Hvis man vil have noget gjort...

[Deleted]

Det kraftige spark ramte Demeks kæbe. Hans tænder blev slået hårdt sammen med et klak, og han tumlede tilbage på gulvet. Et par dråber blod tørrede han af i sit håndled, mens hans betragtede kvinden med foragt. Hans vejrtrækning var forpustet, som havde han løbet i flere timer, da faldet havde slået luften ud af ham. Flere steder brændte hans krop efter de slag han havde fået tildelt. Sin ene vinge spredte han ud foran sit ansigt og sin krop, da han næsten regnede med at den lille madam ej var færdig med ham.
Hendes udsavn omkring Demek fik ham til at hæve øjenbrynet og rynke på næsen.
”Skvat?” Han var stille et par sekunder, så slog han en perlende latter op.
”Den eneste grund til at jeg ikke smider dig over skulderen og dumper dig et sted – meget højt oppe! er at det er imod diplomatiet og god opdragelse, og rigtige mænd fører ej vold mod kvinder, men du tigger så sandelig.”
Demek var en stor mand. Større end normale engle var han, hans vingefang var bredere, men da han aldrig havde stødt på nogen som ham, havde han aldrig lært at flyve i længere tid af gangen. Han vidste at han bar væsentlig styrke og intellekt, skønt han agtede mest at bruge sidstnævnte, og det faktum gjorde at han ikke følte sig ramt af kvindens skældsord.
Langsomt fik Demek rejst sig op i fuld højde ved at støtte sig til de lænkede hænder og vægten mod hans knæ. Han nærmede sig elverkvinden mod alt fornuft og bøjede sig ned mod hende. Tæt, endda så tæt at der ikke var mere end en næses afstand imellem deres ansigter. Så smilte han overbærende sødt.
”Men det er måske derfor du har valgt at holde mig nede med våben og lænker som en forlængelse af dig selv, frøken.”
Englens læber nærmedes hendes spidse øre, og han dæmpede sin stemme til kun at være en blød visken. Hans mund strøg næsten langs hendes hud. De lænkede hænder førte en lok af hendes lyse hår til side fra hendes ansigt. Bidsk blev hans smil, og de isblå øjne skinnede pludselig med en bizar, passioneret glød, der ikke stemmede over ens med det kontrollerede ydre.
”Er du bange, lille elver? Bange for at jeg er for stor en mundfuld for dig. Hvor sødt..”

[Deleted]

Selv mærkede Tatiana det hårde klonk, som hendes støvlesnude blev presset mod hans ansigt. Makabert var det for mange, men for hende sendte det blot en bølge af velvære. Hun nød følelsen, lyden og synet af at ødelægge en andens krop. Især når vedkommende var en mand. Endnu bedre blev det også kun, når vedkommende var så arrogant som denne her. Magen til tåbelige engel! Et afskum var han, men alligevel et fornøjeligt et af slagsen. Hun glædede sig til at lege med ham, og det ville forhåbentligt også ganske snart starte. Personligt var hun nemlig ved at blive træt af hans evindelige knevren. Derfor måtte hun se frem til, at han blev indlogeret i sit nye hjem, hvor hun derefter ville kunne påbegynde træningen af ham. Brynet hævede hun hovent. ”Åh, gud ske tak og lov. Hvilket mareridt jeg ville være i, hvis blot du lagde dine hænder på mig. De hænder, som er ih så bløde som det første snefnug. Min største frygt har altid været den fimsede styrke fra de procianske diplomater.. Ih du procianske ”prins”, hvordan kunne du dog vide, at du er mit største mareridt?” drævede det dybt sarkastisk og teatralsk fra hende. Bag dem lo hendes mørkelviske søstre også hoverende. Ej af hende, men af den kæphøje engel. Ej ville de lade englen gøre nogen af dem ondt. I stærkt undertal var han desuden, og derfor var det direkte grinagtigt, at han havde den tro, at han havde en chance. Et sukkersødt smil gled frem på Tatianas læber, som englen gled op på benene igen. Blikket holdt hun fokuseret på ham, alt imens kvinderne stod med en hånd på deres sværd. Parat til at trække det, hvis englen skulle komme med et fjendtligt træk. Roligt forholdt Tatiana sig, som englen kom hende helt tæt. ”En mand i lænker har altid behaget mig,” svarede hun drævent, skønt hendes smil var koldt. Blikket holdt hun frem for sig, som han berørte en af hendes blonde lokker for derefter at hviske hende ind i øret. Ej var der nogen skælven eller varme, som for igennem hendes krop, som der ofte kunne komme over en normal kvinde, når en mand kom dem tæt. I stedet valgte hun at lade hovedet glide til siden, så deres ansigter var vendt imod hinanden. Næsten helt blidt lagde hun sin hånd imod hans kind, hvor hendes strøg imod hans hud næsten syntes helt kærlige. ”Åh, hvor vil du tage ved lære, sevrus” sagde hun stille til ham, alt imens hun kaldte ham det elviske ord for slave. Et sprog han garanteret ikke kendte til. Blikket holdt hun i hans, ligesom hun holdt sin hånd imod hans kind, som hendes sjæl sikkert måtte finde hans energi. Gammel måtte hun være, og derfor måtte dette være, som at stjæle slik fra et barn, for hendes vedkommende. Selv fornemmede hun, hvordan hendes sjæl hægtede sig fast på hans energi. Bandt den med magiske strenge for uvist at trække hans liv ud af ham. Afkræftet ville det gøre ham, som hendes kunnen ville dræne ham fra kræfter.. Gøre ham døsig for til sidst at lade ham glide ind i en bevidstløs søvn.

[Deleted]

Rynket kunne Demeks næseryg ikke undgå at blive. De kærtegn som han pludselig blev skænket kunne han ikke bestemme sig for om han kunne lide eller ej. De var falske, det vidste han, men hans krop nød det efter den vold han lige var blevet udsat for.
Deres øjne dvæledes i hinanden og pludselig kunne de have lignet et elskende par, som ikke havde set hinanden længe. Tanken skræmte ham, men det undrede ham også hvordan hun ikke blev intimideret af han tilnærmelse og giftige hån – i modsætning til ham. Det arrogante smil blev mindre, indtil det blev til en smal, undrende streg.
Han følte sig døsig, og hendes øjne var så… dragende smukke? Væk kunne han ikke kigge. Hans stemme var stadig lav, kærtegnende ligesom den berøring de havde udvekslet, men med en bitter undertone]
”… Jeg håber at du nyder dig selv, kvinde.” Hendes hån omkring hans styrke irriterede ham, men af en eller anden grund.. kunne han ikke blive vred på hende! Mest af alt mindede han om en forvirret fugl og tiltede sit hoved, som var han en due. Hans holdning begyndte at falde sammen, og han kæmpede for at holde sine øjne åbne. Det der før var fascinerende blev ubehageligt. Han kunne ikke komme væk fra hendes blik.
”H-hvad er det du gør ved mig?” I de lænkede hænder begyndte der at fremkomme et svagt lys, som hvis hans underbevidsthed kunne genkende den sorte magi og forsøgte at gå til forsvar, men Demek havde aldrig været ude for en mørkelver i egen person før, og slet ikke en ældre af slagsen. Ukendt var det som skete derfor for ham, men han kunne mærke effekten, og jo mere afkræftet han følte sig, jo mere var han sikker på at hun var ansvarlig for det.

[Deleted]

Det var de færreste, som egentligt kendte til mørkelvernes magi. Derfor måtte Tatiana anse det for at være et fantastisk overraskelsesmoment! Det var også den virkning, som det syntes at have på englen. Det lignede ej, at han vidste, hvad der var på færde – til at starte med om end – men som hendes fingrer kom i kontakt med hans hud, drænede hun ham fra kræfter. Faktisk var hun i stand til at frarøve ham al sin livsenergi, men hans død var ikke, hvad hun ønskede lige nu og her.. måske en anden dag. Blidt – og dog faretruende – strøg hun ham over kinden. ”Jeg nyder det skam.. Ligesom du også snart selv vil,” sagde hun roligt. Hendes hoved søgte en kende på sned, uden hun stoppede med at betragte ham. Det virkede.. Hun kunne både se og høre på ham, at hendes magi indtraf. Ganske tilfredsstillende, som han ellers var begyndt at gå hende på nerverne. Uden at slippe hans kind med den ene hånd – hun havde trods alt konstant brug for den kropslige forbindelse – lagde hun en finger mod hans læber med den anden. ”Shh,” tyssede hun på ham. ”Sov nu.. Jeg vil passe på dig.,” sagde hun stille. På tæer stillede hun sig, så hun let kunne presse sine læber mod hans pande i et flygtigt kys. Kærligt var det dog ikke ment, da selv hendes læbers berøring tærede på hans energi. Bedst for ham selv ville det dog være, hvis blot han lod sig indhylle af søvnen. Med de planer, som hun havde for ham, var han nemlig nødt til at være frisk til deres næste møde. Mildt ville det nemlig ikke være, som hun var en hård træner.. eller nærmere torturmester, for hun havde nemlig i sinde at torturere ham. Torturere ham, til han brød sammen over for hende. Sikekrt stillede hun sig tilbage på fødderne.

[Deleted]

En mørk brummen lød fra Demek og han rystede på hovedet, som han forsøgte at komme til sig selv og stoppe det der end skete, men han følte sin krop mere tung. Et sted turde han ikke falde til ro. Han var blevet fanget af fjenden, og han forsøgte at minde sig selv om det.
”Nej. Stop det.” fik ha noget anstrengt fremstammet. Hans vejrtrækning var blevet tungt, og det samme var hans hjerteslag, som han før havde fornemmet helt oppe i sin hals efter piskeslagene og sparket. Kysset mod hans pande fik ham til at stirre mistroisk ned på hende, men jo længere tid der gik, jo mere følte han sin bevidsthed glide væk. Han turde ikke falde i søvn. Han ville ikke!
Demeks hoved overflød med fjerne tanker og forvirring. Hvorfor kyssede hun ham?
”Hvad er det du laver? Hvorfor? Nej, Nej. Jeg tror dig ikke. Jeg…”
En sidste gang rystede han virrende på hovedet. Så blev alt slørret, og så sort. Hallen og kvindernes stemmer blev til et grødet ekko, så var der stille. Demek faldt forover, mod Tatianas krop og med en sidste modstandskraft greb han fat i den røde dragt ved hendes skulder. Uden noget til at styre hvordan hans muskler spændte og slappede af, forblev hans næve knyttet omkring dragten. Lyset i hans hænder blev kraftigt for et øjeblik, så forsvandt det som solnedgangen. Som magien og berøringen stadig var aktiv fra hendes side, måtte lyskuglen brænde i det øjeblik den berørte hendes skulder.
To forskellige magier var det der kolliderede, og det skabte en reaktion.
Tung måtte Demek være, da ikke kun hans krop faldt imod elverkvinden, men også hans vinger i noget der mindede om en omfavnelse. Vejrtrækning var stadig at spore, men meget tungt og langsommeligt,

[Deleted]

”Shh, spar dine ord og din kamp,” tyssede Tatiana blot på ham, som han fortsatte sin tale. Fuldstændigt overfladisk var hendes blide facon over for ham. Hun foragtede alt, hvad han var og stod for, og derfor kunne hun aldrig blive kærligt stemt over for ham. Nej, det ville altid være et spil over for ham, hvis der endelig var noget.. Øjnene spilede hun op, som han greb fat i hendes beklædning i det sekund, som han valgte at gå ud med et lys. Et gisp faldt over hendes læber, som hun sank en anelse ned i knæ, som hun lige pludselig stod med englens fulde vægt over sig. Tung var han, og skønt hun var en stærk kvinde, måtte hans dødsvægt være mere end, hvad hun umiddelbart kunne bære. Tænderne bed hun sammen, alt imens hun placerede sine hænder mod hans faste brystkasse. Med et yderst fast ansigtsudtryk, brugte hun sine kræfter på at skubbe ham til siden, så han ikke længere lænede sig ind mod hende, men derimod faldt til gulvet med et ordentligt klonk. Barskt måtte se ud, som den store engel faldt til jorden, uden at kunne tage fra. Ja, han havde vel slået hovedet godt og grundigt af den grund. Hvis han også havde slået hul i hovedet af det, kunne det ikke just komme bag på nogen.. Medlidenhed kunne dog ikke spores i Tatianas ansigt. Kun væmmelse. De gennemborende blå øjne vendte hun mod kvinderne, alt imens hendes brystkasse hævede og sænkede sig voldsomt. ”Før ham ned i en af cellerne. Jeg ønsker ham hængt op i et aflukket rum, så han ej kan få fodfæste, og så han er tilnærmelig fra alle vinkler. Derudover skal han både lænkes i håndleddene og om anklerne.. Er det forstået?” beordrede hun skarpt. Kvinderne nikkede ærbødigt, mens de mumlede, ”javel, kahli.” To af kvinderne greb hver især et af englens ben, inden de slæbte ham ud af hallen og videre ud på gårdspladsen. Derude kom der en anden kvinde med en hest, så englen kunne blive spændt fast til den, og derfra blive trukket med til fangekælderen, der måtte ligge i udkanten af byen og under jorden.

// Out

[Deleted]

(/End)
((Laver du eller jeg en nu tråd? ))

[Deleted]

// Jeg skal nok oprette