Hvis man vil have noget gjort...

[Deleted]

Selvom denne Demek Nimanhra ej var den første i den procianske tronrække, kunne Tatiana stadig bruge ham. En mand var nemlig en mand, som han kunne udføre det samme arbejde, som enhver anden slave. Kongelig, håndværker eller hjemløs … de var nemlig alt sammen det samme i den sidste ende. Den eneste eksisterende forskel der kunne være var, at hun kunne få en højere løsesum fra en kongelig end fra en smed. Hun sendte ham et koldt smil. Det turde hun ikke? Var han overhovedet klar over, hvem hun var? ”Du kender mig vidst ikke særligt godt, lille engel, men det kommer du til.. eller det gør dig eller din tjener i hvert fald,” sagde hun i en grum bedrevidende tone. Hendes blå øjne gled over de knælende mænds skikkelser. ”Hvis jeg husker korrekt, har vi kun en celle ledig.. så hvem skal være den heldige vinder? Den selvophøjede engel, eller nervevraget af en tjener?” Hun trådte roligt tilbage med et sygt smil på læben. Dette skulle nok gå hen og blive interessant.. Hun fordrejede måske sandheden, når hun sagde, at der kun var plads til en af dem, men det gjorde også kun det hele langt morsommere. Hun så imod mørkelverne bag dem, der allerede vidste, hvad der var på færde. ”Løsn deres hænder! Vores kære gæster kan ej kæmpe uden dem..,” sagde hun i en næsten festlig tone. To kvinder trådte øjeblikkeligt frem bag mændene, hvor de på kort tid fik løsnet deres reb. Ingen veje var der alligevel at løbe for dem, da dørene var lukket, og da de alligevel var omringet af bevæbnede kvinder. ”Reglerne er simple, de herrer. Ingen våben, og I kæmper til det sidste hjerteslag.”

[Deleted]

Hele den stor engels ansigt var trukket op i en forvirret grimasse. Så snart hans hænder var løsnet var han oppe på sine ben og strakte både sine vinger og arme. Han var nu langt højere end lederen og de kvindelige vagter, og det gav ham en form for selvsikker følelse at han tårnede op over hende. Hans håndled var blevet røde efter rebene. Hver evig eneste celle i og omkring dem skreg, og han gned noget af sit blod væk fra ansigtet. Det var først der hvor det gik op for ham hvad hun sagde. Celle?
”Kæmpe.” Gu ville han ej.
”Dette er vanvid! Jeg nægter at deltage i sådanne barbariske lege. Vi er folk, ikke uciviliserede vilddyr.” prædikede han med armene over kors. ”Og der må være en alsidig løsning på dette. For alt i verden, så lad være med at-”
Tjeneren sprang frem mod Demek i et skingert skrig. Uden videre undvigede Demek let ved at vende sig til siden og slå sin ene vinge sammen med resultatet at tjeneren dumpede ned på grunden under dem og mistede vejret. Det varede dog ikke længe før den lille mand kom på benene igen og begyndte at slå ud efter Demek, der vendte sin krop og trådte baglæns. Han var for høj til at kunne dukke sig, da de fleste slag var rettet imod hans brystkasse og mave. Mest af alt irriterede det ham blot, da han ikke så tjenerens styrke som en trussel.
”HVAD.” Han manøvrerede med sin vinge.”Er det du laver?!”
Tjenerens ansigt var malet rødt af anstrengelse. Han havde allerede brændt en del krudt af.
”Jeg vil leve!” Hans stemme skar sig skingert igennem lokalet og desperationen og forvirringen var tydelig. Hvis den lille spinkle mand slap med, når Demek returnerede til Procias ville han få ham hængt.
”Stop omgående. Kan du ikke se at De har fanget dig i et spil?!” Demeks ord nåede ikke igennem. Tjeneren fortsatte med at slå og rive ud efter ham, og han dansede ham elegant rundt i ring uden større anstrengelse.
For tjeneren var det hele blevet sort og adrenalinen var sat ind. Han var ikke klar til at dø, og hans familie var afhængig af ham.
Demek kastede sig til sidst hen over ham i et forsøg på at immobilisere ham. Han trykkede sine knæ hårdt ind imod hans lår og plantede sin ene hånd på hans kraveben, den anden på hans overarm. Da han stadig ikke lå stille og formåede at rive dun af hans vinge, dernæst hans skjorte, bandede hanenglen og spredte sine vinger for at øge sin vægt og få ham til at ligge stille. ”Stop dog elendige klodrian af en svumpukkel.” Han trykkede til.
Tjeneren begyndte at sprælle endnu mere. Demek holdt blot sin position. Alt for sent gik det op for ham at tjenerens læber var blevet blå. Demeks hænder var store og kraftige, og hans hånd havde trykket imod mandens luftrør samtidig med hans kraveben. Opdagelsen fik ham til at spærre øjnene op, rejse sig og træde tre skridt væk fra liget, mens han foldede en vinge hen foran sig, som var den en kappe der kunne afværge ham fra situationen. Han vidste ikke hvad at han skulle sige. Han kunne intet sige! For en stund glemte han at der var publikum omkring ham. Hans hvide skjorte var flænset op, og hans hud glinsede en anelse af sved. Ikke af kamp, men en pludselig hurtig hjertebanken der satte ind. Den næste følelse var væmmelse. Ikke over sig selv. Han rynkede på næsen og vendte siden af ansigtet til den døde. Med misbilligelse i blikket vendte han sig imod sortelvernes matriark.
”Dette var ikke nødvendigt…”

[Deleted]

Et køligt smil huserede Tatianas lille mund. Det var med den pureste alvor, at hun sagde, at de to mænd skulle kæmpe. At englen ej troede på hende, var blot et tegn på procianernes blødsødne hjerter. For brutalt til dem var det, og derfor ville hun også kun nyde kampen endnu mere. Det var nemlig ikke blot en kamp for dem, men også et brud på deres etik. Derudover var hun interesseret i at se, hvordan de to mænd ville kæmpe. Ville de blot agere som paniske dyr, eller ville de indgyde til et egentligt slagsmål? Paniske dyr viste det sig dog hurtigt at blive, som tjeneren desperat sprang mod Demek. ”En af Jer ønsker i hvert fald at leve,” bemærkede hun kynisk, som hende og de andre mørkelvere dvælede ved den desperate tjener. Ligeglad var alle andre end Demek med hans tale. Mørkelverne ejede nemlig ej englens morale, og tjeneren ønskede blot at leve. En barbarisk underholdning var det muligvis, men når man kom som en fremmede, måtte man også tage konsekvensen, og her gjaldt kun deres love. Her kom ingen anden forbi. End ikke kongen. Underholdt lo kvinderne, som Demek forsøgte at tale sin tjener til fornuft, alt imens han selv dansede omkring. Glubskt hvilede smilet på Tatianas læber, som hun i øjeblikket fik det, som hun ønskede. Englen var muligvis rationel nok, men det tog kun én person at ødelægge et sådant billede. De blå øjne fulgte det brutale spil. Det brutale spil om simpel overlevelse. Lyden i salen forstummede helt, så der kun var mændenes hektiske åndedrag tilbage, som englen valgte at kløve sin tjener ned mod gulvet. Fattet stod Tatiana, som hun var helt upåvirket af det scenarie der tog spil foran hende. Hun havde set mange mænd lade livet gennem tiden. En af disse mænds tabte liv, ville ikke røre hende. Hendes kolde øjne hvilede på tjeneren, som han begyndte at tage sin sidste åndedræt. Legen var ved at slutte.. Strippet for empati begyndte nogle klap at lyde. Klappene kom fra lederen, som hun langsomt lod sine hænder slå sammen med et godt tids mellemrum. Falskt lod hun et uskyldigt blik glide til englen. ”Ikke det? Nej.. Du har måske ret. Vi havde måske alligevel en celle tilovers..” Hånende lo kvinderne. Nej, det havde ikke været nødvendigt at lade den ene dø, men hvad var også det sjove i det? Det ville en procianer dog ikke kunne forstå sig på. Koldt blev smilet igen på hendes læber. ”Men hvorfor dog så trist? Du står som den mægtige sejrherre. Du står med livet i behold. Hvad med at vær taknemmelig over det? ..Det minder mig for resten om, at vi bør gøre noget ved liget..” Hendes blik faldt udtryksløst til den døde tjener. Hvem han var, anede hun ikke, men spillede det også nogen rolle? Manden havde ikke været værdig til at leve. Hun så forbi Demek og over på to af kvinderne. ”Put venligst nogle lænker på vor kære gæst. Han skal bo hos os gennem det næste stykke tid,” lød det sigende fra hende, hvorefter kvinder trådte frem med to sæt lænker. Et til fødderne, og et til hænderne. Remmene der ville sidde om hans håndled og ankler, var af massivt jern. Mellem dem var der en mindre kæderække, der tillod fangen at tage delvist korte skridt og bevæge hænderne en anelse.

[Deleted]

Demeks hænder knyttedes og hans arme faldt slapt ned langs hans sider. Han anede ikke hvad han skulle sige, men hans ansigt udtrykte det ved at skære tænder og knibe øjnene misbilligende sammen. ”Dette er modbydeligt: At bruge folks slid som underholdning, som var vi intet andet end haner i en simpel kamp om penge.” snerrede han.
Der var ikke meget mere at gøre. Chancerne for succes ved flugt var næsten intet eksisterende, men alligevel rykkede han adskillelige skridt tilbage i protest, da han så kvinderne tage lænker frem frem. Så stoppede han op og nedstirrede dem.
”Kald mig ej sejrherre, thi jeg i sandhed er den der har tabt.”
Tjenerens stive krop fik englen til at bide sig i læben. Han skævede til liget, og kunne ikke undlade at føle en bitter misundelse. *Det var dig der slap fri.*
Modstand ville ikke nytte. Han kendte ikke kvindernes styrke, og han ønskede ikke ballade, men at gå i lænker igen var for meget, og han fnøs, som var han en vred tyr og krydsede sine arme stædigt over sin brystkasse. ”Jeg nægter at lade mig påføre disse! Jeg følger frivilligt med. Fortæl mig blot hvor jeg skal hen.”

[Deleted]

Tatianas hoved søgte en kende på sned, alt imens det lille legende smil forblev på hendes læber. ”Hanekamp? I så fald har du aldrig set en ægte kamp mellem gladiatorer. Har du nogensinde hørt om dem, engel? Mænd der kæmper til døden for ære, såvel som for underholdningens skyld. Det er nu ganske interesseret.. Ligesom dette var,” sagde hun roligt. Kun fordi hun vidste, hvordan det ville knuse hans selvretfærdige ego. Det faktum fandt hun dog mere underholdende end selve kampen.
Som Demek trådte afvigende tilbage, hørtes det i salen, hvordan stål klingerede mod deres skede, som sværd blev trukket. Taiana selv slap en kølig latter. ”Hvor vil du dog gå hen, kære engel? Du er omringet.. Hvis ikke her, så vrimler hele byen med dine fjender.” Hun betragtede, hvordan spidserne af klingerne pegede i hans retning. Håbløs var hans situation, og derfor var det bedste for ham blot at falde på knæ. Strippet for magt var han nemlig i denne sal. Roligt trådte hun frem mod Demek. ”Hvorfor ikke kalde dig, hvad du er? Du vandt.. Det betyder, at du er sejrherren. Nyd det.” Øjnene endte hun med at knibe sammen. Han nægtede at lade sig iføre lænker? Troede han virkelig, at han havde et valg? Ha! Det skib var for længst sejlet! ..og nu irriterede han hende blot. Sin højre hånd lod hun finde sit sværds skæfte, og inden man kunne nå at blinke, holdt hun det smukke og dødbringende sværd i sin hånd. Den sylespidse ende trykkede hun mod hans brystkasse. ”Vær nu ikke fjollet..,” sagde hun roligt, og dog med tydelig kølighed i stemmen. Hendes blik blev isnende. ”Ned på knæ..”

[Deleted]

Skønt situationen var lukket for udfald, og det vidste Demek godt var der stadig en lille del af ham der stædigt kæmpede imod dette. Med en blanding af et ord der forblev i hans strube og en dyb snerren sank han i knæ – langsomt! Han kunne mærke det kolde metal mod huden på hans brystkasse, og det var det der gjorde det i sidste ende. Endnu en gang fandt han sig bøjende under en anden og det stak i hans ego og fik hans tænder til at knase imod hinanden.

”Åh, som det nu behager Dem. Jeg troede De syntes om fjollet!” snappede Demek sukkersødt og himlede med øjnene. Han svajede bag ud i ryggen for at få sværdet længere væk fra sin krop. Det var blot den eneste forsikring han havde mulig, om end en uduelig af slagsen.

”At kæmpe som gladiator er smagsløst, beskidt arbejde! Hvis dette var på lige fod ville De kæmpe her, i denne hal mod mig, men så mister det måske underholdningsværdien, hvis De er i farezonen? De bærer nok end ikke denne færdighed til at forsvare dem selv. kahli… Hvis det er det Deres folk kalder jer - kvinder som Dem. Ja, det må være den egentlige betydning. De, kahli, folkets porcelænsdukke.”
Et bidskt smil spirede frem på Demeks læber, men som hans hoved var bøjet sænkedes en skygge over hans øjne, og i dem en pludselig form for - ja næsten passioneret glød, og det på trods af den store distance der var at finde i mandens ord.

[Deleted]

Sværdet havde Tatiana trukket, hvor hun nu pegede dets skarpe ende ind mod hans brystkasse. At han derfra forsøgte at undslippe klingens kolde stål, var ham en nytteløs handling. Som han svajede i ryggen, mødte han nemlig blot en ny klinge. En af kvinderne bag ham, havde nemlig valgt at agerer lig sin leder. Det betød, at Demek ej undgik Tatianas klinge, men blot mødte en ny mod sin ryg. ”Hvad der vil behage mig er, at du agerer, som jeg siger. På den led vil din tilværelse her også blive langt simplere, end hvad du selv forsøger at gøre den til,” sagde hun i en kynisk tone. Sit sværd hævede hun nu en anelse, så den nu trykkede mod hans sårbare strube. Der valgte hun at lave et snit ned over hans hals, så blod igen kunne kæmpe om at nå op til overfladen. ”Knæl, engel,” hvislede hun.
Det isnende blik holdt Tatiana på Demek. Det rablede jo fuldkommen for manden! Og det hujede hende bestemt ikke! Nedgørelse havde hun nemlig aldrig haft det godt med, og bestemt ikke, når det kom fra en undermåler som denne mand! Sit hoved lod hun glide let på skrå, alt imens hun nu førte klingen op mod hans ansigt, hvor stålet hvilede faretruende tæt på hans mundvige. ”Du er begyndt at gå mig på nerverne, engel.. Jeg ville vælge mine næste ord med omhu, hvis jeg var dig. Man ved jo aldrig, om jeg vil miste kontrollen over mit sværd, og måske komme til at skære din tunge af ved et uheld.”

[Deleted]

Sværdet der konstant dansede omkring var bestemt ikke en faktor der fik Demek til at slappe af. Han følte en sværdspids mod hans ryg, og nu et mod hans hals, så hans ansigt. Kulden fra stålet og den svidende fornemmelse fra såret på hans hals fik ham til at knibe øjnene sammen og vige hovedet til side, så sværdet kom om på hans side.
”Det.. DET er ikke en særlig charmerende opførsel af en mø. Jeg ville undgå at gøre den slags. Det ser sig ikke godt ud på nogens vegne!” kommenterede han dæmpet, men trykkede så sin krop ydmygt ned mod grunden under ham og eliminerede alt mellemrum der før var. Til sidst tvang han meget misfornøjet sin overkrop ned at hvile langs sine ben, næsten som en præst der tilbed en gud. Bag sig kunne han se lænkerne. Hver fiber i hans krop var spændt.

[Deleted]

Mø? Grinagtigt kunne Tatiana ej holde latteren fra sine læber. Procianere og deres romantiske tankegang.. Underholdene var hans indskrænkede verden. Hans ord ville dog ikke redde ham. Ikke spor. En samvittighed havde hun nemlig ikke, og derfor agerede hun udelukket efter sin egen fornøjelse. Derudover kunne man ej heller sige, at mørkelverne i Maerimydra agerede i en samhørighed med resten af verdenen, og derfor fulgte de ærlig talt deres egne love og regler. Derfor kunne man trygt sige, at hans retfærdighed prellede fuldstændigt af her. ”Dette er ej dit hjemland, min romantiske lille engel. Dette er Dvasias for ikke at sige Maerimydra.. Det er årtier siden, at man har kunnet kalde mig for en mø,” endte hun hoverende med at sige. Han var bestemt på udebane her! Fryden fyldte hendes blå øjne, som hun bevidnede, hvordan englen knælede for fødderne af hende. Åh, hvilken sødmefuld sejr! Dette var hans retmæssige plads fra nu af, og det havde han bare at acceptere. Han tilhørte ikke længere sig selv, som han tilhørte hende. Det kyniske smil hvilede trofast på hendes læber, alt imens hun så, hvordan de mørkelviske kvinder behændigt fik indrammet hans hænder og fødder i stærke jernlænker. Ej ville han kunne slippe ud af disse.. Hvilken tilfredsstillelse! ”Du vil fra nu af kalde mig for Herskerinde. Du tilhører mig. Du har intet navn. Du har ingen stand. Du er blot min slave efter mit forgodtbefindende.”

[Deleted]

Demek slog sit blik ned i gulvet under ham. Utroligt! Nej, han måtte drømme. Det var blot et mareridt. Han måtte have feber. Varme pulserede ganske vidst igennem den høje engels krop, men det var ikke af sygdom, men fordi hans hjerte var begyndt at gallopere afsted. Han kunne mærke hvordan blodet flød fra hans hoved, og med det alle rationelle tanker. Han gispede og skævede op. Det isblå blik var mat.
”Jeg… kan ikke tro det.” lød hans dæmpede stemme.
En følelse af kvalme maste til i hans indre, og han kunne ikke beslutte sig for hvad den skyldtes. Faktummet at han havde taget livet af tjeneren, eller at den storbarmede mørkelverkvinde stor og kaldte sig hans herskerinde?! Gåsehud gled ned langs hans ryg, og hans hals føltes tør, som hvis sand var i den. Demek blev hæs. Aldrig havde han været reageret af en kvinde før, aldrig nogensinde VILLE han have ladet en kvinde reagere ham i procias. Kvinder var små, væsner der med deres skrøbelighed blot var til besvær.
”Jhhheg… tilhører. Ingen”
Hans øjne opspærrede. Hvad var hun for en monstrøsitet? Hun kunne ej kaldes en kvinde! Hun fik ham til at gispe efter vejret yderligere. Aldrig havde han hørt, eller set magen! Kvalmen trykkede endnu mere mod hans brystkasse, men der kom intet.
”Jeg tjener ingen..”
Alle de kvinder gjorde ham nervøs. Sitautionen gjorde ham nervøs. Som hofmarskal var han den der arrangerede alt på slottet, og dermed var han vant til i bitterheden at tjene, men dette var som at skrabe bunden. Alt virkede så meget mere truende.
De skulle nok finde ham. De SKULLE nok finde ham! Selv om han havde gjort det sin opgave alene forsikrede han sig det, men i takt med hans tanker, skrumpede følelsen i mandens brystkasse, som hans ord blev mere og mere tomme. ”De vil lede efter mig… De vil finde mig. De vvv… fffff”
Han hostede tørt. Demek foldede sin ene vinge foran sig. I et øjeblik følte han sig som et fortabt barn. Hans øjne lukkede nedtrykt, han ville ikke se!

[Deleted]

En sand fornøjelse var det at bevidne, hvordan englen overgav sig til Tatiana, bukkede for hende – nærmest kyssede gulvet for hende – samt lod sig iføre lænker. Det havde i sandhed været hans undergang at betræde skoven, hvor det for Tatianas vedkommende havde været et led til fortrinlig underholdning. Ej havde hun bedt om dette, men som hans tjener og ham havde ankommet, havde de selv forseglet deres skæbne. Derfor mente hun personligt, at begge procianere var selvskyldige i deres handlinger. For den enes vedkommende havde det betydet døden. For den andens vedkommende betød det, at hans liv ville blive vendt på hovedet fra nu af.
Hoverende lyde begyndte at lyde bag Demek, som han snublede over jorden, samt hev efter luft. Tatianas hoved søgte en kende på sned, alt imens hun betragtede ”den synkende skude”, der lå for fødderne af hende. Det prægtige sværd førte hun tilbage i skeden, som hun afgjorde at problemet havde drevet over. Englen havde givet op, som hun havde vundet. ”Spekuler ikke længere over, hvad der før har været,” sagde hun stille i en blid tone. Ordene var dog, som hvis de havde kommet fra en slange. Hånden strakte hun frem, så hun strøg ham over det mørkeblonde hår. ”Spekuler i stedet over, hvad du for fremtiden vil gøre for mig.” Med de ord trådte hun et skridt tilbage, uden de gennemborende blå øjne forlod hans skikkelse. Han kunne ikke tro det? Det var blot et faktum, som han hellere måtte se og sande. Han tjente eller tilhørte ingen? Han var hendes. Procias ville komme efter ham? De ville aldrig finde hertil.. Realiteten var derfor, at han måtte sande sin nye skæbne. ”Rejs dig,” endte hun med at beordre ham. Der var ingen grund til, at han og hans afdøde tjener tilsmudsede hendes gulv længere. Liget ville blive kastet bort, og englen ville møde sit nye hjem.

[Deleted]

Kærtegnende som Tatiana skænkede hans bløde løvemanke lod ikke til at bringe nogen trøst. Demek fortsatte blot med at stirre frem for sig. Hans hoved dukkede sig og sænkedes pr. berøring til højde med hans skuldre, som havde han været en hund, der blev klappet. Da Tatiana fjernede sin bløde hånd igen forblev han i den fornedrede positur. Hans pupiller udvidede som havde han set mere end hans hoved kunne kapere på et øjeblik.
”Khhhhhhhh…” Som Demek efter endnu en dyb indhalering udåndede, udstødte han en lang, fjern lyd, der meget vel kunne minde om et dyr, måske mere umenneskeligt end det. Mere et gespenst, eller en hvæsende vampyr. Hans øjne fokuserede dog ikke på noget særligt.
Tatiana beordrede ham til at rejse sig. Han havde under vejs sat sig op igen, men han svarede ikke på hendes kald. I stedet gik der et par sekunder.
1… 2… 3… 4
Demek væltede fladt ned på maven og spredte sine vinger ud på stengulvet, som havde han været et udstoppet bjørnetæppe.

[Deleted]

Det behagede på alle måder Tatiana at se englen agere underdanig overfor hende. Det var dog også sådan, at det burde være. Engle var trods alt udskud, ligesom alle andre procianere. Ganske enkelt fandtes der ikke nogen anden værdig race end mørkelverne, og af den årsag havde de det også bedst for dem selv. Selvfølgelig hændte det, at deres verden kolliderede med resten af verdenen – ligesom nu – men det havde også kun forløbet til deres fordel. Den ene tjener lå død, og ville ganske snarligt rådne i jorden, hvor den anden skulle bevise sit værd som slave. Englen var ganske vidst ikke af den rette støbning lige nu og her, men med den rette træning var Tatiana sikker på, at hun nok skulle kunne få lavet om på det faktum. Hun havde trods alt gjort det før. Øjenbrynene hævede hun misfornøjet, som englen afgav en besynderlig lyd. Hvad havde det pjok nu i sinde? At han dernæst valgte at falde til gulvet som en kludedukke, fik hendes blik til at isne, alt imens de andre kvinder betragtede ham med et hånligt blik. ”Jeg advarede dig, engel,” hvislede hun. Hendes tålmodighed havde han brugt op, og af den årsag søgte hendes hånd bagud, hvor hendes fingrer lukkede sig om skæftet til hendes pisk. Et par metre lang var dens streng, som var sort og flettet. Det gennemborende blik tog hun ej fra ham, som hun med styrke og præcision svang den tilbage, inden hun kastede armen frem igen, så dets streng ville smælde smertefuldt over hans spredte vinger og ryg. I aktens hede havde de mørkelviske kvinder omkring dem desuden trådt pænt tilbage, så det kun var Demek og Tatiana, som var overfor hinanden.

[Deleted]

Demek var for en stund væk. Hans blik var yderst fjernt, som han lå slapt over gulvet. Chokket havde sat sig grundigt fast i hans sind, og han følte sig som et andet sted, næsten som om han blev trukket længere og længere væk. Hans mimik rørte sig ikke. Af og til sitrede de isblå øjne. Kæderne syntes så meget tungere end de egentlig var.
Demek erindrede da han var blot et lille barn og løb langs gangene og legede. Han faldt og slog sig på det hårde, kolde stengulv og blev liggende. Han huskede sin mor kalde på ham og bede ham om at rejse sig. Han var ulykkelig og havde ondt, så den lille dreng blev blot liggende på gulvet og græd. Mest af alt huskede hans sin moders blide stemme, og hvordan hun atter bad ham om at rejse sig op. Hvis man faldt i denne verden måtte man rejse sig, eller man kunne ligge lavt hele livet, og aldrig ville man kunne komme videre. Uden fald vidste folket ikke hvornår de var oppe, havde hun berettet.
I denne situation havde Demek dog nok foretrukket at lade som om han var død. Han følte ingen sejer. Hverken over udfaldet med sin tjener, eller udviklingen der havde taget den meget drastiske drejning.
Hans mor kaldte blidt på ham en sidste gang og bad ham rejse sig, inden hendes stemme forvrængedes og ændrede sig til Tatianas. Næste ting den kæmpe engel opfattede var en høj lyd – hans isblå øjne spærredes op, som hvis han lige var vågnet af en drøm, og hallerne fyldtes af hans skrig, som fjer og dråber af sølvfarvet blod strøg af ham og ned på gulvet.
Smertens støn undslap hans mund, som den hvide skjorte flænsedes og ligeledes farvedes som af stjernestøv, da hans livsvæske begyndte at løbe ned af hans hud. Demek gispede og forsøgte at vende siden til og folde sine vinger frem i forsvar. Kæderne raslede kraftigt, som han spændte hver fiber i sine muskler og forsøgte at bryde dem op, men elverkvindens truende position gav ham ikke tiden.
De perfekte, perlehvide tænder knaste mod hinanden. Hans hud brændte og hans vinger dunkede af smerte.
"VED GUDERNE - STOP DET, du sindssyge fruentimmer!"
Han skreg igen og gispede efter vejret.
Men nej. Nu ville Demek ikke mere. I stedet for at give hende den sejersfølelse og rus at høre ham lide lukkede han anstrengt sine øjne og skar tænder. Hans ellers selvsikre stemme holdt op med at lyde... kun for et vende tilbage med fornyet kraft. I stedet kiggede han trodsigt op i den lille elvers øjne. Der var intet andet end kulde at spore hos ham.
”Deee… DUH er ej en kvinde. Du agerer som en mand iklædt sin moders skørter. Aldrig vil jeg følge og adlyde en som dig. Du er et vanvittig, forkælet, lille pigebarn. Hvordan du er kommet til at anføre et helt folk ved jeg ej, men pøblen har just altid elsket et honningsødt barn, og jeg er prins, og JEG udgør ej en af dine legesager.”

[Deleted]

Ej brød Tatiana sig om englens fremtoning. Selv havde hun mistet tålmodigheden, hvad han angik, og når det hændte røg barrieren også. Hun havde givet ham en chance, og den havde han personligt valgt at forspilde… Derfor var det hans egen fejltagelse, som han nu måtte blive straffet for. Pisken lod hun arrigt svinge over hans ryg og vinger, så hans tøj blev flænset. Selv nød hun at se, hvordan hun ødelagde hans beklædning. Hvordan sølvlig væske piblede ud af hans krop, og hvordan enkelte fjer fløj af. Varmen steg i hende, og som han skreg op og kaldte hende øgenavne, kneb hun blot øjnene sammen, inden hun svingede pisken igen. Hvis det var sådan han ville lege, kunne hun sagtens lege med! At han så direkte vovede at kalde hende for en mand, gjorde hende direkte arrig! Hvor vovede han at sammenligne med jordens pestilens og svageligste eksistens! Pisken knugede hun hårdt i hånden, så hendes knoer måtte blive helt hvide. Med faste skridt bevægede hun sig ham helt nær.. Her trak hun kraftigt sit ene ben tilbage, inden hun hårdt måtte sparke ud efter ham. Ud efter hans ansigt for at være helt præcis. Åh, hvor ville hun nyde at træne ham! Denne engel havde end ikke en ide om, hvad han havde gået ind til. Lige nu og her var hun hans værste mareridt, men når først hun havde knækket ham, skulle han nok være hende tro. Det var et forløb, som hun var vis om.. Sådan var de alle nemlig. ”Hold kæft, dit uduelige skvat! Hvor vover du at tale til din herskerinde uden tilladelse! Hvor vover du at sammenligne mig med dit ynkelige køn! Du er ingeting! Du er ingen prins! Du er en slave! Min ejendom!”