I would wish it could be different

[Marcianus Darcy]

Det havde været en udfordrende tid for Marcianus. Han skulle lægge sin tillid hos Alexander, der holdt ham oppe på sit ord om, at han ville gøre alt for ham. Han havde jo bare ment, at gøre alt, hvis Marius og Camryn slap fri, da det havde været på tidspunktet hvor hele familien havde siddet i kælderen. Nu var situationen jo anderledes, men Alex valgte åbenbart kun at have hørt første del. Og han var nødt til at lystre Alexander, for Marius lå jo stadig i kælderen og blev brugt som afpresning mod ham. Hver gang han havde prøvet at gøre oprør, var det gået ud over hans morfar og han hadede sig selv inderligt hver gang. Sidste episode, havde Marius endda fået vingerne knækket af og siden havde Marcianus holdt sig på sporet. Han arbejdede internt for Alex på nuværende tidspunkt og fungerede som Alex' øjne og øre, da han var god til at stå i skyggen og være 'usynlig'. Han skulle opsnuse, om alle nu også var loyale og det hele, så han var som en spion. Med tiden, ville han forhåbentligt få lov til at komme ud over husets grænse, men han ville nok resten af sit liv være her, medmindre der skete noget ret drastisk, så det prøvede han bare at vende sig til.
Hans nyeste ordre, var dog ikke særligt sjov; Omdøb Marius eller jeg gør det selv, det var hvad Alexander ligesom havde sagt. Han valgte selv at gøre det, for han ville helst selv stå med den ledende skaberrolle, for der var jo også et bånd mellem vampyrer imellem skaberen og den skabte. Han sank en klump og trådte roligt ned i kælderen med afmålte skridt, hvor han tog nøglen ned ad væggen og nåede hen til cellen, som han åbnede. "M-morfar... Det mig," sagde han stille og trådte ind, hvor han stille knælede ned ved gulvet, for ikke at tårne sig over ham. "J-jeg... har fået en opgave," sagde han dæmpet.

[Marius Amalani Darcy]

Efter det mislykkede flugtforsøg, var behandlingen af Marius, kun levet langt værre. I øjeblikket, sad han alene nede i den mørke kælder og stirrede ud i luften. Hans hænder var lænket til væggen, så han kunne stort set ikke bevæge sig, og han var ved at blive ganske kold. Hans ryg var blodig, efter at vingerne var revet af, hvilket var noget af det værste, som han nogensinde havde oplevet, for en værre smerte, havde han nok aldrig oplevet før! Det stirrede tydeligt i hans krop og sind, og det var direkte ubehageligt at sidde der, nu hvor han også vidste, at han var Alexanders middel mod Marcianus, hvilket slet ikke var noget, som han brød sig om i det hele taget. Han hævede blikket, da han hørte den tunge dør gå op, også selvom hovedet faldt igen med det samme. Han var træt, og han var iskold.. Ja, syg var han vel efterhånden blevet, nu hvor han bare sad der på det kolde gulv, og ikke havde nogen mulighed for at varme sig.
At høre Marcianus’ stemme, var noget som alligevel gjorde ham langt mere rolig, da han kort havde frygtet, at det var Alexander, som var kommet ned for at gøre noget mere ved ham, for det var slet ikke noget, som han ville have! Den tanke alene, var noget som gjorde frygtelig, frygtelig ondt! Han hævede blikket igen, da hans kære barnebarn gled i knæ foran ham i stedet for. Det gjorde det meget nemmere for ham, at skulle se på ham, uden at det kostede ham for meget af den energi, som han kun kunne sige at han manglede i forvejen, så det var ikke noget som sagde så lidt. At noget skulle ske, kunne han næsten sige sig selv, og det var bestemt ikke fordi, at han brød sig om den tanke, for det gjorde han så sandelig heller ikke. Han trak vejret dybt. Hans øjne var nærmest mørke, hans hud var bleg, og han sad og rystede, for han frøs jo virkelig! ”O-og hv-hvad er det f-for en o-opgave..?” spurgte han lettere skælvende. Det var skam ikke fordi at han var bange for sit barnebarn eller noget lignende, for han ville uden tøven lægge liden til ham, hvis det skulle være det, og det agtet han så sandelig også at gøre, hvis det endelig var det.

[Marcianus Darcy]

Marcianus knælede roligt ved sin morfar og betragtede ham. Han var syg og dårlig, og han hadede at være skyld i det. Skyldfølelsen ophobede sig i ham i et center af sit eget og det gjorde ondt på ham, ikke fysisk selvfølgelig, men psykisk fik det næsten til at smerte i kroppen. Han var meget præget af følelser fra hans opvækst og selvom Alexander prøvede at tage det fra ham ved at presse ham, så var det meget svært at ligge på hylden. Men han ville hellere selv klare denne opgave, fremfor at Alex skulle gøre det, for han ville hellere skabe det bånd med sin morfar, når han nu havde bidt ham for noget tid siden også. Han mødte hans blik, da han nu sad foran ham og han knyttede let hænderne. Han hadede dette, men når han var blevet omdøbt, så kunne Alex da forhåbentligt holde op med at plage hans morfar! "Jeg... jeg skal," sagde han og tav, for det var da ikke bare lige sådan at sige. Hvad ville hans mor ikke tænke om dette? At han skulle omdøbe hendes far? Hans morfar? Han sukkede dæmpet, løftede nøglen op og låste Marius' lænker op, for han var jo ikke farlig på nogen måde og han ville ikke gøre overgreb på ham. Han greb fat om sin morfar og trak ham over til sig. "Alex... har stillet mig et ultimatum," startede han i stedet for og støttede sin morfar, så han ikke kollapsede. "Jeg skal omdøbe dig... eller han gør det selv," endte han med en dæmpet stemme. Han så væk og kneb øjnene i. Alex havde ham virkelig i sin hule hånd og han hadede at være en dukke!

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde det bestemt ikke særlig godt, selvom han virkelig forsøgte at undgå at vise det, og specielt nu hvor det var hans elskede barnebarn, som igen sad dernede sammen med ham. Han anede allerede ugler i mosen, men i og med, at det gjaldt hans barnebarn, så ville han selv gå i døden, hvis det sikrede hans velbefindende. Noget skulle han, så meget vidste han allerede, og han kunne jo se på ham, at der var rigtig mange ting, som faktisk plagede ham, og det var slet ikke noget som han brød sig om at se. Han knyttede næverne. ”D-du skal..?” fortsatte han. Han forsøgte virkelig ikke at lyde syg eller kold, selvom det var svært, sådan som hans krop rystede. Han havde det bestemt ikke særlig godt, nu hvor han sad der på det iskolde gulv, og knapt kunne bevæge sig med de hænder i lænker, så sad han jo lidt fastlåst i de stillinger, som han nu var blevet placeret i, og det var slet ikke noget, som han kunne lide! Som lænkerne slap ham, da Marcianus lod lænkerne slippe ham, for det var noget, som han uden tvivl havde det fint med! Han sank direkte sammen, også selvom Marcianus reagerede hurtigere og fik ham hen i favnen. Han begyndte for alvor at ryste. Han vidste at Alexander havde Marcianus i sin hule hånd, og det var slet ikke noget som han brød sig om. At høre opgaven.. At han skulle omdøbes, var noget som fik ham til at skutte helt, for han havde jo prøvet det en gang tidligere.. og så svag, som han følte sig, så vidste han slet ikke om han overhovedet ville være i stand til at overleve det. Han tog fat om hans overarm, i et næsten forsøg på at komme op at sidde, selvom det var noget, som han meget hurtigt måtte opgive, for det kunne han da slet ikke. Han sukkede dæmpet og vendte blikket kort ned mod gulvet under ham. Hans krop rystede, uanset hvor meget han forsøgte at forhindre det, så var det bare fuldstændig umuligt for ham. ”L-lad F-fyrsten tro a-at du gør det f-for ham, M-Marcianus. G-gør det.. v-vi skal n-nok k-komme ud herfra..” Han vidste, at det end ikke var sikkert at han ville vågne igen, men han ville lade hans barnebarn gøre det.

[Marcianus Darcy]

Marcianus kunne jo nemt se og høre på sin morfar, at han ikke havde det godt og det var noget, som virkelig pinte ham helt ind til det inderste. Han kunne høre på sin morfars vejrtrækning, at han var syg og også at han var kold og frøs, fordi det var som om hans kropstemperatur svingede alt efter om han koldsvedte eller havde en hedetur af sygdommen. Han tog nærmest en vejrtrækning for at få det sagt, for hvis han havde haft en bankende hjerte, så havde det hamret derudaf af nervøsitet, for det som skulle ske. Han hadede dette, han ønskede jo ikke at omdøbe sin egen morfar, men om ikke andet var det da bedre. Og det var også endnu en chance, som Alexander jo faktisk lagde i deres hænder, for Marius ville have en mulighed for at slippe væk når han var nyomdøbt og deraf stærkere end alle andre. Han holdt fast i sin morfar, da lænkerne slap ham, for han ville slet ikke se ham falde til gulvet! Han holdt ham oppe. Han hadede at sidde som den store og stærke, og nærmest være den med armene omkring sin morfar, for det burde være omvendt. Men det kunne jo ikke være anderledes, når Marius ligesom var så mishandlet og han selv nu kunne færdes frit i huset. "Du vil være stærk... når du er nyomdøbt," påpegede han sigende og nikkede. Han holdt sin morfar ind til sig og sad bare et øjeblik og forberedte sig på det. Han skulle tømme kroppen til der kun var den sidste dråbe, for den måtte han ikke tage; så skulle han selv skænke noget blot tilbage til Marius og så ville forvandlingen tage sted. Han nikkede for sig selv, for han var klar, det lå i instinkterne. "Vi skal herfra, morfar..." hviskede han dæmpet mod hans øre.
Han spidsede tænderne som stod kraftigt frem i mundvigene, for Marius duftede jo godt uanset om han var syg og kold eller ej. Han bøjede sig ned og blottede let Marius' hals for sig. Han lod sine tænder sænkes i det sødmefulde blod, hvor han sugede og sugede indtil det sidste dråbe blod stod fra. Han slap ham så, selvom det var med meget udspillede pupiller og et dyrisk blik. Han bed så hul ved sit eget håndled og lod sit blod dryppe ned i Marius' mund og lod ham suge lidt, inden han selv trak sin hånd til sig igen. Nu ville forvandlingen snart sætte ind... derfor lagde han Marius på gulvet og trak sig væk.

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste, at han ikke rigtigt havde noget andet alternativ, end at lade Marcianus gøre, hvad han nu end var nødt til at gøre, for ellers ville det da gå galt for alvor, og det var slet ikke noget, som nogen af dem, var det mindste interesseret i. Han var i hvert fald ikke. Han blev liggende ind mod ham, også selvom han virkelig forsøgte at ligge stille, så var det slet ikke noget som han kunne, for han havde det virkelig ikke særlig godt. Hans hjerte slog fast for at holde ham i live, for han havde det bestemt ikke særlig godt, og det var tydeligt at se. Han nikkede. Han havde været igennem det en gang tidligere, så et sted, vidste han jo godt, hvad han gik ind til, og det var vel også en trøst et eller andet sted? Selvom det jo faktisk var ubehageligt for ham, at vide, at det nu var noget som han skulle gå igennem endnu en gang. ”J-jeg ved d-det..” endte han sigende. At halsen blev blottet, lod ham, også fordi at han ikke rigtigt kunne gøre noget som helst, for at forhindre det. At han sænkede tænderne direkte ned i hans kød, var noget som fik ham til at gispe, for det var jo stadig forbandet ubehageligt! Marcianus sparede så sandelig heller ikke på det, og det kunne han godt mærke, da der heller ikke ligefrem gik synderlig lang tid, inden han for alvor.. gled hen i søvnen og endte med at blive fuldkommen slap i hans arme. Hans hjerte stoppede med at slå, da der ikke var mange mundfulde tilbage i ham. Det hele sortnede for hans blik, og hvad der skete efterfølgende, var egentlig slet ikke noget, som han selv kunne sige sig, at have det mindste styr på overhovedet. Han blev liggende slapt i Marcianus’ arme og fuldkommen slapt, selv da han blev fodret med blod, som gled ned i svælget og direkte ned i hans mave. Selvom han ikke rørte så meget som en eneste muskel og dette var noget som faktisk holdt ved igennem skræmmende lang tid. Liggende slapt i sit barnebarns arme.. så skete der… intet.

[Marcianus Darcy]

Marcianus ville virkelig gerne have ønsket, at han havde fået en anden opgave, for han kunne slet ikke lide, at han skulle bide sin morfar igen og så endda suge alt hans blod frem til den sidste dråbe. Han var jo afkræftet, så han vidste jo faktisk ikke hvor godt Marius overhovedet ville kunne tage imod det og komme tilbage til livet som vampyr eller om sygdommen bare afviste den vampyriske sygdom, som han anså omdøbelsen som. Han vædede kort sine læber og holdt bare godt fast i sin morfar, eftersom han ville være der for ham. Han kunne virkelig ikke lide dette, men om ikke andet, så måtte han jo bare bide det i sig, gøre det han skulle og så se tiden an og håbe, at hans morfar kom tilbage til livet. Hvis han gjorde, havde de en chance for at slippe væk og hvis ikke... så vidste han allerede, at han ville være fanget i Alexanders klør for evigt. Han nikkede let og fik bidt sig fast, suget og så ellers også skænket blodet. Han kunne høre, at Marius' hjerte stoppede, hvilket kun var meget ubehageligt for ham, så nu håbede han bare at blodet snart ville gå ind og virke. Han lagde Marius fra sig ganske stille på gulvet og trak sig tilbage, mens han bare sad fuldstændig stille og ventede i spænding. Jo længere tid der gik, jo mere følte han bare for at bryde sammen, men han sad bare stift og ventede. Sad som en statue midt på gulvet i den samme stilling og bare stirrede på sin morfar, nærmest nedstirrede ham så han ville vågne igen. Han fnøs let og ventede... om det så tog timer eller dage, han rykkede sig ikke en meter!

[Marius Amalani Darcy]

Marius’ hjerte, var for længst stoppet, og det var gået i sort for ham, og det var noget som tvang ham hen i en tilstand, som han faktisk slet ikke brød sig om, hvis han skulle være helt ærlig. Nu som det var sagt, så kunne han jo ikke rigtigt gøre noget som helst ved det i den anden ende. Han blev liggende på gulvet, der hvor Marcianus havde lagt ham, hvor han ikke rørte så meget som en muskel. Han så død ud. Kroppen var træt og afslappet, og det var en tiltrængt hvile for ham at få. Blodet som kørte rundt i hans system, begyndte at virke, efter adskillige timer, også selvom han ikke rigtigt bevægede sig. Hans hud var bleg, han var slap, og han så sygelig ud, som han lå der på gulvet foran hans kære barnebarn.. Man skulle næsten ikke tro, at han ville vågne igen.
Efter frygtelig mange timer, så begyndte hans krop at reagere. Han gispede svagt, idet han slog øjnene op igen. De var helt blodskudte. Hans krop rystede, og han forsøgte næsten automatisk at hive og gispe efter vejret. Gummerne kløede og kroppen rystede. Han tvang sig om på maven, hvor han trak sig helt sammen. Han vidste godt, at han slet ikke burde trække vejret, så var det bare en naturlig reaktion for hans vedkommende. Han tog sig til brystet, hvor han igen gispede. Det føles som han var ved at drukne.. Han havde jo oplevet det en gang tidligere, da Melody havde valgt at omgøre ham, selvom det var ved at være rigtig mange år siden. Han havde planer.. og nu skule han bare samle sig, for at kunne slappe af igen. Han følte kulden, men han følte sig ikke kold.. Og det var virkelig, virkelig underligt. Han klemte øjnene sammen. ”M-Marcianus..?” endte han hæst og anstrengt. Han havde det bestemt ikke særlig godt!

[Marcianus Darcy]

Marcianus begyndte at frygte, at hans morfar ikke ville klare det. Han ville dog ikke give op. Hans morfar måtte da vågne op ikke? Hans morfar var stærkt, selvfølgelig ville han det. Han blev siddende i stilheden, for nu var her intet. Der var intet levende væsen i huset for tiden, så alt var stille. Ingen hjerteslag og intet levende, bare lyden af folk, der gik rundt. Det var ubehageligt for ham, bare at sidde og vente, for han blev bare siddende og stirrede som om tiden var gået i stå. Det var vigtigt for ham, at hans morfar skulle vågne op, for det andet nyttede da slet ikke noget. Hans morfar måtte blive vampyr, for han ville ikke kunne klare, at have dræbt ham. Han havde skyldfølelse nok i forvejen, for at være skyld i, at Marius havde mistet sine vinger og var blevet mishandlet sådan. Han sukkede tungt og blev siddende. De mange timer passerede, uden at han flyttede en eneste lemme, end ikke fortrak en mine på noget tidspunkt. Endeligt så kom der dog tog på liv i form af et gisp og så slog hans øjnene op. Lettelsen ramte ham alligevel hårdere end regnet med, for det var bedre at Marius var vampyr end død. Han så panisk ud i ansigtet stadigvæk med det skræmte træk malet i ansigtet, for det havde været ikke været rart at sidde sådan og vente. "Morfar... morfar!" endte han fast og dæmpet, inden han på et millisekund sad helt henne ved sin morfar, der var rullet om på maven. Han greb fat i Marius og fik ham op at stå, for nu var han jo trods alt fuldkommen frisk selvom han lige skulle holde op med at kæmpe imod det faktum, at han ikke skulle trække vejret. Han sank let en klump og stillede sig foran sin morfar, mens han så let på ham. "Jeg... jeg troede ikke... jeg troede ikke du ville vågne," sagde han lidt skræmt.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde ligget på gulvet i det som måtte være flere timer. Han vidste selv, at der havde været temmelig stor mulighed for, at han ikke ville vågne igen, sådan som han havde haft det. Han vågnede med et spjæt, et kraftigt gisp efter vejret, og så forsøgte han virkelig at falde tilbage i rollen som.. død, da det jo ikke ligefrem var første gang. Han vidste, at dette ville mindske chancen og sandsynligheden for at komme tilbage til Procias, men lige nu var det vigtigste for ham, at han fik sit barnebarn med sig væk og ud herfra, for det andet, var uden tvivl noget af det værste, som han længe havde oplevet. At hans eget barnebarn hastet ham i møde, for at tvinge ham op på benene, mærkede han godt, selvom det uden tvivl var rigtig svært for ham, at blive stående på egen hånd. Hans ben rystede under ham, og han forsøgte virkelig at falde til ro med det, selvom det virkelig var forbandet ubehageligt og langt mere, end det som han turde tro på, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han gispede let igen, inden han hævede hovedet. Øjnene var helt blodskudte.. Hans gummer var irriterede, selvom han vidste, at det var fordi at tænderne var på vej, for det var noget som faktisk skete temmelig hastigt, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde sagerne meget bedre for ham. Han gispede let igen og forsøgte at holde vejret.. Han følte stadig, at han skulle holde det, og det var virkelig ubehageligt! ”J-jeg har det f-fint..” Benene gav let efter under ham. Han var nødt til at slappe af, og det var bestemt heller ikke fordi, at det var synderlig nemt for hans vedkommende, det var helt sikkert. Han støttede sig op af Marcianus, hvor hans ene hånd knuget om hans tøj. Det var ubehageligt som intet andet, og det føles faktisk.. brændende mod hans bryst. Han havde klaret sig igennem det, og det var det vigtigste. ”Jeg.. jeg skal bare lige k-komme mig..” Han satte sig dumpende ned på gulvet og med hånden mod hans bryst. Han skulle lige vænne sig til det hele igen.

[Marcianus Darcy]

Marcianus havde slet ikke kunnet rykke sig i frygten for, at hans morfar slet ikke ville vågne. Det havde været en stor mulighed, så derfor var han da bare lettet om ikke andet, da hans morfar ligesom vågnede med det spjæt og et gisp. Han ville prøve at trække vejret, men om ikke andet, så ville han da snart finde ud af, at det slet ikke var nødvendigt. Han hastet ham derfor også i møde og trak ham op at stå, for han skulle have ro på Marius hurtigt, så de faktisk fik chancen for at komme væk herfra, for Marius ville være stærk lige som nyligt omdøbt og derfor var det vigtigt, at han også var med på ideen. Han smilede let og holdt sin morfar oppe, da hans ben stadig rystede, for hans øjne var blodskudte og han var nok snart ved at få tænder. Han manglede blod, for han havde jo kun fået et par dråber før for at blive omdøbt. Han nikkede dæmpet og så indgående på sin morfar, med sine hasselbrune øjne, der var en perfekt farveblanding af både hans mor og far. "Hold op med at prøve på at trække vejret," sagde han lidt hvæsende og gik i knæ, som hans morfar dumpede ned på gulvet. Han satte sig ved hans side i stedet og så mod ham men nikkede så lidt. Han så ned på sit håndled, som han igen bed hul på og så holdt han det op foran sin morfar. "Drik morfar. Du er den eneste chance for, at vi kan komme ud herfra, fordi du vil være stærk lige nu," endte han stille, for nu måtte de da forsørge igen. Han vidste dog, at de nok ville blive afvist ved den procianske grænse, men alt var da bedre end her, ikke?

[Marius Amalani Darcy]

Marius var ikke dum, og han vidste, at det nu var ham det hele hvilede på, og han havde bestemt ikke tænkt sig at fejle. Det var nu, at de ville få muligheden for at smutte herfra, også fordi at han vidste, at der lå en styrke ved de nyomdøbte, end der lå ved de andre. Han gispede svagt. Han kunne virkelig ikke lade være, og det var næsten noget, som bare faldt ham frygtelig naturligt! Han tog sig til brystet, hans ben skælvede under ham, og det var også grunden til at han dumpede ned at sidde. Han vidste godt, at han ikke burde trække vejret, men det var bare som om, at det var noget, som skete ganske naturligt, og det var slet ikke noget, som han kunne gøre noget ved! ”Jeg... Jeg ved det godt..” endte han mere sammenbidt, end det som han havde gjort brug af til nu, men det var stadig utrolig svært for ham. Han kneb øjnene let og fast sammen. Han var nødt til at tage sig sammen. Øjnene var fuldstændig blodskudte, og hans krop rystede. Han var svag for energi.. Han havde jo faktisk ikke noget som helst, for det var slet ikke noget som han havde fået endnu. Duften af blod, rev allerede i hans dyriske væsen med det samme, og det var næsten med en hvæsen.. en hvæsen, som uden tvivl også kom tydeligt bag på ham selv, hvor han kort vendte blikket væk fra ham. Han havde jo heldigvis den fordel, at han vidste hvad det indebar, og det hjalp så sandelig også en hel del, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han nikkede blot. Han hoppede ind i opgaven, for han vidste jo også, at det var den mulighed, som de havde. Ingen tvivl om det. ”Jeg ved det.. Så.. lad os komme i gang..” Med skælvende hænder, tog han fat om Marcianus håndled, inden han bed sig fast og begyndte at suge. Smagen af blod og jern, ramte hurtigt hans tunge, og fik ham til at skære en grimasse. Han tog adskillige mundfulde, inden han trak sig. Han havde fået nok nu.

[Marcianus Darcy]

Marcianus vidste, at Marius havde noget viden om det hele, for han vidste jo godt, at hans morfar havde været spide inden han var gået i døden. De racer han havde før med engleracen indblandet, det havde jo været det, han var vågnet op som til det nye liv; det liv, som var der hvor han selv havde haft størst glæde af sin morfar. Det var jo også grunden til, at han slet ikke var parat til at miste sin morfar. Lettelsen var derfor utroligt stor, da Marius nu var vågen. Selvom han prøvede at trække vejret, så nyttede det jo ikke noget, for det var slet ikke nødvendigt. Hvis han kæmpede for at trække vejret, så fik han det jo også bare ubehageligt, fordi det var som at puste luft ind i en pose igen og igen, men uden at give den lov til at tabe noget af pusten, før den blev fyldt op. Han nikkede dæmpet og mærkede selv den sammenbidte tone, selvom han dog ikke sagde noget til det. "Godt," endte han. Han blev siddende ved siden af sin morfar, nu hvor de var endt på gulvet at sidde, eftersom hans morfar jo faktisk var fuldstændig tømt for blod. Det var jo derfor han selv bed hul i sit håndled, for at skænke sin morfar blodet, for han havde klart mere brug for det end han selv havde, for Marius var chancen til, at de endeligt kunne slippe væk! Han så overbærende på sin morfar, da han kom til at hvæse, for alt det havde han jo selv været igennem som yngre. "Ja tak," endte han dæmpet. Han bed tænderne sammen, da hans morfar sugede, selvom det dog slet ikke gjorde ham noget. Han lod ham tage det han skulle bruge, hvilket selv gjorde, at han nu blot fungerede helt almindeligt som om det var et par dage siden, at han havde indtaget blod. Han rejste sig hurtigt op igen og nikkede. "Her er planen: Vi går... stilfærdigt op, ud af døren og løber af sted. Jeg ved mørket næsten lige er faldet," startede han, "Og du kan nu kæmpe imod, hvis nogle kommer efter os. Og vi stormer bare mod grænsen og til Manjarno." Han nikkede, for det var klart den plan han bedst havde i tankerne om ikke andet. Han trådte ud af cellen og ud på midtergangen mellem de mange celler, afventende til at hans morfar skulle følge med. "Når du er klar... så begynd at gå," endte han og fulgte med, da Marius begyndte at gå.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde været igennem det her før, men han kunne virkelig ikke lade være med at forsøge at trække vejret. Det var måske det menneskelige, som stadig var i ham, som gjorde det, for det var virkelig ubehageligt, at det skule være på denne her måde, så det var bestemt ikke noget som sagde så lidt. Hans krop rystede, mens han virkelig forsøgte at finde sin ro, selvom det bare ikke rigtigt ville, som han ville det. Han nikkede blot, inden han gled ned at sidde, hvor han tog sig til brystet. Det føles ikke nær så koldt mere, men det var stadig at mærke, men ikke i den forstand, at han begyndte at ryste, for det var han slet ikke ude på! Han lukkede øjnene kort, inden han bed sig fast i sit eget barnebarn. Det var egentlig en forfærdelig tanke, men hvis der var en, som kunne styre ham, så var det faktisk hans barnebarn.. Det var et særligt bånd, som nu var skabt dem imellem, og det var ikke fordi, at det gjorde ham noget.. hellere hans barnebarn, end fyrsten og racens leder! Han slap ham endeligt, kun for at lægge øre til hvad planen lød på. Han nikkede blot. Så langt, kunne han jo faktisk sige sig, at være enig. ”Godt.. så.. så er vi enig..” Han rejste sig roligt op, også selvom det var lettere vaklende. Alle de sanser og det hele, var skærpet, og han kunne høre langt mere, end det som han havde gjort til nu, så selvfølgelig var det også noget som påvirkede ham i den ene og anden retning. Han nikkede. Han skulle lige have et øjeblik, at samle sig op. ”Når vi kommer ud, Marcianus, må du jage for mig.. Meget energi har jeg ikke.. Men kom.. vi skal ud herfra nu,” endte han med en sigende mine. Han søgte roligt efter Marcianus, selvom det var lettere skælvende på benene. Han prustede let. Det var nu eller aldrig, og det vidste han udmærket godt. Kunne han gøre det ordentligt? Så de faktisk kom ud? Han gav det et øjeblik, inden han lod armen falde om Marcianus, inden han bare.. løb.. Det var det bedste alternativ de havde, hvis de skulle komme ud, uden at Alexander ville få muligheden for at bide sig fast i det. På vejen, løb de direkte ind i en vampyr, som stod ved døren, som nærmest bare røg af sine hængsler, da de passerede den. De var endelig ude!

//Out

[Marcianus Darcy]

Marcianus var sikker på, at hans morfar hurtigt ville vænne sig til ikke at skulle trække vejret. Det var ikke nødvendigt og det var også noget, der kun gjorde det mere besværligt end noget andet. Det var dog fordi, han vel var nyligt omdøbt, men om ikke andet, så måtte han jo give slip. Han så forsigtigt mod sin morfar, der sad og tog sig til brystet, som om han ønskede hjertet skulle slå, men... det ville det jo ikke komme til. Han var ked af, at have omdøbt sin morfar, men han ville hellere selv stå med den post som 'skaberen' fremfor, at det skulle være Alexander, for det ønskede han slet ikke. Det var et bånd, der vel kun måtte styrke dem og derfor havde der jo også været fordele i det, når han nu måtte gøre det af frivillig tvang trods alt. Han trak let på mundvigen og lod bare sin morfar tage det nødvendige, inden han selv slikkede sig over håndledet så det lukkede til. Han så mod ham og nikkede, for planen lød nu ikke dum i hans ører og hans morfar godkendte den i det mindste. "Ja," endte han stille og sank en let klump. Han ventede på sin morfar, da han søgte ud efter ham. Han så mod ham med sine hasselbrune øjne og nikkede, for det skulle han da nok, for han skulle jo mættes og så kunne han også selv få fyldt op. "Det skal jeg nok," svarede han stille. Han sukkede dæmpet og tog fat om sin morfar, som førte an. Han løb med ham uden at se sig tilbage, for nu ville han bare gerne væk herfra og aldrig komme tilbage. Det ville selvfølgelig komplicere tingene i forhold til, at han skulle lære sin far at kende, men det var jo svært nok i forvejen. At de væltede vampyren og braste døren ud, gjorde ham intet, for faktisk nåede de nærmest ikke at opfatte hvad der var sket.

//Out.