsvandt med hende, havde hun ikke lige regnet med. Hvad pokker ville han nu?!

//Out